Grass. Lyn-emne Chesire XXX

S: Sombre parken
O: Der er helt tomt for mennesker, omgivelserne er et par piletræer og en sø lidt længere borte fra Liams nøgne skikkelse.
T: 01:20
V: Stjerneklart og derfor en smule køligt. Sommer.

Snavs fra moderjord pressede sig op under Liams negle, i det han støttede overkroppens vægt med hænderne i græsset. Det havde aldrig rigtig faldet ham ind, at det skulle foregå sådan et sted, men det var her, han havde chancen, og hans nærmest gullige og udmattede hud afslørede, at han ikke havde fået næring længe. Han mærkede dæmonens muskuløse hænder danse over hans ryg, for derefter endnu engang at finde sig til rette i et solidt greb om de snart 1230 år gamle hofter. Luft krøb ned i hans døde lunger og blev kastet tilbage i en mild strøm af vage suk. Suk, der lidt efter lidt gled ud i hvad majoriteten ville skildre som et støn. Måske en svag jamren, men det var vel også ligegyldigt. Liam vrængede sit ansigt, borede sine fingerspidser dybere ned i græsset og en svag brise fangede piletræernes grene, der hang få centimetre over deres kroppe.

//OBS: Dette emne er voldsomt elendigt og sjusket!//

Chesire slog hurtigt blikket op og ned af Liams krop. Han var lav, men alligevel ufattelig sexet. Han lod sine hænder køre op og ned af den gamle vampyrs ryg, og lidt efter lidt trængte Chesire ind i ham. Der var ufattelig koldt inde i Liam. Men det føltes godt. Han kunne mærke sit lem blive endnu hårdere, og begyndte langsomt at bevæge hofterne. Han lukkede øjnende i et kort øjeblik af ren nydelse, og begyndte så igen at bevæge hofterne i rytmiske bevægelser.

Det var vel en vane fra urtiden, at en svag knurren flød som en hæs hvislen fra Liams stemmelæber. I et forsøg på at fjerne et par af de sorte krøller fra sit ansigt virrede han let med hovedet, men det varede ikke længe før endnu en af nattens luftninger fik gjort dette til en opgave, der kunne forsættes i en uendelighed. Han mærkede hvordan såret i hans læbe langsomt helede sig efter at dæmonen få øjeblikke inden havde udtæret et par dråber af det gamle blod. Det var næsten ikke til at fatte, at en enkelt dråbe kunne forandre hele udførelsen af den leg, de havde gang i. Han vidste, at dæmonen pludselig besad langt mere styrke end normalt og han vidste, hvad han nu var i stand til. Måske han også havde været det før, men nu var der jo næsten ingen undskyldning for at lade være. Et par erindringer omkring natten han for et par måneder siden havde tilbragt sammen med englen Dean lagde sig som en dunkel skygge over hans indre blik. Han havde fået det ud af det, som han ville, men alligevel så han helst at situationerne der havde udspillet sig var forløbet anderledes. Hvis Dean havde adlydet.
"Bræk min arm..." bad han i det han lagde den venstre om på ryggen og derfor balancerede trygt på højre arm.

Chesire så lidt usikkert på Liams afventende arm, men beruset som han var af den gamle vampyrs blod, tog han et fast tag i vampyrens venstre arm, og da han endnu engang rykkede ind i den gamle vampyr, brækkede han hans arm. Den knasende lyd af knogler der knustes, og Liams gisp, som derefter forvandlede sig til en taknemlig stønnen, nærmest hang i den følgende stilhed. Og så begyndte han atter engang at bevæge hofterne. Han lænede sig ind over den flotte vampyr, og uden nogen opfordring bed han sig i læben, og begyndte at kysse ham.

Den kølige luft fra nattens mirakuløse mørke blev spændt trukket ned i Liams lunger. De ru hænder, der omsluttede hans arm, fik det til at brænde i hans indre, nærmest som om en strøm af ild begyndte at flænse hans døde organer med deres varme tunger. Han vidste ikke, om djævlen hørte det lige så tydeligt som ham selv. Lyden af knogle der brutalt blev delt i to. Luften blev presset ud gennem Liams hals i et svagt gisp, den fremmede varme spredte sig hvor knoglen var brækket, og følelsen af at være fuldendt indtog. Hans hvide maske delte sig i det kække, nærmest gale, smil og han trak en ny omgang luft ind. Ilten blev hevet ind mellem et lukket tandsæt, så det lød som en blid hvislen og blev slynget ud igen som en svag stønnen. Endelig en, der gjorde, hvad han blev bedt om. Endelig en, der ikke var bange. Endelig en, der ikke var en elendig narefisse. Endelig en, hvis aura ikke var rent maskespil. Han løftede sig selv en smule op, blot så han var mere lodret og mærkede djævlens læber mod sin nakke.