Opgøret - Novelle

Novelle

Opgøret

Han havde kun lige nået at løfte øjenbrynet, da den fine, runde blækklat ramte ned og farvede det gullige papir. Det var kun lige oppe i hjørnet, så så meget skade gjorde den ikke alligevel. Roligt skrev han videre. Koncentreret, og uden bekymring.
Rummet han sad i var mørkt, og kun ét enkelt stearinlys havde fået det store ansvar at lyse så meget op, så manden kunne se hvad han skrev. Diverse vaser stod rundt omkring og gjorde deres arbejde, ved at give rummet en finere udstråling, og selvom det noget så farverige tapet gav ham en kvalmende fornemmelse, havde han stadig ikke sagt hende imod, da hun havde tvunget håndværker-drengene inde ved siden af til at komme og sætte det op for hende. ”Elegant,” havde hun sagt med et smil på læben, og det glimt i øjet, som han elskede så højt. Det eneste han havde fået lov til at få med ind i rummet var chatollet, som han havde arvet fra sin mor. ”Dig, og dine arvestykker,” havde hun sagt og rystet på hovedet.
Mandens læber blev delt i et smil, sådan som han sad der og så tilbage på de små ting som hun havde sagt. Selvom det kun var småting, havde det alligevel gjort et stort indtryk på ham. Den skøre kvinde. Han lænede sig tilbage i stolen, idet han foldede brevet sammen, og placerede det i en af de mange skuffer. Smilet forsvandt, da det gik op for ham, endnu en gang, at han aldrig mere ville komme til at høre hendes rolige stemme og smarte bemærkninger. Hurtigt satte han hånden for hjertet for, roligt at mærke efter. ”Tomt,” konstaterede han, kun efter kort tid. Det var hans egen skyld. Engang for længe siden havde han lavet an aftale. En god aftale! Eller... det havde han i hvert fald troet.

”Evigt liv, for dit hjerte.” Sådan lød tilbudet, og uden at tænke det rigtigt igennem havde han svaret, med opspærrede øjne og et næsten ulækkert smil på læben; ”Ja!”
Han skulle have tænkt over det, men sådan et tilbud fik man jo ikke to gange. At leve for evigt. Da det hele var overstået, følte han sig så forfærdelig tom, men han tog sig ikke af det. ”Julie!” Havde han råbt gennem det gamle hus, for at få kontakt til sit livs kærlighed. Hun skulle da have det hele at vide! Han havde fundet hende i køkkenet. Hun stod med den store kødkniv i de foldede hænder, som hun holdte strakt ud foran sig. Tårerne havde trillet ned af hendes kinder. Vandfald, havde han kun tænkt. Spidsen af kniven var vendt mod hende selv. ”Jeg hader dig,” havde hun roligt hvisket, før hun, langsomt og pinefuldt, havde tvunget kniven ind i brystet på sig selv. Lige i hjertet. Hendes skrig havde fyldt hele lokalet, men han kunne ikke bevæge sig. Han kunne ikke stoppe hende, han kunne ikke gøre noget som helst. Hun faldt. Forover, så kniven blev presset længere ind i brystet på hende. Knogler, muskler og brusk blev skåret igennem med sådan en knasende lyd. Længe gik der ikke før de lyse, krøllede lokker som skød ud af hendes hovedbund var blevet farvet mørkerøde af alt blodet.

Han kunne ikke huske hvad han havde gjort derefter. Havde han grædt? Skreget? Han var i hvert fald hæs i noget tid efter, og han undlod at tale med nogen. Han kunne ikke engang huske hvad der var blevet af hendes lig. Om hun lå et sted på kirkegården, eller om hun så simpelt lå begravet i baghaven, foldet ind i et tilfældigt tæppe, som han havde taget inde fra stuen af.
Han kunne ikke leve videre på den måde. Han vidste endnu ikke hvor mange år der nu var gået siden den dag det hele gik galt, men nu skulle det være slut.
Han rejste sig fra stolen og trådte ud på trægulvet, som knirkede under ham. ”Jeg fortryder,” lød hans stemme, højt og tydeligt. ”Jeg fortryder!” Lød den igen. Der var stille i et kort sekund, og så begyndte det hele at ryste. Gulvet og vægge begyndte at slå revner, og manden måtte hive fat i en stol for ikke at falde. En stor, sort røgsky stod op fra det ødelagte gulv, og fik manden til at hoste ukontrolleret. ”Hvad!?” En stemme bragede gennem huset, og fik det endnu engang til at ryste vildt. En mand trådte frem. Han havde jakkesæt på, horn i panden og en hale kunne vist også lige ses. Hans øjne lyste næsten af raseri. ”Fortryder siger du!?” Djævlen hev fat i manden og trak ham tæt på sig. Manden kunne ikke andet end at nikke stivnakket, hvilket Djævlen åbenbart fandt utrolig morsomt. ”Javel, ja,” svarede han så, efter et øjebliks ro. Han klukkede fornøjet, hvilket fik det til at løbe koldt ned af ryggen på manden. Djævlen slap taget i ham, hvilket fik manden til at falde bagover og lande på bagdelen. ”Ved du godt hvad det betyder?” Djævlen lo. ”Jeg er ligeglad!” Lød mandens svar. ”Giv mig det igen! Jeg kan ikke leve sådan her!”
Djævlen stirrede på ham, misfornøjet over det uhøflige svar. ”Du er meget gammel nu,” Djævlen lagde hovedet på skrå. ”Jeg er ligeglad,” blev der svaret. ”Tag mit hus, min bil, min arm! Alle de lemmer du vil have, bare jeg får mit hjerte igen!” Hvis han kunne, havde han grædt, det gjorde ondt på ham. Han skulle aldrig have sagt ja.

”Fint.”
Manden stirrede forundret op, da han havde fået et svar. Djævlen klukkede endnu engang. ”Helt fint.” Røgskyen dukkede op igen, og tog Djævlen med sig, efterlod manden helt alene og forvirret. Han skreg nu. Det føltes som om han fik en mavepuster. Det stak. Han kunne ikke trække vejret. Langsomt begyndte hans krop at ændre sig. Han blev ældre, tyndere og hans hår blev hurtigt hvidt. Han faldt bagover og stirrede hjælpeløst op i luften. Rummet var det eneste som bevidnede hans sidste åndedrag.

good work! *thumps up* :D

Tark! n_n