Lonely time - Klara

Omgivelser – Ikke nogen lige umiddelbart.

Tid – 18:45

Sted – Cimetiére kirkegård.

Vejr – Et tyndt lag sne, og en smule vind.

Dato – 25/12

Alexandrié sad på en stor og gammel gravsten. Det virkede måske en smule uhøfligt at sætte sig på andres grave, men han havde ikke just lyst til at sætte sig på den gamle ødelagte bænk, som oven i købet var fyldt med sne. Et suk passerede hans læber, og forsvandt i den milde vind. Han sad i sine egne tanker, og kiggede ned i den grusede jord. Sneen var smeltet under hans fødder, og var i stedet blevet til et tyndt lag is.
Han kiggede op i himlen, og et snefnug landede på hans næsetip. Han smilede et skævt næsten usynligt smil, og tørrede det våde sne af med hans ene vante. Hans hår var glansfuldt og helt glat i dag. Han vidste ikke rigtig hvordan han havde fået det til at se sådan ud.
Alexandrié kiggede hen mod lågen til kirkegården, da han synes han hørte en lyd derovre. Det var sikkert bare et dyr eller sådan noget. Højst sandsynligt en kat. Det var vidst det eneste dyr som var ude i et vejr som dette.

Hun var netop ankommet til kirkegården, trods hun ikke rigtigt havde lyst til at være der, så havde hun alligevel ladet hendes ben føre sig over til kirkens låge. Hun åbnede lågen stille og så op mod himlen og mærkede hvordan sneen landede i hendes hår, det var faktisk en rar følelse. Et suk kom fra hendes blege læber idet hun hørte lågen smække i bag hende.
Hendes ben førte hende op til to grave hvor der stod to navne på, det var hendes mors og fars grav. Langsomt kunne hun mærke hvordan tårerne pressede på og hun langsomt faldt ned på knæ " Hvorfor?.. Mor og far kom nu tilbage..." lød det fra hende inden hun gemte hendes kønne ansigt i hendes hænder. Hendes sorte leggings blev helt gennemblødt takke været det lille lag sne, men hun var ligeglad, hun havde ikke tænkt sig at rejse sig.

Alexandrié sprang op i chok da låge smækkede i, han kiggede straks over imod lågen. En ung smuk pige var gået ind gennem den, men hun sad og græd? Han blev en smule forvirret, da han ikke havde regnet med det. En pige som brød sammen på en ”næsten” tom kirkegård. Alexandrié gik hen imod denne pige, og satte sig på hug ved siden af hende. ”Er..er du okay?” spurgte han og ruskede sig kort i håret, inden han lagde sin han imod hendes ryg og strøg hende en enkel gang hen over ryggen, som en trøst.
Sneen faldt stadig ned fra himlen, og landede på dem. I deres hår, på deres hud, deres tøj. Han skoddede hans cigaret mod sneen og lod den ligge der. Han ville helst ikke forgifte hende med den ucharmerende røg, som lugtede forfærdeligt af tobak. Men sådan var det vel bare. Alex var blevet afhængig i løbet af de år han havde røget, og havde ødelagt sig selv indeni.

Hun så op i et ryk og så denne fyr ved hendes side " Jeg.. Jeg.." sagde hun og mærkede hans hånd på hendes ryg, hvilket fik hende til at læne sig ind mod ham " Jeg savner dem bare sådan.." sagde hun grædende og mærkede hvordan tårerne trillede ned af hendes kinder. Hun så ned på den smøg han lige havde skoddet og derefter på ham " Du behøvede ikke.." sagde hun og fik frembragt et svagt smil på læben inden hun igen sukkede og lod tårerne trille ned af hendes kinder. Hendes forældre var døde da hun var 5 år gammel og så havde hun boet ved sine bedste forældre lige siden indtil hun flyttede i sin egen lejlighed for nogle måneder siden.

Alexandrié mærkede hvordan han fik varmen, da hun lænede sig ind imod ham. Han lod sin arm ligge omkring hende og strøg hende blidt over armen. ”Hvem? Hvem savner du?” mumlede han stille. Hans kinder var blusset en smule op i et rødt skær, men ikke så synligt. Sneen landede i hendes blonde hår, og fik det til at skinne i himlens skær. Det var smukt på en helt speciel måde. Han tørrede en tåre væk fra hendes kind. Alexandrié forstod ikke helt hvad det var der skete, men han var sikker på at det var noget skidt. Hun havde nok mistet hendes forældre.. ligesom ham.. Nu væltede alle de dårlige minder op i ham. Alle voldtægterne han havde været udsat for, misbrug af sine aller kæreste…

Hun så op på ham og smilte kort " Mine forældre.." sagde hun og bed sig i underlæben og rystede på hovedet " Jeg var fem år gammel" sagde hun og lænede sig igen ind mod ham. Egentlig var dette helt nyt for hende, sådan at være så tæt på en fyr og endda græde foran en. Hun trak sig stille tilbage og tørrede tårerne af i jakkens ærme og så derefter på ham med et forsigtigt smil " Undskyld.. Jeg... " sagde hun og rødmede kort " Det var ikke min mening at..." sagde hun og så ned i jorden. Man kunne uden tvivl se på hende at hun var ufatteligt nervøs, men det var ikke fordi hun var bange for ham, mere fordi hun ikke var vandt til drenge.

Alexandrié smilede skævt til hende og lod hende trække sig væk fra hende. ”kender følelsen.” mumlede han, og trak let på skulderene. Han havde ondt af hende. Medlidenhed. Et smil bredte sig endnu engang. ”kom så hjælper jeg dig op” hviskede han stille, og lagde armene om livet på hende og løftede hende op fra den kolde jord. Da hun stod på egne ben, gav han hende et ”kærligt” klem og slap hende så hun ikke skulle blive bange. Sneen blev bare ved med at falde, og falde. Det begyndte at blive irriterende.. Sneen måtte gerne stoppe nu.
Alex kiggede på hende, og åbnede så munden for at sige noget, ” Skal jeg følge dig et sted hen?”