Tyvagtige Bekendtskaber - Antionette -

Knirkende hængsler irriterede hans øregang. De raslende nøglebundter skubbede hans koncentration til side, hvilket kun gjorde det sværere for ham at holde modet oppe. De andre politibetjentes gurglende latter og evige skålen, gjorde ham i stand til at se den positive side af dette ellers miserable arbejde. Det var jo ikke ligefrem fordi at frokostrummet var af særklasse: Medmindre man regnede ølpletter på gulvet og mug på vægge, samt loftet, som en slags bonus til den ubehagelige svedlugt. Ingenting, bekræftede han sig selv om, ville kunne flosse hans allerede tilflåede nerver mere end dette. Og alligevel syntes han at se den gode side, ved at beholde sin krop indenfor disse uplejede mure.
Penge. Det hele handlede om økonomien, den der var lettere ruineret i dette 'stankens palads'. Det var så forbandet nemt, at grave de mandlige dog slanke fingre ned i kassen, løfte de musikalske mønter, for derefter at lade dem hygge sig i et lille rum med lommeuld og jakkens aircondition. Så længe dette uduelige hul stadig fungerede, kun med hjælp fra de normale borgeres sikkerhedsbetaling, og derfor lod han sit ellers kølige sind blive misbrugt af disse luddovne plattenslagere, af et par stats-betjente, der hellere ville smadre fingrene på de urolige fanger, end at få sig et anstændigt job.
Sikke stille denne eftermiddag havde været, hvis man så væk fra de konstante larmefaktorer, der før var beskrevet i hans urolige sind. Han lagde fingrene på køkkenbordets falske marmorkant, og spurgte sine egne tanker, om hvorvidt han skulle frarøve stedet 3000 eller 5000 dollars.
Fangernes aftensmad: Kold havregrød, uden smør.

Det var så fantastisk forkert, bortset fra det ikke var fantastisk, men hendes tanker kunne ikke finde på andet end ironi lige nu. Fuck samfundet, fuck regeringen, hun kunne gå så vidt lide nu, at hun ville tænke: fuck loven.
Det var fascinerende, hvor meget fejl de kunne tage, hvor meget de ville ærgre sig over det, når de fik sandheden i deres hule hånd, men inden da skulle hun trækkes igennem dette krydsforhør.
Hendes hår var beklageligt vådt, ikke drivvådt, for det regnede ikke voldsomt. Men i mange kvinders tilfælde var støvregn også den værste af slagsen, den ødelagde og destruerede det fantastiske vidunder, man havde kreareret på toppen af sit hoved i dag. Nu var det bare spild af tid, at hun i morges havde brugt tid på at lave en fletning i pandehåret på sig selv, det var desuden også ødelagt nu at betjentenes vold, da de skulle have hende med. De havde desuden også berøvet hende, hendes nye, flotte, brune, moderne læderfrakke hun hel selv.. Havde stjålet. Men besynderligt nok var det ikke det, de havde trukket hende med ind for. Hun havde hørt dem mumle, som de trak hende ud af sin hendes lejelighed: ”Narkoluder,” ”landsforræder,” ”dyremishandling,” ifølge dem lød det til, hun stod over for større konflikter end nogen siden før. Det sjoveste var bare, det ikke bar hende.
Jo hun havde sagt grimme ting om landet, og jo hun havde solgt sin krop for narko. Og jo, hun havde dræbt et mulddyr – men den var også uacceptabel grim.
Hun var blevet kørt hen på politistationen – mod sin vilje, og hendes vilje var som regelt ret.. viljefast. Det havde den også været denne gang, men der havde bare været for meget fysisk styrke, som hun ikke kunne hamle op i mod. Det havde resulteret i, at hun havde anskaffet sig en blodnæse i sit ihærdige forsøg på at slippe fri. De havde desuden givet hende håndjern på. Det ærgrede hende, for hun skulle bruge sine hænder til sin magi. Nu var den mulighed udelukket. I hvert fald indtil hun fik dem af. De skulle bare smøres med charme og magt.
Politibilen stoppede foran politistationen, praktisk nok. Og vagterne, der desuden så virkelig dumme og fede ud, havde stor lyst til at følge hende indenfor. Indenfor var der en lummervarm varme, en fugtig lummervarm varme, der skabte en ulækker fugtig og lummer stemning, ikke et miljø man gad være i. Hvis hun blev indespærret her, ville hun få en psykisk depression.
Vagterne mumlede fortsat videre, mens de puffede hende hen mod et afhørings lokale. De havde desuden lige anskaffet sig nogle papirer, hvor hun kunne glimte et enkelt billede af sig selv på. Pokkers, tænkte hun. Hun havde håbet på, at de intet havde på hende, men hun kunne godt fornemme, at det ikke var sandheden.
De førte hende ind i et lokale, de lokaler man mest så på film. Tomt, hvidt, to stole, et bord, kameraer. De placerede hende på stolen overfor den anden. De havde ikke taget håndjernene af hende, så hun sad ret handicappet.
Så forlod de hende uden så meget som at sige et enkelt ord. Nu var hun alene med stilheden.
Hendes øjne flakkede hele tiden på kameraerne, der var mange, det var forfærdeligt irriterende, nervepirrende at blive holdt øje med.