Alene... og så alligevel ikke

Tid: lidt over midnat
Sted: forët skoven
Omgivelser: træer og nattens dyr
Vejr: Dunkelt og køligt


Moka vandrede rundt i skoven, hun havde ikke andet end en hvid skjorte en tynd grøn jakke og en meget kort nederdel, hun var løbet ud i skoven for at være alene og for at kunne tænke, men hver gang hun hørte den mindste lyd ga' det et sæt i hende.
Hun var langsomt ved at fortryde at hun var løbet her ud, hun satte sig med ryggen op af en stor klippe og lukkede øjnene.
Hun havde sat med lukkede øjne i lang tid så hun rejste sig og fortsatte ind i skoven, hun ville finde et sted hun ku' være natten over men hun ville heller ikk rende rundt hele natten, hun fandt en lille hule hvor hun lavede et lille bål og satte sig...

Yukii sad oppe i et højt træ med en meget god udsigt ud over skoven. Hun havde en lille bog med sådan en bog man kunne tegne i, og skrive notater ned i. Hun havde en lyserød kjole på, sorte flade sko, et lyserødt hårbånd. Yukii tænkte meget over nogle ting mest familie ting, hun haddede virkelig sin gale onkel, men hun kunne ikke dræbe ham uden at dræbe sig selv, det var et marridt det syntes hun det var. Lidt tid efter kunne hun føle noget en eller anden der var i nærheden hun lod blikket flakke rundt og lugtede duften af vampyr. Hun lod vær med at sige noget indtil personen viste sig foran hendes blikfang. Hun sad stadig i træet men havde glemt at hun havde en lidt dårlig balance når det galt træer, så hun gled ned fra den gren hun sad på, hun nåede lige netop at gribe fat rundt om grenen hun havde siddet på. Ja der hang hun så hun sukkede, og råbte så"Hvorfor sker det her altid for mig!!". Hun vidste ikke om der var nogen der hørte hende, og enlig kunne hun abre hoppe ned derfra men det var ngoet hun aldrig var god til hun endte altid med at lande på rumpen og på anden underlig måde.

Moka der sad inde i hulen fik et chok da hun hørte nogen råbe, hun gik forsigtigt ud og kiggede rundt hun så en pige... hun var i tvivl om det var en dæmon for det var blandet lidt af menneske og lidt af dæmon hendes fært, hun gik hen og kiggede undrende op på hende "ehm.. hvad er det du laver?" spurgte hun usikkert, hun kiggede rundt for at se om der var andre det så ikke såden ud så hun blev der og kiggede undrende på pigen der hang i grenen...

Hun bed sig i læben da hun hørte hendes vrede stemme. Det var godt nok ikke en venlig race eller også havde hun bare haft en dårlig dag. Hun rejste sig forsigtigt op for at give sig selv til kende. "Bare en der keder sig" sagde hun med sin alligevel irriterende stemme. Nogen gange var den praktisk, men andre gange hadede hun den også. Hun syntes den lød alt for barnlig engang imellem efter hendes mening. Men også venlig. Som gjorde udtryk for at hun ikke ville nogen noget ondt. "Det var ikke min mening at gøre dig vred" sagde hun lidt efter da hun lige skulle se situationen an. "Det må du undskylde" sagde hun bagefter og ventede på hendes svar eller bare reaktion i det hele taget.