Igen - Pércy

Omgivelser – Nogle enkle hjemløse alkoholikere.

Sted –Allées Gyderne.

Tid –23:45

Vejr –Køligt.

Dato –9/1


Alexandrié havde fået en smule for meget at drikke denne dag. Han gik alene i gyderne med en halvtom vodka flaske. Et trist syn. Det var sorgen som havde fået ham til at drikke igen. En smøg og en vodka flaske i hånden, så glemte man hurtigt sig selv. Han satte sig ned op af en gyde mur. Et suk lod han passere inden han lukkede øjnene. Indenfor så længe var Alexandrie faldet i søvn op af muren. Vodka flasken var faldet til jorden, og den gennemsigtige væske løb ud gennem den. Han brændende cigaret havde han stadig mellem han to fingre. Alexandrie havde haft et physisk sammenbrud samme dag, da han blev mindet om død, vold, og misbrug. Tårene væltede ned af hans kinder, selvom Alex sov.

Pércy kom gående gennem gaderne, i det han endte i gyderne. Han var næsten lige kommet til byen, det var kun nogle dage siden at han var kommet. Han fik færten af en som havde drukket lige vodka.. Han smilte let, det kunne let blive hans natmad. Dog behøvede han ikke blod lige nu, men han havde lysten til blod. Han drak måske lidt for meget blod? Han stoppede kort op og tænkte lidt på det, før han forsatte hen til drengen. Han stillede sig foran drengen med et smil på læberne, så han ikke lidt bekendt ud? Narj... Han tog let fat i drengens skulder, da han var sikkert på at drengen ikke ville vågne.

Alexandrié slog øjnene op da der var en som tog fat i hans skulder. Han greb fat i den tomme vodka flaske og hamrede den imod denne mands hoved. Vodka flasken blev smadret, og der fløj glas stykker fløjrundt i luften. Det så ud til det gjorde mere skade på ham selv end på denne mand. Hans hænder var fyldt med blod begrund af skårene. Han krøb sammen og stønnede smertefuldt. ”Ikke voldtag mig! Jeg beder dig!” hviskede han panisk, og skræmt. Tårene begyndte at trille ned af hans kinder. Han var bange. ”Ikke gør mig fortræd” hviskede han og prøvede at slippe væk fra denne person jerngreb.

Pércy mærkede flasken der blev smadret i hans hoved, han kunne godt mærke det.. Men det gjorde jo ikke ondt eller noget, da det ikke skar igennem noget af hans hud. "Du kan bare vente dig!" snerrede han koldt af drengen. Han stirrede ind i hans grønne øjnene, han genkendte hurtigt ham.
Pércy slap hurtigt taget i ham, og gik nogle skridt tilbage. Han stirrede bare på Alex der lå på jorden, og sagde noget med at han ikke måtte voldtag ham? Pércy undrede sig kort over det, før han satte sig ned på hug foran ham. "Alexandrié?" Percys stemme var usikker og lettere bange. Det var cirka 6 år siden at han havde set sin bror.

Da den fremmede sagde hans navn spærrede han øjnene op. ”ja..hvor kender du mig fra” Hviskede han. Tårerne trillede ned af kinderne, selvom han prøvede at skjule det mest muligt. Et suk passerede hans læber og han faldt sammen ned af muren. Det kunne ikke være Pércy, nej det kunne det bare ikke være! ”det ikke ham..det ikke ham” hviskede han for sig selv, da han ville skuffe sig selv mindst muligt. Han knugede sin hånd imod den anden. Han ville ikke dø nu. Han troede han skulle dø, men det skulle han jo ikke.. Forhåbentligt.

Pércy smilte halvt, da Alex ikke kunne genkende ham. Han burdet bare ha holdte sin mund. Han sukkede stille og blikkede let med øjnene, før han lod dem glide ned over hans bror. Han kunne lidt huske den aften han havde forladt Alex, det havde aldrig været hans mening. Men han havde være nød til det... Han var blevet vampyr den nat eller de dage, som han havde været væk. Han kunne aldrig fortælle Alex hvad der rigtig skete. Han kunne altid lade som om at dette ikke sket? Men da han kigge på sin bror, vidste han at han ikke var i stand til bare gå igen.. Han sukkede tungt og rykkede tættere på Alex. "Rolig Alx.. Det er mig Pércy.." sagde han stille med en rolig undertone. Han rakte let ud efter Alex.

Da Alexandrié hørte at han sagde det var Pércy fyldes han med lykke. Han hoppede på Pércy i et kram. Han vidste ikke helt hvordan han kom op at stå så hurtigt. Pércys varme krop blev trykket ind imod Alexandriés krop. ”jeg har savnet dig” hviskede han ind imod hans øre. Det føltes som at være i himlen, i hans tilfælde. Hans højeste ønske var blevet opfyldt. At finde hans bedsteven, bror og beskytter. Han følte sig tryg selvom han havde den sygeste hovedpine, og hans hænder blødte som en sindssyg. ”jeg elsker dig” hviskede han næsten lydløst.

Pércy blev lettere chokket over Alexandriés kram. Men han lagde let armene omkring ham i et kram, før han satte sig ned. Han trak Alex hen og sidde ved ham. Han havde stadig armene omkring ham, han nægtede at slippe sin bror. "Jeg har også savnet dig.." hviskede han stille og gav Alex et let klem. Pércy lagde med ét mærke til alt blodet, han stivede kort ved lugten af det. Han havde slet ikke opdaget det før nu, på grund af sin glæde ved at se Alex igen. Han hev hurtigt kanten af sin trøje af. "Kom her.." Han hentydet til Alex skulle gav ham sine hænder. Det her kunne kun gå for langsomt.
Pércy kunne ikke lade være med at smile kærlig til Alex, da han sagde de ord. "Aww, jeg elsker også dig Alexandrié," hviskede han blidt i hans øre-

Alexandrié rakte ham hans hænder, det så ikke for godt ud. Da de så var blevet bundet ind i stof kiggede han op på Pércy han smilede blidt og gabte så. Han var enlig en lille smule træt nu hvor han tænkte over det. ”tag med mig hjem! Nu..” hviskede han bedende. Det kunne være så rart at have sin bror til at passe på ham mens han sov. Han gabte endnu engang og lod sig trykke ind til ham. ”hvorfor er du så kold” mumlede han og nussede sig ind imod hans bryst. Et lettende suk forlod ham, inden han stillede sit næste spørgsmål. ”hvor har du været?”

Pércy bandet hurtigt Alexs hænder ind, så det holdte blodet inde i hans krop. Han måtte finde noget rigtig at binde Alex med, men han vidste ikke helt hvor han skulle tag Alex hen.. Måske et sygehus? Narj, det var måske lige i overkanten. Han lyttede til Alex og smilte lidt. "God idé, vi kan ikke blive her ude mere," sagde Pércy stille med en rolig undertone. Han var dog ikke helt rolig ved tanken om blodet på hans brors hænder, men det skulle gå. "Jeg har været ude i noget tid dumpap," mumlede ham smilende og rejste sig op. Han rakte atter hånden hen til Alex, så de kunne tag 'hjem'. "Du stiller for mange spørgsmål lige nu.." sagde Pércy med en lettere drillende smil. Han lagde en arm rundt om Alexs liv, så han ikke skulle falde. Alex havde vist stadig noget alkohol i blodet.