Out of sight, out of reach //Privat//

I den tætte del af den forældede del af skoven, uden for Abandonné Banlieue, tæt gemt væk, og idyl og fri for alle andres øre, bag det beskyttende græs, kunne den blide sang af Harper høres. Men Harpespillet, var kun for dem, der sad det nærmest. Kun for dem, der havde skabt deres hjem, gemt væk fra alle andres øjne og øre. To høje kvinder, sad lænet så yndigt tilbage, på hver sin gren, i et lavt sort træ, hvis krone dovent, næsten, lå hen af jorden, så dennes grene var nemt tilgængelige. Den der sad på den øverste gren, sad med sin ene bare fod oppe på grenen, og anden hængende ned der fra, og lavede fine bølger. Hendes yndige tynde fingre, gled frem og tilbage over hende harpe, og spillede sød musik for sit publikum. Hendes fine lyse hud, hentød til hendes race, og derved også til hendes rank, iblandt publikummet. Hun var en slave, og ligeså var hendes partner. Begge smukke Lys Elvere, der spillede deres søde musik, for deres publikum, hvis mørke hud, ligeså afslørede deres rank, da disse var i overtal. Ganske få fod fra de spillende Lys Elvere, var et træ, der nærmest havde formet sig til sin besætter. Omkring denne, stod to kvinder, af samme afstamning som den trone satte, og to mænd, lige så af samme. Alle, nød de den fine musik. Eller, lod i hvert fald om. Men en, var det tydeligt hun nød det.
På hendes 'trone' sad hun. Lænet langt tilbage, med sine sko, lænet med deres fine hæle, imod en mandlig Drow's skulder, der sad på hug foran sin Matriarks stol, med sine hænder imod jorden, og minede mest af alt, om en trold, end en af de smukke skabninger, han var en del af. Hendes albue var lagt imod hendes armlæn, og hendes hånd rejst imod himlen, og dansede i fine cirkler, til den smukke musik. Den anden hånd, lå fladt imod det andet armlæn, og dennes negle, blev blidt klikket imod dette, ligeså, i musikkens rytme. Hendes smukke øjne stod lukket, og hendes hoved lænt til siden, så hendes fine silke hvide hår, blidt lå ned over hendes skulder, imens det dansede, til de langsomme og bløde bevægelser, hendes hoved lavede. Omkring hendes højre øje, var de markeringer, der fremviste hendes rank. Markeringer, en af de få Drow hun havde fået med sig da hun blev forvist fra hendes klan, havde lavet. Aldrig ville hun kunne have fået denne rank tilbage i hendes tidligere klan, da hun ikke var en præst. Ikke var en Præst, af deres allerhelligste gudinde.
En sort edderkop, bevægede sig langsomt op af den gamle Matriark's arm. Hendes øjne blev langsomt åbnet, og fremviste de hvide øjne, med deres sorte iriser omkring den hvide pupil. Hendes ansigt lagde langsomt et blidt smil, over de smukke læber, og hun drejede sin arm, for at konstant kunne holde øje med det lille insekt. Edderkoppen udviste ingen angst for dette væsen den betrådte, næsten som om den kendte til Drow racens gudinde, og dennes link til edderkopper. Og ganske vidst, gjorde Matriarken intet ved denne Edderkops vandren, og lod den løbe helle vejen op af hendes arm, og ud på hendes nu åbne håndflade. Hun smilede stadigt blidt imod insektet, og lod hånden komme en anelse nærmere hendes ansigt. Hendes hvide pupiller, fik rødlige streger, som om der slog blodstæng i dem, nettop som hendes smil ændredes fra blidt, til at have en hvis anden gnist. En gnist, kun kendt af dem der selv modtog denne, eller blev offer for selv samme. Matriarkens fingre slog sig opad, så de formede sig som en ravns klør, over sin håndflade. Hendes hvide negle slog hurtigt ud i et kraftigt blåligt skær, og det lille insekt spralede vildt i få sekunder, inden en rå stank af afbrændte væv stak i luften omkring Matriarken, og Edderkoppen langsomt forsvandt.
En dyb latter slog sig løs fra den høje kvinde, imens hun børstede over hendes hånd med dennes tommeltot, som for at fjerne rester fra Edderkoppen, og så lade sine fingre pege imod jorden igen.
"Udulige insekter.." Mumlede hun stille, med hendes blide smil, tilbage vendt. Hun kiggede så ned på den Drow der sad på hug foran hendes trone, og virkede som fodskammel. Hun pressede sine skos halvspidse hæle en anelse hårde imod denne, imens hun blidt klukkede.
"Lige som dig, min kære Tahet." Sagde hun, med en drillende og lettere chamerende stemme. Den mandlige Drow, reagerede ikke det mindste på det hårde prik, som om han ingen smerte modtog af dette, men nikkede blot en enkelt gang, og holdt hans tomme sten blik, fast frem for sig. Matriarken stoppede sin klukken, men holdt stadigt på sit blide smil, og kiggede over på en af de andre kvinder, og viftede en smule med sin hånd, som for at lokke denne over til sig.
"Kom du blot min søde. Og lad nu være med at se så stiv ud, kvinde. De to tøsser bliver.. De er uduelige, til alt andet end at spille musik, men er også det eneste jeg regner med, at de giver mig.. Indtil vidre.. I hvert fald..." Hendes stemme legede chamerende igennem luften, imens hun lavede et ligegyldigt vink imod de to Lys Elvere, som den anden kvindelige Drow havde stiret indæt imod. Drow kvinden der blev hidkaldt nikkede blid, og gik imod sin Matriark, uden at protestere. De to Lys Elvere fortsatte ligeså deres musikalske indlæg, uden at virke nedsat af omtalen omkring dem.
"Som de ønsker, jabbress.. Jeg har skaffet de ting de bad mig om.. Men ser stadigt ikke hvorfor de ønsker at vide mere om disse... Udskud.. De fleste blev banløst af en god grund, og..." Den anden kvinde blev afbrudt af en finger der brat blev peget imod hende, og de hvide pupiller, der skar sig ind i hendes egne, og hun tav, som var hendes stemmebåndt blevet fjernet.
"Fi'neh.. Du skal huske hvad jeg selv er.. Du skal huske, hvad de gjorde ved mig.. Jeg siger, at de har gjort nettop det samme ved disse stakler.. De er fine eksemplare, og kan bruges til, hvis ikke andet, flere som Tahet.." Sagde hun, og viftede en anelse imod sin fodskammel, imens hendes øjne faldt ned over hendes negle, og hun lænede sig roligt tilbage. Men det blev pludseligt tydeligt, at hun manglede ro. Hun kunne ikke skabe sig ro, på grund af en tanke der langsomt slog hende. Hen begyndte langsomt at kradse i siden af hendes ene negl, som langsomt havde begyndt at gro sig skæv, som hun nu ville rette op på, med en anden negl. Hendes krassen blev langsomt hurtigere og hurtigere, i grad med, at hendes frustration blev mere og mere tydelig i hendes blik. Det sluttede i et hidsigt suk, hvor hun lod sine arme falde imod sine armlæn. Hun viftede en enkelt gang imod musikanterne, imens hendes blik faldt imod krattet foran hende.
"Dæmp jer, solyngel.." Sagde hun, med en mere surmulende stemme, og krassede, blidt, sin kind med sin ene negl. Hendes blik gled så op på kvinden Fi'neh, som stadigt stod stille.
"Hvor er min lille Firefly? Hvad var det jeg sendte hende ud for at gøre? Har jeg overhovedet sent hende ud for at gøre noget? Mener jeg da ikke... Hvorfor er hun her så ikke!?" Hendes stemme lev mere og mere frustreret, og de sidste ord, mindede mest om et hidsigt udbryd, i det hun lænede sig fremad, viftede en anelse med sine lange arme, og lænede sine albuer imod sine hofter, og lagde sin hage imod den ene håndflade, og stirede igen imod krattet.
"Jabbress, de sagde hun skulle gå på opdagelse.. Tage ud at opdage nogen ting.. Du gav hende frietøjler for en tid, for at hun kunne.. Belære sig selv.." Sagde Fi'neh, imens hun gemte et blidt ruld med øjnene, og foldede hænderne foran sig, og holdt den mappe hun havde, tæt ind til sig. Matriarkens øjne gled kort op på Fi'neh, og hun sukkede en enkelt gang, inden hun kiggede imod krattet igen.
"Hmf.. Det er også rigtigt... Men.. Jeg sagde da ikke til hende, at hun skulle bruge så lang tid på det! Hvor meget skal hun lære!? Erh.." udbrød hun igen, og faldt tilbage i sin trone, med et kedsommeligt suk, imens hun betragtede hendes negle.
"Hun skal med mig ud, og lede efter disse nye klan medlemmer.. Og så skal vi finde ud af, om det er muligt for os at kunne komme der ned.. Deres henretnings ritualer er ikke svære at afbryde, det beviste min dejlige lille Firefly.. Så kan vi også gøre det.. Og dem de ikke vil have.. Vil jeg have..." Hendes stemme blev mere dyster, imens hendes hvide pupiller, fik de røde stæng igen, stadigt rettet imod hendes negle, i det hendes ansigt skød ud i det samme store smil, og den indre gnist, kun for få, genkendelig.

En gren gav efter under hendes ellers små hænder imens hun kravlede rundt i skov bunden: det bløde mos og de rådne stykker træ, var ikke svære at befærde sig på når man var vant til sten, skarpe overflader, og faretruende drypsten over sig. Deraf kom også den indøvede evne til at være stille, selvom det var meget svært når man ikke havde vænnet sig til overflade verdenens bløde jord, græs, og muld. Det var derimod lettere at befærde sig i byen, og derved også holde sig uset af menneske øjne, da det var opbygget af samme hårde overflader, minus drypstenende, og den indelukkede luft. Luften, den havde været så svær at indordne sig, og var det stadig. Derfor trak Laele kun vejret meget langsomt, hun tog det ind, holdt en vejrtræknings pause på 30 sekunder, pustede ud igen, holdt en pause på samme længde, og trak ind igen. Sådan havde det fortsat det sidste lange stykke tid hun havde vandret på overflade, opdaget mærkværdige ting, som hun ikke havde troet muligt: en af tingende, var overfladens teknologi der var så anderledes fra underverdenens, og ikke mindst Maskemanden, der havde gjort et indtryk på hende. Stadigt brænde der sig en nysgerrighed i det, mest af alt et tyvagtigt ønske om at flå masken af denne herre. Men hver ting til sin tid, først måtte hun tilbage til sin Matriark med offergaven.
Det hvislede i krattet ved Drow forsamlingen, imens at elvernes harpe spil var blevet dæmpet til det minimale. Buskede gav raslende lyde fra sig, imens et lille væsen kravlede ud fra imellem de lysegrønne blade. Hendes krop ikke på en større længde end en-fem-og-treds, med det meste af hendes legeme indhyllet i hvad man kunne kalde en form for læder heldragt, skabt af forskellige varianter af dyreskin. Hendes ene skulder var dog frit for skue sammen med venstre arm, hvor en lille tatovering af en edderkop sad på overarmen. Hendes højde ben fra inderlåret og ned var ligeså synlig, og hun bar hverken sko eller handsker. Omkring livet på hende var et bælte fast sat, hvor der hang en lille pose som var bundet fast med noget reb, en sølv takket pisk, samt en lille skede til en urtekniv, med små vials hængende rundt omkring sig.
Hun kravlede ud fra krattet, med hendes velkendte edderkoppe-agtige bevægelser. Det ene ben blev løftet en smule abnormalt højt op for at blive plantet helt oppe bagved begyndelsen på hendes arm, imens at hun smidigt bevægede sig som et dyr langs skov bundens insekter, og mos. De lysende lilla øjne, der tydet på ungdom sammen med den mørke hud der var en tand lysere end de ældre drows, så først rundt på de mange velkendte ansigter, inden de fæstnede sig på en bestemt drow kvinde: hende på tronen. Laele kravlede underdanigt imod hende, med samme dyriske bevægelser som før: makabert at se på, selvom det der grænsede til det frastødende tit var noget Drows fandt umådelig smukt. Pigen var på sin vil også ufattelig køn, hendes ansigt var som modeleret til en mørk porcelæns dukke, imens at hendes krop tydet på samme. Imellem hendes læber bar hun en lilla pose, vævet af fiber tråde. Som hun kom tættere på Keeshen stoppede de overdrevne edderkoppe bevægelser, og hun begyndte istedet at kravle mere katte agtigt. Som hun nåede tronen stoppede hun for fødderne af Keeshen's trone, og satte sig i skrædderstilling med ryggen ret, skuldrende ned, og halsen strukket, samt med et higende blik på sin Matriak, som ville hun sige: posen er til dig!
I modsætningen til de overlevende artsfælder var Laele en smule hæmmet, man kunne ikke kalde hende hjerneskadet, men hun var mentalt en smule udviklings hæmmet; deraf var hendes reaktioner mere dyriske, skønt Keeshen ville vide at hvis det gjaldt kunne pigen sagtens opføre sig anstændigt: det var vel blot en del af ungens charme at hun opførte sig mere... svag, end hun egentlig havde vist sig at være. Hun var en dygtig dræber, hurtigt tænkende, og smart når øjeblikket krævede det.

Keeshens gnistige blik, blev hurtigt erstattet med en hård og tom mine, da lyde slog sig fra krattet. Øjnene skød straks imod området hvor lyden kom fra, og lige så, gjorde alle andre i området. Slaven, Tahet begyndte at knurre, i det han satte sig i en smule mere forover, som om han skulle til at løbe imod buskaset, nærmest lige så bestialsk, som den lille skikkelse som snart ville vise sig. Keeshen snusede et par gange i luften, og klikkede hendes ene hæl imod Tahet's ryg, hvilket fik denne til at stå helt stille igen. De sorte øje stirede indædt imod buskaset, og da de lille skikkelse endeligt viste sig, fik hendes, ellers svækkede, sanser ret, da hun så den unge Drow komme kravlende ud af buskene.
"Firefly!" Råbte hun med en lettet stemme, og fjernede sine føder fra Tahet, for at rejse sig, stadigt lettere smilende. Men smilet dulmede sig en anelse da hun var blevet rejst, og hun lagde sine hænder imod sine hofter, og lænte sig en smule frem over, i en spørgende maner.
"Hvor har du været, dit lille bæst, du tvang mig næsten til at virke bekymret.." Hendes stemme var irrettesættene og havde en skuffet klang over sig. Hun rejste så sin ene hånd, og pegede på hende med et fast blik.
"Lad være med det..." Hendes stemme var denne gang langt mere afstraffene, og ville virke som pisk, for en hver det betød noget, at Keeshen var tilfreds. Keeshen sparkede Tahet på siden af sin bag, hvilket fik slaven til at rejse sig, og bevæge sig en smule til siden. Han bevægede sig i en maner af noget der mindede om en Abes gang. Ikke fordi han ikke kunne andet, men fordi hans Matriark, Keeshen, havde oplært ham til det, og have fået opbygget sig en stærk kriger, og en rescistent slave. Der kunne tage hendes lettere hårde behandling, fra tid til anden. Specielt nu, da hun ikke kunne tillade sig at dræbe sine slaver. Der var trods alt ikke for mange af dem.
Keeshens sorte øjne fulgte den unge Drow, helle vejen hen foran hendes føder, og hun kiggede ned på pigen, med det samme hårde blik, indtil hendes hoved gled en smule på skrå. Hendes øjne havde nu fanget det der hang imellem pigens læber, og hendes hoved blev skrånet den anden vej, i det hendes blik, på ingen tid, blev langt mere nysgerigt.
"Hvad er dog det, min kære?" Sagde hun, nu med en langt mere blid stemme, imens hun hurtigt gik ned på hug, foran den lille pige. Hun holdt så sin hånd frem under posen, og tog fat i den, uden at vente på at Laele slap posen, velvidene, af hendes trofaste slave, medviligt ville slippe posen. Keeshen kiggede undersøgende på posen, og lod kort sine øjne, halvt pege tilbage på Laele.
"Hvad har du nu taget med hjem til lille mig?" Sagde hun, smilede halvt imens hun glædeligt ruskede hovedet en smule fra side til side, inden de ivrige øjne faldt ned på posen igen, og hun rejste sin anden hånd, og viftede en smule med fingrene, inden de faldt ned imod posen, og den hånd denne lå i, åbnede sig helt op. Hun fik blidt posen fumlet op, og lagt den ud i hendes hånd, så det sorte indhold kom til syne. Keeshens øjne åbnede sig en smule bredere, og hun fik et langt støre, og gladere smil, imens hun klukkede en enkelt gang igennem næsen, og lod sine øjne glide tilbage på Laele.
"En Black Lotus? Har jeg ret? Awhaaw.. Hvor er du kær... Du gør det helt umuligt at være vred.. Lille Firefly.. Tak.." Keeshens stemme var igen blevet blid og chamerende, i det hun rejste sin frie hånd, aede Laele's hård, og lænede sig en anelse tættere, for så at kysse hendes hoved kærligt, i det hun rejste sig, og kiggede ned på Lotus'en, imens hun vendte sig, og viftede sine hænder imod de to musikanter. De stoppede deres spild, og hoppede elegant ned fra grenene, for så at bevæge sig imod de huler, der var blevet gravet til dem. Den anden mandlige vagt, drejede sig, for at bevæge sig efter de to kvinder, velvidene, at det var hans job.
Keeshen drejede så igen rundt, imens hun lod sig falde ned på sin trone, så hun sad med kryssede ben, stadigt med hendes blik rettet ned imod den smukke blomst. Hun kiggede så kort ed på Laele, og klappede med hendes frie hånd, på tronens ene armlæn, der også var bygget, så denne var behagelig at side på. Med rimelig stor sikkerhed, ville hendes trofaste slave bevæge sig op på armlænet, hvor hun havde fået lov at side mange gange før. Og i det hun gjorde, satte Keeshen sig en smule nærmere Laele, og lagde sin frie hånd, blid på Laele's hofte, imens hun pressenetrede Lotus'en imellem dem.
"Min lille Laele, fortæl mig om denne lokkende smukke blomsts, dystre side.. Hvor giftig er den? Du har altid vidst en del om disse, har jeg ret?" Spurgte Keeshen interesseret, dog uden at fjerne sine øjne fra Lotus'en. Hendes tommeltot, nærmest aede Laele's hofte, på en kærlig maner, imens interessen fuldt ud, var rettet blomsten.