En stille aften, og et nyt bekendtskab? //Diego//

T: IRL
S: Parken
O: Nogle få mennesker der er på vej hjem, ellers ikk det store.
V: Overskyet, koldt og en lille smule vind.

På en bænk i parken sad en skikkelse. Skikkelsen var en dreng. Eller.. Dreng og dreng. Hvor længe kunne han blive ved med at kalde sig selv det? Han havde ikke været ung i flere hundrede år, så mand var nok mere ordet. Hans hår var en grålig-creme farvet farve, men så næsten helt gråt ud i halvmørket. Lidt fra bænken han sad på var en lygtepæl. Lyset ramte ham næsten ikke, og kun den nederste halvdel af hans ansigt var synligt. Han hår kastede en skygge, der skjulte han violette øjne. Han havde blikket rettet frem, og betragtede roligt alt hvad der bevægede sig. Om sin hals havde han et langt, lyst halstørklæde. Han nussede roligt enden af det med sine hænder. Han havde et par mørkebrune handsker på, og et lang creme-farvet frakke. Faktisk var det kun hans hovede der ikke var dækket til. Hans ansigt var meget blegt, som om han ikke havde været ude i solen i flere år. Mens han sad der på bænken nynnede han svagt. Han havde et mildt, dog underligt mystisk smil på læberne. Hvem mon ville blive den næste han skulle møde?

En legesyg brise strøg en stort tot hår væk fra Diegos røde øjne. Hans ansigtsudtryk var ikke til at aflæse, mens han gik - forbundet i andres tanker, auraer ... andres liv!
Allerede efter et århundrede i den samme sytten-årrige krop, var han ved at blive træt af det. Udmattet af, at alt der drev ham frem, var sult. Og selvom han ikke længere troede, han var i stand til at føle noget, om så det var den frygtelige smerte i brystet eller den vidunderlige følelse af 'sommerfulge' i maven. Men at følge med i andres liv, var som at læse i en god bog, man ikke kan slippe igen.
Han rystede på hovedet og rystede samtidig tankerne af sig. Det var ikke det værd at spille sine krafter på andres liv. Han skulle koncentrere sig om sit eget. Sine egne behov. Og lige nu sagde hans behov, at han skulle stille sin blodtørst.
Først der løftede han hovedet og så rundt mens han gik. Før så han kun rundt via andres tanker, men nu så han det gennem egne øjne. Der var meget stor forskel på de to ting.
Hans blik faldt på en ung herre på en bænk. Diego havde allerede en gang den aften prøvet at snyde sig til blod, ved at spille den ynkelige hjemløse dreng. Han var måske sytten, men en god skuespiller var han også.
Han lagde armene om sig selv, som om han frøs, selvom han egentligt ikke mærkede kulden overhoved. Han trak skulderne op om ørene og gik videre frem. Da han nåede til bænken satte han sig i den modsatte ende. Gennem det sorte hår stirrede han intresseret på den fremmede. Hans øjne gik fra blodrøde til isblå mens han tænkte.

Han fik snart øje på en dreng komme gående.. Frøs han? Det gav ham en lille trang til at grine. Han holdte det dog tilbage, og smilte i stedet blot forsat. Da drengen satte sig ned rettede han blikket mod ham, hvilket gjorde at hans øjne blev synlige. Han lagde hovedet let på skrå. "Godaften~" Sagde han så med en mild, dog rolig klang i stemmen. Hans stemme var faktisk underligt 'ung' i forhold til han lignede en der var omkring 20-25 år gammel. Ikke sådan en 12-årig drengs stemme, men mere som en mild 19-årigs stemme. Han lukkede kort glad øjnene i sit smil, men så ellers bare roligt på drengen. Et eller andet inde i ham sagde ham denne dreng ikke var et menneske, men han skubbede tanken væk. Det var sikkert bare ren indbildning. Han lod ellers blikket glide roligt over ham.

Diego var meget selvsikker i sit skuespil og sad let foroverbøjet med armene om sig selv. Han fjernede blikket fra den fremmede og så ned i jorden med et blik der virkede trist og ynkeligt. Ikke fordi han var nogen af delene - eller måske var han lidt ynkelig, at spille sådan i forsøget på at få blod. Men han var ligeglad.
Eller, det var han. Han hørte den anden overveje i tankerne, om Diego mon var menneske. Først der overvejede han, hvad den fremmede mon selv var. Det var efterhånden ret svært at finde rent menneskeblod i denne by. Det irriterede Diego, men ikke desto mindre smagte så meget andet blod også glimrende.
"Godaften," sagde han med en meget lille og dog fast stemme. Han så kort op på den fremmede, men kun så længe ordet varede. Det ville være så meget nemmere bare at overfalde en ung pige, der gik alene i et fjernt hjørne af parken - men hvad sjovt ville der være i det?
Han prøvede at få den fremmedes medlidenhed, men det var allerede tydeligt, at det var en svær ting at få. Nogen folk havde ikke evnen til at være empatiske. Sådan havde Diego også det, det meste af tiden, så det overraskede ham ikke.

Rin holdt et svagt lille grin tilbage endnu en gang. Var han virkelig bare så ynkelig, eller forsøgte han at få hans medlidenhed? Om det var det ene eller det andet gjorde det Rin glad at se andre når de havde det sådan.. Faktisk gjorde alle slags følelser ham glade. Triste, vrede, fustrede... Ak ja~ Han lænede sig lidt tilbage, og strammede hans halstørklæde. "Er du ikke lidt sent ude?" Spurgte han så, stadig med blikket rettet mod ham. Han fugtede kort læberne med tungen. Han strammede kort hans halstørklæde lidt, og nussede ellers forsat let enden af det med hænderne. Han gik altid med halstørklæde. Om det var bidende koldt eller stegende hedt. Han sov oven i købet med det. Det var vel som en vigtig del af ham? Han gjorde roligt et lille kast med hovedet da han efterhånden havde et par totter af det creme farvede hår nede i øjnene.

Det burde vel egentligt irritere Diego, at hans skuespil ikke virkede som det plejede. Men det rørte ham ikke rigtig ... Den fremmede var bare et uvilligt offer. Hvis han overhoved kunne bruges.
"Det er vist også over din sengetid," sagde han lavt med et svagt smil. Han var ikke en tålmodig jager og at dømme på den fremmedes aura, kunne han godt gemme sit forsøg. Han lænede sig tilbage mod bænkens ryglæn, men havde stadig armene om sig selv.
Han prøvede at regne ud, hvad den fremmede var for én. Han var en nysgerrig sjæl, og det havde han også været, da han havde været menneske. Nogen medfødte egentskaber kunne man måske ikke slippe igen.

Sengetid.. Rin var ikke just typen der sov meget. Han sov faktisk næsten ikke. Han sukkede let og lænede hovedet lidt tilbage, lukkede øjnene og nød en brise der skyldede ind over parken. "Tja, det kan man vel godt sige.." Hans stemme havde en mild og venlig klang. Det var sjovt at se hvordan vedkommende nu ikke virkede helt så ynkelig som før.. Men et eller andet sted alligevel jo. Rin havde aldrig selv brugt skuespil. Han havde altid været fuldstændig ærlig, og var altid sluppet af sted med hvad end han havde gjort.. Og inden for hans 1012 år lange liv var der sket meget. Han gabte kort og så nu igen på drengen. Hvor gammel var han mon egnelig? 16-17 år? Så var det vel et eller andet sted ikke så unormalt han var ude på den her tid.. Mere hvad han lavede her på den her tid.

Han sad lidt sammensunket på bænken og så op imod himlen. Det var ikke helt mørkt endnu, og stjernerne var knap kommet fri af deres gemmesteder af skyer og lys.
"Venter du på nogen?," spurgte han henkastet. Hans blik var fastlåst på stjernerne, men han mærkede en kølig, men ikke afskrækkende aura fra den fremmede.
Han vidste ikke om han bare burde rejse sig og gå. Han burde ikke spille tiden ... Men alt i livet skulle jo ikke handle om at skynde sig og haste rundt. Det var vel vigtigere at nyde sin tid på jorden lidt ... De sidste par år havde været for stressede, og han burde have sat farten ned for længe siden. Men en irrationel frygt nagede ham.

// Sorry, det blev lidt kort.

Rin vippede kort med benene, og så lidt ned i jorden. Gad vide hvornår der ville komme sne igen? Han glædede sig. Sne var højtepunktet i alle år for ham. "Egentlig ikke." Svarede han så roligt, dog stadig med en mild klang i stemmen. Han strakte sine ben lidt, og sad så ellers stille. "Jeg er her bare for hyggens skyld~" Sagde han så med et smil og rettede blikket op mod himlen. Hyggens skyld.. Det var vel rigtigt nok? Han havde ikk andet at lave, her var ikke for varmt.. Her var vel hyggeligt, set fra Rin's synspunkt. Han så lidt hen på drengen igen. Han undrede sig stadig over hvad han mon egnelig var. Rin havde aldrig prøvet at en fremmede ren faktisk gik med på en af hans samtaler. Somregl blev folk bange, af en eller anden grund..

//Helt ok X3

Hygge? Diego smilede svagt, sarkastisk. Var det 'hyggeligt' at sidde ude på en hård træbænk midt om natten og få ondt bagi i den kulde? Den fremmede kunne helt klart ikke være helt normal. Men det var bare sjovt. At snakke med folk, der var anderledes uden at være sindssyge, var altid rart ... Måske var knægten sindssyg alligevel, men det kunne Diego jo endnu ikke sige noget om.
Han bed mærke i den fremmedes tanker om sne. Han lagde hovedet lidt på skrå og tænkte over det. Hvad var der dog specielt ved sne? Frosset regn ... Hvidt langskab, som næsen gjorde en blind ...
"Enspænder ... ?," mumlede han. Om det var et spørgsmål eller ej, var han ikke engang helt sikker på selv.

Han var nok langt fra normalt, og det opdagede folk altid hurtigt, hvilket var en af grundene til at han altid var alene. Det var ikke fordi det generede ham, over hovedet. Efter over tusind år alene... Han var blevet fuldstændig kold over for om han havde selvskab eller ej. Selvom han elskede at se hvordan folk reagerede på forskellige ting.. Som død, eller ulykker. Reaktionerne var meget de samme, men stadig underholdende i hans øjne~
Han lagde hovedet let på skrå og så roligt på ham. "Undskyld, gider du gentage~?" Sagde han så, forsat med et smil. Han smilede stortset altid. Han havde ikke nogle gode grunde til ikke at smile, og han havde alt for mange gode grunde til at smile. Eller... Gode grunde og gode grunde, det var nok så stort sagt. For ham var det gode grunde, og derfor virkede han altid 'glad og positiv'. Om det så var rigtigt, tja.. Det tænkte han sjældent over, og han tvivlede også stærkt på andre tit gjorde det. Han havde en enkelt gang fået stillet spørgsmålet 'er din glæde ægte?' Han kunne ikke rigtigt huske hvad han havde svaret, eller hvad der var sket med personen, så det havde han for længst lagt bag sig~

Diego tænkte lidt over, den mærkelige og forvirrende aura der var omkring den fremmede. Af hans race ... Det virkede unaturligt at en der var så sindssygt smilende og positiv udadtil, kunne være en af den slags. Diego prøvede ikke at dømme hans slags. Han havde bare aldrig før oplevet noget lignende.
"Jeg sagde ikke noget særligt," sagde han lidt tydeligere. Det var vel også ligegyldigt, hvad han havde sagt. Det var alligevel ikke noget, han virkelig ville have en respons på. Han havde bare brug for et eller andet at sige. Han var nok født som et sludrechatol.
Stemningen var ikke så frygteligt 'hyggelig' mere, efter hans mening ... Den fremmedes glæde havde en afskrækkende effekt på ham.


// Kreasvigt. Sorry.

Han holdte lille grin tilbage. Gad vide hvor længe der ville gå før han blev skræmt væk? Det var en anden ting Rin synes var ret så morsomt, at se hvor længe folk kunne holde hans uafbrudt smilende og positive udstråling ud. Han var ikke sikker på hvor lang tid den fremmede dreng ville holde endnu, men nok ikke så forfærdeligt længe. "Du er... Ikke helt et menneske, er du vel?" Sagde han så, uden rigtigt at skifte tonen i hans stemme, den blev måske lidt mere rolig og 'cool', men stadig mild, og venlig. Han så forsat op mod himlen, og fik det nok ikke til at lyde som et særligt usædvanligt spørgsmål. Han var ikke sikker på om drengen overhovedet var et andet væsen, men han havde det på fornemmelsen så.. Hvorfor ikk gætte? I øvrigt følte han lidt at.. en ubeskrivelig følelse. Han havde en lidt anden udstrålning end de fleste mennesker han havde mødt.

//Helt ok ^^

Han smilede svagt og rystede på hovedet - ikke som et svar, men bare af den fremmede.
"Det lyder som en af de der åndssvage 'engel'-scorereplikker. Hvis det er sådan noget du er ude på, så står der en blondine derovre, der ser dum nok ud til at hun ville falde for den." Han blinkede kort, og sarkasmen i hans stemme lød også irriterende i hans egne øre. Men den fremmede ville sikkert blive ved med at smile som han allerede gjorde.
Det var uhyggeligt. Som om han lige var sluppet ud af en anstalt et sted.
"Er det mig du griner af?" Han hævede det ene bryn og så udrende på ham. Knægten så jo ud som om han var ved at flække over ham.
Han var ikke sikker på om han faktisk burde svare. Han havde regnet ud at den anden ikke var et menneske, men han var åbenbart lidt langsommere. Diego havde ellers troet at hans røde øjne ville have afsløret ham meget hurtigere. Det var ikke fordi han ikke sagtens kunne skifte øjenfarven ... han gad bare ikke. Og det var der jo heller ingen grund til, når den anden ikke egnede sig til frokost.

( du skrev faktisk at han ændrede sin øjnfarve til lyseblå ^^)

Rin lod et svagt grin slippe ud. Sådan kunne man vel også forstå hvad han havde sagt. Den fremmede var tydeligvis ved at blive skræmt af ham. Det gav ham en stor lyst til at grine, men han holdt det tilbage. Han ville gerne holde ham lidt endnu. "Du har en sjov måde at udtrykke dig på~" Sagde han så med et mildt smil. Tonen i den fremmedes stemme var ikke en tone han brød sig om, den irriterede ham faktisk, men alene det at den fremmede havde en tone i stemmen var nok til at få Rin til at smile. Han strøg med en rolig bevægelse en tot hår væk fra øjnene.
Han rettede så roligt blikket over mod den fremmede. "Nej, det var ikke noget særligt." Svarede han så. Han havde en rolig, dog næsten helt melodisk klang i stemmen.

//Sorry, kreasvigt x3

(Nånå, men så ændrede han dem tilbage xD Altså ... Min hukommelse er dårlig, når jeg er syg >.<)

Egentligt var Diego ikke blevet skræmt. Og at manden blev ved med at tænke sådan, irriterede ham lidt, men han lod det passere. Det ville jo nok ikke være verdens klogeste træk at indrømme, at man kunne læse en andens tanker.
"Sjov," gentog han, som om han nøje smagte på ordet. Ingen havde kaldt ham 'sjov' i et par årtier. "Du er vist også lidt speciel." Han hævede det ene bryn af ham. Hvad lavede han overhoved der? Der var ingen grund til at blive siddende ...
Han trak den ene fod op, så han havde hælen på kanten af bænken. Så lagde han armene om benet og satte hagen på knæet. Han følte sig egentligt ret barnlig. Men det måtte være på grund af den andens ældre udståling. Ikke fordi han så gammel ud ... han virkede bare ... moden.
Han lagde hovedet lidt på skrå og så mod den unge mand.

// Det er fint~~