Tid & Penge

Det gav et ordentligt knald. Lige pludselig stod der et lyn på himlen, men alligevel var der skyfrit, det var ret tæt på togstationen, og hvis man havde været i stand til at se op på himlen, ville man kunne se to skikkelser der kæmpede imod hinanden oppe i luften. Det var to dæmoner og den ene var Cricker. Det lød endnu et ordentligt brag, men denne gang så ar det ikke på grund af et lyn, men der gik derimod hul i taget til perronen og der faldt en dæmon ned og landede på taget af det tog som folk lige var ankommet med. Han rejste sig hurtigt og man kunne se to grønne drage vinger samt en grøn drage hale. Han havde en lang grå jakke på der gik ned til knæene og en hvis t-shirt indenunder samt grønne camouflage bukser og sorte tennissko. Han havde en hætte på så hans ansigt var helt dækket, man kunne kun se hans øjne der lyste hvidt. Den anden var en dæmon der ingen hale havde men bar overkrop, sorte bukser samt sorte sko og sorte vinger med fjer. Han var tydeligvis den onde i den her kamp. Cricker kiggede ned på folkene på perronen og derefter på den anden dæmon der stormede imod ham. I en hurtig refleks hoppede Cricker op i luften og landede bag den anden dæmon han stak sit sværd igennem ham uden nogen problemer og fik derefter et lyn til at slå ned i ham så der gik hul i taget på toget. Heldigvis var der ingen derinde. Cricker tog sværdet ud igen og kiggede på folkene dernede. "MORDER! TILKALD POLITIET!" Der blev råbt en masse, men folk vidste jo ikke bedre så Cricker gik lidt tilbage og fløj op igennem hullet og væk.

Cricker landede kort på taget. Han så en pige der stod deroppe og kiggede på hende. Man kunne dog ikke se hans ansigt, men øjnene sagde nærmest "Hjælp mig." Han så de blå blink og kiggede sig omkring og derefter på hende igen. "Mød mig i parken om et kvarter.. Jeg ber dig." Sagde han, nærmest med en bange stemme og fløj derefter sin vej. Han håbede at hun ville gøre som hun sagde og møde ham der, eftersom at han var nødt til at snakke med nogen om det der var sket og forklare hans side af historien. Der var meget mere til det end som sådan.

Cricker var i parken. Han var i menneskeform og havde derfor ingen vinger eller hale mere, men det var stadig det samme tøj. Hans hætte var også nede så hans brune hår kunne ses. (Som på billedet) Han kiggede sig nervøst omkring og håbede på at pigen han havde set ville dukke op før eller senere, og helst før. Han vidste ikke hvorfor det lige var hende, han ville snakke med, men da han så hende i øjnene kunne han på en eller anden måde mærke at han kunne stole på hende, men den slags havde fået ham ud i problemer før. Han kiggede sig omkring igen og satte sig på en bænk.

//Sorry for det korte indlæg :(//

Det var ikke specielt tit at Cay mødte nogle der ligefrem bad hende om at mødes et sted hvor der ikke var andre folk. De fleste ville være skide bange for det, især mennesker, men de var også ynkelige.
Hun valgte lidt efter at snige sig hen over taget, og hoppe ned, for så at finde den første bus der kørte mod Sombre. Hun kunne selvfølgelig sagtens løbe hurtigere, men hun ville ikke stå der i ti minutter i kulden, selvom den når det kom til stykket ikke generede hende videre. hun hade at vente, hun forventede folk kom til tiden, og hun kom normalt aldrig før tid, men altid på det præcise tidspunkt.

Da bussen stoppede ved parken, steg hun ud, og gik hen mod indgangen, hvor hun lod blikket løbe rundt i en søgen efter dæmonen som han først et godt stykke tid efter fandt siddende på en bænk. Hun gik hen mod ham i et roligt tempo mens hendes øjne faldt på hans, som nu ikke længere lyse hvidt. Hun satte sig ved siden af manden, og betragtede ham med hoved let på sned, før hun åbnede munden for at stille sit første spørgsmål. "Hvad er det du vil fortælle?" Hun lage hoved let på sned, og betragtede mandens krop, før hun til sidst igen endte oppe ved hans hoved.

Cay plejede ikke at være den type der var vildt med stort pjusket hår, men der var noget ved fyren her, der fik ham til at se på sin vis sød og drenget ud, og på den anden måde moden med hans hårpragt, som syntes at falde i hendes smag af en eller anden grund. Alt i alt kunne hun lide mandens udseende, drenget men alligevel modent. Noget mænd godt kunne bruge noget mere af. Han var ikke hvad hun ville kalde lækker, men han var mere elegant og normal, han bestod ikke kun af pæne og perfekte dele, hvilke i længden kunne være irriterende, især når de fleste væsner i Di Morga var sådan. Inklusiv hende selv.

OOC: Intet problemers :)

Cricker kiggede på hende da hun satte sig ned og sukkede da hun spurgte. Der gik lidt tid inden han egentlig begyndte at snakke. "Jeg lagde mærke til at du ikke stod og råbte af mig... Jeg er faktisk overrasket over at du i det hele taget ville møde op her uden at vide hvem jeg er" Sagde Cricker og kiggede sig nervøst omkring. Han skulle være sikker på at der ikke var andre i nærheden som kunne høre ham. "Folk kan kalde mig morder... Men de kender ikke sandheden.. Jeg... Jeg ved ikke hvorfor jeg fortæller dig det her..." Cricker rejste sig fra bænken. Han var ude af den, det kunne man både se og høre. Han gik lidt rundt. "Jeg vil ikke blande dig ind i det her... Men jeg har brug for nogen at snakke med... Du virkede anderledes." Sagde han hvorefter han stoppede op og kiggede på hende. "Den ild dæmon arbejdede for en anden ild dæmon som slagtede min familie for mange år siden.... Det var selvforsvar" Sagde Cricker pludseligt. Det var pudsigt... Han vidste ikke hvem hun var... Hun vidste ikke hvem han var, men alligevel fløj ordene bare ud af munden på ham og han vidste slet ikke om hun ville kunne finde rundt i alt det han sagde til hende. Han undlod også med vilje at fortælle hans navn. "Undskyld jeg har fået dig herhen.. Du kender mig slet ikke" Sagde han lidt efter og kiggede stadig på hende.

Cay sad tavst og lyttede efter hvad manden sagde. "Jeg råbte ikke efter dig fordi jeg selv konstant dræber for at overleve." Svarede hun efter hans første ord. "Jeg vil mødes med dig fordi du bad mig om det, og fordi jeg ikke har andet at tage mig til." Fortsatte hun, for så at sidde tavst og lytte videre. Det var ligefør Cay overvejede om fyren ikke var engel, sådan som han lød, og næsten synde over hans dræb på dæmonen.

Da han var færdig med sin korte fortælling der mest gik op i undskyldninger sukkede hun let, og smilede kort. Hun var selv typen der krævede hævn hvis nogle trådte hende over tærene, men det virkede ikke lige til at være dét denne dæmon havde brug for at vide. "At snakke med folk er altid godt." Sagde hun så, og prøvede igen med et lille smil. "Jeg tror jeg virker anderledes fordi jeg er et væsen, jeg er ikke et væsen, jeg dræber som jeg før har sagt. Hvis der var nogle der skulle kaldes for mordere skulle det være mig, og min race, vi lever næsten af andres død."

Hun lage forsigtigt bene over kors, og kiggedel ned i jorden. "Men ... må jeg spørge om hvorfor du ikke brugte ham som gidsel, og hørte hvor hans herre var henne?" Hun bed sig let i læben, da hun hørte hendes ord sikkert ikke var de bedste, men det var dem der havde ligget på hendes læber. Det var dem der ville ud. "Undskyld ..." mumlede hun derefter og følte hun havde trådt i spinaten. At tage dæmonen som gidsel var det hun ville have gjort, men hun kunne mærke at denne dæmon slet ikke var som alle andre, hun var ikke ude efter kamp og krig, men fred, hvilke hun heller ikke kunne bebrejde ham for.
Det ville hun vel også selv, når det kom til stykket, selvom hun godt kunne lide en god slåskamp, så ønskede hun ikke jorden skulle gå op i krig og død.

Cricker kiggede op i luften og sukkede. "Jeg vil slå ham ihjel... Som du siger kunne jeg godt have taget den anden ild dæmon som gidsel men..." Han kiggede på hende. "Men hvis jeg slog ham ihjel kunne jeg frem provokere ham jeg leder efter." Sagde han. "Det er ikke fordi at jeg har noget imod at de kaldte mig morder.. Jeg ved at jeg ikke er det." Sagde han. "Jeg kender ikke nogen i byen og har brug for nogen at kunne komme til og..." Han stoppede brat da det gik op for ham hvad det var hun egentlig lige havde siddet og sagt. "Dræber... Din race?" Sagde han og tog et skridt tættere på hende. "Du... Du er vampyr." Sagde han og kiggede stadig på hende. Han kiggede ned i jorden. "Hmm... Vi er alene her... Du havde ikke noget bedre at tage dig til?" Han kiggede på hende og hans øjne lyste op. "Du er med ham er du ikke?" Sagde han og pegede på hende, hans hånd lå på noget der lignede en skede til et sværd. Havde man kunne se noget ordentligt ville man kunne se at han havde et mistroisk blik som hvilede på hende. Vampyrer var de perfekte spioner, i hvert fald der hvor han kom fra, men Cricker blev ved med at glemme at han var kommet til et nyt sted.

Hvis det ikke var fordi at der var ryglæn på bænken kunne Cay ligeså godt være gået bagover af bare overraskelse. Havde han virkelig ikke gættet det endnu?! "Du er kvik lille dæmon." Sagde hun en smugle tørt og betragtede manden. "Ikke hvad jeg selv ved, jeg plejer at arbejde alene ... men selvfølgelig kan der være sket noget." Hendes blik faldt på hendes hånd, hvorefter man kunne høre et irriteret suk fra hende. "Jeg kan informere dig om at hvis du vil hugge hoved af mig, så er vores venskabeligeheder færdige." Svarede hun kort og godt, og hentyde til våbnet hans hånd hvilede på.

Cay havde prøvet at være den en man kunne fortælle sine hemmeligheder til, men det var tydeligvis kikset. Som alle andre havde han en mistroisk tilgang til vampyrer, men nu havde den race også snart skabt så meget kaos og krig at det næsten var ved at være 'normalt' at folk ikke kunne lide dem. Det skete oftere og oftere at hun mødte folk der ikke kunne lide vampyrer, og foragtede og hade dem.

Cricker så at hun faktisk mente det hun sagde og nu så han faktisk lidt irriteret ud. Han vendte sig om. "PIS!" Råbte han, men ved et uheld kom han til at få et lyn til at slå ned i et træ så det flækkede på langs. han gik et par skridt tilbage og vendte sig imod vampyren og kradsede sig i nakken. "Øhm.. Heh... Ups." Sagde han, heldigvis var der ikke gået ild i træet, så der var nok ikke nogen der ville undersøge det nærmere nu hvor det ikke lyste op. Han gik hen til hende og satte sig ved siden af. "Hør.. Jeg er ked af det, men der hvor jeg kommer fra så kan man ikke stole på vampyrer. Men... Jeg tror godt at jeg kan stole på dig." Sagde han og kiggede på hende med et smil. "Jeg håber ikke at du er.. Sur på mig?" Sagde han og kiggede derefter ned i jorden, lidt bedrøvet måske. "Det er faktisk en af mine første dage her i byen så jeg kender slet ikke nogen herfra." Sagde han og kiggede derefter op på stjernerne og lænede sig tilbage i bænken med endnu et suk. "Jeg er for paranoid." Sagde han stille til sig selv. "Et kæmpe fjols." Han var slet ikke sikker på om hun kunne høre hvad det var han sagde. Ikke at det var en tanke der strejfede ham. Mennesker... Eller.. Væsnerne her i Di Morga var åbenbart nogen man kunne stole mere på end der hvor han kom fra, hvilket var en god ting. Så kunne han måske få sig nogle allierede. Han drejede hovedet og betragtede hende fra tå til top.

Et hvin kunne høres fra Cay da et lyn ramte et træ i nærheden, og fik hende til at springe op. Prøvede han at demonstrer sin styrke for hende? "ups?!" Hvæsede hun og stirrede olmt på manden, mens hun pressede læberne sammen, og styrede sin vrede. "Det kan man se ..." Fortsatte hun halvt som en hvæsen, halv snerren. "Hvad forventer du?" Spurgte hun nu iskoldt, dog mere afdæmpet og rolig. Der var ingen grund til at kaste sig over fyren nu og her, det kunne hun gøre senere hvis hun ville.

Hun slog ørerne fra da han begyndte at snakke om at det var hans første dag. Ja, det var hårdt for ham. Skulle man så have medlidenhed med manden? Hun sukkede, og satte sig ned på bænken, mens hun rettede blikket mod manden, som virkede til at betragte hende. "Hvorfor er det dårligt at stole på vampyrer, hvordan er de der hvor du kommer fra?" Spurgte hun i en stille rolig tone, før hun fortsatte. "Forresten jeg hedder Cayisha, men bare kald mig Cay, det gør alle." hun rakte sin hånd frem, som i en menneskelig venlig gestus.

På overfladen virkede Cay nok til at have tilgivet dæmonen, men det var alt andet end hun havde gjort, hun lod ham bare være i den tro, og så måtte hun senere afgøre hvad hun ville gøre. Der var ingen grund til at tænke over det nu, måske ville hun tilgive ham hen af vejen?

Cricker hævede et øjenbryn da hun begyndte at hvæse af ham og trak på skuldrende. "Der er jo ingen skade sket." Sagde han og tænkte lidt inden at han besluttede sig for at svare på hendes spørgsmål. "Tja.. Jeg ved ikke hvad vampyrerne her i Di Morga gør, men der hvor jeg kommer fra kan de på en eller anden måde vælge om de vil forvandle folk eller ej. Mange har deres egne fanger som de suger blod fra en gang imellem indtil de er helt drænet." Han gøs ved tanken og rystede på hovedet. "Jeg har reddet et par stykker, men det er ikke altid jeg er hurtig nok. I hvert fald så er vampyrer dem der har nogle af de værste tortur metoder der hvor jeg kommer fra, men du ligner ikke en af dem." Sagde han og kiggede over på træet og derefter op på stjernerne igen.

Han vendte blikket da hun fortalte hvad hun hed. "Cricker... Cricker Ancalimë, og jeg beklager at jeg forskrækkede dig. Mine evner er lidt... Ustabile." Sagde han og han regnede faktisk ikke med at hun havde tilgivet ham, et eller andet sted ville han nok ikke selv have gjort det hvis det var ham der var i hendes sted. "Men hvordan er vampyrerne da her omkring?" Spurgte han lidt efter med en lidt nysgerrig tone. Der kom et lille vindpust og Cricker lukkede øjnene i et kort øjeblik, han smilede lidt samtidig med, det var nu rart nok at hav en at snakke med, selvom at det ikke lige var gået så godt for ham. At møde andre mennesker var ikke hans stærke side.

"Det tør siges ..." Cay Prøvede med et smil, før hun flyttede let på sig. "De er meget forskellige, men de fleste minder om kongen, herren, eller hvad du nu vil kalde ham. Onde, kyniske og elsker at dræbe ..." hun trak let på skuldrende. "Sådan bliver vi alle hen af vejen, hvilke er lidt af en skam." Hun sukkede. "Vi er nogle meget kedelig let genkendelig væsner." fortsatte hun en smugle tørt. Hun kunne lide sin race, men der var aldrig meget liv i dem. De dræbte, drak, for så at dræbe og drikke igen, og igen. Der var ikke meget interessant. "Vi kunne godt bruge noget nyt blod ... nogle nye slags." Hun lage hoved let tilbage.
"Der er enten dem der elsker at drikke blod, og gør det så ofte de kan, hvilke er inklusiv mig, og så er der dem der hader det, og drikker dyreblod." Hun gøs let ved tanken om det, men sagde så ikke mere omkring dét emne, med mindre Cricker spurgte yderligere ind til det.

Hun var kommet frem til, i sine tanker mens hun havde talt, at de vampyrer han var kommet fra måtte være meget kedelige, og normale. Det ville ikke undre Cay, hvis Scars også brugte tortur metoder, moderne og effektive. Sådan var folk begyndte at blive, desværre. Der var ikke meget tilbage fra eventyrhistorierne. Alle væsnerne begyndte langsomt at blive noget andet, mere råt, hårdt og stærkt.

Cricker nikkede stille imens at hun fortalte. "Tja, i de her tider så har de fleste vel dræbt nogen." Sagde han stille og roligt. Han vendte hovedet og kiggede på hende. "Jeg tænkte på.... Istedet for bare at sidder her, skulle vi så ikke gå en tur? Det ville da i hvert fald være mere interessant, plus at jeg vil gerne lige tilbage til togstationen for at se efter noget. De kan sikkert ikke kende mig alligevel når jeg ikke er i min dæmon form." Spurgte han og smilede lidt til hende. "Forresten.. Undskyld igen for det der som skete før." Sagde han og lød lidt halv trist, ikke så at man ville tro at han skule græde, men det var så at man vidste at han mente det. Han håbede lidt på at hun ville tilgive ham, men man kunne jo aldrig vide. Hun var ikke som Cricker huskede de kvindelige vampyrer, hun var meget smukkere, men det var ikke noget han som sådan turde at sige til hende. Hun ville sikkert bare tro et eller andet forkert og det var det sidste han ville have lige nu. Han kiggede på hende med et smil i den ene side af munden imens at han afventede et svar.

Hans forslag til at gå virkede kedeligt og normalt, men det lød som en bedre ide end at blive skudt ned med lyn, så hun nikkede til hans forslag, og kiggede rundt. "Stationen? Skal jeg vise vej D'Herre?" Spurgte hun med et lille smil på læben, før hun drejede ned af den lille sti, og begyndte at gå.
Da de kom ud af parkens snørklede stier, gik hun et par hundrede meter, til de var kommet om på bagsiden af stationen. "Hvad er det du har i tankerne?" Spurgte hun, og lænede sig op af bygningen.
Hun lod en hånd gribe fat i hendes hår, for at trække det om den ene skuldre, mens hun lavede et let kast med hoved, så pandehåret fjernede sig fra hendes øjne. "Du gør hvad du lyster, jeg skal nok vise vej, eller hvad jeg skal." Hun smilede kort igen

//Beklager det blev så kort.

Cricker bukkede. "mange tak frøken." Sagde han og smilede til hende, hvorefter han fulgte med hen til stationen. Han kiggede sig omkring da de stod der. "Hmm, jeg skal bare lige se efter noget." Sagde han og kiggede på hende hvorefter han kiggede op på taget. Pludselig lyste han lidt op og telepotterede sig op på taget og kiggede ned på Cayisha og vinkede. Han kiggede derefter ned på taget af toget. Det var som han troede. Liget af dæmonen var væk og det var ikke fordi at det var blevet fjernet. han hoppede ned til hende igen. "Jeg kan se at han er væk og han er ikke blevet fjernet, jeg tror at han har haft et eller andet på sig så han har overlevet mit sværd." Sagde han og sukkede let hvorefter han kiggede på hende igen. "Hmm, der er ikke så meget at gøre ved det." Sagde han og lænede sig op af muren ved siden af hende og kiggede sig lidt rundt omkring.

//Mit er heller ikke så forfærdeligt langt så vi står vidst lige :P //

Cay blev stående nede på jorden, mens Cricker smuttede op på taget for at undersøge hvad han nu undersøge ville. Hun lænede sig op af muren, og stak hænderne ned i sine bukser, mens de gyldenbrune øjne løb hen over de mørke omgivelser der for hendes øjne virkede lyse og klare, ikke noget udsmattet sort blæk som det virkede for de flestes øjne.
Da hun hørte lyden af dæmons skridt på vej tilbage, skubbede hun sig væk fra muren, og smilede let da hun så Cricker komme hoppende ned fra taget. "Argh - træls ... skal vi tage ud og lede efter ham?" Tilbød hun så, mens hun fugtede læberne.

Cay ville ikke haven noget imod et lille eventyr. Hun trængte til at der var noget der skete i hendes hverdag, mere end at hun tog ud og jagtede, dræbte, drak og kom hjem. Det begyndte hurtigt at blive ensformigt, selvom hun ikke havde levet som dette bloddrikkende væsen i specielt lang tid, hvis man målte ud fra at der var mange flere der havde levet i meget længere tid. Et let suk løb over hendes læber, mens hun kiggede afventede på Cricker. "Du kan selvfølgelig også slippe for mig, men jeg vil gerne hjælpe hvis det er det."
Imodsætning til så mange andre gange mente hun hvad hun sagde, hun ville gerne følge med ham, og være på hans side, det bragte noget mere ind i hendes liv, hvilke ville være kærkommende for hende. Der ud over kunne hun heller ikke se hvordan manden alene skulle kunne kæmpe mod en dæmon der kunne holde sig mod hans sværd, han havde brug for hjælp, og gerne i form af Cay - mente hun selv.

Cricker smilede en smule. "Tjo, det ville da være skønt hvis du ville hjælpe, men jeg er ikke helt sikker på hvor vi skal begynde. Jeg mener vi ved jo ikke hvilken vej han gik hen eller hvor han overhovedet var på vej hen. Jeg tvivler på at han leder efter mig." Sagde han og kiggede sig lidt omkring. Ikke fordi at han troede de blev forfulgt, men for at få en indtryk af hvad der var omkring dem. Han kiggede på Cayisha igen. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige, men han begyndte at tænke på nogle forskellige ting. For eksempel hvad han vidste der var her omkring, hvor han havde mødt nogle af dem før og så videre. Mon ikke at han var taget et roligt sted hen for at hele? "Er der nogle steder her i byen hvor der sjældent kommer nogen? Han må jo være taget et sted hen hvor han kan slappe af og få sit sår til at hele og være klar igen." Sagde Cricker og kiggede igen på Cayisha. Hun var også meget mere interessant at kigge på end jorden var.

Cricker kiggede på hende da hun begyndte at gå. "Men. Du sagde lige at vi skulle inde ham og nu vil du slappe af? Jeg er lidt åben for begge dele så det kommer an på hvad du aller helst vil?" Sagde han og luntede over ved siden af hende så han kom hen og gå ved hendes side. "Men hvad havde du da tænkt dig at spise? Jeg spiser jo ikke det samme som dig." Sagde han og stak hænderne i lommen og kiggede lige frem for sig imens han tænkte over hvor den ild dæmon mon kunne være taget hen. Det var ikke noget der som sådan plagede ham, men han undrede sig dog over hvordan pokker at han kunne have overlevet Crickers sværd igennem ryggen. Der måtte have været et eller andet over ham.. Noget som hans nemesis måske havde givet ham så han kunne overleve i tilfælde af at Cricker var den stærkeste. Han rystede let på hovedet og kiggede over på Cayisha imens at de gik. "Hvor er vi egentlig på vej hen?" Spurgte han lidt efter.

//Laver en ny bruger, ikke fordi jeg keder mig i emnet, men fordi jeg keder mig med min karakter :(