The Listening: Hard to reach.

Sted: Havnen.
Tid: Omkring klokken 20:00, måske lidt over.
Omgivelser: Vaine og hvad der ellers befinder sig sådan et sted.
Vejr: Lidt hård blæst, skyet himmel: Måske et tegn på regnvejr?
Emnepartner: Russell. (Privat)
_______________________
_______________________

De fleste ville tro at han havde været der længe når de fik øje på ham, som han stod tæt ved kanten, til vandet hvor han kiggede ned for at beundre havets fyld af vand med dets bølger der kom og forsvandt som efterhånden blev større pga. blæsten som vinden af og til også tog fat i den knap så unge mands små hårtotter. Han havde en almindelig hvid t-shirt på hvor han udover det havde en læder jakke på og trukket hætten op over hovedet. Hans lille ildeflammende væsen sad på hans skulder som en trofast følgesvend. Det var ikke større end en mus, men heller ikke på størrelse med en myre. De levende organismer kunne mærke dens varme fra ilden hvis de rørte ved det, men et dødt råddent lig der vandrede på jordens overflade ville ikke brænde fingrene; ikke Vaine som vampyren hed. Et slesk smil dukkede op fra overfladen som dog forsvandt igen mens at han lod sine øjne hvile på havet; med en let bevægelse førte han sin ene hånd ned langs hans ene side end til at han kom til en bukselomme, der var bundet sammen til hans beklædning, sorte cowboy bukser som han bar var en smule slidte, eftersom der var et hul på det ene knæ, hvor folk kunne se hans blege og kolde marmor hud. Vaine lod sin hånd rode rundt i lommen, som om at han ledte efter noget vigtigt, mere eller mindre så havde det også en betydning for Vaine.

Han trak en pakke smøg frem og åbnede derefter pakken, hvor han tog en smøg frem imellem sin pege- og lange finger inden at han havde gemt pakken væk. "Will you help me, dear?" spurgte han den eneste skabning som Vaine kunne stole på, der stadigvæk sad på hans skulder, uden at den sagde noget, nikkede den blot enkelt gang og svævede hen foran hans smøg hvor væsnet så satte ild til smøgen med sin krop der atter kun bestod af flammer.

"Thank you.. so much" - Vaine behandlede det altid med respekt som om at det var et væsen der kunne gå på sine egne ben. Han førte smøgen op til sin mund og tog et sug mens at hans betydningsfulde ven bevægede sig hen på hans skulder igen, hvor den tilbragte mest af sin tid når Vaine begav sig udendørs.

Det stod klart for Russell, at vejret havde vendt sig imod ham. Han følte det som havde august-måned trukket sig sammen og fuldstændig var forsvundet for at blive erstattet med det tidlige efterår, der ellers først ville nå Di Morga om 30 dages tid. Skyerne virkede tungere og langt mere grå end de burde være, og det fik solen til at skotte sig i horisonten. Dens tilstedeværelse gjorde faktisk var nyttesløst, skydækket var simpelthen for kraftigt.

Hvad var det nu man kaldte den slags skyer? Cumulomnibus? Ja, det måtte være sådan en, for noget tydede på regn. Det var den slags sky, der havde vokset sig så stor og svampet at den var nået et lag i atmosfæren og nærmest var blevet splattet ud på himlen. Besynderligt syn, men stadig forekom det logisk nok. Skyerne kunne jo ikke bare forsætte ud i universet.

På grund af vejret havde Russell ikke tænkt på zonerne. Normalt tog mørket først over kl. 22, så han havde slet ikke skænket det en tanke. Måske var det også bedst at blive ude denne nat. Der var intet i zonerne der tiltalte ham. Der var intet, der gav ham en særlig god grund til at vende tilbage, så hvorfor ikke bare få tiden til at gå ude i det fri? Han forsatte med at sætte den ene fod foran den anden.

En ældre kvinde sad på en bænk længere fremme. Det blæste meget nede ved havnen, hvilket fik hendes grå hår til at ligne en netop opvågnet mohikanerkvinde. Russell nåede ikke engang at undre sig over hvorfor hun befandte siden udenfor ved denne tid, før han bemærkede hendes svagt lysende øjne bag de knækkede briller, der var sat sammen med tape. Hun måtte være et eller anden væsen, tænkte han og vendte blikket væk.

Hans blå øjne dansede på bølgerne, der konstant angreb den tomme tørdok og lod det glide rundt i sine øvrige omgivelser. Endnu en skikkelse blev spottet længere fremme på havnens mole og pludselig syntes Russell, at han havde mange ufattelig gode grunde til ikke at bevæge sig ude. Splittet i to dele stoppede han op og lukkede sine øjne, der virkede ufattelig tunge under det ovenanførte lag pudder. Det nyttede trods alt ikke noget, at han gik i panik.

Havnen syntes at være et fredeligt sted, der skete ikke så meget og der var ikke rigtig noget larm udover når der kom både sejlende forbi, og når en båd skulle ind til lands igen. Mens at der kom også enkle personer af og til for at betragte dets skønhed.
"Dont get to close now.. my dear.. The water ist'n healthy for you" sagde han til den bedårende skabning selvom den godt vidste besked.
Han smilede lidt, inden at han selv trådte et skridt væk fra kanten og drejede sig om i den retning hvor der åbenbart stod en skikkelse et stykke væk fra.. Vaine hævede det ene bryn efterfølgende det andet, så begge stod oprejst. Inden at han lagde sit hoved en smule på skrå og prøvede på at skimte denne skikkelse.

Han lod sine øjne glide rundt en omgang før at han lod sine øjne hvile på den fremmed igen. Han vidste ikke meget og kunne ikke sådan gætte sig frem.
Vaine var ny i området og derfor havde han ikke ret meget selskab udover sin ven der altid fulgte med ham hvor end han gik hen. Vaine sukkede lydløst inden at han formede sine læber i et lille smil og begyndte at gå den fremmed i møde.

"Where do you think we should go now?" spurgte han og smilede uden at tænke på om nogen hørte ham. Han var ligeglad med hvad folk kom til at tænke om ham, da det nogen gange kunne se ud som om at han talte med sig selv så det så helt mærkværdigt ud.
Men han kunne godt lide at snakke med det ildeflammende væsen når han ikke havde andre. Så simpelt var det. Han stoppede op med at gå få skridt fra denne skikkelse som vidste sig at være.. en mand? Vaine overvejede lidt om han blot skulle fortsætte med sin gå gang, men alligevel stod han stille.

"Why are you standing there..?" spurgte han mindre af nysgerrighed, han sendte et smil, der havde en charme for sig selv. Manden så ud til at have nogle feminine træk der gjorde at Vaine kom lidt i tvivl, men det gjorde ikke noget, Vaine påskønnede det kun, et tegn på at alle ikke var ens. Han betragtede det anderledes.
Da han også selv var anderledes i forhold til visse andre, syntes han selv, specielt når at han gik rundt udenfor og snakkede med sin ene ven der var mere levende end ham selv.