Privat Emne: "Em uma corrida"

af Gæst Lør 15 Okt 2011 - 20:21

"Em uma corrida"
In a rush

Tid, sted, vejr og omgivelser:
Bliver indfoert i teksten under.

Hele lufthavnen var næsten som i en døs denne tidlige morgen. Solens stråler trængte igennem de kvadratiske panoramaruder, der kastede lys over et sløvt servicerende rejsebureau. De hvidevingede dyr uden for ventede på at blive jaget væk af et tilfældigt menneske, og for et øjeblik siden var endnu et af disse landet uden for gaten. Forretningsfolk og pensionister var tæt på at være den eneste slags selskab at omgås, og de var enten mugne over den lange tur, eller for seriøse hvad angik sådanne tilfælde. Det var en ting, som Fay ikke forstod. Hvorfor i alverden, ville folk spille deres dyrebare liv, selv de ældste der burde vide bedre, på at arbejde og brokke sig? Hvorfor spilde tiden med at beklage sig, gå glip ad det sjove, leve som en eremitkrebs – når de nu alle vidste, at livet var en frivillig gave til de, der havde været så heldige at blive undfanget ved elskovens eliksir.
Det var nu heller ikke fordi Fay brød sig overdådigt meget om de bevingede udyr, der stod og så åh så uskyldige ud, der i solen. Men nogle ting måtte man udholde, og hun var kun glad for, at hun var kommet til Frankrig. Nej, hun kunne ikke fransk, men engelsk var godt nok. Nej, hun havde ingen penge eller bagage, udover tøjet på hendes lemmer, men alting kom vel hen ad vejen. Nej, hun havde ingen nævneværdig uddannelse, men var god til at gætte og forstå folks ordleje. Dermed mente hun selv, at hun var en konkurrencedygtig modstander til livets farefulde gåder, og færd. Så for hende, gjaldt det hele bare om, at komme ud og leve det – nu og her!

En startgnist i motorerne på det nyeste bæst vækkede Fay fra hendes idealistiske tanker, og hun skridtede taktfast mod verden bag glasdørene. Det mørkerøde hår valsede ind foran hendes brungrønne øjne, og hun holdt på den brune hat med et sort silkebånd om, så den ikke forsvandt i farten, men smilet forblev. Spændingen voksede for hvert minut, og hun måtte bide sig halvt i læben, for ikke at fnise af den kildende fornemmelse i mellemgulvet. Den sugende fornemmelse. Det var til at blive skør af det her!
Så snart dørene var lukket bag hende igen, og hun havde slugt alt fra myldret af filtklædte mennesker, duften af frisk brød, og duernes uendelige kurren. Til de tårnhøje bygninger, den bagende julisol og dalmatinerne der rendte frit omkring. Rettede hun på sin lædervest, så frynserne dansede, og begyndte hun at tomle sig vejen hen til... Ja, hvor skulle hun hen? Hvorend man tog hende, var fint for hende. Så længe man altså huskede, at der skulle være et vidst tempo på, når det gjaldt denne energiske 'mademoiselle'...

af Gæst Ons 19 Okt 2011 - 18:53

Musikken ved lufthavnen blev blandet med den franske sommerstemning bestående af franskmænd og turister. Hvis man hørte nøje efter, lød de trods bløde og forsigtige klang fra guitaren mere som en skinger informationsstemme, som havde afbrudt den afslappende muzak, for at oplyse om det stakkels forsvundet barn. Det grundige guitarspil kunne overhovedet ikke sammenlignes med den udbredte og travle supermarkedsmuzak, som tit ikke blev til mere end en hjælpeløs medarbejderstemme og dog noget hittet musik, som blev gentaget igen og igen, så selv denne døde. Ikke mere, at musikken allerede var død, men man fortsat lod den spille videre, som man slæbte på en allerede dødt dyr, fordi man ville lufte det. Man gjorde ikke andet end at latterliggøre disse arme ting.

Guitaren blev til gengæld aldrig uafbrudt; musikken derfra lod sig kun blande sig med stemningen, hvilket gjorde, den aldrig døde. Såvel som den vedvarende musik blev spillet, traf man aldrig på hverken gentagelser eller en ny form for tonekunst. Det var som et mønster, som aldrig blev gentaget. Et mønster, som ikke ville være et mønster alligevel, fordi den ikke ville blive latterliggjort og sammenlignet med den skamfulde supermarkedsstemning. Det ville ej kunne kombineres med guitaristens stil, - det var absolut ikke en mulighed. Han sad på en vinkasse som en velklædt ung mand, hvis forfædre gennem årtusinder var født med en sølvske i munden. Ikke blot hans beklædning udstrålede hans velhavende profil, men også selve hans selvbevidste adfærd havde en specifik skildring af ham. Han var iført en klassisk, langærmet Ralph Lauren skjorte med et simpelt ternet mønster i grøn og rød og et par komfortable camel-farvede bukser af Emporio Amarni, som klæbede sig perfekt til hans ben, med et tilsvarende sortlakeret bælte. Han så ikke ud til at være påvirket af det hede sommervejr..

Vinkassen, som var aldeles uåbnet, så ud til at være guitaristens eneste selskab udover hans guitar, som han spillede på. De passerende folk lagde ikke mærke til hans musik, som muligvis i den dybeste alvor havde en indflydelse på dem. Men guitaristen ænsede heller ikke menneskefolkets adfærd; han spillede bare. Ingen ville alligevel undre sig over, hvorfor han aldrig stoppede, fordi de var i hast. Hast og stress. To typiske træk hos menneskeracen, som om de ikke kunne leve uden disse.
Han var et perfekt eksempel på, hvad mennesker ikke var. Som han sad der med lukkede øjne, stadig så stilfuldt og maskulint med de let krydsede ben og den klassiske akustiske guitar på låret, havde han et okkult afdæmpet, fredeligt ansigtsudtryk. Men han hverken smilede eller så sur ud, - minen var udtryksløst, men havde samtidig en væsentlig udstråling af ro.

af Gæst Ons 19 Okt 2011 - 23:05

På trods af de høje bygningsværker, og den brune bowlerhats skygge kunne Fay ikke stå for fristelsen. Hendes blik gled op op op! til det nåede himlens midtpunkt; solen. Dens varme og lys dannede skygger ned af de blege markerede kindben, af de lange, forføreriske vipper. Smilet på hendes ansigt forblev, og snart blev der lukket helt for udsynet af et par kønne Middelhavs-grønne øjne. Som det legedyr hun var, inderst inde, demonstrerede hendes mahognifarvede lokker den lette vals, af en øvet danserinde.

Men hunkønnets trænede hørelse skelnede en aparte lyd, i havet af støj. En melodi, der ikke passede sammen med alt det andet... en melodi, som kælede for hendes indre øre og fik hende til at længdes hjemad. Guitar! rungede det i hendes snørklede tankegang og samtidig kom det over hendes læber, at hun nød lyden.
"Mmmm" straks hun vendte sig, fandt hendes søgende svømmende øjne frem til melodiens skaber...

Og som bekendt, var Fay ikke en tøs, der var genert af sig. Med skridte så lette som en panters, svansede hun hen ved hans side og dansede sin spotane, men stadig korrigerede, dans. En ganske opfindsom en, men ikke desto mindre elegant og... frisk. Dansen ville ende, når han fik øje på hende, og som en nymfe fra et eventyr ville hun stoppe den fangende balletinske lemmedaskning. Hun ville lande ved hans side, på vinkassen med et smil, der strålede om kap med solen. Og så ville hun se ham i øjnene...
"Din musik er suntuoso*!"

* suntuoso er portugisisk for 'pragtfuld'

af Gæst Lør 22 Okt 2011 - 12:12

Færten af et nærmende magisk væsen fik ham til endelig at åbne de brune øjne, han ejede og sætte sit blik på noget. Idet han åbnede øjnene, blev han netop nødt til at holde dem på klem på grund af den pludselige ændring af lysstyrken. Efter få øjeblikke var han i stand til at se de omkringstrejfende ankommende og -rejsende.
Efter at have fået øje på vedkommende omtalte person, sænkede han sit hoved med en diskret, blid bevægelse med nakken. Hans blik, som førend havde hvilet på en kvinde et halvt millisekund for meget, fulgte rykket med hovedet. Om det var et ubevidst tomt blik bestående af underdrevet uvidenhed eller et drømmende blik, som radierede ro og afklarethed var op til folks egne anskuelser. Det kunne sagtens være begge dele i en intrikat sammenhæng, - blot for at drysse lidt drama på diskussionen.

Da den fremmede skønjomfru opviste sin eksotiske dans, viste han hende en tilkendegivende interesse med et behersket smil i mundvigen. Uændret fortsatte instrumentalisten sit evige guitarspil, mens han noget fornøjet betragtede, hvorledes det svage køn tæmmede en således kåd og frisk forvildet koreografi af en dans.
Den gådefulde melodi fra strengeinstrumentets hjerte lod stadig den dystre stemning hænge i luften til de mindre uforsigtige lyttere. Ved en kort iagttagelse af kvindens udenlandske udseende og adfærd, kunne han tydeligt se, at hun ikke var fra landet.

"Merci beaucoup, Mademoiselle!" Han takkede med en flydende sydfransk dialekt, som var han indfødt. Inden han skulle til at rose hendes graciøse bevægelser, overvejede han kort, hvilket sprog han skulle benytte sig af. Hun talte vist både engelsk og portugisisk, da hun før satte begge sprog i en blanding i hendes ene enkelte sætning. Til trods for at han sagtens kunne udtrykke sig forståeligt med samme sprogbrug, valgte han at holde på sit undseelige og tilmed charmerende smil i stedet.

af Sponsoreret inhold

Privat Emne: "Em uma corrida"

Privat Emne: "Em uma corrida"

Sv: Privat Emne: "Em uma corrida"

Sv: Privat Emne: "Em uma corrida"

Sv: Privat Emne: "Em uma corrida"

Sv: Privat Emne: "Em uma corrida"