Coming Home - Caspian

~Alt findes i emnet~

Fuglene kvidrede uden foran et nypudset vindue Det var lyst og alt så så dejlig ud, ude i skoven. Udenfor var alt efterhånden begyndt at gøre sig klar til at årets første sne skulle falde. Det havde været utrolig koldt de sidste par dage, det koldeste nogle folk havde oplevet i de seneste år. Også i dag var vejret kold, skyerne på himmelen viste at det snart ville sne og skoven så smuk ud. Nu gik de fleste bare og ventede på at sneen ville dale ned foran deres hoveddør. Vanilla selv, havde ikke været hjemme i lang tid, og længtes efter at kunne sætte sig i sin dejlige lænestol med en hyggelig bog og en kop te. Normalt havde bøger og te ikke været hendes speciale, men hun var en anden nu.
Hun havde opgivet alt hvad hun kunne, for at blive en anden person end den hun var, for hun havde levet livet farligt, og ville nu gerne bare få fred.
Vanilla regnede med, at ingen nu ville huske hende. Hun regnede med, at hun ville kunne starte helt forfra med alt. Der var dog en, som hun ville ønske kunne huske hende. Men heksen havde fortalt hende alt hvad der ville ske. Vanilla ville gå i en slags trance og hun ville blive skiftet ud. Hendes indre ville blive skiftet ud, med en som var blevet udvalgt til at gøre det. Den smukke blanding, hvis liv hun havde ødelagt, virkede ikke til at have det dårligt med det der ville ske. Hun vidste godt, at Vanilla ville overtage hende, og pigen gjorde det med glæde.
Tonia, havde denne kvinde hedet. Hun havde været lige som Vanilla ønskede at hun selv havde været.
Så var det hele gået i gang og da Vanilla så vågnede igen, var hun en anden. Hun havde følt en ny styrke i kroppen, der ikke var beskrivelig og ny følelse i hendes krop, som ventede på at blive ladt ud. Vanilla havde takket den gavmilde heks og var så taget hjem igen. Nu håbede hun bare at hun kunne leve livet i fred. Men alligevel følte hun sig ikke bekymringsløs. Hvorfor kunne hun dog stadig huske Caspian?
En tåre trillede ned af en nu varm kind. Hun måtte finde ham før det var for sent! Hurtigt trak hun i overtøjet og et par støvler, hvorefter hun gik ud af hoveddøren.
Da hun tog det første skridt ud af døren, bemærkede hun, at et lille hvidt fnug lå foran hende. Da hun rettede blikket op, kunne hun se flere på vej ned fra himmelen. Vanilla blev stående og kiggede på det smukke syn.

Caspian havde forvildet sig ud i skoven, han havde i løbet af det sidste stykke tid ledt hele Di Morga igennem efter Vanilla. Efter deres cafétur havde han ikke set hende, hun var som sunket i jorden. Nu var han nået til skoven, det var det eneste sted han ikke havde ledt.
Det brune hår strittede mere end normalt, han havde rander under øjnene, de sidste par dage havde han ikke sovet. Ved hans side gik Ariel. Hunden var også udmattet, men den kæmpede for sin ejer.
Mellem skovens tætte grene havde han helt opgivet at lade sig styre af pennen, nu var det Ariel der ledte ham gennem det store væld af træer og buske.
"Find Vanilla... Find Vanilla.." bad han den klynkende hund, hans stemme var desperat. Han havde søgt så længe. En enkelt gang havde hunden fået færden af hende, men de havde ikke fundet hende.
Til trods for kulden bar Caspian kun en enkelt rødlig striktrøje og udover den en slidt cowboyjakke. På de spinkle ben havde han et par sorte bukser og på fødderne et par udtrådte læderstøvler.
Hunden hev ham gennem en labyrint af tornebuske, Ariel satte farten op og selvom at han var træt, fulgte han hundens tempo. Nu kunne han selv dufte Vanilla. Men det var ikke den Vanilla han kendte og alligevel duftede hun så velkendt.
Han blev ledt ud i en lille lysning og Ariel stoppede op, foran dem stod hun. Hunden lagde sig ned og Caspian slap snoren. Hunden halsede og dens hale logrede svagt. Sneen faldt og landede i pelsen på den ulvelignende hund.
Han rettede hovedet op og tog et skridt tættere på skikkelsen, han vidste stod der.
"Vanilla?" spurgte han. Stemmen var vantro og tvivlede stærkt. Han havde ledt så længe. Hvorfor skulle hun stå lige der? Hvorfor skulle han finde hende her? Han forstod det ikke, men måske var det trætheden som spillede ind.

De hvide fnug der dalene den mod jorden, blev større og større. På ingen tid, ville skoven være hvid. Smuk og yndig som den skulle være. Smuk, uskyldig og intet vidende, lige som hun have været for ikke lang tid siden. Vanilla manglede noget der kunne genkende hende som den hun havde været.
På en måde savnede hun også den hun havde været, men det hun var nu og den historie hun nu havde fået, var en hun skulle holde sig til. Hendes far havde været Aspara og hendes mor havde været Lys Elver.
De havde forladt hende, da hun ikke var særlig gammel.
Tanken om at det faktisk var sket for en person, var pinefuldt. Tænk at have en historie som den? Det skulle hun nu leve med, resten af livet. En tåre trillede ned af den varme kind, men frøs øjeblikkeligt. Vanilla tørrede den væk, og stirrede ud i luften. Hun kunne se nogle.
En skikkelse og en hund. Hvem disse væsner var, vidste hun ikke. Blot for at bruge en af hendes fysiske styrker, skød en lille blå flamme ud fra hendes hånd. Hun hørte hendes navn blive nævnt, og rettede blikket ned mod flammen, for at forsøge at slukke den. Til hendes store held, virkede det.
Vanilla fortsatte med det hun skulle have gjort. Den person der havde råbt hendes navn, føltes som om han kun var i hendes tanker og ikke der hvor han rigtig var. Jo tættere hun kom på ham, jo mere gik det op for hende, at det ikke blot var noget hun forstillede sig. Hun havde holdt blikket mod jorden, hvor sneen var ved at lægge sig som et lag. Han var her virkelig?
Hun stoppede øjeblikkeligt og førte en hånd op til munden. Det var ham? En tåre trillede ned af hendes kind og pludselig fik hun travlt. Tårne frøs til is. Hendes føder begyndte at løbe, selvom hendes krop ikke var klar op det. Jo tættere på ham hun kom, jo flere tåre strømmede ned over hendes kinder. Til sidst, da hun var tæt nok på, brød hun sammen i glædeståre. Hun kastede sig i hans arme, mens varme tårer trillede ned af hendes kinder.

Caspian så Vanilla bevæge sig mod ham, men var det nu endnu en hallucination? Eller var hun virkelig? Modsat de andre gange havde Ariel genkendt hende. Hans hallucinationer af hende havde hunden aldrig reageret på.
Han følte sig sindssyg, deres korte bekendtskab og det stærke bånd de havde knyttet. Han havde manglet det, han havde været så desperat efter hendes kærlighed, at hans psyke ikke helt havde kunne holde til det. Et eller andet sted ville han bare gemme sig og lukke det hele ude. Hun skulle ikke se ham sådan, hun skulle ikke se hvor meget hendes fravær havde påvirket ham.
Men hun kom tættere og tættere på for til sidst at kaste sig i armene på ham. Hans udmattede krop kunne knap nok holde sig oprejst og med hende i favnen var det en ekstra anstrengelse. Men han blev stædigt stående.
Nu var hun her og han ville ikke give slip, ikke frivilligt. En ubemærket varm, salt dråbe trillede ned af hans kind og han begravede næsen i hendes hår, mens hans arme lagde sig om hende.
"Vanilla..." stemmen var slidt af at sige hendes navn, men det lykkedes ham alligevel at få det over sine læber. Forelskelsen og savnet havde resulteret i, at han ikke havde spist ordenligt i lang tid og hans lange vandren havde tærret den spinkle krop for næsten alle hans kræfter.
Ariel lå stadig på jorden for deres fødder og logrede veltilfreds. Den kunne mærke at Caspian var glad nu, den kunne mærke hvordan han havde fundet hvad han søgte.
"Vanilla..." hans stemme var nu kun en hæs hvisken, men hun ville godt kunne høre at det var hendes navn han hviskede.

Et stik i hjertet, mindede Vanilla om hvor meget hun elskede og havde savnet Caspian. Hendes følelser for ham var ubeskrivelige, hvordan han end var. Han ville aldrig dø for hende! Han ville være den person, som hun aldrig kunne drømme om at miste. Hun ville elske ham for evigt, og sådan som de stod nu, beviste det ret godt. Vanilla huske kort, og blev ved med at mumle det samme ord. ”Undskyld…” Tårerne strømmede ned af hendes kinder, ned på hans skulder. ”Undskyld..”
”Undskyld, undskyld..” Vanilla var knust over det hun havde gjort. Forladt Frankrig og taget til et andet sted, hvor hun blev til en helt ny person. Hun var så knust, at hendes nu levende og bankende hjerte, var ved at briste i små bitte stumper og stykker.
Hendes levende og dunkende hjerte, som hun aldrig ville af med igen. Sorgen og de utrolige følelser gjorde det svært for hende at blive i den synlige tilstand. De gener hun havde haft i kroppen, der gjorde at hun kunne blive usynlig, var der stadig.
Vanillas øjne lukkedes og hun forsøgte at beherske sig, for at ikke skræmme ham helt væk. ”Kom med, der er noget jeg skal vise dig!” Hun lagde de blonde og varme hænder på hans skuldre og kyssede ham kort på munden. ”Det er helt fantastisk. Helt magisk! Du må se det! Jeg skal nok forklare dig hvad det er.” Glæden sprang nærmet ud af hjertet på hende. Hun lod hånden fra hans ene skulder, glide ned langs hans arm, for at gribe fat i hans varme hånd.
Så rettede hun derefter blikket ned på den smukke hund ved hans side. ”Ariel. Hvordan har du haft det, kæreste?” Stadig med Caspian i hånden, bukkede hun sig ned for at klappe den smukke hund på siden, og stryge den over den smukke og bløde pels. Hun havde helt glemt hvordan det var at elske og holde af nogle.
Vanilla rejste sig om igen, og begyndte lige så stille at gå hen mod hendes hus igen. Alt omkring dem blev mere og mere hvidt.

Caspian opfattede knap nok hendes undskyldninger, han lukkede blot øjnene og lod sig glide hen i en form for hvile. Han tillod sig selv at slappe af, nu hvor han havde fundet hende. Han kunne mærke hende, dufte hende, høre lyden af hendes hjerte slå... Men vent. Hun havde jo ikke haft noget bankende hjerte før?
Men udmattelsen overvandt nysgerrigheden og han var blot taknemmelig for at hun var hos ham igen. Han hørte ikke hendes ord eller opfattede hvordan hun tog hans hånd, han lagde ikke engang mærke til at hun bukkede sig for at klappe Ariel.
Hunden var også træt, men den kom på benene igen og strakte sig kort, inden den luntede efter dem, mens Vanilla hev ham mod huset.
Han mærkede hvordan hun trak i ham, men han var ligeglad med hvorhen de gik. For han var jo hos hende. Det var egentlig en bizar form for kærlighed som de havde. Hun havde forladt ham og han havde ledt dag og nat. Hvad var det for et forhold?
Men på den anden side var der jo intet officielt over dem. De rendte bare rundt og legede kærester, uden at være det. Måske han skulle fri til hende? Ej.
Det var for tidligt og desuden brød Gud sig ikke om at engle indledte forhold med andre væsner. Eller var det bare generel afholdenhed som englen var tvunget til at leve i?
Han kunne ikke huske det og var egentlig ligeglad.
Han ville skide højt og helligt på hvad den gamle nisse sagde, for intet kunne skille dem ad. Aldrig mere ville han gå fra hende, efterlade hende. Angsten for at miste hende igen var blevet plantet i hans sind og det ville være tæt på umuligt at få ham til at glemme den angst.
Hun hev ham mod huset og indenfor i varmen, men Caspian mærkede ingen forskel. Hans krop var efterhånden også så kold, at han lige så godt kunne have lagt sig i sneen. Hun ville blive nødt til at varme ham på en eller anden måde, hvis han skulle leve lidt op. For lige nu mindede han mest af alt om en zombie.
Med dem var Ariel, men hunden søgte straks en plads foran ildstedet, da den kom ind. Her lagde det lille dyr sig helt sammenkrummet og gav en svag, klagende lyd fra sig, inden den lod sig døse hen. Den havde brug for varme og søvn, præcis som Caspian.

Vanilla traskede hen til hendes hus igen, hånd i hånd med hendes elskede. Ariel virkede til at følge dem og hun vidste tydeligvis hvor de skulle hen. Huset lige forude så ret hyggeligt ud, det kunne selv en mus ha regnet ud. I det hele taget var det nu bare Vanilla der trak af sted med dem. Hen mod en varmekilde som hun håbede kunne varme dem begge lidt op. Heldigt at hun ikke havde slukket for ildstedet før hun tog af sted.
Da de endelig kom inden for i varmen, prikkede det let i hendes hud. Kulden var trængt igennem, hvilket resulterede i denne ubehagelige prikken om hendes fingre, når og fødder. Nu var det bare med at få lidt varme til hendes to gæster. Først og fremmest gav hun Caspian et blidt kys på kinden, dernæst gik hun forsigtigt hen til ildstedet og tændte mere op. En nu blåviolet ild blafrede i ildstedet, hvilket gav et smukt syn. Til hendes store lykke blev ilden ved. Det var det længste ilden nogle sinde havde holdt.
Eftersom Ariel havde lagt sig foran flammerne kunne hun vende tilbage til, den sikkert iskolde Caspian. Hun puffede ham let hen i sofaen, hvor hun fik ham til at sætte sig ned. Derefter forsvandt hun ind i et af de andre værelser i huset, for at komme tilbage med en masse tæpper.
”Kan jeg byde på noget? Kaffe, te, et eller andet?” Smilet voksede på hendes læber, og hun satte sig forsigtigt ved hans side. Han manglede helt klart varme, det kunne man tydelig se i hans ansigt. Det var måske der hun skulle starte?
En varm hånd lagde sig på hans ene kind og nussede den blidt. Hun trak hans ansigt lidt ned mod sig selv, for at kunne placere et enkelt lille kys på hans næse. Hun lo kort, men fortsatte så med at forsøge at opvarme hans krop. Hun søgte efter hans hænder for at varme dem, men opgav i et kort sekund. Det kunne jo være at han slet ikke ønskede denne nussen omkring sig?
Vanilla kiggede lidt på ham, men kunne fornemme at han havde brug for varmen. Så om han kunne lide det eller ej, ville hun fortsætte med at give ham varme. Han lignede jo en forfrossen guldfisk sådan som han sad der.
Hun havde selv smidt overtøjet for længest og hjalp ham nu af med overtøjet. De tæpper som hun havde båret med sig, lagde hun forsigtigt om ham, men kravlede dog selv med ind under et af tæpperne til ham. Hun satte sig tæt op ad ham, for at lægge armene om hans spinkle krop. Endnu et kys placerede hun på hans næse, dernæst hans kind og ramte til sidst hans mund.

Caspian lod sig dumpe ned i den bløde sofa, han opfangede svagt hvordan hun forlod lokalet og der kom en nervøs trækning over hans pande. Han ville ikke have at hun gik, ikke lige nu. Han havde brug for hende.
Det lille kys han havde fået på kinden havde fået en smule mere varme i hans krop, hans hjerte slog lidt hurtigere og blodet pumpede hurtigere rundt i hans kolde krop. Et svagt smil gled over hans læber, da hun satte sig ved siden af ham.
Hendes nussen og kærtegn fik ham til at lukke øjnene og nyde varmen, der langsomt strømmede tilbage til hans krop. Varmen fra hende. Han lod sig trække ned mod hende og ved kysset på hans næse, rynkede han på næsen og brummede lavmælt. Han kunne godt lide hendes nussen, det var rart.
Hendes spørgsmål om hun kunne tilbyde ham noget, havde han ikke svaret på. Han manglede heller intet, kun hende havde han lyst til lige nu.
Efter at hun havde hjulpet ham af med både cowboyjakken og den rødlige trøje, lagde han armene om hende og trak hende ind mod sig. Indenunder havde han kun en simpel sort t-shirt på med et hvidt tryk.
Men da hun gav sig til at lægge tæpperne om ham, måtte han slippe hende igen.
Hun havde puttet ham mellem de mange tæpper, men krøb så tilsidst selv ind under dem, til ham. Han mærkede hendes varme krop mod sin og lagde igen armene om hende, nu med åbne øjne.
I den tid han havde været alene var hans syn blevet værre, den hvide hinde var næsten massiv. Men det vidste han ikke, han vidste kun at han knap nok kunne skelne mellem lys og mørke.
"Jeg har savnet dig, love..." hviskede han ind mod hendes hår og rynkede på næsen, da hun igen kyssede den. Dernæst fulgte et kys på hans kind og til sidst fik han lov til at mærke de varme læber mod sine.
Hans greb om hende blev strammet og han trak hende, om muligt, tættere på sin egen krop. Varmen var begyndt at komme tilbage til ham og han livede mere op. I hendes selskab kunne han ikke andet.
Da han endelig slap hendes læber igen, lod han to fingre glide hen over hendes kindben og kæbe. Han havde virkelig savnet hende.
"Jeg elsker dig, Vanilla..." sagde han oprigtigt.

Hans kulde generede hende ikke. I det hele taget var der ikke noget ved ham der generede ham. Alt han nu end var, gjorde og sagde, behagede hende og gjorde hende varm inden i. Mere varm end hun allerede var. Det var skønt at se ham igen. Gud, hvor havde hun dog savnet ham på sin rejse. Hvorfor havde hun dog ikke forslået ham at tage med?
Vanilla tænkte kort over det hele, men kom tilbage til virkeligheden lidt efter, da han sagde noget. Hendes ansigtsudtryk ændrede sig fra tænkende til helt blødt og forelsket. Han havde lige præcis ramt hendes bløde punkt, ved at sige at han elskede hende. Hun svang armene mere om ham, og kyssede ham blidt på munden. ”Caspian… Jeg elsker dig… Af hele mit hjerte…”
Hendes stemme hakkede, mest fordi hun var så overrasket over det han sagde. For det første havde hun ikke forventet at se ham igen, eftersom hun havde efterladt ham helt alene tilbage. For det andet havde hun ikke troet at han virkelig elskede hende så meget. Og for ikke at tænke på hvor meget hun havde tænkt på ham, turde hun næsten ikke tænke på hvor meget han havde tænkt på hende. Det måtte ha været nogle pinefulde uger. For hende føltes det dog som år.
”Du ser træt ud, skat.. Jeg ved godt at det er dag, men du har brug for søvn..” To blege fingre strøg blidt under hans øje, ikke for at genere, blot for at hun bedre kunne få et indblik i hvordan han havde det. En let latter kom fra hende, uden nogen rigtig grund. Hun følte blot for at le en smule. Hvor var det hele dog tåbeligt? Tænk at hun kunne lade ham blive her hjemme og så taget af sted selv? Hun var helt chokeret over sig selv.
Uden at vente et svar, gav hun sig til at fjerne de varme tæpper, for at lægge dem sammen og lægge dem på armlænet af sofaen. ”Lad os få dig i seng..” Hun lagde en arm om livet på ham og fik ham trukket op og stå. Det var ikke let, men det lykkedes i det mindste. Nu begyndte hun, dog med en smule besvær, at gå hen mod hendes soveværelse, hvor en dejlig stor seng ventede på dem.
Da de kom ind på værelset, puffede hun forsigtigt Caspian hen på sengen, hvorefter hun begyndte at tænde op brændeovnen på det lettere kolde værelse. Derefter vendte hun tilbage til Caspian.

Caspian smilede over hendes svar. Han vidste at hun mente det og han gav hende et let klem, inden hun nåede at vride sig fri. Han lod langsomt øjnene glide i, da trætheden var ved at overmande ham.
Da han åbnede øjnene, var det fordi hun snakkede til ham og han mærkede nu to af hendes varme fingre mod den tynde hud under hans øje. Han var træt.
Han gav hende et enkelt nik og smilede så svagt til hende, han gik med til at sove nu, til trods for at det var dag. Men han havde faktisk ikke vidst at det var dag, før end at hun havde fortalt ham det. Hans tidsfornemmelse var elendig, men det var hans egen skyld. Den lange søgen efter hende havde foregået dag og nat, tiden havde været ligegyldig.
Han lyttede til hende, mens at hun foldede tæpperne sammen og lagde dem på armlænet. Han kunne mærke trætheden og sulten, men han klagede ikke. Han havde hende i sit nærvær, han kunne blot række ud og så røre ved hende. Et smil gled over hans læber.
Hendes korte latter fik også ham til at brumme med, dog var både hans stemme og krop medtaget, så han kunne ikke rigtig grine med hende særlig højt.
Da hun lagde armen om ham forsøgte han at hjælpe med at få rejst sig op, men det gik ikke så godt. Han følte sig pludseligt uhyggeligt gammel og måtte kort stoppe op, for at mande sig lidt op.
De bevægede sig mod et varmt soveværelse. Han fornemmede huset, lod en hånd køre langs den ene væg og smilede svagt. Det var et smukt hus, kunne han fornemme. Lige hende. Lige dem.
Caspian lod sig guide mod sengen og dumpede forsigtigt ned i den store, bløde seng. Han skyndte sig at vride sin t-shirt og sine bukser af, så han ikke sov med tøj på.
En svag klingen lød og Ariel troppede op i døråbningen til soveværelset, den fandt hurtigt den side hvor Caspian lå tættest på og skubbede snuden ind under hans hånd.
"Jeg havde ikke fundet hende uden dig, Ariel..." mumlede han og nussede hunden bag øret.
Den brummede tilfreds og lod ham så være, for at gå hen til der hvor hans bukser var landet og rullede sig så sammen ovenpå dem. Den gabte en enkelt gang og lukkede derefter øjnene.
"Går du også i seng nu, smukke?" spurgte han Vanilla og var allerede igang med at krybe ned under dynen.

Efter at ha tændt op i brændeovnen, vendte hun kort hovedet hen mod Caspian og Ariel. I et kort sekund overvejede hun at spørge ind til om han var sulten og om hun skulle finde noget spiseligt til Ariel, men hun virkede lige så stille til at lægge sig ved hans tøj og falde i søvn. Caspian lignede også en der kunne falde i søvn med det samme.
Et smil bredte sig på hendes læber, da han spurgte om hun også gik i seng nu. Tanken var fristende. Blot at ligge ved hans side indtil hun selv ville falde i søvn, men hun havde allerede vendt og drejet på hendes døgnrytme, så søvn nu, ville ikke være klogt. ”Altså.. Det ville være dumt, men jeg vil gøre alt for dig..” Hun vendte sig helt om mod ham og havde et kærligt blik i øjnene. Selve hendes udstråling lige nu, var varm og moderlig. Sådan som hun altid havde ønsket hun ville være.
I nogle lange sekunder lod hun blot til at betragte ham, som var han et eller andet unikt stykke kunst, som hun var opsat på at få. Det var han også, men hun ville ikke eje ham… Hun ville være hans… Bare hans for altid.
Endelig, efter et stykke tid, kom Vanilla i tanke om hvad det var de var kommet her ind for. Til dels fordi han ville sove, men der var også noget hun skulle vise ham, lade ham bemærke, selvom hans syn ikke var der. Alligevel ville han kunne fornemme hvad det var… Eller det håbede hun da.
Hun gik roligt hen til ham, kyssede ham blidt på munden, men gik så tilbage til brændeovnen igen. Vanilla havde altid haft en forkærlighed for åbne brændeovne, så det havde hun i de fleste rum.
Forsigtigt begyndte hun at tage de yderste beklædningsdele af, hvorefter hun rettede blikket mod Caspian. Han var et kønt syn, men samtidig et hæsligt syn, da han virkede så træt, udmattet og udmagret. Det skulle der snart gøre om på.
En let lille lav klik-lyd kunne høres. Hun havde klikket sin bh op, for at få den væk. ”Caspian, min skat? Der er sket noget mens jeg ikke har været her. Som du nok har bemærket har jeg et bankende hjerte nu, jeg har varme og jeg dufter måske heller ikke som jeg plejer. Jeg er ikke vampyr og spøgelse længere. Jeg har skiftet krop… Det lyder sikket underligt..”
Vanilla gik i stå, men var opsat på at fortsætte med at snakke. ”Jeg fik disse smukke udsmykninger på kroppen. Du vil være den første, ud ovre mig selvfølgelig, der vil vide at de er der..” Smilet bredte sig på de røde læber og forsigtigt trådte hun hen til ham. Hun satte sig på kanten til hans side, undgik at ramme Ariel og sendte Caspian et forsigtigt smil. Hun forsøgte at lede efter hans hånd og da hun endelig fik fat i den, førte hun den op til hendes ryg. Hun forsøgte så vidt muligt at ramme de små fordybninger der udgjorde de smukke mønstre. Nu afventede hun blot hans kommentar.

Caspian nikkede svagt, det gav god mening hvis det var midt på dagen. Han ville helst ikke lade det gå ud over hende, at han var så dårlig til at passe på sig selv.
"Vil du så ikke bare blive til jeg sover?" bad han og lagde hovedet let på skrå. Ligemeget hvor træt han så end var, ville han ikke kunne sove hvis hun ikke var hos ham. Han var stadig bange for at miste hende og når hans underbevidsthed fik frit spil, ville alle hans skrækscenarier udspille sig for ham igen.
Han ville kunne se hendes livløse krop, han ville kunne se den efterladte smukke pige ligge dér i kulden. Han havde et eller andet sted forestillet sig at hun var død. Han havde frygtet det og det havde været hans motivation. Han havde ikke kunne holde ud hvis hun lå livløs eller tilskadekommet et eller andet sted, uden at kunne få hjælp.
Men han ville ikke fortælle hende om billederne og scenarierne, han ville ikke røbe hvor bange og ked af det han havde været. Hun ville aldrig få af vide hvor paranoid han var.
Han hørte hendes skridt og så hendes læber mod sine, han lod hurtigt en hånd glide gennem hendes hår for at ende i hendes nakke, blot for at fastholde kysset lidt længere.
Men han måtte slippe hende, da hun gik hen til brændeovnen igen.
Han lod sig synke ned i de bløde puder og dyner, hans øjne var lige ved at glide i, da et lille klik hørtes og han genkendte lyden. Hun smed tøjet?
Hun bevægede sig hen mod ham og satte sig ved hans side, førte hans hånd hen til hendes ryg og pludselig følte han de fordybninger.
Han lod fingrene køre hen over hendes ryg og langsomt opdagede han hvordan det smukke mønster formede sig over hele hendes ryg. Han lod nu begge hænder gå på opdagelse på hendes ryg og satte sig lidt op, for bedre at kunne komme til. Han lænede sig forover og kyssede blidt hendes bare skulder.
"Det er smukt.. Virkelig smukt.." hviskede han og lagde så armene om hendes mave. Hagen lod han hvile mod hendes skulder og øjnene lukkede han i. Hans bare overkrop hvilede mod hendes bare ryg og et svagt smil tegnede sig over hans læber.
"Jeg kan lide dig ligemeget om du har et bankende hjerte eller ej, ligemeget om du er kold eller varm.. Du er stadig my one true love.." hviskede han og kyssede endnu engang hendes skulder.

Selvom det ikke var kærtegn på den måde, som de fleste folk ville opfatte det, føltes det som kærtegn mod hendes varme hud. Vanilla havde fået håret til at ligge ned langs den ene skulder, så det ikke ville komme i vejen for hans hænder. Ind i mellem fornemmede hun en underlig, men varm følelse i kroppen. Hans blide berøringer og kys på hendes skulder, gjorde hende helt blød om hjertet, og gav hende lyst til bare at blive her ved ham, ind til han ville vågne næste morgen.
Vanilla lo atter, da han sagde det. Ikke fordi hun havde lyst til at le af det han sagde, men det virkede så underligt hvordan to mennesker kunne forelske sig så hurtigt. Det virkede helt magisk, men nu var dette sted heller ikke det mindst magiske man kunne finde.
Hvis man lagde mærke til det, kunne man spotte en masse væsner rundt omkring i byen, hvilket ikke var normalt. Demoner, vampyrer, engle, elevere, spøgelser, jah.. Man kunne finde alle mulige forskellige arter og racer rundt omkring i byen. Før, da hun blot havde været et menneske, havde hun ikke troet på hendes bror, da han fortalte om alle de mærkelige væsner han havde mødt på sin vej.
Hun sukkede kort. Tankerne havde bragt hende et helt andet sted hen, end hun ønskede. Tankerne måtte tilbage til ham og alene ham. Hvordan mon han havde haft det uden hende? Nej, nej nej! Ikke de tanker nu! Caspian virkede til at være træt, så måske skulle de bare gå i seng? Ja, god plan.
”Hmm.. Lad os få noget søvn.. det mindste jeg kan gøre for dig, er da at ligge ved din side..” Et forsigtigt smil bredte sig på hendes læber, og forsigtigt løsrev hun sig fra hans greb om hendes mave. Det var rart, men hun ville hellere ligge ved hans side, end at sidde ved hans side.
Hun trippede forsigtigt hen på gulvet, men sørgede for at få samlet sit tøj i en bunke henne ved hendes side af sengen. Forsigtigt, uden at det forhåbentligt var til at høre, afklædte hun sig fuldkommen. Derefter ville hun lægge sig under dynerne. ”Caspian? Jeg smutter lige i bad. Det kommer ikke til at tage så lang tid..” Da hun allerede havde lagt sig på sengen, besluttede hun sig for lige at kysse på ham lidt, før hun forsvandt ud af døren til værelset, og smuttede ind på badeværelset lige ved siden af. Da det kun var dem der var i huset, lod hun døren stå åben.
Vanilla åbnede for den varme hane, og det dejlige vand fossede ned over hende. Uden at tænke på det, begyndte hun at nynne en let melodi. Med Caspian gode øre, ville han sikkert kunne opfatte det, men det gjorde hende intet. I det mindste ville han kunne fornemme at hun stadig var hos ham.

Caspian fornemmede hvordan hun nød hans kærtegn og derfor blev han ved med at lade sine fingre udforske hendes ryg og hofter. Det var helt vidunderligt at være så tæt på hende igen.
Et drenget smil tegnede sig over hans læber og han strøg fingrene op og ned af hendes mave, så de lige præcis ikke strejfede hendes bryst og så ned til hendes hofter. Han kyssede hende op af halsen og nappede hende i øreflippen, inden hun vristede sig fri og han atter gled ned under dynerne.
Hendes grin hørte han knap nok - han ville heller ikke have taget det så tungt. Øjenlågene trak ned af og han gabte højt. Han følte sig som et lille barn. Eller nej, han vidste ikke hvordan et lille barn ville have det. Han havde ikke været barn særligt længe og efter få år måtte han indse noget, som man kun burde indse hvis man var voksen. Han havde været alene, han havde været oprørsk.
Tankerne gav ham lyst til at krybe sammen i fosterstilling, men han undlod. Han hørte hende rejse sig for derefter at liste ud på badeværelset. Hvis han dog bare havde haft mere energi var han fulgt efter hende. Et varmt bad kunne han godt bruge.
Istedet krøb han længere ned under dynen og lyttede til hendes nynnen og vandets brusen. Lydene lullede ham langsomt i søvn og inden længe sov han tungt.
Hans søvn var urolig, plaget af billeder og skrækscenarier.
Disse billeder fik ham til at vende og dreje sig i sengen. Han så en ny måde hun kunne være død på hver eneste gang. Ingen af dem virkede realistiske, men alligevel.
Morderen der kom gående mod den uskyldige, smukke pige under bruseren. Klip. Pigen med det lange, gyldne hår der blev overfaldet på en mørk og forladt gade. Klip. En pige som blev angrebet af et vildt væsen i skoven og blev efterladt til at dø.
Han satte sig op med et sæt, han svedte og hele hans krop skælvede. Hun kunne ikke dø. Hun måtte ikke dø fra ham.
Hans englehjerte pumpede afsted og den forstummede lyd af det brusende vand og hendes beroligende nynnen fik ham til at krybe sammen i fosterstilling.
Han havde aldrig været så ustabil, han havde aldrig været så langt ude psykisk. Men nu lå han og skælvede, mens billederne passerede hans indre blik.
Han ville putte sig ind til hende, han ville lade hende berolige sig, lade hende få ham til at sove.

Der gik alligevel et stykke tid før Vanilla vendte tilbage til Caspian. Han var tydeligvis vågnet, og da hun bemærkede hans rysten over hele kroppen, blev hun nervøs. Uden at tænke over det, tabte hun håndklædet og farrede hen til sengen, hvor han lå og rystede som en sindssyg. Vanilla blev utrolig urolig for ham, da han lå på en underlig måde. ”Caspian min skat?” Hun var stille lidt tid, før hun satte sig på sengen ved siden af ham. ”Caspian.. Jeg er her.. Bare rolig, min skat..” Hendes stemme var en smule nervøs men alligevel virkede hun rolig nok.
Forsigtig krøb hun ind under dynen ved siden af ham, lagde sig tæt op af ham og hvilkede rolige ting i hans øre. Hun vidste allerede uden at spørge ham, at der var et eller andet galt. Han virkede helt ude af sig selv. ”Roolig..” Hun tog dybe vejrtrækninger og trak ham helt ind til sig. Til sidst lykkedes det hende vist at få ham til at stoppe med at ryste, hvilket fik hende til at falde til ro og senere falde i søvn. Det var dejligt endelig at kunne sove med sin elskede i armene.


Næsten morgen trængte solen igennem de store vinduer. Hele rummet blev lyst op, og de hvide vægge gjorde det kun lettere at få alt tid at virke lysere. Vanilla vågnede af dette underlige lys, vågnede op til et koldt værelse, tæt omslynget af Caspian. Det var dejligt, sådan at vågne på denne måde, og efter den nat de havde haft, hvor han havde rystet så voldsomt, var det kun beroligende når man tænkte på at han endelig sov nu.
Forsigtigt løsnede hun sig fra hans greb og rullede ud af sengen, hvilket resulterede i at hun faldt ned på gulvet. Der lå hun lidt og ømmede sig, før hun tog sig sammen og rejste sig op. Gad vide hvor længe de havde sovet? Vanilla strøg et par fingre gennem håret der var blevet en smule uglet. Måske kunne det være en idé at få lidt tøj på?
Med de tanker, åbnede hun en låge i et lille skab, hvorefter hun trak noget tøj ud. Til hendes store held var det lige det hun ledte efter. En simpel sort T-shirt, der fik hende til at se slank ud, og et par bukser der var ret så slidte. Tøjet passede perfekt, da hun i dag ville vise Caspian lidt af det hun nu komme. Det ville være så sejt, hvis der var nogle der forstod hende. Det manglede hun bare.
Forsigtigt gik hun ud i stuen og tændte op i ildstedet igen. Derefter gik hun ud i køkkenet for at sætte vand ovre til te eller noget. Hun undlod at vække Caspian. Han skulle sove så meget han kunne.

Caspian fornemmede hendes arme om sig, han hørte hendes stemme og hun fik endelig trængt igennem til ham. Hans varme krop stoppede med at ryste ganske langsomt og endelig begyndte han at slappe af i hendes favn. Han lagde armene om hende og klyngede sig til hendes krop, som et lille barn der ikke ville give slip på sin mor.
Hun var det eneste han fandt tryghed i lige nu, ingen andre ville kunne få ham ned som han havde haft det.
Det var nu han mærkede, at deres bånd var stærkere end han havde troet. Det var nu at han vidste at det var ham og hende. De var ment til at være sammen. Deres kærlighed var stærkere end nogen form for angst.
Efter at han var faldet til ro, gik der ikke lang tid før end at han gled ind i en tung, drømmeløs søvn. Han lå roligt hele natten. Billederne var væk.
Nu vidste han at hun lå dér med armene om ham, forsikrede ham om at hun var hos ham og atter var hans.
De eneste bevægelser han lavede var når han gav et svagt spjæt fra sig og famlede efter hendes hånd. Men han fandt den hurtigt og faldt så til ro igen.

Eftersom at hans syn var blevet værre, så mærkede han ikke lyset. Han vågnede ikke da hun gjorde, mærkede kun svagt hvordan hun vristede sig fri. Han klynkede svagt. Han savnede allerede følelsen af hendes nøgne krop mod sin. Det bankende hjerte og den varme hud.
Men han vågnede ikke. Et eller andet sted inde i ham havde han registreret at hun blot havde rejst sig for at tage tøj på, måske gå ud i køkkenet og lave mad?
Ariel fulgte ihvertfald efter hende, hun ville gerne have noget vand og lidt mad. Den følte sig allerede hjemme og kunne utroligt godt lide det store, flotte træhus. Ariel ville elske at bo i det hus.
Der gik yderligere et par timer før end at Caspian stod op. Han havde fået sovet ud og randerne under øjnene var væk. Han lå lidt i den store seng og forsøgte at samle sig, inden han svingede dynen til side og rejste sig.
"Vanilla?" kaldte han og famlede sig vej til døren. Han kunne ikke orientere sig i det nye hus, han huskede næppe noget af vejen fra igår. Men han så bedre ud. Ihvertfald udhvilet ud.
Hun ville næppe blive glad når hun så hans udmagrede overkrop. Men det lagde han ikke mærke til selv. Han havde været optaget af så meget andet, at hans egne behov var gledet så meget i baggrunden at han havde glemt det.
"Kan du ikke vise mig vej til badeværelset?" kaldte han igen og blev usikkert stående i døren.

Efter Vanilla havde taget tøj på, lige ordnet sig en smule og havde sat vandet over, kunne hun høre nogle trippe efter hende. Hurtigt kunne hun regne ud at det nok var Ariel der søgte kærlighed og mad. Først nu gik det rigtigt op for hende, at de mere eller mindre havde glemt den stakkels hund, da de selv var gået til ro. De små trippende lyde holdte op, og de blå øjne kiggede ned på den smukke hund. Forsigtigt gik hun ned i knæ og gav sig til at kæle for hunden, hvis pels var dejlig fyldig og blød. "Er man sulten, hva? Jaah man er såe. Duh er da en fin lille vaps!" I det par minutter fjollede Vanilla og Ariel lidt rundt i stuen. Hunden virkede til at nyde det, og det samme gjorde Vanilla. Da de var færdige med at tumle rundt, gav den blonde kvinde sig til at lede efter noget spiseligt til hunden.
Blikket blev flere gange rettet fra et eller andet i køleskabet, til hen på hunden der tålmodigt sad og ventede på et eller andet spiseligt. I stedet for bare at lade hunden side der og kigge på hende med store varme øjne, satte Vanilla en skål med vand til hunden. Derefter kiggede hun videre i køleskabet. Hun var bare så bange for at give den noget den ikke måtte få. Hun ønskede ikke at gøre noget forkert og især ikke når hunden var Caspians.
Til sidst endte hun med at smide en god, rå bøf på en tallerken og sætte den ned ved siden af skålen med vand. Nu skulle hun vist få lavet den te og få læst lidt i sin bog.
Det kogte vand var for længst blevet koldt igen og Vanilla måtte sætte det over igen. Hun sukkede kort og kiggede uden for. Der lå stadig en del sne, men det var til at overkomme. Det ville nok forsvinde idag. Alke sagde faktisk at det ville blive varmere de næste par dage. Vanilla dagdrømte lidt om hvorvfantastisk det ikke ville være at blive gift om vinteren i den smukke, hvide og uskyldige sne. Et forelsket suk undslap hendes læber, og hun bemærkede en klik-lyd fra vandkogeren. Lige som hun skulle til at tage en kop fra et af skabene, hørte hun hendes navn blive kaldt. Caspian? Allerede oppe? Hun smilede blidt for sig selv.
"Selvfølgelig kære. Jeg er der om et split sekund." Vanilla hev en kop ud af skabet og hældte det kogende vand i. Hurtigt fik hun fat i et te-brev og dumpede det i det hede, skoldede vand. Derefter hastede hun ind til Caspian.
"Har du sovet godt sovetryne?" Smilet bredte sig på hendes læber, og hun placerede et blidt kys på hendes kind. Forsigtigt guidede hun ham ud til badeværelset.

Ariel logrede glad med halen da den endelig fik opmærksomhed. Den var jo vant til at få opmærksomhed fra Caspian hele tiden. Men i og med at det var en utroligt loyal og trofast hund, så lod den blot til at være tilfreds når Caspian var tilfreds.
Det store dyr tumlede glad rundt med Vanilla i køkkenet, hunden var livet helt op og spænede gerne rundt efter hende med logrende hale og spidsede ører.
Men da legen sluttede, satte den sig og så op på hende. Caspian havde taget sig af Ariel til trods for at have glemt sig selv. Hunden var ikke blevet forsømt, men det var alligevel lang tid siden at den havde fået noget mad eller vand.
De store, mørke øjne stirrede op på Vanilla, i håb om at kunne tigge sig til noget mad. Hunden var af en race, som faktisk var utroligt reserveret og sjældent var så venlig overfor fremmede. Men den utrolige trofasthed til Caspian havde gjort, at hunden havde accepteret hende. Kun hende.
Da skålen med vand blev sat på gulvet luntede den hurtigt hen og drak på kort tid al vandet i skålen. Den havde været tørstig og deres lange tur igår havde ikke ligefrem budt på drikkepauser.
Caspian fodrede gerne hunden med barf foder, som var råt kød. Så da tallerknen kom ned i en højde så Ariel kunne få fat på den, tog den for sig. Den lagde sig ned og begyndte at gnave i det rå stykke kød.

Caspian hørte hendes svar og smilede skævt, der gik dog endnu et minut eller to før end at hun kom ud til ham. Han støttede sig op af dørkarmen med en arm mens han med den anden trak hende ind til sig og lod sine læber møde hendes i et kort, lidenskabeligt kys.
"Mmh..." brummede han som svar og nussede hendes hofte. Hun var skøn. Han lod deres læber skilles og placerede nu sine mod hendes hals et par gange. Men derefter slap han hende og lod hende guide sig ud til badeværelset.
"Jeg har sovet godt, faktisk..." svarede han og nussede hendes hånd mens de gik.
"Hvad med dig, prinsesse?" spurgte han og slap så hendes hånd, for at famle sig frem til brusekabinen.
Her smed han sine underbukser og gik så ind under det varme vand, han havde tændt kort for inden. Han havde brug for et bad for at komme ordenligt tilbage igen. Han havde gået gennem tornekradt og vilde budskadser, så han havde flere rifter på både arme og i ansigt. Men der var intet dybt.

Vanillas smil falmede ikke da han sagde at han have sovet godt, faktisk så blev det blot større med tiden. Han så også ud til at være meget friskere nu, så for hende var der ingen tvivl om sagerne. Det var tydeligt at han havde sovet det han havde brug for. Hvor længe det havde været, havde ingen af dem tydeligvis styr på. I det mindste var de lykkelige og sammen igen.
Det der var sket efter hun var taget i bad dagen før, virkede underligt. Så fjernt og underligt, at hun knapt forstod hvad der var sket. Hvad havde han drømt eller tænkt, siden det gik så galt? Han havde svedt og rystet voldsomt på kroppen. Havde nogle eller noget mon gjort for fortræd? Det virkede ikke realistisk, da de efter sine var de eneste, sammen med Ariel selvfølgelig, der opholdte sig i huset.
Da hun bemærkede at han åbnede for vandet og gik ind under det varme vand, forsøgte hun at kigge lidt væk. ”Lad mig finde et håndklæde til dig..” Mumlede hun, stadig uden at rette blikket op mod ham. For andre virkede det vel underligt at hun var så fjern og sky, når mennesker var nøgne omkring hende, men selv syntes hun da at det var meget realistisk. Hun ønskede da ikke at gøre nogle utilpasse ved at kigge på dem, mens de var nøgne og eventuelt badede?
Derefter begyndte hun at svare på hans spørgsmål, hvilket hun stort set havde glemt alt om. Vanilla havde hele tiden stået i dørkarmen uden at bevæge sig særlig meget. Hun vidste ikke om han ville have at hun blev, gik med ham eller bare gik ud fra badeværelset. Derfor var hun blevet stående der. ”Jeg har sovet udmærket. Det føles dog lidt underligt at vide at vi har sovet så længe.”
Hun smilede svagt, og gik hen mod et skab som hun åbnede. En masse håndklæder lå der inde, fint foldede og lige til tage ud. Da hun prøvede tog fat i et af dem, resulterede det i at en del andre håndklæder faldt ned i hovedet på hende. Hun sukkede kort, men lo så lidt af sig selv. Selvom det måske ikke var specielt sjovt, morede hun sig alligevel ved det. Når bare hun vidste at han var hos hende, kunne hun være ligeglad med det hele.
Lige så stille begyndte hun at rydde håndklæderne op og lægge alle, undtagen et, ind i skabet igen. Derefter satte hun sig på det bord ved siden af håndvasken, ventede på at han ville sige noget.

Caspian rakte ud og fandt shampoo, som han vaskede sit hår med. Han trykkede en lille mængde af den flydende sæbe ud i hånden og masserede det ind i sit uglede hår. Han lukkede øjnene, for ikke at få noget i dem. Selvom han var blind var hans øjne stadig sarte.
Efter at have masseret hovedbunden og håret ind i sæben, skyllede han det ud under det varme vand. Han faldt så let i staver under varmt vand og den brusende lyd fyldte hans øre. Det var rart.
Hendes mumlen fik ham dog til at rette opmærksomheden mod hende igen og hans tanker blev afbrudt. Hun virkede så genert når han var nøgen - men hun havde intet imod at hun selv var nøgen?
Han forstod det ikke, han følte jo ingen generthed ved at vise sin krop frem. Han følte sig smuk og som engel var han blot endnu smukkere. Men han havde intet imod at være nøgen. Han følte at han havde gjort noget forkert, siden hun reagerede sådan.
"Vanilla? Er du.. Utilpas ved at være her mens jeg er i bad?" spurgte han og bed sig eftertænksomt i underlæben. Han ville helst undgå at hun reagerede sådan, det sårede ham et eller andet sted.
Hendes svar fik ham dog til at trække på smilebåndet og han rakte ud efter sæben, for at vaske resten af sin krop. Han var blevet glad for at hun havde sovet med ham, men episoden fra igår ville han helst ikke snakke om. Han ville ikke forklare, ikke fortælle. Men hun havde endnu ikke spurgt, så intet problem der.
Hendes lille uheld med håndklæderne fik ham til at le brummende. Han ville ikke grine højlydt, men det var også mere sødt end sjovt.
Han hørte hvordan hun satte sig på et bord lidt væk og hun ventede sikkert på at han blev færdig.
"Bor dine forældre egentlig i nærheden?" spurgte han nysgerrigt og vaskede sig færdig, inden han igen faldt i staver under det dejlige, varme vand. Han nød varmen, han elskede at bade. Normalt ville han tage i en svømmehal eller finde en sø hvor han kunne bade, men lige nu havde han ikke tid.

Vanilla tav da han spurgte om hun følte sig utilpas når han var i bad og hun stadig opholdte sig ude på badeværelset samtidig. Det var en lang, indviklet og udmattende historie, fyldt med detaljer og.. Ja, det ville i det hele taget tage et stykke tid at fortælle ham grunden. ”Nej da, selvfølgelig ikke… Det er bare.. Jeg..” Hun tav, og måtte hurtigt genoptage hendes samtale så han ikke troede at hun ville holde det tilbage. ”… Det er en lang historie…”
For ikke at sukke lidt opgivende af sig selv, måtte hun bide sig i læben. Det var hårdt at skulle holde noget tilbage for ham, især noget som dette. Et lille minde hun stadig havde fra hendes gamle liv. Et minde der aldrig ville forsvinde. Det havde mærket hende for livet.
En bleg finger tegnede små, usynlige ringe bordpladen uden at give en lyd fra sig. Indvendigt skreg hun efter at fortælle ham om det hele. Længtes efter at fortælle ham hendes livshistorie og alt det. Bare lade ham lytte til hendes ord om hendes barndom. Den mørke og kolde tid.

Da der så endelig kom et spørgsmål, hvor der længe havde været meget stille mellem dem, lyste hendes ansigt lidt op. Endelig kom der et emne frem, som hun kunne svare let og ærligt. ”Hmm.. Du forstår nok ikke det her, men jeg vil prøve at gøre det nemt.. Ehm.. Mine biologiske forældre bor i udkanten af Frankrig og jeg valgte at ’flygte’ her til, da der skete noget underligt i min familie. Ja, det var her jeg blev dræbt. Men. Da jeg nu har skiftet krop, har jeg også skiftet familie på en måde. Jeg har lært alt hvad der var at vide om mine forfædre, slægtninge og selvfølgelig mine forældre…” Vanilla holdte en lille pause med at snakke, hoppede ned fra det lille bord, og begyndte at gå lidt rundt ude på badeværelset. Af og til rettede hun blikket op mod ham, dog i kortere tid. Hun undgik alt for meget øjenkontakt med ham. Ikke fordi der var noget galt, men fordi hun ikke ville falde ud af historien hun havde fået fortalt.
”Jeg har fået historien at vide således: ’Dine forældre forlod dig da du var ganske lille. Din mor døde, hvilket fik din far til at lide. Det var hun rettere ham der forlod dig. Hvad der videre skete med ham, er der ingen der ved. Måske er han i live, men på den anden side kan han lige så godt være blevet dræbt som din mor. Du blev efterladt til dig selv, da du blot var 6 år gammel. I din tid frem til nu, har du levet alene i skoven hvor de var blevet efterladt. Selvfølgelig var der af og til nogle fra din familie, der kom og besøgte dig. Men du bragte sorg over de nærmeste, over din moders død. Du blev ladt alene og lærte hurtigt at klare dig selv.. Dine forældre, kan hun ikke huske noget om..”
Det virkede underligt at fortælle om alt dette lige nu, men på et eller andet tidspunkt skulle han vel høre det?

Caspian fornemmede at et eller andet var galt, så han slukkede for det varme vand og kørte en hånd gennem sit hår, for at få det værste vand ud af det. Han opfangede at hun gik forbi ham og han så snittet til at række ud og tage håndklædet fra hende, så han kunne vikle det om sig.
Det tog ham ikke lang tid at få tørret det værste vand af og derefter viklede han det bløde håndklæde om sin hofter, hvorefter han trådte ud af den lille bruseniche. Han kørte endnu en gang hånden gennem sit hår, inden han opfangede hvor hun var og rakte ud efter hende. Han fik fat på hendes arm og trak hende så ind mod sig, så hun til sidst stod foran ham.
Han sendte hende et smil og strøg hende over kinden, han ville ikke have at hun var så utilpas ved det. Han ville lytte til hendes historie og sammen kunne de arbejde på at få det ud af hendes system.
"Vanilla.. Baby.. Jeg har al den tid i hele verden.. Og al min tid bruger jeg gerne med dig, søde skat" sagde han og trak hende så ind til sig i et kram.
Han kyssede hende i håret og vuggede hende lidt fra side til side, han ville ønske at han kunne fjerne alle de ar hun måtte have på sjælen, han ville tage al smerte og alle problemer fra hende. Hun skulle ikke lide, ikke så længe han kunne forhindre det.
Hendes forklaring om sin familie forstod han ikke meget af. Havde hun levet i skoven helt alene i så mange år? Han ville aldrig have ladet en pige som hende være alene, især ikke som 6-årig. Det var uansvarligt. Om folk så kom og tjekkede op på hende. Men lige nu var ikke tidspunktet at fordybe sig i den historie.
Han slækkede langsomt sit greb om hende, for at tage hendes hænder i sine.
"Vanilla, vil du ikke fortælle mig den lange historie? Vi kan gøre det over en kop te når jeg har fået tøj på? Jeg lytter gerne, alt det du vil have at jeg lytter.." sagde han og gav hendes hænder et klem, inden han slap dem og gav sig til at finde de underbukser, han havde smidt kort inden han var gået i bad.
"Du har vel ikke noget tøj jeg kan passe?" spurgte han og sendte hende et skævt smil.
Han havde ikke rigtig haft tid til at skifte tøj, det havde været underordnet, ligesom så meget andet. Så hvis hun havde et sæt han kunne låne, ville han blive glad. Gerne noget varmt.

Vanilla kunne pludselig mærke at han greb fat i hende, og hun lod sig trække ind i hans greb. Hans overkrop var nu en smule udmagret, men det var til at leve med. Han havde sikkert ikke spist så meget på det sidste. Det havde hun så heller ikke, men det havde heller ikke været nødvendigt. Hun nød hans kram og elskede at han sådan fortalte hende at han gerne brugte alt sin tid på og sammen med hende. Det fik hende til at føle sig speciel.
Det eneste problem var bare at hun simpelthen aldrig havde fortalte nogle om det, og det var måske heller ikke det punkt hun var stærkest på. Han ville nok aldrig finde ud af den helt rette historie, med mindre han virkelig ville høre på hende, lade hende komme ud med den tragiske historie hun gik og holdte på.
I det hele taget var det bare rart at så lige her ved ham, uden at være forpligtet til at skulle fortælle det hele på en gang. ”Jeg havde faktisk nogle andre planer for i dag, men hvis du vil høre på mig, skal jeg nok fortælle… Det tager nok bare sin tid..” Så stoppede hun med at snakke og klyngede sig tættere på ham.
Da han løsnede grebet om hende og tog hendes hænder, kiggede hun ham dybt i øjnene. Hun søgte stadig efter at få hans øjne at se, bemærke at han kiggede på hende. Hun savnede tankerne om at han inderst inde kunne se hende. ”Lad os gøre det..” Hun gav slip på ham, og lod ham lede efter sit tøj. Dog blev hun ikke overraket over hans spørgsmål.
Alligevel var der lidt at tænke over. ”Eeh.. Du skal ikke regne med at det er noget specielt… Eh.. Lad mig se..” Så smuttede Vanilla ud fra badeværelset og ind på værelset igen. Her begyndte hun roligt at rode i sit tøj.
Det eneste hun fandt frem til, var en skjorte hun nogle gange havde sovet i. Det havde været hendes broders. Den havde hun taget med sig, som et lille minde om ham, da hun selv tog her til. Hun fandt også en ulden trøje som han sten sikkert kunne bruge. Bukser og sådan var lidt værre.
Vanilla lagde tøjet på sengen, og lukkede skabet. Det virkede ikke til at hun nogle sinde ville finde nogle bukser blandt hendes normale tøj. Så var det vel tid til at kigge lidt i det tøj hun brugte til træning. Uden tvivl var der noget tøj, hvilket hun tog med i store mængder. Han måtte selv afgøre hvad han ville have på. Nu vendte hun tilbage til badeværet med hænderne fyldt med tøj. ”Eh.. Du finder bare det du helst vil have på..” Hun smilede let til ham og satte sig tilbage på bordet hun havde siddet på lidt før.

Caspian fornemmede tydeligt, at det var en stor hemmelighed, hun bar rundt på. Hendes utilpashed ved at være tilstede når han var nøgen. Årsagen kunne være mange ting og de værste skrækscenarier dukkede op for hans indre, men han skubbede dem hurtigt væk og lukkede dem ude. Han ville ikke forestille sig alt muligt, tage sorgerne på forskud.
Han sendte hende et svagt smil, da hun gik med til at fortælle ham det. Hun stolede på ham og på at han ville hjælpe hende. Men hvorfor skulle hun tro at han ville andet?
Han lod hende gå efter tøj og blev stående, men kun i nogle ganske få sekunder. Så tørrede han sig helt og tog sine underbukser på. Han lod en hånd køre ned af sine ribben og brød sig ikke om hvad han mærkede.
Han var ikke længere slank og lækker, han var decideret tynd og han følte sig ulækker. Han lagde armene om sin overkrop og prøvede at dække så meget af den som muligt, men det var svært.
Man skulle ikke tro at han gik op i sig selv på den måde, men det gjorde han. Han gik op i sit hår, sin hud, sin krop. Maven var normalt semi-trænet og han var stærk til trods for sin størrelse. Samtidig var han hurtig.
Det virkede ikke altid til at han kunne fornemme hvor folk var eller forudse de ting, som var omkring ham. Men han var faktisk utroligt god til at bevæge sig uden hund og pennen, men det krævede meget og han gjorde det sjældent.
Hvis han gjorde det, ville han hurtigt blive anstrengt og ikke kunne holde længe. Det var næsten som hvis han kunne se. Det var en egenskab som han udnyttede i kamp.
Caspian opfangede at hun nu var tilbage i rummet og han måtte trække på smilebåndet. Han rakte ud og trak nogle tilfældige ting ud af hendes tøjbunke.
Det viste sig at være et par sorte, løse træningsbukser og en sort t-shirt. Han trak hurtigt tøjet på og tog hende så i hånden, hvorefter de sammen gik ud i køkkenet. Her trak han hende med hen til sofaen, de havde siddet i igår. Han havde tilsidesat sit behov for mad, det var ikke så vigtigt lige nu.
"Så..." mumlede han og tog hendes hænder, som han lod tommelfingeren kærtegne blidt.
Han lod hende sidde som hun ville, lod hende tage den tid hun skulle bruge.
"Jeg vil støtte dig gennem ild og vand, jeg vil aldrig vige fra din side..." sagde han og lagde hovedet let på skrå, med et kærligt smil. Han ville gerne bruge resten af sit liv med hende - og det var lang tid. Men modsat ham ville hun blive ældre. Hun ville ændre sig, hun ville ikke leve forevigt. Han skubbede dog hurtigt tanken bagerst i køen og lod al opmærksomhed hvile på hende.

Allerede da de havde sat sig ned, begyndte tankerne at snurre rundt i hendes hoved. De for forvirrende og irriterende, fik hende blot til at føle sig mere sårbar end hun allerede var i forvejen. Allerede nu, trillede en lille tåre ned af hendes kind. Inderst inde, ville hun egentlig helst ikke sige det, men fordi det var ham og fordi hun stolede på ham, fortalte hun det alligevel.
”For et par år siden, skete der noget helt forfærdeligt med mig. Jeg kunne ikke sove den nat. Himmelen var stadig en smule rødlig da solen blot lige var gået ned. Jeg besluttede mig for at gå uden for, da jeg havde brug for luft. Da vi boede ude på landet, regnede jeg ikke med at der ville være nogle mennesker så sent om aftenen. Ja, jeg ved ikke engang om det var nat eller hvad det var. Jeg besluttede mig for at gå ned langs den vej nær mit hus, hvor jeg vidste at der ingen ville være. Hvis der skulle være nogle, var det kun om morgenen, hvor folk skulle ind til de større byer for at komme på arbejde. Jeg var slet ikke klar over, at der også kom nogle kørende om aftenen.” Hun holdte en lille pause, blot for at sikre sig at han var helt med på hvad han sagde. Ind til videre var det ikke så slemt, men hun forventede at det nok ville blive hårdt for hende at skulle fortælle det hele. Allerede nu var hendes stemme anderledes end normalt. Som om hun var på gråden rand.
”Til min overraskelse kom der nogle kørende. Jeg var efterhånden ret langt fra huset og det eneste lys man kunne se, var forlygterne på en bil og byen længere væk. Jeg var slet ikke opmærksom på bilen, før den stoppede ved siden af mig…” Vanilla trak den ene hånd til sig og lagde den halvt over hendes øjne men delvist på hendes pande. Hun havde været så tåbelig da hun var yngre.
”Vinduet blev rullet ned i den lille, smarte sorte bil, men ingen sagde noget. Jeg stod bare lidt og stirrede, indtil jeg begyndte at gå. Den ene dør blev dog åbnet i bilen og før jeg vidste af det, blev jeg trukket med… Jeg husker ikke mere fra den aften, kun at jeg vågnede et eller andet sted, i en eller andens seng. Jeg forstod ikke hvad der var sket, kun at der var sket eller andet mod min vilje… Der var nogle der bemærkede at jeg var vågnet og en mand trådte hurtigt til, klappede mig let på hovedet og tvang mig…” Hendes stemme blev for tynd til at hun kunne snakke. Et par tåre trillede ned af hendes kinder og hun måtte gemme sit ansigt mod hendes hånd. Derefter trak hun den anden til sig, så han ikke ville kunne se hendes ansigt.
Da hun følte at hun var stærkt nok til at fortsatte, var det nærmest kun en hvisken der kom ud af hendes mund. ”han voldtog mig, tvang mig til alt muligt… Misbrugte min sølle, unge krop… Det fortsatte i flere dage…” Tårerne endte nu med at strømme ned af hendes kinder i store strømme. Hun følte sig som et offer for alt det, siden det også var sket da hun var blevet forvandlet til vampyr og dræbt. Mon Caspian forstod hendes historie? Mon han forstod hvorfor hun havde det på den måde?
Vanilla kom med en lille tilføjelse: ”Desuden var manden eftersigne en vanddæmon. Han forsøgte nogle gange at drukne mig, mens jeg skulle tilfredsstille ham… Jeg…” Hun kunne ikke mere. Det var for meget at fortælle.