Forandring fryder

Tid: Lidt over 12 p.m.
Sted: Havnen, dumbass
Vejr: Det sner en smule og er godt under frysepunktet
Omgivelser: Diverse havnearbejdere, fugle, døde fisk og hvad der nu ellers høre til i en travl havn.

Caspian stod ved en af bænkene, nede ved havnen. Tankerne kørte rundt i en uendelighed i hans hoved. Det havde de gjort siden for et par dage siden, hvor han var gået fra Vanilla. De havde mistet gnisten, begge to.
Alligevel havde det været et svært brud. Han var jo næsten flyttet ind hos hende ude i skoven og Ariel havde ikke villet væk derfra. Men kunne man bebrejde hende? Som hund var det jo luksus at kunne rende rundt som man ville, i stedet for at være spærret inde i den store lejlighed i Terre.
Men lige nu opholdt han sig på et hotel. Milo havde jo fået tilbudt lejligheden og det var ikke sikkert at han benyttede sig af tilbuddet, men Caspian kunne ikke risikere at støde på ham lige nu.

Et svagt suk lød fra hans læber og han mærkede et koldt fnug lande på sin næsetip. Han strøg det forsigtigt væk og vendte hovedet mod himlen. Det var begyndt at sne. Til trods for at de var godt inde i december var det først nu at det ville begynde at sne for alvor. Eller det var ihvertfald hvad han havde hørt metrologerne sige.
De sidste par dage havde han blot siddet på hotelværelset dag og nat, uden at kunne sove. Tankerne brød hans søvn og nægtede at lade ham få fred.
De kredsede primært om Milo og hvordan han kunne lide drenge, det virkede så bizart!
Caspian troede jo at han kendte sig selv, især efter alle de år. Men åbenbart ikke.

Han kørte frustreret en hånd gennem sit brune hår og lod hovedet vende mod jorden. De sorte Rayban solbriller sad på deres plads, på hans næseryg, hvor de skjulte de hvide øjne. I dag virkede det dog ikke bemærkelsesværdigt, eftersom solen kunne være skarp og skære i øjnene, hvis sneen reflekterede den ordenligt.
Han var klædt i et par slidte læderstøvler, stramme blå jeans og en sort jakke. Om halsen var der viklet et mønstret halstørklæde, men hans hænder var bare. Man burde ellers tro at enhver ville bære handsker i dette vejr.

Det var en af de første gange hvor denne engel nu endte med at gå en lang tur i stedet for at være oppe i luften og nyde udsigten der oppe fra. Hvis folk så ham på gå ben når han skulle til et andet sted, var det sjældent at man så ham komme med raske skridt, vejret forhindrede ham nemlig en smule i at flyve, da han ikke var så meget for sne. Han mærkede nogle sne fnug ramme hans hud, mens at han begav sig frem af hen mod havnen, et sted som han end endnu ikke havde udforsket. Nysgerrigheden havde opsøgt ham nu når det så ud som om at der var liv.
Efter at Markus havde flyttet til byen, havde han haft travlt de sidste par dage, specielt på hans fabrik hvor han selv var chef. Han skulle få det hele til at køre og nu få solgt de malerier som han havde fået malet med tiden. Han var en kunstner som havde fået succes, mens at flytningen havde stået på dukkede der en masse udstillinger frem som havde taget næsten al energi fra Markus.

Han trængte til en pause, og det var en af grundene til at han havde taget beslutningen om at besøge havnen, som ellers så så fredelig ud. Måske lige et sted for engel som ham. Udover det kolde vejr, lod han det ikke gå på sig, som sne fnug faldt ned på hans hår så det blev hvidt. Det sad altid som det gjorde, oppe i en sidecut lignende hanekam der ikke var for overdrevet, så det ikke skræmte folk væk. Fra Markus side var det en moderne hanekam!
Angående tøjet, havde han en hvid top inden under, uden ærmer. Hvor han udover havde en sort og grå ternet skjorte på. Selvom sneen gjorde det koldt at bevæge sig udenfor havde han ikke direkte overtøj på så han kunne holde varmen. Han var lidt ligeglad om han blev syg eller ej. Ellers havde han blot sorte stramme jeans på med et bælte som holdte dem oppe. Hvis det stod til Markus ville han gå i bare fødder, men denne gang havde han taget sko på, nogle flade lignende converse sko i samme farve som hans bukser.
Da han nåede ned til havnen lod han sige øjne glide rundt en omgang for at betragte de nye omgivelser, han var lidt i tvivl om hvor han skulle gå hen, måske skulle han bare finde en bænk eller et sted hvor han kunne sidde for sig selv? Han trak sig svagt på skulderne mens at han overvejede mulighederne.
End til at han fik øje på en skikkelse stå henne ved en bænk?! Godt nok så kunne Markus da få lidt selskab, da han allerede havde taget en beslutning og begyndte at gå hen i retningen mod skikkelsen, som vidste sig at være en mand, af samme køn. Han smilede lidt imens og stoppede så op da han stod henne ved ham. ”Må jeg spørge hvorfor du bare står der?..” et simpel spørgsmål der lige gled ud fra hans læber, mens at han lige så stille betragtede manden og han overvejede selv om han skulle sætte sig på bænken, hvilket han gjorde.

Caspian fornemmede hvordan der pludselig var et andet væsen til stede. Det var en anden engel. Han havde ellers været beredt. Hans flugtinstinkter triggede nemt og han overlevede gerne ved denne metode.
Som blind blandt så mange stærke væsner var han, for nogle, et let byttedyr. En djævel eller en dæmon kunne snildt have fået ham ned med nakken. Ihvertfald hvis de var hurtige og Caspian var uopmærksom.
Det var en af de værste ting ved at være blind. Han kunne sjældent slappe af, da han måtte koncentrere sig om sine sanser for at beholde bare et nogenlunde overblik over sine omgivelser.
Til trods for at han efterhånden kendte havnen nogenlunde godt, turde han stadig ikke slappe af her. Han slappede knap nok af i sit eget hjem, hvilket gav ham store søvnproblemer. Men her på det sidste havde det hele blot været værre.
Han afskyede at sove på hoteller, han følte sig slet ikke tryg i sine omgivelser og turde knap nok have tv'et tændt.

Men nu var han ude, ude i den friske luft som han nød så meget. Det var skønt at være hernede igen. Til trods for at kulden slørede lugten af det friske hav, kunne Caspians skarpe næse stadig opfange den herlige duft.
Denne duft blev dog igen brudt af englen, som nu var kommet helt hen til ham. Han virkede ikke truende, så han nøjedes med at skæve til ham, for så at se ud over havet igen.
Der gik også et godt stykke tid før end at han fik taget sig sammen til at besvare den andens spørgsmål.
"Jeg tænker..."

Uden at vide om Markus kunne tillade sig det, førte han sin ene hånd hen mod ham for at prikke til ham i siden. "Er det så ikke mere behageligt at sidde ned?" spurgte han stille, med en blid undertone, så hans stemme ikke lød al for hård og alvorlig. Han trak sin hånd til sig igen og lagde sine hænder ned på sine knæ, mens at han så lidt afventende på manden, som stadigvæk stod op og tænkte..

"Medmindre at du finder det bedre at tænke ved at stå op.. så vil jeg ikke forstyrre..", mere kom der ikke ud fra hans fyldige læber, han satte sig bare mere til rette på bænken og lod sine øjne glide rundt en omgang for at betragte omgivelserne. Han sukkede enkelt gang og rettede sit blik op mod manden endnu engang, dog uden at stirre for meget, mens at en kuldegysning steg igennem ham, var han spændt på hvad den herre ville ende med at gøre. Selvom Markus ikke just kendte manden, så kunne det jo godt være at han ville være alene og dermed gå sin vej efter at mulighederne blev gennemtænkt.

Markus vidste så bare ikke hvad han ellers skulle give sig til at lave.. udover at han kunne flyve hjem til sin lejlighed og slappe af.. måske tage en lur eller lignende? Der var en nogle muligheder han kunne vælge.. selvom det ikke var helt det sjove og lige så spændende som at være i selskab med nogen. Han rømmede sig lidt og kiggede så op mod himlen og lukkede sine øjne, og trak vejret roligt.
Han ville ikke ligefrem sove nu og her, men han vidste ikke hvad han ellers kunne lave da han ikke ville presse den anden mand til at snakke. Selvfølgelig kunne han altid rejse sig .. og gå igen.