Pride & Prejudice

Jebediah rejste øjnbrynet en anelse af det tilbud hun gav ham denne gang. Det var det samme tilbud, blot med en tilføjelse. En som ham? Han klukkede en anelse inden i, og smilte så en anelse bredere, imens han lænte sig en smule frem.
"One like me? And who might that be, since i deserve such pampering?" Spurgte han, med et kækt smil, magen til hendes, og klukkede venligt, imens han ømmede sin skulder, en sidste gang.
Jebediah måtte smile en anelse, af Asias reaction på priserne, og han lod sit blik glide ud over gaden, og håbede at hun ville opfatte hans invitation, som om han også havde tænkt sig at gi. Han havde aldrig haft problemer med penge, i hans tid på jorden. Inden han havde startet job som revisor, for diverse støtte fonter, havde han aldrig haft et behov for penge. Og det følte han egentligt stadigt ikke han havde. Nu gjorde han bare godt af de goder han havde. g så havde han en mærkelig svaghed for en helt bestemt bestilling. T-bone Steak. Det fik hans tænder til at løbe i vand, hver eneste gang han bestilte det, og måtte vente på at det blev kokkereret.
Han rejste et øjnbryn, af hendes bestiling. Det, som det eneste? Og 'måske' bare mælk? Nej, nej, det kunne slet ikke gå an. Han lænte sig en smule fremad, så hans underarm lænede imod boret.
"Please do order some proper food, der.. I do insist." Sagde han, og klukkede en smule, og stoppede Latchek. Han kiggede så tilbage på Asia, og trommede sin ene finger imod bordet, som ville han sætte en pointe.
"If you are to pamper me latter, let me at least pamper you now, and buy you a proper dinner? Sweets, you can have as dessert. Please." Insisterede han bedene, og smilte blidt, med et kort rust på hovedet, og en blid klukken. Han ville helst have undgået at lyde for pyldrene, og elegant, men han kunne simpelthen ikke bare have hende bestille creme, eller mælk. Latchek smillede, og klukkede en anelse, og afventede om Asia ville ombestæmme sig, for så at vende sig, og bevæge sig imod køkkenet. Da Asia lavede hendes lille 'nummer', lænte Jebediah sig straks frem, som ville han til at stoppe hende i at falde, og Latchek tog også et hastigt skridt imod hende, da hun havde fået hans opmærksomhed. Han rejste så et øjnbryn af hendes spørgsmål, og trådte et skridt til siden, for at se hvordan hun sad. Han smilede så venligt, lagde sin blok imellem sin arm, og side, og klappede betaget, med blikket tilbage imod Asia.
"With a performance like that, obviously you can." Sagde han, og smilede blidt, inen han tog et par servietter, og hurtigt gav til Asia, og bukkede en sidste gang, for at fortsætte, for at tage hendes bestilling. Jebediah lo stille, og lænede sig tilbage, imens han betragtede hendes 'landing'.
"Wish, I had that sort of balance. Would've kept me from takeing much punishment." Sagde han, og klukkede blidt, imens hans blik gled ud over gaden, med hænderne hvilene imod sine lår. Han så kort tænkene ud, imens han gav et lille mellemrum, inden han kiggede tilbage på Asia, og smilede igen.
"Well.. Evolution.. Mankind evolved in a differant way, then most Predators. They first of all, got flat teeth. At least flatter then you're little Cat teeth." Sagde han, og smilede med en peggen imod hendes tænder. Han lagde først mærke til hvor nagene han lød, efter han havde talt. En typisk fejltagelse fra Jebediahs side. Specielt da han nettop før havde opserveret, at det formegentligt var et ømt punkt.
"Please excuse my curiousity, i simply find it quite interesting, and uniqe. And uniqe new things, needs exploriong." Sagde han, og smilede blidt, i håbet om, at hun ikke ville blive alt for fornærmet. Jebediah lagde to fingre imod sin kniv, som han begyndte at dreje rundt i en cirkel, imens han betragtede Asia, med hans blide smil.

Asias katte-smil, blev en anelse mere afslørende af den hvide tandrække bagved. Det var, som hun havde sagt for ikke særligt længe siden. ”As I said, people don't give'em selves enough time to embrace the gifts of life. Just people, no certain indivdiual.” forklarede hun, og lænede sig tilbage i stolen tilfreds med at have hans opmærksomhed rette mod sig, i stedet for, lad os sige, gaden. Dog, ville hendes hånds lange fingre stadig tromme engleblidt, med de lange klo-lignede negle, mod bordets skinnende flade. Hendes ord, pointerede også meget diskret, at igen var folk jo ikke så forskellige fra hinanden. Blot, små forskelle der gjorde dem til hvad de var, og linkede dem til andre en en bestemt person. Ingen var helt specielle, og havde ingenting tilfælles med nogen – alle havde noget, de kunne dele med forskellige individer. Disse individer, og denne person, skulle blot have tiden og hjernen til at se dette, selvom det var sjældent at nogen havde den blanding.
”You insist? And what makes you think, you can be my boss?” svarede hun på den første opfordring, ikke på en ildevarslende måde, men på en udfordrende venskabelig måde. Som en kamp, han selv skulle gøre op med sig selv, om han ville fortsætte med. Hun kunne ikke selv, se grunden til at hun skulle have noget ordentlig mad, hvad kunne han desuden gøre ved det? Ikke fordi, hun ikke ville tage imod tilbuddet, men fordi hun ikke ville have, han skulle tro, han kunne koste rundt med hende som en eller anden almindelig kvinde. Aldrig! Men.. Nåja, det var selvfølgelig rigtigt nok, hvad han sagde indrømmede Asia tavst, med blikket fastlåst på hans blå øjne over bordet. Et luret smil, klistrede sig til hendes læber som en langsom
snigende bevægelse – sp langsom, at man næsten ikke så den slow-motion-agtige bevægelse medmindre man spolede hele scenen frem i turbo-mode. ”Well, Latcehk.. You heard the man, he wants to buy me a proper dinner.” svarede hun, henvendt til tjeneren der stadig stod der og ventede – sikkert, findende deres lille ordkløveri ret morende. ”Let him” sagde hun, nu med blikket på Jebediah igen. Igen, med et udfordrende tonefald i hendes eksotiske stemme, med et mystisk lysskær i de mørkebrune øjne og en indre glød afspejlende i hele ansigtet. Ville han give hende en ordentlig middag, så fik han lov, hvis han var så ivrig efter det. Ja, han fik selv lov – til at bestille.
Asia, kunne ikke gøre så meget andet, end mumle et stille 'thank you', mens hun rettede sig op og begyndte at fjerne eventuelle folde på kjolen. Hvilket, så kun kunne gøres hvis un lettede sig lidt og igen glattede den del af det stof fra kjolen, hun sad på. Igen, måtte hun sikre sig at hatten sad ordentligt – det gjorde den heldigvis, selvom det nok var uhøfligt af ende at have den på. Men hun agtede ikke, at fjerne den. Ikke iaften. Og indtil han talte, sad hun blot med hænderne på kjolens kølige stof i skødet, og så ned i tallerkenen lige akkurat nok til, at fedoraen skjulte hendes halve ansigt.Så stille, som hun var blevet, kunne man måske tro, at det ikke var noget der var meningen skulle ske, men blot.. en fejl? Hvilket var præcis hvad det var, hun havde ikke til hensigt at vække opsigt. Specielt, fordi at der i hendes erhverv kom så mange væsner selvom de nok ikke ville kende hende, når hun så sådan her ud. Det ville hun desuden heller ikke have dem til, hvilket var grunden til, at hun var blevet så tavs – end ikke et smil.Men det, var indtil han talte til hende, og bragte et lille et op – kun ganske lille. ”Well, if you liked that, you're gonna be enchanté when I'm at my best.”
Asia, der stadig manglede svar på, hvordan hun var blevet som hun var, og hvorfor det var overgået hende, lyttede med voksende interesse til de få ord, Englen fortalte om menneskets evolution. Selv, havde hun aldrig været den bedste til det med historie, biologi og alt , hvad der nu havde med menneskets oprindelse og udvikling at gøre - specielt, menneskets. Un gik bare ud fra, at selvom at alt havde en grund, var der vel nogen derude, som vidste det, og at det ville være nok for hende? Men dér, havde hun taget grueligt fejl, for da hun blev forvandlet fattede hun ingen af de ting der skete med hende, selvom hun var en udmærket sygeplejerske. Faktisk, mere end
udmærket, forrygende. Men det var heldigvis, ikke noget hun havde sælrigt meget brug for i de her tider. Men Asia, var dybt fortabt i hans korte fortælling,og påskyndede ham kun at fortælle mere, da han undskyldte. ”You're excused, but tell me, what was the next stage? How did they evolve?” sagde hun ivrigt, lænet frem imod ham og med det mørke blik rettet koncentreret og vågent imod ham, uden at lægge mærke til, at hun brugte formen 'de' i stedet for 'vi'. Hun regnede ikke sig selv, som menneske længere - det havde hun ikke gjort, siden hun var kommet til Di Morga.

Jebediah's blå øjne, betragtede Asias, med hans blide smilen, som konstant lå over ham. Det var bestemt længe siden han havde nydt en andens selskab. Det var i det helle taget længe siden, han havde haft en andens selskab, i ganske lang tid. Forretnings samtaler, og besøg på hjælpe fonterne, galdt mere som ren forretning. Der var ikke meget selskab i det. I hvert fald ikke noget han nød, som han nød en samtale med en god ven. Eller i dette tilfælde, veninde. Jebediah fnøs ganske venligt, med et blidt kluk, af hendes svar.
"Lifes gifts? Your massages must be quite devine, when in that categori." Sagde han, med et voksene smile, imens han lænte sig frem over, og lagde albuerne og hænderne foldet foran sig, på bordet. Han vidste godt, at det ikke var hvad hun havde ment, men det kunne misforståes sådan, og nu var de allerede så godt igang med deres ordlege.
"But i get it. And I definitely appreciate, that your willing to help me. I'm still hessitant to believe it'll ease the pain. But in any case, i am sure it'll be.. Enjoyable..." Han smilede først kækt, men kunne så ses at han overvejede, om 'Enjoyable' overhovedet var et brugbart ord, efterfulgt af en rolig klukken.
Han smilte en smule sleskt af hendes udfordrene kommentar, og rystede kort på hovedet, imens hans øjne gled op på Latchek, som bestemt så ud til at more sig, med et kæmpe smil, over det altid smilene ansigt. Jebediahs øjne gled tilbage på Asia, og hans smil, retunerede nu det udfordrene blik, og han lænte sig langsomt tilbage i sin stol, uden at fjerne øjnene fra Asia.
"Oh, but I put a please in there.. Trust me, when I start bossing you around, I wont say please." Hans stemme var en sang, af tydelig sarcasme, og han endte det også med en blid klukken.
Det næsten hun gav ham, var næsten en endnu støre udfordring. Hvad pokker spiste kvinder!? Specielt en der valgte at bestille 'Cream' i stedet for en salat, som sit billige valg.. Hans udfordrene blik, blev en anelse mere tænkene, som han betragtede Asia undersøgende, med sine øjne en smule knibene sammen. Han klikkede samtlige fingernegle, blidt imod bordkanten, en enkelt gang, og lod øjnene ligge sig op på Latchek.
"Latchek. What does a, typical, women prefer to eat?" Spurgte han. Han var tjener. Han måtte da kende til 'normen'. Latchek klukkede, og kiggede ned på Asia med en smilene, og et tænkene blik, der bestemt ikke så ud til, at han regnede med at hun ville have det, inden han kiggede tilbage på Jebediah.
"Well.. All the, rather, 'paranoid' women, tend to go for the salat, with light chicken meat, og filet." Sagde han, og smilede. Jebediah nikkede en enkelt gang, og kiggede ned imod Asia igen. Han smilte så blidt, med en kort klukken, og lagde den tænkene maske fra sig.
"Well. If anything, my company isn't paranoid. At least not from what I've seen. Hmm give her the same as me. The Steak. And keep it a little bloody." Endte konklusionene med, og han kiggede igen op imod Latchek. Latchek kiggede ned på Asia, for at se om han fik en accept, og hvis han gjorde, bukkede han, med en lav klukken, og forlod så endeligt bordet, imens han fortsat små lo, af de to taleglade personer.
Jebediah smilede så tilbage imod Asia, og opfangede hendes mumlen, og returnerede det med et nik, og et kort, støre smil. Han så, så spørgene ud, da Asia begyndte at arbejde på sin kjole. Hun virkede næsten gemmene, på den måde hun holdt hatten nede foran sig. Han havde ikke forestillet sig en som hende, nogensinde ville gemme sig. Hvorfor skulle hun dog det?
Han klukkede lidt af det hun sagde, og så igen en smule tænksom ud. Han undrede sig over hvad hun lavede, siden hun sagde det? Det var længe siden Jebediah havde været direkte nysgerig, frem for bare søgene. Men Asia lagde i hvert fald, en stor bunke nysgerighed fra sig som de snakkede. Flere og flere ting, han gerne ville spørge hende, men som skulle have det rigtige, 'øjeblik'.
Han blinkede et par gange, da Asia skiftede over på at focusere på evolutionen, frem for hendes speciele tænder. Han smilte, med et enkelt kluk, af hendes iver, og tydelige interesse. Han lænte sig så fremad, for at imøde kommen hendes tilnærmelse, og lænede sine albuer imod bordet, og foldede hænderne derpå ligeså, igen, og kiggede smilende tilbage, med de kølige blå øjne.
"Well. My job was never to keep an eye on their evolution. Some says, our Father created man, in his own, or our image. And then created the woman, to perfekt his work. But I call that wild speculations, evolution has been prooved. Not a lot the Angels word, can say against that." Fortalte han, og brugte sine hænder i sin udtale, og hans stemme fortalte, med stor interesse, som også gjorde ham en del mere interessant at høre på, for de fleste. Han havde lavet utallige foredrag, så vidste hvordan det skulle gøres. Nu var det blot, om det var af interesse for hende.
"But, humans evolved from primates. Slow, but steady process. Hmm. Imagine chickens once flying as high as the Eagles? You don't see that these days. Thats because they evolved from that. Their wings changed, because they lost the need to fly. As will our wings, if we don't use them." Fortalte han, som en fact omkring Engle, og. Kyllinger. For at forklare hans kommene pointe.
"The primates, never had sharp teeth, because they used to eat vegetables and plants, rather then the meat they bask in today. And if they where to eat their meat as animals, they would get ill. Becaue their bodies evolved with prepared food. Because, it is easier to eat, with their flat teeth.” Han kiggede smilene på Asia, for at se om hun kunne følge med, og om hun overhovedet hørte efter mere.
”And then later, human genes, started evolving differant ways as well. Creating the Dwarves. And well. The Animagus. Where some humans call their unique genes, mutations, they are very wrong. Its all part of the evolution.” Sagde han, med sine hænder foldet lidt ud til sine sider, og et blidt smil. Han kneb så sine øjne en anelse sammen, og lagde hovedet på skrå, med et spørgene blik. Han udstrakte fingrene på den ene hånd, og pegede dem over bordet, imod Asia, imens han spurgte.
”How come. You reffered to humans as.. 'They'?” Han smilte igen, men stadigt med et nysgerigt og tænkene blik.

Asia kunne ikke gøre andet end at smile et skævt smil, af hans misforståelse. Han virkede skam som en klog mand, så han kunne vel ikke have misforstået hende? Alligevel, morede han hende. ”Amongst other things.” forsøgte hun sig, for at lyde bare lidt beskeden. Uden held, de var ikke i hendes natur at være beskeden, så det var nok derfor – gad vid,e om det havde noget med hendes form at gøre? At hun kunne forvandle sig, til en gepard? Så vidt hun vidste, var en gepard jo heller ikke ligefrem.. beskeden med sine bedrifter. Det burde den i hvert fald
ikke være, med den balance og fart den besad. Som Asia, nu også havde krav på. Eller krav var så meget sagt, det var vel noget der var faldet hende naturligt? Længere nåede hendes tanker ikke, før han afbrød dem. Hvilket nok var meget heldigt. Smilet der før var blevet formindsket af tankegangen, kom nu frem for fuld styrke igen – et stort, bredt grin der gav både Jebediah og dem der sad ved bordet ved siden af dem samt folkene på gaden hvis de så ind, fuldt udsyn til de spidse hjørnetænder. ”The joy, is up to you. Remember, it's not the watchamker, who makes the watch exact – it's the clockwork of the watch' owner.”. Hvis han kunne finde på et ord, hvorfor kunne hun, så ikke finde på et ordsprog? Det var vel kun fair, at hvis han gav hende til opgave at gætte sig til ordet 'enjoyable's betydning, måtte hun også give ham udfordringen at regne hendes ur-ordsprog ud. Sådan var, at Asia så på det i det mindste.
”And you trust me, when i say, that when you start bossing me around, you won't have a doubt about who, and what, I am.” lød Asias både truende, men også mystiske ord som hun så ham direkte ind i de blå øjne, lænet betragteligt indover bordet kun sakkende højt nok til, at Jeb ville være den eneste der hørte det. Nej, Asia var ikke en man bare kostede rundt med, ikke uden modstand i hvert fald – og slet ikke, uden at vide hvad hun virkelig var. Hun var bestemt, viljestærk og stædig. Og hun havde besluttet sig for, at forsætte deres ordspil, til aftenen var ovre. Men hun vidste også, at hun legede med ilden når hu næsten opfordrede ham til at finde ud af hvad hun var. Men hun, kunne ikke gøre for det, lidt sjov og lidt spænding gjorde altid godt. Mente hun.
Under tjeneren og Jebs lille diskussion, om Asias måltid sad hun blot og så på med interesse. Men, en interesse man kun ville finde lige så behersket og diskret skjult som hos en britisk herregårds-dame. Man kunne faktisk bedre sige, at hun sad og så overlegen ud med det hævede bryn og de foldede hænder der lå på bordet og det, lidt forræderiske og trick-agtige smil på læberne, som dog måtte skille sig i et fnis der dog ikke var tøset, da han bestilte steak til hende – endda en, der skulle holdes rød.Asia vidste ikke selv, om det ville være noget hun ville kunne lide, da hun gav sin accept til tjeneren med en let og graciøs håndbevægelse af de lange fingre.
Det lette nik, han svarede hende med så Asia ikke, da hun på det tidspunkt havde været koncentreret om sin tomme tallerken. Men hun så dog først da det var for sent, hvordan hendes ord måtte have lydt. Det kunne nemt have lydt som noget, der ville komme ud af en stripper der skammede sig over hvad hun lavede. Og det, var i hvert fald ikke hendes arbejde! På ingen måde! En det morede hende nu, hvis denne mand kunne have haft den tanke om hende. Det virkede så absurd, at netop han tænkte sådan – altså, selvfølgelig tænkte han nok på de samme ting som mænd. Men det var svært, for Asia, at tro at han, Jebediah Malefic, skulle misfortolke hendes ord så groft som det. Hun begyndte snart at klukke, hvis ikke fnise sin ikke-tøsede latter.
Asias interesse, ville kun vokse for hvert ord han udtalte. Kun blive større, jo flere tanker hun fik i hovedet som han fortalte om mandens evolution, og guden der havde skabt kvinden som en perfektion af hans værk. Livet. Menneskerne. Hvad hun engang havde været. En hurtig tanke strøg igennem hendes hoved, Hvis kvinder var skabt som perfekte, allerede ve skabelsen, hvad måtte de så ikke være nu? Dem alle? Undtagen Asia selvfølgelig. Hun kunne umuligt være perfekt, hvis alle kvinder havde været perfekte lige fra start af – hun havde 'udviklet' sig på en anderledes måde, fået nogen anderledes ting. Nogle andre... gevækster.
Da var det, han begyndte at tale om kyllinger hvilket var nok ualmindelighed, til at rive hende ud af sine tanker for en stund. Det var svært, ikke at begynde at tænke, men hun gjorde sit bedste forgæves forsøg. Hvad n, hvis Asia ikke brugte sin hale, ville den så også bare forsvinde? Eller ville de, gå i arv til hendes børn, ligesom ørerne? Ville hun nogensinde, kunne komme af med de to ting, uden at skulle skære dem af, hvilket var en umulighed siden hun ikke havde hverken råd eller lyst til at gå fallit efter en sådan behandling, og risikere at få betændelse i operationen så hun skule komme igen, og gå mere fallit for blot at risikere det samme igen? Og hvis hun så, overhovedet ikke fik betændelse i det, hvordan skulle un så klare sig uden penge eller mad, i den tid det ville tage hende at finde et job, og tjene nok penge til det? Der var vel ingen, der tog imod en der lige havde været inde og være opereret. Nej, de ville nok bare spørge hvorfor, og for hvad og det ville hun ikke kunne svare på. Så, i Asias tilfælde, var det vidst kun godt, at hun ikke havde muligheden for, at få halen og ørerne opereret væk, siden hun ikke kendte, en sådan læge der ville gøre det. Faktisk, kendte hun ingen andre 'læger' end sig selv.
Igen var det hans ord der fangede hendes opmærksomhed, og rev hende ud af tankerne. Hvorfor ævlede han nu, om tilberedt mad? Og mon Asias udvikling, havde nulstillet det fordi hun havde fået generne fra en gepard, som jo spiste råt kød? Mon hun, ville blive syg af det, ligesom alle andre, eller overleve som om intet var sket? Og hvis hun blev syg, hvordan ville hun så blive syg? Og hvad ville der ske bagefter, når hun skulle forsørge sig selv, hvilket hun ikke var god til, fordi hun aldrig havde prøvet at være syg siden hun jo vidste hvilke ting, en menneske-krop skulle holde sig fra? Hun ville højst sandsynligt dø af den sygdom der ville tilkomme, hvis den gjorde. Derfor, besluttede Asia, at det var nok heller ikke noget hun skulle prøve i nærmeste fremtid. For gud ved hvilken gang, blev hun hevet ud af sine tanker, da han nævnte et ord hun ikke havde hørt ført. Dværge. Og noget der lød som, Animus? Anigus? Anmagus? Animagus!. Hvad var det for nogle skabninger, de to ting, disse to skabninger? Hvad var en dværg, for en? Jo, selvfølgelig havde hun hørt eventyr om dem, men de kunne da ikke findes i virkeligheden? Kunne de?. Eller.. hvis Asia kunne eksistere, kunne dværge vel også? Og Animagusserne? Hvad end de så var, disse Animagus-ting. Jamen.. hvad så, med elvere og troldmænd, og hekse, og vampyre og varulve.. eksisterede de også, i virkeligheden, ligesom hun selv? Fandtes de virkelig?
Og hvis de så gjorde, hvad havde det været for en, som havde overfaldet hende i gyden, tidligere på aftenen? Imens hun tænkte på alt dette, blev hendes bryn trukket mere og mere sammen i forundring, og munden blev til en mindre diskret måben mens læberne blev tørrere og tørrere, som hun forsvandt i sit tankespind.
Alle disse tanker, distraherede hende så hun kun lyttede med et halvt øre, til Jebediahs ord, trods hendes nysgerrige blik og ellers så brændende ønske, om at vide mere om evolutionen. De gjorde hende ør i hovedet, og havde det ikke været for alle de tanker hun også havde haft den aften, ville hun blive meget begejstret. Men ikke nu, nu, var hun blot... rundtosset.
”Well, I.. I didn't really notice.. but it's just.. it's how i think of'em.” forsøgte Asia sig, som en start hvorefter det gik, hundrede gange bedre end den kluntede start-tale. ”I mean, they are walking outthere.” hun pegede ud af vinduet, ved ordet 'they'. ”They are eating. They are smiling, and laughing.” fortsatte hun, og pegede henholdsvis på folkene ved bordet ved siden af dem, og på et smilende par der gik ude på gaden mens hun i sin ordstrøm lagde tryk på 'they' hver eneste gang, og håbede at han ville forstå det feje det til side som en mindre bagatel. Hun lænede sig straks tilbage, mens hun talte. Som om, hun ikke ville risikere at han kunne se hende i øjnene, g opdage hendes 'lille' hemmelighed. Det måtte for alt i verden ikke ske, når hun holdt af ham. Wow-wow-wow! Holdt af ham? Kunne det virkelig passe, at hun var begyndt at holde af Jebediah? Den fyr, der sad overfor hende, som sikkert virkede som sky når hun nu igen, undgik hans blik?

Og ord legende fortsatte. Hvad havde dog startet dette spil imellem dem? Han kunne huske de spørgsmål han havde gemt, til en anden gang, men huskede ikke hvad der havde gjort, at de startede disse lege. Var det blot spontant, at hverken den ene, eller den anden, ville give under, uden at svare tilbage, eller udfolde samtalen. Jebediah havde aldrig haft samtaler, med folk som Asia. Han havde i det helle taget sjældent samtaler, hvor det ikke handlede om økonomi eller forretnings muligheder. Dette keddede ham aldrig, da han elskede at gøre det for folk. Men det var heller ikke intteresante samtaler, nettop som denne. Asia opfangede bestemt Jebediahs interesse. Hendes unique tænder, som hun fortsat undgik at fortælle ham omkring. Det måtte virkeligt være et ømt punkt, så desperat hun blev ved med at komme uden om det.
Asias varme latter, kunne ikke andet end kilde hans eget frem, og han lo blidt, med et småligt smil. Han betragtede kun ganske kort de uniqe tænder, men lod øjnene glide tilbage imod Asias øjne, da han allerede havde betragtet dem nok. De var unique, ja, men når man havde vændet sig til dem, var de blot, en del af Asia. Og når han ville betragte Asia, ville han langt hellere stire i de levende øjne hun besad.
Han kneb sine øjne tænkene sammen, stadigt med et smil, der kort vendte sig spørgene, som han tænkte på ordsproget. Virkede, gjorde det bestemt, og han klukkede en enkelt gang, med et par nik.
"Nice.. I'll remember that one." Sagde han, og rystede kort på hovedet med et blidt smil. Han rejste sit øjnbryn en anelse af hendes truene, og mystiske ord. Han frygtede et kort øjeblik at hun faktisk havde troet hans ord. At han nogensinde, vile rive hende ud i en sådan situation? Det håbede han ikke, da han aldrig ville sætte nogen i den situation. Selv dem der arbejde for ham, var han aldrig sådan overfor. Dog fik hun ham til at knibe sine øjne en anelse sammen, og hans smil vente langsomt tilbage, og rev den tænkene grimasse fra ham. Han, som stadigt sad lænene med armene imod bordet, folede den ene hånd ud fra deres samling, og pegede den imod Asia.
"I do hope you know, i'd never put you in that situation. But still. I don't think i could explain how much i'd love to know.. Who.. And what you are." Sagde han, stille tilbage, igen så det kun var for deres øre.
"I've holding back, simply asking you. Hopefully finding out that way? But. That would'nt be nearly as fun. As finding out, on the way? Expecting and hopeing, this dinner wont be the last i'll see of you." Sagde han, og hans venlige smil, vente tilbage, frem for det lettere 'mystiske' blik, han havde sendt hende indtil da. Han klukkede så en enkelt gang, og lænte sig langsomt bag over, og tog sin kniv, for så at dreje den, og klikke enden imod bordet, hans øjne stadigt bundet imod hendes.
Som han fortalte, betragtede han, som altid, hendes betagene, og livlige øjne. Det var tydeligt at hun ikke kun lyttede. Hun havde utallige andre tanker kørene, der ikke kun omhandlede forestillinger, af de ting han snakkede om. Billder af det der blev forklaret. Men det virkede ikke som om, hun fik en dalene interesse. Interessen så ud til at forblive, der var bare noget i det han fortalte, der satte nogen tanker i gang, af en eller anden art. Nogen, der ledte ud over fortællingen. Han havde altid været imod tankelæsning, men nettop nu, virkede det som om, det han ønskede at høre allermest, var hendes tanker. Men i hans verden, ville det altid være folks fristed.
Da han så var færdig, og havde stillet hans spørgsmål, rejste han øjnbrynene, en anelse udfordrene. Der havde ikke været nogen fejl. Hun henviste til menneskeheden, som var hun ikke selv en del af den. Lige som han selv ikke var det. Men hvad var hun så? Han kunne føle de fleste racer han kendte til, så hvilken var hun? Var hun noget helt nyt? Noget han intet kendte til?
Asias lettere haltene forsvar, og forsøg på at redde sig selv ud a situationen, faldt af på Jebediah, og han smilede med en blid klukken, og rystede på hovedet, imens han kneb øjnene mere sammen, for en kort stund, inden de roligt åbnede sig igen.
"Noo, I can't believe that. You reffered to them, like you where not one of them. Just like i'd do." Sagde han roligt, og skrånede sit hoved en anelse, i ganske kort tid. Hans nysgerighed voksede kun mere og mere, og han skulle til at spørge igen, i det han mærkede Elverens tilnærmelse igen, og hans øjne gled kort imod Latchek, som bevægede sig op af trapperne. Han klukkede en enkelt gang, af Latcheks forfærdelige timeings, og lod så øjnene glide tænkene tilbage på Asia, dog stadigt med et venligt smil. Og. Havde hun lige virke sky?
"Something to drink. I am so forgetfull, this time of night. Especially today, could you not have brought a guest, on a more peacefull day?" Spurgte Latchek, med hans venlige smil, som han kom med en bakke, med to flasker vin på. En rød, og en hvid.
"I didn't ask you what you'd prefer to drink, dear, i greatly appologice. I know what you'll have Jebediah." Han tog rødvinen af fra bakken, og satte den foran Jebediahs tallerken, som kun lige gav Latchek et nik, inden han kiggede tilbage på Asia, stadigt smilene. Latchek drejede så sin opmærksomhed imod hende igen, og drejede begge flasker, så hun ville kunne se deres ettiketter.
"I can sugest these two Wine's, but we do have several others on the menu. And if theres anything else you'd preffer, i will scoot right down, and get you just that." Sagde han, og smilede ned imod Asia.

Blot et lille nik, var hendes svar på hans kompliment mens et smil, stadig var at ane på hendes læber selvom øjnene, fortalte en helt anden historie end det minimale smil gjorde.
Hans stille forsikring om at han ikke ville hende noget ondt, kunne hun ikke lade være med at smile af. Men alligevel, var det ikke noget man bemærkede, siden hun næsten smilede 24/7. ”I know that.” svarede hun, som om det var den mest indlysende ting i verden – hvilket det jo egentligt også var? ”You're far too compassioned to do so.” lød fortsættelsen i normalt toneleje, af det grundlag hun kunne danne sig, ud fra sit indtryk af ham. Han var meget let, at gennemskue selvom han måske ikke selv vidste det – eller, måske gjorde han? Måske vidste han, at fordi han var så medfølende og barmhjertig, ligefrem venlig, havde han en lettere grund til at blive skadet? Men så igen, var alle de ting, jo nogle af hans karaktertræk – ting, der gjorde ham til den han er og den han ville blive. Det var også nogle sjældne træk, hos en person. I hvert fald sjældne nok til, at Asia ikke havde mødt nogen ligesom ham – hverken intellektuelt, menneskeligt eller emotionelt. Nu om dage, var folk blevet lige så lidt menneskelige som en peanut. I hvert fald fald de folk, som hun mødte hvilket var grunden ti hendes vækkede evne til at stole på folk. Selvom, hun ikke kunne gøre for, at få det indtryk af Jeb, at han var anderledes. Værdig. Til hendes tillid. Og samtidig, var det også hans personligheds bedste sider, at han var så åben og måske endda turde stole på hende, der fik hende til at more sig endnu mere over hvor længe det havde stået på, at hun havde kørt ham rundt i ring med alle sine undvigende svar. Det var overraskende, hvor let det havde været selvom det måske nok havde været lidt ondt af hende, at gøre det mod ham. Men alligevel.. så kunne Asia ikke få sig selv, til at stole fuldt på ham. Ikke efter, at hun havde set, hvordan det var gået hende i Kina da hun fortalte sin familie om hændelsen på kraftværket. Ikke siden den dag, hvor hun havde svoret for sig selv ikke at stole på andre fordi hun vidste, at de ville såre hende. Det var blot, et spørgsmål om tid. Tid, som hun alligevel ikke mente hun havde nok af til at sørge over sine 'tabte'
familie.
”Allthough, I'll help you just a little bit, by telling you: Those people, who say that only by asking, will you know-”. Hun snakkede igen i et lavere toneleje, men selvfølgelig gled smilet ikke fra hendes ansigt eller munterheden ud af hendes øjne. Hun holdt en lille pause, for at skabe en smule mere spænding imellem dem – blot, for a vække hans opmærksomhed og nysgerrighed. ”-They're liars, when it comes to me.” afsluttede hun, for at læne sig tilbage i stolen – helt tilbage, så hun havde skuldrene mod stolens ryg. Ikke særligt meget som en kvinde, men det var vel også kun halvt hvad hun var. Moralen som han skulle lære i de ord, funderede stadig i hendes hoved; hun havde ikke i sinde, at give ham det hele på et sølvfad. Også selvom, han havde gjort alverdens ting i sin fortid, handlede det om at han skulle fortjene det – vise hende, hvor meget han faktisk ønskede at vide noget om hende, og hvor lang han ville gå. For skulle hun stole på Jebediah, skulle det være med en meget god grund hvis hun skulle risikere at blive såret igen. Asias sind, var ligesom hendes skrøbelige krop; så snart hun blev såret, kunne det få alvorlige følger for hendes helbred. Noget, for noget.
For eksempel, ville hun besvare nogle af hans spørgsmål, hvis han kunne give hende svar på, hvorfor hun var blevet sådan som hun var, hvordan hun var blevet det, hvad hun var hvis ikke et menneske, og hvem eller hvad disse væsner han omtalte kunne være. Alle var det spørgsmål, han rejste i hovedet på hende, blot med sin tale om evolutionen der interesserede hende mer,e end man ville forvente af en nogen som helst menneskelig pige på Asias alder. Lige meget, hvor specielle man så end fandt disse piger ville ingen af dem, kunne interessere sig så meget for det emne, end Asia gjorde.
Asias tilbagelænede stilling, og arme lagt omkring hende selv mens hun igen skjulte sig under hatten, gjorde hende i stand til at lade som om hun ikke hørte svaret. I hvert fald, så de omkringsiddende troede hun ikke havde hørt, mens Jeb nok vidste noget ganske anderledes. For hun havde hørt ham, hun udlog blot at svare ham og skjulte sig under Fedora-hattens sorte skygge. Men, som en helgen, blev hun frelst af den ventende tavshed da tjeneren ankom, for at servere dem noget drikkelse at fordrive tiden med. For tjeneren, der før havde set Asia smile og grine, og sidde lænet helt frem i stolen, måtte det bestemt være mærkeligt for ham at se hende, tilbagelænet, hun virkede nærmest.. fornærmet. Men kun Jebediah ville kunne se tjenerens forundring over hendes pludselige adfærdsædring, for Asia værdigede ingen af dem sin opmærksomhed og viftede blot med hånden for at afslå de nyligt tilbudte drikkevarer, mens blikket indenunder hatten søgte ud gennem ruden til gaden, for at undgå yderligere konfrontation med de nysgerrige blikke der muligvis kom. Både fordi Asia ikke drak vin eller nogen form for drik, med alkohol. Men også fordi hun foretrak at få mælk, eller fløde siden det smagte af mere og mættede hende mere end den tynde bitre vin hun ikke havde i sinde at smage. Og sikkert aldrig ville. Hun kunne ikke fordrage selv bare lugten af vin, og nøjedes derfor i aften bare med det det som naturen kunne give hende.

Hendes åbenlyse 'naturligtvis' atittude, fik Jebediah til at smile en smule breddere, og nikke blidt, med et enkelt kluk. Han ville slet ikke kunne forklare ham, hvor meget det ikke længere var normalt for Engle, at være som han. De fleste var enten blevet bitre, eller på andre måder, fået en pind i siden, af at blive sendt til jorden. Eller tilbage. I hans hoved, var det småligt, og smagsløst. Men hvem sagde, at Asia ikke 'vidste' det, af andre grunde? Og ikke bare fordi han var Engel?
Jebediah rejste øjnbrynene en anelse, af hendes næste kommentar, og klukkede en smule, med et enkelt nik.
"That's a compliment, in my book.. Thanks." Sagde han, og smilede. Han kunne så ikke lade være med at fortsætte.
"You just have'nt made met me angry yet..." Han sagde det, med en tydelig sarcastisk tone, efterfulgt af en kort latter, og hans venlige smil, rettet imod Asias.
Folk som Asia, var grunde til at han blev ved. Grunden til at han holdt hovedet højt. Hendes livsglæde, komik og behagelige attitude, gjorde hende til et billede af en helgen. Hun var garanteret ikke synd fri. Garanteret ikke god, ud og ind. Men hun var stadigt den glød, der gav menneskehden, og jordens andre væsner, noget at læne sig op af. Den eneste fejl. Var hendes skyhed. Som om hun var 'ængstelig' for at han opdagede et eller andet. Hendes unique tænders oprindelse, en af disse. Og så var der hendes hat, der næsten virkede for godt placeret. Dog var det ikke noget han havde tænkt flere gange over. Måske, kunne hun bare rigtigt godt lide den hat.
Da Asia så fortsatte, lænede han sig en anelse frem igen, og follede sine hænder, for igen at kunne gøre hendes lavere snakken, som om det var svært at høre. Han ville sagtens have hørt det, fra hvor han sad før. Men det gjorde det mere 'mystisk', og lettere komisk, ved at han spillede med. Dem der sad ved siden af, havde ganske få gange set undersøgene over på det 'hemmelighedsfulde' par, med undrene blikke. Bestemt ikke noget Jebediah havde taget sig af. Der var næsten noget 'hyggeligt' i det. Hans øjnbryn rejste sig mere og mere, ganske langsomt, i den pause hun lavede, med et stigende nysgerigt blik, og da hun endeligt afsluttede hendes udtrækning, klukkede han en enkelt gang, med et blidt smil, og nikkede et par gange, imens han lænte sig den smule han havde lænt sig frem, tilbage, og pegede på hende, med en vippende finger.
"I'll remember that.. To not step on any feet. Especially not yours." Han klukkede en enkelt gang igen, og lænede sig så langsomt tilbage, som han betragtede hendes tilbagetrækning.
Hun så bestemt ikke ud til, at ville ud med dette. Havde han trængt hende op i en krog? Det var bestemt ikke der han ville have hende hen, han ville ikke ligge et press over hende, omkring så simpelt et spørgsmål. Var det da overhovedet vigtigt? Hvorfor gjorde han, hvad han gjorde om natten? Heller ikke noget, nogen havde behov for at vide. Måske var hendes tænder, lige så ømt for hende, som det var for ham. Nej. Han ønskede ikke at presse hende ud over en kant, og væk fra sig. Det var ikke nødvendigt at skubbe hende væk, blot for det svar.
Latchek bukkede blidt, af hendes vinken, og betragtede kort Jebediah, med et rejst øjnbryn.
"I thought you where only dull, when you had a hard night?" Sagde han, med et kækt smil, tydeligtvis venner med Jebediah, og turde derfor en anelse mere overfor ham, end en simpel tjener, normalt ville. Jebediah klukkede, og nikkede taknemligt for vinen.
"I would hope so, my friend.. I'd hope so." Sagde han roligt, og lod øjnene glide tilbage på Asia. Latchek kiggede frem og tilbage imellem de to et par gange, og bukkede så en enkelt gang mere, inden han vendte om på hælene. Jebediah tog om sit glass' stilk, og tog en lille tår af den røde væske, inden han satte glasset ned igen. Han drejede blidt glasset i cirkler, imens han betragtede Asia, og rettede sig så op.
"I appologice. I sence, i should stop pushing about that. Taken too far. Lets converse, about something differant, so you wont have to observe the dull streets anymore?" Sagde han, smilede blidt, og slap sit glas, for at lade hænderne ned på hans skød, hvor de samlede sig. Hans øjne gled så også ud over gaden, med undersøgene øjne. De opfangede intet specielt. De stirrede heller ikke efter noget som helst. Han lod dem så glide tilbage imod Asia, og smilede ydmygt.
"Unless you'd of preffer it that way. Of course." Sagde han, med en lav klukken. Han lænte sig så en anelse ind over bordet igen, og snakkede lavt, som de havde gjort flere gange.
"It'd just make this a very. Very long, and dull dinner." Sagde han, og lænede sig tilbage, og hans smil vente tilbage.

De sammentrukne bryn, fløj ligesom bare sammen af sig selv som en refleks eller reaktion, hun ikke engang selv vidste hun havde gjort. Det lød så.. mærkeligt, når han sagde at det var en kompliment i hans bog. Hun vidste godt at folk, aldrig havde været gode til at sige tak eller, som Asia, sige sin mening om folk – men han måtte da have mødt nogle rare mennesker, der havde givet ham flere komplimenter igennem tiderne. Garanteret flere end Asia havde i sine 16 år, på denne jord. Hvad var problemet egentligt, ved at fortælle folk at de var noget særligt? At man syntes om dem, og faktisk ikke havde noget imod dem? Det var jo, så sjældent at folk blev sure over en kompliment. Forvirrede ja, men sure eller fornærmede var en sjældenhed. Det var en ting, der altid havde ligget og rodet rundt i Asias store spørgsmåls-bunke, i hendes hoved. Hvorfor var folk, ikke gode til at udtrykke sig, ligesom hende selv, når nu, de havde fået en stemme, og Ordenes gave og en mund til at bruge dem fra? Det virkede så absurd, at folk skulle tie blot fordi de var flove over det. Eller måske, for stolte. Asia var i hvert fald stolt, men åbenbart ikke stolt nok, til ikke at give en kompliment væk selvom de sjældent var direkte og klare at gennemskue, så var de der. Jævnligt, men skjulte. Eller.. nåja, jævnligt var et stort ord. Nok nærmere, når hun mødte et interessant eller specielt menneske – og de var faktisk overrasekende svære, at finde nu om dage, fordi de så ivrigt ville passe ind i mængden hele bundtet. Hvilket hun heller ikke forstod, for i hendes øjne var alle de mennesker da ret normale? Sat op imod hende særlighed, var de ingenting. Nada, nix. Nul. Men selvfølgelig, kunne det vel også være at han bare ikke havde fået så mange komplimenter fordi, at det han beskæftigede sig med, som hun jo vidste på grund af 'kampen' i gyden foran hendes 'hus', ikke indebar de bedste talere eller høfligste selskaber. Så,lidt mening gav det jo alligevel. Han fik nok ikke så mange komplimenter, hvis han havde gjort det her hele hans liv. Men det kunne ligeså vel være, folk bare ikke var ydmyge nok til at tage imod talens gave og sluge deres egen stolthed. Brynenes sammentrækning løsnede sig igen, lod hendes ansigt ligge i mere venlige folder en dem før, mens hun tænkte præcis
som hendes øjnes tomme udtryk når hun fordybede sig blev erstattet af et mildere et da hun sagde, "People is just too proud to realize how lucky they are, being in the company of such intellects."
Et skævt, og svagt overbærende smil trak op i hendes mundvige, lige før hun svarede på hans ord. Hun skulle nok klare sig, hvis det kom så vidt til at han gik over stregen. Det plejede hun at gøre,når hun om i problemer med de store fyre. ”Don't worry about me, I think I'll be allright. It's amongst one of my... common experiences.” sagde hun i roligt tonefald, bare for at vække en smuuule mere nysgerrig og interesse i ham.
Deres samtale, kunne for Asias skyld godt slå i en anden retning snart. Hun brød sig ikke om det her emne, fordi det var så sårbart for hende at blotte sig for nogen. Altså, blotte sig, i den mening at stole på nogen – i dette tilfælde, Englen Jebediah. De uudtalte ord imellem dem, gjorde blot hele stilheden værre. Og det at Asia kunne mærke, at nogle af de andre borde vendte deres blikke imod de to, der før havde snakket så lystigt sammen og bevæget sig rundt i deres tole med smil og hele fejemøget i beredskab, gjorde ikke situationen bedre for Asia. Hun følte sig blot.. begloet, som et dyr i en zoo. Præcis, som når hun var på arbejde, så de på hende – eller nok nærmere dem, men det føltes som om det var hende de gloede på – som var hun et sjældent eksemplar, der skulle udforskes i tavshed. Der var dog nogen, der havde så meget ære i sig, eller måske medlidenhed, til at snakke videre for at få deres middags-partners opmærksomhed, hvilket blot gav en meget lille effekt af tryghed til Asia som lyttede til enhver lyd; køkkenets skramlen, få stemmer der snakkede og lo, klirrende fine glas præcis som det Jebediah drak af nu, lyden af bilerne der kørte forbi udenfor hvor det var begyndt at regne efter den lune og tunge atmosfære der havde været hele natten. Egentligt, så hun nemlig slet ikke på gaden fordi der var så mange andre lyde at fokusere på – de var distraherende, fordi de snakkede om forskellige emner, hun end ikke kunne drømme om. Nu, var det hende der observerede deres samtaler, de normale menneskers samtaler.
”Just, leave it alone.” sagde hun lavt uden en bevægelse til at indikere, at hun overhovedet var til stede. Faktisk, kunne man nok fristes til at tro at den lave mumlen ikke var kommet fra hende selvom der kun var de to, og vinduet samt dem ved bordet ved siden af der virkede helt opslugte af deres samtale. Præcis, som Jeb og Asia havde været for få sekunder siden. Men, det var dog ikke en ting Asia lod ligge til tilfældet, for un fortsatte med lidt mere tone på. ”It's not an issue I want to discuss-” hu holdt en kort pause, hvor hun fugtede læberne og kun vendte hovedet, mens resten af kroppen sad som før med krydsede arme og ben helt tilbage i sædet. ”-not ever.” nåede hun lige at presse ind, i sin uafsluttede sætning før han talte igen. Ja, han havde nok ret i at det så ville blive en kedelig samtale. Men det måtte han kraftedeme finde sig i! Eller også, måtte han vel... finde et nyt emne? Bare hun ikke skulle til at spilde sig selv ud foran ham.. Hvilket hun sikkert godt kunne, hvis ikke hun var så forbandet stolt! Desuden.. ville det nok også bare ende i tårer og trøst hele lortet.

Jebediah, ændrede ikke udtryk, da Asia trak sine bryn sammen. Men han var bestemt overrasket. Hvad havde der været i vejen med hvad han sagde? Det havde blot været et simpelt tak. Havde det virkeligt været så mærkeligt, at han takkede for et kompliment? Jebediah, havde altid takket for, hvad han fik. Små, som store ting. Og han gav, som han regnede med at få. Og det var noget af det simpelste. Det var blot, et tak. Et ord. Andet var ikke nødvendigt. Den eneste grund til, at han havde tilføjet mere, var mere eller mindre blot en joke. Han havde været en smule overrasket over komplimentet, da han ikke selv mente han havde fremvist megen af nettop dette, i den tid Asia havde kendt ham. Men han havde slet ikke ønsket at virke utaknemlig.
Jebediah så kort uforståene ud, da hun virkede som om, hun følte et behov for at forklare sig selv. Men hun havde da bestemt ret. Det var sjældent, man værdsatte ens selskab, nok til at nævne det. Og dette var da bestemt en fejl, men det var ikke noget hun havde haft behov for at forklare. Hans uforståethed, forsvandt, og i stedet smilede han blidt til hendes næste kommentar, og nikkede et par gange. Nysgerigheden brændte stadigt i ham, og voksede kun for hver gang hun legede sig ind imod det, med hendes ordspil. Han rystede kort på hovedet.
"I bet you will.. I'm not really that fierce, either way." Sagde han, smilte, og klukkede en enkelt gang.
Igen, sad Jebediah med forviringen af, hvad Asia lavede, når hun blot sad stille hen, og stirede imod gaderne. Lyttede hun? Var hun forlegen? Eller ønskede hun blot ikke at se op på ham, med den retning deres emne havde taget? Det virkede bestemt som det. Det virkede endnu mere ømt, end han lige havde regnet med. De folk der kiggede imod dem, oftere og oftere, fangede pludsligt Jebediahs øjne, der stirrede tilbage, og bordet lige ved siden af dem, hvis gæster åbenbart intet sjovt havde haft at snakke om, og i stedet havde opserveret dem, begyndte langsomt at vende tilbage til deres mad, og startede deres egen samtale. Øjnene var så småt begyndt at glide væk fra dem, da Jebediahs blå øjne, søgte rundt omkring dem. Det var slemt nok at de havde gravet sig for dybt med deres egen samtale, det var ikke nødvendigt, også at blive overbegloet.
Jebediahs øjne blev først lettere sørgmodige, da han hørte hendes reaktion på hans undskyldene tilbagetrækning. Men de blev langsomt mere og mere knebet sammen, som hun så ud til at flyve længere og længere væk fra det sted hun egentligt befandt sig. Og dette ikke blot, i hendes normale flyvske tanker. Hun så bestemt ikke ud til at ønske en samtale. Som hun ønskede.
"I am going to leave it alone, as I said. But I did not want us, to end up with no conversation, and in painfull silence. But.. You seem to prefer it that way.. So we'll keep it that way." Jebediahs øjne blev kort sørgmodige igen, inden de langsomt gled ud over gaden, med et suk, kun han selv kunne høre. Interessent var langsomt brændt op. Han havde stukket for langt, og vidste han godt. Han ville trække sig tilbage, og starte andetsteds. Det ønskede hun ikke. Altså, blev der stille. Han kunne ikke stile hende nogen af de spørgsmål han havde fået gemt sig tidligere, uden at stikke endnu engang. I hvert fald ikke hvad han gættede på. Han havde dræbt samtalen ved at lade hans pressen gå for langt. Nu, kunne de side i den stilhed, han var så vandt til, hver eneste aften. Hans blik så hverken vredt, eller utilfredst ud. Blot træt, og lettere trist. Han havde ikke ønsket dette. Overhovedet ikke.
Latchek kom op med to talerkener, og plasserede en, foran hver af de to. Han bukkede så, og trådte et skridt tilbage.
"I hope it pleases you." Sagde han, og som en hver proffesionel tjener ville gøre i dette tilfælde, trak han sig tilbage. Han kunne tydeligt mærke den pressede stemning, og ønskede ikke, at gøre noget værre.
"Thank you, Latchek." Sagde Jebediah hurtigt, som hans blik skød over imod ham, og han sendte ham, et venligt smil. Latchek kiggede over sin skulder, og smilede tilbage, med et enkelt nik.
Jebediah trak sig en anelse nærmere bordet, og tallerknen tættere på sig selv. Han greb sit bestik, og gik straks igang, med det han glædede sig til, stort set hver aften. Denne aften, dog med en mindre iver. I hvert fald, indtil nu. Lige nu, var der ikke meget lystigt tilbage i Jebediah. Lige nu, ærgede han sig blot over sin fejltagelse.

”Oh, I'm sure you can be very fierce, if it really was a case, of life and death, Jebediah.” sagde Asia, blidt og med et opmuntrende smil. Han virkede, på en måde.. som om han var usikker på sig selv, men stadig glad. Hun kendte ikke ordet for det, det var ikke trist, for det var for stærkt. Det var heller ikke sorgfuld, for det var man nok kun hvis man havde mistet noget. Ej heller, kunne det være fjern, for han grinte jo – hun kendte ingen der grinte, eller nok nærmere klukkede, når de var fjerne. Ingen overhoved, men så igen.. de folk Asia kendte kom jo ikke stedet som disse. Opførte sig ikke som Jebediah, talte ikke eller fortalte som han gjorde. Faktisk, var Jebediah det perfekte modstykke til hendes normale bekendtskaber og måske, af netop den grund var hun måske, kun måske, bange for at lade ham vide hvordan hun egentligt følte omkring deres emne, bange for at miste ham? Miste den pragtfulde, morsomme aften hun havde haft med ham – for evigt. Som hun havde mistet sin familie for få uger siden, blot.. Jebediah, var langt mere end de kunne være blevet for hende. En lille familie på to forældre og to børn; en bror og en søster. Selvom broren, jo ikke var i nærheden noget af den tid Asia havde været hos sine forældre, i de små 16 år. Men måske, blot måske, var det derfor hun var bange for at miste Jebediah? Han opførte sig ikke som en mand normalt gjorde, overfor hende. Han opførte sig, som en bror. Den bror, hun altid havde manglet hos sig. Den bror hun ikke havde kendt, og blot set en enkelt gang drage ud på en rejse for ikke at vende tilbage... den bror hun havde så desperat brug for, men ikke turde stole på, fordi hun ikke var sikker på, om det var det rette, det rigtige, for hende. Men ville hun så måske ikke vide det, hvis det var? Plejede der ikke at være en eller anden følelse som de sagde på film, at der var? Eller var dette blot.. den brutale barske sandhed, hvor man klarede sig selv og kun sig selv. Nej! Noget håb, skulle der være noget godt, skulle verdenen indeholde. Det skulle den bare! Og den følelse, skulle eksistere! Det var den nødt til, selvom.. Asia ikke følte den følelse i øjeblikket. Lige nu, var der blot stille i hende. Stille som graven, anspændt. Som om hendes indre, afspejlede virkeligheden... En tyste, sitrende, ulidelig tavshed der herskede over den luft der var i mellem Jebediah, og hende selv. Larmende, pibende stilhed der ikke gjorde noget som helst bedre. Og ikke engang tanker ville der komme, for at fylde hendes stilhed – end ikke, en eneste sølle, fjollet tanke selvom der var så mange ting hun ikke vidste. Hvilket var, præcis hvad hun havde forudset tidligere på aftenen; at hun ingen tanker ville hav at tænke, når dagen var omme. Hun ville have brugt, sit tanke-tal for dagen blot ved de få timer hun havde været sammen med Jebediah. Intet, kom der. En frygtelig stilhed var alt, der regerede. Dominerede over den mad, der nu var sat på bordet. Maden der duftede så godt, så lokkende. Så nylavet og ikke af tilsætningsmidler, eller andet sødt. Blot tilberedt, sund mad de dampede frisklavet foran hede, og fik hendes tænder til at løbe i vand bare for at smage den lækre følelse af rødt kød, på hendes tunge. Men stilheden. Hun var ikke sulten, på grund af stilheden, der var noget andet og mere knugende der herskede i hendes mave. Et behov, der skulle fyldes. Et krav, hun ikke kunne ignorere eftersom hu selv havde tænkt tankerne om dennes udeladelse, retfærdig og forkert.
Et enkelt ord, ville være nok til at lette hele denne trykkende atmosfære – bare som et knips med fingrene. Som magi, og så var den måske væk. Hun kunne blot håbe, på dette som hun løftede blikket of fandt Jebediah i gang med at klargøre sit måltid, og rakte henover det lige som han havde grebet om sit bestik, og lagde sin hånd på hans og så på ham. Blot så, mens hun frembragte et smil – et ægte et, og håbede at hendes berøring ville få ham il at se på hende, hvor han ville møde taknemmelighed der dog var overskyet af et stærkere blik, en følelse som hun ikke kunne skjule, om at bryde tavsheden. ”Thank you, for your company tonight-” hun smilte lidt, mens un i sit forsøg på at synke en klump forsøgte at tale. "- friend", kom det endelig fra hende, da hun udtalte ordene ærligt og de afspejlede den sande følelse, af samhør hun havde følt hele aftenen. Præcis som hun håbede, at ordene ville komme ud og måske ændre på stemningen – bare lidt, så hun kunne nyde denne aften, og spise sin mad sammen med ham uden at tænke videre, eller ej, over hvad der var sket.
Ligemeget om han svarede, eller ej ville hun igen trække hånden til sig – hvis ikke han havde taget fat i denne – og begynde på sin egen mad, som hun så fascineret begyndte at klargøre til spisning. Lettere kluntet, siden hun ikke kendte til bestik fordi de i Kina jo brugte træpindene. Men hun prøvede, og fik endelig efter en lille kamp med øvelsen, skåret sig et stykke af sin steak.

Jebediah smilede venligt af hendes opmuntrene ord, og klukkede en enkelt gang. Alle blev stærke, når det galdt ens sidste vejrtrækning. Kroppen havde utallige reserver, som den kan tage brug af, når angsten for ens ende var nær. Når kroppen for det andrenalin kick. Jebediah havde flere gange skulle udnytte disse, så han vidste hvordan han gjorde det, var det nødvendig i en anden situation, end livstruende. Så hun havde ret. Men ikke noget han ønskede hun skulle se.
"I'm sure i could, but i'd hope you'd never have to see that." Sagde han, med et kort udvidet smil. Flere gange, havde Jebediahs vrede, udløst kroppens nødreserver. Det var tider, og svagheder, han ikke ønskede at huske. Blind vrede, var noget af det sværeste at kontrolere, og blev det ikke kontroleret, kunne det vise sig fatalt, eller man kunne ende ud i, at skade en uskyldig. Hvilket var noget af det værste, i Jebediahs opfattelse. Længe havde han forsøgt at kontrolere den korte vrede, han ofte fik. Men aldrig havde han fundet ud af, hvad der udløste denne vrede. Det var ikke et ønske. Dog var dette aldrigt gået galt. Han havde altid først udløst vreden, når den var til nytte. Når han kunne hjælpe.
Jebediahs fraløbene tanker, havde næsten været behageligt, i den rivene stilhed. Den var han vand til. Vand til ensomheden, og stilheden. Hvorfor var den så forfærdelig nu? Den gjorde næsten ondt. Som om, noget han virkeligt ønskede var forsvundet fra hans rækkevide. Hvor fingerspidserne, lige havde rørt derved, men hans arme, lige præcis ikke var lange nok. Intet var være end dette. At have sidet alene? Selv det, ville have været mere behageligt. End at side sammen med en så interessant kvinde, som den der gjorde ham med selskab, men uden ord blev sagt.
Et lavt suk, blev brat afbrudt, da han mærkede Asias hånd på sin, som han havde rakt efter sit bestik. Hans blå øjne, lyste straks op, og lagde sig imod Asias varme hånd. Et blidt smil formede sig langsomt over hans læber, som han drejede hånden en anelse, for at kunne ligge en finger over hendes, i en blid sammen flettelse. Han lod så blikket glide op på hende, som hun snakkede, og hans smile blev en smule breddere. Han havde haft massere, som han kunne kalde for venner. Men en rigtig ven, havde han kun haft ganske få af, i sin tid på jorden. Og disse, havde været kammarater i krig og kamp. Det var endnu mere sjældent for ham, at finde et nært og behageligt venskab, som ikke ville ende, i tab, under krigens hede.
"And I, your's." Sagde han blidt, og lod sin finger stryge imod hendes hånd, inden han lod den forlade sin og lagde den imod bordet. Han betragtede Asia, som hun gik igang, og han rystede langsomt på hovedet, af Asias effektive stemnings skift. Stilheden var brudt, dog var en samtale ikke gået igang. Men dette, var stadigt langt bedre.
Jebediah samlede sit bestik op, og gik langsomt igang med at nyde sin mad. Hans nydelsen af steakens smag, stod tydeligt skrevet i hans ansigt, som han lukkede øjnene, og langsomt tykkede sig igennem maden. Da han åbnede øjnene igen, og så Asias, lettere, kluntede forsøg, på at bruge bestikket. Han klukkede stille en enkelt gang, og smilede blidt. Han peggede imod hendes talerken med sin gaffel, og tykkede færdig, inden han talte.
"You don't seem very used to that?" Sagde han, med en venlig stemme. Han betragtede hende i hendes kamp, og smilte en smule breddere, da hun endelig fik fat i noget af køddet. Han nikkede så en enkelt gang, og fortsatte ligeså, selv.
Jebediah nød tydeligtvis sin mad, og spiste langsomt, for at få fuld nydelse af sin føde. Han lagde bestikket fra sig, og lagde fingrene om sit glas, for at lade det møde sine læber. Som den røde væske gled i ham, sukkede han sagte, og satte glasset fra sig, og kigge tilbage på Asia igen. Så mange spørgsmål, men så mange af dem rettet imod hendes ømme punkt. Han brød sig ikke om at være forsigtig i sine samtaler. Men han ville med glæde gøre det, for Asia.
"So. Have you ever considered, finding your'self a... Safer.. Abode? Somewhere, where Nosferatu won't find you, just outside their door?" Spurgte han, med hans venlige smil, og lænede sig en anelse tilbage, og lod bestikket ligge, for at tage en kort pause, så maden ville vare længere. Jebediah var aldrig hastig med at færdiggøre sin mad, da det var en af de få nyddelser for Jebediah, i hans hårde dage. Og i dag, havde han endda selskab, af en inteligent, komisk og behagelig kvinde..

Asia kunne ikke andet, end dele hans håb om at hun aldrig så den tid, hvor det ville gælde liv og død. Også selvom, der var i hvert fald to faktorer der ikke gjorde problemet mindre; den første faktor, var hans natlige beskæftigelse. Når man kæmpede mod monstre som han gjorde, var det ikke en særlig nem ting at undgå liv-og-død-kampe. Man måtte kæmpe for livet, hvis man havde det kært i et kvarter som det, Asia boede i. Som var den anden faktor. Hun ville nok heller ikke kunne slippe for en kamp om liv o død, på et tidspunkt. Ikke i det kvarter, hvor langt den største dominans af nattens farer var bosat. Det var tit, at Asia passerede disse på sin vej ud og hjem, men af en eller anden grund var der sjældent sket hende noget alvorligt – nok fordi hun havde reageret hurtigt og var løbet sin vej før det var blevet rigtigt slemt. Så chancen for, at en af de to, ikke kom til at se – eller endda deltage i en kamp om liv og død, var meget meget små på grund af disse faktorer. Men de havde da overlevet så længe, så noget måtte de da gøre rigtigt, eller hvad?
Hans blide berøring, fik Asias kinder til at flamme op, i en rød kulør. Ikke fordi det var pinligt eller ubehageligt, det var bare.. underligt at mærke nogen på den måde. Ingen hun kendte gjorde sådan, eller havde i hvert fald sparet sig for besværet med at gøre det på hende. Smilet på hendes ansigt voksede frem, først lidt for lidt, så stærkere og mere sikkert og så vovede hun endda, at smile så meget at man kunne skimte de hvide tænder.
Maden der lod vente på sig, fordi den absolut ikke ville samarbejde med hendes ikke særligt plejede talent med kniv og gaffel, duftede stadig himmelsk og fik hendes mund til at løbe i vand. Det var lige ved og næsten, da hun indså at Jeb havde sagt noget. Et øjeblik svævede gaflen foran hende i luften, mens hun prøvede at genkalde fra sin underbevidsthed hvad han havde sagt. Kødstykket hun så møjsommeligt havde fået skåret ud og spiddet på gaflen, blev ved at hænge der, da hun endelig reagerede og smilede med svaret, ”It's not really one of my skills.” og stak gaflen i munden. Straks efter dette,blev hendes smil og drillende øjne overmanet af et andet ansigtsudtryk; forbavselse, og tilfredshed. Dejligere mad, havde hun ikke smagt. Det her var en mad, hun først havde drømt om men så indset at hun aldrig ville få med den måde hun levede, og så havde tilsidesat som en gode hun ikke kunne få del i, ligesom så mange andre ting, hun havde givet afkald på. Den saftige smag, fra det møre kød og varmen kombineret med smagen lokkede hendes selvbeherskelse til den yderste grænse, selvbeherskelsen der holdt hende lige på nippet til at ikke at kaste sig over maden med tænder og klør af hensyn til omgivelserne. ”Oh shi-it!” udbrød hun, uden rent faktisk at indse at hun sad på en fin restaurant og bandede højlydt. Bordet ved siden af dem, og de få tjenere rundt omkring hvis trænede øre lyttede efter den mindste form for misbehag hos en kunde, rettede korte sekunder deres blikke mod Asia, der hurtigt dæmpede sin begejstrings stråle da hun fortsatte. ”This is devine! With a humungus D!” sagde hun, med opspilede øjne og et bredt tilfreds smil på læberne, mens hun tyggede.
Asia, der ikke var vant til så lækker mad og derfor ikke delte hans visdom at tage det med et gran selvbeherskelse, kæmpede endnu en lystig kamp med at få skåret et stykke af det himmelske kød og lyttede med et halvt øre, ikke ret på vagt over hvad han sagde eller hvad hun selv svarede, fordi maven og tallerkenen nu krævede hendes opmærksomhed til fulde. Efter at have skåret et stykke ud, besluttede hun sig for at svare, men hun så opfangede det ord; Nosferatu eller hvad det var. Den luns hun før havde puttet i munden og var begyndt på, blev hurtigt afløst af noget mere interessante ting, der rumsterede i hendes hoved; Hvad, eller hvem, var en Nosferatu? Og man behøvede altså ikke være psykolog, eller noget for at læse det undrende nysgerrige udtryk i hendes ansigt, som hun grundet det større stykke kød hun havde proppet i munden, ikke kunne udtale uden at skulle spytte halvdelen af det ud over bordet. Ikke en tiltalende tanke.

Den røde farve over Asias kinder, fik Jebediahs smil, til at glide ud i en bredere curve, i tagt med hendes eget smil. Det var sjovt, i Jebediahs hoved, at en så simpel, blid berørelse, kunne betyde så meget, og frembringe et sådan smil. Som hun tog sin hånd til sig, fortsatte han, som sagt, men uden at lade det velbehagede smil forlade hans læber.
Jebediah, kunne igen nyde hans selskab, med velbehag. Den trykken der var blevet skabt, af det ømme samtaleemne, var rejst, og hans tanker var lettede. Hun havde ikke ladet sig skræmme af den bidene stilhed, og havde i stedet fået den vendt. Sjældent nød han mad, som når han var i en andens selskab. Specielt, når det ikke blot var en forretnings middag. Og specielt, da det var med Asia. Slevom stemningen nettop havde været anspændt, var den igen blevet hyggelig, og behagelig. Det gav en hvis varme, ikke at være alene. At have en anden end sig selv at snakke med, end blot sit eget sind.
Jebediah klukkede af hendes tilståelse omkring værktøjerne, hun havde at spise med. Det fik ham til at sætte spørgsmåltegn ved, hvad hun normalt spiste? Var hun slet ikke vant til, normal føde? Hvad spiste hun så? Så mange spørgsmål, og heldigtvis, massere af tid til at stille dem.
Han skulle til at stille et af sine mange spørgsmål, men blev afbrudt, af Asias reaktion på hendes føde. Denne forbløffelse, gjorde det bestemt klart, at det ikke var normalt for hende, og bestemt noget positivt. Jebediah smilte stort, og kunne næsten ikke holde en høj latter tilbage, som han langsomt rystede på hovedet.
Da Asias udbryd så rev sig løs, lo Jebediah, omtrent lige så højt som hun havde udbrudt, og lagde sit bestik fra sig. Han betragtede den overmanede, unge kvinde, med et glad og tilfreds smil. De blikke der blev sent, fik ikke den mindste smule opmærksomhed fra ham, nej alt var rettet imod den tilfredse Asia. Han havde ikke regnet med, at en simpel middag som denne, kunne have tilgivet hende så megen glæde, og nydelse. Maden, var tydeligtvis falde tpå hendes gode side. Det var så godt, at hun så ud til at kæmpe med selvbeherskelse. Meget, som de første gange han fik det, på nettop denne restaurant. Han nikkede langsomt et par gange, og samlede sit eget bestik up.
"Now you know, why this is the place i go, for my midnight dinner." Sagde han, og smilede stort, som han gik igang med at fortsætte sin mad. Jebediah havde første gang han besøgte denne restaurant, bestilt nettop dette, da Latchek havde foresået det. Og lige siden, havde han aldrig bestilt andet. Han havde prøvet andet andre stedder, men hver gang han var her, var det T-bone.
Jebediah agde mærke til den tydelige nysgerrighed, i Asias blik, som hun spiste videre, og opfattede det straks som et spørgsmål. Et spørgsmål hun ikke kunne stille, med munden fuld af det møre og saftige kød. Han klukkede en enkelt gang med et smil, og lagde bestikket fra sig, imens han tyggede færdigt, og rejste sit glas.
The Nosferatu? Is the question you'd ask, if not the pleasure of the food, far outweight the words?" Sagde han, og smilede venligt, me dendnu en kort klukken, og han tog en tår af sin vin. Hvis hun gav nogen tegn på, at det var dette spørgsmål, og selv hvis hun ikke gjorde, fortsatte han.
"The creature you met in the alley, was a Vampire. Creature of the night. And he, was among the most savage of their kind. He was of the Nosferatu Clan. The Nosferatu Clan, is very low in numbers, because of their former leaders, great potential. The very first Nosferatu, turned into a creature, immortal to all means of punishment, known on earth. So. He was locked away, and the rest of his clan, hunted in fear of their power." Han fortalte, som om det havde stået ham meget nær. Hvilket det også havde, i hans tid i Rusland. han samlede sit bestik op, og klar gjorde noget mad på talerknen, imens han fortsatte.
"The latest leader, Vladimir Rasputin, was a fierce and bloodthursty leader, who caused many inocents deaths, in his time of reign. But he was brought down, by the noble Pureblood vampires of France and Russia. But he was not slain. And somehow, he ended up here, in Di Morga." Han fortsatte sin spisning, og tog en kort pause, imens han gjorde dette, inden han sank, og afsluttede.
"He, and his second in command, brought some Nosferatu to Di Morga, but now he, and his pack, has vanished. Leaving many lonesome Nosferatu. It is a sad tale, that makes every descition to kill one, harsh. But I must exact justice upon the wicked. I owe the world, that much." Da han afsluttede, blev hans blik ganske kort dystert, hvilket han kastede imod sit føde, i håbet om, ikke at ødelægge stemningen. Endnu engang.