En aften på stranden

Sted: Stranden:
Tid: 22:46
Dato: 28/8
Vejr: Det er en meget varm aften, uden særlig meget vind.
Omgivelser: På denne tid af aftenen er det egentlig kun Evangeline..


Solen var på vej ned over vandet. Man kunne skimte den i horisonten. Den farvede himlen svagt lyserød, orange, lilla. Ja, himlen havde et utal af farver, når solen var ved at forlade den. En lille bølge gled ind over strandkanten og efterlod sandet vådt og mudret. Et par muslingeskaller var skyllet med op på bredden, og lå nu i det våde sand. Ensomme og forladte.

Evangeline gik rundt i sandet på barre fødder. Hun havde sine sko i hånden, og gik langs vandkanten. Hun spejdede udover horisonten og betragtede solen, som var på vej væk. Et svagt vindpust blæste hendes lange hår, hen over hendes ene skulder. Med en let og yndefuld bevægelse, lod hun sin hånd glide op i sit hår, og vifte det væk fra skulderen, så det igen hang ned af hendes ryg. Tanker fløj igennem hendes hoved, derhen hvor de nu gerne ville. Hun tænkte på alt og intet. Lod blot tankerne få frit løb. Det var hendes måde, at slappe af på. Det undrede hende, at hun ikke havde været på stranden så tit. Det var et pragtfuldt sted, og på denne tid af aftenen var her mennesketomt. Perfekt.

Til aften, var Evangeline iført en gennemsigtig kjole. Den var hvid, og rimelig kort. Når vinden blæste, virvlede den rundt om hendes hofter, på en lettere forføret måde. Under kjolen havde hun en blå bikini, som tydeligt kunne ses igennem kjolen, da den jo - som sagt - var gennemsigtig. Skoene hun havde i hænderne var et par sorte ballerinasko, som hun havde taget af, inden hun begyndte at gå ud i sandet. Hendes lange hår, var lyst og krøllede blødt ned af hendes ryg. Det dansede i den svage vind, og indrammede hendes store, grønne øjne, de fyldige læber og den velformede næse.
Under armen havde hun et håndklæde, som hun smed i sandet. Hun satte sig ovenpå det, og spejdede udover vandet. Hun lukkede øjnene i et kort øjeblik, hvorefter hendes blik igen fangede vandet. Hun havde lyst til at smide den hvide kjole, og springe på hovedet ud i det. Men hun lod være..

Det var i sandhed en smuk aften. Her var varmt, vindstille og lyst. En aften der var perfekt til en gåtur på stranden. Så det var dæmonen Rafael begivet sig ud på, men det havde ikke været hans første plan for aftenen. For bare en halv time siden havde han været inde i kamparenaen i tranchée mort, og der havde han ikke haft tid til at lyde aftenens skønheder. Hans modstander havde været et stort brød, en varulv. Forbandede væsner. Han hadede dem, men det havde kun gjort det en del nemmere at vinde. Hans anden modstander havde dog ikke været lige så nem.
Det var grunden til, at han nu stod med blod på den hvide trøje, snavs op af armene og et violet, ophævet øje, som han knap nok kunne åbne. En helt almindelig aften for ham. Han så ussel ud i forhold til den eneste anden person, som han delte stranden med, men hende havde han endnu ikke fået lov til at beundre.
Han gik helt ned til vandet, så hans sko næsten blev våde. Vandet frembragte en lettere skvulpende lyd, når bølgerne sprøjtede om hinanden. Hans smalle hånd fiskede en halvtom pakke cigaretter op af hånden. Han satte en for munden og tændte den uden brug af lighter. Ilddæmon var man vel. Han pulsede på den, til han blev tvunget i et buk, da han nærmest hostede sine lunger op. Da han kunne rette sig op igen, glinsede det purpurrøde blod på hans håndryg. Han sukkede tungt og bittert ved synet.

Evangeline have ikke set, at hun ikke længere var alene på stranden. Hvis hun havde set det, havde hun højest sandsynlig ikke handlet som hun gjorde nu.
Med en elegant og yndefyld bevægelse, rejste hun sig op, så hun stod på håndklædet. Hun tog fat i kanten af kjolen og trak den over hovedet, så hun kun stod i den blå bikini. Den var ikke af typen der skjulte særligt meget. Den sad godt på hende, hun havde jo udseendet med sig. Den fremhævede hendes former på en ganske forførende måde, hvilket hun udemærket var klar over. Det lange, gyldne hår, krøllede forsat ned af hendes ryg, da hun bevægede sig ud mod vandkanten. Hun havde aldrig prøvet at bade i lyset fra en solnedgang. Vandet var varmt, og det blæste næsten ikke, så hvorfor ikke prøve? Hun gik helt ud til vandkanten, og trådte et skridt ud i havet. Vandet dækkede knapt nok hendes fødder, så hun trådte et skridt længere ud. Vandet føltes varmt mod hendes bare hud. Hun lukkede øjnene og nød stilheden og følelsen af den. Hun trådte endnu et skridt, og så endnu et. Vandet var da på højde med hendes skinneben. Hun forsatte sin gang ud i det klare vand. Jo længere hun kom ud, jo højere gik vandet hende til. Først hendes knæ, så hendes lår, og til sidst hendes hofte. Hun stod lidt ude i vandet, og kiggede op mod solnedgangen. Hun var tydelig. Den eneste person i miles omkreds, og hun stod midt ude i vandet. Hun var ikke til at overse.

Evangeline lod stille en hånd glide igennem vandet, imens hun betragtede solen, som blev mindre og mindre tydelig på himlen efterhånden som tiden gik. Hun havde stadig ikke lagt mærke til, at hun ikke var alene på stranden. Hvorfor skulle der dog være andre end hende på sådan et tidspunkt? Hun sendte et spejdende blik mod sine ting, så lå i sandet inde på stranden. Hånklædet, den hvide kjole og ballerina-skoene. Hun smilede, og vendte igen blikket mod solnedgangen. Hun rettede ubevidst på sit hår. Det gjorde hun altid. Det var en ren vane. Tit registrerede hun slet ikke, at hun gjorde det.
Enhver bevægelse Evangeline lavede, var yndefuld, elegant og forførende. Det var tydeligt hun ikke var et menneske...

Dæmoner havde, som alle de andre magiske væsner, der fandtes på Jorden, meget skærpede sanser i forhold til menneskene. Det var somme tider en belastning, men for det meste var det en gave. Det var det også nu, for hvis det ikke var på grund af hans gule katteøjne, havde han ikke opdaget den unge, utrolig smukke kvinde, som stod ude i vandet ewt stykke fra ham. Synet af hende fik ham helt til at stivne og glo. Han stoppede endda med sin usunde pulsen på cigaretten. Hun var smuk. Hun lignede en på 16-17 år, men, som man sagde, man skulle ikke skue hunden på hårene. Hun stod med ikke meget tøj på og viste sit skind frem. En skønhed uden lige. Sådan en slags kvinde, der kunne give en hver mand skindsyge. Det var godt nok også længe siden, han havde rørt en kvinde, og det kunne virkelig også mærkes i dette magiske øjeblik. Det irriterede ham grænseløst. Kvinder.. De var fordærvelige. Hans tanker gled tilbage på en bestemt. En djævel, så smuk som denne kvinde, men indeni var hun kold. Mon denne kvinde var en djævel som hende fra hans fortid?
.. Næppe. Hun havde ikke samme sensuelle udstråling. Denne kvinde var mere rolig i bevægelserne.
Han stod længe og studerede hende uden at rykke sig en centimeter. Studerede hendes bevægelser, som var langt fra menneskelige. Da han efterhånden mente, han havde stået og set dum ud i lang nok tid, bevægede han sig som lynet og stod pludselig bag kvinden inde på stranden. Hans cigaret var brændt ind, så han blev nødt til at gøre en ende på den og smide den ned i sandet, hvor den dødede hen.
Han gik hen til bunken af ejendele, hun havde kastet fra sig i sandet og stilte sig foran, så han blokerede det. Da besluttede han sig for, at han havde luret nok og åbnede endelig munden og sagde med en rolig, slesk stemme: "Godaften. Tager man sig en dukkert inden sengetid? Du skal passe på med at være ude i vandet så sent - vi lever jo i en farlig verden, og det ville ikke være svært at gøre en ende på dit liv lige nu." Han sagde det langsomt i et muntert men faretruende tonefald. Hvis hun blev skræmt, havde hans ord den ønskede effekt.

Evangeline lod en hånd glide igennem sit lange, lyse hår. Naiv, som hun var, havde hun ikke lagt mærke til den fremmede, som lod sit blik vandre omkring på hendes næsten nøgne krop. Hvis hun havde opdaget det, havde hun nok ikke forsøgt at dække sig til. Hun følte sig ikke genert, over at vise sin krop frem. Hun vidste den tilfredsstilte langt de fleste mænd. Og så alligevel? Hun ønskede heller ikke, at virke billig. At virke som en, som alle kunne få. For sådan var hun bestemt ikke. Hun var "hard to get", som man sagde på engelsk. I Evangelines hoved, lød det langt bedre på fremmedsproget, end på hendes eget. De fleste ting, lød egentlig bedre på det sprog, som ikke var hendes eget..

Evangeline kvalte et skrig, som var på vej op af hendes hals, da en skikkelse, næsten ud af det blå, dukkede op foran hendes ejendele, der lå ovre på stranden. Hun havde stadig blikket på dem, og lige pludselig stod en fremmed foran dem. Havde han været der hele tiden? Hun lod sit hår, falde ned over den venstre skulder, så det dækkede lidt af hendes bryst og ene hofte. Ikke fordi hun ønskede at dække noget. Ville han glo, kunne han blot gøre det. Hun ville som sagt, bare ikke fremstå som billig.
Hun smilede til ham i starten, da han begyndte at tale. Der var noget i hans stemme, hun ikke brød sig om, hvilket også, fik hendes smil til at blegne. Hans smil var.. faretruende på en eller anden måde. Hun blev bekræftet i sin mistanke, da han sagde det sidste. Det ville ikke være svært at gøre en ende på hendes liv.. hun bed sig i læben og trådte forskrækket et blik tilbage, imens hun prøvede at skjule sin frygt. Desværre, skinnede den tydeligt igennem, den facade hun forsøgte at stille op.
"Du gør mig da ikke noget? Hvem er du overhovedet?" Hendes stemme kom til at virke lidt for usikker, i hendes ører. Hun bad til, at den fremmede ikke registrerede det.

Hun var bange. Det var helt tydeligt. Frygten skinnede ud af hendes krop, hendes øjne. Hun prøvede at skjule det, men det mislykkedes for hende. En stor fejl. Man måtte aldrig vise sin frygt til fjenden. Så var man alt for let et bytte..
Men heldigvis for hende var det en dæmon, som nu stod faretruende foran hende, og ikke en vampyr. Han havde ikke en evig blodtørst, som de beskidte blodsugere. Han var godt nok kødæder, men det var ikke mange dage siden, han havde spist et ordentligt måltid. Dette var ikke på grund af sult, at han nu stod og smilte med de skarpe bisser. Det var af ren morskab.
En høj, karakteristisk latter brød ud af hans smalle læber ved hendes ord.
"Gør dig ikke noget?" gentog Rafael med morskaben lysende ud af sine gule katteøjne. "Det er naivt af dig at tro. Men okay, lad os sige, at jeg ikke gør dig noget."
Han trådte langsomt frem imod hende, til han nåede helt ned til vandet uden at røre det. Hvor han dog hadede vand. Det gjorde ham.. svag.
Pludselig havde han fået fat i en ny cigaret, som han tændte med en hurtig bevægelse med hånden. Han lagde den på læben og tog et hiv. Heldigvis protestede hans lunger ikke som tidligere.
"Jeg har jo helt glemt at præsentere mig selv!" udbrød han pludselig og smilede fortsat til kvinden. "Mit navn er Rafael Danican." Han bukkede dybt på elegant vis, måske lidt for overdrevent så det var over i det hånlige. Han løftede hovedet lidt, lukkede øjnene og snuste ind ad igennem næsen. "Mmm.. Liljer, morgendug.. Og du er så en elver, ikke sandt? Jo, det er du nødt til at være med den rolige aroma. Har jeg ret?"

Evangeline stod hvor hun var, og så til imens den fremmede begyndte at tale igen. Hun turde ikke gå tættere på ham, for at komme væk fra vandet. Længere væk fra ham var udelukket. Gik hun meget længere ud, ville hun være nødt til at svømme, og på et eller andet tidspunkt, var hun jo nødt til at komme ind på bredden igen.. Desuden, så var der en lille detalje, som hun nær havde overset i sine overvejelser. Hun kunne ikke svømme. Dette, gjorde hendes valg en del lettere. Usikkert og nervøst pillede hun ved en tot af sit gyldne hår. En lettet suk undslap hendes læber, da den fremmede sagde, han ikke, gjorde hende noget. Men der var noget over, den måde han sagde det på, der ikke gjorde det helt ægte. Ikke gjorde hende helt sikker på, om han nu også var sikker på, at han ikke ville hende noget ondt. Hun turde ikke taget chancen, ved at bevæge sig tættere på ham. Så hun blev blot stående og forsøgte at berolige sig selv, hvilket dog, ikke lykkedes hende.

Evangeline, var ved at bakke igen, da han gik frem mod hende. Dog stoppede han ved breden, inden han nåede vandet, hvilket fik hende til at ånde lettet op. Hun blev hvor hun var. Hvis hun gik længere ud, og mødte en bølge der var stor nok, ville hun højest sandsynligt drukne. Hun kunne virkelig ikke svømme, og nu, forbandede hun det langt væk - mere end på noget andet tidspunkt - at hun aldrig havde lært det.
Hun betragtede ham lidt, imens han præsenterede sig selv. Han lignede en, der var i hvert fald nogle år ældre end hende. Han havde udseendet med sig, og havde nogle ganske kønne træk. Mange endda. Han havde også nogle meget kønne øjne, som hun forsøgte ikke, at se ind i. For så ville hendes usikkerhed blot blive mere tydelig. Hun var lykkeligt uvidende om, at hendes øjne, ansigt, bevægelser - ja, hele hendes krop -. lyste langt væk af det.
"Evangeline Denali", præsenterede hun sig selv. Hans buk virkede hånligt, som om han ikke mente det. Det gjorde hende mere og mere urolig. Hun vidste ikke hvad han kunne finde på, at gøre.
Hun så på ham, imens han afgjorde, at hun måtte være en elver. Han havde ret, og hun nikkede blot, som for at fortælle ham det.

"Evangeline?" gentog han med en undren. Et meget specielt navn. Det ville blive svært at huske, men hvis han blev ved med at være i dette humør, behøvede han heller ikke at huske det.
Han smilede glad som et lille barn, da hun nikkede over hans gæt. Han smækkede hænderne sammen i fryd. "Så jeg havde ret? Fantastisk! Min lugtesans er ellers ikke, hvad den har været, og nogle gange kan elver og asparaerne godt flyde sammen. Du ved, de dufter begge to lettere rosenrødt og kvalmende, men de har en meget delikat smag. Nu er der jo heller ikke så mange af jer tilbage, som der engang var. I er jo ligeså værdifulde som kaviar," fortalte han muntert, ligeglad med at ordene måske ville virke stødende. Han så ind i hendes øjne, gennemborede dem med sine legesyge pupiller. "Det minder mig om et spørgsmål, jeg gerne har villet stille en elver som dig. Hvordan er det at se sin race langsomt blive udslettet, blot fordi væsner som mig ikke kan styre os? Gør det dig deprimeret at vide, at du intet kan gøre for at stoppe det? Hvordan er det bare at gå og vente på, at det bliver din tur? Så mange spørgsmål.." Han sukkede saligt og klukkede lidt af sig selv. Han holdte en kort pause fra sit snakkeri for at tage et sug i cigaretten. Lidt for voldsomt for hans sarte lunger, og det fik ham til at knække sammen i et hosteanfald. Hans hånd blev igen dækket med blod, og synet gjorde ham vred. Han beherskede sig dog og så i stedet trist ud. "Som du kan se, er jeg såret.. Jeg føler mig faktisk helt svimmel! Åh gud.. Du må hjælp mig." Han tog sig til hovedet og spillede dårlig. Hvis det kunne få hende til at komme tættere på, så var det okay for ham at gøre sig selv til grin. Desuden var det sjovt.
Han kunne heller ikke lade hende blive ude i vandet, for så ville han aldrig kunne få fat i hende. Vandet ville ødelægge hans chancer for en sejrer, og han vidste jo ikke, om hun kunne kontrollere vand eller noget i den dur, så det handlede om at passe på.

Evangeline nikkede, da han gentog hendes navn, som for at fortælle ham, at han udtalte det rigtigt.
Hun sendte ham et overrasket blik, da han slog hænderne sammen, og smilede, som var han et lille barn. Hun hævede det ene øjenbryn, da han kommenterede hendes lugt. Rosenrød og kvalmene? Måtte hun være fri! Hvorfra vidste han egentlig, at en elver smagte delikat? Han måtte være en dæmon af en slags. Den slags, man skulle holde sig væk fra, hvis man havde fornuften i behold. Da han sammenlignede hende med kaviar, slog hendes øjne lyn af vrede. Hvor vovede han, at omtale hende, som om, hun blot var en ting? Hun kunne finde på så mange eder og forbandelser, som hun kunne have råbt efter ham, men noget holdt hende tilbage. Han var en dæmon. Hun frygtede ham, og hun turde ikke gøre noget, som kunne få ham til, at skade hende. For det vidste hun, at han var fuldt ud i stand til.

Evangeline stivnede, da han kom med sit spørgsmål. Et ganske uventet en af slagsen. Denne fremmede pakkede sandelig ikke noget ind. Han talte direkte ud af posen, og han var tilsyneladende ligeglad med, om det kunne virke stødende.
"Det går mig på" Hun svarede ham med en kold tone, som for at fortælle ham, at han gjorde bedst i, at holde sin mund. Men hun var ikke i stand til at gøre ham noget, hvis han nægtede. Hvis han blot talte videre. Det var tydeligt at se. Han vidste det sikkert også allerede.
Efter det, han lige havde sagt, ville hun ikke drømme om, at hjælpe ham, hvis han fik bug for det. Men da hun lagde mærke til hans pludselig hosteanfald, som resulterede i, at der kom blod med op, fik hende til at ombestemme sig, og omgående glemme alt om, det han havde sagt. Det var problemet med Evangeline. Hun kunne ikke lide at se folk lyve og hun var mere naiv end hvad godt var. Da han til og med bad hende om hjælp, og sagde han var svimmel satte hun i løb ind mod bredden. Hendes bevægelser var elegante og yndefulde, og da hun kom til bredden, ramte hun ham ikke med en eneste dråbe vand, som et normalt menneske til en hver tid ville have gjort. Imens hun løb, fløj hendes hår, som en lang, gylden vifte efter hende, og ja.. det var begrænset hvor meget af hendes krop der så var skjult. Men det faktum tænkte hun slet ikke over i det øjeblik. Hun lod blidt en arm glide om den fremmedes - eller Rafaels - skulder, som for at støtte ham. Hun lod hans krop støtte sig op af hendes, som forsat var næsten nøgen.
"Hey.. er du okay?"
Evangeline så på Rafael med et bekymret ansigtsudtryk. Trods alt det, han lige havde sagt, havde hun ikke tøvet med at hjælpe ham. For sådan var Evangeline. Hvor var det egentlig naivt gjort. Hun var selvfølgelig af en anden mening. Hun var overbevist om, at han behøvede hendes hjælp. Så hun gav ham den.

Hans spørgsmål gjorde hende vred. Selvfølgelig gjorde de det. Ellers ville han ikke have stillet dem. Han var en menneskekender, så at sige, og elvere var ikke ret kringlede væsner. Det var ingen væsner. Det var menneskene, der var de fascinerende. Hvad angik elverpigen var det jo klart, at hun blev stødet over hans spørgsmål omkring hendes races svaghed. Men hans spørgsmål havde alligevel ikke haft den ønskede effekt. Han havde håbet, hun ville bryde ud i raseri og viser ham nogle magiske evner. Men måske havde hun ikke nogen? I så fald ville hans forhenværende blive en leg.

Han blev overordentligt forskrækket, da hun kom løbende imod ham, og det fik ham til at droppe skuespillet. Hvad lavede hun dog? Han havde godt nok ikke regnet med, at hun ville hoppe på krogen. Hvor dum kunne man være? Han havde lige fornærmet hende! Besudlet hendes race, og hvad gjorde hun? Løb hen til ham for at hjælpe ham.
Det var heldigt, at hun ikke kunne læse tanker, for så ville hun nok være godt forvirret lige nu. Minder strømmede over ham, minder, der var århundrede gamle. Og værst af alt frygtede han hende. Frygtede hende, fordi hu havde gjort ham forskrækket, gjort noget, han ikke havde forventet. Men frygten var hurtigt væk og erstattet af irritation og morskab på samme tid. Da hun kom hen til ham, rettede han sig igen op og så ondskabsfuldt ned på hende. Han lad sin blodige hånd ramme hende hårdt på kinden uden en synlig grund.
"Det var meget dumt af dig, Evangeline," mumlede han muntert. "Du må ikke sænke paraderne over for din modstander. Du kunne være død nu."

Evangeline var typen, der ikke kunne bære, at se folk lide. Nok, havde Rafael besudlet hendes race, og fremhævede dens svagheder. Men uanset hvad han havde gjort, kunne hun jo ikke bare lade ham ligge i sandet, kun få meter fra hende, kun adskilt af vand. Hun kunne ikke bare stå der.. lade ham blive svagere og svagere. Derfra, hvor hun havde stået, var hans skuespil ikke nemt at gennemskue. Desuden var det ikke lige en af de første tanker, der fløj gennem hendes hoved, da hun så ham hoste og bede om hjælp, at han bluffede. I sådanne situationer tænkte hun kun på at hjælpe han. Hendes store fejltrin. Naive, næsten nøgne Evangeline. Hun var ikke selv klar over, hvor stor hendes naivitet kunne bringe hende i, men tiden var måske inde, til at hun fandt ud af det, netop på denne varme sommeraften.

Evangeline så forskrækkelsen i hans øjne, da hun løb hen mod ham. Den hørte ikke til der. Han skulle have set på hende med taknemmelige øjne, smilet svagt og takket hende for hjælpen. Men det gjorde han ikke. Han rettede sig blot op, som om intet var hændt og sendte hende et ondskabsfuldt blik. Da gik det op for hende, at hun var blevet snydt. Hans blik skræmte hende, og hun turde ikke se direkte på ham. Hun var bange. Det havde hun vel også grund til, siden han havde lokket hende på denne måde? Han havde vel planer med hende?
Hun så op med en chokeret mine, da hun mærkede hans blodige hånd mod sin kind. Det gjorde ondt. Smerten var omgående og tårerne kom frem i hendes øjne. Oveni det, forskrækkede det hende også en del, og det gjorde kun det hele meget værre.
"Hvorfor gjorde du det??" Hun så på ham, imens hun irriteret tørrede en tåre væk fra sin kind. Samtidig fjernede hun noget blod, som hans hånd havde efterladt på hendes kind. Hun så op på ham, imens han talte. Han snakkede med en så munter tone.. Men der var ingen tvivl om, at han ikke ville hende det godt. Hun svarede ikke, på det han sagde. Ville ikke. Hun vendte sine grønne øjne mod jorden/sandet igen, og bandede indædt over, at hun var hoppet i hans fælde så let.


//Skal lige spise, men skynder mig, at komme igen:D//

//Samme her!//

//Tilbaaage n.n//

Nu begyndte hun oven i købet at tude.. Ikke nok med at hun var dum og naiv, hun var også følsom. Det var jo ulideligt at være tæt på denne.. denne elverpige. Det, som han havde startet op for at more sig selv, havde nu gjort ham irriteret. Han var irriteret på hende over, at hun opførte sig så dumt og endda kunne finde på at forskrække ham. Hvis blot hun havde angrebet ham i stedet, men nej, hun var anderledes. Egentlig en meget interessant pige.
Han sukkede tungt og tog sig til hovedet, hvor han begyndte at massere sin pande.
"Du larmer umådelig meget..", konstanterede han med en lav men tydelig stemme. Han havde lukkede øjne lidt, og da han så åbnede dem igen, så han gennemborende på Evangeline. "Hvorfor jeg gjorde det? Er det ikke klart? Fordi jeg havde lyst." Han smilede djævelsk til hende og gik helt hen foran hende. Hun var lavere end ham, så det var ikke svært for ham at se ned på hende, men hvis det var omvendt havde det nok heller ikke været et problem. Han så ind i hendes øjne og ventede på, at de fik øjenkontakt. Hun havde flotte øjne.. Store, uskyldige øjne. Han lagde en hånd på hver af hendes kinder og vendte hendes hoved opad, så hun ikke kunne andet end at se på ham.
"Hmm.. Du er køn." Det var måske første gang, han havde været så oprigtig over for hende. For det var jo sandt. En flot krop, smukt ansigt, vidunderlige øjne.. Hvad ville hun mon koste på slavemarkedet?

Evangeline så forsat ned i sandet. Det var ikke meningen hun ville få tårer i øjnene. Det var så pinligt, så.. ydmygende. Hun plejede ikke at være så let til tårer. Det måtte være pga. forskrækkelsen, ja, og smerten. Hun pillede fraværende ved en tot af sit lyse hår, imens hun som en gal, tænkte alle mulige planer igennem i sit hoved. De omhandlede allesammen, hvordan hun skulle slippe ud af denne yderst uheldige situation, hun havde fået sig selv anbragt i. Den ene mere urealistisk og utrolig end den anden. Hun ville ikke kunne løbe fra Rafael. Hendes krop var ikke bygget til at løbe i længere tid af gangen. Han ville kunne indhente hende i løbet af enormt kort tid. At svømme væk, var også en umulighed. Som sagt, kunne hun ikke svømme. Flyve, kunne hun heller ikke. Blive på stedet og slå fra sig, var heller ikke en mulighed. Hvor var hun dog sårbar og svag! Hun kunne intet andet gøre, end at stå her, halvnøgen foran den fremmede, som lige havde slået hende. Hun sendte ham et hårdt blik. Han skulle ikke have det så let. Slet ikke.

Evangeline mærkede hans hænder mod hendes kinder. Hun kunne ikke lide hans svar. Bare fordi han havde lyst til, at slå hende, var det ikke ensbetydende med, at han bare kunne tillade sig at gøre det. Hun prøvede at stritte imod, men det var håbløst. Hun mærkede hans hænder løfte hendes ansigt op, så hun så ham direkte i øjnene. Han syntes åbenbart hun var køn. Men hun kunne ikke lide den måde han sagde det på. De overvejelser hun syntes at kunne ane i hans stemme. Hun var virkelig ikke vild med det.
"Du kan ikke bare slå mig.." Hendes stemme lød ikke lige så hård og stædig, som hun ville have haft den til. Men alligevel lød den lidt som det var meningen.. lidt.