The landscape belongs to me.

Liam lænede sig overrasket tilbage i caféstolen og strøg sine øjenbryn med et snert af skepsis frustration.
"Jeg kan næsten ikke begribe det," klukkede han og vippede hovedet bagover således at tyngdekraften trak i hans mørke krøller. "Virkelig? Dyreblod? Virkelig, Penelope?" Et smil blottede hans hvide tænder, og han placerede sine spidse albuer på bordet i mellem dem. Et eller andet sted, så kom det ikke som et chok, han havde vel lidt forventet det - et sted meget, meget dybt inde, og det var denne dybde, der gjorde ham en smule døsig. Han lagde sit ansigt i sine hænder - med tomlen langs kæben og de lange fingre dækkende over næsen - og fæstnede sit blik på hendes bryster blot for at have et sted at kigge hen. Det var en lille, tyrkisk kaffebar, som de havde slået sig ned ved. Lyset derinde var tungt og gulligt, der når det ramte de mørke træsøjler, skabte en helt særlig stemning, som Liam godt kunne lide. Kaffebaren lå mindst én etage over gadeniveauet, så fra vinduet havde de et ganske godt overblik over hvad, der foregik udenfor. Hvis det altså ikke var fordi, der ikke skete det mindste. De fleste gik ikke udenfor efter mørkets frembrud; især ikke de svageste i samfundet, der efterhånden var brudt ud af Alexander Lazarows specielle zoner. Da Liam og Penelope var trådt ind på kaffebaren ved solens nedgang i horisonten, havde de også kunnet bevidne vagtskifte mellem en smuk menneskekvinde og en dæmon af hankøn, der haltede let på sine lange ben, når han trådte ned ad de smalle trappetrin, der fungerede som den direkte forbindelse mellem gæsterne og køkkenet, og hvis man bevægede sig dybere ind: stabens baglokaler.

Liam løftede sit ene bryn og flyttede sit blik ned i bordpladen.
"Du behøver jo ikke at slå dem ihjel..." bemærkede han og slap sit ansigt med sine hænder, så han var tvunget til at ranke lidt op i sig selv. "Find dig en eller anden, du kan drikke af fast - frivilligt, det plejer at fungere bedst. Det skal bare være en, du stoler på, for før man ved af det, bliver man klappet på ryggen med en kniv og anklaget for overfald. Det ønsker ingen..."
Hans mundvig trak op i et bittert smil, da hun nævnede donorblodet fra hospitalet. Han havde kun en enkelt tilbage efter hendes besøg, eftersom at han ikke tankede op særlig ofte. Adrian havde sin faste kvinde som føde, og Liam havde... ja... Liam havde i hvert fald styr på det, og ellers havde han Dean, en engel, som altid virkede frisk på det meste.
"Moral og etik? Jeg lever da stadig efter moral og etik... det er bare ikke den samme, som du kender, vil jeg tro. Verden var anderledes dengang, jeg var menneske, og nu lever jeg... tjah, eller nok nærmere; nu eksisterer jeg efter min egen moral og etik. Vampyrernes. Det burde du også begynde på, ellers har du ikke en chance. Der svæver trods alt en krig over hovederne på os, intet er sikkert. I længden har man ikke råd til at leve som menneske." Med de ord lænede han sig vurderende tilbage i caféstolen og trommede med fingerspidserne på bordets rug overflade. Han kunne lige så godt holde alt snak om følelser ude, der var ingen grund til at grave dybere i den slags. I hvert fald ikke fra hans side af.

Liam lænede sig igen ind over bordet, hvilede sit hoved på fingrene, der var flettet under hans hage og lyttede til hver en lyd, der blev presset ud fra Penelopes stemmelæber. Han trak meget let på sine skuldre, så let, at det måske ikke engang var synligt gennem hans blazer, men han kunne mærke skulderbladene rygge sig en anelse, hvilket var med til at overbevise ham om, at han virkede forundret.
"Hvorfor fandt du dig ikke en rede?" spurgte han. "Dem er der trods alt en del af drysset ud over Europa..."
Han fulgte hendes bevægelser ned til den tyrkiske kaffe med øjnene, men uden videre reaktion. Ligesom at mennesket kun kunne drikke omkring en halv liter blod før det ville kaste op, kunne en vampyr ikke drikke store mængder af andet end blod. I Liams tidlige år havde han - ligesom Penelope - været i stand til at drikke små omgange af forskellige drikke, men jo ældre han blev, jo mere umuligt blev det. Det var lidt ligesom at drikke blod fra en mænade, da det ville få ham til at kaste op.
"Det er altid et spørgsmål om overlevelse," medgav han hende og nikkede svagt i hendes retning for yderligere enighed. "Sandt nok, der er mange måder at leve på, bevares, men jeg har valgt den, jeg synes, er mest rigtig. Det rigtige er altid det bedste. Det rigtige er altid hævet over det forkerte." Han var udmærket klar over at hans ord måske ikke gav mening hos Penelope. De delte ikke samme livsanskuelse, men det var trods alt heller ikke hans hensigt at skabe et skænderi. Han blinkede til hende med det ene øje, betragtede hendes bryster og dernæst hendes ansigt.

For Liam var det rent nemt at forstå. Selvfølgelig syntes han, at den måde han levede på, var den mest rigtige. Man ville da aldrig bevidst gøre noget forkert? Rigtigt og forkert var, ifølge Liam, relativt. Det ville altså sige, at noget altså sagtens kunne være rigtigt for én observatør, men forkert for en anden. Liam havde aldrig nået den velfærd, han mente at leve i, hvis ikke han havde gjort det rigtige. Men enhver handling havde jo en bagside, så selvfølgelig ville denne "rigtige handling" virke forkert for nogle andre. Nu kendte Penelope jo ikke synderlig meget til Liams livsstil, så han kunne faktisk ikke helt se, hvordan hun overhovedet kunne forholde sig til, om den var rigtig eller forkert. Måske hun en dag ville syntes, at den da var ganske fin og slet ikke så intolerant som først antaget. Liam lagde an til at åbne munden og få spyttet ordene ud, men så var det, at Penelope rejste sig op og gik. Derfor sank Liam modløst tilbage i stolen og opgav yderligere spekulationer om, hvorfor hun konstant var ude på at skændes. 10 sætninger fra Liams mund og hun var allerede over stok og sten, men det måtte hun vel selv om, blev han enig med sig selv om og betragtede hende forsvinde udenfor. Uden rigtig at ville det vippede han mod ruden, og med kindbenet mod den kolde overflade kunne han lige akkurat ane trappetrinene udenfor, hvor Penelope sad.

"Vor herre til hest," mumlede han uden at skille tænderne det mindste. Stadig ventende flyttede han blikket ud i den lille kaffebar, hvor han fangede den bredskuldrede dæmons blik. Det var ikke et indbydende eller spørgende blik, men et "Jeg er blot et andet dyr, og da du er i mit nærvær, kigger jeg på dig"-blik. Blikket blev gengældt, men med et snært af nysgerrighed, så Liam slap hurtigt mandens grå øjne og vendte blikket ned i bordpladen, som han i mangel på andet at give sig til gav sig til at tromme på med fingerspidserne. Alle fingrene, på nær den midterste, var gjort tunge af ringe i forskellige størrelser, hvor den på pegefingeren måtte siges at være den med størst overflade.
"Nu lægger du ord i munden på mig," bemærkede han smilende og løftede sin hagen for at få Penelope, der endelig var vendt tilbage, i nærmere øjesyn. "Jeg har skam forståelse for andres måder at leve på; har jeg nogensinde påstået andet? Jeg siger blot, at jeg ser min egen livsstil som værende den bedste relativt til mine behov. At jeg ikke kan begribe, hvordan du har kunnet leve så afskåret fra vampyrsamfundet, har intet med intolerance gøre. Jeg havde skam bare det indtryk af, at dine behov strækker ud i et bredere spektrum... At du altså ikke kan li' det, du har - eller i hvert fald vil have noget mere... noget større." Hans øjne dykkede ned i hendes kaffekop. "Jeg tænker bare, at det måske er på tide, at du omfavner vampyrsamfundet og dets goder." Hans stemme var lav og en anelse vagtsom, i et forsøg på at undgå at lydbølgerne ville nå for vidt omkring.

Endnu engang lykkedes det Liam at trække nok op i mundvigen, til at resultatet kunne betragtes som et smil, og han spekulerede over hvilke goder, hun helst ville høre. Noget sagde ham, at hun ikke var nær så begejstret for materielle goder, som han ellers kunne håbe, så han forsøgte at tænke en smule abstrakt. Han måtte finde noget, der balancerede på kanten mellem at være en følelsesmæssig og materiel bonus. At fortælle hende, at vampyrsamfundet kunne give hende sand kærlighed ville være en løgn. Sådan noget måtte man selv finde, men måske samfundet kunne være hendes springbræt?
"Natten hvor jeg fandt dig..." startede han og lænede sig en anelse ind over bordet. "Du var vampyr... jeg skulle hjælpe dig. Og ham manden..." Han holdt en kort kunstpause. "Hans død blev retfærdiggjort fordi du var vampyr. Det er efterhånden et barbarisk land, vi lever i, din eksistens kan komme til at afhænge af vampyrsamfundet. Og det vil selvfølgelig ikke bare blive en middelmådig eksistens." Endnu engang bredte han sine læber ud i et lille smil. "Du vil leve i en velfærd, som ingen andre kan give dig..." Det gik så småt op for Liam, at han havde svært ved at sætte ord på det samfund, som han elskede så højt. Det var så ubeskriveligt, og han havde svært ved at gøre op med sig selv, i hvilken rækkefølge tingene skulle fortælles, for at Penelope ville få det bedste indtryk.
"Hvis du er villig til at give lidt slip på det vante, er jeg blevet inviteret til en konference i Paris. Emnet er penge, penge, penge. Som økonomien ser ud i Frankrig lige for tiden vil regeringen have de franske vampyrer registreret, så de kan begynde at betale skat, men hvad vigtigere er; der vil være mange vampyrer, og en lang række højtstående vil deltage." Han sendte hende et vurderende blik. "Hvis du altså er interesseret."

Det var de små glimt i Penelopes øjne, der fik Liam til at føle sig mere selvsikker ved hele situationen. De glimt, der afslørede hvordan forståelsen langsomt var begyndt at indtræde, marcherende fra den bageste del af hjernen for til sidst at blive skubbet ud ad øjenhulerne og flyde ud i afstanden mellem hende og Liam. I takt med dette, begyndte bogstaver i Liams hjerne at danne sig til ord, og ordene dannede sig til små sætninger, der blev længere og længere, og lagde sig på hans tunge nærmest som en slange i sin færd med at bugte sig over Thrakiens støvede landskab.
"Åh ja," medgav han. "Reglerne er endda meget simple: Man dræber ikke en anden vampyr, man drikker ikke fra en andens vampyrs menneske, man stjæler ikke fra andre vampyrer og vampyrblod, der bliver brugt i andre sammenhænge end skabelse af et nyt afkom, betragtes som blasfemi."
Der var selvfølgelig også regler, som mennesker skulle overholde. Det var dog ikke altid, at de var klar over disse regler før skaden var sket, men det var jo deres eget problem; ikke vampyrernes. Eksempelvis måtte man ikke slå en vampyr ihjel, så manden fra gyden var dømt til døden ligegyldigt hvad. Problemet lå bare i, at Liam ikke havde autoriteten til at træffe den beslutning.
"Du er vampyr, du er selvskreven til i det mindste at få en chance i samfundet. For mig gør det ingen forskel hvem, der så skulle lukke dig ind, men eftersom at din Skaber..." Han standsede kort sin sætning for at se Penelopes reaktion. Liam brød sig ikke om, når folk talte om Emmett, for det meste havde det noget at gøre med, at det var de færreste, der kendte ham godt nok til at have noget at sige om ham, og så mente Liam, at de lige så godt kunne holde læberne forseglet. Men ikke engang Penelope kendte sin Skaber, så han kunne vel godt tillade sig at forsætte, kunne han ikke? Eller gjorde deres manglende bånd og minderne om måden, han havde behandlet hende på og efterladt hende, emnet til et langt mere skrøbeligt et? Han tog chancen. "... men eftersom at din Skaber aldrig selv gjorde det, vil det da være mig en ære af tage tjansen."

Blasfemi. Ordet i sig selv var så helligt og frygtindgydende, at det kunne få Liam til at fryse fast i øjeblikket, og med ét føle sig mindre end de små glimtende prikker på nattehimlen set fra Jorden. Bevægede man sig først uden for atmosfæren og et par lysår væk, ville disse prikker forvandle sig til gigantiske sole, og Liam ville gå op i en blålig dis, røg og derefter forvandles til støv. Stjernestøv. Større var han ikke, ikke i forhold til så meget andet, og det var vel sådan, man skulle tænke, skulle man kan ikke? Hvordan noget var relativt til noget andet. Liams læber krusede ud i et smil. Selvfølgelig var det sådan, men hans målestok nåede bare ikke ud i atmosfæren. Ikke engang stratosfæren eller troposfæren. Han nåede kun ud i horisonten, hvor bybilledet ville forsvinde og forvandle sig til en solopgang, og Liam ville gå op i en blålig dis, røg og derefter forvandles til støv. Stjernestøv.

Han bemærkede godt stilheden imellem dem, men valgte at ignorere den. Der var ikke så meget at gøre ved det. Af og til var stilheden bare meget bedre, og Liam holdte også meget mere af de folk, som han kunne være stille med. Folk, der ikke konstant krævede ham. Krævede hans ord. Hans meninger. Hans løfter.

Små dampe fra Penelopes kop steg til vejrs, og Liam tænkte, at de heller aldrig ville nå atmosfæren. Uden rigtig at tænke over det, rakte han frem efter kaffekoppen, som om det var det mest naturlige træk, han kunne gøre sig. Koppen virkede varm mod hans kolde fingre, og da han holdte den op til ansigt og pustede ned i den, fik han et kaffepust tilbage. Duften var karakteristisk og krydret, og noget fortalte ham, at han gerne ville huske denne duft, så han oplagrede den et sted dybt inde i sig selv og placerede koppen på cafébordet.
"Hvor boede du før?" spurgte han, satte en finger på den hvide porcelæn og fik koppen til at skøjte tættere på sin retmæssige ejer, Penelope. "Før, du blev forvandlet."
Hans øjne vendte sig mod vinduet, hvor han først så sit eget spejlbillede, men med et par justeringer kunne han fokusere på gaden, der lå stille et stykke under dem. Det var blevet tomt for liv, hvilket var forståeligt nok. Det var kun døren ind til et lille værtshus, der af og til blev åbnet, så en lind strøm af jazz og sang kneb sig ud i kulden efterfulgt af den ene fulde stodder efter den anden. Butikkerne i gågaden havde trukket sikkerheden for ruderne allerede, men det kunne Liam ikke se fra sin plads på den tyrkiske kaffebar. Han vidste det bare, og viden havde det med at være et ganske udmærket udgangspunkt. Sidegadens chaussesten glimtede fugtigt og Liam fik en trang til at glide tungen om sine læber.