Hm... interesting ~ Jyhém [Privat]

Tid; 15.00.
Sted; Eau - Stor centert.
Vejr; Udenfor er der okay lyst endnu.
Omgivelser; En masse væsner.

Yuuki kom gående ned af Terre's gader, hun skulle mødes med nogle veninder, hun skyndte sig en smule, men da hun kom til Centert hvor hun skulle mødes med dem var de der ikke, hun bed sig i såret i læben *På den måde?* tænkte hun såret inden hun selv begyndte at gå rundt der inde, hun sukkede stille inden hun satte sig på en bænk derinde, hun bed sig igen i læben og så lidt på alle dem som gik forbi, men uden at sige noget til nogen af dem.

Sikke en fantastisk, ligegyldig dag. Vejret var nogenlunde, og det kunne simpelthen ikke beskrives på andre måder. Det var lige præcis på middelpunktet, intet at skrive en novelle eller to om. Selv de mange individer, der syntes at passere forbi de mange Stor Center bænke, var alt for almindelige. Den normale mode, der altid hang bag glasruderne. Det typiske valg af make-up til kvinder, som de aldrig ville give sit eget præg derhjemme, når det skulle klaskes på deres alt for slanke ansigter.
Så mulighedsrige kvinder og mænd, der ingenting ekstraordinært syntes at foretage sig. En skam, det var det så sandelig, når man selv syntes at være lidt af en nyskabende Djævel.

Læderet knirkede beklagende, det måtte han indrømme, da læder-selerne i omkring hans stribede kontorbukser syntes at vride sig. Han havde rejst sig fra sin position ved baren, hvor bagdelen fik barstolen til at underkaste sig et par centimeter stålrør. Mandens søgende blik for ud over de endnu kedsommelige omgivelser, og han drog et velfortjent suk. Der var ingen spænding at finde på dette spot, så nu måtte der tages egne midler i brug!
Han begyndte så langsomt at slentre ned af Centerets sjælrige gange, og på trods af mængden, syntes der endnu ikke at falde et ordinært individ ud fra den alt for moderne flok af wannabe's. Kunne man dog bare ikke snart, få sig lidt underholdning, spurgte han sig selv om. Svaret, blev der dog ikke.

Yuuki sukkede stille inden hun rejste sig, hun gik ind i en af butikkerne, ikke fordi hun rigtig ville noget derinde, men man kunne vel håbe.
Lidt efter kom hun ud igen lige inden hun begyndte at høre råben og skrigen inde fra butikken "Taber..." mumlede hun inden hun satte farten lidt op, undgik så godt som muligt de andre væsner, hun så lidt tilbage inden hun ved et uheld bumpede ind i en mand... han så ud til at være i tyverne, hun bed sig i læben "Undskyld" sagde hun stille inden hun igen begyndte at gå væk fra den butik hvor de havde fundet et lig af en mand inde i et af prøverummene.

Synderen? Yuuki.. hun havde haft sådan en brug for noget spænding, så hun havde slået en ihjel der havde lagt an på hende, hun bed sig i læben mens hun bare gik, hun orkede ikke alle dem som troede de var noget, og normalt havde hun da også bare ignoreret det, men i dag havde det bare vært for meget for hende...

Ikke bare en enkelt lyd, eller et hurtigt overstået piv, syntes at gennemtrumfe hans nysgerrighed. Det var et helt kor af forskellige stemmer, der syntes at hyle i munden på hinanden. Han skød hovedet til siden, standsede og undersøgte disse nye omstændigheder. Hvis han klagede nu, ville det slet ikke være ham, men et par af butiks-assistenterne. Ud kom en ungdommelig pige, og han nænnede næsten ikke at beglo dennes udseende. Ganske uorignalt, det var hun desværre, hvad angik tøjstilen. Der var ingen mærkværdighed, over hendes såkaldte fremtræden, udover hendes tavse undskyldning. Hun var sandelig stødt ind i ham, det kunne han mærke på den ene hofte, og det fik mandslingen til at vende opmærksomheden mod en tilfældig butiks arbejder. En ung pige. Gyldent hår, sat op i en trist hestehale. Det eneste nyskabende, var hendes alt for grønlige læbestik, der gjorde ondt at se for længe på.

"Kan De fortælle mig, hvorledes den yngre pige, der ligefør syntes at støde ind i mig, er skylden til jeres larmen, frue?"

Han smilede på den venlige måde, og hvis han selv skulle sige det, fattede hun ihvertfald ikke mistanke til dette. På en uskyldig måde, og selvfølgelig var dette med vilje, tiltede han hovedet en anelse til siden, så han blev en smule mere attraktiv i pigens øjne. Forhåbentligt da. Hun kiggede skeptisk på manden iført hvid skjorte og kontor-agtige selebukser, men nikkede så fraværende.

"Ja.. Hun styrtede ud af prøverummet, da vi fandt.. En mand derinde"

Hun tøvede, og han antog dette, som en skjulen af informationer. At hun skulle gennemskue hans arbejdsområde, var dog ikke ligefrem hans tanker, så derfor fremdrog han et gemt skilt med en gullig baggrund, og sort skråskrift. Hun klemte igen sine øjne sammen i mistænksomhed, indtil at ordene blev tydelige og hendes hjerne fattede, at hun var blevet afsløret noget så grusomt. Hun viftede uroligt imod den der pige, der havde været bumpet ind i manden. Han kiggede kort derhen. Fedt. Hun var stadig at nå, hvis bare man satte tempoet lidt op. Takket være den store menneskemængde.

"Ham fyren var stendød, da vi fandt ham få sekunder efter, at hun begyndte at stikke af.. Ikke at det er noget nyt, i den her by. Men alligevel.."

Mere hørte han ikke fra denne kedelige kvinde, før kroppen automatisk havde mast sig forbi samtlige individer af almindelig art. Skiltet hjalp dog de sidste par meter, inden han med en ugennemtænkt handling, klaskede venstre hånd ned på hendes skuldre, og klemte fingrene godt til, så det ligefrem prikkede i dem. Måske lidt for brutalt, nåede han at syntes om sit greb.

Yuuki bed sig i læben mens hun bare gik "Så skrid dog!" sagde hun irriteret, hun så tilbage og fik øje på en mand der stod og snakkede med en fra butikken, hun fik et hurtigt glimt af det skilt han hev frem og bed sig i læben, hun satte farten så meget som muligt op... hvad mængden tillod... men det gav alligevel et sæt i hende da hun mærkede en hånd på sin skulder, hun lukkede øjnene kort men åbnede så øjnene og så på ham "Kan jeg hjælpe dem hr.?" spurgte hun koldt og en anelse provokerende, hun havde ikke tænkt sig at giv efter for en smule smerte i sin skulder.

Hendes reaktion var særdeles ventet, og det fik ham altid til at sukke, når tingene gik som de skulle. Hvorfor tillod skæbnen ham dog, at leve i en verden, der kørte efter hans eget lille hoved? Man havde hørt om alle de hverdagstilfælde, og endda set det i film - dog mere ekstremt deri, hvor alting syntes at gå imod individernes små drømme. Han fjernede roligt hånden fra pigens traditionelt byggede skulder, og nikkede fraværende for sig selv. Ganske vidst, lidt original bør hun være. Trods alt, så tydede hendes aroma på Dæmon. Og hvilken en af slagsen! Så megen magt, i så skrøbelig en krop. Mærkværdigt og nyt. Glimrende start, på et ellers uvenligt bekendtskab.

"Jeg forstår, at de er indblandet i en mordsag, frøken? Manden var jo ligefrem grillet til døde, af damernes skrig. Men de ved sikkert godt, hvad jeg mener, ikke sandt?"

Han nød virkelig at lege med ordene, gøre dem så irritabelt åbenlyse, at modtageren altid kom med en eller anden form for negativ reaktion. Eller, hvis han skulle overraskes, positiv! Men mon ikke, at denne unge kvinde, ville forbeholde sig så kedsommeligt neutral?

Hun bed sig stille i læben mens hun så på ham, hun sukkede stille da han slap hendes skulder "mordsag... hmm... nej, det tror jeg ikke jeg kender noget til" sagde hun stille og koldt, hun løftede et øjenbryn "Grillet til døde?" spurgte hun og kom til at grine "Ja sikkert, jeg kender ikke noget til det, og kan desværre ikke hjælpe dig" sagde hun koldt.
Hun vendte ryggen til ham og begyndte igen at gå, hun var lidt ligeglad med denne... betjent? hun sukkede stille igen mens hun gik

Jamen dog, sikke et trist væsen hun kunne vise sig at være. Besidde den deprimerende evne, ikke at gennemskue hans hentydning, og det fik ham til at følge efter hende, endnu engang plante hans hånd på den samme skulder som før. Nu gad han ikke engang at bekymre sig om styrken, for hun var aldeles ligeglad med den, nænnede han at bekræfte. Han kneb øjnene sammen, men han lod dog smilet blive ved, med at være et smil af kærlig oprindelse.

"Så de ved intet, miss? Jeg må dog sige, at man nærmest kunne brænde sig på deres pludselige flugt. Er de sikker på, at deres hjerne ikke bare er blevet overophedet? Eller rettere sagt, stegt"

Igen blev de nysgerrige, håbefulde øjne slået op, og han nød at se på dette stakkels individ, der endnu ikke så ud til at have fundet sig noget ekstraordinært at foretage sig. Det var jo nærmest som at tale til en meget, meget gammel dør, der formåede at give lyd fra sig, men altid den samme af slagsen:
Kniiiir. Kniiiiiirk. Kniiiiiir.

Hun lukkede øjnene hårdt da han igen placerede sin hånd på hendes skulder, hun havde nær vendt sig bare sendt en af sine mini ild kugler efter ham, men hun blev enig med sig selv om at det nok ikke var den smarteste måde at overbevise nogen om at hun ikke havde slået den yngre mand ihjel, så hun vendte sig bare om igen.

"Vil hellere have jeg siger: Jeg ved alt, jeg kom gående ind, han lagde an på mig og jeg slog ham ihjel?" spurgte hun koldt og ignorerede hans kommentar om hendes 'flugt'

hun hamrede tænderne hårdt sammen da det gik op for hende hvad hun lige havde sagt, hun skubbede hurtigt følelsen væk fra sig og så bare koldt på ham.

Han fnøs på den så forfriskende modbydelige, ondskabsfulde og hånlige måde, at struben nærmest sitrede af inderlig frydsel. Hun var ikke kun elendig til at gennemskue hans intention, om at overbevise pigen om, at han rent faktisk havde gennemskuet hendes arv, der fulgte med igennem de mange forældres samleje-timer. Men tilgengæld forbløffede hun ham nærmest, da tøsen valgte ligefrem at blotte sin egen synd. Sikke en skam, og dog, en befrielse fra den samme toneløse hverdag. Han havde sin morder, der ikke syntes at stikke af, og så lige hans Djævelske klukken over den meget direkte afsløring, pigen havde været så venlig selv at blotte i sollys. Han bemærkede, hvordan hun tydeligvis var stendød, selvom at ilden normalt blussede på dette tidspunkt i samtlige flammefødte.
Han rystede nøjagtigt på hovedet, kun to centimeter den ene side, og tre den anden. Hans blik var begyndt at blive mere intenst, insisterende, hvis hun da nænnede at beglo disse øjne, med deres provokerende farve. Han lænede sig fremad, sørgede for at holde hende fast i et muligt forsøg på at flygte, og nærmest kærtegnede hendes øre med de vibrerende læber. Tja. Han havde virkelig glæden ved at drille denne unge pige, med sine stikkende og dog sandfærdige ord.

"Du bør nok ikke stikke af, min fine lille Ild Dæmoninde. Vi Djævle har en tendens til at elske fangeleg. Men det sker ofte, og derfor grunden til vores uhæderlige ry, at vi bliver lidt for ivrige.. Og en ung synders skrig, har altid vækket vores sadistiske side. Det ønsker du vel ikke, gør du vel, min kære ungdoms kriminelle flammebesidder?"

Hun ventede på hvad han sagde mens hun bare irriterede sig over at hun lige havde sagt sandheden i stedet for at prøve at dække over den, hun bed sig hårdt i læben mens hun så på ham, hun skulle lige til at gå igen da han holdt hende fast hun prøvede at vride sig fri af hans greb mens han sagde det til hende.

"Gider du slippe mig, og gider du lade mig være? MANGE TAK!" sagde hun da det endelig lykkedes hende at rive sig fri af ham, det havde kostet hende nogle mærker, men hun var ligeglad, og hun var ligeglad med hvad han havde sagt, hun så tilbage på ham inden hun begyndte at løbe og bare skubbede dem der stod i vejen væk...

Han vristede tungen ud mellem de bløde læber, lod det slanke kødstykke våde dem, og det gav sådan en sød fornemmelse, når han også vidste, at nu var jagten gået igang. Pigen havde gjort det, der igen kendetegnede hendes alt for gennemskuelige person, og var bare stukket af, som en hund, der kun vidste hvordan man gøede. Lidt skuffet blev han dog, for han havde regnet en smule med, at hun i det mindste startede ud med et par flammende kugler af ild, der sandsynligvis skulle have ramt hans ansigt. Men ak. Sådan skulle det ikke gå, og derfor kunne han i det mindste nynne en optimistisk tone, over at noget ikke var gået som han helst ville det.
Mon hun var hurtigere, end det han ligenu så hende for? Hvad var hun nået.. Han kiggede opmærksomt fremad, regnede sig 4 meter foran, massen af menneskekroppe var stadigt stigende og forhindrede lidt hendes fremgang, der ellers syntes brutal. Han vuggede halsen til siderne, imens fingrene flettedes sammen bag ryggen. Fremad gik det for ham, men med rolige og aftonede skridt. Ingen hast, kun den bemærkelsesværdige nynnen, der nærmest tikkede som en bombe.
Han undredes, om han i det mindste bør se en smule alvorlig ud, nu hvor han da endelig fik en smule modstand. Svaret kom diskret, men hurtigt:
Naaah.

Yuuki vidste at han på ingen tid ville kunne indhente hende hvis hun ikke snart gjorde noget *Jeg prøvet det en gang... men jeg er nød til det... jeg vil ikke tages for det her* tænkte hun, hun så hurtigt tilbage på ham inden hun koncentrerede sig, men det lykkedes hende kun at teleportere et lille stykke frem af gangen, *Det virkede... på en måde* tænkte hun da hun stod lige foran døren til gaden, hun så tilbage og fik øje på manden lidt væk... hun bed sig i læben og gik stille ud inden hun begyndte at løbe alt hvad hun kunne, det var lettere nu hvor der ikke var alle de væsner der spærrede vejen, så på kort tid var et godt stykke væk fra centeret...

*Frem, frem og frem det går!... Jamen... Hov! Det dér, er vist lige lidt for hurtigt, unge dame!*

Hans øjne kunne næsten poppe ud af hans spinkle hoved, da pigen pludselig.. Stod foran centerets dør? Han tiltede skeptisk hovedet, standsede uden rigtigt at bemærke det selv. Hvordan i alverden, kunne det lade sig gøre.. En medfødt evne, måske? Han slog tungen imod tænderne, det var dog lidt af en drilsk gåde. Uventet og ret så nervepirrende, så sandelig. Jyhéms opmærksomhed, såvel som legesyge, blev først for alvor tændt op nu, af det lille nummer af pigens. Så hun kunne faktisk finde ud af at være nyskabende. Interessant, bekræftede han sig selv om, med en tavs tappen på jakkens ene knap.
Langsomt bøjede han nakken, rettede på jakkesættet, og nærmest sugede luft indenbords, som en støvsuger på fuld kræft. Øjnene kneb sig roligt sammen, og da disses syn igen blev klart for ham, syntes hele hans udseende at forandre sig på en bemærkelsesværdig måde.
Håret groede et par centimeter, syntes nærmest at blive mørkere og mere glansrigt på en måde. Som om det reflekterede stedets lys. Ved de to spidse hårgrænser, der blev mindre buede i det, voksede ganske små og dog tykke horn frem. De endte ikke i en skarp kant, men nærmede firkantet, som var de blev slebet lige ved enden. De ville ingen skade kunne gøre, med deres lodrette kant og 6 centimeter korte krop. Kroppen forblev den samme slanke, ranke af slagsen, men huden selv, yndede dog at gøre sig en takt mørkere. Ikke sort, eller gråt. Bare mørkere.

Han trådte frem, og blev bevidst om sin egen omkreds. Den var ny. Den var fyldt med en nervøs mumlen. Den var ryddet, så han frit kunne skynde sig frem. Et lummert smil blev fremkaldt, for han gjorde det helt af egen vilje. Faktisk, så var det egentlig kun for at understrege den Djævelske lyst, der kom af at skulle ligefrem fange dette sprælske bytte. Et skridt. 7 skridt. En pludselig bukken af ryggraden, der fik ham til at støde håndfladerne imod asfalten. Udenfor var han, for vinden brusede hele hans krop. Hans pulserende øjne, hvor farven syntes at bølge indover sig selv i et hidsigt oprør, søgte efter hende. Og hvad har man så et langt stykke fremad? Byttet.

*Bingo..*

Hun gik så hurtigt hun kunne, få gange så hun tilbage for at se om han stadig var efter hende, hun bed sig i læben da hun pludselig så ham et langt stykke bag sig *Fuckfuckfuck, jeg vil ikke tages for det her* tænkte hun, hun så hurtigt rundt og fik øje på en butik, det så ud som om der var travlt derinde, så måske kunne hun gemme sig i mængden.

Hun bed sig hårdt i læben inden hun hurtigt gik mod butikken, hendes sanser sagde nerver sagde det ville gå, men det sagde hendes fornuft ikke, hun vidste at det her nok ville ende galt... og desværre nok for hende. Hun maste sig ind mellem nogle mennesker der var på vej ind og sukkede forpustet da hun endelig var nået ordentligt ind i butikken.

Hun følte sig på en måde som en sild i en tynde mellem alle de forskellige væsner, hun gik stille rundt der inde, lod som om hun så på de ting der var der, men i virkligheden gik hun holdt øje med om manden kom ind. Havde han set hende gå her ind? Hun var ikke sikker, og hun var overbevist om at hun ikke havde lyst til at kende svare på det.