Alle kan ændre sig også alligevel ikke? (Maylana=privat)

Sted: Di Morga - Øst :: Parc d'attractions.
Tid: Omkring klokken 22:00.
Omgivelser: Chariot.
Dato: 31. august.
Vejr: Stille vind, klar og mørk himmel. Tegn på at der snart begynder at regne.

___________________________

En skikkelse kunne ses tæt på ved den forladte forlystelse park. En dreng på omkring 18 år nærmede sig indgangen, også kaldt åbningen på forlystelses parken. Et charmerende smil dukkede frem på hans læber, imens at han kiggede sig omkring, han var ikke bange, han var ikke nervøs. Ingen negative eller så som trælse følelser som de fleste væsner kunne ikke ses på hans ansigt. Han var blevet mere glad end han var i sit tidligere liv som dødsengel. Uden at han havde givet Maylana besked omkring det at han ville genfødes. Han vidste ikke om hvordan hun ville tage det, når hun opdagede ham. Idet at han lod sit blik glide rundt, der var fredeligt og stille. Med lette skridt gik drengen ved navn Chariot Gorgeous hen mod en bænk, efter at lågen til forlystelses parken blev lukket i bag ham. Chariot var iført en creme farvet t-shirt, hvor han udover havde en blå hætte trøje på, sorte converse sko og sorte tætsiddende bukser. Det var en smule fint tøj han havde på end det tøj han førhen gik i. Han var blot forandret og han var glad for at han var kommet op af det hul hvor han for det meste kun tænkte på sin søster og had til sin bror. Og tanken om at han kun havde Maylana som ven, den pige som han var forelsket i. Som han håbede på en dag han kunne finde sammen med for alvor. Hans hår var sort og sad glat og perfekt, som det skulle og ikke sjusket og pjusket. Han havde gjort mere ud af sit hår, imens at han også havde et par sorte fiksede briller på. Dog var det ikke sådan at Chariot skulle gå med dem hele tiden. Han havde kun brillerne på når han havde lyst. Han satte sig ned på bænken og lænede sig tilbage, så hans ryg lå helt op af ryglænet. Imens at han vendte sit blik op mod himlen. Langsomt mærkede han en regndråbe falde ned på hans kind, hvor han førte sin ene hånd op og fjernede den, inden at han lukkede sine øjne, trak vejret roligt imens at han slappede af i kroppen og lod sine tanker strejfe rundt om Maylana.

Hvorfor, hvorfor!? Ordene blev råbt ud i det fjerne, pigen løb rundt og søgte, men søgte efter hvad? Kvinden med det lange brune hår, de skov grønne øjne, havde tårerne glide ned af hendes kinder, hun kunne ikke finde det hun elskede, lige efter deres gang sammen. Var han som forsvundet ud af det blå, ingen varsel, ingen ting. Bare forsvundet. Kvinden var som blevet forandret efter det, ingen viste hvad der var blevet af hende. De bløde brune lokker forsvandt, det store smil, skrumpede ind, og blev til næsten ikke eksisterende. Øjnene blev mere og mere kolde at kigge ind i, og folk begyndte hurtigt at lærer at kigge væk. Hvad der var sket med denne kvinde, var der ikke mange som viste. Mange begyndte at undgå, dem mystiske stille pige. Som ikke gjorde andet end at stirre ondt, og komme med spydige bemærkninger. Maylana var som forandret, og kom aldrig mere tilbage, i den samme form. Hun var som forandret, som et andet menneske, væsen.

En kvinde med langt blåt hår, med lilla striber i, kom langsomt gående ned af gaderne. Hun var iført en stram bluse som var helt kul sort. Nogle stramme vinrøde bukser, hvor der var huller hele vejen ned af hendes forben. en stram hættetrøje, og en læderjakke ud over. Hættetrøjens hætte var slået op over det farverige hår, og skyggede hen over hendes øjne, som gjorde hende en del mere mystisk og uhyggelig og kigge på. Langsomt fiskede hun sin råde ipod frem, og satte hører telefonerne i hendes øre. Og satte den på play, den første sang var 'Love The Way You Lie'. Hendes stemme begyndte langsomt at hæve sig mens hun sang med på sangen, og bevægede hendes hænder frem og tilbage, som en rapper da hun begyndte at synge med på eminems del af sangen. Hendes hænder var i ført de sorte finger afklippet handsker. Hvorfor skulle alting også være så indviklet. Det hele kørte rundt i hendes hoved stadig, savnet var så stort, men igen, måske var det også for det bedste? Hun viste det ikke, hun viste ingen ting mere, måske skulle hun også bare forsvinde fra denne verden? Men hvad ville det hjælpe, alle ville alligevel være ligeglade! Hun havde ingen tilbage, ingen! Hendes bror var død, hele hendes familie var døde. Hendes venner var forsvundet efter hun var blevet blind, og nu, havde hun ingen tilbage mere. Hvorfor skulle hun også have gået hen og forelske sig!? Der havde været en verden uden for, men den verden var glemt, og ville aldrig nogen sinde komme tilbage. Eller ville den? Hun viste ingen ting mere, hun var dum, hun var grim, hun var et nul, en loser! Hun kunne ikke mere, kunne ikke kæmpe, kunne ikke længere holde sig oppe. Hun ville bare dø, også igen, det var kun de svage som begik selvmord. Men, døden var en skrammende ting, så man var vel stærk, hvis man kunne bestemme over sit eget liv, og sige, nå nu vil jeg ikke mere. Nu tager jeg livet af mig selv, ses på den anden side? Hendes øjne, blev smalle mens hun stoppede med at synge med på sangen, og stoppede op, og kiggede på det falde færdige skilt, til den gamle forlystelses park. Hvorfor de ikke havde revet lortet ned endnu, fattede hun ikke. Men kommunen var også fucked, så man kunne jo ikke forvente noget af dem mere. Et lille lydløst suk undslap hendes læber, mens hun langsomt begyndte at bevæge sig der ind. havde ikke bemærket at de var begyndt at regne, og stirrede bare ned på sine gule slidte allstars, og gik i sin egen verden, mens musikken spillede højt, og fik hende til at glemme. Endnu engang.

Chariot kunne høre en eller anden kradsende lyd for noget.. af form for musik? Han åbnede stille sine øjne inden at han så sig omkring og fik øje på en pige som var ved at gå hen i nærheden af ham. Et skævt smil var plantet på hans læber og han satte sig ordentlig på bænken, inden at han lod sine blå krystal argtige øjne hvile på hende, idet at han lagde sit hoved en smule på skrå, *Hun virker.. bekendt?* tænkte han og trak svagt på hovedet, det irriterede ham en smule at han ikke kunne se det ud fra sine egne øjne om han kendte personen eller ikke. Han overvejede nøje om tingene og det gjorde ham lidt nervøs da han tænkte over om det kunne være Maylana? Den pige han var så smask.. forelsket i? Med at han ville gøre alt for hende? Alt for at tilfredsstille hende? Men selvfølgelig han havde jo ikke tilfredsstillet hende efter at han bare var forsvundet på den måde uden at give hende nogen form for besked omkring det som han havde været igennem, med hvad der var sket for ham. Han var så glad for at han var blevet genfødt, han var ikke længere, ond, dyster, ligeglad og snobbet, som han før var i sit tidligere liv, hvor han bl.a. også tænkte meget på sig selv kun. "Maylana?" spurgte han med en lidt høj tone i stemmen, for at pigen kunne høre ham, men alligevel var han ikke så sikker, hvis hun hørte musik. At hun hørte ham første gang. Et lydløst suk gled igennem hans læber, skulle han gå helt hen til hende? Og omfavne hende? En masse tanker strejfede igennem hans hoved, imens at han blev mere eller mindre forvirret over det og mærkede en svag hovedpine, det gjorde ondt at tænke så meget, fordi han var nervøs var at han vidste ikke om hvordan hun ville reagere, hvis hun fandt ud af at han faktisk stadigvæk levede. Chariot Gorgeous. Som førhen var en dødsengel ligesom Maylana. Han rejste sig op fra bænken, og rettede en smule på sit tøj, imens at han kiggede ned af sig selv, inden at han kiggede hen på pigen igen, han tog en dyb indånding, inden at han besluttede sig for at gå hen til hende, "Maylana?" spurgte han gentagende, imens at han førte sin ene hånd ned i hans ene bukselomme. Han håbede på at pigen kunne høre ham. Imens at han også virkelig håbede på at det var Maylana.

Neon gik i sin egen verden, hun hørte ikke noget, og så ikke noget. Men spørgsmålet var så også bare, ville hun se noget? Ville hun hører noget? Et dybt suk gled igennem de fyldige læber, det eneste som ikke var blevet ændret var hendes selve krops udseende, håret, hendes navn, hendes stil. Alt sammen noget som havde mindet hende for meget om Chariot, hvordan han havde sagt hendes navn, som fik hendes smil frem, hvordan han kørte hånden igennem hendes hår, og hviskede i hendes ører at han elskede hende. Bare alt, det var forbi! Det ville aldrig nogen sinde komme igen, fordi hun ville ikke tillade nogen komme tæt på hende mere, ikke på den måde. Alle mænd som havde gjort tilnærmelser på hende, var blevet skubbet væk, fået sin fuck finger i hoved, mens hun var skredet fra stedet. Råben, havde forvoldt skade, havde forvoldt voldsomme reaktioner. Og til sidst, nærkontakt af den helt store kaliber. Hun var flere gange endt på hospitalet, med brækket arme eller ben, eller et eller andet i den stil. Det var ikke rigtig til at vide, om hun vandt eller ej, og mange gange, måtte hun gå der fra med flere skrammer, end hun gav. Men det fik hende til at følge sig i live, efter Chariot var forsvundet, død, eller hvad fanden han nu var. Det var ikke til at vide, måske havde de taget ham ned i undergrunden? Gjort ham til slave, eller var han gået frivilligt? Havde han så bare efterladt hende, uden at sige noget?! Hun pustede irriteret noget luft ud, og greb ud efter hendes smøger, mens som hun fik den ud af jakke, faldt hendes lighter ned på jorden, og da hun skulle til at tage den op, kiggede hun lige ud, og fik øje på ham. Det var som om hun tabte underkæben, der stod han, måske anderledes, men et var ham, hendes ørepropper faldt ud på jorden, som hun rejste sig i et ryg, og hørte ham lige sige hendes navn den anden gange. Hvilket bare fik det hele til at koge i hende, fik vreden til at stige op i hende. Fik flammen til at rase, dog ikke på den gode måde mere. "Jeg hedder Maylana mere.." sagde hun med en dyster og ond stemme. Den blød venlige klang var for længst spist væk, af hendes sorg over at have mistet ham. Og det eneste som havde hjulpet var, hendes hårdnakket hed, og smerten. Hun havde allermest bare lyst til vende om på hælen og råbe han skulle skride af helveds til. Men i stedet, gik hun langsomt over mod ham, mens hun lagde lighteren og smøgerne tilbage i hendes jakke lomme, slukkede sin ipod, og lagde den ned i den anden lomme. Hun kiggede lidt ned på sine sko, mens hun mumlede noget, og vendte så sit hoved op igen, hendes øjne viste kun sorg, og vrede. Hun hævede sin hånd, og gav ham den mest syngende lussing hun kunne få frem i sine små spinkle arme. Godt nok havde hun været svag før hen, men hun havde trænet meget på det sidste. Og hun skulle fandeme viste ham, at hun ikke fandt sig i noget af det han havde gjort "HVAD FANDEN TROR DU LIGE DU HAR GANG I!?" hvæsede hun af ham, og stirrede med stor sorg i hendes øjne på ham, dog lynede de også af raseri. Hendes vejrtrækning gik hurtigt op og ned, mens hun prøvede at få styr på sig selv.

Chariot så på hende, fulgte hver og en af hendes bevægelser, da hun fandt en pakke smøger frem og en lighter, efter at hun tabte sin lighter, og til at hun samlede den op og da hun efter følgende begyndte at gå hen imod ham. Han overvejede lidt om at gå en skridt tilbage eller flere skridt, så der kom mere mellemrum imellem dem. Men han blev stående og hævede det ene bryn da han fik øjenkontakt med hende og så at hun mumlede noget.. men hvad vidste han ikke... han kunne mærke at han fik gåsehud og idet at hun gav ham en lussing gled hans hoved med til den ene side, da hun slog ham. Han mærkede varmen fra hendes hånd. Mærket fra hendes hånd brændte en smule og han havde haft løst til at undslippe et skrig, men han prøvede at forholde sig stille. "Jeg.. ved det ikke..." sagde han stille og bed sig hårdt i læben, imens at der blot faldt en tåre ned af hans ene kind, det gjorde virkelig ondt på hans kind og han lagde forsigtigt sin ene hånd op på det sted, hvor hun havde slået ham. Chariot havde stammet en del. Hvorfor havde han ikke givet hende besked om at han ville genfødes? Hvorfor havde han ikke sagt at han ville være forsvundet et par dage, men komme igen? Alle disse spørgsmål havde han ingen svar på, udover at han kun gjorde det fordi han ikke ville gøre hende bange på nogen måde, men selvfølgelig endte han bare med at såre hende, hvilket han havde det så forfærdeligt over og han ville ønske at inden han blev genfødt at han havde givet hende besked. "Skat.." mumlede han og hulkede lavt. Chariot havde lyst til at græde, men der faldt ikke så mange tåre igen, "Jeg er ked af det, er jeg virkelig" sagde han stille imens at han forsigtigt vendte sit blik mod hende og lod sine øjne igen hvile på hende. "Er der ikke noget jeg kan... gøre for at blive tilgivet?" spurgte han stille og bed sig hårdt i læben, imens at han betragtede hende, gav hende elevatorblikket, kiggede ned fra hendes fødder og videre op til hendes ansigt, hun var stadig smuk, selvom hun var forandret, "Hva.. hedder du ikke Maylana.. mere?" spurgte han dernæst efter at han hørte hvad hun sagde om at det ikke var hendes navn mere, jamen var det så Maylana? En masse tanker gled igennem hans hoved igen, da han var blevet noget forvirret over det hele, "Maylana!" udbrød han så bare ligeglad om at hun stadigvæk var sur, omfavnede han, hende, og trak hende tæt ind til sig, så tæt de overhovedet kunne komme ind på hinanden. "Jeg har savnet dig!" hviskede han og knurrede hende bare ind til sig. Måske gjorde det en smule ondt på hende, vidste han ikke, men han ville bare have hende tæt ind til sig.

Hun kiggede på ham, som han stod der, hulkede. Hvad fanden var han for et mandfolk!? Stå der og græde over en simpel lille lussing!? Hun var så vred, at hun ikke havde lagt mærke til hvor hårdt hun egentlig havde slået ham, havde lyst til at slå ham mere, banke ind i hans tygge hjerne skal hvor meget ondt han havde givet hende! Vreden var ved at tilintetgøre hende, fik hende til at forsvinde ind i et meget dybt hul, og aldrig nogen sinde ville komme ud af igen. Hun trak langsomt vejret helt ned i sine lunger, mens hun kiggede på ham, hørte ikke rigtig hvad det var som han sagde, var sådan set lige glad med hans dårlige undskyldninger. Og hvad gjorde hende mere sur, var at begyndte at tale uden om, snakke om hvorfor hun ikke længere hed Maylana, og da han sagde hendes navn satte det bare prikken over i'et. "Rør mig ikke!!" hun skubbede ham lettere brutalt fra sig, og stillede sig væk fra ham. "og ikke sig det navn! Det er ikke mit navn!" hun knyttede sine næver, og kiggede væk, mens hun bed sig hårdt i læben. Nej! Hun ville ikke græde, ikke nu, hun ville være stærk, ikke svag, og i hendes verden var at græde blevet en svag ting, den viste bare at man ikke kunne holde sine følelser inde. Men hun var ligeglad, om nogen sagde det var sundt, for et menneske at græde, få afløb på sine følelser. Men hun havde fandeme andre måde at få afløb på hendes følelser. "Hvis du havde savnet mig, havde du ikke bare skredet på den der måde!! Jeg troede det værste, og igen tænkte du bare på dig selv! Tænkte på det du ville, tænkte ikke på det som jeg måske ville!? Faldt det dig måske nogen sinde ind, hvor meget, hvor meget jeg savnede dig!?" hendes brystkasse hævede og sænkede sig, og fattede ham bare ikke! Han kunne rende og hoppe for hendes skyld "DER SKAL fandeme MEGET til at jeg nogen sinde tilgiver dig for det du har gjort!? OG vil du overhoved tilgives!? Er du ikke bare ligeglad var!? Du viste da hvor meget du elskede mig da du forsvandt ud af den dør, sagde du kom tilbage, jeg sad i fem dage og stirrede på den dør, men hvor blev du af!?" hun løftede sin hånd og viste fem fingre, bare for at udtrykke hvor meget hun egentlig havde ventet på ham. "Men kom du NEJ!". Hvis man havde spurgt den gamle Maylana om hun mistede sit temperament, ville hun havde sagt klart og tydeligt nej, men nu. Ville hun sige ja, fordi lige nu, var hun så sur, at hun havde lyst til at flå hoved af noget, smadre noget. Bare, få lov til at bruge sine næver. Tårerne begyndte lige så stille at komme alligevel, og hun tørrede dem hidsigt væk. Hun ville ikke! Hun nægtede lige frem, at begynde at græde. Det var ikke tiden, hun ville ikke vise ham, hvor meget hun egentlig havde savnet ham når det kom til stykket, og alligevel så havde hun. Hun gik et faretruende skridt imod ham, og prikkede ham så i brystet "Hvad nu hvis jeg aldrig nogen sinde vil tilgive dig?" vrissede hun, og sætte hendes ansigt lige op i hans, og stirrede ham ind i øjnene, hun var så rasende, så vred, som ikke kunne beskrives. Ville ikke holdes om, ville ikke trøstets, det var yesterday, this is today!

Han kunne på en eller anden måde godt forstå hende. Tænk hvis det var ham som der bare ventede og ventede på hende, men at hun aldrig kom tilbage, også alligevel ville møde hende på et tidspunkt uden at vide besked. Han ville også blive MEGET sur og vred. Selv fordi han elskede hende så meget som han nu gjorde. Han sagde hende ikke imod eller noget. Stod bare stille uden at gøre noget. Han var stille som en mus, imens at han hørte på hendes ord som kom ud fra hendes mund. Han kunne høre hvor såret hun var blevet, over det som han havde gjort. Men hvad vidste han? … Han vidste ikke bedre. Han havde bare følt sig alt for umenneskelig samtidig med at han ikke helt følte sig accepteret, som om at hans liv var spærret inde så meget at han bare måtte gøre noget og han følte ikke før at hun skulle have det at vide, først efter at han var blevet genfødt. Men han kunne se det. Han kunne se det at han havde lavet en stor fejl. Total fail. Noget som han ikke skulle have gjort, når det sårede hans elsker. Chariot hævede dog overrasket det ene bryn efter at han lå nede på jorden, efter at hun havde skubbet hårdt til ham så hårdt at han mistede balancen og faldt. Kun lyden af forskrækkelse slap fra hans læber, da han sad nede på sin røv med sine hænder liggende i græsset, med håndfladen ned af. Han kiggede stille op, da han opdagede at hun gik hen imod ham, en tanke strejfede ham om han skulle rejse sig op, men det ville nok bare blive værre så. Ende med at han måske ville komme mere til skade end i forvejen, selvom han heller ikke rigtig var kommet til skade endnu, udover at lussingen som hun før gav ham stadigvæk gjorde ondt. ”Så dræb mig..” mumlede han og vred sig lidt da hun prikkede til ham i brystet. Han kiggede lidt ned af sig selv inden at han kiggede forsigtigt ind i hendes øjne, da hun satte hendes ansigt lige op i hans. ”Hvis jeg ikke kan gøre noget som helst.. som kan gøre at du kan tilgive mig.. så vil jeg ikke leve”, han sagde det meget nænsomt imens at han stadigvæk stammede lidt når han snakkede.

Hun kiggede lidt på ham, da han sagde han ikke ville leve mere, og at hun bare kunne dræbe ham. "Og hvad hvis jeg så gør det?" hvæsede hun, og var stadig foroverbøjet mens hun kiggede ned på ham. "Så kunne det jo være at du fik en chance til, og fik den glæde at glemme alt om mig! Oh nej, det gjorde du jo uuudenmærket uden deres hjælp." hun kneb langsomt øjnene sammen, og sukkede så. Da hun ikke rigtig viste hvad fanden det skulle nytte at skælde ham ud, når han uden mærket godt viste hvor meget han havde såret hende. Men så igen, hvordan fanden skulle hun ellers sige det? At hun også have savnet ham, og om han ikke ville komme tilbage til hende? Nej, den gik ikke længere, hendes hjertet havde elsket ham, og meget endda. Men det hjerte, var blevet låst revet ud, og derefter gemt væk, for evigt. Hun dumpede ned ved siden af ham, og kiggede tomt ud i luften. "hmm.." brummede hun stille og lukkede øjnene. Mens hun mærkede hvordan regnen langsomt lagde sig på hendes jakke og bukser, og gjorde dem mere eller mindre klamme. Men hun var ligeglad, måske fik hun en lungebetændelse, men død var hun jo allerede, så det var jo ikke noget hun ville dø af. Men gid, det faktisk gik så vidt. Gid hun måtte forsvinde, og aldrig mere komme tilbage igen. Hun sukkede stille, og lagde sig ned på ryggen og kiggede op i himmelen mens regnen langsomt ramte hendes smalle, hvide ansigt. Kindbenene var blevet mere tydelig, og hendes øjne var mere hullet, så det så ud som om hun havde sorte rande under øjnene. Hendes hud var en smugle mere indsunket og sad stramt hen over huden. Det der sker, når man ikke spiser særlig meget mere. Det var ikke længere noget pige ansigt, men et meget kvindeligt et, meget mere markant, de rundeæble kinder var blevet til smalle kinder, som ikke længere havde nogen fylde. Øjnene var var matte, og ikke længere så skinnende skov grønne, som om de havde mistet gløden efter at han var forsvundet. Hvilket de sikkert havde, hele hendes krop var blevet slukket, og var ikke til at tændes igen. Ikke bare sådan, vinden gled langsomt hen over forlystelsesparken, og lod de stadig stående forlystelser til at rasle, og rev lidt i hendes blå lilla hår. Langsomt lukkede hun øjnene og lod tungen glide ud af munden, og fugtede læberne lige så stille, inden hun langsomt åbnede munden ".. jeg ved ikke hvad du skal gøre mere, jeg ved ikke engang hvad jeg skal gøre med mig selv.." hun vente langsomt hoved og kiggede over på ham, og lod et lille bitte smil glide frem på hendes læber. Trods at hun var sur på ham, måtte hun indrømme at hun var utrolig glad for at se ham igen. Og selvom hun ikke følte hun kunne elske mere, viste hun, at de følelser som hun havde haft for ham den gang, stadig var der inde et sted. Bare gemt væk, for beskyttelse, beskyttelse for nogen sinde a blive såret igen. Det var noget, som hun bare ikke ville kunne bære.

Han kiggede stille på hende imens at han ikke vidste hvor han skulle gøre af sig selv eller om hvad han skulle gøre for at det måske blev næsten lige som før, med hvor de kunne vise deres følelser overfor hinanden, tilliden var nærmest ødelagt imellem dem. Et lydløst suk undslap fra hans læber, imens at han trak vejret roligt. Et eller andet sted elskede han, hende stadig lige så højt. Følelserne var ikke væk, men det var som om at gnisten måske var ved at forsvinde mellem dem. Han vendte sit blik op mod himlen, da han opdagede at der begyndte at regne, så han fik nogle dråber ned på sit ansigt, inden at han kiggede på hende igen. Lagde sit hoved en smule på skrå, "Lige meget hvad du gør.. eller træffer af valg.. vil jeg altid elske dig.. også må jeg bare acceptere det som du vælger" sagde han stille og førte sin ene hånd ind under hendes hage, og løftede hendes ansigt op med sin pegefinger, så de kiggede hinanden lige ind i øjnene. "Vil altid elske dig..altid.. og lige meget hvad om du så vil have det eller ej" hviskede han og fugtede sine læber, imens at han betragtede hendes gude smukke ansigt. Hun havde virkelig forandret sig og han kunne godt forstå hvis at hun ikke ville have noget med ham at gøre, efter alt det han havde gjort, han havde indrømmet sin fejl og set det i øjnene, og hans ønske var bare at få hende tilbage. Stille og langsomt lod han sine læber ramme hendes, masserede en smule hendes læber, inden at han kyssede hende blidt, "Jeg vil smutte over til en af karusselerne og skjule mig for regnen.. har ikke længere et sted at bo, er hjemløs" sagde han, efter at han stoppede kysset, og trak sig lidt væk, han vidste ikke om hun ville syntes om at han havde kysset hende. Men han gjorde det fordi han at på en eller anden måde ville bevise overfor hende at han faktisk rigtig elskede hende! At intet var forandret, udover at han selvfølgelig var genfødt, men ellers intet var forandret. Han elskede hende ubeskriveligt højt. "Og forstår da godt hvis du ikke vil med.. og også, når jeg er blevet hjemløs" mumlede han og kiggede dernæst ned af sig selv, og ventede bare på at hun ville slå ham igen. Tanken strejfede ham at hun sikkert ville blive sur over kysset.

Ordene gik ind i hende, helt ind i hjertet og gjorde ondt. Meget ondt, at han overhoved sagde han stadig elskede hende, det var for meget, alt alt for meget. Hun havde lyst til at græde, krumme sig sammen i foster stilling, og bare få alt ud. Aldrig se tilbage til det som var hent, men se det som kunne ske nu, nu hvor de kunne være sammen igen. Men hun kunne ikke, hun kunne ingen af de ting hun ville. Hun kunne ikke give slip på det han havde gjort mod hende, hvad han havde sat hende igennem, han havde givet hende verden, på en anden måde. Men glemt at følge det fuldt ud. Hun havde taget lektioner hos en anden, hun havde siddet hjemme alene hos ham, når han var ude. Hun havde været alene, da han var forsvundet, da han var blevet genfødt. Men han havde aldrig rigtig tænkt på hende, eller havde han? Hun kunne jo ikke vide hvad var sandt, og hvad var løgn mere. Hun kunne kun tro, på hvad hun så, og det han havde vist hidtil, viste at han satte sine egne ønsker, sine egen mål før hende. Og skulle folk det, når de elskede hinanden? Hun flyttede langsomt øjnene, da hun ikke kunne klare at kigge ind i hans, ikke nu, ikke hvor hun var så følsom. Og hun var ved at knække, nej, hun ville ikke knække nu hvor hun var kommet så langt! Også igen, hvis hun prøvede, så kom der ikke noget, der kom bare ingen ting ud af de sølle øjne af hendes. De var bare, tørre, som en Sahara ørkenenes sand. Som en udtørret vandfald, der ikke længere brusede af glæde over det meget vand som den fik var bjergende. Hendes bjerges is, var smeltet bort, hendes vandfald tørret ud, og ørkenen havde taget over. Der var intet tilbage, ingen tåre, ikke så meget som en lille en. Langsomt tog hun en dyb indånding, og mærkede så hans læber mod hendes. Hendes første indskydelse var at trække sig væk fra ham, men hun sad lige så stille, og lukkede så øjnene. Lod ham kysse hende, men kemien, den var der bare ikke mere. I hvert fald ikke for hende, den var blevet begravet så dybt, at den ikke længere ville komme frem. Hun åbnede dem dog lige så stille, som han trak sig væk, og betragtede ham. Hun sukkede tungt af den han sagde, og rejste sig langsomt op "Du.. kan også komme hjem til mig og sove?.. kan rede op på sofaen.. hvis du altså har lyst?.." kigger lidt tomt på ham, og inden hun langsomt lukker øjnene, og smiler skævt over vandet som glider ned af hendes ansigt, og for det til at se ud som om hun græder. Det var egentlig en befriende følelse, dog at hun ikke græd sådan rigtigt.

Han lod sine øjne glide rundt imens at han stadig mærkede sine briller som han havde på, han betragtede dem som sit eget kæreste eje. Faktisk var han efter sin genfødsel var hans syn blevet sløret og var derfor grunden til at han havde briller på. Men han gad ikke sige det til nogen fordi han vidste at han ikke kunne stole på nogen. Ikke mere. Derfor sagde han også tit at det bare var et par fake briller, som han gik med. Et suk undslap fra hans læber, inden at han kiggede ned af sig selv og betragtede sin mave. ”Ja..ja.. men jeg forsvinder hurtigt.. tidligt når det er blevet morgen” sagde han stille, imens at han mærkede et sort hul i sit hjerte, da han opdagede hvordan hun var ligeglad med kysset. Fint nok. Hvis det var sådan det skulle ende, ville han alligevel ikke have at hun var en del af hans liv. Han kunne ikke bære det hvis de ikke engang kunne snakke og det føltes som om at de ikke kunne en skid sammen. Hvor tanken allerede havde strejfet ham inden at det ville være dumt af ham at overnatte hos hende. Men et eller andet sted kunne han heller ikke sige nej også bare gå sin vej. Så vidste han også at det hele ville være slut, selvom han alligevel også følte det, at det var slut. Kemien var væk. Tilliden var væk. Følelserne var bare gemt væk. Og Chariot vidste ikke om han kunne magte at snakke mere om det og tage chancen med at prøve igen at tro på et forhold imellem dem så skulle der arbejdes. Især fra hans side af med at han skulle bygge det meste op, fordi det var ham som havde lavet det store rod og ødelagt det hele for ham og såret hans elsker, hende som han knap nok kendte mere. Efter at hun utroligt nok også var forandret. Intet kunne få ham til at blive, medmindre at hun selv ville åbne op for ham igen. Og det vidste han at det aldrig ville ske at hun ville gøre. Aldrig.

//Out//