Der skal arbejdes for det

Sted: Et mindre, og mere privat bibliotek i abbadons kældre, hvorimod det stor befinder sig oppe på samme etage som tronsalen.
Tid: En times tid efter aftensmaden, efter de har talt med Karl i infarmariet.
Vejr: Irrelevant, men udenfor stormer det diskret, men det er dog ikke begyndt at regne, endnu. Aftenen er ved at sænke sig over landet.
Omgivelser: Angelie og (måske Zane?) indtil videre, og nogle andre sortelvere der går forbi hist og her, vagter blandt andet.

Zane var gået ud af sygeafdelingen med ordene, at Angelie skulle lære.. En hel masse, hvilket hun virkelig også skulle. Faktisk kendte hun intet til deres skikke, historie eller tro.. Udover hvad hun lige havde opfanget hist og her fra Zane, når han havde snakket med andre.
Angelie trådte langsomt ned af en spinkel vindeltrappe, som førte hende til kælderregionen. Stenene føltes behafeligt kolde mod hende fødder, og et lille smil kom langsomt over hendes læber, imens hun tog det sidste trin i et hop. Hun ville have muligheden for at høre om damen, som han havde omtalt tidligere.. Og høre alt det hun havde lyst til nu! Det var ikke en chance hun ville lade gå forbi sig.
Hun havde fået guidelines om hvordan hun kom til det lille bibliotek, fra en af vagterne på vejen, og efter hun havde nået bunden af trappen, bevægede hun sig hastigt frem, og drejede skarpt til venstre, ned af den anden gang hun passerede.. Tredje dør på højre hånd.. Det var den.. En egetræsdør, der smilede til hende, som hun lod fingrene sno sig omkring håndtaget, for derefter, forsigtigt at puffe den op, uden at vide om der ville være nogle derinde allerede, eller om Zane først ville dukke op senere.
Under alle omstændigheder ville hun ikke opdage det. For hendes blik ville blive mødt af et rundt bord i midten af lokalet, og langs væggene, stod der hylder, reoler og arkiver helt op til loftet, indeholdende al den viden om sortelverne, som ikke alle burde have kendskab til, udover racen selv.
Et dæmpet fløjt ville komme fra hendes læber, inden Angelie selv ville træde ind i lokalet, drejede til højre, og kigge op ad reolen, som ville stå lige ved siden af døren. Hun ville ikke opdage det, hvis Zane befandt sig i lokalet, medmindre han selvfølgelig havde stået lige foran næsen på hende.
De blå øjne ville kruse over bøgernes titler, indtil hun landede ved en stor bog, hvor titlen var helt forsvundet.. Om det var meningen eller slid, vidste hun ikke, men Angelie ville trække bogen ud, forsigtigt, fra sin plads, for derefter at lade blikket glide over dens forside.

"Den bog der, vil du ikke bryde dig om..." lød Zanes stemme, og han trådte ud fra skyggerne mellem to reoler.
"Den handler om en meget gammel konflikt mellem Elvere og Sortelvere... historien er utroligt blodig, og du vil få en opfattelse af, hvordan Sortelvernes gamle klaner var. Hvordan D'tarion klanen var før jeg blev Valshar. Og tro mig... du vil ikke kunne lide det." sagde han mens han kiggede på Angelie med sine kolde, lilla øjne.

"Hvad du bør lære om i stedet, er hvordan D'tarion skal styres fremover. Du skal lære om vore skikke, vore ritualer... og om Lloth, the Spider Queen." sagde han og satte en gammel bog på plads, som han havde stået og skimmet i skyggerne, da Angelie kom ind på biblioteket.

"For at være en ægte Valsharess, er der visse ting indenfor disse kategorier, som du skal kende til." tilføjede han.

"Lloth er en vigtig del af det at være Drow... eller Valsharess i dit tilfælde. Lloth er kendt som the Spider Queen... og dette er fordi Drow på nogle områder kan minde om edderkopper. I gamle dage, og nye, brugte vi gift, snigende angreb, skygger og tricks til at vinde vores kampe, interne såvel som eksterne. I Har'oloth er mange Drow byer formet som et spindelvæv, med broer der går fra platform til platform. På hver af disse platforme, er så en del af byen..." sagde han og lagde armene over kors.

"Lloth er... moderen til alle Drow. Hun var den allerførste af os, og hun vil nok altid være den stærkeste, nu da hun er en gud... en væsentlig ting omkring Lloth er, at hun for det første favoriserer kvinder... og hun hader alle andre racer end Drow - især almindelige Elvere."
Han så på hende med et nærmest ulæseligt blik, men et lille smil var alligevel at spore på hans læber.

"Og glem ikke at hun også står for Kaotisk ondskab", Karl kom ud af skyggerne i den anden ende af rummet, han havde i en fart skiftet tøj og han bar nu en drow magikers klæder, han havde brugt magi, til at transportere sig den korte afstand fra infirmeriets sygeafdeling og ned i kælderen. Et smil der lyste hele rummet op, kom fra ham og Karl virkede irriterende glad, det var tydeligt han var i sit rette element når der skulle snakkes om guder eller på anden måde 'overnaturlige' væsner af en så stærk karakter at de var de færreste der kunne fatte deres herlighed. Karl knipsede med den ene hånd, samtidig med at han satte sig ned og de magiske fakler der var på væggene, gik fra at være brusende orange som alle andre flammer, til en blå og kuldegysende død farve.

Karl kiggede lidt på den bog Angelie holdt og smilede til hende, "Min herre Valshar... Hvorfor må hun ikke vide om vores fortid på den måde? Jeg var der, jeg kender til de forhold, der udløste at vi reagerede som vi gjorde. Megen viden vil du kunne få ud af den bog, ikke bare om Drow, men om din egen race min Valsharess". Karl trommede let med fingrende i bordet og smilede fortsat, som om alt verdens ondskab ikke eksisterede og med en overbærende tone rettede han blikket mod Zane, "For at blive klogere på fremtiden, må man kende sin fortid, min Valshar...".

Karls fremtoning var aldeles rolig og det virkede nærmest som om han følte sig helt hjemmelig i det lille private bibliotek. Han lavede en lille bevægelse med den ene hånd og en bog kom farende ud fra hylden bag ham og hamrede ned i bordet, hvor den selv slog op på den rigtige side, hvor et stort billede af Lolth var på. "Dette er Lolth, vores helligste moder og beskytter af Drow", diskret vendte han boden mod Angelie, mens han fortsat smilede.

* http://browse.deviantart.com/?qh=§ion=&q=lolth#/d2gn3w1

"Jamen hvordan kan jeg.." Det var alt hun nåede at protestere, før Karl trådte ud fra skyggerne med nogenlunde den samme begrundelse, som hun selv havde i tankerne, og det fik hende til at klappe læberne sammen i en utalt protest om at være enig med ham.
Ubevidst lod hun hånden kærtegne bogens omslag, uden rigtig at ønske at stille den tilbage. Hun ville gerne lære om sin races fortid, det var jo ikke noget hun havde læst om før.. eller undersøgt, men hun var ikke desto mindre en af slagsen, selvom hun delte sind.. og.. tendenser med en dæmonisk kvinde.
Det var også derfor hun valgte at holde på bogen, selvom hun egentlig ikke ønskede at vise, at hun til en hvis grad var enig med Karl. "Jeg.. Vil nok læse lidt i den.. alligevel.. Bare for at få et overblik" mumlede hun diskret til Zane, og vendte derpå blikket mod den bog, som Karl fik tvunget frem fra en reol, og smækket på bordet..
Billedet af damen i bogen, fik Angelie til at rynke irriteret på næsen. Hun var jo en halv edderkop, og mindede .. i hendes øjne.. på ingen måde om en elverlignende person. Egentlig tiltalte det ikke Angelie at skulle tilbede nogen form for guder.. Hun var ikke et troende væsen, og havde aldrig været det, så det var ikke noget hun havde tænkt sig at begynde på.. Men af respekt for hendes hersker, ville hun sætte sig ind i det, for at kunne tale om det til andre.

Et suk kom over hendes læber, efter Angelie trak en stol ud fra bordet, og placerede sig tungt på den, stadig med bogen i favnen. Benene trak hun ind til sig, så fodballerne hvilede på stolens sæde, hvor hun sad, og tvang hende i en sammenpresset stilling.
Hun vendte blikket mod Zane og nikkede. "Jeg er klar når du er" sagde hun, og lagde først nu bogen fra sig på bordet, imens hun ville vente på hvad hun skulle lære til at starte med. Faktisk var hendes kalender ved at være ret fyldt efterhånden. Hun skulle også lære sin medfødte elverevne at kende, dagen efter, hos Abbadons healer.. Og træningen ej at forglemme..
"Lad os gå lige til det.. Hvordan skal det styres?"

Zane lod Karl tale ud, og vise billedet af Lloth.
Så nikkede han og tog over:
"Lloth ser sådan ud, men ikke altid. Hun har også en almindelig Sortelverform... hun er jo en gud."

Han gik lidt frem og tilbage mens han hurtigt studerede ryggene på de mange bøger som stod på reolerne.

"Hmm.. det næste jeg vil sige, er nok en lektion til jer begge to." sagde han og ignorerede Angelies ivrige spørgsmål om hvordan Di Morga skulle styres... eller... det her var jo faktisk også væsentlig en del af hvordan landet skulle styres...
"For det første, så er ingen i D'tarion klanen længere tvunget til at tilbede Lloth. Alle i klanen skal udvise respekt for guden... men ingen bliver tvunget til at tilbede hende imod deres vilje. Derudover så tvinger vi heller ikke Di Morgas befolkning til at tilbede the Spider Queen, men de skal respektere hende... Hvad mere er, så er D'tarion klanen ikke længere tilhængere af 'kaotisk ondskab'. Orden og fred er mit mål med Di Morga, og Har'oloth's barbariske politik passer ikke ind heroppe - og det er til det bedre. Vi Sortelvere bør alle være hævede over vor gamle ondskab... vi, D'tarion, er kommet videre i vores udvikling, og det er mit håb at de mindre klaner vil følge vores eksempel."
Mens han talte, kiggede han skiftevis på Angelie og Karl.
Han forventede ikke at Karl ville tage dette til sig på en god måde... men det var nu engang sådan, det hele var.

"D'tarion klanen er åben for alle, der viser sig værdige til at blive optaget, hvad enten de er mennesker, elvere, sortelvere, dæmoner eller andet. Vi går ikke længere ind for slaveri, og slavehandlere som bliver fanget inden for landets grænser vil blive straffet meget hårdt. Det er tilladt at tilbede en hvilken som helst gud, så længe Lloth respekteres. Mord og voldtægt af en hvilken som helst natur er ulovligt, og vil blive straffet hårdt. Valsharen er den højeste autoritet, indtil han og Valsharessen er blevet forenet, hvorefter hun vil have samme autoritet som ham. Alt i alt er målet sikkerhed og retfærdighed for befolkningen af Di Morga, og alt sammen under min kommando."

Zane tav, lagde armene over kors, og kiggede fra den ene til den anden for at se deres reaktioner.

Karl smilede til Angelie, det var en mindre sejr for ham at han hun var med til at underminere Zane. Karl var siden han vågnede fra sin koma for mindre end en time siden, blevet skræmt over hvordan Zane virkede og befalede over andre Drow, han havde mistet vejen, mistet deres fortid og uden fortid var de intet andet end mennesker, simple dyr, der ikke tænkte, men handlede udfra basale instinkter. Han grammedes når han tænkte over dette, mørket i underdark, skulle ikke oplyses af andre racers sind, det var forbeholdt Drow og i særdeleshed disses kvinder. Karl havde selv været i den hellige moders tempel i det endelige mørke, han var blevet set af spider queen og fundet værdig til at se på hende med sine øjne intakt, selv efter mødet, mennesker og andre væsner ville aldrig fatte dette, end ikke hvis de forsøgte hele deres og den næste generations liv.

Karl måbede et øjeblik, hans øjne var vidt opspærrede og vrede var tydelig at sporer. Han kogte, han kunne mærke hvordan al selvkontrol han kunne samle var krævet for at han ikke sprang henover bordet og forsøgt at kvæle Zane til døde, ingen INGEN! nedgraderede Spider Queen til at være noget man selv valgte om man troede på, hun var deres moder, den der vågede over dem og han hensatte hende til at være noget fra en historiebog? Men Karls trængsler var ikke forbi, det næste Zane sagde fik ham til at rejse sig fra sin stol og forlade rummet i total tavshed. Karl stod derude lidt, inden han samlede hænderne og to blå flammer kom til syne om dem som en aura af bølgende energi.

Karl stod hjælpeløst på gangen, han følte sig som et fortidslevn, et spejlbillede indtil en fjern fortid, hvor tingene havde været på en så anderledes måde at nutidige generationer ikke ville kunne forstå det. I sin desperation, fællede han næsten en tårer men vrede var bygget så meget op at han næsten ikke kunne kontrollere sig selv, han var nød til at få afløb for sin vrede på en eller anden måde. Karls samlede hænder blussede kraftigere op og han vendte begge håndflader mod muren på den anden side af gangen, med et brøl fløj tykke flammer mod muren og de tykke blå flammer plaskede op og ristede det hele, så kun en sort plet var ladt tilbage, hvor smukt murværk havde været før.

I samme stilhed som han var gået ud, kom Karl igen ind i rummet igen og satte sig på sin plads, han foldede hænderne på bordet, men de var sorte fordi han havde brændt med så stor intensitet at han ikke havde kunne beskytte sine fingre mod flammerne. Mens en lille røg steg fra hans hænder skulede Karl ondt til Zane, "Den måde du snakker på, ville blive kaldt for blasfemi af nogen..." han undlod bevidst at sige mere i den sag, men det var helt tydeligt at Karl var blandt dem der ville sige at Zane udtrykte blasfemi. Karl drejede hoved mod Angelie efter nogen intense øjeblikke, "En valsharess opgave er først og fremmest mod hendes egne, at holde opsyn og sikre sig at de enkelte klanmedlemmer holder sig på dydens smalle stig, at sørge for at vores love bliver håndhævet og at vores kultur og historie ikke bliver glemt", Da han sagde det sidste skulede han igen til Zane, "Samt vores religion og Evige gæld til Lolth".

Et dybt suk genlød fra Angelies læber, som det trillede ud, da hun mærkede hvordan historielektionen startede. Hun var ret så sikker på, at dette ville blive en lang og modbydelig aften for hende. Ikke at hun ikke ønskede at lære historien at kende, men hun mente selv at aftenerne kunne bruges langt mere fornuftigt.. som at træne sine evner.
Ordene flød imod hendes ører, ramte hukommelsen i hendes hoved, og placerede sig selv på en hylde, så hun ville kunne huske dem.. altid, og vejlede og råde andre.
Hendes finger kørte fraværende rundt i en deform cirkel på bordet, så hun kunne mærke egetræet igennem den bløde hud på pegefingeren, og et diskret, fraværende blik kom over hende, som hun lod sig synke hen i tanker, præcis som man havde gjort i skolen, når man egentlig ikke havde lyst til at sidde der, men hellere ville lave noget langt sjovere.

Det var Karls tydelige stivhed, der fangede hendes opmærksomhed. Hun kunne næsten mærke i luften, hvordan stemningen fra ham frøs, og gjorde hans nærhed kold og kynisk.. Eller i hvert fald kold.
De blå øjne spærredes op, og vendtes mod de to personer, lige tids nok til at se Karl gå ud af lokalet, og lukke døren bag sig. Et øjenbryn gled halvt i vejret, mens et lumsk smil trådte frem i hendes mundvige. Dette var sådan hun gerne ville lære om historien.. Når drama var involveret.
Hun rankede automatisk ryggen, inden hun kiggede mod Zane. "Jeg tror noget.. stikker ham" hviskede hun i et næsten muntert tonefald, så Karl ikke ville kunne høre det uden for døren. Det var tydeligt, at dette var noget, som morede Angelie utrolig meget.. Måske ville Karl faktisk dumme sig nok til at blive smidt på porten.. Man kunne vel altid håbe..

Hendes forhåbning blev dog hurtigt banket under jorden, da Karl kom tilbage igennem den selv samme dør, alt for afslappet og kontrolleret til at kunne begå en fejl. Et barnligt fnys kom fra hende, imens Angelie lagde armene over kors, som et utaknemligt barn, og vendte blikket tilbage mod den opslågede bog på bordet foran hende. Hun bladres ufrivilligt i siderne, uden rigtig at se på dem, imens hun hørte Karl tale til Zane..
Hentydningen opfattede hun lige så tydeligt, som Zane garanteret også ville, og et vredt blik vendte sig hastigt mod Karl. "Blasfemi fandt sted i det syttende århundrede.. Og hvis du ikke har bemærket det, så lever vi i en moderne verden.. Gå ned af gaden, og du vil ikke kunne finde ti mennesker, der tror på guder eller andre højtidelige væsner eksisterer.. Sådan er verden nu om dage" mumlede hun, kun lige højt nok til at det ville kunne blive hørt af dem begge. Hun kunne næsten høre forsvaret runge.. 'Men vi er ikke mennesker, men væsner' men hvad.. Hun var egentlig ligeglad.. Der var sikkert heller ikke ti væsner i Di Morga, som lagde sig på knæ hver dag og tilbad en gud.. Bare se på landet.. Hvordan ville guder tillade det? Landet havde været kaos lige så længe hun næsten kunne huske.. Det virkede mere som en privat legeplads for underholdning i hendes øjne.
Endnu et fnys, næsten utydeligt, kom fra Angelie, da ordene 'evige gæld' blev nævnt.. Hun stod i hvert fald ikke i gæld til nogen.. det var hende selv der havde bragt hende til hvor hun stod nu, ikke en forudset profeti, eller marionetsnore, der blev styret af en gudlignende mand eller dame. Hun kunne kun takke sig selv for det.
"kunne vi måske komme videre?"

Zane rystede kort på hovedet da Karl forlod lokalet. Angelies kommentar tjente hende et hårdt blik fra ham. Nok var Karl gammeldags... men han var stadig en Drow, og han skulle have en chance... hvis muligt...

Da Karl kom ind igen, lyttede Zane stille til hans ord, og så ham så iskoldt i øjnene.
"Lloth har min respekt, men kun fordi hun er en gudinde, og har mere magt end jeg selv har. Ikke fordi hun har skænket os andet end forbandelser, undertrykkelse og ondskab, for det er alt hvad hun har givet os. Kan du måske nævne en ting som Lloth har givet os, som faktisk er noget godt? Nej vel? Driders, vor races indædte, bestialske had til alle overfladevæsener, vores had til lys og til solen - alt sammen et resultat af vor gudindes had til Iaosia, Naturens Gudinde. Nej Karl... vi står ikke længere i gæld til Lloth. Hvis vi engang har gjort det, så er den gæld for længst betalt. Inge vil blive tvunget til at tilbede hende... men som sagt skal hun respekteres."
Hans tone var en anelse hård, som ville han sige at det slet ikke var til diskussion.

Så kiggede han på Angelie.
"Lad os fortsætte lektionen fra dette... sidespring." sagde han og lagde en bog foran hende. Små runer af forskellig form og størrelse prydede dens sorte læderomslag, og på midten af omslaget var der en lilla drage.
"Det her er D'tarion klanens eget leksikon af magi. Her står alt lige fra Sortelvermagi til visse former for englemagi. Der står også de forskellige typer magis historie, hvilket i visse tilfælde kan være meget interessant." sagde han med et halvt smil.

Karl var rasende, han havde aldrig oplevet noget lignende og han ønskede sig på det nærmeste tilbage til stadiet hvor han ikke kunne føle noget som helst, bare for at slippe for den afmagt og totale følelse af at være til overs. Til trods for at være så vred at han kunne riste begge hans ledere, hold Karl hoved koldt for der var andre måder og steder hvor der skulle vindes magtkampe og nu var hverken tiden eller stedet at gøre det, han var bare nød til at redde hvad han kunne selvom da allerede nu var tydeligt at han stod i dårligt lys hos begge hans herskere.
Karls blik fortrak sig fra Zane's så det tydeligt udstrålede at han godt vidste han var de to andre til stede underdagnige, hvor meget han så end var uenige med dem, men han kunne ikke kompromitere hans chance for at få magt internt i D'tarion klanen, bare den mindste smugle, der ville få nogen til at lytte til ham kunne gøre den helt store forskel.

Mumlende kom Karl med en undskyldning der hverken lød eller føltes speciel inderlig, "jeg undskylder min Valsharess, min alder gør mig blind for den fremtid jeg befinder mig i, og til dem min Valshar...", Karl holdt en kort pause, hvor han kiggede op på Zanes øjne, med et blik der fortalte at han var alt andet end tilfreds med hans nuværende situation, men affandt sig med det der blev sagt, "Jeg undskylder for at betvivle deres visdom, jeg kender min plads og det er ikke min at stille mig kritisk overfor viden". Karl nikkede mod begge og lod sine hænder folde igen, lugten af brændt kød kom stadig svagt fra dem, men han tænkte ikke engang over smerten, der var langt vigtigere ting han havde brug for at tænke over og der var bare ikke plads til smerte.

Men et lille smil kom dog til sidst frem på karls læber, da D'tarion klanens magiske leksikon kom på bordet, det var længe siden han sidst havde set det gamle mesterværk, den var formodentlig det eneste fra hans tid der havde overlevet mere eller mindre uændret... Bortset fra at bogen var blevet gentrykket og at omslaget var anderledes, men fra den smugle af papiret han kunne se, var det stadig de gode gamle besværgelser og magiske kræfter som lå gemt i den, han havde enda selv fået lov at skrive en enkelt side om smertemagi som han var meget stolt af, at den så var næsten udelukkende brugbar som torturmiddel var noget andet. Karl kom med et lille host og skulle til at sige noget, men han bed sin tunge, det var ikke godt at han bragte sig selv meget mere på banen, det kunne ende med at brænde hamselv noget så grufuldt.

Zanes hårde blik, som blev rettet imod hende, fik Angelie til intet mere end at trække lettere uskyldigt på skuldrene, imens smilet fortsat var på hendes læber.
Hendes opmærksomhed vendtes væk fra de to mænd, og tilbage til bogen hun fraværende havde bladret i. Hun genoptog sin bladren i bogen, og lagde hagen mod sit knæ, imens hun bare.. ventede..
Det var det højlydte bump, af en anden bog, som landede oven på den hun var igang med at bladre i, som fik Angelie til at rette sig op med et næsten overrasket sæt. Et kort blik blev sendt i Zanes retning, som for at fortælle at han ikke kunne være bekendt at kaste bøger ned foran hende på den måde, inden bogen, med de mærkelige symboler fik hendes opmærksomhed.
Hun lod hovedet glide en anelse på skrå, inden hun slog op på en tilfældig side midt i bogen.. Det var som hun næsten havde forventet.. Sortelvisk.. Hun talte sproget, som et barn med grammatiske fejl over det hele, men læse det var en udfordring for hende.. Det var ikke sådan hun havde lært det.. Hun havde lært det igennem tegnesprog med andre sortelvere, og lyttet sig frem til resten..
Titlen skabte hende allerede problemer, som hun prøvede at forme de underligt udseende ord med læberne, imens øjenbrynene klemte sig sammen i et irriteret rynk. 'Dalzhind - L'ssussun dro'xunus' stod der.. "ly.. lysere.. lyst.. liv.. leve.. Lever over lyst" En rynken på næsen fortalte hende, at det bestemt ikke gav mening, og garanteret var forkert, inden hun sendte Zane et halvt spørgende blik, for at få en oversættelse.. Det var trods alt ikke meningen at dette skulle være en læselektion.

ligegyldigt hvad ville hendes blik vende tilbage til den første sætning i bogen, som ville kunne berette hende om hvad denne historie ville omhandle, hvis hun ville være i stand til at læse det.. 'L'ka'lum ragar l'sel meun d'tupora vel'drav l'quar'valshar Lloth yiksse ulu ori'gato natha nesst doera l'ventash'ma d'ol. Lu'oh nindol nesst x'khat khurzon zhah naut rivvine izwin whol l'lodias'
...

"Zane.. Du mener forhåbentlig ikke at jeg skal læse.. hele den bog, vel?" spurgte hun langsomt, og kunne se hvordan hendes fremtidige aftener ville blive brugt, resten af hendes liv, hvis hun skulle lære at læse et helt sprog, for at forstå dette.. Hun kunne jo knap nok forstå sproget i taleform, og det tog ofte længere tid for hende, at få vendt og drejet ordene, så de gav mening, men hun formåede det.. Men at læse det..
"Eller måske du havde en.. engelsk udgave?" Hun håbede lidt på det, hvilket bestemt ville gøre det nemmere for hende.