Lidt penge?*Kamille privat

Tid*eftermidag
Sted*havnen
Omgivelser*gæt?
Vejr* lyst men køligt
Tøj* http://imstars.aufeminin.com/stars/fan/william-moseley/william-moseley-20060602-134078.jpg

Haven var som altid travl fiskekutter kom ind og ud, turister fodre ænder ved kajen og et par caféer solgte masser af varme drikke samt at en fiskeblod var sat op, lidt længere nede af havnen stod en ung lyshåret fyr på jorden ved siden af ham stod et anlæg samt en taske med forskellige ting desuden lå hans jakke foran ham hvor et par mønter lå, han tændte for musikken hvorefter folk begyndte at komme hen mod ham, han smilede let til folk hvorefter han tog tre bolte op af tasken, han kaste de førte bolte op i luften hvorefter han begyndte at jonglere med dem og folk begyndte at klappe imens andre smed lidt penge før de gik videre, han lage boldene væk og fandt hurtigt 4 kegler frem sådan nogle cirkus kegler som man jonglerede med, han begyndte igen at jongler men lavede dog også trick, man ku tydeligt se at han engang havde arbejdet i et cirkus, han var ikke normal men engel og hans navn var Roy.

Den kølige vind tog nu blidt fat i Kamilles hår. Det var ikke mere smukt krøllet men mere sjusket glattet ud. Ikke nogte hun selv kunne gøre for. Men det havde vel den samme farve som før. Hun havde valgt at sætte sig det sædvandlige sted ved kajen. Udsigtigen var stadig den samme men hun så anderledes på den. Det var mere ensomrt og gråt inde i hendes nærmest tomme hoved. Nok bragte dette sted minder frem. Frygtelige minder men hun holdte sig aldrig væk. Det var som om at stedet sled og trak i hende til hun atter ville være der. Hun kunne stadig lugte blodet der havde dryppet fra hendes stakkels ankel men det generede hende ikke.
Hendes opmærksomhed blev så taget af en dreng lidt længere henne der havde valgt at jonglere for hans puplikum. Musikken forstyrrede hende lidt men hun ville ikke gøre noget ved det. Folk havde lov til at gøre hvad de nu lille. Efter at have set mod ham med hendes store mørbrune dådyr øjne så hun igen væk og ud mod havet. Hun træk sine ven op under sig og svang sine arme omkring dem for at holde dem oppe. Et lydløst suk kom over hendes bløde men lidt grålige læber mens at et svagt smil brød frem. Om det var ægte eller falsk var svært at sige..

Roy fortsatte i et stykke tid men slukke så musikken og begyndte at pakke sammen ved at hælde pegene ned i tasken og ligge alt andet ned i den før han igen tog sin jakke på hvorefter han svang tasken over skulderen, han havde tjent godt men det var ikke på grund af pegene han gjorde dette det var bare for at vise verden havde han ku, han smilede let hvorefter han så lidt rundt og begav sig ned mod kajen hvor han satte sig ned og så roligt ud over havet med lidt savn i de grå øjne* England du vil altid være i mit hjerte*tænkte han let før han sukke svagt og lag tasken bag sig hvorefter han selv lag sig ned og lod hovedet ville på tasken imens han betragte den blå himmel, et par havmåger fløj hen over himlen imens de skrappe højt men det betød intet, Roy lukke øjne let og nød freden.

"Du er ret god til det der jonglerings halløj.." lød hendes blide og søde stemme så pludselig. Ikke meget væk fra drengen selv. Kamille havde ikke rykket sig men hun var så tit svær at få øje på. sådan var det jo altid med spørgelser som hende. Dem der ikke gik ud og havde det sjovt ved at kaste ting og sager i forbi paserende folk. Hun så ikke mod drengen men sad bare med benen trukket godt op til sig med armem om som var det en kramma bamse. Hun ville nu heller ikke vise sit ansigt så meget. Jo mindre jo bedre. Det var ikke ligefrem det kønneste syn efter den masakre der havde dræbt hende. Normalt tænkte hun ikke over sit udseende som andre aspara's gjorde men stadig vra hun bange for at skræmme folk med det look hun havde nu. Den blege grålige hud. De mange ar der kunne fides på hendes ellers fint velplejede krop og det store hvide plaster der stadig sad i den ene side af hendes ansigt. Det sår ville abre aldrig stoppe med at bloøde. Det var hendes straf for at være så svag over for den forbandede vampyr.
Dog fik hun lidt efter taget mod til sig og så meget forsigtigt hen mod drengen. Han så ud til at være lidt ældre end hende selv og det var han sikkert også. Hans udstråling sagde ikke ligefrem menneske til hende så det var en ting hun kunne udelukke. Hun fugtede roligt sine læber med tungespidsen og håbede nu at han ikke ville blive alt for skæmt og løbe sin vej..

Roy var faldt lidt hen men lyden af en pige fik ham til at åbne øjne og sætte sig op, han dreje hovdet og smilde let til pigen men ku dog mærke at hun ikke var menneske"tak er glad for folk kan li det"sag han roligt med sin lyse ret varme stemme som fik de fleste folk til at falde lidt til ro, han kørte let en hånd gennem sit hår imens hann betragte hende da hun vidste ham hendes ansigt, han blev lidt overrasket men dog ikke bage"hvad laver de så her nede?"spurgt han roligt og lod vær med at kommentere hendes ansigft da hun sikkert ville blive ked af det, han sendte hende et let smil før han så lidt ud over havet hvor et par skibe ku ses i det fjerne og det fik ham til at tænke lidt tilbage i tiden til før hen belv dræbt.

Underligt nok kunne Kamille denne gang ikke holde sit lille smil på afstand. Det kom et øjeblik med et lydløst fnis. Hun havde nu bare sagt hvad hun selv mente. Og han havde ret. Det er altid dejligt at nogle kan lide det man udøver. Men smilet forsvandt dog igen mens hun for anden gang fugtede sine læber. De blev så hurtigt tørre i denne kølige vind. Lidt irrterende men det kunne hun jo ikke gøre for.
"Ehm.. Jeg opfrisker minder.. Tror jeg da.." Hun førte sin ene hånd hvor at ærmet havde sneget sig udover op til sin mund og sætte blidt sine tænder ned i det tykke stod og hun begyndte derefter at gumle svagt. En betrykkende vanehun havde opbygget. Og som hun ikke havde noget imod. "Jeg er her nede stort set hver dag. Altid på den samme plads og på det samme tidspunkt. Næsten da. Det er ikke noget jeg selv kan gøre noget ved det er bare mit instenkt der trækker mig her ned.." afsluttede hun mens at hun rakte sin hånd op mod himlen og så mod den. Den var ikke gennemsigtig som den lille være hvis hun tog sin åndelige form. Hvis hun forlod sin 'krop' et øjbelik. Men nu var den bare grålig men fint formet. Og hun havde vænnet sig til tanken. Så mere lå der ikke i det. "Hvad med dig? Kommer du tit her ned for at vise dit talent?? Eller er du ny i byen? Har ikke set dig før som sådan.."