Partynight always lead to something interesting.. Even by accident- Yuki {Privat}

Sted: Quatre's allerstørste hal, hvor borde og stole er yderst
Omgivelser: Borde, fakler, stole, en enkelt minibar, en del lækre servitricer, næsten et overnaturligt smukt dekoreret loft og så de spændte gæster
Vejr: Udenfor en smule koldt, dog ingen vind. Himlen er mørk, men med et par stjerner, der glimter i det fri univers
Tid: 22:34 åbnes dørene. Aften

Fra nær og fjern møvede folk sig ind på det berømte hotel, Quatre. Det lå det mest populære sted, hvor de rigeste og fattigste havde betrådt den betonhårde asfalt. Mørket var faldet på og den svage, dunkende lyd af musik lød gennem murene. Selv da de store, tykke vagter bevogtede forhallen og den eneste ubrandsikre dør, fyldtes gården med masser af gæster. Fra de almen inviterede, til de mest ubudne gæster man kunne finde.
I Di Morga ville man kalde dette en normal hotelfest, for alle de velkomne, men der lå nu alligevel noget specielt over den glans, de mange ventende gæser, udstrålede. Der lød små glade skrig yderst, et par mænds store brølen om kvinder og sprut og så allerforest,hvor dørene endnu var bevogtede og låste, en lærerstab.
Noget så speciel en gruppe, havde på intet tidspunkt før, haft deres fødder her. Ikke engang ved indgangen. Men idag kunne der både skimtedes nørdede biologilærere, gnavne engelsklærerinder, lidt for hyperaktive idrætslærere og et par historielærere, typisk iført briller og lidt for gamle sweaters, der skreg på at blive flået af til et bedre formål. For eks. som brænde til et bål. Alt imens at bagenderne, de mindre vigtige personer, maste for at nå frem, blev der højlydt snakket igennem. Både om den snart begyndende fest for hele byens lærerbestand men også forskellige, mere kedsommelige, interesser i skoletiden.

".. Og så sagde jeg da bare: Who do you love?. Han blev bare HELT stum! Endnu en dag med forbavsede elever, er nu engang det bedste. Ikke, Milan? Du er jo også engelsklærer.. Selvom jeg ikke rigtig forstår hvordan" Det var tydeligt at hører lærerens forbavelse over Milans jobstilling, idet mindst ni par øjne vendtes imod den unge herre.
Håret skinnede glansfuldt i lampernes gyldne, flydende gløden. Det var kort, lettere vildt i det og fangede hans ansigt i dens uredte væremåde. Selve øjnene, der kiggede tilbage imod den anden lærers mere nysgerrige øjne, var kolde i det. Ikke fordi han på nogen måder frøs, selvom de stod ude i det fri, kun iført en sort skjorte, et rødt slips og matchende sorte bukser. Begge hænder blev løftet i en smidig bevægelse og rettede langsomt, dog sikkert, det lette krøllede slips. Da det var blevet strammet betydeligt, og han var tilfreds, blev de to læber skilt for at udtrykke hans tanker. Alt imens dette blev udført i et enkelt åndedrag, kunne man tydeligt se at de andre øjne, var ligeså nysgerrige som selve den spørgende.
"Forbavsede elever, er elever, der ved hvornår læren er ligelovligt dum nok til, at man kan spørge sig selv, hvordan han overhovedet har fået sig et anstændigt job.." Han ignorerede de faldende kæbepartier, den pludselig stilhed og de mange vildt overraskede blikke. Han var blevet vant til det, siden alle svar havde været ligeså direkte og sårende, hvis andre stillede et spørgsmål, han selv blev rigeligt irriteret over. Og han var da mest forbavset over, at der åbenbart var mennesker, så utroligt ynkelige. Glæde over andres udtryk og mindre intelligente tanker, var dog noget, han kunne kvæle andre over. Men som den fattede person han var, nægtede han helt og holdent at gøre andet, end at træde indenfor. Dørene var blevet åbnet og han havde været den eneste, der ikke var for overrasket til, at opdage det, før der var gået flere minutter med ren og skar tavshed.
Da nummer to dør blev åbnet, med et nik fra begge døråbnere og et fra Milan selv, overfusede den bragende musik alle. Der blev både taget til ørene og råbt af begejstring, da de mange gæster trådte ind. Gulvene var blankpolerede og man kunne tydeligt se sig selv i det. Væggene pyntet med de fineste malerier, spejle og fakler i gammeldags-stilen. Den stil, der var in, lige præcis denne måned. Faklerne lyste borde, gulv, spejle, mennesker, servitricer og dj'en op i et funklende, næsten hjemligt skær af rene farver. Der var både rød, men også let gylden, sød lyserød og, som forbavsede selv Milan, giftig grøn i det inderste, mere skumle hjørne, hvor alt overtøj blev hængt hos stamtjernerne af det fineste mahogni.
Han rettede på det sorte jakkesæt og bevægede sig imod den lille, hyggelige bar. Satte sin bagdel på en høj, enkeltbenet stol og vinkede bartjeneren hen til sig. Store fester havde aldrig været hans stil, men hvorfor ikke hygge sig, når det var på hotellets betaling?

Yuki kiggede på sit ur. Fem minutter til at det hele skulle bryde løs. Hun kunne lade være med at tænke lidt over hvordan dagen havde startet. Egentlig var det ikke noget stort den var startet med, det var blot ligesom alle de andre morgner. I sin seng, i sin lejlighed i Terra. Den havde været så stillestående og nu skulle den ende her, blandt en masse mennesker på de blanke gulve, og med nattens mørke stående på spring udenfor døren. Som en person der bare ventede på at blive lukket ind i lokalet. Hendes kollegaer var i gang med at sætte de sidste ting på plads, selv havde hun placeret sig henne ved den lille bar, hvor hun afventede en bakke med glas, der skulle sættes hen på en af de allerede overfyldte borde.
Hun forstod ikke hvorfor de ikke bare havde sat nogle flere borde der ind, men næ nej, alt hvad der kunne sættes på et bord, skulle stå der, der skulle jo også være plads til at gæsterne kunne danse, havde hendes chef ment, da hun spurgte ind til det, før hun kom i tøjet. En hvid skjorte, sorte bukser, samt sko, og så et hvidt viskestykke over højre arm. Det skulle jo se ordentligt ud. Beløbet der var postet i denne fest turde Yuki slet ikke tænke over, det måtte være enormt! Hun havde nok sikkert aldrig haft så mange penge, og så længe det ikke skulle udbetales af hende, men at hun faktisk fik nogle af pengene, gjorde hende intet mindre en godt tilfreds.
Det gav et sæt i hende, da de startede musikken, høj og larmende, men det skulle nu nok gå, så snart hun fik vennet sig til kvinde der skreg af fuld hals ud af højtalerne. Hun fik en bakke, og gik over, og begyndte at sætte glassende op på det allerede overfyldte bord. Hun fik lige sat det sidste glas på bordet, da den første dør blev åbnet. Hun drejede omkring på hælen, og kiggede på gæsterne hun skulle bruge aften på. De så meget ... normale ud, intet nyt ved dem. Hun sukkede lavt, og gik op mod baren, mens den anden dør lidt efter blev åbnet. Det var som at se fisk blive lukket ud i havet. De fyldte straks hele rummet ud med deres kroppe, som de havde brugt tid på at pynte, og deres stemmer, nogle højre end andre.
Hun kiggede lidt på folk, nogle var fra skolen, det var tydeligt at se på deres meget upassende tøj, som så helt malplaceret ud. Hun havde virkelig lyst til at gå hen til dem, og bede dem om at tage hjem at skifte, men så var hun vel så godt som fyret, og pengene ville hun gerne tjene. Der var en af dem, ja, hun vidste ikke helt hvor han kom fra, men hun bemærkede ham på hans tøjvalg der virkede meget neutralt og afslappet, men stadig bevidst om hvor han var. Han gik op mod baren og satte. Pludselig kom der en flaske flyvende igennem luftet, hun fik den lige grebet før den ramte gulvet. "Åben den lige." Sagde bartenderen som selv var igang med at lave drinks, eller sådan noget. Hun begyndte at åbne flasken mens hun hurtigt lod blikket glide over manden med det røde slips, som havde sat sig på en af stolene. Han lignede ikke en festabe, men det var hun jo heller ikke selv. Hun gav bartenderen flasken, og fik en ny i hånden. Da hun havde afleveret den, fik hun redet sig i land, ved at skulle hjælpe en anden med nogle glas.

Milan lod ikke til at tage sig særlig meget af servitricen, der så ud til at undersøge alle, med en vis interesse. Han løftede en hånd, bare for at køre det filtrede hår igennem, med de aldeles slanke fingre. Hvis man kiggede godt nok, kunne de godt minde om en kvindes, på nær størrelsen. Han fik et glas rækket, da servitricen bevægede sig videre. På trods af at han normalt ikke var typen til at glo efter de smukke piger, lod han hovedet dreje og de himmelblå, rovdyrøjne ligge på hendes ryg. Skjortens ærme lavede et par folder, da han bukkede albuerne og alle ti fingre flettedes.
Langsomt gled de første dråber med alkohol ned, bugtede sig ned af halsen og forårsagde en nænsom prikken i ganen. Han var forsigtig med ikke at hælde ned og blive unødvendigt fuld, allerede ved starten af denne forfærdeligt larmende fest. Stolen rokkede uroligt, da han endelig besluttede sig, at efterlade det halve glas og tage del i festen.
"Milan! Skal du ikke med og se værelserne? De er helt vildt.. Lækre." Den unge kvindevikar, der havde taget fat i hans krave med et blidt tag og et bredt, sensuelt smil, lagde tydeligvist et frækt undertone på 'lækkert'. Han lod ikke smilet komme frem, påtrods af at den pæne kvindes ben, langsomt smørede sig op af hans eget, selvfølgelig på en ret så udfordrende måde. Hendes tunge lavede et twist, ved at slikke læberne lystent og have et blik, som en hungrende vildkat efter sit bytte. Han bemærkede, at hun mest af alt, mindede om en gift kone, der bare savnede lidt selskab, påtrods af, at hun var alt for ung. Derfor placerede han sine hænder på hendes slanke mave, hvilket hun selvfølgelig misforstod, lige indtil han skubbede hende væk med en smidig, uklunset bevægelse. Hun lignede ikke en, der var blevet skubbet, bare taget et par skridt baglæns. Uforståelsen stod malet i hendes ansigt og han rystede bare kort på hovedet, imens at rovdyrøjnene ønskede at se servitricen igen. Der var noget over den servitrice, der gav ham lyst til at skubbe alle væk, bare for at få et glimt igen. En sær følelse, han aldrig havde prøvet før. Ikke siden 3 klasse, med den smukkeste pige i klassen, men der var det kun af ren og skær berømmelse, han mængdede sig med de snobbede. Han kunne stadig se tilbage og forbande sig selv, men undlod det og så endnu engang koldt på vikaren. Hun stod og forstod ikke hvorfor han skubbede hende væk. Enten så var han bøsse eller så var det fordi, at hun var vikar og ikke en rigtig lærerinde. Han sukkede lettere irriteret, hun kunne da bare finde en anden at smælge sig op af. Men det så ud til at være uundgåeligt, så inden de andre nåede at hive hende væk med deres advarsler om hans skarpe, ufølsomme tunge, begyndte han at snakke.
"Det er ikke fordi du er vikar eller grim på nogen måde. Din iq ser ikke lav ud og du ligner heller ikke en over de 20, men vil du ikke være sød at smutte et andet sted hen og flashe din krop, der faktisk er begyndt at irritere mine øjne med dens magre udseende og hæsslige falske gyldne hud. Jeg ved nemlig, at du har brugt mindst 200 dage på at få den farve, så mændende ville flokkes og du måske kunne få et større job, ved at 'forkæle' bossen lidt. Så nej, du er ikke tyk. Du er forfærdelig at stå i nærheden af!" Med dette vendte han sig og ledte efter servitricen, ønskede ikke at se deres ansigter, som selv han ville begynde at le over, hvis man da ikke var offer. En svag hulken lød bemærkede han dog, indtil at de søgende øjne, fik deres ønske opfyldt. Servitricen stod der, i al sin pragt og skinnede bedre, mere yndefuldt, end selve nattehimlen.
"Madame..?" Han stod nu ovre ved hende, havde placeret en hånd på barens overflade og ønskede øjenkontakt, påtrods af bartenderens ønske om, at ingen servitricer må forsømme arbejdet med snak. Men da Milan var en efterset lærer for hans direkte væremåde og storslåede mod, lod han til at ignorere dem.
"Deres navn, my lady?"

Yuki var mere eller mindre stormet hen til sin kollega inde han fik væltet hele boret, med alle glassende og de skulle bruge lang tid på at få det af vejen. Deres chef ville heller ikke ligefrem blive lykkelig over at se det. Da hun var kommet hen til ham tog hun glasset ud af hænderne på ham. "Bare find noget andet, jeg ordner det her." Hun fik hurtigt stablet alle glassende på plads, med hurtige sikre bevægelser. Hun fattede ikke hvorfor han ikke havde kunne få de glas op. Da hun selv syntes det så sådan nogenlunde acceptabelt ud, kiggede hun lidt på sit værk med en tilfreds mine.
Det gav et sæt i hende, da der kom end bag fra hende. Hun fik drejet hoved så hun kunne se det var ham manden oppe fra baren. Hun fik styr på sig selv og skulle til at vende sig om, da hans stemme brød igennem musikken, og ind i hendes øregang. Navn?! Hun bed sig tøvende i læben. Hendes chef havde jo sagt med store armbevægelser. "Der må IKKE snakkes." derefter havde han hylet op i fem lange minutter om hvad der så ville ske, og at de nok skulle få røven på komedie hvis de bare sagde så meget som et kvæk.
Hun tøvede lidt, og så sig rundt før hendes blik igen lande på herren foran hende. "Yuki." Hun tøvede lidt, før hun igen åbnede munden. "Og du?" Hun stod og tænkte over hans besynderlige ordvalg, men skubbede så tankerne væk, og kastede sig over glassende, som ellers allerede stod som de skulle. Hun begyndte at rette på dem, og vende dem om, bare for at have noget at lave, og ikke skulle kigge på i mandens blå øjne. Bare hans nærvær fik hende til at blive nervøs. Hendes fingre rystede meget lidt, ikke noget der kunne ses, med mindre man holdt hende i hånden, men for hende var det vildt irriterende. Sådan havde hun aldrig følt når hun snakkede med folk. Var hun bange for chefen? Hun ville blive skuffet hvis det var det der fik hendes hånd til at ryste. Han var jo ikke farlig. Da hun havde rettet på det samme glas tre gange nu, kastede hun sig over de flasker der stod der, og vendte dem som så etiketterende vente ud af, så man kunne se hvad der stod på dem.
Hun prøvede panisk at se tingene fra alle vinker af. Hun ville finde en grund! Men der kom ikke noget op, uanset hvad det hun kom frem til. hun ønskede han skulle gå, men hendes ønske om at han skulle blive var større, og det irriterede næsten mere end at hun ikke vidste hvorfor hun blev nervøs.