All new

T: Lige omkring kl 17:00.
O: En masse folk og væsner på indkøb og ude at spise.
S: Gågaden i terre.
V: Det køligt, men ellers en fin oktoberdag, lige nu er solen ved at gå ned, og har lagt gaden i et rødligt syn.
P: En lang jakke der går til midt på lårene i sort med pels, støvler i sorte også, der går til midt på læggen, og hvide leggins, under jakken har hun en blå kjole.


Hazel gik lydløst og en anelse drømmende gennem gågaden i Terre, hun nød lyden af folk der gik rundt omkring, i lyset af solnedgangen, virkede det hele så pænt, så afslappet og hun følte sig bare mere rolig, hun kunne så godt li når det var solnedgang.
Let skubbede hun det blonde lange hår om på ryggen, og så sig stille omkring, hun stoppede op ved en bænk, og bed sig i læben, hun var ny her, havde ikke rigtigt mødt nogle folk, eller væsner. og det irriterede hende lidt, det kunne jo være rart at støde på nogen som man kan snakke med, men sådan var det åbenbart ikke i hendes tilfælde. Med et suk lod hun sig glide ned på bænken, og betragtede de ivrige folk, eller væsner, hun kunne jo ikke vide om nogle af dem var andet en mennesker, der hurtigt gik gennem gaden for at finde nyt tøj eller et sted at spise, når hun nu tænkte over det, var det jo egentlig oz spisetid.
Hazel var bare ret dårlig til at spise når hun var alene, det var bare ikk det samme, det var ret kedeligt, og ofte glemte hun det, helt indtil hun blev dårlig fordi hun ikke rigtigt tænkte over det særlig meget. Stille lod hun de grønne øjne glide ned mod sine hænder, der havde en fin solbrun kulør, den ville nok snart forsvinde, nu hvor det var ved at blive vinter igen.
Egentlig havde hun intet imod vinter, men hun var helt klart meget mere til sommer, fordi hun jo var en aspara, der elskede skoven og vand, så ville hun helst have sommer, det var der vandet var klart og brusende, og der var grønne dejlige blade på træerne. Blikket gled langsomt ned af gaden igen.

Zankuji en unge dæmon som sådan lige for tiden holdte sig mest for sig selv havde nu begavet sig ud på vejene igen i terre for det var et sted i området han boede og alt det men han havde bare været inden døre i stedet for ude men, nu var han ude igen og frisk på lidt og været igen som han også var før i tiden. Han gik stille og roligt for sig selv og slappede stille og roligt af med sine hænder dybt gravet ned i han bukselommer på hans halv mørke cowboy bukser men han havde sin jakke godt lukket om sig men det var ikke en tyk jakke nej det brugte han ikke det var bare en tynd en man ville bruge om sommeren inde under den havde han sin sorte hætte trøje.
Han gik stille og roligt og kiggede rundt omkring på de forskellige ting som der så ud til at ha forandret sig siden han sidst havde været ude for sin dør men det var nu ikke helt vildt meget der var sket kun ganske lidt kunne han da se.

Hazel bed sig ganske kort i den røde fyldige læbe, inden hun langsomt lod fingrene flette sig sammen, hun sad der for en stund, og betragtede de folk der gik forbi, sikke travlt nogle kunne have, hvor var det synd de ikke kunne tage sig tiden til lige at slappe af og stoppe op, og se på den dejlige solnedgang.
Til sidst besluttede hun sig dog for at det kunne være ligemeget med at blive siddende, for ingen verdens nytte, for strengt taget burde hun jo tage hjem og få noget mad, men hun havde bare ikke den størte lyst til det.. Et suk undslap hendes røde læber, inden hun lod hovedet glide på skrå, rejste sig langsomt og begyndte at gå ned af den menneskefyldte gade, det begyndte dog at tynge lidt ud i alle folkene nu, fordi at de fleste gik ind for at spise, nu varede det heller ikke længe før at vampyrene ville komme frem, så måske skulle hun skynde sig lidt, hun havde ikke ligefrem lyst til at blive vampyrmad.
Pludselig gik hun ind i en person, og røg ned på røven at sidde, af ren og skær forbavselse, langsomt så hun på manden hun var gået ind i, "Det må du alsa undskylde, jeg gik i mine egne tanker" sagde hun hurtigt, stemmen var blidt og venlig, det var ikke noget hun havde gjordt med vilje, det med at gå ind i ham.

Han stoppede op i det der var en som gik ind i ham og så på hende, han viste godt at han var lidt af en urokkelig person når folk gik ind i ham og sådan noget "nej det lige så meget min skyld som det er din jeg kiggede mig vist heller ikke alt for godt for lige der"sagde han stille og roligt og rakte hende en hånd og smilte til hende.
Han så på hende *hun er da meget køn*tænkte han for sig selv og ventede bare på at hun ville tage imod hans hånd og sådan for hun skulle jo op og stå i stedet for at hun sad der på jorden og blev kold i det.
Han var venlig og det kunne man også godt høre på ham at han var for hun var jo også kun venlig overfor ham og alt det.

Hazelin grinte lidt opgivende for sig selv, hun var altid så pokkers uheldig, i hvert fald i følge hende selv, og af og til kunne det godt være en smule irriterende for det resulterede i en del skrammer, som hun ofte ikke en gang vidste hvordan hun havde fået.
Langsomt rakte hun op og tog imod hans hånd, hun rejste sig med hand hjælp og smilte forsigtigt til ham "så var det nok vores begge tos skyld" svarede hun mildtog smed det lange blonde hår om på ryggen. Blidt børstede hun den sorte jakke af for støv, og rettede derefter en anelse på den, for at den ikke skulle sidde mærkeligt eller noget.
Langsomt så hun ham i øjnene "jeg hedder Hazelin" præsenterede hun sig venligt og lod de havblå øjne hvile længe på ham. Gad vide hvad han var for en, menneske var han i hvert fald ikke, det var hun næsten sikker på. Men han virkede lidt for venlig til så mange af de andre racer, at hun ikke helt veste hvad hun skulle tro om ham. For på den ene side kunne han være venlig, men på den anden side også ond, det var lidt forvirrende.

Han kiggede på hende med et smil "ja det er det nok nu hvor du siger det"sagde han roligt og kløede sig lidt i nakken "hyggeligt at møde dig Hazelin jeg hedder Zankuji"sagde han roligt og smilte til hende og kunne godt lide at hun ikke sådan bare spurgte ham om hvad han var for en person og race som så mange andre havde gjort i hendes sted og sådan noget.
Han så på hende lige ind i hendes øjne hun var køn og det hele men hvorfor stod han der og kunne ikke tage øjne fra hende, der var noget over hende "undskyld jeg spørger men komme du fra himlen for du liner en engel"sagde han roligt og det var bare noget han lige sagde helt uden at tænke over det på noge som helst måde.

Hazelin smilte og så tænkende ind i hans øjne, han virkede rar, det var sjældent hun mødte nogle der ikke prøvede at dræbe hende ved første øjekast. Blidt bed hun sig i læben, og nikkede tænkende, “I lige måde Zankuji, “ svarede hun venlig, og lod den spinkle hånd løbe gennem sit lange blonde hår, der faldt blødt ned af hendes ryg.
Hun smilte lidt for sig selv, da han spurgte om hun var en engel, asparaer blev ofte taget som engle, fordi de mindede meget om dem. “Neij.. Jeg er ikke en engel, jeg er en aspara, men tark for komplimenten” svarede hun glad og grinte lidt for sig selv. Hun vidste godt han prøvede at være venlig, og det var jo egentlig også meget rart. Hun nød at få komplimenter.

Han kiggede på hende og smilte roligt til hende "okay så kan jeg bedre forstå at du er så smuk som du er"sagde han med et smil, han var bare sig selv overfor hende og sådan noget. Han kiggede på hende og viste ikke hvad han lige skulle sige til hende i noget tid "det var så lidt altså det med komplimentet"sagde han roligt.
Han var viste ikke helt sig selv lige nu men han viste jo hvor han var henne og sådan og hvem han var sammen med og hun var en engel i hans øjne, men det var jo fordi hun var aspara og sådan noget. han så på hende med et smil "har du lyst til at lave noget sammen med mig"spurgte han roligt og ventede på svar.

Hazelin grinte lidt genert for sig selv, og kørte en tot hår om bag sit øre. I ørene havde hun et par blå hængeøreringe, der passede til hendes øjne. “Ej hold op.. Jeg er langtfra smuk” svarede hun smilende, og lod let blikket hvile på ham. Blidt strakte hun sig. “Det er ikke så tit jeg får sådan nogle komplimenter” grinte hun og rystede tænkende på hovedet af sig selv, hvorfor blev hun altid så genert når folk roste hendes udseende. Hun vidste jo godt at folk ofte blev betaget af hendes skønhed.
Langsomt så hun ham i øjnene og nikkede lidt “Joo det kan vi da godt, hvad har du lyst til at lave?” spurgte hun blidt, og smilte lidt forsigtigt til ham. Vidste ikke hvorfor han gad og tilbringe tid med hende.

Han kiggede på hende med et smil på sine læber og slappede bare af "jeg vil da ikke holde op du er smuk og sådan vil det nok altid være"sagde han stille og roligt og kiggede på hende. Han så på hende "vil du med ud og spise"spurgte han roligt og viste ikke om det var noget hun ville eller noget hun hellere ville lave end det, så skulle hun jo bare sige til og sådan.
Han så på hende og ventede bare på at hun ville sige et eller andet til ham for hun var den der skulle bestemme om hans forslag var det de skulle eller hvad. Han var bare sådan lidt sulten lige nu så han håbede lidt på at de kunne gå ud og spise et eller andet sted og sådan noget.

Hun grinte lidt genert, og pillede kort ved sin jakke, inden hun sukkede for sig selv. “Tusind tark Zankuji..” mumlede hun blidt og lod fingrene løbe gennem sit hår, inden hun så en anelse rundt. “Med ud og spise?.. Uhm jeg… Zankuji jeg har ikke nogen penge så.. Så det kan jeg nok ikke” sukkede hun ganske lavt, og så ned i jorden, hun vidste ikke hvordan han ville reagere.
Hun følte sig lidt dum, han var så venlig overfor hende, og ville bare gøre hende glad, men hun kunne jo ikke gøre noget, når nu hun ikke havde nogen penge. Hun gemte sig som oftest.. Fordi folk havde en tendens til at ville myrde hende, eller fange hende, netop fordi hun var den race hun var.

Han så på hende med et smil "bare rolig jeg giver det jo mig der invitere dig ud"sagde han roligt til hende og slappede bare af, han ville være sød ved hende.
Han så på hende med et smil på sine læber og gav sig til at gå hun var så sød så hvorfor skulle han ikke kunne give noget at spise, altså man behøver jo ikke at være på date med en for at gå ud og få noget at spise. Det kom mest an på hvordan personen selv antog det, men han tog det bare som venner der gik ud og fik dem noget at spise. Han så på hende "altså hvis du da vil"sagde han roligt og slappede bare af mens han ventede på svar fra hende af.

Hazelin så ham i øjnene og smilte lidt forsigtigt, kort lod hun fingrene køre en tot hår om bag øret. "jo alsa.. Hvis du kan betale vil jeg da godt, det lyder dejligt" svarede hun mildt. Hun kunne også godt trænge til at få lidt varme i kroppen igen, for hun frøs altid så meget når det blev koldt.
"jo det vil jeg meget gerne Zankuji, det kunne sikkert blive hyggeligt" svarede hun glad og rettede på sin jakke, fulgte derefter med ham. Han virkede da meget sød, ikke som en der bare behandlede kvinder som ingenting. Det var rart at kunne slappe af med en, han kunne jo ligeså godt være blevet vildt sur på hende, og have banket hende som så mange andre gjorde. Men det gjorde han heldigvis ikk. "jeg kender alsa ikke rigtigt nogle af de her steder.. Så måske skulle du finde et sted?" spurgte hun mildt og så på ham.

Han kiggede på hende med et smil på sine læber og gik stille og roligt sammen med hende "ja okay så gør jeg det"sagde han venligt og gik lidt rundt og fandt så et sted der var godt at spise.
Han gik stille og roligt der ind og kiggede efter et bord til dem, da det var et sted der var fint men ikke sådan et sted hvor man skulle reservere bord først og sådan noget, han fandt dem et bord og trak stille stolen ud til hende og så på hende med et smil på sine læber "værsgo og sætte dig kønne frøken"sagde han med et sødt smil på sine læber og viste jo godt at han bare var sig selv overfor hende.

Hazelin smilte og fulgte med ham, hun havde aldrig været i den del af byen som han nu tog hende med til, men som sagt prøvede hun jo også at holde sig så langt væk fra byen som det var hende muligt.
Tøvende fulgte hun med ham ind på det flotte sted og lod fingrene løbe gennem sit lange hår. "her er virkelig flot" sagde hun let tænkende og så rundt mens han fandt dem et bord. Blidt satte hun sig som han trak stolen ud for hende, hvor var han dog venlig. "kommer du tit her? Med en kæreste måske?" spurgte hun for at få ham til St fortælle lidt om sig selv, det var altid rart at vide noget om andre mennesker. Det syntes hun da i hvert fald.

Han kiggede på hende med et stille smil på sine læber "nej gør jeg ikke da jeg aldrig sådan har haft noget forhold med noget som helst i lang tid"sagde han roligt og så på hende med et smil og viste ikke hvordan han ellers skulle forklare det.
Han så på hende "hvad med dig komme du sådan rigtig nogen steder hen"spurgte han roligt og viste ikke hvad han ellers lige skulle spørge om og sådan noget. Han var slet ikke sikker på om hvad han sådan skulle sige lige nu da der ikke blev sagt så meget, han kiggede på hende "Hvor bor du så henne af"spurgte han roligt og viste ikke om det var klogt og snakke om det eller hvad det var, men det var lidt forsendt og tænke på nu da han havde spurgt.

Hazelin så tænkende på ham mens de sad overfor hinanden. Det forekom hende lidt underligt at han ikke skulle have haft et forhold længe, da han virkede som en rar fyr. Men måske var han ikke ude efter alle. “Det lyder da lidt trist?” spurgte hun blidt og smilte til ham.
Hun trak lidt på skuldrene af hans spørgsmål, vidste ikke hvordan hun skulle tolke det, “Nah… tror fyre er bange for mig, og jeg kan ikke få job fordi jeg har den race jeg har.. Der er så mange der prøver at myrde mig altid” mumlede hun ganske stille og så frem for sig. Hendes blå øjne hvilede for en stund mod vinduet, inden hun så tilbage på ham. “Jeg bor.. Uhm.. I en faldefærdig hytte ved søen” smilte hun ganske svagt og pillede ved sin jakke.

Han kiggede på hende med et smil på sine læber "okay det da træls at du ikke kan få noget job så"sagde han og slappede bare af og kiggede på menu kortet og så på hende igen. Han slappede af "hvad skal du havde"spurgte han stille og roligt og viste godt hvad han selv ville havde lige nu, hvad med hende hvad ville hun havde og spise og sådan noget.
Han var bare flink og give maden så hun kunne vælge det hun ville ha at spise og sådan noget og han var bare sig selv overfor hende og alt sådan noget halløj.

Hazelin trak stille på skuldrene, det var da lidt irriterende, men det var jo ikke noget hun kunne gøre noget ved. Der var ikke nogen der ville have en person, der højst sandsynligt ville blive væk det meste af tiden.
“Uhm det ved jeg ikke.. Det samme som dig tror jeg nok, jeg kan ikke lige bestemme mig” svarede hun venligt og så ham i øjnene, han virkede nu meget venlig. Men det havde han jo været hele tiden, det var rart med en at snakke med. En som ikke dømte hende overhovedet.

Han så på hende med et smil "Okay så får du det søde"sagde han og rejste sig op og gik hen til en tjener og bad om at få to af det samme som var det han ville have og sådan, så gik han hen til hende igen og satte sig ned og så på hende med et smil "men kan du ikke fortælle lidt om dig selv bare det ren basiske så jeg ved lidt om dig"sagde han med et smil og var meget interesseret i at lære hende bedre at kende og sådan. Hvem ved hvad sådan en samtale ville føre til og sådan det var der ingen der kunne forudse eller var der så måtte de være gode til det for lige nu viste han ikke hvad der ville ske.

Hun smilte lidt forsigtigt til ham, og lod let hovedet glide på skrå. Det blev spændende at se, hvad han havde fundet på til dem begge. Hun var altid så dårlig til at finde på hvad hun skulle spise. “Om mig selv? Uhm.. Der er ikke så meget at sige.. Jeg er lige kommet hertil for en måneds tid siden.. Jeg bor nede ved søen i en faldefærdig hytte.. Jeg hedder Hazelin Silver, men bliver kaldt Hazel.. Det var vist det” sagde hun let, og virkede ikke til at ville fortælle om sin baggrund. Men det var også rigtigt, for det havde hun ikke lyst til. Der var ingen grund til at hive andre med ned i det sorte hul, hun selv var ved at havne i.

Han kiggede på hende med et stille og roligt smil på sine læber, og slappede bare roligt af mens han ventede på at deres mad skulle komme når den var færdig, godt nok var det ikke det aller fineste sted men maden der var virkelig god. Han så på hende med et smil "det var da lidt man fik at vide men det var da basisk det du fortalte"sagde han roligt og så hende ind i øjne "hvor har du dog nogle flotte øjne hazel"sagde han med et smil og mente det skam. Han så på hende da deres mad kom ned til dem og sådan noget, det var en bøf med løg også nogle kattofler og sovs.

Hazelin grinte lidt og trak ganske kort på skuldrene “Du bad jo også kun om det basiske, så derfor fik du kun det basiske” drillede hun legende, og skubbede til hans arm, for at drille ham lidt. “Hvad med at du fortæller mig lidt om dig selv nu så?” spurgte hun glad og så på den mad de fik serveret. Det var ikke noget hun havde spist før, så mon hun kunne li det? Hvis ikke.. Ville hun nok spise det alligevel, for ellers havde hans penge været spildt, og hun var jo sulten. “Tark Zankuji.. Det ikke noget jeg høre tit” smilte hun svagt, da han sagde hun havde pæne øjne.

Han kiggede på hende med et smil på sine læber "altså jeg bor i hus her i byen og som dig før i tiden boede jeg ude i skoven for mig selv før jeg kom til byen mit fulde navn er Zankuji Anicrado"sagde han og smilte stille og roligt til hende og ville ikke mene der var mere og sige lige nu og her efter hans mening. Han så på hende "det var så lidt hazel"sagde han med et smil på sine læber og slappede bare stille og roligt af og gav sig til at spise lidt af sit mad som stod foran ham.

Imens Zankuji snakkede om der hvor han boede og kom fra, spiste hun lidt af maden. Den smagt faktisk ganske godt, normalt spiste hun mest fisk, så det var rart at prøve noget andet end det man var vant til. "det lyder meget ligesom mig ja" svarede hun smilende og så ham i øjnene. Hun tog en tår af det glas vand der stod foran hende. Hun syntes det var hyggeligt det her, bare at sidde og snakke og slappe af med en person. "du er nu en sød fyr Zankuji" smilte hun venligt, og sukkede en anelse glad for sig selv.