Safe from the rain //Eowen//

Sted:: Biblioteket
Klokken:: Lidt i midnat
Vejr:: Regn, regn og atter regn.
Omgivelser:: Et tomt støvet/gammelt bibliotek.

Regnen udenfor gjorder Al glad for at han arbejdede i biblioteket. Det havde lukket for flere timer siden, men han var alligevel blevet tilbage for at sortere bøgerne. Det var jo ikke fordi at han havde noget bedre at lave. Han nægtede at gå hjem i dette vejr og det var jo ikke fordi at der var nogen som ventede på ham.
Et suk forlod hans læber da han så de gamle, ødelagte bøger. Mennesker havde ingen ide om hvordan man skulle behandle/værdsætte dem. Det var en af de mange grunde der gjorder at han var glad for at han ikke længere tilhørte den arrogante race kaldt mennesket. Nej, Al var intet menneske. Han tilhørte den 'rene' race kaldt engle. Det fik ham til at få kvalme hver gang at han tænkte på det. Han var så træt af at være en slave for himlens porte, så træt at altid at skulle følge ordre. Men dette var bedre end at være menneske. Man skulle dog ikke misforstå ham, han var en venlig person, men det behøvede man ikke at være en engle for at være.

Al satte sig bag kateteret ved indgangen og satte sig ned i lyset for at læse. Det var da han hørte et brag uden for som gav et sæt ham. Det blev så efterfulgt af endnu et suk; det var begyndt at tordne.


//har lidt kreativitets problemer <.< //

Regnen trommede mod vinduerne, plaskede mod de allerede våde gader. Eowen, var lige kommet ud af en café da det var begyndt at regne, hun skyndte sig hen til døren igen, men samtidig som hun kom derhen, drejede en af dem der arbejdede låsen og vendte skiltet om til lukket. Der lad et dybt suk fra hende. Hun trak sin sorte jakke tættere om sig og begyndte at småløbe ned ad den lange gade, hun kiggede egentlig mest efter et sted hun kunne søge ly. Hun havde været nede igennem hele gaden, men ikke et eneste sted ville lukke hende ind. Hun var nu henne for enden af den, hvor der var en trappe op til en stor egetræs dør. hun gik forsigtigt hen til den og prøvede forsigtigt at skubbe til den, og den gav sig, da hun prøvede at åbne den nok til, at hun kunne klemme sig ind, begyndte den at knirke højlydt, men der var ikke noget at se eller hører inde bag døren. Da hun var kommet helt ind og havde vænnet sig til den dunkle belysning, så hun snart, at det var et bibliotek. Hun kiggede op på alle de støvede gamle bøger, bøger der kunne fortælle nogle ting man kunne lære af, bøger der tog en med ud på de vildeste eventyr, stod der på meterhøje hylder, der var fyldt med bøger, så der ikke kunne være flere. Eowen gik og kiggede op og ned på alle de bøger, da der pludseligt lød et højt brag, hun blev så forskrækket, hun næsten hoppede en halv meter op i vejret. Da hun endelig var kommet sig over forskrækkelsen, syntes hun at hører et suk, hvilket fik hende til sagte at kalde ud i luften, for at finde ud af, om der var nogle herinde. "Hallo... Er her nogle?...Hallo" Lød det en anelse nevøst og mildt fra hende, mens hun stadig gik igennem de mange gange dannet af bogreoler.

//Helt okay, har nemlig også selv lidt krea. svigt for tiden ^^//

Lyden af nogen snakke fik Al til at rejse hovedet fra bogen. Han ville svare denne stemme men det var et problem når man ikke havde en stemme. Ja, Al var stum, men det gjorder ham ikke specielt deprimeret. Han havde jo været stum siden hans menneske år, han kunne ikke længere huske hvordan det er at forme ord med læberne. Så han rejste sig op, tog den blanke blok med en kuglepind hængene ude i siden, og gik længere ind i biblioteket. Han havde en god ide om stemmen kom fra og efter få skridt ind i en af de mange gange med reoler, viste det sig at han havde ret. Foran ham stod en rødhåret ung kvinde. Hun havde ryggen til ham, så han gjorder det eneste han kunne for at få hendes opmærksomhed uden at skræmme livet af hende. Han hostede.
Enlig havde han tænkt på at smide hende ud, men han kunne se at hun højst sandsynligt bare søgte ly for regnen. Det var da hendes duft passerede ham, den var sød og meget tæt på hans egen. Ah en engel? tænkte han. Det var ikke tit at han mødte nogen fra hans egen race. Mest fordi at de ikke brød sig om ham. Al havde været ubehøvlet overfor hans 'brødre' og 'søstre'.
Da hun havde vendt sig imod ham lod Al kuglepinden møde det blanke papir. 'Biblioteket er lukket, men vis du søger ly for regnen må du godt tilbringe din ventetid her' Det tog ikke mere end et par sekunder før at sætningen var færdig. Det betød bare at han var van til at skrive for at kommunikere.

Der lød en let hosten bag ved Eowen, der gjorde, at hun vendte sig om. Da hun havde vendt sig om, så hun en dreng, på alder med hende. Hun lagde mærket til lyset omkring hende og følte sig en anelse hjemme af det, hun lagde også mærke til at han begyndte at skrive på en lille blok istedet for at tale. Hun skimtede hurtigt det der stod og svarede hurtigt efter. " J...jeg søger bare ly for regnen" lød hendes stemme, men en anelse hæsere og lavere end hun selv havde troet. Drengen foran hende havde noget blond hår og nogle flotte blå øjne, men der var noget over ham, noget der virkede anderledes fra mennesker. Der var også noget hun genkendte ved denne person, men hun kunne ikke huske det, hvilket irriterrede hende lidt. Éowen begyndte igen at kigge rundt på de mange reoler der var, for at se om der ar noget der famgede hendes interesse. "Hvem er du egentlig, og hvor er det egentlig helt præsict jeg opholder mig?" Spurgte hun med en mild stemme, hvor der gemte sig en lille latter i. Mens hun stod og ventede på drengens svar fik hun øje på en bog, men den bog var selfølgelig øverst på den meterhøje reol. Uden helt at tænke over hvad hun gjorde, kom hendes vinger ud af ryggen og begyndte at baske. Hendes fødder lettede et par centimeter over jorden til at starte med og lidt efter, var hun allerede oppe ved bogen. Hun tog den forsigtigt ud, og fløj så ned igen, hvor hun tog sine vinger ind igen. Hun strøg forsigtigt hånden hen over den gamle og støvede bog og skimtede så noget slidt, men gyldent skrift. Eowen knep øjnene sammen for bedere at kunne tyde hvad der stod på bogen. Hun blev lidt forundret da hun læste hvad der var for en bog, kunne det virkeligt passe, var det virkelig den bog, den ene bog hun for flere år siden havde læst og holdt så meget af, men hun desværre havde mistet et par år efter, ved en hurtig rejse ned til jorden for at tjekke noget. Hvis det var den selv samme bog, ville der stå noget inden i den, som blev skrevet af hende selv, kort tid efter hun havde fået den læst. Eowen var i sine helt egne tanker, lykkelig over at have fundet sin bog, faktisk så lykkelig at hendes øjenfarve skiftede mellem en smaragd grøn og krystal blå farve.

Al begyndte at skrive på blokken for at besvare hendes spørgsmål. 'Du befinder dig i den ældre del af Biblioteket i Di Morga, jeg er receptionisten' Han fik dog aldrig vist hende blokken før at to fuglevinger foldede sig ud af hendes ryg og lettede hende elegant fra jorden.
Vinger.. en af de ting Al også manglede. Han havde opført sig lidt for oprørsk over for 'overmagten', så hans straf var at miste vingerne han nød så meget. Han kunne ikke længere huske hvordan det var at flyve, men han havde stadig drømme om det så han havde en god ide om hvordan det var.
Da hun kom tilbage ned på jorden rakte han hende blokken. Hans navn 'Allen' stod, med sølvbogstaver, på det navneskilt der hang på venstre brystlomme, så han følte ikke at han blev nød til at skrive hans navn ned for hende.
Det overraskede ham dog da hendes øjne skiftede farve.
Det havde han ikke set før, men hey, I denne verden kunne alt vel ske?
Hans egne evner var også lidt specielle. Okay, den del hvor han kunne læse tanker (på et mindre niveau) var vel ikke så nyt, men den del hvor han kunne genskabe tabte kropsdele var ikke noget han havde set hos andre. De kunne hele deres sår, men han havde endnu ikke set nogen kunne genskabe en hel arm.
da hun endelig kiggede på ham igen rakte han hende blidt blokken. Det undrede ham at hun ikke havde spurt indtil blokken endnu, men det kom nok efterhånden.
Han var alt for van til det spørgsmål at han fandt det underligt når folk ikke spurte.

//sry for det korte svar <.