The curse inside //Caleb

T: omkring midnat.
O: ingen lige nu.
S: skoven.
V: køligt og regner.

Alyssa havde vandrer rundt i skoven i flere timer. Hendes lange mørkebrune hår klæbede til hendes ansigt. Den sorte kjole klæbede mod hendes hud, og selvom kulden var intenst fordi det regnede, ignorerede hun det. Var træt af det hele lige nu, hun anede ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Var hun virkelig så forfærdelig at ingen ville være sammen med hend?
På sin vis kunne man jo godt forstå det, grundet de evner hun havde. De var også grunden til at hun befandt sig i skoven lige på nuværende tidspunkt. Hendes sind kunne simpelthen ikke holde til presset fra byen lige nu. De brune øjne hvilede ned i jorden, det var svært at se hvor hun gik henne, var hele tiden var at glide på den mudrede jord. De tårer der før havde været så tydelige i hendes ansigt, var nu blevet blandet med regnen.
Tøvende sukkede hun og lagde armene om sig selv, lænede sig mod et træ og satte sig op af det.
Timer forsvandt mens hun sad i regnen, og til sidst rejste hun sig og gik tilbage mod byen. På vejen vred hun om og gav et skrig fra sig, da hun ramte sådan at anklen brækkede. Da hun faldt mærkede hun den mudrede jord under sig, og hun gispede da hun fik sat sig op og holdt kort om sin ankel. Der var langt ind til byen endnu..

Caleb havde siddet og ordnet papirer på galleriet og tog sig til tindingen over så meget der var. Der var meget og de fleste havde ikke gjort rigtigt. Derfor havde han også taget beslutningen om at gøre det selv. Der var meget at rette op på men det skulle jo gøres.
Som han sad med de sidste papirer inden han ville tage hjem kom der et opkald til ham. "Hun er blevet set ude ved skoven tidligere i dag...."
Caleb smækkede bare på og løb ud uden at sige et ord til de ansatte hvorefter han endnu hurtigere kørte mod skoven. Farten kiggede han slet ikke på da det var fuldstændig ligemeget. Da bilen så sad fast i mudderet ude mod skoven, slukkede han bilen og skyndte sig videre til fods så hurtigt han kunne. Selv med hans evner var det svært på grund af mudderet, og det skræddersyede jakkesæt ville nok ikke være til at redde.

Det virkede som flere timer han vadede rundt i mudderet, da han pludselig et stykke væk hørte et skrig. Den stemme var ikke til at tage fejl af så han satte farten op og fandt hende snart. Han satte sig på knæ foran hende og så på hende som han altid havde gjort. "Alyssa..... Det er mig..... Caleb....."

Alyssa havde trukket sig selv op på en sten og sad med en let hånd mod sin ankel. Hun trak vejret dybt ind, og så frem for sig. Det ville gøre ondt at gå til byen.. men valget var desværre ikke et hun havde, da hun jo i sidste ende ville være nødt til det. Blikket gled op imod himlen og hun virkede et øjeblik helt opgivende. Det kunne da også være virkelig ligemeget altsammen.. hvis ingen alligevel ville have hende, var der heller ingen der ville savne hende i sidste ende.
En velkendt følelse kom snigende ind på hende, og hun mærkede kort efter en masse tanker og følelser der ikke var hendes egne. Undrende så hun sig omkring indtil det gik op for hende at det var ham.. Caleb.. hvad lavede han dog herude.. ledte efter hende kunne hun mærke, men hvorfor i alverden spildte han dog tiden med det. Som han nåede hen til hende, og satte sig på knæ, så hun ikke på ham til at starte med.
Faktisk virkede hendes blik en smule tomt og fjernt. Til sidst lod hun dog blikket glide hen på ham. Længe sagde hun ikke noget, for hun anede virkelig ikke hvad hun skulle sige. Omsider åbnede hun dog munden og talte. "Caleb.. hvad laver du her? Burde du ikke være hjemme sammen med.. hende.." spurgte hun afvisende og fjernede hånden fra sin ankel. Havde ikke planer om at han skulle se hende have for ondt, for selvom hun havde endnu sværere end normalg ved at styre sine evner, havde han ikke nehov for at vide noget om dem mere.
"Du burde gå, dit jakkesæt bliver aldrig rent.. jeg skal nok klare mig"

Han smilede til hende som han tog sin jakke af og lagde omkring hende for at give hende en smule ly for regnen. "Med hvem? Hende? Jeg ved godt det ikke var rigtigt af mig... Men du var pludselig væk uden et ord... Jeg søgte vel trøst fordi du var væk... Men jeg stoppede det da jeg fandt ud af jeg stadig elskede dig.... Så jeg stoppede ikke med at lede efter dig...."
Så satte han sig helt ned ved siden af hende og sagde i første omgang ikke noget. Han havde været så utrolig såret da hun en nat lige pludselig var væk.

Efter lidt kiggede han på hende og sukkede en gang. "Jeg var vred og såret i lang tid... Men jeg kunne ikke bare holde op med at elske dig.... Det kan jeg stadigvæk ikke... Skidt med jakkesættet.... Du er mere vigtig for mig end noget andet..... Også selv om det kan være svært at se lige nu...."
Han havde ingen intentioner om at efterlade hende. Tiden uden havde været slem nok.

Alyssa så på ham da han lagde sin jakke om hende. Så derefter væk fra ham. "Jeg havde ikke noget valg.. mine evner blev værre og værre.. jeg måtte finde ro.. og den aften jeg tog afsted, var du slet ikke hjemme" sagde hun lavt. Virkede stille igen. Lige nu var den eneste lyd imellem dem, regnen der trommede på træernes bare grene.
Hun tog hans jakke af og rakte ham. "Du skal ikke tænke på mig, jeg skal nok klare mig" svarede hun og rejste sig. I et kort sekund havde hun fuldkommen glemt sin brækkede ankel, indtil nu hvor hun smertefuldt knækkede sammen. Ikke engang gå kunne hun finde ud af. Der var ikke noget at sige til at han ikk ville have hende.
Hun gispede ganske stille og satte sig ned igen. Natten kunne vidst ikke blive meget værre. Hun var kold og træt.. sulten.. og nu sad han her og kunne sikkert kun grine af hvor dum hun så ud. "Bare gå okay..'

Han sukkede en gang da hun faldt sammen igen, han kunne virkelig ikke lide når hun led sådan. "Du ved lige så godt som mig at jeg ikke bare kan lade være.... Mærk selv efter.... Mine følelser er ikke blevet mindre....."
Så tog han en beslutning der nok ville gøre hende vred men han håbede at hun forstod hvorfor han gjorde det. Meget forsigtigt og overraskende elegant tog han op i sin favn og gik ganske stille afsted mod sin bil.

"Jeg ved godt du ikke vil have hjælp.... Men jeg kan ikke bare lade dig sidde.... Din ankel er brækket.... Og jeg kan mærke du er frustreret..... "

En del af hans indre blev helt varm igen over at have hende i hans arme, selvom det var fordi hun var kommet til skade. For ham handlede det stadig om hun skulle have det godt, selvom hun ikke ville have hans hjælp. Han elskede hende virkelig højt og hun skulle ikke lide. Ikke så længe han kunne gøre noget ved det

Alyssa så på ham og prøvede at trække sig væk da han kom hen til hende. "Neij vent.. lad være.. stop.." hun gispede da han tog hende op, og måtte slås med alt i sig selv, for overhovedet at vide hvad der skete om hende. Det føltes som at blive bombet med en million indtryk på en og samme tid, selvom hun ellers kendte ham ud og ind. Alligevel havde hun ikle været helt forberedt på at han ville bære hende.
Mens han gik afsted med hende, så hun frem for sig. Til sidst sukkede hun opgivende og vidste hun ikke kunne tale ham fra det. Så hun lod ham bare tage hende med hen til bilen, og lod ham sætte hende ind i den.
"Fint så.. tak for hjælpen.." sagde hun ganske lavt. Hun var skam glad for at se ham.. men samtidig hadede hun ham.. men hun elskede ham jo.. hendes følelser for ham ville aldrig forsvinde, det tvivlede hun faktisk på om de kunne, uanseg hvad han gjorde.
'Hvor kører du mig hen?.." eftersom hun ikke havde noget sted at bo mere, kunne han jo ikke køre hende hjem.

Han startede bilen og tændte for varmen som noget af det første så hun kunne begynde at få varmen bare lidt.
Da han så begyndte at køre afsted, sukkede han en gang og sagde: "Jeg kører dig til din gave.... Et sted jeg købte til dig.... Du forsvandt bare inden du kunne få det.... Jeg ved godt det vil ikke hjælpe at køre dig ind til byen lige nu så.... Du får det snart at se......"

Han måtte køre meget forsigtigt på grund af vejret så turen tog lidt tid, men snart kom der en flot bjælkehytte til syne. Ud fra turen at dømme havde de kørt rundt om skoven. Snart parkerede han ved hytten og steg ud for hurtigt at være henne så hun kunne støtte sig til ham.
"Kom.... Lad os få ordnet den ankel når vi kommer ind,......"

Alyssa var kort uforstående overfor hans ord.. en gave? Hvorfor mon han ville give hende en gave.. og hvorfor lige nu? Det virkede ikke som det rigtige tidspunkt at give nogen som helst former for gaver.
Mens de kørte, sad hun bare og så ud af vinduet med et stille blin. Hun havde ikke bedt om det her.. havde ikke bedt om at han kom og hjalp hende.. han havde jo også en masse andre ting at lave, så hvorfor spilde sin tid på hende.. det forstod hun virkelig ikke.

Som han stoppede bilen ved bjælkehytten, så hun stille på den og derefter på ham. "Er det min gave? Men.. hvorfor?" Spurgte hun lavt. Lod ham støtte hende og holdt kort om ham. Brød sig ikke om det her.. hun følte sig som en kæmpe idiot.. han ville jo ikke have hende.. og alligeveæ fulgte hun med ham som en eller anden naiv skolepige. Kort sukkede hun og humpede med ham indenfor.
"Hvad så nu?" Spurgte hun omsider. Hun virkede ikke vred eller noget, nærmere træt og opgivende.

Han lagde armen om hende og gik ganske langsomt med hende så hun kunne klare smerten i hendes ankel. Imens smilede han forsigtigt og sagde:
"Jeg købte den til dig for noget tid tilbage så du havde et sted at forsvinde hen hvis byen blev for meget.... Som sagt nåede du aldrig at få den.... Men det ændrer ikke på hytten er din....."
Da de kom indenfor, tændte han lyset og hjalp hende hen til en dejlig blød lænestol. "Først og fremmest.... Skal du have varmen igen...."
Så lagde han et tæppe ved hende og sagde: "Jeg tænder lige op i pejsen.... Vil du have noget tørt tøj eller?"

Egentlig ville han normalt sige at hun skulle tage det våde tøj af men det var jo langt fra sikkert at hun ville lade ham se hende. "Jeg har noget tøj til dig der hvis det er...."

Så gik han roligt over til pejsen og tændte den ganske let så en behagelig varme kunne begynde at brede sig. Han havde det utrolig mærkeligt lige nu, og han tænkte egentlig ikke over hun kunne mærke hans følelser. Han var virkelig glad for at have fundet hende igen, samtidig med var han meget nervøs over hvordan hun havde det med ham. Han blev siddende med ryggen til lidt så hun kunne klæde sig af eller spurgte ham om noget

Alyssa lod ham støtte hende hele vejen indenfor, mens hun lyttede til hans forklaring. Selvom han sikkert fortrød at have haft en anden, ændrede det ikke på at han havde. Kort sukkede hun som han placerede hende i lænestolen ved pejsen og så ind på de dansende flammer, da han fik tændt op i den.
Det hele virkedw så underligt lige nu.. selvom hun godt kunne mærke hvor glad hun var for at se ham igen, holdt hun sig tilbage. Ville så nødigt dumme sig, for strengt taget vidste hun jo ikke hvad han tænkte om det hele. Han kunne ligeså godt bare ville være sød ved hende, som han kunne smide hende ud om lidt. Da han så spurgte med hensyn til hendes tøj, så hun en smule ned af sig selv. Han havde jo nok alligevel ret i at hun burde tage det af.
Mens han så sad med ryggen til hende, tog hun stille tøjet af og holdt tæppet om sig bagefter. Det var en meget mærkelig ting lige nu.. for hun anede ikke hvoe hun skulle gøre af sig selv, og kunne tydeligt mærke at han havde det på samme måde. For strengt taget kunne han jo være ligeglad med hende, men det var han slet ikke.. hun kunne dog ikke bare tillade sig selv at falde ham om halsen og lade som om det ikke betød noget.
"Tak.. men du behøver ikke bekymre dig om mig Caleb.. jeg er sikker på du har andre og mere.. spændende ting at tage dig af" sagde hun ganske let.

Efter at have tændt op i pejsen, og lyttet til hendes ord, tog han selv sin våde skjorte af og sad lidt ved pejsen inden han så drejede sig over mod hende og sukkede stille.
"Igen.... Det ved du lige så godt som mig at det ikke er tilfældet... Om noget er spændende eller ej, det er helt ligemeget.... Det der betyder noget er om du har det godt.... "
Så rejste han sig og gik hen til det lille køkken hvor han satte vand over til te inden han igen gik hen til hende og satte sig på fodskamlen.

"Hør.... Jeg ved godt at det ikke bliver som før bare sådan lige.... Men det ændrer ikke på hvordan jeg har det.... Jeg har virkelig savnet dig...."
Så gjorde han tingene klar til at ordne hendes fod så godt som det nu var muligt.
Selvfølgelig ville han ønske at tingene blev som før men stadig, han vidste jo godt at tiden de havde været fra hinanden ikke bare kunne ignoreres

Hendes brune øjne hvilede kort på ham, inden hun så ind i flammerne igen. "Det gør det meget bedre for mig at vide, at ting skal være spændende før du gider dem" sagde hun roligt. Hun lænede sig tilbage og sad bare med tæppet om sig. Det var jo heller ikke fair af hende.. hun havde jo vlret væk.. et eller andet sted var det jo hvad hun burde forvente..

Som han sad der og snakkede, kunne det være nemt at lade sig forføre.. bare glemme det hele og lade som ingenting. Det var dog ikke verdens nemmeste ting at skulle gøre, for hun havde haft så nemt ved at se det på ham, at det ville være svært bare at glemme. Stille lod hun hånden løbe igennem sit våde hår og så væk fra ham da han rejste sig.
Lod ham snakke, og hans ord fik hende til at grine lidt. "Blive som før? Hvad i alverden tager du mig for?.. et eller andet nemt når du bare har tid? Jeg har virkelig ikke tænkt mig at være din kvinde på sidelinjen" sagde hun afvisende.

Mens han gik og fandt tingene frem, så hun stadig ikke på ham. Måske havde det hele været bedre for ham hvis hun ikke var kommet tilbage.. hvis hun bare lige kunne have ignoreret følelsen af savn.. så havde tingene set anderledes ud. Strengt taget kunne hun sagtens bare rejse igen, det var jo ikke ligefrem fordi hun havde noget at blive for.

Han sukkede lidt og sad først lidt tavs inden han gik i gang med at forbinde hendes fod så godt som muligt.
"Hvornår har jeg kaldt dig nem? Eller kvinden på sidelinjen? Det var dig der forlod mig.... Jeg kan godt se hvorfor.... Og jeg er godt klar over hvad jeg gjorde i mellemtiden var virkelig dumt... Jeg har ikke nogen undskyldning for det andet end jeg kan forklare mig selv... Jeg ved godt det ikke gør det ok... Men jeg var i sorg over du pludselig var væk.... Jeg ledte og ledte.... Ja jeg blev svag den nat.... Men jeg stoppede det også for det var ikke dig.... Det var dit ansigt der havde brændt sig fast i mit sind...."

Da han havde forbundet hendes fod, kiggede han ned og gik op i køkkenet for at lave hendes te. Selvom han prøvede så godt han kunne, så afslørede hans glød i øjnene at han var ked af det.
Men det var det han fortjente... Han kunne heller ikke forvente at hun stadig elskede ham selvom han håbede

Alyssa så stadig ikke på ham mens han forbandt hendes fod. Hun vidste ikke hvad der gjorde mest ondt.. det faktum at han havde haft en anden, eller det faktum at han bandt hendes fod ind. Kort lod hun blikket glide omkring, mens hun inderligt gjorde alt for ikke at se ham i øjnene.
Han havde altid haft en sær form for magt over hende, derfor undgik hun hans blik. Lige nu ønskede hun ikke at lade sig forføre, selvom det sikkert virkede som den nemmeste ide. Stille bed hun sig i læben og lod armene hvile om sig selv.

"Du har bare bevist hvad jeg sagde dengang.. jeg vil aldrig blive god nok til dig, og det var min egen fejl at tro det.." sagde hun ganske let. Hun tog sin ring fra ham af, og lagde den på bordet. Chancen for at de nogensinde ville blive gift, var nok omkring 0 nu. Han kunne derfor ligeså godt få den igen, så han havde muligheden for at give den til en anden.
Som han gik ud i køkkemet rejste hun sig lydløst, og fik humpet ind i soveværelset. Fandt noget andet tøj og satte sig på sengekanten. Hvis hun forsvandt igen, ville han sikkert kunne få det bedre.

Selvom det gjorde vanvittigt ondt, fik hun taget bukser på. Hun tog en langærmet mørkegrøn trøje på med v hals, og sad kort efter og redte sit lange hår. Ikke fordi det ville hjælpe meget, men hun håbede at hun kunne nå at komme afsted, før han kom ind i stuen igen.

Han rystede på hovedet og sagde ikke rigtig noget da han gik ud og lavede teen færdig. Men kendte man ham, vidste man også godt at han var sådan fordi han tænkte over hvordan han skulle få noget bestemt sagt.
Egentlig vidste han godt hvad hun lavede lige nu men gjorde teen færdig hvorefter han gik ind og satte den på bordet. Da hun så kom ind i stuen igen, sad han og kiggede forsigtigt på ringen med et meget trist blik.
"Den ring tilhører dig..... Så hvis ikke du vil have den, skal jeg ikke giftes.... Jeg elsker dig.... Det står jeg ved.... Jeg kan godt forstå du ikke vil være hos mig.... Men....."

Så rejste han sig for at skjule sit ansigt og gned sig i øjnene. Kort efter drejede han rundt og så hende i øjnene. "Du har altid været så meget mere end god nok.... Du har altid været perfekt.... Altid.... Se mig i øjnene og sig det ikke passer....."
Hans øjne havde altid fortalt sandheden og hun kunne læse ham som en åben bog

Det tog lidt længere end forventet at få tøj på, så derfor hørte hun ikke at han gik ind i stuen igen. Hun redte sit hår igennem og satte det op i en knold så det ikke generede hendes øjne. Let bed hun sig i læben og virkede overvejende. Mon han overhovedet ville savne hende i sidste ende.. det var da meget bedre for ham at han skulle være alene.. så han ikke behøvede at tænke på hende. Hun ønskede ikke at han skulle bruge sin tid på hende, hvis ikke han ville.

Da hun kom ind i stuen igen og han sad og kiggede på ringen så hun længe på ham. "Hold op.. hold op med at lade som om jeg stadig betyder noget for dig.. jeg er ikke din tid værdig uanset hvad du siger.. det bedre for dig at jeg ikke er her" sagde hun stille og holdt kort om sig selv. Hendes fod gjorde ekstremt ondt, men hun blev stående.
Svagt sukkede hun og så på ham da han rejste sig, kunne godt mærke at han var ked af det, og hun forstod slet ikke hvor hendes vrede kom fra. Det var jo klart at han havde fundet noget andet, når nu hun bare var stukket af en sen nat.

Da han så vendte sig rundt imod hende, så hun usikkert væk. Vidste at han ville vide at hun også var ked af det.. at hun var i tvivl.. at hun var bange.. kort bed hun sig i læben, inden hun sukkede lidt.
Så ham intenst i øjnene og mærkede en følelse hun ikke havde mærket længe.. et savn til ham. "Det passer ikk.. jeg har aldrig været perfekt til dig.. det ved du, det har jeg aldrig ment men.." hun tav og så væk. Mærkede tårernw presse på og lænede sig ind imod væggen for at få støtte til sin fod. "Men du ville være sammen med mig.. alligevel.."

Uden at fjerne sit blik fra hende et eneste sekund, gik han roligt hen til hende og støttede sig op af væggen inden han sukkede dybt. En del af ham havde lyst til bare at holde hende tæt og alligevel vidste han ikke om hun overhovedet ville have det. Der kørte så mange tanker rundt i hovedet på ham lige nu, om han overhovedet fortjente hende, om hun ville være bedre tjent uden ham... Eller om hvad han turde sige og gøre. Men på trods af de mange tanker, så ledte de alle sammen hen til det samme. Han elskede hende og havde følt det som tortur i den tid hun havde været væk.

"I dine øjne var du måske ikke perfekt for mig.... Men det var du i mine.... Det er du i mine.... Og det vil du altid være i mine.... Det kan godt være at mit hjerte ikke slår... Men dit navn står stadig skrevet der....."
Han var udemærket godt klar over at hun var ked af det og forvirret over hele situationen, hvilket også var derfor han fokuserede så meget på hvad hun betød for ham. Så havde hun trods alt det at holde fast i. Om så ville det kunne han ikke vælge for hende men han håbede

Alyssa så på ham som stod der og kiggede på hende. Hun lod kort hovedet glide på skrå og bed sig hårdt i læben. Hvad skulle hun dog stille op.. skulle hun bare lade som om intet var hændt? Det virkede forkert.. men på den anden side vidste hun jo også godt grunden til at han havde gjort det. Anede ikke hvad hun skulle stille op, for hun elskede ham.. så meget.. og det var nok i virkeligheden derfor det gjorde så ondt..

Omsider satte hun sig ned på gulvet, da hun ikke kunne holde ud at stå mere. Hendes blik hvilede på flammerne og hun løsnede sit hår. Kørte hænderne igennem sit hår og holdt kort hænderne over sine øjne. Mærkede tårerne trille ned af sine kinder og fjernede dem, med hænderne.
"Caleb.. hvad vil du have af mig?.. jeg kan ikke bare lade som ingenting.. jeg kan jo mærke det.. jeg kan se det for mig.. hvad så når vi er sammen? Så vil du tænke på hende" sagde hun stille og sukkede lavt.
"Var det der du ville? Var det godt?" Spurgte hun lavt. Hun ønskede nok i virkeligheden ikke at vide det. Hun holdt en smule om sig selv. Ville bare gemme sig imod ham og glemme det hele. Glemme alt hvad hun havde været igennem for ingenting, og alt hvad han havde lavet imellemtiden.

Som hun satte sig på gulvet og spurgte om de ting, kunne man godt mærke på ham at det gjorde ondt. Men samtidig vidste han også godt at han fortjente hvert sekund af det. så han sank selv sammen og tænkte ikke på de ar han havde på sin ryg. De var rimelig tydelige og ikke fra noget godt.
Han kiggede sørgmodigt ned af sig selv og sukkede en gang inden han lænede hovedet mod væggen og lukkede sine øjne. Han ønskede ikke hun skulle se hans tårer men hun kunne altid læse ham alligevel.
"Jeg vil have dig.... Det er alt jeg nogensinde ville.... Jeg blev bare ramt af et mørke jeg ikke troede fandtes da du uden et ord var væk... Jeg... gjorde frygtelige ting.... Der blev gjort..... ved mig... Jeg troede du forlod mig fordi jeg ikke var dig værdig... Jeg vil ikke lyve... Jeg var svag en nat... Men... Der var aldrig.... Der var en grund til det kun var en nat.... Så nej..... Hun vil ikke være i mine tanker...."

Lidt febrilsk tørrede han sine øjne og drejede hovedet lidt så hun ikke skulle se ham i øjnene. Det virkede alligevel til at hun ikke ville se ham. "Jeg har aldrig indtaget blod fra kvinder siden dig.... Jeg... Kunne ikke.... Det var ikke rigtigt.... Jeg.... Dræbte mange for at prøve at finde dig..... Jeg..... "

Fornemmelsen af hvad han havde gjort så hun havde det sådan, gnavede i ham noget så voldsomt så han på ingen måde kunne gemme hvordan han havde det.

Alyssa så op på ham og bed sig hårdt i læben. Hun mærkede hvordan fe varme tårer trillede ned af hendes kinder og hage. Lige nu var det ligeså meget fordi det gjorde ondt at se ham have det sådan. Hun var ked af at have gjort ham i det humør, men hun kunne heller ikke bare lade som om intet var hændt.
Opgivende bed hun sig i læben og holdt tæt om sig selv. Det gjorde ondt i hendes ryg, men hun vidste godt at det ikke var hendes ryg den var gal med. Forsigtigt så hun hen imod ham.

"Hvad.. er der sket med din ryg?.." spurgte hun ganske lavt. Lige nu måtte hun bare prøve at glemme det hele.. glemme sin vrede.. han var jo tydeligvis rigtigt ked af det og fortrød, så kunne hun vel ikke forlange mere. Tøvende rettede hun på sig og fik skubbet sig selv hen imod ham.
"Har du ikke spist siden så?.. du må være ved at dø af sult så.." sagde hun lavt. Han havde altid måtte bide hende og det ændrede sig ikke nu. Hun ønskede virkelig ikke at han døde eller mistede kontrol over sig selv fordi han var for sulten.

"Caleb.. du må gerne bide mig.."

Han drejede hovedet ganske lidt stadig med et nedadvendt blik inden han forklarede de nye ar. "Dem der jagtede dig..... Jeg slagtede hver eneste af dem... Jeg troede de havde taget dig... De havde hellige våben...."
Da han gik amok i blodrusen den gang, tænkte han ikke et sekund over smerten da de alle sammen skulle dø for at have gjort hende noget. Så arrene var på en måde et evigt minde om hvor langt han ville gå for at hun skulle findes. Dog så arrene ud til at være rimelig nye.

Da hun nævnte hans sult, nikkede han nærmest nervøst og måtte delvist tvinge sig til at se om på hende. Ikke på grund af hende men på grund af ham selv. "Jeg.... Klarer mig.... Jeg havde lidt rationer..... Jeg kan ikke bare bide dig..... jeg kan ikke.... Ikke når du.... Hvad nu hvis.... Jeg ikke kan styre det?.... Jeg har gjort dig nok fortræd....."
Da han så drejede sig lidt mere, kunne man se i hans øjne at han var bange. Han ville aldrig nogensinde tilgive sig selv hvis han gjorde hende ondt. Hun fortjente ikke at lide mere....

Alyssa mødte hans blik og strøg ganske forsigtigt hans kind. Virkede en smule stille, hun ville nødigt sige noget forkert.. hun havde allerede gjort ham ked af det. Ville så gerne se ham smile igen.. men hun havde selv været skyld i at han var ked af det.
Blikket hvilede intenst på ham som han fortalte. "Hvorfor gjorde du oz det?.. jeg fortalte jo hvem de var.. at du skulle lade være.. hvorfor risikere du dit eget liv for en som mig?" Hviskede hun lavt og holdt om hans hånd. Han var alt hun kunne ønske sig jo.

Hun smilte beroligende til ham. "Selvfølgelig kan du styre det.. du hsr altid kunnet styre det.. du kan mærke når jeg ikk kan klare du tager mere.. og ellers går jeg væk" sagde hun mildt og flettede deres fingre. Hun lagde hovedet på skrå så han kunne komme til hendes hals. Rykkede på sig så hans læber næsten hvilede imod.
"Tving mig ikke til at skære hul.. bid nu" hviskede hun mildt. Hun havde ikke været bidt siden han bed hende sidst. I hvert fald ikke i halsen. I samme øjeblik tanken forlod hende, vidste hun at han også havde hørt det. Hun tøvede og holdt stadig om hans hånd.

Han kiggede lidt forsigtigt mere om mod hende så hun bedre kunne se hans blik hvorefter han drejede sig mere og sagde:
"Hvem de var, er ligemeget..... Det var jeg også... Jeg risikerede mit eget liv... Fordi ingen pris er for høj.... For at du skal vide jeg elsker dig....."
Han kunne ikke lade være med at smile lidt da hun tog om hans hånd. Det var en fornemmelse han virkelig havde savnet meget. Specielt fordi han kunne mærke hvorfor hun gjorde det.

Han gjorde sig selv klar til at bide hende for han vidste godt at hun ville skære hvis ikke han bed hende. Samtidig gav det ham en fornemmelse af at hun virkelig gerne ville have det. Da hendes tanker om at hun var blevet bidt, men ikke i halsen, stoppede han kort op for ganske rigtigt kunne han mærke hun var blevet bidt et andet sted. Og han havde en idé om hvor. Men det var ligemeget nu.

Først så han hende dybt i øjnene og hviskede varmt: "Det er ok......"

Alyssa lukkede kort øjnene da han lænede sig ind til hende. En stigende nervøsitet tog form i hende, som han gjorde klar til at bide hende. Dog var det tydeligt at det ikke var pågrund af ham, men nærmere frygten for at blive bidt. Et øjeblik hvilede hendes hånd mod hans brystkasse for at vise hun lige skulle være klar.
Det at han vidste hun var blevet bidt af en anden, gjorde hende bekymret men samtidig vidste hun også godt at det ikke var muligt at skjule det.

Roligt trak hun på skuldrene og nikkede lidt. 'Det er okay ja.. du skal ikke tænke på det min skat' sagde hun smilende og lod blikket hvile kort på ham inden hun så lod ham bide hende.
Kunne ikke få det bedre end sammen med ham, så derfor valgte hun at kalde ham skat, så han kunne se at hun virkelig prøvede at ignorere det der var sket mens de ikke havde været sammen. Han elskede hende, det kunne hun mærke. Og det var virkelig dejligt at vide, selvom hun slet ikke havde regnet med det.