Uventet? Ehmm… måske?

Tid; 21.00.
Sted; Terre.
Vejr; mørkt og lidt dunkelt.
Omgivelser; Få væsner.

Yuuki gik gennem den næsten væssentomme Terre, hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle give sig til da hun havde siddet i sin lejlighed det meste af dagen, men til sidst var det blevet for meget for hende, så selvom det var blevet mørkt og halv koldt, havde hun valgt at gå ud for at se om ikke der var nogen intressante mennesker samt andre væsner, men lige pt så det ikke sådan ud.

William kom gående gennem Terres gader. I det samme solen var gået ned i horisonten, havde han bevæget sig ud af sin lejlighed. Han trængte til noget... Natmad? Eller hvad, man nu kaldte det. Det var ikke engang som en morgen for ham på dette tidspunkt. Han havde ikke brug for søvn. Han var ikke levende. Han burde faktisk ikke at kunne bevæge sig rundt i gaderne netop nu. Men han var en vampyr. En... levende død. En person der ikke havde brug for næring, altså lige bortset fra blod, hvilket han i den grad også var noget så afhængig af. Han sukkede stille, idet han endnu engang blev mindet om, at de fleste væsener holdt inde om natten. Man kunne være tilbøjelig til at tro, at det måske kunne skyldes hans slags. Vampyrer.. og andre af mørkets væsener, som ham selv. Det gav ham ikke særligt mange muligheder, hvad blod angik. Med dette, var han nemlig kræsen.

En velkendt duft sneg sig ind i hans næse. Selv hvis man lukkede øjnene, ville han kunne finde hen til duftens ejermand. Blod. Dæmonblod. Ikke hans ynglings, men det kunne bestemt drikkes. Han vendte sig om, og lod duften lede ham, og inden længe fik han øje på dæmonen. Af hunkøn, selvfølgelig. Et bredt smil, pyntede hans perfekte læber, idet han bevægede sig hen mod hende.

Yuuki sukkede stille mens hun gik, hun havde virkelig ingen anelse om hvad hun skulle lave, hun bed sig i læben inden hun gik ind af en gyde, der var alt for mørkt til at hun bare kunne se, så hun lavede en svag ildkugle i den ene hånd, fir bedre at kunne se noget, hun fik en underlig følelse af at nogen kom mod hende, hun bed sig stille i læben, hun havde haft denne følelse før, ikke fordi den var ubehagelig eller noget, hun vidste bare godt hvad det var... eller.... i hvert fald hvilken race der gik bag hende.

Hun sukkede stille da hun stod midt i gyden og vendte sig mod ham "Sulten?" spurgte hun med et løftet øjenbryn for at vise at hun godt vidste hvad han var, hun sukkede stille, og så lidt på ildkuglen, hun gjorde den en smule større for bedre at kunne se ham.

William grinede charmerende idet den unge dæmon-pige kiggede på ham. Det kom ganske vidst bag på ham, at hun havde gennemskuet ham. Men helt ærligt, så var det jo ikke alle hunkønsvæsener der var naive. Han skjulte hans overraskelse godt Facaden var perfekt. Ikke engang et professionelt øje, ville kunne se, at dette kun var et skuespil. Om pigen gennemskuede det, måtte han jo se. Men sandsynligheden var så uendeligt lille.
Uden den mindste form for usikkerhed bevægede han sig med elegante og selvsikre skridt hen mod pigen. Det eneste der forhindrede ham i, at gå tættere på, var ildkuglen imellem dem. I hendes hånd.

"Nu er det jo ikke alle væsener, der kun er ude for at bide i andre, vel?" Smilede han, og studerede hende kort, men hans blik blev ligesom diskret på hendes hals. Hun var skam køn, men det var ikke det, han skulle bruge til noget nu. Det var hendes blod. Han hævede blikket og så hende dybt ind i øjnene imens han snakkede. Lod alt hans opmærksomhed udelukkende falde på hende. Han grinede charmerende endnu engang, og så afventende på hende.

"Men hvis du er bange, forstår jeg ikke, hvorfor du gør dig så synlig, med den ildkugle der", han skævede til ilden i hendes hånd.
"Du kunne ligeså godt sætte skilt om halsen, hvor der står 'Let bytte'", han grinede igen. Over hans egen, lettere platte joke. Han brød sig ikke om ilden. Ikke, at den kunne skade ham, men den mindede ham for meget om solen, som han i den grad ikke var specielt begejstret for.

Hun sukkede stille da han grinte, men så bare på ham med et lille smil. Hun stod stille og ventede på han's svar, hun anede svagt han's overraskelse, eller... det troede hun at hun gjorde, hun var ikke sikker, så hun lod det ligge og så bare på ham, og lagde hovedet en anelse på skrå af undren.
Hun så bare på ham da han gik tættere på hende, hun smilte lidt da han stoppede så ildkuglen var imellem dem.

"nej, men..." sagde hun, ikke fordi hun ville tænke over ordene, men fordi hun så hans blik gled over hende, hun så da han så på hendes hals, det skulle i hvert fald have vært diskret regnede hun med "nej, men nu er det jo heller ikke alle væsner der kigger på andre væsner's hals på den måde... vel?" sagde hun og lagde hovedet lidt på skrå igen.

"Har jeg sagt jeg var bange?" spurgte hun med et løftet øjenbryn , hun løftede stille det andet øjenbryn så begge hendes øjenbryn var hævet. "Jeg kunne også bare forsvinde og dukke op et andet sted hvis nogen angreb mig?" sagde hun med et skuldertræk mens hun så på ham.

"Du er da en paranoid, lille dæmon, hva?" Grinede han, over hendes kommentar med hendes hals. Jovist havde han kigget, men denne pige var mere vågen end hans tidligere ofre. Han måtte gøre det lidt mere diskret. Han havde prøvet det så mange gange før, og kunne da slet ikke se, hvorfor denne gang lige pludselig skulle være anderledes. Han lagde hovedet et anelse på skrå, og sendte hende et af sine charmerende smil.

"Eftersom du er så opmærksom, og tror alt ondt om alt og alle, må du da være en smule bange ikke?", smilede han. Det var tydeligt at han lavede sjov med hende, for at få hende til at grine. Stille lagde han en hånd på hendes arm - den hvorpå hånden holdt kuglen af ild.
"Men så længe jeg er her, er der vidst ingen væsener der tør angribe dig.. men alligevel? Burde du ikke opholde dig et andet sted her.. midt om natten. Den farligste tid på døgnet, ved du ikke det?", smilede han og kiggede hende dybt i øjnene imens.

"Så smart du er", grinede han, med et drillende glimt i øjet.

Hun fnøs stille "Ja, vi kan godt lege jeg er paranoid hvis det gør dig glad" sagde hun med et lille skævt smil, hun sukkede smilende mens hun så på ham, hun lagde hovedet lidt på skrå inden han gjorde det, hun rettede hovedet op igen da han havde lagt hovedet på skrå, hun bed sig i læben af hans smil *Hvad er der med vampyre og altid prøve at 'chamere sig ind på folk* tænkte hun undrende men smilte stadig.

"Jeg sagde ikke jeg troede noget ondt om dig, jeg ved bare at du er sulten, ikke andet" sagde hun og trak smilende på skuldrene, da han lagde sin kolde hånd mod hendes arm hav det et lille sæt i hende så ildkuglen gik ud.
"Tror du ikke? hvor er jeg dog heldig" sagde hun lettere sarkastisk, mens hun så smilende på ham "Tror du ikke, hvor syntes du da jeg burde være? i min lejlighed der er godt låst af eller hvad?" spurgte hun smilende.

"måske... hvis jeg var smart nok, ville jeg nok bare forsvinde fra dig" sagde hun med et lille glimt i øjet.

"Hvad er der med, at alle dæmoner tror, at det er det vi prøver på? Hvor du dog generaliserer, min kære!", grinede han. Yuuki havde ganske vidst tænkt, idet hun konstaterede det, men William var i stand til at læse tænker, og denne evne, var efterhånden styrket så godt, at hun ligeså godt kunne have sagt det, som tænkt det.

William smilede igen. Ildkuglen forsvandt. Den væmmelige kugle, som lignede en lille udgave af den oppe på himlen. Men hans hånds kolde berøring mod den unge piges arm, havde fået den til at forsvinde.
"Ja, det ville da være det bedste. En køn, ung pige som dig, burde ikke gå rundt alene herude.", sagde han med, et drillende glimt i de rødlige øjne.

"Det ville du jo - men det er der ingen grund til. Jeg gør dig ingenting". Han sendte hende et beroligende blik. Nej, han ville ikke gøre hende noget. Ikke ligenu, i hvert fald. Ikke på åben gade..

Hun fnøs stille "Altså tankelæser..." mumlede hun stille, stadig smilende, ikke et spørgsmål, bare en konstatering, det løb hende hele tiden lidt koldt ned af ryggen når han grinte, af en eller anden grund brød hun sig ikke om det, han så ud til at være et år yngre end hende... i hvert fald krops mæssigt, så dette var jo latterligt.

Hun sukkede stille, hun kunne svagt ane hans smil i mørket, det var nærmest som om han var glad for at den var forsvundet, hun overvejede lidt at lave en ny, men lod værre, af en eller anden grund følte hun sig mere tilpas i skyggerne nu,
Hun fnøs lige da han sagde at det ville være bedst hvis hun sad hjemme i sin lejlighed og havde den godt låst af "Tror jeg ikke" sagde hun smilende og rystede kort på hovedet.

Hun løftede et øjenbryn og så undrende på ham "Det er din spøg... ikke?" sagde hun og kom til at grine lidt, det var så syrealistisk for hende, hun stod og snakkede med en sulten vampyr som sagde at han ikke ville gøre hende noget...

"Ja, undskyld, kære. Jeg kunne ikke lade være", smilede han, og betragtede hende i mørket. Han så ligeså godt i mørket, som hun gjorde i lyset. Han boede jo der.. i mørket. Hele hans race var forvist til at leve der i al evighed - eller brænde op. Det kunne godt være, at dæmonen foran hende ikke var udødelig, men hun havde i det mindste set solens lys. Han selv, ville dø, hvis han gjorde forsøget.

"Jeg vil gerne følge dig derhen, hvis det er. Jeg trænger alligevel også til en pause fra gaden", sagde han med et grin, og mente dermed, at han gerne ville følges med hende over til hendes lejlighed. Han var træt af at gå rundt herude, og hans lejlighed lå et stykke væk. Desuden, ville han gerne tilbringe lidt mere tid med denne dæmon.
Lugten af hendes blod, fik ham til at tage et skridt tættere på. Han smilede til hende, imens han stadig havde hånden på hendes arm.

"Jeg kan sagtens styre min tørst. Jeg har ikke lyst til, at den skal gå udover dig", sagde han med et kæmpe charmerende smil på læben. Selvfølgelig ville det gå udover hende. Han var ligeglad med hvem, det ville gå udover. Han ejede ikke dårlig samvittighed.
"Vi er ikke allesammen onde blodsugere", grinede han, og gik et minimalt skridt tættere på hende.

Hun smilede stille og var glad for at hun langsomt kunne se tydeligere, det irriterede hende lidt at hun vidste at han dagtens kunne se hende, at han så lige så godt i mørke som hun gjorde i dagens lys, hun så ned i jorden lidt og så tilbage på ham med et lille skævt smil, hun havde lidt ondt af ham selvom han bare var en blodsuger.

Hun kunne ikke lade være at små grine af hans ord "Så kom" sagde hun smilende og begyndte at gå ud af gyden, hun forstod ham udmærket, det måtte være træls altid at skulle gå ud og lede efter sin 'mad' andre kunne jo bare gå i butikker og så finde deres mad.

Hun små grinte igen og nikkede "self. ønsker du ikke det" sagde hun stille mens hun gik, det var tydeligt på hendes tonefald at hun ikke troede helt på det, hun kendte hans slags, en af hendes venner var vampyr, og selv han havde drukket af hendes blod efter at han havde sagt præcis det samme, at hun havde givet ham lov var en helt anden ting,..

William smilede stadig. Dæmonen var ved at "tø op". Hun var ikke nær så fjendtlig overfor ham, som hun var for blot få minutter siden, da han bevægede sig ind i gyden, for at snakke med hende. Selvfølgelig, var det forståeligt, at hun havde været så mistroisk overfor ham, det var der jo også grund til at være. Smilet pyntede forsat på hans perfekte læber, imens han lod som om, at der absolut intet var galt, og at der intet ville kunne ske hende.

Det overraskede ham en smule, at hun lod ham komme med ind i sin lejlighed så hurtigt. Han havde regnet med, at det ville have krævet langt mere forførelse og charme, men det virkede det åbenbart fint uden, at han behøvede at skrue helt op for det. Han nægtede simpelthen at tro på, at dæmon-pigen følte sig god tilpas i mørket, og dette kunne måske også have været medvirkende til, at hun inviterede ham med sig hjem så tidligt. Men han skulle sandelig ikke klage. Dette var kun i lig med mindre arbejde til ham.

"Jeg er ikke som din ven", forsikrede han hende. Igen havde han været et smut inde i hendes tanker, og hente frem, hvad der foregik i hovedet på hende. Dermed fik han måske også svaret på, hvorfor hun var så mistroisk omkring ham. At hun måske ikke turde stole på ham. Det kunne være pga. den såkaldte ven hun havde, som havde drukket af hendes blod.. Det ville kræve lidt mere arbejde, at vinde hendes tillid end først antaget. Men det ville ikke stoppe ham. Det ville da kun gøre det lidt sjovere..

Hun sukkede da hun nævnte hendes ven "Gider du ikke holde dig fra mine tanker?" spurgte hun og så på ham med et løftet øjenbryn, hun vidste ikke hvorfor, det havde aldrig irriteret hende når hendes ven havde læst hendes tanker, men der et eller andet ved ham der gjorde at det irriterede hende, hun sukkede lydløst mens de gik.

Hun bed sig stille i læben, men dannede så en lille ildkugle igen for lige at se hvor de var, da hun vidste præcis hvor de var slukkede hun den igen, mest for hans skyld, hvis hun havde vært alene havde hun ikke slukket den, men nu var hun jo ikke alene.

hun sukkede stille igen inden hun åbnede en dør til en opgang og lod ham gå ind først, hun sukkede endnu engang mens de gik op af trappen, hun skævede på ny og næ til ham, men sagde ikke noget hele vejen op, hun rodede lidt i en lomme og fandt en nøgle for så at låse døren til en lejlighed op og åbnede døren så han kunne gå ind.

"Undskyld", smilede han. "Det er ikke altid nemt at styre evnen. De kan både være en gave og en forbandelse". Dette var en løgn. Måske ikke gave/forbandelse-delen, men han kunne nu sagtens kontrollere evnen. Faktisk, var det derfor han rodede rundt i hendes tanker.
"Jeg skal prøve at lade vær", forsikrede han hende, men samtidigt havde han en undskyldning for, at gøre det igen, hvis han nu "mistede kontrollen".

Han stirrede surt på ildkuglen, som ville det slukke den, at han gjorde det. Han hadede ild, hvorfor skulle hun hele tiden frembringe det lysende, sol-lignende kugle-halløj? Hun sukkede, men smilede lettet, da hun slukkede den igen.

Han gik først op i opgangen og hen til hendes lejlighed. Småt.. den totale modsætning af hans prægtige hjem, men det nævnte han ikke nu. Det ville ikke ligefrem hjælpe ham med at score point hos den unge dæmon-tøs.
"Du har et hyggeligt hjem", smilede han, i det han gik over dørtrinnet.

Hun rullede med øjnene da han sagde at evnen ikke var helt nem at styre, hun bed sig lidt i læben, hun så på ham kort da hun havde lavet ildkuglen og et lille grin slap over hendes læber, hun sukkede lydløst og gik ind.

"Ehmm… tak" sagde hun og så kort undrende på ham da han sagde at hun havde et hyggelt hjem, hun sukkede lydløst og smed sig i sofaen "Lad som om du er hjemme" sagde hun kort og viftede lidt med den ene hånd, træt det var hun, og hun kunne ikke komme uden om denne følelse om hun ville det eller ej.


Hun sukkede lydløs igen og så lidt over på ham, hun dækkede sin mund med sin hånd da hun gabte kort "Hvad hedder du egentlig?" spurgte hun efter at have glippet kort med øjnene, hun ville hverken sove, døse hen eller bare hvile sig lidt, hun lagde hovedet en anelse på skrå mens hun så på ham, pludselig så hun også meget frisk ud igen…

"Det tror du ikke på, hva?", grinede han lidt, og smilede igen til hende. Et kæmpe smil, som afslørede de spids hjørnetænder.
"Hvorfor skulle jeg lyve og finde på flere svagheder til mig selv? Hvis jeg ville lyve for dig, havde jeg fået mig selv til at lyde uovervindelig". Ifølge ham, var der egentlig god mening, i det han sagde. Hvorfor skulle han dog få hende til at tro, at han var svagere end han var? Det var vel mere logisk, at han fik hende til at tro at han var stærkere. Dermed regnede han ikke med, at hun gennemskuede ham, og fandt ud af, at han faktisk havde 100 % styr på sin evne.

"Så lidt", svarede han og nikkede til hvad hun sagde. Han regnede ikke med, at hun virkelig mente, at han skulle lade som om, han var hjemme, da dette var ensbetydende med, at han nok havde bidt hende med det samme. Men han måtte holde igen, så hun fik tillid til ham. Derefter, kunne han bide hende. Ikke et sekund før.

"Er du træt?", spurgte han hende, i det hun gabte. Aldrig, havde han i sit vampyr-liv oplevet en sådan følelse. En gang for længe siden, mens han stadig var menneske, havde han nok følt træthed og sovet hver nat. Men det var så uendeligt lang tid siden, og det var efterhånden begrænset, hvad han kunne huske fra sit menneskeliv. Den gode hukommelse fulgte med vampyr-racen. Hans menneskeliv kom efterhånden til at virke mere og mere som en fjern drøm.

"Jeg hedder William. William Mitchell Dawson", svarede han hende. "Og dig?"

Hun sukkede lydløst og gabte lidt igen "Lidt" sagde hun og rystede på hovedet for at ryste trætheden af sig igen, hun bed sig i læben mens hun så på ham, hun sukkede endnu engang lydløst og så lidt ud af et af vinduerne.

Hun så op på ham igen da han sagde hvad han hed "Huh… hva? Nå mig?" sagde hun lidt forvirret "Jeg hedder Yuuki. Yuuki Kuran" svarede hun venligt og smilte igen, hun så over mod et billede der hang på en af vægens med hende og hendes forældre.

Hun lukkede hårdt øjnene og knyttede hænderne hårdt, sank samtlige klumpe hun havde i halsen *Elendige…* hun stoppede midt i tanken og åbnede øjnene igen, hun så alle andre steder hen end på William, mest fordi hendes øjne var blevet sorte af raseri…

"Hvordan føles det.. at være træt?" Spurgte han, hvorefter han himlede med øjnene af sig selv. Det var et tåbeligt spørgsmål at stille, men han ønskede et svar, og gav dermed også de to et samtale-emne.
"Jeg kan ikke huske det..", sagde han, næsten undskyldende.

"Ja, hvem ellers?", spurgte han hende, og hævede det ene øjenbryn. Hvis ikke tøsen havde bemærket det, så var der ingen andre i rummet udover de to. Dermed, var der heller ingen andre, han kunne henvende sig til, udover hende. Han fulgte hendes blik over til billedet på væggen.
"Hvem er det på billedet?", spurgte han, med et smil på læben, men da han lagde mærke til hendes øjne, som nærmest var sorte af raseri, fortrød han, at han havde nævnt det, hvis det nu var det hun var sur over. Det kunne jo føre til en diskussion, og det ville ikke ligefrem hjælpe på den tillid, han forsøgte at få hende til at føle.

Hun så undrende på ham, men svarede stille "Det er som... du ved... når du er sulten..." hun skar en grimasse ved tanken, men fortsatte så "Du føler det er noget du må have... det er lidt det samme når du er træt... du føler at du må have søvn... eller det føler din krop..." sagde hun "gav det mening?" spurgte hun så for at være sikker...

"Undskyld jeg var lige... et andet sted" sagde hun lidt flovt, hun sukkede lydløst og så på billedet igen, ikke længere med de sorte øjne, men med sorg "Ehmm... mine forældre og jeg... lige inden de blev myrdet" svarede hun stille og lukkede øjnene lidt igen, hun sank en klump hun havde i halsen og så lidt ud af det ene vindue igen mens hun tænkte på tiden inden de blev slået ihjel.

Hun skar tænder igen *Dumme vampyr...* denne gang fik hun ikke bremset sine tanker, hun håbede lidt at han ikke læste denne tanke, hun ville ikke såre ham, men det var en vampyr der havde slået hendes forældre ihjel, så nogle gange... selv når hendes ven havde vært sammen med hende var den tanke kommet op i hende, ikke fordi hun havde noget imod dem.... som sådan,.... hun kunne bare ikke så godt lide racen.

William nikkede interesseret, til det hun sagde. Inderst inde, var han lidt ligeglad, men han hørte godt efter, og forstod hvert eneste ord. Lod hele sin verden dreje sig om hende, imens han snakkede. Eller sådan skulle det gerne virke. I virkeligheden, var han lidt ligeglad med hende. For ikke at sige; meget. Meget ligeglad. Men det var det smukke ved hans skuespil. Det kunne få ham til at virke som en helt andet.
"Det giver mening", smilede han.

Han lagde en arm om hende, for at trøste hende, idet hun fortalte om hendes forældre. Hvilket held for ham! Hun var ked af det, og hvis han trøstede hende, ville tilliden næsten være på plads, og han kunne dermed med bygge videre på hans plan. Dette var den sjove del. Det var som en leg for ham. Et spil. Og han agtede at vinde - hver gang.

"Hey, jeg forstår godt, du synes vampyrer er nogle idioter, efter det med dine forældre. Men bare fordi nogle vampyrer er koldblodige mordere, betyder det ikke, at alle er. Jeg vil da vove at påstå, at jeg er god nok på bunden", grinede han, imens han stadig havde en muskuløs arm omkring hende.
"... og, undskyld fordi jeg læste dine tanker igen", skyndte han sig at tilføje, med et undskyldende smil på læben. Egentlig, var han ikke ked af, at have læst hende tanker nu endnu engang. Han havde skam gjort det med vilje. Endnu engang.

det løb hende koldt ned af ryggen lige da han lagde sin kolde arm om hende, hun bed sig hårdt i læben "Hvorfor gør du egentlig det her? lader som om du har ondt af mig? er det sjovt?!" spurgte hun med en blanding af vrede og sårethed i hendes stemme, hun rejste sig og gik over til sit stuebord som hun lænede sig op af mens hun så på ham med et lettere gennemborende blik, for at finde ud af hvad det egentlig var han var ude på, selvom hun selvfølgelig godt vidste det.

Hun fnøs af hans ord "Du vil vove og påstå at DU er god nok på bunden? du er dig selv, du kan sige alt hvad du om dig selv, jeg vil ikke kunne modsige dig, jeg kender dig ikke, og jeg vil sikkert heller ikke komme til at kende den rigtige dig, dig som ikke udgiver dig for at være en anden" sagde hun og rullede med øjnene.

Hun gik over i det 'køkken' som hun havde, fandt et glas som hun fyldte med vand og hurtigt tømte, hun sukkede stille og vendte sig mod ham igen mens hun stadig så på ham med en blanding af vrede og sårethed i blikket, hun fattede ikke hvordan nogen kunne være så kold hjertet... okay, hun havde sine egne perioder hvor hun slog folk ihjel, men det gik jo også ud over andre end hende selv, på lige det punkt kunne hun dog også være NOGET så egoistisk...