Let us entertain you - Toshiya

Sted: slavemarkedet
Omgivelser: NPC Adrian. Ikke nær så mange, da dagligdagen sælger bedst.
Tid: 23:30
Vejr: Overskyet sen aften.
Påklædning: Sorte jeans, dyblilla skjorte og mørke sko.

Liam brød sig ikke om stanken. Der var fyldt med beskidte væsener på markedet, men noget fortalte ham, at det var endnu værre om dagen. De svageste af skikkelserne fra dagslyset var forsvundet ind i mørket og gjorde plads til nattens besøgende. Noget der i de fleste tilfælde kunne minde om et smil krusede om Liams læber da han hørte nogle kæder rasle et sted længere fremme. En elver stod med et bind for øjnene i flotte tropiske farver, og Liam følte næsten en trang til at købe dette væsen bare for at blive ejer af dette tekstil. Sælgeren kom frem ligeså hurtigt som Liam var dukket op og de stod i et øjeblik og betragtede hinanden. Hun var en smuk vampyr, men et udtryk i hendes øjne viste skam. Vampyrer var stolte væsener, og skammede sig ikke. Smilet blev større på hans læber og med en hurtig hånd greb han undersøgende om elverens kæbe. Vampyr-kvinden hvæsede, men lod til at kunne kontrollere sin vrede og holdte sig tilbage - hun måtte være yngre end ham. Da Liam forbløffet vendte sit smil i hendes retning bemærkede han at hun manglede tanden i den ene side. Hun måtte have gjort noget ufattelig enestående dumt siden hun var blevet straffet på den måde. Hendes ejerskab over for elveren tydede også på at denne kun blev solgt fordi hun var blevet bedt om det. I et split sekund ændrede Liam sit ansigt til en hånlig grimasse og han drejede om på hælen.
"Adrian," kaldte han med en svag hvisken og betragtede sin sambo placere sig ved hans side med overnaturlig hast. "Kan du også lugte det?" Adrian lod sit blik flakke rundt og nikkede kort efter. Igen delte de sig, og Liam trådte alene et par bestemte skridt frem. Han havde aldrig nogensinde fornemmet sådan en duft før. Med et legesygt blik så han sig omkring så de mørke krøller kildede hans nakke, og i et øjeblik syntes han at fange synet af noget, der muligvis kunne være hvad han søgte. Kunne en skabning virkelig bestå af sådanne modsætninger?

I det hensides af slavemarkedet stod en sælger med en ung mand i en kæde, denne mand var ikke som alle andre, tvært imod, var han faktisk lidt af en sjælden ting at se på dette marked, da han var en blandings race. For det meste var det jo kun de ren racede der var på slavemarkedet. Det lange sorte hår sad ned over hans ansigt og skjulte de blodrøde øjne der så forvirret rundt på de mange folk der kom gående forbi ham uden som så meget at skænke ham et eneste blik. Sælgeren rev i lænken og så ned på ham " Rejs dig op knægt der kommer en af mine ynglings købere" sagde han og rev den unge mand op og stå. Han så i retningen af 2 mænd der kom gående hans retning og smilte svagt for sig selv. * sig han er intresseret* tænkte han stille og så på sælgeren med et skævt smil. Denne unge mands tøj var lidt pænere end andres, da de andre slavers tøj var en anelse laset, mens hans var nogle sorte tætsidende jeans, sorte sko og en halvåben sort tætsidende skjorte på. Han strøg en hånd gennem det sorte hår og så omkring sig og fik øje på en kvindelig elver der stod og blev betragtet af en ældre mand lige overfor, men han købte hende ikke og gik derfor videre til ham. Han så koldt på sælgeren " Hvad hedder denne unge herre?" sagde han og så over på den unge mand der var lænket " Hans navn er Toshiya Phoenix og han er født djævel, men har engleblod til at flyde i sine årer" sagde sælgeren og nikkede kort til den ældre mand der stod og studerede Toshiya med et misfornøjet smil

Liam behøvede ikke at mase sig igennem mængden, der var et eller andet ved hans målrettede blik som gjorde at folk hastigt svajede undvigende udenom ham. Denne besynderlige duft af noget fremmede, ukendt og uudforsket kradsede ham i næsen og sendte elektriske impulser ud i hans fingerspidser. Han følte det som gik han i slowmotion, men med sekunderne løbende hastigt over hans hoved nåede han tættere på dette fantastiske fænomen. En dæmon ødelagde dog den søde duft. Liam vrængede på næsen og betragtede manden, der egentlig ikke så, så værst ud. Men hans stank. En svag knurren boblede frem et sted dybt nede fra Liams hals og han betragtede Adrian nærme sig fra den anden side med sine obsidianfarvede øjne.
"Interessant," indvendte Liam skarpt for at stjæle rampelyset. Selv efternavnet fangede hans interesse. Et oprigtigt smil bredte sig i hans ansigt, og han trådte nærmere denne Toshiya. Mest for at få bragt dæmonen i baggrunden, men også for at få hybriden i nærmere øjesyn. Åh så speciel en skabning at den næsten kunne gå hen og blive kostbar.
"Hvor gammel er du?" spurgte han direkte til den lænkede. Han hadede at skulle tale igennem andre, og specielt når denne budbringer virkede tungnem, hvis ikke direkte dum. Var han i besiddelse af denne unge mand ville han aldrig vove at sælge ham.

Toshiya så på den unge mand der kom ilende mod dem og smilte henrykt over at dette måske kunne blive hans nye herre, hvis han da var så heldig. Sælgeren stod og snakkede med dæmonen mens den unge mand kom over til Toshiya og stillede ham et spørgsmål " Jeg er 22" sagde han og så op på manden foran ham. Hans blodrøde øjne lyste op af glæde over at der var en der i det mindste virkede intresseret i ham og ikke bare var en af disse idioter der bare skulle spørge ver eneste slave der var på hele markedet. Toshiya's skjorte stod let åben så han ikke fik det alt for varmt denne aften, det var nu ikke fordi der var varmt, men han havde det med at få det varmt uanset om det var dag eler nat. Han strøg en hånd gennem det lane sorte hår så det ikke faldte ind foran hans ansigt så den unge mand bedre kunne se på ham og undersøge ham, hvis det var det han havde i sinde, hvilket det så ud til han ville. Sælgeren fik øje på den unge mand der stod og studerede Toshiya og gik derfor over til ham " Finder De ham intressant?" spurgte han lettere fortvivlet, for han ville ikke kunne forstå at noget væsen ville kunne finde en hybrid som Toshiya interessant. Sælgeren så sig omkring og prøvede at trække folk over for at se på Toshiya for at få nogle til at komme med nogle priser på ham, men lige nu var der kun dæmonen og den unge mand der stod og så på ham, men sælgeren ville have flere

Hvis han ville have ham, så kunne han tage ham. Lænker var ikke nogen forhindring, og Adrian kunne jo altid tage sig af de, der forsøgte at stoppe kidnapningen. Liam legede lidt med tanken, kom til at fnise og viftede den hurtigt væk. Nej, nu måtte han vise hvor assimilerede han kunne foregive sig for at være. Den information Yoshiya betroede ham med fik en menneskelig latter til at slå kolbøtter i hans mave, men han formåede at undertrykke den.
"Det er jeg godt klar over," svarede Liam, der under tiden havde lært at gennemskue væseners kropsalder ret tydeligt. "Men hvor længe har du levet?" Han kunne kun svagt fornemme levetiden, og svaret var aldrig særlig præcist. Han plejede altid bare at vurdere om den han havde med at gøre var ældre eller yngre end ham selv, og i dette tilfælde lod det til at være sidstnævnte. Han måtte være fra den tid af hvor menneskerne holdte af at... eksperimentere? Kunne det tænkes at han var et af deres ofre? I et øjeblik forestillede han sig hvordan mennesker tvang en engel til at dyrke sex med en djævel og derefter give liv til resultatet.
"Nej," løj han uden at flytte blikket fra Toshi. Han lod et lille glimt glide over sine mørke øjne og sørgede omhyggeligt for at sende det i hans retning. Nu var det blevet tid til at finde en pris, og han havde tænkt sig at benytte sælgerens dumhed til sin egen fordel. "Han er jo... lidt af en freak," dvælede Liam langsomt og tog et blidt greb om hybridens kæbeparti der føltes glat som åleskind mellem hans fingre. "Man begynder næsten at forstå hvorfor du vil af med den..." Han rettede for første gang sin opmærksomhed mod sælgeren og gav sig til at stirre ind i hans øjne. Et menneske ville nok ikke kunne se særlig meget i det mørke der lå over dem, men Liam kunne ganske tydeligt se mandens iris, og lidt efter lidt sank han ind i dem. Han trådte små, blinde skridt nærmere på sælgeren og forsatte med at se op på ham. Han var ret høj i forhold til Liam, men det var de fleste jo. Han vidste godt at det var snyd at forblinde, men han ville helst ikke have at en anden skulle komme til fadet, og det var derfor en nødvendighed at have den fulde kontrol over situationen.
"Du er udmærket klar over at han ikke er noget værd..." hviskede han som om de var to veninder, der talte hemmelighedsfuldt til hinanden. Han snoede sin pegefinger om en lædersnor der hang om sælgerens hals og forsatte: "Så hvor meget tror du, at han vil koste mig?"

Toshiya så på manden overfor ham og bed sig i underlæben " Jeg har levet siden starten af 1600 tallet" sagde han stille og så ham i øjnene og var som trylle bundet. Disse mørkeøjne som skindede, have Toshiya ikke set magen til før, hvilket gjorde denne unge mand mere interessant. da manden tog om hans kæbeparti så han stadig ham i øjnene og fjernede ikke blikket fra ham. Da han vendte sig mod sælgeren og begyndte og stå og hviske disse ord til ham så Toshiya på ham med et skævt smil * ikke meget værd? Nej han har sikkert ret* tænkte han og kiggede rundt mens han dog stadig var opmærksom på den unge mand der havde studeret ham i et stykke tid. Hans strøg en hånd gennem sit sorte hår og fjernede det fra hans ansigt og så over på den elverkvinde overfor ham, en eller anden ulækker djævel havde præsteret i at få lov til at købe hende og hvis Toshiya ikke gætter meget forkert var denne kvinde omkring de 20 og manden var omkring de 40 måske ældre * sølle tøs* tænkte han og prøvede at rive sig fri fra lænken som hold ham fast ved sælgeren * jeg.. må bare fri!!* tænkte han, men lænkerne gav sig ikke en millimeter overhovedet. Toshiya følte han havde svigtet denne kvinde, men det var jo ikke noget han burde bekymre sig om, men han var den person der havde fået til opgave at passe på de kvinder der måske skulle komme ud for fare eller endnu værre end det. Sælgeren så på den unge mand " det kommer ikke til at koste dig ret meget.. Omkring 50 euro" sagde han og så stadig på manden foran ham. Han kunne nærmest ikke se væk selv om han prøvede ihærdigt da han kunne mærke at Toshiya hæv i lænken

Det undrede ham hvordan en så gammel skabning var endt i hænderne på.... Han betragtede manden og forsøgte ihærdigt at finde de rette ord, der kunne beskrive ham. Det undrede ham hvordan en stupid idiot som denne kunne have fået en så nydelig skabning til at underkaste sig de lænker, og det var da manden kom med en pris at Liam for alvor havde lyst til at give ham et par på hovedet for at være så tungnem. Men så igen, han havde jo selv fået ham til at sige det forrige.
"Du er en dygtig forretningsmand," løj han sælsomt og skilte sine læber i et hånligt smil. Han lod begge sine hænder klappe blidt og søgende ned af sin skjorte, indtil den ene hånd fandt sig vej ned i den stramme bukselomme, hvor den fik gevinst. En seddel der i dagslys ville have en smuk magentafarve udgjorde mellemrummet mellem ham og sælgeren. "500, fordi jeg er en gavmild herre." Han smagte lidt på sine egne ord. Det var vel egentlig bare fordi han ikke havde mindre sedler på sig. Normalt forventede man at skulle betale med en helt kuffertfuld af samme seddel, men i nat var det noget andet. Omhyggeligt stak Liam sedlen i sælgerens brystlomme og stak en knoglede hånd frem mod den lænke der forbandt Toshiya med sin tidligere ejer. "Det har været en fornøjelse. Vi har lige gjort en god handel." Han mærkede de kølige lænker i sin krævende hånd og han vendte skarpt blikket mod Toshiya.
"Jeg har brug for at du er i Aba ved daggry," sagde han og løsnede sit anspændte ansigt en anelse. Aba var det hus hvori Liam boede sammen med en anden hanvampyr, og for at undgå fjendtligt besøg fra fanatikere eller dæmoner fungerede det således at man ikke kendte til Abas lokation, med mindre nogen fra hustanden fortalte det, hvilket var nøjagtig hvad Liam havde gjort da han fortalte ham navnet. Et klart billede af hvor huset befandt sig ville derfor indprinte sig i Toshiyas hukommelse, medmindre han gjorde sit allerbedste på at holde det ude. I håb om at Toshiya var en rationel tænkende skabning rakte han ham sin egen kæde. Han havde ingen forventninger om at slæbe rundt på manden, det var der jo ingen grund til, og han gad helt ærligt ikke. Nu var de bundet med mentale kæder, og det var godt nok. Desuden virkede han til at have noget, han gerne ville deltage i og det fik Liam til at dreje blikket i samme retning som Toshiya havde stirret før. Et sæt mørke bryn strøg i vejret og han stirrede afventende på hybriden. "Hvad har du tænkt dig at gøre?" spurgte han og så skiftevis fra elverkvinden og tilbage på gadekrydset. Den bizarre blanding gjorde Liam uvis om hvad han ville vælge - skabe kaos eller forsøge at gøre noget hæderligt? Det gik op for Liam at hvad han lige havde investeret i var en meget utilregnelig skabning, og han noterede at han snarest muligt måtte lære denne at kende.

Toshiya så på sælgeren da han fik de 500 stukket ned i lommen, da han blev trykket med den unge mand så han efter elverkvinden, og vidste det var forsent at gøre noget " Jeg kan ikke gøre noget nu" sgde han og så på den unge mand der gav ham sine egne lænker. Han nikkede af hans ord om at han skulle være i Aba ved daggry, han kunne nærmest se det for sig, hvor det lagde, hvordan det så ud og alt det der " jeg skal nok være der" sagde han og strøg sin ene hånd gennem sit hår og fjernede det fra sit ansigt så han kunne se bedre. Toshiya anede ikke hvor de var på vej hen, så han fulgte bare efter så godt han nu kunne. Lænkerne var lidt tunge, men han kunne ikke gøre andet end at bære rundt på dem og han overvejede at spørge om han ikkke kunne få lov til at få den taget af, men undlod det, for så det ikke kom til at lyde som om han bare var en af disse stræbere der bare ville væk fra det marked. " Hvor er vi på vej hen?" surgte Toshiya stille og så på manden med et skævt smil, uden at vise så meget som et eneste udtryk for at han egentlig gerne ville have lænken af og det kunne sådan set kun gå for langsomt nu