Alene -Zankuji

Allaka gik ind ad den storslåede port til Abbadons tronsal.
Rundt omkring på væggene var der sat friser op der viste Abbadons fortid.
Allaka gik op ad alle trapperne og hen til de store tronstole.
Hun gik rundt om den og prøvede at frestille sig, hvordan det måtte være at sidde på herskertronen, med sin hustru ved sin side og sin søn eller datter.
Sidde der og vide at man havde alle liv i sine hænder, hvis man ønskede nogle døde. Så var de det, ikke noget med retfærdig rettergang eller det vrøvl. Halshug personen og splat Død.
Det havde sikkert også været et ansvarsfuldt job, man skulle vide hvem der var ens venner blandt fjender. En hersker der kunne det, var en god hersker.
Da Allaka åbnede øjnene og så sig selv sidde på tronen, og et øjeblik så hun fortiden, en søn ved sin ene side og en datter til den anden, folk der bukkede og nejde i dyb respekt.
Og så... den samme triste sal, uden folk der bukkede og nejede, ingen søn og datter der sad ved hendes side. intet, blot en sal der snart ville falde sammen.