Entertain me Woman!

Sted :: Abbadons tronsal
Tid :: Lige inden solnedgang
Omgivelser :: De store bannere med Alexanders mærke hænger for første gang ned fra væggene (De tre løver med døde engle i munden), ellers bare som der normalt ser ud i tronsalen.
Vejr :: Et stort tordenvejr er på vej, så det rumler i det fjerne og det er begyndt at regne en smule.


Mens en stille røg sivede ud fra hans stramme læber og dannede en lille cirkel kunne frygten spores i soldaten der stod foran ham og det var slet ikke underligt, det var et frygtindgydende syn at se en mand på den måde. Alexander sad på sin nye trone der var bygget og udskåret i hvad der lignede knogler fra et kæmpemæssigt dyr, fra bunden lignede det små hænder der holdt de fire fødder tronen havde på plads og kiggede man længere op ville man se udskæringen af hvad der lignede mennesker der løftede tronen med deres rygge, deres ansigter var plagede og de så fortvivlede ud, ved hvert armlæn var der to figure der var større end de andre der med deres rygge holdt armlænene oppe, man kunne med det samme se at disse skulle ligne engle da vingerne foldede sig om ryggen og forsvandt. Selve ryggen på stolen var flere hundrede ansigter der var snittet ind i matrialet, alle så skræmte og skrækslagne ud og helt på toppen af tronen hang et kranie over Alexanders hoved til skræk og advarsel for dem der valgte at snakke med ham.
Den lille soldats stemme skælvede mens han gjorde alt for ikke at kigge i de syregrønne og altgennemtrængende øjne hans herre havde, "Mi... Min herre, jeg forsikre dig om at jeg intet ondt har sagt om dem eller den gloværdige måde de leder landet på, jeg vil bare...." soldaten blev standset af en af de mureske store hænder som blev holdt i vejret og ud fra mørket hvor hans ansigt ellers havde været, så kun de to lysende øjne kunne ses. Han havde blondt hår og hans tøj var som ham skræmmende, en sort trøje med et par bukser der matchede og så en skudsikker vest med et dødningehoved, rundt om på hans krop hang der pistoler og på hans ryg hang der et oversavet haglgevær. "Du vil ingenting, du er min egendom, du har ingen tanker", Alexanders stemme blev anderledes og meget mere rolig at høre på, han så soldaten stift i øjnene og brugte sine evner til at styrer hans tanker og vilje #Du føler dig ikke bange mere, du er beæret over at være i samme rum som mig og du tænker aldrig igen på at desatere, du ved jeg er overalt, ser alt og høre alt, der ville ikke være nogen flugt# mandens ansigt blev tomt og frygten dansede ikke længere i hans øjne, han nikkede bare til ordene og drejede rundt på hælen og gik mod den massive egetræsdør der var i den anden ende af lokalet, lige inden han nåede den sagde Alexander med dyb og ildevarslende stemme, "Find mig noget underholdning, jeg keder mig forfærdeligt", soldaten nikkede og forsvandt hurtigt ud af døren.
Tilbage sad Alexander med en irriteret mine og forsøgte at slappe af, det var slemt at det var så nemt at påvirke hans egne mænd på den måde, enhver anden med de samme evner kunne vende dem imod ham, det eneste han havde som fordel var den fail-safe han fik installeret i dem alle når de gik ind i hans rækker. Alexander kede sig, der var ikke sket en skid i snart tre dage og han havde ikke flere fanger at tage sig af, han manglede desperat underholdning for ikke at gå løs på hans egne mænd og rive dem til konfettig.

Nituki gik langsomt ude i byen for sig selv med en sort kappe på hun havde lige givet et privat strip show, hun så nogle mænd komme gående, hun var ligeglad med dem hun var ikke bange for dem, selv om de fleste var sådan meget bange men ham her han var ikke bange han var anderledes, det undrede hende lidt at han ikke var bange, men hun ville ikke komme tæt på ham, hun følte sig truffet af ham som om det var hende han var efter, hun gik forbi ham og så ikke på ham hun forsøgte så vidt som muligt at komme væk der fra, men det var som om han fulte efter *hvorfor skal folk altid følge efter os stripper* tænkte hun for sig selv *bare fordi vi har mindre tøj på end andre* tænkte hun igen, hun stoppede da de nåede en gyde hun kunne ikke komme vider. ''hvad vil du mig'' spurte hun og vendte sig om hun var bange det kunne man så på hende hun blev præssede op mod væggen fordi hun var bange for hvad personen ville hende, *hvad skal jeg dog gøre nu hvorfor er jeg så bange* tænkte hun igen og igen inde i sit hovede det var som om det hele gik igen og igen inde i hendes hovede

//hvordan var det med længten??//

soldaten vandrede rundt på må og få med et tomt blik i øjnene, han virkede mest af alt fuldkommen fraværende, som om han ikke helt var til stede mens han gik rundt, en af de små side effekter ved Alexanders evne. Manden så sig om efter det hans herre havde spurgt om, underholdning og for en soldat der knap kunne gro et skæg var underholdning noget man fik fra en kvinde, gerne så let påklædt som overhoved muligt, så selvfølgelig væltede han ned mod Terres red light destrick. Hans tanker var ikke til stedet og det samme med den frygt som der ellers var hos folk der søgte ulovlige handlinger nede i den ende af byen. Soldatens blik faldt på en kvinde der kom ud fra et sted der ikke ligefrem kunne kaldes for en kirke, langsomt fulgte han efter hende til de var i et mere afsides område, hun virkede ikke til at være videre begejstret for at se ham, men han tænkte ikke, det var opgaven hans herre havde givet ham der talte alt hos ham.
Soldaten startede med en stemme der virkede fjern og ikke det mindste personlig at snakke til hende, det ville mest af alt lyde som om han snakkede til en væg eller noget andet der ikke var levende, "Min herre ønsker selskab og han har sendt mig ud for at finde noget, han vil betale dig stort for din sammarbejdsvilje, kom til Abbadon inden en time, min herre er ikke en mand der kan lide at vente".
Soldaten drejede derefter rundt på hælen og begyndte noget vaklende at gå tilbage mod den enorme fæstning hvor hans herre nu sad og trippede med fingrende, ventetid var ikke noget Alexander var van til og det var ikke noget han ville blive van til, alt var nu op til kvinden som han havde sendt efter.

NItuki så den unge soldat og vidste der var noget i vejen han var under en form for trangse og hans stemme gav hende kuldegysninger hele vejen ned af ryggen og op igen den var virkelig frygtelig, det var virkelig som om den tog fat i hendes trommehinder og blev ved med at sige biiiiiiiv det var virkelig bare så de var ved at sprænge, hun lyttede dog efter hvad han sagde, *det slot men hvorfor lige mig og jeg vil ikke der op* tænkte hun men, hun gik dog hurtigt hjem, skriftede til noget andet tøj nogle kore shorts og en t-shrit der går til lige over navlen, hun begyndte stille og gå der op af for at komme der hen, hun er der en halv time før hun skulle da hun tænkte mænd ikke kan holde til at vente. hendes lange lyserøde hår hang langs hendes skulder og hun smilede stille hun kom der op og blev smidt ind i tronsalen og hun så på ham. *hvorfor skulle jeg komme her det forstår jeg virkelig ikke men det er nok heller ikke meningen at man skal det* tænkte hun for sig selv og så sig om hun så alle de soldater der var, og så ham der hun havde mødt var ikke så langt fra hvor hun stod hun smilede for sig selv og så på alexander med et smil.