En savnet elskede - Tooya (privat)

tid: sen aften
vejr: regn
omgivelser: gravsten
sted: kirkegården

aya sad på hug ved en smuk gravsted. folk havde sagt at hendes elskede tooya var død, og lå begravet der. aya lå en buket på graven. hun græd ned i sine hænder. "Tooya hvorfor skulle du også miste livet, jeg elskede dig jo" græd aya. hun havde elsket tooya siden de var børn, og det havde slået hende ud da en veninde kom og fortalte at tooya var død. aya havde ladet sin søn nano sove hos en ven, da hun ikke kunne klare sorgen når han var nær hende. hun ville nemlig ikke have at nano skulle se hvor meget i sorg hun var

lidt fra hende. Stor en ung mand det var Tooya han var i live og hade det næsten godt, og han huske Aya rigtig godt og sang den sang han hade laver til hende. Da de var 13 år gammel og skulle være forælder første gang med Nano, Og Toyya sang den for hende da hun hade født Nano den gang og nu sang han den igen. For hende da han elsker hende og aldrig ville gøre ende ondt

aya hørte tooyas sang og så sig omkring. "Jeg må have hørt syner.... for kun tooya og jeg kender den sang, og tooya er død..." sagde aya til sig selv. var hun ved at blive skør af savnet til tooya, eller havde hun virkelig hørt sangen, og ville det så betyde at hendes elskede tooya var i live, eller var den bare helt galt med hende. hun rystede på hoved, "Mirika sagde at tooya var død, og hun har aldrig løjet for mig...men hun var jo også vild med tooya" mumlede hun

Tooyas sang. Blive højer og højer jo tæt han kom på hende og efter nogen minuter stod han, ikke mere 1½ meter fra hende og sang sangen for hende han var ikke død. han hade være holdt fanget i en kælder i lange tid men hade ikke glemt sin, første,største og eneste kærlighed Aya og sammen med hende hade han sønen nano. På 6 år og Tooya hade saven dem rigtig meget så meget at han, hade være syg i flere uger i fangenskab

aya hørte det og vendte sig om og så ham. hun rejste sig. "Tooya.." sagde hun. tårerene løb ned af hendes kinder. "TOOYA!" skreg hun og kastede sig om halsen på ham. hun kunne ikke fatte at hendes elskede tooya var i live

" Aya min elske. Jeg er hos jer igen og jeg har saven dig og vores søn i så lange tid, åååh min elsker jeg vil alldrig lade nogen komme i mellem os igen aldrig nogen sinde mere " sagde Tooya. og holdt Aya ind til sig og ville slet ikke slippe hende igen

aya græd ind til ham. "Vi troede vi havde mistet dig min elskede,...jeg troede du havde mistet livet.. jeg bildte hver gang nano ind at du var på rejse, men det var svært til sidst" græd aya

" Nano er en klog lille dreng. Han viste det ikke passe det du sagde han kunne regen ud at jeg ikke, var ude at rejse vis jeg hade være det hade i være med mig. For jeg ville aldrig rejste nogen sted uden jer for vi er en familie og familie, holde sammen " sagde Tooya,

du må aldrig forsvinde igen, aldrig" bad aya og tog fat i ham. hun ville aldrig lade ham gå igen. hun lå hoved mod hans skulder, hun havde virkelig savnet ham

" Bare rolig søde. Det gøre jeg helle ikke "sadge Tooya og tog om hende og ville slet ikke midste, værke hende eller deres søn nano han hade virkelig saven dem rigtig meget. I den tid han hade være væk og han valke en smule han var utære og udmatte,

aya valgte at støtte ham. "Lad os tage hjem, så kan du få noget mad og noget søvn" sagde hun

" tak min skat. Du og Nano er det bedste som er hent mig i hele miit liv " sagde Tooya, og stødde sig op af Aya så han ikke skulle falde han var ikk rigtig raks. Efter han ikke hade får noget at spise i nogen dage efter ham var stukke af fra Mirika og hendes bror, som hade holdt ham fanget for at Aya skulle trot at Tooya var død.

aya fik tooya hjem. hun lå ham i sengen og ringede rundt. hun så på ham mens hun snakkede med vennerne, hun var glad for at han var hjemme nu

Tooya hade brug for at soven. Så han lag sig ned og faldt i søven med det samme og han hade brug for det, i mens han hade være fanger hos Mirika og hendes bror. Hade han ikke får lov til at sove eller til at får noget rigtig at spise, og det hade gjorde ham meget tynd og svager

aya tog hans tøj og smed det til vask. hun lå et rent sæt tøj til ham og gik ud for at lave noget mad til ham

Tooya sov tunget. og han begyndte at vender sig han drømet at Mirika angreb Aya, for at får Tooya for sig selv han kæmpe i søvne for at slippe fri det som ha trot var mirikas bror. Var blot hans dyne så vången han med et sæt

aya sad i stuen og strikkede på noget baby tøj. hun havde en kasse til at stå ved siden af sig, som hun lå alt baby tøjet i.

Tooya satte sig rigtig op. Og forsøget at huske sin drøm men det kunne han ikke live med det sammen, noget i hans hukommelse var ved at forsvinde og det var ikke godt. For hans minder var det som holde ham tøjer til Aya og Nano, og vis de forsvandet ville han indte huske omkring dem

aya vidste godt, at tooya ville glemme hende og nano, men hun vidste at hvis hun elskede ham, så kunne hun ikke stoppe tooya. hun fandt et billede fra hende og tooyas første møde som voksen, hun begyndte lidt at græde over frygten for at miste ham

Tooya var så fusteret. At han hade svære ved at huske noget men to naven var der endnu, Aya og nano de huske han meget godt for de fylde hans live med lys. Og glæde og sang Tooya kunn ikke leve uden dem overhovedt

aya kom op til ham og lå en hånd på hans pande. man kunne se på hende at hun havde grædt. med et lød der en råben udenfor. "AYA JEG VED TOOYA ER DER INDE! HAN ER MIN HØRE DU HAN ER MIN!" råbte en. aya så ud og knyttede hånden. for mirika stod der ude

Tooya gik ud til hende. Og så rasen på hende " jeg er på ingen måde din Mirika, Vis jeg er nogens så er det Aya´s " sagde Tooya vredt og vendt rundt

tooya gå ind og lig dig" sagde aya bestemt. hun skubbede ham ind og lukkede døren