Just a night..

"Er det blusen, du undskylder for?" spurgte Athal og så spøjst ned på hende. "Det skal du ikke. Den er nærmest så vant til at blive våd, at det der er barnemad for den."
Han svajede let af træthed, da hun frigjorde sig fra ham, og luntede velvilligt efter hende, da hun viste vej til soveværelset. Han sukkede lettet og stavrede med det samme hen til sengen. Skoene blev skubbet af i en ligegyldig bevægelse, og i det samme dejsede han om i en drøm af bløde puder og dyner.
"Wauw, det er virkelig en blød seng," announcerede han og sendte hende et bredt smil. "Eller også er det bare mig, der er for træt." Han lo kort og lukkede øjnene.
"Hey, Evangeline?" Ikke mere end få sekunder havde passeret, før han sagde noget igen. Øjnene var stadig lukket. "Hvor skal du i grunden sove?" Han kvalte endnu et gab og kæmpede stærkt for ikke at overgive sig til søvnen. Ikke endnu. Som den hjemløse gæst, han nu var, kunne han trods alt ikke snuppe hele badujlen foran hende, og nu var hun jo så ulykkelig og det hele ..

//Nooo - jeg beklager det korte indlæg :O //

Hun nikkede og tørrede tårerne væk fra sine kinder og øjne. Et lille smil bredte sig på hendes læber.
Evangeline smilede over ham. Han lå som et lille barn i hendes bløde seng. Den var fyldt med dyner og puder, så den var skam blød. Det var ikke bare fordi, Athal var træt. Hun vendte sig om mod skabet, og fandt en stor T-shirt med et band-navn på, som var stort nok til at gå hende til midt på lårene. Den plejede hun at sove i. Hun smilede og lukkede skabet efter sig, imens hun svarede på Athals spørgsmål.
"Jeg sover bare på sofaen" Hun vendte sig om mod ham og sendte ham et ubekymret smil, som fortalte ham, at hun sagtens kunne sove der i op til flere nætter uden problemer. Hun gik ud af døren til soveværelset og lukkede døren efter sig, da hun ikke havde i sinde, at klæde om foran Athal. Hun lynede med besvær kjolen op i ryggen, og trak den ned over sit bryst og videre ned af hendes ben. Hun tog et skridt ud af kjolen, og lod den hænge over en stoleryg. Derefter iførte hun sig den store T-shirt som både var længere og langt mindre nedringet end hendes kjole. Hun åbnede døren ind til soveværelset igen, og lænede sig lidt op af dørkammen.
"Sov godt" Hun smilede til ham. Et ægte smil, som udstrålede glæde. For første gang, siden hans afvisning.

//Det går n.n//

Atrhal fløj med et pletskud op og sidde, da Evangeline kom med sit svar. Det svimlede en smule på grund af trætheden, og det var svært at se bestemt ud, selv om han helt sikkert var det. "Ahr, vent lige," indvendte han. "På sofaen? Dét skal vi vist være to om at bestemme .. " Snart var han ved at tvinge de tunge ben udover sengekanten, men da havde hun allerede lukket døren for at klæde om. Et opgivende suk passerede Athals læber, og han sad og stirrede ondt på døren et par sekunder.
Nå, han kunne vel tage diskutionen, når hun kom tilbage. Han havde mødt en del stædige piger, og hvis det skulle ende med, at de diskuterede hele natten, kunne de vel lige så godt gøre det i behagelige omgivelser.
Atter sank han tilbage i puderne. Aah, de var simpelthen så bløde, alle sammen! Han spredte armene ud i en omfavnende gestus og lukkede øjnene. Det var næsten ligesom at flyde under vandet. Jovist nød han også at ligge i denne bløde seng, og hvor havde han drømt om det i flere måneder. Men der var nu også noget ved havets eller søens befriende friskhed.
Den måde fisk og planter åndede i takt som ét fælles organisme var så livsbekræftende, og eksplotioner af glæde og potive tanker lukkede sig altid om ham, når han befandt sig i den våde masse.
Som den vanddæmon, Athal nu var, havde han opholdt sig adskillige våde steder, og kun få havde han syntes godt om. Hvis det ikke havde været en nødvendighed for hans sociale behov (eller med de uhyrer, der sådan set stalkede ham), kunne han have blevet i søen til al evig tid.
Så let som ingenting gled Athal fra tanker og over i søvnen. Han sov, da Evangeline kom ind igen.

Evangeline betragtede den sovende Athal, imens hun stod lænet op af dørkammen. Det så vidst ikke ud som om, han var vågen nok til, at protestere imod, at han lå hvor han lå. Han var også hendes gæst, og han havde mere brug for søvnen end hun havde. Desuden, kunne hun sagtens sove på sofaen. Hendes blik gled fra hans ansigt, med lukkede øjne og den velformede mund. Videre ned af hans krop, og endte nede ved hans fødder. Hun vidste ikke hvorfor, men hendes ben to et forsigtigt og lydløst skridt hen mod ham. Og så endnu et. Hvad skete der dog med hende? Kunne hun ikke styre sine egne ben længere, eller hvad var der lige gået galt? Inden længe, stod hun i hvert fald ved siden af sengen..

Længe stod Evangeline og betragtede den sovende skikkelse foran hende, imens alverdens tanker, fløj igennem hendes hoved. Hendes følelser var blandede, som aldrig før. Hun følte sig lille og dum efter, at have troet, at han ville i seng med hende. Hun følte sig billig, fordi hun alligevel havde lagt an på ham. Hun var lettet, fordi han ikke var sur på hende. Og hun var helt igennem lykkelig over, at han stadig ville være i hos hende.. der i hendes lejlighed. Hun ønskede ikke at gøre det, men hendes hånd nærmede sig forsigtigt hans kind og flyttede en tot af hans hår, som lå henover den. Bevægelsen var så let, at man næsten kunne være i tvivl om, hvorvidt den havde været der eller ej. Langsomt førte hun sit ansigt tættere på hans, indtil hendes læber mødte hans kind. Utroligt let, for at han intet skulle opdage. Hendes kys, kunne næsten føles som et let vindpust. Det var i hvert fald det der var meningen, og hun håbede inderligt, at Athal ikke ville vågne. Langsomt og forsigtigt trådte hun nogle skridt tilbage, med ryggen til døren, så hun kunne holde øje med, om han vågnede, hvorefter hun forsvandt ud gennem døren.

Hvis Athal havde vidst, hvad der ville komme til at ske, havde han sandsynligvis ikke tilladt sig selv at sove. Tnaken om at nogen som hende - nogen overhovedet! - betragtede ham, mens han sov, var ulidelig og forfærdelig pinlig. Men han var fuldkommen så smadret, at ingen registrering om Evangelines nærværelse nåede ham.
En let snorken rullede fra hans strube, og han lå fuldkommen ubevægelse med lemmerne skubbet ud i hele sengen. Det var kun den vedvarende lyd af den lette snorken og hans brystkasse, der regelmæssigt hævede og sænkede sig, der varslede om tegn på liv.
Så, midt i en forvirrende drøm om fisk med vinger og en masse regnbuelige farver, kildede noget ham på kinden. I drømmen viste det sig som en baskende sommerfugl. Den flaksede med sine vinger og kildede ham drillende på kilden. I ren ivrighed greb han ud efter den i et vldt spring, der snart endte i en endeløs falden.
Den følelse, som alle før eller siden oplever, hvor man i halsbrækkende fart falder i intetheden i ens drømme og dernæst opnår vågen tilstand, var præcis den oplevelse, Athal havde nu.
Han var nær ved at flå øjnene op i en forvirrende brus af flakken, men noget sagde ham, at han i stedet skulle forblive helt stille. Den sjove kilden fra før var der endnu, var det første, han mærkede.
Var der virkelig en sommerfugl? Han var stadig ikke helt vågen og lå på kanten til at lulles ind i søvnens blide favntag igen. Og det var først, da den varme beøring stoppede og små skridt kunne høres, at det gik op for ham, hvad det var.
Et smil passerede hans læber, og han måtte atter minde sig selv om at lade øjnene forblive lukket. Nu, med tanker om Evangeline og kildrende læber, dasede han ind i drømmeland igen.

// Skal du bare indvie morgenen ved dit næste indlæg? xP //

//Jep;D//

Evangeline satte sig smilende i sengen. Hun havde ikke lukket døren efter sig, men blot ladet den stå på klem, hvilket nok var en fejltagelse, da Athal måske huskede, at den var lukket, da han faldt i søvn. Denne del, havde hun ikke tænkt igennem, og hun skubbede blot tanken fra sig, og beroligede sig selv med, at han havde været så træt, da han faldt i søvn, at han nok ikke havde lagt mærke til, hvorvidt døren havde været åben eller ej. Så hun droppede hurtigt at finde på undskyldninger og forklaringer på, hvorfor døren nu var åben, og at den ikke var det før. Hun kunne naturligvis også bare lukke den. Men dette ville måske vække ham, og chancen turde hun ikke tage. Ja, og så var trætheden også ved at tage magten over hende, så hun lagde sig på sofaen, med en pude og et tæppe, og inden længe var også hun lagt væk i drømmeland.

Den følgende morgen, vågnede Evangeline tidligt, da hun om aftenen, ikke havde trukket gardinerne for i stuen. Vinduet i stuen vendte mod øst, hvor solen jo stod op, mens det andet vindue i soveværelset, vendte den modsatte vej. Hun satte sig op på sofaen, og gabte lavt, for ikke at væggee Athal, hvis han nu stadig sov. Hun rejste sig op, og gik ud på badeværelset, hvor hun børste tænder, lagde en let make-up, gik i bad, ordnede sit hår osv. Hun tog en badekåbe på, da hun var færdig. Den gik hende til et lille stykke over knæene, og så ud, som badekåber, nu engang gjorde. Hun ville ikke gå ind i soveværelset og hente noget tøj, hvis Athal ikke var vågnet endnu. Han havde vidst brug for at sove. Istedet, gik hun over til komfuret og påbegyndte morgenmaden.

Athal snusede søvnigt ind og puttede sig noget mere i dynerne. Trætheden hang stadig i øjnene, og tanken om overhovedet at prøve at åbne dem var utænkelig. Han gabte og klemte øjnene lidt fastere i for at sove videre, men nu var lugten efterhånden blevet for dominerende.
Det var en god lugt, der fristede noget så grusomt, men alligevel kunne Athal ikke lade være med at blive irriteret. Nu lå han jo her og sov i sin sødeste søvn, og så kom der bare sådan en dejlig lugt og ville lokke ham ud af sengen!
Med det samme gav hans mave sig til at knurre. Hans hånd fløj demostrativt ned på den, men ligemeget hjalp det. Sulten gnavede allerede alt for meget. Med et lavmælt suk slog han øjnene op. Han var stadig forbandet træt, men når der trods alt var mad på bordet, og maden knurrede som et syngende vildsvin, var der jo ikke noget at sige til det.
I samme øjeblik kom han i tanke om Evangeline. Mundvigerne røg ubevidst opad, og han kørte en hånd gennem håret. En sær drøm havde foregået natten igennem. Han havde drømt, at hun havde betragtet ham, sovende, og dernæst kysset ham på kinden. Det var lige før, han troede på, det var sket, men så mindede en mere fornuftig hjernedel ham om, at sådan noget usandsynligt umuligt kunne ske.
Gabende satte han sig op, hvorefter han brugte et ekstra minut på at tage sig sammen til at rejse sig. Endelig stod han på gulvet, og så var det bare madlugten, der var guiden.
Som rigtigt gættet stod Evangeline og lavede morgenmad. Athals mave gav sig til at rumle igen, og han blev pludselig pinligt bevidst om sit morgendrukne udseende. Han prøvede desperat at glatte sit uredelige hår med hænderne og rømmede sig dernæst.
"G'mor'n," hilste han og stak hende et smil. "Jeg syntes, jeg kunne dufte mad."

Evangeline stod ved komfuret, smilende, over at hun havde en at lave maden til. At det ikke kun var hende selv i lejligheden. Følelsen kunne hun sagtens vænne sig til, men hun vidste jo godt, at Athal nok snart tog afsted.. Måske endda samme dag. Tanken gjorde hende ikke ligefrem glad. Hun nød at have ham i nærheden. Hun vidste ikke hvorfor, men blot følelsen af, at han var hos hende, gjorde hende glad.

Hun havde slået nogle æg ud på en pande, alt imens hun stod og stegte bacon på en anden. Hun ristede brød på brødristeren, og en helt masse andre ting - på samme tid. Jo, hendes arbejde på baren, havde gjort hende helt professionel omkring at have gang i en million ting, på en gang. Hun vidste ikke hvad Athal plejede at spise, og hvad han godt kunne lide, så hun havde planlagt et stort morgenbord, med alt hvad hjertet kunne begære. Da de kun var to, var det ikke en speciel dyr omgang, og hun regnede med, at han nok trængte til noget ordentligt at spise efter en god nats søvn, som hun håbede han havde fået.

Hun vendte sig om mod Athal med en pallet-ting - eller hvad de nu hed.. det vidste hun faktisk ikke - i hånden, til at vende æggene med. Hun gengældte hans smil. De akavede øjeblikke fra aftenen før, gad hun ikke ærge sig over længere. Det var en ny dag.. en ny start.
"Godmorgen. Har du sovet godt? Jeg håber ikke jeg vækkede dig" Igen smilede hun, og vendte sig mod komfuret, da et ur ringede, og fortalte hende, at en af de mange ting, som stod på komfuret var færdige. De var æggene. Hun tog dem af panden og smed dem med lethed, over på en tallerken, hvorefter hun vendte de bacon-stykker, som lå på panden. Selv når hun lavede mad, var hendes bevægelser yndefulde og elegante.

Nøj, hvor duftede det bare godt! Athal stirrede et langt øjeblik helt fortabt på maden, men rystede sig så ud af trancen, da Evangeline snakkede til ham. "Jah, det .. har jeg," svarede han en smule svævende og kunne ikke helt bestemme sig for, om han skulle glo på speljæggene eller på hende. "Og, æh, nej, det gjorde du ikke." Han kløede sig i nakken og trådte lidt nærmere. "Hvor har du dog lært at lave sådan noget?" røg det imponeret ud af ham. Aftenen forinden havde hun været så utrolig forførende og sød, og nu sprang hun tilmed ud af skaet som den (formoderlige) perfekte kok!
Han begyndte at stille færdiglavede retter over på bordet og var nærmest ved at hoppe af ren utålmodighed. "Jeg vidste ikke, vi fik besøg af dronningen," kommenterede han med et grin med henvisning til al hendes mad. Nu duftede det ikke kun godt; nu stod det og fristede ham mere end nogensinde. Med det samme knurrede hans mave igen, og han blev lettere rød i hovedet. "Undskyld," sukkede han og gjorde en øjenvenden. "Jeg tror vist, det er længe siden, min mave har fået sådan noget godt mad." Han lod sig læne op ad køkkenskranken og betragtede hende nysgerrigt, mens han tænkte.
Hvad mon der nu skulle ske? Planen havde været at drage videre, så snart han var stået op - men det var jo også før, de aftenen forinden sad i hendes lejlighed og var ved at køre den helt ud. Han kunne ikke at være her, det kunne han skam, og en hel dag mere sammen med Evangeline ville skam heller ikke gøre megen skade. På den anden side vidste han ikke helt, hvad hun vile sige til det, og om det overhovedet var en god idé.

Evangeline smilede, og gjorde med en enkelt bevægelse, den sidste mad færdig, ved at flytte det fra panden og over på en tallerken. Hun begyndte at tale imens hun stillede det sidste over på bordet. Hun sendte ham et sødt og taknemmeligt smil, da han hjalp med at bære noget over på bordet. Det havde han da slet ikke behøvet. Det var jo ham der var gæsten.
"Min mor var meget glad for at lave mad.. hun har lært mig det jeg kan, selvom det nu ikke er noget særligt.." Sætningen hang lidt i luften, inden det gik op for hende, at hun havde nævnt sin mor. Hun gik i stå et kort øjeblik, pga. af alle de tanker og minder, der slog ned i hende, som var de lyn. Minderne chokerede hende, lammede hende.. Og så skubbede hun dem væk, og forsatte hvorfra hun var gået i stå. Hun måtte da snart lade vær', med at opføre sig så mærkeligt, bare fordi hun nævnte noget bestemt.

Hun smilede og trak en af stolende ud, fra bordet, og gjorde tegn til, at Athal skulle sætte sig, hvorefter hun selv satte sig på stolen overfor.
"Vi har besøg af en konge, som jeg mødte på en strip-bar igår aftes.." Hun grinede sødt og smittende, som hun hele tiden havde gjort. Hun mente selvfølgelig at Athal, var den såkaldte konge. Evangeline smilede lidt over hans maves lyde, og smilede så.
"Der er masser af mad. Spis hvad du kan, det virker som om, du har brug for det" Hun sad lidt og så på ham, og ventede blot på, at han satte sig ned. Hun ville da ikke begynde, for han havde sat sig. Han var jo hendes gæst, og det ville være uhøfligt.

Evangeline betragtede Athal lidt. Hun ville elske at have ham boende her i et lille stykke tid. Blot indtil han fandt noget andet.. Hun nød virkelig hans selskab. Hun ønskede virkelig at han havde lyst til at blive, men hun turde ikke spørge.. Hvad hvis han afviste hende, ligesom aftenen før? Hun skubbede minderne fra den forgående aften væk. Nej, det ville hun ikke tænke på nu.

Når et så yndefuldt væsen som Evangeline befinder sig i nærheden af en, bliver det meget let at føle sig dum og klodset. Athal rettede sig op og rakte armen ud i intensionen om at trække hendes stol ud. I forbifarten kom han (spørg ikke hvordan) til at strejfe en af tallerkenerne med mad på, og i det næste var han i fuld gang med at redde hele molevitten fra at falde på gulvet.
Et nervøst grin gik over hans ansigt, og han blev glad for, at hun begyndte at snakke. Det var ikke svært at høre, at emnet havde en hel særlig betydning for hende, og han stod og tyggede lidt på den. "Så må hun have været en dygtig kok," sagde han endelig og stak hende endnu et smil.
Uden varsel gav han sig til at grine. "Ved du hvad; hvis jeg ikke vidste, hvad det havde drejet sig om, ville jeg totalt ha' misforstået den sætning." Han satte sig ned, og endnu engang modtog maden et hengivet blik. Det var næsten alt for svært at bestemme sig, og til sidst endte det med, at han tog noget fra hver.
Som forventet smagte maden helt fantastisk. Athal måtte tage sig selv i ikke at komme til at skovle i sig som et værre vildsvin, men der gik nu ikke længe, før det, der havde befundet sig på hans tallerken, var væk.
En del overvejelser var gået gennem hans hoved, og han havde efterhånden skrabet en del mod sammen nu. Måske gjorde maden mere end bare at mætte. "Du, Evangeline .. " sagde han tøvende. "Øh .. Har du lyst til .. Jeg mener, ku' du tænke dig sådan at - at vise mig noget af byen .. i dag? Hvis du altså ikke skal noget," skyndte han sig at tilføje med et håbefuldt smil.

Et lille let grin, røg over Evangelines læber, da han var ved at vælte tallerkenen. Den klodsede og generte måde, han var på, var så sød.. Det tiltrak hende på en helt anden måde, end de andre mænd gjorde. Der var noget over Athal. Noget der fik hende til at lyse op i et smil, når han var hos hende. Noget der fik hende til at ønske, at han ville blive hos hende.. Hun vidste ikke hvorfor, men.. hun overvejede stærkt at fortælle ham sin hemmelighed. Den der fik hende til at gå i stå, hver gang et specielt emne blev taget op. Hun følte at hun kunne stole på Athal, og at han ville kunne bære på den, og holde den for sig selv.
Hun brød ud i et til af hendes grin, da han fortalte hende, at sætningen kunne misforståes. Det havde hun ikke selv tænkt over, men når hun gentog sætningen for sig selv i hovedet, kunne hun godt se, hvad han mente.

Evangeline smilede over Athal. Det var tydeligt, at han prøvede at holde sig lidt tilbage, for ikke at virke alt for ivrig og alt for dyrisk. Hun så blot på ham, og sagde; "Du skal bare spise hvad du kan. Der er jo masser af mad.." Imens tog hun selv lidt af hvert over på sin tallerken og gav sig til at spise. Hvor var Athal dog sød.. så genert.. så.. Hun havde aldrig sådan rigtigt følt det for nogen anden før.. han var noget specielt. Hver en bevægelse han lavede.. især de klodsede.. fik hende til at længes efter, at ligge armene om ham. Men hun turde ikke gøre det.. Tænk, hvis scenariet fra aftenen forinden ville gentage sig? Så var det da helt sikkert, at han ikke ville være hos hende længere.

Evangeline smilede, da han stammende og usammenhængende begyndte at tale. Hun var begyndt at holde af, hans generte måde at være på. Som sagt, fandt hun det sødt, at han var sådan. Hun lyste dog straks op i et stort smil, da han spurgte hende, om hun ville vise ham byen. Det betød jo, at han ville bruge en dag mere sammen med hende.
"Ja, selvfølgelig" Hun svarede hurtigt og smilende. Selvfølgelig ville hun vise ham byen! Hun ville vise ham hele Di Morga, hvis han ønskede det! Dog holdt hun sin ivrige tankegang for sig selv..

"Tro mig, jeg holder nærmest kun igen," lo Athal og snuppede endnu et spejlæg. Lidt mere mad blev skovlet i den unge dæmon, men så snart hun havde givet ham sit ja til rundvisningen, glente han med det samme alt om morgenmad. "Jamen .. det lyder jo godt!" udbrød han med slet skjult begejstring.
Skyndsomt tørrede han sig om munden med en serviet, mens mulighederne svirrede i hovedet. Selv om aftenen havde været eksotisk og spændende, virkede alt meget bedre i dagslys. Det var næsten som om, der var kommet noget mere menneskeligt over hende - eller hvad det nu hed, siden hun jo var elver. Det var som om, de var gået dybere end til udseendet.
De blå øjne udvidede sig og stirrede nysgerrigt på hende. Hun virkede som en befærden borger, og måske ville det endda være muligt at finde et sted at bo med hendes hjælp. Det var ikke altid lige så dejligt at skulle slæbe rundt på den samme, gamle taske, og så var det jo dejligt at få en blød seng at sove i indimellem.
Opmuntret af tankerne sprang han op og stå. Han samlede spiste tallerkener sammen og bar dem over til vasken.
Og den klodsede hjernedel? Ja, den bar sig naturligvis ad med at skrige: "IKKE TABE, IKKE TABE!"
Han tændte for vandet og vendte sig mod Evangeline, mens det løb sig varm. "Gør du dig bare klar," bød han muntert. "Nu lavede du jo maden og det hele." Og for pokker, hvor havde den smagt godt!

Evangeline spiste færdigt, imens hun i smug betragtede Athal. Igen overvejede hun, om hun skulle fortælle ham det. Om han gerne ville høre det. Hun smilede blot til ham.
Hun sendte ham et lettere overrasket blik, da han lige pludselig gik fra at være sulten, til at ville se byen. Endnu mere overrasket blev hun, da han tog alle tallerknerne og begyndte at vaske op. Det havde han virkelig ikke behøvet. Han var jo hendes gæst. Hun samlede de glas de havde drukket af sammen, og stilte det hen på bordet ved siden af håndvasken. Ved denne bevægelse strejfede hendes arm, blidt Athals ryg.
"Det behøver du virkelig ikke, Athal" Hun smilede taknemmeligt til ham, og lod blidt hendes hånd kærtegne hans skulder.
"Lad mi hjælpe dig" Hun så lidt på ham, og sendte ham sit søde smil, hvorefter hun fandt et viskestykke frem fra en skabene og begyndte at tørre de ting af og sætte dem på plads, som han havde vasket op. Hun ville ikke lade sin gæst, stå her og vaske op helt alene..

Athal havde atter vendt sig mod den rindende hane, som nu havde skabt et varmt skumbad til tallerkenerne og andet opvask. Han begyndte at rengøre forskellige dele, mens han blev ved med at skotte mod Evangeline.
Gad vide hvad hun tænkte. Hvor meget syntes hun egentlig om ham? For blot seks timer siden havde han været overbevist om, at det i hvert fald ikke 100 procent havde været ham, hun ville have. Men så, da hun bad ham blive, fik situationen et helt andet lys. Om sine egne følelser var han ikke i tvivl.
"Ah, det skal du ikke tænke på," smilede han og rødmede en smule, da hun noget så tilfældigt strejfede hans ryg. Eller det troede han i hvert fald i første omgang, indtil hun aede hans skulder. Med en rømmen vendte han sig mod opvasken.
Snart gik de beskidte tallekener fra urene til skinnende igen. Athal rakte ud for at slukke vandhanen, stadig utrolig ivrig efter at få vist byen, og kom i forbifarten til at skyde noget sæbevand på Evangeline. En grimasse løb over hans ansigt. Han åbnede munden for at undskylde, men så gik en tanke gennem ham.
Med et lumsk smil vendte han sig atter mod vasken. Dog trak han ikke ud, og da han denne gang skulle gøre en "tilfældig" bevægelse med hånden, sprøjtede det med vand, og noget ramte igen hendes tøj. Han så på hende med løftede øjenbryn, mens et udfordrende smil prydede ansigtet.

Evangeline betragtede nøje Athals reaktion på hendes kærtegn. Hun vidste ikke, om hun måske var gået for langt. Hun turde ikke rigtig at gøre noget, af frygt for, at det der skete aftenen før, skulle gentage sig. Det ville betyde, at Athal gik.. og så, ville hun måske ikke for ham at se igen. Hun var nødt til blot at lade ham tage de skridt der skulle tages. Han måtte lade hende vide, hvad han gerne ville, og så gøre det.. hun ville ikke risikere, at han skubbede hende væk, afviste hende... Hun ville ikke føle den skam igen. Aldrig. Aftenen før skulle være første og sidste gang. Aldrig nogensinde ville hun føle sig så billig igen. Aldrig!

Evangeline tørrede de sidste tallerkner og glas af, og satte det hele på plads. Inden længe, var det hele så rent, som før, hun begyndte at lave mad.
"Hey!" Hun grinede da skummet fra vandet ramte hende. Ikke bare en, men to gange.
"Det skal du få betalt!!" Med et drillende grin på læberne, satte hun en hånd ned i opvaske vandet og rettede den mod ham, så vandet røg op i hans ansigt.

Spruttende og armbaskende bakkede Athal et skridt tilbage i ren forsvrasteknik. Med en uendelig langsom bevægelse lod han en hånd stryge ansigtet, lige dér hvor sæben var ramt. Øjnene klemte sig sammen til smalle sprækker, og imens blev smilet mere og mere lusket. "Dét der," sagde han, "sku' du ikke ha' gjort."
Med et vift fejede han en ny skumtop af vand og sæbe over på Evangeline. Det hele var så sjovt, vandkampen, at han måtte koncentrere sig om ikke at gå over gevind og anvende sine dæmonkræfter som fordel. Han regnede ikke lige med, at Evangeline havde lyst til at få en tung stråle vand lige i ansigtet.
Kombinationen mellem vandet og Athals hud satte en hel speciel proces i gang. Midt i situationen havde han fuldkommen glemt, hvad der skete med ham, når han kom i nærkontakt med vand, men med det samme, at vandet ramte ansigtet, syntes det straks mere grønligt i det. Ja, det så ud endda ud som om, der dannedes skæl. Ingenting lagde han selvfølgelig ikke mærke til.
Det var først, da han endnu engang skulle til at sprøjte på hende, at han kom til at se på sin hånd. Den var ligeledes grøn og skællet, og svømmehud delte sig mellem fingrene.
Han blev så rød i hovedet, som det overhovedet kunne lade sig gøre midt i det grønlige, og sendte Evangeline et våpgent blik. Havde hun mon allerede set det? Hvordan ville hun mon reagere? Han blev med ét så frfærdeligt bange for, at hun ville løbe skrigende væk, og det satte kun nervøsiteten op i højere gear.
Et nervøst smil trak hans mund ud.

Evangeline grinede højt, da han ramte hende med vandet.
"Iih.. jeg er jo også SÅ bange for dig" Sarkasmen var tydelig i hendes stemme, og et drillende smil spillede på hendes læber. Hun satte hånden ned i vandet, for at sprøjte på Athal igen, men hun stoppede midt i bevægelsen. Der hvor vandet havde ramt ham, var huden så småt begyndt at ændre sig fra hans normale hudfarve til en grønlig en af slagsen. Den grønne farve blev mere og mere intens og begyndte langsomt at danne skæl. Hendes hånd lå forsat i vandet. Hun var stivnet. Uden at røre sig, betragtede hun ham, imens forvandlingen forsatte. De grønne skæl, var ikke kun i hans ansigt længere, men så vidst hun kunne se, over hele hans krop. Det der på en måde chokerede hende mest, var hans hænder. De var også dækket af skæl, med svømmehud imellem fingrene. Efter det med søstjernen aftenen før, vidste hun godt, at han havde nogle evner af en slags. Men hun havde ikke i sin vildeste fantasi forstillet sig det her.. Langsomt, vænnede hun sig til synet af ham og hans "grønne" udseende. Forsigtigt lod hun sin hånd blidt kærtegne hans ansigt. Der hvor vandet havde ramt først. Hun så ikke forskrækket eller bange ud. Hun var bare.. overrasket og lettere chokeret. Men selv ikke, hans grønne "look", fik hende til, at trække sig væk fra ham. Et lille smil bredte sig på hendes læber, da hun så farven i hans ansigt.
"Rød står godt til de grønne skæl der" Hun grinede og hentydede til den røde farve, han jo havde fået i ansigtet. Sammen med de grønne skæl, fik det hende til at tænkte på et trafiklys, der lyste rød, når man skulle stå stille, og grøn, når man måtte passere vejen. Det, og hendes drillerier fik hende til at grine. Ikke et hånligt grin. Men det søde, smittende grin, hun havde.

Athal stivnede mindst lige så meget som Evangeline. Øjnene, der heldigvis havde beholdt sin blå farve, blev store og kuglerunde, og han mærkede skuffelsen skylle ind over sig. Nu ville hun med garanti løbe sin vej - eller værre endnu! Erklære ham ud af lejligheden for den vandskabning, han nu var blevet!
Han var nær ved at bakke tilbage, da hun rakte en hånd ud efter ham, men endte med målløs at blive stående, da hun blidt lagde den på hans kind. Fuldkommen ude af fatning hørte han hendes selvsikre ord, og der passerede endu et sekund, før han havde fattet dem helt.
"Virkelig?" sagde han og smilede begejstret, så de nydannede, spidse tænder kom til syne. Hendes ord gjorde ham kun endnu rødere i hovedet, og han stirrede på hende i et langt øjeblik. En konflikt så ud til at foregå bag øjnene, og han lænede sig en smule frem, som havde han tænkt sig at føle hende mod sig igen. I stedet var det vasken han var ude efter, og vandet ramte hende igen med et plask. "Så er det godt, du også kan tåle vand!" grinede han.
Han glanede ned af hendes våde tøj og skar en lille grimasse. "Hmm, jeg tror vist, vi skal skifte tøj, inden vi vover os ned i byen."

Evangeline så frygten i hans øjne. Frygten for, at hun ikke ville have noget med ham at gøre pga. ændringen i hans udseende. Men det betød ikke noget. Hans udseende ændrede ikke noget. Det gjorde hende faktisk lidt trist at se ham sådan.. Men på en måde gjorde det hende glad.. For det betød, at han gerne ville blive. At han ikke ville forlade lejligheden.. medmindre hun altså var med. At han ønskede hende hos ham, ligesom hun ønskede ham hos hende. Hun havde lyst til at slå armene om ham og fortælle ham, at han ikke skulle være bange, for at hun bedømte ham, på hans nye udseende. Men istedet fjernede hun hånden og smilede.

Smilet blev erstattet af et "Hey!" og et bredt grin, da hun med en yndefuld bevægelse, lod vandet sprøjte fra vaskebaljen op i hovedet på ham.
Hun smilede og grinede på en drillende måde.

Evangeline så ned af sig selv. Hun var stadig iført morgenkåben, som gik til midt på hendes lår.
"Jeg skulle nok have tøj på alligevel" Hun grinede igen og et kort øjeblik så hun ham dybt i øjnene. Hun stod sådan lidt.. og kiggede ind i hans øjne, uden at røre sig. Øjeblikket varede dog kun i få sekunder, og så blinkede hun igen, og smilede igen.

Athal drejede hovedet væk, men forsent. Han spruttede og tørrede sig om munden. Nej, sæbevand smagte sbsolut ikke godt. Nok kunne han overleve flere dage i sumpet søvand uden så meget som at bevæge sig op mod overfladen efter frisk luft, men med noget så kunstigt som sæbe i munden - bvadr!
Hendes kommentar var medvirkende til den latter, han slog op. "Nej, da!" inssisterede han med påtaget forfinelse og viftede guidende med hånden. "Badekåben ville da stå nydeligt til dig." Han løftede lidt op i det våde kluds, som nu mere var et ærme, hun bar (det gav ham også en undskyldning for at røre lidt ved hende) og tilføjede en ny grimasse til samlingen. "Eller .. " Han grinede igen.
Et intenst øjeblik udviklede sig pludseligt imellem dem. Athal standsede op og stirrede forundret tilbage i hendes øjne. Noget var .. forandret. Det tog ham lidt tid at finde ud af, og han opdagede det først, da hun blinkede det væk.
Hvor var den forførende kontrol i hendes grønne øjne blevet af? Den sidste aften havde hun nærmest kun brugt dem på at forføre og ovetale ham, og han havde været umådelig tæt på at fjerne alt, hvad der hed tøj og sko, mellem dem. Men nu, nu var det væk. Ikke et snert af den flirtende Evangeline befandt sig i rummet, og det efterlod en helt ubeskrivelig, underlig følelse.
Med en hovedrysten trak han sig ud af den uventede koma. Han strøg sig over hagen, hvor huden efterhånden var begyndt at tørre. Det gjorde også, at skællene langsomt forsvandt, og han mærkede med tungen, at hugtænderne også snart var væk.

Et grin røg over Evangelines læber, da han tørrede sæbevandet væk. Hun tog blidt hendes hånd, og hjalp ham med at tørre det væk. Hun så til, imens han langsomt fik sin oprindelige skikkelse tilbage.
Hun vendte sine smukke grønne øjne mod hendes badekåbe som var våd, og hun trak lidt ekstra i snorene, da hun opdagede at den var ved at gå op. Da hun ikke havde noget indenunder, ville det have været en sand katastrofe! Hvad ville han ikke sige, hvis hun pludselig stod nøgen foran ham mit i køkkenet. Hun strammede snorene lidt mere, blot for at være sikker på, at det ikke ville ske.

Evangeline undrede sig over, hvad det var, Athal gjorde ved hende. Efter aftenen før, havde hun været meget forsigtig med, hvad hun gjorde og ikke gjorde. Hun ville ikke have han forlod hende igen. Han var.. fantastisk. Når han var hos hende, var hun glad på en helt anden måde, end hun havde været før.
Hun havde tilladt sig selv at blive væk i hans øjne. Hun havde ikke lagt mærke til det før, men de var dybe, blå og.. hun sørgede for, ikke at kigge direkte ind i dem igen. Nu måtte hun da tage sig sammen! Hvor var den forførende og flirtende Evangeline??

Som en permanent farve klæbede rødmen til Athals ansigt. Han smilede til hende og skød skyndsomt blikket ned af hendes morgenkåbe uden at virke alt for stirrende. Den så nu lidt slatten ud efter alt det sæbevand.
"Vent .. " sagde han stille, undersøgende. Forsigtigt, som var han bange for hun ville føje ham, lagde han begge hænder på hendes skuldre. "Har du lyst til at være tør igen?" Spændingen summede i kroppen. Ville det være på tide at vise endnu en af hans 'superkræfter'? I så fald følte han, han burde afhjælpe hende lidt med det våde. Det var jo sådan set ham, der havde startet vandkampen.
Han trak vejret dybt og fastholdt sit intense blik på Evangeline. Samlede energier og koncentrerede sig om alle de vandmolekyler, der befandt sig i rummet. Snart begyndte det at trække i hendes våde morgenkåbe. Følelsen af at have puttet den ind i en mikrobølgeovn på fuld tryk kunne sagtens passe som en god beskrivelse. Al fugt trængte sig ud og videre ind gennem Athals hænder. Til sidst var morgenkåben fuldkommen tør. Ikke så meget som fugtig.
Athal havde set koncentreret ud (det havde trods alt krævet lidt), men nu smilede han bredt. Førhen havde han følt sig en smule træt på grund af de få timer med søvn, han havde fået, men det styrkende vand, han netop havde oevrdraget fra hendes morgenkåbe, gav en helt ny energi.
Hans øjenbryn bevægede sig højere op, og han så¨stolt på Evangeline.
"Jeg kan mere end bare at blive til en kæmpefisk," sagde han med et lille grin.

Evangeline kunne have slået sig selv, da hun så i Athals blik, at han havde lagt mærke til at hendes morgenkåbe havde løsnet sig. Men det værste var, at hun ikke vidste hvordan han tog det.. ville han gerne have, hun bare have ladet den løsne sig? Eller var han lettet over, at hun strammede den? Hvorfor kunne hun ikke se det i hans øjne? Hvad var der dog galt med hende? Først kunne hun ikke forføre ham.. og nu kunne han heller ikke gennemskue hans tanker ved at se ham i øjnene? Hun blinkede et par gange og konflikten var tydelig i hendes øjne. Hvor det dog irriterede hende! Hvad var der galt med hende? Hun havde lyst til at skrige, så absurd var det.. Athal var vel bare en dreng som alle andre, eller.. Ja, det var jo lige det han ikke var..

Hun smilede da han lagde armene på hendes skuldre og begyndte at tørre hendes morgenkåbe. Det føltes så dejligt varmt om hendes hud, hun lukkede øjnene i et kort øjeblik.. bare for at nyde følelsen. Da hun åbnede øjnene igen, betragtede hun ham smilende, indtil hendes morgenkåbe var tør igen.
Hun grinede over hans bemærkning, og smilede så.
"Du er da lidt nuttet som fisk" Hun grinede, og kunne ikke lade være med at smile lettet, da lidt af hendes selvtillid vendte tilbage.

Der passerede flere sekunder end nøvendigt, før Athal fjernede hænderne fra hendes skuldre. Hendes øjne virkede allerede sært hypnotiserende igen, og snart måtte han slippe for ikke at handle overilet.
Energisk gned han håndfladerne mod hinanden, koncentrerede sig endnu engang, og snart var al vandet også trukket ud af hans tøj.
"Det er i hvert fald ikke lige det bedste udseende til datingpotientalet," konkluderede han og lo i et overbærende forsøg på at skjule sin rødmen. Kommentaren kunne vist heller ikke have passet mere til situationen. Han vidste ikke helt, om det havde været et rent tilfælde, eller om det havde noget med hende at gøre.
Han stablede de sidste tallerkener på plads og bevægede sig så ud mod toilettet med rygsækken over skulderen. "Jeg er meget spændt på at se byen, Vange!" råbte han lettere drilsk med døren halvt åben. Han viftede med hånden, en slags vinken, og lukkede så døren.
Da alt nødvendigt (og livsnødvendigt i Evangelines - eller Vanges - selskab) var klaret, traskede han tilbage. Det brede smil pyntede hans ansigt, og han lod en hånd, der led af en smule nervøsitet, løbe gennem håret.
"Æh, hrm, jeg fik vist ikke spurgt om hvornår, du synes, vi skal gå. Foretrækker du at vente lidt?" spurgte han med store øjne. Turen på badeværelset havde givet ham en del betænkningstid, og han havde endnu engang overvejet sine muligheder.
Med hensyn til sine følelser med Evangeline, var han stadig i fuldkommen vildrede. Det størte spørgsmål, der mest af alt kredsede rundt i hans hjerne, var: Hvad synes hun om mig?!