Et gammelt og nyt hjem! - Angelin

Med hastige skridt og en masse larm, da hun ikke tænkte over hvor hun gik. Knitrende blade, nedfaldsgrene der gav sprøde knæk og knas fra sig, når hun trådte på dem. Og selv med de bare føder, havde hun kræfter nok til at få ting til at give disse nydelige, larmende lyde fra sig. Angelin var fortvivlet over det der lige var sket, hvilket gjorde at de støvlignende vinger kom til syne igen. For andre var de ikke alt for tydelige, men for hende selv, gav det hende godt lys til at kigge og holde øje med hendes omgivelser. Det var også i den grad rimelig mørkt, så kun hendes krops hvide udstråling og de lysende vinger, gav hende lys nok til at finde ud af hvor hun var.
For en sikkerheds skyld, rev hun et stykke af den hvide kjole af, og lagde det på jorden bag hende. Hvis det nu skulle være, at Arthur ville vågne, og begynde at lede efter hende. Det var nok ikke så sandsynligt at han ville vågne igen, for i hendes øjne, så han rimelig død ud. Ville hun nogle sinde se ham igen?
Fortvivlelsen gjorde hende ude af sig selv og da hun endelig kom til den halvbrede å, som hun var gået efter, faldt hun på knæ i de nedfaldne blade. Det var allerede ved at være så tæt på vinter, som det overhovedet kunne komme og selvfølgelig var næsten alle blade faldet af deres pladser på træerne. Parat til at visne helt og derefter forsvinde, hvis ikke vinterens sne ville lægge sig over dem og lade dem overvintre.
Tårerne pressede sig på og hun foldede sig nu mere sammen. Hun var faldet ned på knæene som nu var bare, da hun havde trukket kjolen op. Derefter var hun knælet ned ved vandets bred og tårerne var så begyndt. Da hun foldede sig mere sammen, bedte hun til den gud, som ikke længere ville høre på hende. Hun bedte til gud om, at Arthur ville vågne. Og selvom hun ikke selv vidste det, var det tydeligt at han gjorde det. Men lige nu, var Angelin ikke klar over det, hvilket gjorde at hun var fuldkommen ude af sig selv.

Arthur havde nu efter flere timer ledt efter Angelin men resultatet var han måtte tænde et bål. Han krummede sin sammen med knæene imod brystkassen og så direkte ind i den buldrene ild. Han var træt og virkningen af miksturen var aftaget. "Åh Angelin.. hvor er du nu?.." mumlede han træt. Arthur du må ikke give op sagde en fjern stemme indei ham. Hans krop var alt andet end med den mening. Langsomt løsnede han langbuen fra ryggen og trak en pil fra pilekoggeret. Han lod noget sirup fra et træ dryppe ind over den i tyndelag og lagde så hånden imod spidsen af pilen og lod sin evne tæt efterfulgt af smerte tænde den nu antændelige pil i spidsen. Bagefter dulmede ilden af og han hørte hans fingre stramme om stregen og buen pegede op imod himlen. Så trak han strengen ind igen og tog en seddel fra hans ryttertaske og fast gjorde den enden af pilen og affyrede nu den brændene pil. Ilden bredte sig et større stykke udover pilen men nåede aldrig sedlen da træet på enden ikke var fedtet ind i harpiks. Så fast gjorde han igen buen til ryggen og håbede inderligt at Angelin ville få øje på den brændene pil og løbe hen og finde sedlen..


Sedlen:

Angelin... jark savnter dej. Krom nu jrem. Jark ha det gordt så jark snarkt lete efter dej igjen. Hursk art jark ejlsker dej. Orgk hvjes du taenke på mirt lila koma så hråb jark ikke at jark såk ait for dæd ut. Hjelvedte kran trakke mej nedt i nyt orgk næ. Mræn ajlej tro art jark er dæd.

Hijlsjen Hr. Cloud Gargon - Helvedesulven Arthur

Bare Angelin kunne tyde hans skrift og stave måde. Han havde jo aldrig gået i noget som 0. klasse. Men hans far havde forgæves forsøgt at lære ham hele alfabetet i håb om at Arthur kunne blive en skolelærer når han blev stor da han havde hørt at de tjente klassen. Bagefter kom Arthur ind på en nonneskole der havde gjort ham så gal at det ikke var rent tilfældighed at flere lærer blev lukket inde i kosteskabe. Arthur sukkede og rejste sig op og sparkede ilden ud af bålet. Det her øjeblik mindede ham om den gang han blev kærester med Angelin.

Swunpf! En brændende pil rate træet på den anden side af den brede å. Først bemærkede Angelin den ikke, og det fik først op for hende, at den brændende pil eksisterede, da hun langt om længe rettede blikket op fra hendes knæ, og åbnede de tårefyldte øjne. Hun kunne ikke rigtig forstå hvad der lige var sket. Som om nogle havde telepoteret den brændende pil hen til hende. Hun kunne se et stykke papir af en art, på pilen, og så snart det gik op for hende, at det var en besked, kom hun hurtigt på benene.
Men så kom udfordringen. Foran hende var den halvdybe og rimelig brede å. Det ville tage hende flere timer, hvis hun skulle gå langs åen, for at komme over på den anden side. Derfor måtte hun tænke. Bruge de få resurser hun havde omkring sig. Det platinblonde hår, havde hun haft i en ellastik, med hestehalen langs den ene skulder.
Hun til ellastikket ud af håret, og kiggede nu ned af kjolen. Hvordan kunne man dog finde en løsning, som hun ikke ville falde i kjolen? En ting var sikkert, og det var at elastikken kunne bruges til hjælp. Hun bukkede sig ned og greb desperat fat i et af hjørnerne, hvorefter hun samlede så meget af kjolen som hun kunne, og nu ville hun forsøge at få elastikken omkring.
Efter lidt besvær, havde hun nu en ordentlig knude af hvidt stof omkring den ene hofte. Mission fuldført. Nu galte det bare om, at komme over på den anden side.
Angelin kiggede lettere irriteret på vandet, men kom så i tanke om noget eller nogle der kunne hjælpe hende.
Hun stav to fingre i munden, og piftede.
I en lysning lidt fra hende, kom en yngre hjort til syne. Med usikre skridt gik den over mod hende, mens den holdte sit hoved så langt nede som muligt. Hun gik med hovedet under forbenene sortset, men det blev der lavet om på, da Angelin kærtegnene strøg den over det bløde skind. ”Så kære.. Kunne du ikke lige hjælpe mig med at komme over på den anden side?” Næsten som om hunhjorten forstod hende, lavede den et lille nik, og de store sorte øjne kiggede bedende på hende. ”Jeg skal nok slippe dig fri igen. Jeg har blot brug for hjælp, min kære.”

Kort tid efter, stod hun ovre på den anden side af bredden og læste beskeden. Derefter satte hun sig på knæ igen, strøg en finger gennem noget mudder. Hun vendte sedlen om, og lavede nu klart og tydeligt et hjerte, med det lerede mudder. Derefter piftede hun igen, tørrede fingeren af i kjolen og ventede på af hendes hjælp ville komme.
En lettere forvirret fugl kom flyvende mod hende, med et skræmt blik. Hendes store hvide Fønix. Hun gav sedlen til Fønixen, og lod den smukke fugl opsøge Arthur, så han kunne finde ud af, at hun stadig levede. Sammen med sedlen, havde hun lagt et lille stykke af hendes kjole, så han måske kunne få færten af hende igen, så han kunne finde hende.

En hvid smuk fugl landede i asken fra bålet og pippede tilfreds med sit arbejde og slap noget hvidt og fløj igen. Arthur bøjede sig indover det hvide. Et stykke stof og hans besked... Eller var det hans besked? Denne her havde et brunt hjerte på bagsiden. Angelin. Hun havde fundet hans besked! Hun var i live! Hurtigt sprang Arthur op og hoppede og dansede men fik så øje på stykket af kjolen. Angelin... dit udspekulerede rad! tænkte Arthur med et smil på læben og snusede den søde duft af Angelin ind. Han parkede stof stykket ned i ryttertasken sammen med den lille seddel og skulle til at løbe efter lugten da en lyselver kom ridene på et stort dyr med en mudderbrun hud og kraftig pels hist og pist og tog stærke horn og en kort snabel. Elveren bar et jagtgevær rettet imod Arthur som stod bum stille. "Overgiv dig Helvedesulv. Du som dræbte vores familie" sagde elveren stærkt. Så let skulle det ikke være at for ram på Arthur Gargon tænkte Arthur og kastede et sidste blik imod det underlige dyr inden han smed sig ind i krattet efterfulgt af et forbier skud som borrede sig ind i jorden. Et skud blev affyret imod krattet og strejfede Arthurs skulderbeskytter. Arthur rullede igennem grenene og lyden af hans sværd som blev trukket ud af skeden fyldte hans øre. Arthur sprang ud af krattet og pegede sit sværd imod elveren som var cirka tyvemeter væk. Hvor var han van til en vred elver eller to kom efter ham. "I har vel nok savnet mig ikke?" mumlede Arthur og løb ind imellem nogle træer og satte sit sværd tilbage og løsnede igen langbuen fra ryggen og lod en pil placere sig på strengen. Lydløst spændte han buen og tog sigte imod elverens strube. Arthur svedte en smule og han var forpustet. Hans vejr trækninger var dybe og han lagde først nu mærke til hvor ondt hans arme og ben havde det.. Og så skete det. Han slap strengen som affyrede pilen som susede igennem kratten og satte sig fast i elverens strube som gispede efter vejret og faldte af ridedyret og rallede. Efter nogle sekunder var kroppen stille. Arthur spændte buen tilbage på ryggen og kom frem fra sit skjul og sneg sig over til liget. Arthur tog geværet og bandte det fast til hans bælte og fik øje på en hvid papir lap der faldt ud af elverens lomme. Arthur tog sedlen og betragtede indholdet.

Kvittering...

Eran Luzzar har hermed købt eksperimentet Hammelhornet. Ulovligt køb fra det sorte markede straffes ikke så længe at elveren betaler renter året rundt udover hammelhornets pris på fem milliarder euro. Hammelhornet er ulovligt avlet af en elefant der havde fået et elefant æggecelle med oksesæd i. Hammelhornet er skabt af følgene gidsler: Reman Wuff, Alexander Buravi, Claus Hermi, William Johnson, Rafeli Sanvi og Brutus Timboson. Medicin som gør dette muligt er fremstillet af firmaet Sondo. Eran kan ikke aflevere dyret tilbage efter den 6/4 2012.

Det Sorte Markede

Arthur kunne ikke læse det men rystede blot på skuldrene og betragtede det store dyr. Dyret så stærkt ud og mindede ret så meget om en okse og en smule... elefant? Arthur hoppede uden tøven op sadlen af dyret. "Jeg vil kalde dig.... Quint. Quintinius!" sagde Arthur til dyret og tænkte på sin forfader. Arthur greb fat om dyrets tøjler. Arthur havde kun prøvet at ride på kronhjorte af og til i løbet af sin til i Forét. Men han havde aldrig været god til det. Forsigtigt hev han lidt i tøjlerne og sparkede dyret blødt i side. Dyret satte i trav og Arthur prøvede at ride lidt rundt. Efter noget tid fik han taget på det og lod Quintinius følge lugten af Angelin. Travet blev til løb og snart fik Arthur fuldt galop på og fløj nærmest afsted men måtte sætte farten lidt ned for at undgå at støde ind i nogle træer.

Angelin gik hvileløst rundt, og kiggede på diverse ting hun lige kunne se. Det var ikke fordi der var helt vildt meget at kigge på. Det meste mindede om hinanden. Til sidst blev hunenig med sig selv om, at hun ville gå lidt længere ned langt åen, indtil hun ville støde på søen, hvor hun havde været før.
Det var nu alligevel lidt lang tid siden, at hun havde været der sidst, men synet lå stadig dybt inde i hendes tanker. Hun vidste at der var en form for vandfald, og at søen mere eller mindre var rund. Hun vidste at der var en lille grotte inde bag vandfaldet. Der ville hun nu egentlig gerne ind og kigge lidt.
Nogle gange, følte Angelin at hun var født i den forkerte krop. Hun ville meget heller ha været en Elver eller noget i den stil. Det kunne ha været så sejt, hvis hun vidste hvordan man skulle benytte sig af bue og pil, dolk eller et sværd. Hvis nu hun ikke var så slap som hun rigtig var, ville det også ha været meget nemmere for hende.
Angelin gik i længere tid, langs den brede å, og kiggede rundt på omgivelserne. De halvnøgne træer, alle de farverige blade der lå på jorden. En masse nedfaldne blade, nøder eller bær, der bare lå på jorden og ventede på at blive taget i brug. Hun opdagede også en del fugle, der enten sad og kvidrede eller fulgte hende med blikket.
Hun gik og gik og gik, indtil hun endelig kom til midtpunktet og mødestedet for et par åer der flød ud forskellige steder. Hun fandt sig en større sten ved siden af vandfaldet, og begyndte at klæde sig af. Hun tog den hvide kjole af, som efterhånden var begyndt at blive kortere og kortere. Derefter tog hun også sit undertøj af, og lagde det i en bunke på stenen. Vinden var mind og ikke bestemt kold for hende. Nu havde hun heller ikke så let ved at fryse.
Først stod hun blot lidt på bredden af søen og stirrede længselsfuldt ned i vandet. Og først efter lidt tid, hvor hun bare havde slået nøgen på bredden, begyndte hun endelig og bevæge på sig. Hun trådte ud i vandet, og lod det kolde vand rense hendes krop. Dette var noget hun længe ikke havde gjort. Taget et bad i en sø, uden at bekymre sig over, om nogle skulle se hendes nøgne krop. Nu var der jo heller ikke så mange mennesker eller andre skabninger, kun dyr, på denne tid af døgnet.
Hun dykkede kort ned under vandet blot for at få kunden til at brede sig i hele kroppen. Vandet var ikke just varmt, og hvis ikke hun snart begyndte at bevæge sig, ville hun nok fryse sig selv til døde. Angelin bekymrede sig overhovedet ikke over at hun var helt nøgen. Hvis der var nogle der kom til at se hende nøgen, var hun desuden også lidt ligeglad.
Hun trak hånen op af vandet, og kiggede på den smukke ring på hendes finger. Arthur. Hun elskede ham så utrolig højt. Gad vide om han ville finde hende?

Quint brummede sultent da Arthur og ham kom forbi en lysning med nogle smukke røde bær. Men efter tre års efaring vidste Arthur at bærene var giftige og kunne slå en elver ihjel på få sekunder. Lyden af vand risle lød i det fjerne men lugt sporet af Angelin var væk. Sikkert fordi at hun enden havde været i vandet eller var.. i vandet? Hvis hun var i vandet kunne Arthur finde hende! Arthur var også godt beskidt som han plejede. Det var længe siden Arthur sidst havde fået et bad. Et år faktisk men af og til havde han skyldet et glas vand indover ham men han lugtede stadig. Arthur trådte af Quint og bandt ham til et træ og rakte ham en håndfuld blåbær. Hans tøj og rustning lagde han i et hult træ og gjorde tegn til at Quint skulle lægge sig. Først kastede han et blik på det klar vand der fik en svag brunlig farve da Arthur satte sig i vandet. Snavset blev hurtigt skyllet væk og Arthur dybbede hovedet i vandet så alt det fedtede hår kunne blive vasket. Arthur svømmede som en fisk i åen skønt der ikke var meget vand. Dejligt køligt vand. Det lindrede også smerten fra Arthurs sår og skræmmer. Dette var langtid siden. Forenden af åen kunne en sø anes hvor en skikkelse badede rundt. Det var Angelin! Arthur blev hurtigt vild og løb efter Angelin så vandet plaskede til alle sider selvom farten var minimal i vandet. "Angel.." nåede Arthur at sige inden han faldt over en sten i vandet og røg ned med hovedet. Da han nåede overfladen igen forsatte han navnet "..lin!". Arthur kastede sig over Angelin og krammede hende indtil sig hvilket var en underlig følelse da hun var nøgen. Men det var han jo også. Han holdte hende ind til sig og mærkede hvor meget han havde savnet hendes bløde hud. "Jeg har savnet dig! Jeg troede at elverne havde taget dig.." sagde Arthur og kyssede Angelin blidt på munden og klemte hende indtil sig så hendes barm var inde imod hans brystkasse.

Først ramte en tydelig forskrækkelse hende, da hun ikke havde bemærket at nogle var i hendes nærhed. Derefter ramte en panik hende, der fik hende til at vende sig om, da hun hørte første del af hendes navn, og vand der plaskede til alle sider. Til sidst væltede et væld af følelser ind over hende. Lettelse, Kærlighed og uforståenhed. Men det hidtil mærkeligste, var nok at hun kunne mærke hans nøgne hud må sin. Det føltes godt, men stadig så underligt. Det føltes måske mere… Surrealistisk, nu hvor de begge opholdte sig i vandet, tæt omslynget af hinanden. Hun nød det på den anden side, men vidste hvad det kunne føre til. Tankerne gjorde hende både rolig men samtidig urolig.
”Arthur. Jeg forstår ikke? Jeg troede du var død?” En tåre faldt fra hendes kind, og et sørgende blik mødte hans. Det kunne godt være, at han havde fuldkommen kontrol over sine følelser, men det havde hun i den grad ikke. Det ene øjeblik kunne hun være glad og være ved at tude af lykke, men det næste kunne hun være utrolig trist, have svært ved forstå og i stedet tude af forvirring. Livet var i den grad ikke nemt at finde ud af, hvilket nu også var ret så underligt, da hun havde levet så forfærdelig længe som hun hade. Måske bare helt kolde op med at leve? Angelin vidste godt, at Arthur aldrig ville tillade at hun tog livet af sig selv. Aldrig. Åh, alt forvirrede hende så utrolig meget. Hvad skulle hun sige, hvad skulle hun gøre, og hvad var det egentlig der skete her og nu? Det eneste hun kunne komme frem til, var at de var blevet genforenet og hun burde være overlykkelig for det.
”Arthur, min skat. Jeg elsker did af hele mit hjerte. Hun tog hans ene hånd, og førte den op over hendes bryst, og placerede hans håndflade mod hendes hud, hvor han nok kunne mærke hendes hjerte banke. Hun så fra hans hånd, og op på ham. Gud, hvor var han dog egentlig høj? Angelin skubbede tankerne væk, og stillede sig let på tær, for at kysse ham. Hun gjorde det en anelse mere sensuelt end normalt, men lagde ikke rigtig mærke til det selv.

"Åh Angelin jeg dør da ikke uden at spørge dig om lov først? Det ved du da!" sagde Arthur med et kærligt drillende blik på Angelin. Da hans hånd blev ført op til hendes hjerte blev Arthur tryg af rytmen i hjerteslagene. Arthur gengældte lidenskabeligt kysset og lagde armene op hende og mærke vandet blidt piske sig op af ham efter hans bevægelser. "Hvor var du egentlig da jeg havde brug for dig Angelin.." mumlede Arthur og forstærkede kysset det blev langt mere lidenskabeligt og vildt. Arthur skød brystet frem og lænede sig frem så Angelin og ham blev presset let imod vandkanten. Så stoppede han kysset for at det ikke skulle blive alt for vildt. Mon Angelin var jomfru ligesom ham? spurgte en tilfældig tanke. Den var ikke rar. Forsigtigt lod hans sine hænder glide ned langs Angelins kvindelige former. Men det kunne han jo finde ud af.. Dum idé... sagde det fornuftige i Arthurs hoved og kunne høre barnegråd i hans hoved. Men han kunne købe en kond... nej han gad ikke at tænke på samleje. Han var da også for ung? Ik'?

For at tænke på noget andet begyndte han at synge en sang han havde lært i den gamle nonne skole: "
Skammel han bor sig nør i Thy,
han er både rig og kåd,
så væne har han sønner fem,
de to fores ilde ad.
- Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vild.

Ebbe han tjener i kongens gård
både for guld og ære,
hjemme sidder Peder, hans broder,
han lokker hans hjertenskære.
- Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vild.

"Hil sidder I, stalten Adelus,
og syr hr. Ebbe klæder!
Ebbe han tjener i kongens gård,
han spotter eder og hæder."
- Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vild.

"Så grant da kender jeg Ebbe,
og Ebbe kender grant sig:
han spotter ingen stalt jomfru,
halv mindre spotter han mig."
- Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vild.

"Hør I, stalten Adelus,
vil I være min fæstemø?
det vil jeg for sanden sige:
Ebbe, min broder, er død."
- Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vild.

Drukke de det fæstens-øl
end den samme nat,
brylluppet end før månedsdag,
de rådte det i-så brat.
- Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vild.

Det var Ebbe Skammelsøn,
han vågned om midjenat,
talte han for sin næste svend
af sin drøm så brat.
- Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vild.

"Mig tyktes, at min stenstue
stod al i lysen lue,
der brændte inde Peder, min broder,
og så min skønne jomfrue."
- Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vild.

"Det I tykte, jer stenstue
stod al i brændende glød,
det er: Peder, jer broder,
holder bryllup med jer fæstemø."
- Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vild.

Det var Ebbe Skammelsøn,
han bandt sig sværd ved side,
så bad han sig orlov
hjem til sin fader at ride.
- Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vild.

Det var Ebbe Skammelsøn,
han kom så vel i lag:
han kom til sin faders gård
en første bryllupsdag.
- Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vild.

Ud kom Ebbes søstre to
med guldkar på hviden hånd:
"Velkommen, Ebbe, vor broder,
hjem til vort eget land."
- Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vild.

"Hør I det, mine søstre to,
hvad jeg spør' eder ad:
hveden er dette møgle folk,
her er samlet i dag?"
- Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vild.

Svared hans yngste søster
udaf så megen nød:
"Det er Peder, din broder,
holder bryllup med din fæstemø."
- Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vild.

Sin ene søster gav han guldbrase på bryst,
den anden guldring på hånd:
"Dem havde jeg agtet min fæstemø,
førte dem af fremmed land."
- Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vild.

Den ene søster bad ham hjemme være,
den anden bad ham heden ride:
"Tøver du her i denne nat,
det bliver os alle til kvide."
- Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vild.

Ebbe han vendte sin ganger omkring,
han ville af gården ride,
hans moder fik i tøjlen og holdt,
hun bad ham hjemme bide.
- Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vild.

Hans moder fik ham hynde og stol,
at sidde på de øverste bænke,
hans fader fik ham kande i hånd,
bad, han skulde gå at skænke.
- Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vild.

Skænked han den brune mjød
og så den klare vin,
hver sinde han til bruden så,
da randt ham tår' på kind.
- Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vild.

Silde om den aften
rimen han faldt på,
det da var den unge brud,
hun skulde til senge gå.
- Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vild.

Fulgte de den unge brud
alt til det brudehus,
for går Ebbe Skammelsøn,
han bær' for hende blus.
- Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vild.

Ledte han den unge brud
alt ad den højeloftsbro:
"Mindes I det, stalten Adelus
I gav mig eders tro?"
- Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vild.

"Al den tro, jeg eder gav,
den har Peder, eders broder,
alle de dage, jeg leve må,
jeg vil eder være for moder."
- Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vild.

"Jeg loved jer ikke til min moder,
jeg loved jer til min viv!
derfor skal Peder Skammelsøn
lade sit unge liv.
- Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vild.

Hør I, stalten Adelus,
I rømmer med mig af lande!
jeg vil slå Peder, min broder, ihjel,
og tåle for eder den vånde."
- Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vild.

"Slår I Peder, eders broder, ihjel,
siden skal I mig miste!
så må I sørge jer selv til døde
som vilden fugl på kviste."
- Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vild.

Det var Ebbe Skammelsøn,
han sit sværd uddrog,
det var stalten Adelus,
han til jorden vog.
- Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vild.

Så tog han det blodige sværd
alt under sit skarlagenskind,
så gik han i stenstuen
for Peder, sin broder, ind.
- Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vild.

"Hør du, Peder Skammelsøn,
du tøver alt for længe,
bruden længes fast efter dig
udi sin brudeseng."
- Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vild.

Mælte det Peder, hans broder,
svared han alt så brat:
"Så gerne vil jeg dig unde
at sove hos bruden i nat."
- Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vild.

Det var Ebbe Skammelsøn,
han sit sværd uddrog,
det var Peder, hans broder,
han til jorden vog.
- Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vild.

Hans fader gjorde han ilde sår,
hans moder misted en hånd,
fordi træder Ebbe Skammelsøn
så mangen vild sti om land.
- Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vild"

Arthur nynnede det sidste af melodien med før han så igen på Angelin og nussede hendes kind.

Angelin nød det længselsfulde og lidenskabelige i deres kys. Det føltes helt vildt godt at kysse ham igen, og lige meget hvad der ville ske efter kysset, ville hun sikkert kunne lide det. Det virkede dog til at han stoppede kysset op og stod og tænkte over et eller andet. Det virkede til at han var i tvivl om et eller andet. Hvad det mon kunne være, kunne hun kun tænke sig til selv.
Da han begyndte at synge denne sang, kunne hun ikke lade være med at smile stort, grine en smule eller kigge helt seriøst og lyttende på ham. Da han så var færdig, kunne hun godt se hvilken tragisk og dramatisk historie det havde været. Den virkede i hvert fald ikke bestemt lykkelig. Ham Ebbe var da lidt af et fjols, eller havde hun misforstået et eller andet.
Hun kiggede ham lidt i øjnene, og ønskede at hun kunne komme tættere på ham. Helt tæt på, så der ikke ville være luft imellem dem. Men tankerne blev smidt væk, da de ikke var spor passende. Alligevel blev tankerne ved med at kæmpe sig tilbage, mens hun forsøgte at modkæmpe dem. Hun var altså ikke på den måde. Det var altså bare ikke noget hun gik og tænkte på. Især ikke her og nu.
Hun smilede let, da hun kunne mærke hans hånd stryge hendes kind, og lidt tid efter, nærmede hun sig ham igen. Hun lod sit ansigt nærme sig hans og kyssede ham blidt på hans bløde læber. Hun gjorde det en smule mere sensuelt, og begyndte at ignorere at de begge var nøgne.

//Undskyld længden.:(

"Kan du lide den?" spurgte Arthur og gengældte hendes smil. Arthur kunne mærke et stik af hjem ve skyde op igennem ham og fik ham til at længtes efter sit tøj. "Nå skulle vi ikke tage hjem? Så kunne jeg vel præsentere dig for Quintinus, mit ridedyr." sagde Arthur og ville lade Angelin ride hvis hun kunne. Hun skulle ikke se hans klodsede evner på et dyr. Men tanken om at han skulle op af vandet gjorde ham sårbar. Hvis han kom op skulle han have sit tøj op hurtigst muligt for at undgå at blive dræbt af nogen. Men i nat skulle han ikke sove.. I nat vil de fem overfalds mænd dø for hans sværd. Han savnede at bade sværdet i elverblod. To hugtænder gruede frem ved Arthurs tandsæt. Ikke som en vampyr men mere vilddyrs agtigt. Men forat kunne beskytte sig som nøgen greb han en lang kæp fra jorden og rakte ud efter en klase enebær der var blæst af grenen og låg så Arthur kunne tage den. Pludselig mærkede Arthur noget strejfe hans ben. Arthur så forskrækket ned på en stor fisk. Men så begyndte han at smile igen og greb kæppen og slog den ned imod fisken som blev fanget af kæppens grene men tog ikke mere skade. Han jokkede med vilje ned i fiskens hoved som brækkede. Langsomt blev vandet rødt af blod og Arthur samlede fisken op og lagde den ved vand kanten sammen med kæppen. Arthur rakte ud efter en skarp sten på bunden og løftede den op og jog ned i fiskens mave. Efter at havde sprættet den op og tømt dens mavesæk tog Arthur enebærende og stoppede ned i mavesækken som en slags gift. Så brækkede Arthur fiskens skarpe ribben af og lavede nogle huller i kæppens ende med den skarpe sten og satte ribbenende fast i dem. Fiskens mavesæk spiddede Arthur med et af ribbenende. Da han var færdig med våbenet smilede Arthur stolt og var nu klar til at træde op af vandet.

Angelin forsøgte at skjule sin trang til at kaste op, da hun så hvad der skete med den arme fisk. Tårerne pressede på, men hun ville helt skjule det, og holde sin sorg inde. Hvad han lige havde gjort, var ikke noget der tiltalte hende overhovedet. Det virkede både barbarisk og ulækkert. Hun sukkede kort og meget tyst, hvorefter hun satte sig op på bredden og rejste sig op for at gå hen mod sit tøj.
I et par sekunder havde hun helt glemt at hun intet tøj havde på, og havde været ret så ligeglad i de få sekunder. Først da det så gik op for hende, at hun spankulerede rundt på bredde fuldkommen nøgen, fik hun en kraftig rød farve i kinderne, og håbede at han ikke havde kigget for meget på hende. Det var virkelig typisk hende at glemme ting som det.
Angelin var mere eller mindre stoppet op, for at overveje hvad hun skulle gøre. Skulle hun hoppe i vandet og lade som ingen ting, eller bare gå videre ned mod hendes tøj og samtidig lade som ingenting? Til sidst gik det op for hende, at hun nok skulle gå videre, for ikke at tiltrække sig for meget opmærksomhed.

Angelin skyndte sig nu at få tøj på, og vendte tilbage til Arthur. På vejen tilbage tænkte hun på alt hvad der prægede hendes hjerne. Og det var nu ikke så få tanker. Hun sukkede kort, og kiggede nu lidt på nogle af skovens dyr. De levede i fred, helt uden at tænke på hvad der dog var i færde omkring dem. Der var jo mere eller mindre krig i midtbyen.


//Mindst kreative emne evarh.__.

Arthur kom igen på land jord og iklædte sig sit tøj og rustning og hoppede op på Quint.
"Kom" sagde Arthur som med sit veltrænede øre kunne hører noget pusle i det fjerne. To pile sprang fra bue strengen og hen imod Arthur. Quint gjorde et hop og blev ramt af pilen og Arthur med. Pilen borede sig igennem bryst pladen og satte sig ved hans bryst. Arthur råbte og skreg og mærkede giften brede sig i hans åre og hans arme blive sløve. Arthur sprang af sadlen og trak sit sværd og farede imod elveren som skød efter Arthur som sprang til siden og huggede sit sværd ned i halsen på elveren og tog det jagt gevær han havde stjålet for at skyde den nærmeste fjende. Men der var ikke flere? Eller var der? Og hvor var dyrene? Han kunne ikke hører mere og resten af hans krop faldt sammen og alt blev mørkt.


Av! hvad var det? Arthur åbnede øjnene. Hans syn var dobbelt indtil han var kommet sig og så ned! Hvordan var han kommet her op? Han sad bundet til en træ top kun iført underbukser. Han så på en gren under ham hvor hans tøj låg. Arthur vendte og drejede sig i håb om at komme fri men lige meget hjalp det. Så fik Arthur en ide. Hans hænder brød i flammer og ilden kappede rebet det bandt hans hænder. Straks forsvandt ilden og Arthur kunne binde sin fødder fri. Forsigtigt klatrede han ned til sit tøj hvor alle våben var frataget. Arthur hvæssede og kastede tøjet ned på jorden og klatrede ned af de glatte grene. Da han nåede ned var det første han tænkte: Angelin! Hvor var hun? Hurtigt iførte Arthur sig tøjet og løb over til Quint. Men det eneste han fandt var en spinkel sæk knogler. Da han kiggede nærmere kunne han se den engang så prægtige snabel. "Quint! Hvad har de gjort!" råbte Arthur og greb fat om det våben han havde lavet af fisken og nogle enebær og en kæp.

Og så blev der stille. Som om de få fugle der havde suget, var blevet kvalt og nu var døde. Angelin, der havde stået med ryggen til søen, havde ikke lagt mærke til at der var nogle tæt på dem. I hvert fald ikke før hun blev trukket tilbage med sådan en fart, at hun ikke bemærkede noget før det kolde vand atter lå tungt om hendes krop.
Et skrig undslap hendes læber men hendes lunger fyldtes hurtigt med vandet der gav hende en kvælende følelse i kroppen. Hendes skrig havde ikke haft den ønskede effekt. To hænder lagde sig om hendes talje, og fik hende kortvarigt over vand, men lige så hurtigt som hun var blevet trukket ned i vandet, blev hun presset ned igen. Endnu mere vand fyldte hendes krop og hendes øjenlåg var tunge. Spillet var ude. Nu ville hun dø. Hun lukkede øjnene… måske for sidste gang…

”Angelin for pokker! Angelin! Vågn op!”

De lyse øjne stirrede uhyggeligt op i loftet, vejrtrækningen var lav og kvindekroppen gav ingen tegn på at hun stadig var i live. Kun de klare åbne øjne, gav tegn på liv. Men var det nu også helt nok? En lille tåre trillede ned af hendes kind. Det opfattede en skygge henne i hjørnet og til hendes store ulykke kom den tættere på. Nu begyndte hun for alvor at indse at hun stadig levede, og begyndte at hoste. Hun rullede om på maven og kastede op.
Angelin begyndte at hulke, og tårerne strømmede ned af hendes kinder. Skyggen var nu helt over hende, og trak hende væk fra det sted hun havde ligget og kastet op på gulvet. Hun skreg og sparkede ud efter denne person, der ikke gav sig til kende. Hvor pokker befandt hun sig og hvor var Arthur? Hun skreg og græd nu endnu mere. Rædslen var skudt op i hende.
Klir!
Angelin holdte op med at jamre. Skyggen havde haft en flaske i hånden. Den havde slået flasken mod hendes hjerte og havde vendt sig for at gå tilbage til dens hjørne. Blodet flød fra hendes kjole og ned på gulvet hvor det dannede en lille pyt med blod. Flasken havde ramt Angelins hjerte og der ville ikke gå længe før hun døde.

Arthur blev bange, ingen svar. Nu måtte han gøre noget han helst ikke ville. Af alle øjeblikke ville Arthur ikke bruge netop dette til at bruge et gammelt vikinge træk, men dette var han nød til så Arthur fandt sig den nærmeste flugesvamp. Så plukkede han den og fyldte sin felt flaske med vand og kvaste svampen imellem hans svedfugtige hænder. Saften fra svampen dryppede ned i vandet og blev trukket ud. Arthur hentede nogle flere svampe som blev tynget ud i vandet som ikke nu var vand men sindsforvirrende gift... Arthur løftede den op til munden og drak grådigt som et vilddyr nu gør. De monstrøse djævlegener og et strejf af den varulv han engang havde været blandede sig med den stærke gift. Arthurs øjne blev fokuserede og hans sanser skærpede men hans sind blev opløst i tusinde dele. "DE TOG ANGELIN!" råbte Arthur barskt ind i skoven og satte af med hans arme som fungerede som hans forben. Lugten af Angelin hang svagt i hans næsebor men det var nok. En gruppe på tre elever styrtede igennem skoven på hest og sigtede på Arthur med deres gevære og buer. Arthur rev kæppen af sit bælte og sprang ind i en busk for at kort forvirre dem inden han sprang ud og fik en elver spiddet igennem halsen hvor efter lyden af et gevær lød og en kugle nåede ikke sit mål men ramte hesten i hjertet. Arthur greb den dødes gevær og affyrede den i nakken på en elver med en bue. Elverens sidste pil pralede af på brystpladen og Arthur skød hesten. Kun én tilbage.

Et gevær skud sprang en flinte sten i stykker og Arthur veg tilbage et kort øjeblik for at finde hoved og hale i gnisterne. Det var nok til at han kunne blive sendt i døden. Men det var ikke tilfældet. Endelig op nåede giften fuldvirkning og alt der hed menneskelige tanker blev kastet over bors. Elveren nåede knap nok at se noget før at Arthur havde overfaldet ham og skåret hans hovedpuls åre over med neglene. Hurtigt sprang Arthur op på hesten og galoperede afsted med det ene mål at finde Angelin. Hans menneskelige evne til at mistænke noget var hæmmet af giften og derfor lagde han ikke mærke til en bunke blade som dækkede over en blæsebælt som skulle udløse en sky af urter der skulle dræbe Arthur. Da hesten trådte ned i blæsebælten løb Arthur videre uden at have fået noget i munden eller i næsen. Det samme med hesten. Et råddent hus af forfaldne bjælker kunne skimtes i det fjerne samt lugten af Angelin. Arthur sprang af hesten og spurtede af sted og væltede ind og sigtede på den første han kunne se med geværet. Det var Angelin der låg i noget af et blodbad. Arthur var grebet af angst og svampenes virkningen ebede ud og blev erstattet med had. Et sværd blev svunget imod ham og flængede hans kappe og Arthur sprang forskrækket til siden og greb det nærmeste tortur redskab, en huggert. Luften blev fyldt af brag og gnister fra klinge imod klinge og sådan begyndte en lang varig kamp; en normalt bygget høj elvermand i kutte imod en stærk og stor djævel. Men det så udtil at elveren var oplært at de yperste fægtemestre som stadig benyttede sig af våben og ikke teknologi. Men Arthur som selv havde lært sig at fægte vidste hvad der var smartest og ikke var under en lærers mange ordre havde et godt indblik i hvad der skete og skrev hans tekniker af i hovedet. Af og til tog Arthur sig ibrug af den mest tydelige teknik og ændrede hurtig rytmen hvilket modstanderen ikke var klar på og sværdet lynnede ud af hånden på ham og ramte jorden. Arthur pegede huggerten imod elverens hjerte der sagde et gisp da huggerten gennemborede hans hjerte. Så vendte Arthur opmærksomheden imod den døende Angelin og bukkede ned imod hende og hviskede "Hvad har jeg gjort..."

Få tårer strømmed ned af de blege kinder. Farven fra hendes kinder forvandt og hun lukkede atter øjnene. Af de sidste kræfter fik hun tvunget begge arme op på hendes overkrop, og hende arme blev hurtigt indsmurt i hendes røde blod, der sivede fra såret i området af hendes hjerte. Flasken havde ikke ramt hendes hjerte som sådan men en større blodåre i nærheden af det endnu dunkende hjerte.

Angelin! Angelin! Lad være, du må ikke forlade mig! Angelin!

Hendes øjne slog op og hun udstødte et skingert skrig der selv skar i hendes øre. Her var tomt og sort omkring hende, selvom hendes halvt livløse krop stadig lå i den forfaldne lagerbygning hvor hun var blevet slået ned. Hendes store åbne sår blødte stadig, men hendes sind var et andet sted end hendes sorg og næsten døde krop.
”Angelin.” En lettere hæs stemme. Ikke en stemme hun kendte men stemmen var heller ikke helt fremmed. ”Ange..” Stemmen sukkede og opgav at snakke. Hun hørte skridt der gik væk fra hende og alt omkring hende blev lyst. Pludselig var Angelin tilbage i sin gamle krop der lå og forblødte.
Et par lette vinger skød ud af hendes ryg og gav hende store smerter. Som to pile der desperat forsøgte at trænge igennem hendes hud. Hun udstødte atter et skrig, og de lette vinger trængte igennem hendes skrøbelige hud. De foldede sig omkring hende så hendes overkrop og lidt af hendes underkrop blev dækket af dem. Hendes hvide øjne stirrede blindt op i luften indtil hun desperat tvang sine øjenlåg i. Tårerne trillede ned af hendes kinder der nu lidt efter lidt fik sin farve tilbage.
De lette fe-lignende vinger forsvandt fra hendes krop og det åbne sår var forsvundet.

Arthur knugede hendes hånd indtil sig da hun skreg og kom ved bevidsthed. "Angelin.. hvordan har du det?" sagde Arthur medlidende og lagde ikke mærke til at ud af de rådne træ bjælker rejste nogen små grimme væsener sig og kredsede rundt om Arthur. Nogen var ved at fortære liget af elvermanden og andre nærmede sig Angelin. Arthur fik hurtigt øje på en af dem som ville fortære Angelin. Arthur huggede ud efter den med sin huggert og lod klingen skære igennem de rådne træ som væsenet var lavet af som det var smør. Arthur skulle lige til at dræbe en til da han så at væsenerne bukkede for ham. Et først forvirret smil kom frem på Arthurs læber, derefter et smøret smil. "Hjælp mig med at bære Angelin." sagde han til dem. Ti styk løftede Angelin men tabte hende og gik i mange stykker. Arthur sparkede en klynge af rådent træ væk og løftede Angelin og mumlede et eller andet om at væsenerne var slapsvanse. Til Arthurs store hel var hesten der stadig så Arthur kunne få hende op i sadlen og trak hesten tilbage imod elverlejren som var nogle hundrede meter fra dem. //Undskyld længden, skal besøge onkel//

Angelin satte sig op, følte forskelige steder på sin krop og besluttede sig for at alt var som det skulle være. Hendes venstre hånd søgte hen over hendes bryst, bekymret efter at skulle støde på lidt af et blodbad, glasskår og et åbent sår. Men det var der ikke. Såret var væk. Hun måtte føle et par gange, for at sikre sig at det nu også var rigtigt at det ikke var der. Hun følte sig som en idiot, lige indtil nogle af de forfaldne og rådne bjælker i rummet, begyndte at røre på dig. Nu kunne Angelin ikke længere tro på sig selv. Der var intet sår længere og bjælkerne begyndte at gå hen mod hende.
Hun satte tå hænder i gulvet og kom op og side, hvorefter hendes arme i en hurtig bevægelse, lagde sig over hovedet på hende. Hun udstødte et hvin, men det stak indvendigt i hende da hun gjorde det. Derfor stoppede hun helt. Både med at beskytte hovedet og med at hvine. Sådan et bange fjols var hun da ikke… Og hvem var alle de her væsner egentlig? Hun lagde mærke til en høj og ung mand, der tydeligvis gjorde sit bedste for at holde de der bjælker væk. Så gik hun i sort. Blikket blev slørret, hørelsen forsvandt og alle fornemmelser om hvor hun var, sivede lige så stille væk. Hun kom først til sig selv, da hun atter landede på jorden. Hun tog sig til hovedet og så lidt ned i gulvet. Der var intet interessant at kigge på, men alligevel var det da noget. Angelin følte sig… Forvirret. Som om en anden del af hende. Ønskede at overtage hendes bevidsthed. Hun sukkede kort og bemærkede at ham den unge, flotte mand havde løftet hende op og bar hende af sted hen mod en hest. Så blev hun placeret på den uden at sige et ord. Hun gik i sort igen, og havde derfor ikke sagt noget i et stykke tid. Lige som før, kunne hun ikke se, ikke høre og alle fornemmelser om hvor hun var, blev slettet. Da hun endelig kom til sig selv igen, stirrede hun ned af sit tøj. Det var blodigt og.. Hun havde en kjole på?! Hun åbnede munden en smule og kiggede chokeret ned på kjolen. Hvorfor havde hun den på? Hun gik da aldrig i kjoler? Og hvem pokker var denne mand? Det eneste hun kunne huske, var et enkelt navn. Arthur.

Arthur kunne føles et stik af at denne dame ikke kendte ham. Denne dame var hans forlovede og hvis hun ikke kendte ham, kendte Arthur ikke sig selv. "Angelin?" spurgte Arthur usikkert imens han trak hesten. "Har du det godt?" tilføjede Arthur hæst og lavt. De meget slidte fodboldstøvler gik sin gang imod jorden imens forfærdelige tanker brød op i Arthurs hoved. Hun lignede, det nogen kaldte en badgirl i fjæsset. Åh nej... hvis Angelin nu havde taget stil som en moderne oplæst nar var Arthur ude af den. Han elskede Angelin for at ikke være som alle andre men hvis hun nu skulle være som alle andre, ville Arthur så elske Angelin? Selvfølgelig ville han det, men på en anden måde. Han håbede at det bare var et tilfælde. For hvis det var det ville Arthur være yderst heldig.

Da de var kommet hjem var det første Arthur gjorde at smide støvlerne og binde hesten fast og løfte Angelin og hoppe med hende i armene ned i sengen. Han ville ikke give slip på Angelin nu. Ikke efter at han havde svigtet hende så mange gange. Han var stadig fuldt påklædt da han slog dynen om dem og slappede helt igennem af imens han i ny og næ følte på Angelin for at se om Angelin stadig var der. Uventet fik han trang til noget han aldrig havde gjort før. Men... hvis Angelin ikke var en badgirl alligevel var hun jo ikke med på den? Mens han så ud som om han sov bredte et gavtyve smil sig på hans læber. "Angelin..." mumlede han hæst og lod sine arme omfagne hende.

Mens hun stadig sad på den smukke hoppe, gik hun i sort igen, dog stadig med åbne øjne. Hendes propiller udvidede sig til at fylde det meste af hendes iris, hendes hørelse forsvandt atter og fornemmelserne omkring tid og sted, blev slørret. Det eneste hun holdte ved, var det enkelte navn, som ikke var forsvundet. Arthur…
Angelin vred sig ud af den underlige trance lignende tilstand hun hele tiden blev puttet i og fik atter et nyt syn på det hele. Tilbage som hun havde været før hun havde mødt Arthur. Indvendigt rystede hun, men det var ikke tydeligt udvendigt. Så gik hun i trance igen, dog mindre voldsomt. Det gentog sig, alt det med hendes syn, hørelse og fornemmelse. Da hun slog øjnene op igen, var hun tilbage som badgirl. Indvendigt skreg noget af hende Om det var hendes hjerte eller hendes sunde fornuft, der forsøgte at få hende på rette tanker, kunne hun ikke afgøre. Der var et eller andet fuldkommen galt med hende.

Nu begyndte det at ske hver gang hun blinkede, til sidst blev hun så udmattet, at hun måtte læne sig ind og holde fast om hoppens hals. Hun lukkede øjnene og lod hovedet hvile på hoppens hals, hvilket hun aldrig skulle ha gjort. Trancen forsvandt fuldkommen, og da hun slog øjnene op igen, var hun som hun havde været for kort tid siden. Den hun aldrig ønskede at blive. Badgirl.
Da Arthur, som hun kun svagt kunne genkende, løftede hende hen til sengen, og lod dem dumpe ned, fik hun et lusket smil på læberne. Da han lod sine arme hendes krop, vred hun sig kort fri fra hans greb, udelukkende for at gøre noget, som hun aldrig ville ha gjort. Hun hev kjolen af, og åbnede sin bh, hvorefter hun smed den på jorden, hvor hun også havde smidt kjolen. Derefter lagde hun sig helt tæt op ad Arthur. Det var let for hende at regne ud, at han ikke sov. Selvfølgelig gjorde han ikke det.

Arthur åbnede øjnene og kunne ikke kende Angelin. Hun ville da aldrig smide tøjet. Men hun var jo blevet en slags badgirl. Arthur smilede blot og ville vende det til sin fordel. Han løsnede båndet der bandt hans brystplade til kroppen og smed den samt det meste tøjet så han kun var i underbukser. "Så er det fair" sagde Arthur og lagde igen armene om hende og kyssede hende heftigt og tog hende blidt på røven. Ha, det her lignede ikke ham. Slet ikke faktisk tænkte Arthur for sig selv og vendte øjnene ned imod hendes bryster, et kønt syn for at være helt ærlig. Men hun var jo også køn. Han omklamrede hende og kyssede hende vildere og vildere for at udtrykke det voksende begær der fyldt Arthurs hoved og sind. I mens maserede han hendes ryg. "Hvorfor har jeg mon holdt inde med det her"? mumlede Arthur i hendes øre. Så stoppede han massagen og lod hans hænder glide ned af hendes talje og nogle gange tage fat på stropen af hendes trusser. Da han havde lært hendes krop af kende tog han hende i ny og næ på patterne. Hans begær voksede og voksede imens han nu gennem snavede Angelin.

"Du er så deeeejlig" hviskede han intenst i hendes øre og mærkede sit lem svulme en smule. De sorte djævleøjne glødede i et orange skær og dæmpede sig til gult. De aflange ulvepupiler betragtede igen Angelin.

Angelin lod sin tumle ind over ham, uden rigtig at vide hvad hun gjorde. Hun væltede ham om på ryggen, og satte sig på sin mave. Hun grinede kort men begyndte så at kysse ham i stedet. Det var så meget mere fristende, end bare at ligge og grine af ham. Inderst inde, vidste hun intet om det, men det tydede intet på. De hvide øjne blev slået op og hun mødte de gule, dyriske øjne. Hun faldt i hak i dem, kiggede ned på sine hænder der var mod hans brystkasse.
En skindende og funklende ring viste sig på hendes hånd. Hun stirrede kort på den, og måtte opgive at kysse med ham, da hun ikke kunne tage øjnene fra den. Så rettede hun blikket uforstående ned på ham og på hans hånd. Han havde en ring stort set magen til. Hendes blik blev stort og uforstående, men pludselig begyndte alt at falde på plads igen.
Hun sukkede kort og kiggede ham i de dyriske gule øjne. De tiltrak hendes opmærksomhed og gav hende atter et smil på læberne, dog mere lusket. Hun kastede sig over ham, som var hun et vildt dyr, der længstes efter at sætter tænderne i noget.
I stedet lod hun læberne mødes hans, i et sensuelt og intenst kys.
Varmen bredte sig i hendes krop og hun følte trang til at fortsætte meget mere end det hun normalt ville ha gjort. Inderst inde var hun stadig den skrøbelige kvinde som hun havde været hele tiden, men uden på, var hun en helt anden. Ingen havde set hende på denne måde før.

//Om igen...:3