Curse God

De havde hurtigt lagt kirkegården bag sig. Forsat fremad til en gamle og hærgede forstad havde omringet dem. Selvom stedet sværmede med rygter om alverdens ulykker og sære monstre, stødte de ikke på en eneste levende sjæl. De havde derfor forsat uforstyrret med at gå frem, mod stedet vampyren havde i tankerne.
Da de var nået frem til huset, havde Titan, uden tøven åbnet døren og trådt ind i et hus, der var overraskende godt i stand. Han havde ikke belemret sin følger med at snakke eller forklare, men havde i stedet, stedkendt som han var, gået igennem to rum, og trådt hen til en trappe ned til kælderen.
Her havde han tavst gået hen ad den mørke gang, for til sidst at åbne en dør. Her havde han ladet hende gå først ind. Derefter havde han fulgt efter og lukket døren bag sig.

Nu stod de her, i et kælderrum med en blinkende loftslampe placeret i rummets centrum.
Lige under lyset, stod et simpelt bord med to tilhørende stole. Grundet rummets placering, fandtes der ingen vinduer. Rummet var foruden bordet og stolene kun møbleret med en enkelt bogreol, halvfyldte støvede hylder, og et skab. Ellers var rummet tomt, og takket være det eneste lys, der fungerede som spotlys over bordet, var endevæggen, den der var modsat døren, indhyllet i ubrydeligt mørke. Det var derfor umuligt at bedømme hvor stort rummet i virkeligheden var.

”Velkommen til.” Lød den rolige og følelsesforladte stemme, der tilhørte vampyren, der havde fået ledt hende herned og lukket døren bag hende. ” Tag plads” Han trådte frem så de stod side om side, og gestikulerede til den ene stol, i det blinkende lys. Selv trådte han, hvis hun valgte at sætte sig, frem til den anden stol, men ville, selvom hun satte sig, ikke gøre det samme, men holde sig ude af lyset lidt endnu.

Charlie kiggede sig lidt omkring for at betragte omgivelserne, hun undgik at sige noget på hele gåturen, da hun sådan set ikke havde noget at sige. Hun ville først sige noget på de rigtige tidspunkter og derfor tiede hun stille. Hun lod sine øjne hvile på huset som de nu stod foran; som måtte være hans hjem eller blot et af hans tilholdssted.
Hun gættede sig frem da hun ikke kendte ham yderligere.

Vampyrinden trådte indenfor efterfølgende da han havde åbnet døren, indgangen til huset. Derefter begyndte hun at følge efter ham igen og hun tænkte over hvor han havde tænkt sig at føre hende hen. Et lille smil dukkede frem på hendes læber imens at hun så sig omkring af det hun kunne nå at se inden at de trådte ned i kælderen og ind i et rum hvor hun atter kiggede sig omkring. Det var ikke stort og der var ikke ret mange ting i rummet. Charlie sagde stadigvæk ikke noget, da der kom enkle ord ud af hans mund: velkommen til.

Hun nikkede enkelt gang da han sagde at hun skulle tage plads, hun kiggede lidt hen på ham inden at hun trådte hen til den ene stol som han så fint gestikulerede til. Hun tog stolen lidt ud og satte sig ned; hvorefter at hun rømmede sig. "Hvad skal vi helt præcist.. i dette rum?" spurgte hun lige ud, uden at vide om hun ville få et svar. Hun lagde det ene ben over det andet hvor hun derefter lagde sin ene hånd på hendes ene lår, i en elegant bevægelse. Charlie vidste ikke hvad der skulle ske når det kom til stykket. Hun vidste bare at han ikke var gået fra hende så deres møde var endt. Hun kunne heller ikke læse hans tanker, derfor ventede hun blot på hvad han ellers havde at sige og se hans næste træk?

Hun havde gættet rigtigt. Han havde været i huset før. Adskillige gange. Godt og vel en måned i mellem hver gang. Nu var han her igen og det eneste som var anderledes var det efterhånden tykke lag støv, der sås på hver plan. Alt andet stod præcis som han havde efterladt det. Klar til brug.

Han fulgte hende, da hun satte sig ned, men undlod selv at træde ind i keglen af lys. Stod i det ubrydelige mørke der var omkring. Han havde rigelig tid og lys til at se hende ordentlig an. De fine og mindre træk, der havde været usete på kirkegården, stod nu tydelig frem i det blinkende lys.
De mørke øjne fangede lyset, der bosatte sig i dem begge, og fik en skræmmende skær frem i vampyrens blik. Som et rovdyr, lurende i mørket, observerende det fulgte byttedyr.

Han tyssede på hende. Stoppede hende i at stille flere spørgsmål, med en yderst beroligende klang. Ufatteligt at hun ikke var mere panisk. Hun var trods alt låst inde i en kælder, i et ukendt hus, med en ukendt mand, hvis øjne lyste op, i det ellers rungende mørke, der var udenfor lyskeglen.
Efter en tavshed så dyb som det omliggende mørke, besvarede vampyren langt om længe hendes spørgsmål.
”Vi skal lave et lille forsøg..” lød det ikke synderligt beroligende svar. ”Og du skal være forsøgsdyret.” konstaterede han. I det han sagde det, trådte han ind i lyset. Det ramte hans ansigt, og tænderne, der i kort øjeblik var blottet i et smil, skinnede lystigt. Mindst ligeså faretruende som øjnene.
Vampyren valgte stadig ikke at sætte sig, men trådte om bag kvindens stol. Lagde en kold hånd på hendes skulder. ”Ikke noget du skal være bange for, selvfølgelig” Lød den rolige tyssende stemme. Behagelig. ”Jeg skal nok passe på dig” stemmen afslørede et smil. Han strammede let grebet om hendes skulder, og tog så, uden yderligere ord, en kanyle frem, og stak den i hendes hals, lige over det ene kraveben.

Da den klare væske var væk, lagde han kanylen på bordet med en uhyggelig sindsro.
Væsken ville ikke forsage hende nogen smerte overhovedet. Det eneste hun ville mærke var stikket. Ellers ingen ting. Men selvfølgelig var væsken ikke uskadelig. Det var intet i dette rum.
Dens virkning var overraskende simpel.
I de næste 9 minutter ville hun kun være i stand til at sige sandheden. Foruden at være tvunget til at svare, selvfølgelig.
Titan spildte ikke tiden.

”Når, kære, fortæl mig lidt om dig selv, hvem er du?”
Titan stillede spørgsmålet, i det han nu selv tog plads på den anden stol. satte albuerne på bordet, og lod fingerspidserne berøre hinanden. Ventende på hendes sandfærdige svar på hans spørgsmål.

Hun knep sine øjne lidt sammen mens at hun lyttede efter det som han sagde. Forsøgsdyr.. Hun fnøs, mens at hendes øjne led sig hen på ham da han trådte ind i lyset. Han vidste ikke hvad han havde med at gøre.. men det ville han jo finde ud af med tiden, hun sad yderst pænt på stolen i forhold til hvordan hun ellers ville have reageret på dette da han ville bruge hende som et forsøgsdyr. Hun mærkede en hånd liggende på hendes skulder og sagde stadigvæk ikke noget, *Jeg ved at det er en løgn, ingen har passet på mig siden jeg blev født, så hvorfor skulle nogen passe på mig.. nu?* tænkte hun, mens at hun kunne mærke vreden stige gennem hende.
Hun krummede sig lidt sammen med skulderne da han strammede grebet, men rettede sig efterfølgende op og et skrig undslap fra hendes læber da der blev placeret en kanyle på hendes hals lige over det ene kraveben, heldigt nok for ham at skriget ikke var højt nok til at det lød som en heartless lyd.
Hun gispede lavt mens at hun bukkede hovedet ned så hun kiggede ned af sig selv, uden at kigge andre steder hen, væk fra ham. Charlie mærkede kun stikket, men det gjorde mere ved hende fordi hun havde en Pheonix inden i sig.

Hun rørte ikke på sig, sad blot stille på stolen, som om at alt liv i hende var forsvundet, uden at nogen vidste det, blev hendes øjne røde igen, den grå kedelige farve forsvandt, et mindre legesygt smil dukkede frem på hendes læber mens at hun rettede på hovedet og kiggede hen på ham. Han var dum, et uvident væsen der ikke kunne tænke længere.
,,Charlie Deniella Cardwell..” sagde hun, mere kom der ikke fra hendes mund, han måtte spørge mere præcist af hvad end han ville vide. Hendes øjne der bar den røde farve, som en hver vampyr gjorde, skiftede til en mere mørkerød farve, Pheonixen prøvede at overtage hendes krop, selvom den vidste at den ikke kunne.. så prøvede den alligevel.. af og til kunne den også få lov, men blot i få minutter, eller hvor lang tid det end skulle være, det kom an på hvor svag Charlie var. Jo stærkere Charlie var jo sværere ville Pheonixen have det med at overtage og få magten over hende og sådan var det omvendt, hvis Charlie blev svag.. mere svag end hun havde forestillet sig.
Utroligt nok fik Pheonixen lov, da hun havde fået en form for sandheds serum i sig.
,,Din idé er håbløst…” kom det fra hende, stemmen lød mere kraftig end Charlies.
,,Hvis du vil vide mere om Charlie.. er det bedst at dræbe hende..” Hun fortrak sin ene mundvige i et drilsk smil. *Pheonix, jeg har ikke brug for dig!*… Charlie prøvede at komme ind over hende, og hendes krop begyndte at ryste en smule, som om at den skulle til at kæmpe mod sig selv.
Hendes øjne begyndte at blive grå igen; hun sukkede lydløst, mens at hun prøvede at lade som om at der intet var blevet sagt eller gjort noget.. Hun sagde ikke noget mens at hun blot sad på stolen uden at røre ved bordet eller noget som helst.