Coming Home - Caspian

Caspian lyttede, han lod hende trække sine hænder til sig og bruge den tid, hun havde brug for. Han lyttede blot. Hans læber blev mere og mere sammenpressede under historien. Indvendig kogte han, hans vrede og had mod de mennesker voksede i takt med at ordene flød over hendes læber.
Han forstyrrede hende ikke, han nikkede enkelte gange, men fortrak ellers ikke en mine. Han afslørede ingen følelser, kun de sammenpressede læber. Det var det eneste tegn han lod trænge igennem. Han havde svært ved at beherske sig.
Han måtte lægge bånd på sig selv, bruge al sin viljestyrke til at overvinde lysten. Lysten til at storme ud af døren, opsøge de der havde gjort det mod hende og så udsætte dem for noget, der var langt værre end hun kunne forestille sig.
Han kunne tvinge dem til at sluge et barberblad og så se dem lide, mens hver eneste bevægelse resulterede i at deres indvolde blev skåret op?
Eller han kunne drive dem til vanvid? Eller måske ville noget syre være en løsning? Han kunne også lade dem gå gennem så grufulde ting, at ikke engang manden bag Saw ville kunne tænke sig til det.
Men historien sluttede, hun kunne ikke mere og han havde også hørt nok.
Den sidste halvdel af historien havde gjort ondt på ham. Hvert eneste ord havde føltes som et stik i hjertet. Han følte hendes smerte og han ville gøre alt hvad der stod i hans magt til at hun kunne komme over den oplevelse og komme videre.
Da hendes ordstrøm stoppede, var han ikke sen til at række ud og trække hende ind til sig. Han kyssede hende i håret og knugede hendes krop ind mod sin.
"Ingen vil nogensinde komme bare i nærheden af at krumme et hår på dit hoved igen... Jeg passer på dig, elskede. Jeg passer på dig.." hviskede han og begyndte at vugge hende lidt fra side til side.
Han ville kæmpe med hende, stå ved hendes side og støtte hende i alt. Han ville elske hende hele vejen til månen og tilbage igen. Han ville tilbringe fra nu af og til dommedag med hende.
Det var der det gik op for ham. Han ville gifte sig med hende.
Når tiden var rigtig ville han finde sin mormors ring frem. Det eneste arvestykke han havde, det eneste minde han havde om sin familie. Det var en lille, fin sølvring med en stor diamant. Den var blevet gemt og han havde ikke engang gidet at få den vurderet. Den havde stor værdi for ham og det var det eneste der talte. Men hvis den nu blev vurderet, ville den nok være mange penge værd.
"Jeg elsker dig og jeg vil stå ved din side.. Ligemeget hvad.." hviskede han og gav hende et lille klem, inden han begyndte at nynne en gammel børnesang. Det var Elefantens Vuggevise.

Hvad Caspian mon tænkte på mens hun fortalte, måtte forblive et mysterium for hende. Ingen andre end ham vidste hvad hans tanker havde kørt på, mens hun forsøgte at fortælle den tragiske historie fra hendes barndom. Hun kunne slet ikke forstå hvor ung hun havde været på det tidspunkt. Dette var sket i hendes tidligere liv. I det liv hvor hun var kommet til denne del af Frankrig for at komme væk fra familien. Tænk hvor tragisk hendes liv havde været de sidste par år. Hun fik det helt dårligt ved tanken om alt der var sket med hende.
Da hun stoppede med at snakke, bemærkede hun næsten ikke at han trak hendes ind til sig. Tårerne strømmede stadig ned over hendes kinder og havde tydeligvis ikke planer om at stoppe lige foreløbig. Men nu var det vel også forståeligt nok, efter hun begyndte at bemærke hvor meget hun havde været igennem. Hvor meget det havde ødelagt hendes liv og taget dele der aldrig ville komme tilbage.
Vanilla trak sig endnu tættere på ham, selvom det snart ikke var muligt længere. Han knugede hendes krop ind til sig, kyssede hende i håret og forsøgte at berolige hende. Hun kunne fornemme, at det havde været ren totur for ham, at høre på det hun havde sagt.
Tårerne var begyndt at holde op, men alligevel var det svært at få tankerne væk. Hvis hun bare kunne finde noget andet at koncentrere sig om, ville det være nemmest for dem begge. Tårer fra hendes side, var noget man for tiden havde set tit. Både af glæde, frygt men også af noget totalt latterligt. Ensomhed.
Vanilla forsøgte at tage sig sammen. Her måtte ske nogle ændringer. Hun måtte få tankerne et andet sted hen, inden det begyndte at drive hende helt til vanvid. Hendes kinder var efterhånden druknet i de varme tårer, hvilket på en måde gjorde hende glad. Hun kunne græde igen, og tårerne var faktisk varme?
Caspians dejlige ord fik hende til at slappe af, og hun nøjes til sidst med blot at hulke let, før hun faldt helt til ro. Hun lukkede øjnene og klemte de sidste tårer væk. Hun lagde hovedet på hans skulder, nød ham nynne. En melodi der gjorde hende helt rolig, fik hendes hjerteslag på plads igen og tankerne omkring hvad der var sket, forsvandt lige så stille. I et sekund eller to, svor hun at hun faldt i søvn i hans arme, hvilket nok ikke var så godt.
Endelig tog Vanilla sig sammen og sagde noget. Det var ikke bestemt højt eller tydeligt, men få ord undslap hendes læber. ”Jeg elsker dig, Caspian. Jeg vil altid elske dig.” Hendes øjne lukkedes igen og hun faldt helt til ro.

Caspian lod hende græde, han ville ikke stoppe hende. Han troede på, at man skulle have lov til at græde ud og få det ud af systemet, istedet for at gå og holde det inde.
Han tyssede heller aldrig på folk der græd, med mindre de fakede det eller bare var latterlige. Han syntes at det var respektløst at tysse på folk der græd, som hun gjorde nu.
Han ville hellere lade hende putte sig ind til sig og finde tryghed og ro ved at han var hos hende og at han så lovede hende at der aldrig ville ske noget lignende for hende igen. Det kunne han stå indenfor og det kunne han tro på.
Han strøg en pegefinger under hendes øjne for at tørre tårerne væk. Han strøg så hånden ned til hendes hals og strøg hende hen over den sarte hud. Hans strøg var ikke hårde, så hun ville ikke føle noget pres eller tryk mod sin hals. Blot en let berøring, blid og kærlig.
Han fornemmede hvordan den lette vuggevise fik hende til at falde ned, hendes hjerte slog ikke længere så hurtigt og hårdt, hendes hulken stilnede hen og hun overgav sig lidt til ham.
Hun var i en sårbar position lige nu og hun stolede på, at han ville beskytte hende. Hvilket han selvfølgelig også ville.
Vuggevisen sluttede langsomt af og han gav hende et blidt kys på kinden.
"Jeg vil også altid elske dig, darling.." hviskede han og smilede svagt mod hendes kind. Han elskede hende højere end han kunne forstå. Det virkede utroligt.
"Baby? Vi kan arbejde med det.. Så det bliver nemmere at slippe for de grimme minder, så du kan slippe for din frygt..." tilbød han hviskende. Han ville så gerne hjælpe hende videre og se hende fri for den smerte, som minderne påførte hende. Han gned sin næsetip mod hendes kæbe og kyssede hende et par gange, hurtigt, hen af hendes bløde hud.
"Søde skat.. Jeg vil gøre alt for dig" sagde han og smilede endnu en gang. Til trods for at de først havde fundet hinanden igår, var hinden over hans øjne allerede ved at blive mindre massiv. Han kunne igen skelne mellem lys og mørke.

Vanilla puttede sig helt ind til ham, lod alle andre tanker glide helt væk og forsøgte at komme sig over hvad der var sket. Jo hurtigere de grumme minder ville forsvinde, jo hurtigere ville hun få det godt igen. Hvis de bare kunne forsvinde, alle de forfærdelige minder.
Lige så stille begyndte hendes fornuft at vende tilbage til hende. Hvor var hun tåbelig, sådan at side og tude. Det føltes tåbeligt, når hun blot kunne glemme alt, lægge sig tættere ind til Caspian og lade ham berolige hende fuldkommen.
Hendes arme lagde hun forsigtigt om ham og bemærkede nu at han krop føltes tyndere. Hun satte sig lidt mere op, kiggede uforstående og forvirret på ham. Hvad var der dog sket? Hvorfor var han nu så tynd.. Det var han da normalt ikke? Hvor længe var det siden at han havde spist ordenligt? Eller var det egentlig på grund af mad, eller noget helt andet? Var han syg?
Tankerne tumlede rundt i hendes allerede forvirrede hoved. Der var så mange muligheder for hvad grunden kunne være. Til sidst lod hun det helt ligge. Hvis der var noget han ville sige til hende, så måtte han sige det. Hun ville ikke spørge ind til noget. Det ville være for underligt. Alligevel måtte hun spørge ind til én enkel ting. Uden det spørgsmål, ville han nok aldrig komme på idéen selv. Eller om han nu var sådan, vidste hun ikke. Men hun gik ud fra at han ikke var typen der spurgte om sådanne ting.
”Er du sulten?” Vanilla lagde hovedet en smule på skrå, for at betragte ham en smule. Al sorg og dårlige tanker var efterhånden forsvundet. Hun ønskede ikke at tænke på noget så latterligt som dette. Hun skulle ikke fokusere på fortiden længere. Nutiden var den hun levede i. Og hun havde altid fået at vide, at man skulle leve i nuet, ikke kigge tilbage eller frem. Okay. Det var måske okay at kigge fremadrettet, men ikke sådan 30 år ud i fremtiden.
Vanilla ventede nu på et svar. Ikke fordi hun forventede noget specifikt svar, men et svar ventede hun dog. Hun lod læberne nærme sig hans men stoppede få millimeter fra hans mund, for at kigge ham i øjnene. Derefter nærmede hun sig langsomt og lod deres læber mødes. Hun lukkede forsigtigt øjnene og tænkte sig til alt der var sket mellem dem. Deres kærlighed var massiv, så tydelig at mange ikke engang behøvede at kigge på dem. Man kunne fornemme at de virkelig var forelskede, hvilket helt klart ikke var en løgn.
Vanilla elskede Caspian af hele sit hjerte. Håbede aldrig at miste ham.

Caspian rynkede svagt panden. Hun lod ikke til at ville svare på hans spørgsmål? Det undrede ham. Han havde blot tilbudt hende at hjælpe hende. Men hvis hun ikke ville have hans hjælp, så skulle han ikke presse hende.
Han løsnede langsomt grebet om hende og hendes kys besvarede han kun kort. Han følte sig måske en anelse.. såret af hendes afslag på hans tilbud. Han ville bare så gerne hjælpe hende, støtte hende og se hende komme over hændelsen.
Han ville se hende fri, han ville se hende uden at hun var bundet af traumer og en utroligt angst. Men han slog det ud af hovedet, han gad ikke tænke på at hjælpe hende, hvis hun absolut ikke gad.
Han rejste sig og rystede blot svagt på hovedet, han ville ikke have mad nu.
I stedet lod han hånden finde en væg og gik derefter ind på soveværelset igen. Han smed sig i sengen og lukkede øjnene.
Han var sart, sartere end man måske skulle tro?
Det kunne også være sulten og udmattelsen, der stadig ikke havde forladt hans krop, som gjorde ham mere følsom end normalt. Han sukkede tungt og strøg en hånd gennem sit hår.
Han mærkede en dundrende hovedpine nærme sig og skar en grimasse. Han havde heller intet drukket i et stykke tid nu. Det var ubehageligt. Han burde passe bedre på sig selv, han burde tage sig sammen og sætte nogle af sine behov i forreste række.
Han rullede om på siden og krummede sig sammen i fosterstilling. Hvis ikke det var fordi at han som engel ikke kunne dø, ville han være endnu mere udmattet og medtaget.
Der var stadig rifter på hans hænder og arme, han havde en enkelt under øjet efter en tur gennem et genstridigt tornekrat.
Han mærkede pludselig en kold snude mod sin overarm. Det var Ariel der stod med forpoterne oppe på sengekanten og så på ham. Den store hund slikkede hen over en af hans rifter og kom med en svag, klagende lyd.
Han vendte sig om mod den og strøg den langs halsen.
"Du har ret, Ariel.. Men det er svære end du tror.." hviskede han og smilede svagt til det firbenede død. Han var glad for sin hund, han elskede det trofaste dyr.

Vanilla kiggede uroligt og undrende på Caspian da han rejste sig og gik ind på værelset igen. Havde hun gjort noget galt? Og hvis hun havde gjort noget galt, hvad kunne det dog så være? Hun måtte have… Glemt et eller andet vigtigt?
En tåre trillede ned af hendes kind, da det gik op for hende hvad det var der var gået galt. Hun havde helt glemt hans spørgsmål da hun havde forsøgt at glemme alt hvad der lige var sket.. Hun ville bare af med alt det dårlige og havde derfor overhørt hans spørgsmål. Eller havde hun?
Hun lagde sig ned på sofaen mens tårerne atter begyndte at trille ned af hendes varme kinder. Hun var så sårbar lige nu, at det virkelig ikke var godt for hende at han havde forladt hende. Hun var så lille og sårbar. Den mindste skramme på hendes krop, ville være som et stort åbent sår.
Det føltes som om at tankerne fløj ind gennem det ene øre, blev hængende i et par sekunder og derefter forsvandt ud af det andet øre. Ingen tanker blev gennemtænkt ordenligt. Hun var bare så nedtrygt lige nu. Det mindste kunne slå hende fuldkommen ud, hvilket det så også gjorde. Det at han var gået, gjorde hende blot mere sårbar.
Til sidst tog hun sig sammen, selvom det var underligt for hende, da tårerne stadig hang på hendes kinder. Af og til kunne hun fornemme tårer der lige så stille bevægede sig mod hendes hage og enten forsvandt i hendes hår eller dryppede ned på gulvet og forsvandt.
Hun gik med små nussede skridt ind på værelset igen, stillede sig i døren og kiggede lidt på ham. Hun turde ikke rigtig sige noget og kiggede blot på ham i længere tid. En underlig følelse af at hun havde brug for at bryde sammen på gulvet eller bare flygte ud for at kunne græde i fred, prægede kort til hendes hjerne. Men hendes hjerte fortalte hende, at hun skulle blive hos ham.
Endelig tog hun sig mod til at sige noget, hvilket ikke var mere end hans navn: ”Ca.. Caspian?”

Caspian fortrød at han var gået, han skulle være blevet hos hende. Men nogle gange slog egoismen til og han lod sig styre af sine egne behov. Sine egne impulser. Han burde tænke mere på hans medmennesker.
Dog hørte han hendes skridt, selvom de var små og næsten uhørlige.
Han spidsede ører og skubbede Ariel væk, imens lyden blev højere. Men med et stoppede de. Hun stod i nærheden og betragtede ham. Han sank en enkelt gang, inden han så rejste sig fra sengen. Han gad ikke ligge dér når hun stod der og havde brug for ham.
Han gik med hurtige skridt hen til hende og trak hende så ind til sig, han lagde en hånd mod hendes nakke og kyssede hende i håret.
Han lod sin kind hvile mod hendes hår og trak vejret dybt. Han ville ikke give slip, ikke igen. Han ville ikke svigte hende.
"Undskyld...." hviskede han og kyssede hendes pande en enkel gang. Han havde slået alle tanker om mad og sult ud af hovedet. Det virkede så ligegyldigt sammenlignet med hendes problemer.
Alligevel kunne han godt mærke at han var svimmel.
Han måtte løsne sin ene hånd fra sit greb om hende for at støtte den mod dørkarmen, som en hjælp til at holde balancen.
En skarp smerte skød gennem hans hoved og han nåede ikke at beherske sig, før end at en lav klagende lyd gled over hans læber.
Han pressede læberne sammen og rettede hovedet væk fra hende. Han ville ikke være svag, ikke nu hvor hun havde brug for hans hjælp og hun var sårbar.
Så skulle en gang hovedpine og en rumlende mave ikke stoppe ham.
Han strøg en hånd igennem hendes hår og mumlede et eller andet utydeligt, som hun næppe ville forstå. Han havde heller ikke rigtig formet nogle ord, det var blot lyde.
Den skarpe smerte der skød gennem hans hoved resulterede i noget nær koncentrationsbesvær. Han bed smerten i sig, men det tog så også al hans koncentration.

.

Vanilla blev overrasket over at han rejste sig op for at gå hen til hende. Hun havde kun forventet at han ville blive der, måske havde brug for lidt tid alene. I hvert fald havde hun stået lidt og overvejet hvad hun selv kunne gøre for at få hans humør op. Hvilket nu egentlig var lidt ligegyldigt.
Hun hørte ham sige undskyld og lagde hovedet ind mos hans bryst. Hun følte sig trygt tæt på ham, om hun så stod et eller andet skummelt sted. Bare hun var sammen med ham, følte hun sig helt tryg ved alt.
Hendes stemme var tynd og der var det i det, at hun næsten ikke kunne holde tårerne tilbage. Der var ingen grund til at hun ville græde, men hun havde blot brug for t få alt ud.
Hun tog sig dog sammen og ville sige noget, åbnede derfor munden, men intet kom ud. Kun få lidt halvmærkelige lyde, som heldigvis ikke var så tydelige.
Hun bemærkede lidt efter at han selv kom med nogle klagende lyde, og hendes blik blev hurtigt rettet op mod ham. Hvad var der galt? Havde hun gjort noget igen, eller var der virkelig et eller andet galt? Hun blev nu egentlig ret forvirret og undrede sig over hvad det kunne være.
Pludselig gik det op for hende, at han ikke havde spist eller drukket noget i den tid han havde været hjemme hos hende. Måske var det derfor.
Han havde rettet blikket væk, hvilket selvfølgelig gjorde det meget svært for hende at finde ud af hvad der var galt. Han virkede ikke rigtig til at sige noget til hende, hvilket undrede hende en smule. Hvis der var noget galt, skulle han da fortælle hende det?
Alle tanker om alt andet end ham var forsvundet. Alt det de havde talt om for få minutter siden, var lige så stille ved at forsvinde igen. Men hun følte sig dog lettet inden i. Det var som om en stor sten var blevet knust i små bitte stykker, ja nærmest krystalliseret og derefter forsvundet fra hendes hjerte. Hun følte ikke længere denne smerte.
Han strøg en hånd gennem hendes hår, hvilket beroligede ham. Alligevel kunne hun ikke holde op med at tænke på hvad der kunne være galt med ham.
Ikke længe efter virkede det som om han mistede koncentrationen. ”Caspian? Er du okay, min skat?” Det var ikke let for hende, ikke at vide hvad der var galt med ham. Hun ville virkelig gerne hjælpe ham og ville ønske at hun vidste hvad der var galt.

Caspian lod kinden hvile mod hendes hår og brummede svagt, mens han bare stod dér. Han nød deres nærvær, deres tæthed. Han elskede hende højt allerede.
Det virkede som havde han fundet sin soulmate, de klikkede så godt at man skulle tro det var løgn. Et smil gled over hans læber og hans hovedpine gled langsomt i baggrunden.
Det var kun et par enkelte jag af smerte og så gik det væk. Sådan var det altid. Han havde sjældent hovedpine i lang tid, til gengæld var den så kraftig at han en enkelt gang var besvimet. Det havde ikke været sjovt.
Han strøg en tommelfinger hen over hendes overlæbe da hun forsøgte at sige noget, dog uden selv at sige noget. Han lod bare sin tommelfinger køre langsomt langs hendes bløde overlæbe.
Dog lod han sin hånd falde ned langs siden da hun pludselig blev seriøs og satte spørgsmålstegn ved hans tilstand. Kunne hun ikke bare have overset det?
"Jeg er bare lidt sulten, ikke andet.." hviskede han og gav hende et enkelt kys på kinden, inden han tog hendes hånd og trak hende med sig ud i køkkenet.
Han havde efterhånden lært vejen derud.
På deres lille tur derud begyndte han at synge. Det var kun en enkelt linje fra en sang af The Script.
"What am I supposed to do when the best part of me was always you..." sang han og fik hende til at dreje rundt en enkelt gang, hvorefter han trak hende ind til sig.
Han sang faktisk ret godt, han gjorde det bare ikke så tit.
Den eneste han sang for, var hende.
Hans elskede Vanilla ville han jo gøre alt for. Hvis det så betød at han måtte stikke af fra alt eller slå et andet væsen ihjel. Kunne det redde hans elskede, gjorde han det gerne.
Måske var det hele meningen med hans tilværelse som engel på jorden? At finde Vanilla og vige sit liv til hende? Han gjorde det ihvertfald med glæde.

Da Caspian sagde at han var sulten, blev det hele også meget mere realistisk for hende. Selvfølgelig! Han havde jo heller ikke spist noget siden de havde fundet hinanden. Men hvem vidste hvornår han egentlig havde spist et ordenligt måltid sidst?
Hun kunne mærke hans bløde, varme læber mod hendes kind, før han tog hendes hånd og trak hende med ud i køkkenet. Pludselig begyndte han at synge, hvilket overraskede hende en hel del. Hvem skulle ha troet at han..
Nu hvor hun tænkte over det, kunne hun godt huske den gang hvor de havde mødt hinanden for første gang. Da hun på underligvis var blevet usynlig for første gang.
Den gang hvor han troede hun var gået fra ham. Han havde sunget en linje af en gammel Avril Lavine sang og hun var fulgt efter ham og havde sunget en anden linje fra en anden sang af samme sanger.
Han drejede hende rundt engang og trak hende ind til sig. Smilet på hendes læber blev bredere og hun kyssede ham blidt på læberne da han var tættest på. Derefter løsrev hun sig fra ham og gik hen til køleskabet for at finde noget spiseligt.
Hun kiggede skiftevis fra noget i køleskabet og hen på ham, lige som hun havde gjort med Ariel, da den havde fået en bøf. Apropos bøf, ville det være en god idé at fortælle ham om at hun havde fodret hans hund. Måske havde det været en dårlig idé?
Pludselig kom hun meget i tvivl. ”Caspian? Jeg håber det er okay, at… Ariel var sulten.. Og det eneste spiselige jeg havde.. Var en bøf.. Jeg håber ikke at.. Det var forkert…” Hun havde i starten af sætningen lukket køleskabet og kiggede nu ned i gulvet. Dog blev blikket af og til rettet op på ham.
Hun forventede intet specifikt svar, håbede dog på det bedste. Hun kunne intet forvente, men var så nervøs hvor hvordan han ville reagere. Måske havde hun gjort noget forkert?
Stadig var hun sårbar, især når hun ikke vidste hvordan han ville reagere. På en måde var hun bange.

//Undskyld længden. Jeg måtte starte forfra, da min computer gik ned:(

Caspian mærkede forventningsfuldt at hun løsrev sig. At han "bare var lidt sulten" var en voldsom underdrivelse, hans mave skreg på mad. Han kunne ikke huske hvornår han sidst havde fået et ordenligt måltid, men det var alt for lang tid siden.
Hendes pludselige usikkerhed var som en spand kold vand i hovedet.
Han skulle nok ikke forvente at få mad lige foreløbig hvis hun blev ved med at komme med alle mulige sidespring.
Han bebrejdede hende intet, han ville bare gerne have noget mad. Hvad Ariel fik gik han sjældent op i, det var ikke engang ham der købte maden til den. Han havde bare fået anvisninger fra sin chauffør om hvad og hvordan han skulle fodre hunden.
Det endte med at han blot rystede på hovedet af hendes sætning. Hans rysten på hovedet betød at hun ikke havde gjort noget forkert, at det var helt i orden hvad hun havde gjort.
Han famlede sig vej til et spisebord og satte sig tungt i den bløde stol.
Han lod albuerne hvile mod bordet og hovedet mod sine håndflader. Han sukkede svagt og mærkede sin mave rumle.
Sulten havde meldt sig og ville ikke stille sig tilfreds før end at den fik hvad den krævede.
Han ville ikke presse hende til mere end hun kunne overskue, men han kunne ikke selv lave mad. Han sukkede endnu engang og lukkede øjnene.
"Du behøves ikke hjælpe mig.." fik han endelig over sine læber og modet sank langsomt i ham.
Dog skreg hans mave stadig på mad, den skreg højere og højere.
Men han undertrykkede dens behov for mad, han pressede smerten og det stigende behov for ny energi væk. Der var bare ikke plads til det.
Ikke her, ikke nu.
Han forstod jo godt hendes sårbarhed, hendes usikkerhed. Han forstod hende fuldt ud. Han følte bare at han pressede hende, at det var hans skyld at hun ikke kunne slippe usikkerheden og sårbarheden.
Han følte at han holdt hende fast i hendes tanker og frygt.

Da hun fik bekræftet af det var okay det hun havde gjort, gik hun hurtigt i gang med at finde kølevarer i køleskabet. Hun ønskede blot at finde eller lave ham noget spiseligt. Dog blev hun en smule forvirret, da han sagde at hun ikke behøvede at hjælpe ham.
Hun ignorerede det. Det var simpelthen ikke noget hun ville høre på. Selvfølgelig ville hun hjælpe ham, om det så var med noget umuligt. Hun ville gå langt for ham, ja, endda dø for ham, hvis det skulle blive nødvendigt. Hun ville ikke kunne leve uden ham.
Pludselig slog det hende. Han var hendes eneste ene og den som hun skulle leve resten af livet med. Han var den helt rette for hende, selvom de af og til kom skævt ind på hinanden.
Alt imens hun tænkte på den chokerende tanke, var hun i gang med at hive ting ud af køleskabet. For det første havde hun taget æggebakken ud samt noget hakkekød. Selv var hun ikke så god til at lave mad, men hun kunne da lave nogle af de basale ting.
Da hun havde købt huset med alt udstyr, tog det hende lidt tid at finde en pande frem. Hun satte panden på komfuret og skruede op. Derefter åbnede hun køleskabet igen, tog noget stege margarine ud og skar en lille klump af, som hun lagde på panden. Da smørret var smeltet, skyldte hun sig at slå et par æg ud på den varme pande.
Der gik lidt tid før æggene på panden var færdig. Og i den tid havde hun stået helt tavst, og tænkt på det hun havde tænkt på for lidt siden. Hvis hun fortalte det til andre, ville de tro at hun var blevet skør. Alle mulige tanker omkring fremtiden, rungede i hendes hoved. Det virkede så underligt, men alligevel så rigtigt.
Med blikket rettet ud i luften, fumlede hun efter et skabs låge, for at tage en tallerken ud. Hendes blik var frosset, som havde hun set noget hun ikke kunne tro på. Alle mulige tanker om ham og hende sammen, gjorde hende ør og svag i kroppen. Hun måtte anstrenge sig for, ikke at kollapse på køkkengulvet.
Hun fik taget en tallerken ud af skabet, fik de to æg på tallerkenen. Hun gik derefter hen til hans plads, mens hun nynnede. ”Velbekomme. Der er mere hvor det kommer fra.”
Hun smilede stort og glad til ham. Hun betragtede ham let men gik så tilbage til sit komfur.