Until I die... -Eowen

Natten var mørkt. Og kold. Det var sådan han kunne lide det. Vinden var lige så iskold og nådeløs som ham selv og legede skønsløst med hans løse tøj.
Han bar en hvid T-shirt og, som altid, et par normale jeans. Han lignede den lille gud han var. Nattens hersker. Ethan.
Et lille smil fandt sin vej op på hans læber og gik med selvsikre skridt gennem den døde, spøgeles by. Der var normalt inden ude så sent om natten, når klokken er midtnat. *Midtnat* tænkte den gamle vampyr *Midnat er en magisk time*. Og underligt nok, gav diverse eventyr ham ret. Midnat var højdepunktet for nattens magt. Vampyrenes magt. Den mørkeste, koldeste og mest gensøgte time. Der gik mange gyserhistorie om den time og det passede jægeren godt.
Det gjorde ofrene skræmte. Han kunne fortælle dem alt... Og de ville tro ham. Når en vampyr står foran dig og du er døden nær, vil du tro på alting.
Det morede Ethan, at så håbet danne sig deres øjne, når de trak korset frem. Dumme, tåbelig mennesker. Men for det meste vidste ofrene ikke noget, før det var for sent.
En legeplads dukkede op på hans højre side. Ethan stoppede op og smilet forsvandt. Han hadede minderne. Detkom altid væltende ved følelsen af noget velkendt. Ligesom nu. For hans indre blik, så han ham selv og hans bror. Deres latter fyldte hans sind og deres smil...
De var glade.
Han rystede, til sin egen overraskelse. Og hans hænder uvilkårligt knyttet. Det var forbandelsen og velsignelsen ved dette liv. Han var dømt til at leve med sig selv og hans handlinger, valg, for evigt.
Hvis ikke han havde pustet lidt til sit eget ego og var blevet 'den nye Ethan' ville han være sindssyg nu. Seriøst, at dræbe for at overleve? Og at suge blodet ud af ofret? Folk ville kalde ham et monster. Folk ville tale til hans fornuft... Men på grund af sit drillende, flabede og kolde personlighed ville han ikke lytte.
Han havde ikke lyst til at dø. Uanset hvad. Han ved at blive for følelses følt. Ethan skud skylden på sit mangel af engleblod. Dammit.
Med inderfølt suk, som ingen andre nogensinde havde eller ville, høre. Det var han for stolt til. Goddammit. Langsomt begyndte at han at gynge frem. Og tilbage. Frem. Og tilbage.

Der lød nogle sagte skridt fra fortovet, et par små lette skridt, der gik hurtigt hen af det grå mørke fortov. De små lette skridt, gik hen mod legepladsen, som det vr planen at gå derhen, måske var det for at komme lidt væk fra alt, især da det var på denne tid. Den der ville vk fra alt, her og nu, var en pige på omkring de 18 år, med langt flamme rødt år. Hun var en fuldblods engel, der havde haft en forfærdelig dag og bare prøvede at komme væk fra alt og alle. Notmalt, havde hun føjet sig en tur, men denne gang havde hun valgt noget andet.
Denne enegn hed Eowen, hun var på vej hen mod den lille legeplads der lå i byen, hun havde ofte set de små skyldige børn løbe rundt og lege på den, så da hun havde haft sådan en forfærdelig dag, hvorfor så ikke tage et rart sted hen, bare på et tidspunkt hvor der ikke var andre.
Da hun kom hen til hegnet der var omkring legepladsen stoppede hun op. *hvofor gå hele vejen udenom, når man kan kravle over?* tænkte hun lidt for sig selv, og der gik ikke lang ti før hun var på vej op ad hegnet.
Da hun var kommet over og havde svunget sine ben over på den anden side af hegnet, skete der det uheldige, at hun på en eller anden måde, mistede grebet i hegnet og var så på vej ned i et fald mod jorden. Mens hun faldt kom der et lille hvi fra hende og hendes øjne begyndte at få en mere lyserød farve, da hun ikke vidste noget værre end smerte.
Da hun endelig havde ramt jorden, mærkede hun en dunkende smerte i sin venstre arm, hun prøvede forsigtigt at røre den, men fandt dog også hrtigt ud af at den var slemt skadet. Hun kom forsigtigt op at stå og børstede så det mørke sand af hendes hvide top og de stramme lyse cowboy bukser. Det hjalp ikke meget, da sandet var fugtigt, så der var kommet nogle mørke og beskidte plamager efter sandet.

Minderne væltede ned over ham. Som om han sad under et vandflad. Ethan brød sig ikke om denne svaghed. For det var virkelig en svaghed.
Bare at det at ikke var ude og slå en eller anden ihjel, betød der var noget galt med ham. Var han overhovedet en rigtig vampyr? Kæmpede alle vampyrene, eller generelt onde væsner, med dette problem?
*Nej* blev han enig med sig selv om *Kun vampyrer*. Vampyrer havde altid været en race for sig selv. De var godt sammen banket flok og som nærmest alle tiden beskyttede deres egne. I de tidlige år af Ethans udødelige liv, var det altid en eller to vampyrer, som holdt øje med ham. Bare for at sikre hans overlevelse; ikke mange kunne lide vampyrer.
*Ikke nogen overraskelse* tænkte han bittert. Lugtepælene rundt om ham blinkede og gik ud. Med undtagelse af den tættest på. Fra den lyskegle kunne han næsten ses og så alligevel ikke.
Gyngen knirkede let og den hårde vind fik gyngen ved siden af ham, til at rykke frem og tilbage. Hvis han havde været en dumt og tåbeligt menneske ville han helt klart være bange nu. Hans overvågne blik scannede området, men der var intet at se desværre. Ingen væsner, ingen mennesker. Ingen sjov.
Igen sukkede han svagt og lod øjenlågene falde i. Jacks smilende ansigt kom frem. Sammen med mindet om den åndssvage dæmon. Eiri.... kol.. ol... an? Han kunne ikke rigtig huske hendes navn. Desuden var det heller ikke det, der betød noget. Det som betød var noget var, at han var blevet forrådt.
Ethan havde risikeret meget for en usle dæmon og had fik han til gengæld? Et stort, grimt ar. Legepladsen var normal. Og alligevel for der noget specielt over den. Han kunne ikke rigtig se små, søde børn løbe rundt på den, leende. Her i mørket virkede den... Hjemsøgt? Overnaturlig? Han blev sig selv svarsskyldig.
Han kunne ikke spøgelser, undead og så videre. Faktisk kunne han ikke lide det meste. Vampyrer, super. Engle, god. Dæmoner, helt okay, elver, niks, udnerlige nymfer, over hovedet ikke, djævle, neej, animaguser, aldrig i livet, dværge, go to hell. Varulve... Hvorfor dette væsen overhovedet var opfundet havde altid undret Ethan. Det var ubrugeligt, dumt og pisse irriterende.
Alting var pisse irriterende. Ethan åbnede øjnene og kiggede direkte op mod verden. Mod Gud. Mod alle. og mumlede, mest til sig selv, : "Hvad er meningen?". Med alting.
Der kom intet svar.

Den kolde nat brise, blæste op og begyndte at lege med Eowens hår, så det dansede rundt som flå flammer, der lige havde fået godt fadt i noget brændbart. Hun bevægede sig stille og forsigtigt, hen mod det lille tårn, der skulle forstille et slot af en slags og som ekstra sjov ved det, var der en lille rutsjebane. Da hun var ved at være henne ved den overvejede hun lidt, om hun skulle gå forbi, eller kravle op på taget, hvor hun altid havde holdt af at spejde ud over resten af legepladsen og nogle små dele af byen. Mens hun stod der og prøvede at bestemme sig, mente hun at hører en sagte knirken, ikke den naturlige der altid kom når blæsten skubbede sagte til gyngerne, men den der kom når der sad en, på en af de gamle slidte gyngerne, de små børn dagligt morede sig på sammen med venner, eller forældre. Eowen savnede det at have en til at skubbe gyngen, en til at støtte op om en, men den eneste ven, hun egentlig havde, viste sig at have været en forræder, der stak hende i ryggen, der hun mest behøvede en ven. Hun gad ikke de tanker nu, det var en smuk nat, hvor alle de små stjerner blinkede ned til hende og ventede på, at hun skabte en historie om dem.
Hun var nu endelig blevet enig med sig selv og i nogle få hurtige skridt, var hun oppe på taget af det lille tårn, hvor hun sad og kiggede op på stjerne himmelen. Stjerne virkede så dominerende og så svage på samme tid. De havde altid fascineret hende, de havde gjort hende tryk, fået hendes gråd til at stoppe. De havde altid været der for hende, ikke ligesom hendes opdrager i himmelen, der aldrig ville lade hende opleve noget, altid bare sidde der og studere, filosofere og holde orden i alt. Hun havde ikke kunnet klare det til sidst, så hun var rejst. Hun huskede ikke meget fra starten, kun nogle få ubehagelige billeder, der altid forsvandt hurtigt igen, da hun selv ville have dem væk. "Fortiden er for længst overstået, den skal glemmes" Hviskede hun sagte for at slette alle de billeder, der løb rundt i hendes hoved og forstyrrede roen, på den lille legeplads, med nattehimmelen og den blide blæst.
Eowen mærkede blæsten, krybe ind under tøjet og krybe ind i huden, så hun begyndte at fryse let. Derfor trak hun forsigtigt benene op til sig og lagde armene om dem, hun begyndte stille at nynne en sang hun kendte et sted fra, men hun kendte dog kun lidt af taksten. "Seasonds are changing, and waves are crashing, and stars are falling all for us. Days grow longer, and nights grow shorter."
Lød det sagte og mildt fra hendes mund, da hendes mund mumlede ordene, med den smukke uskyldige englestemme hun havde.