Den skyldige - novelle

Hey :)
Jeg har skrevet den her stil, og jeg ville gerne dele den med jer. En karakter har jeg dog ikke fået for den endnu, men den kommer nok snart. Jeg ved godt den ser lang ud, men det ville være super sødt af jer, hvis I alligevel gad at læse den.
Jeg håber I tager godt imod den n.n


Igen tænker Mathias på, hvad i alverden han har gjort, siden han skal ende her. I virkeligheden ved han det godt. Men det var jo bare en spøg. En harmløs spøg. Det var aldrig meningen, at nogen skulle komme til skade. Aldrig. Mathias knuger sine hænder i et forsøg på at få dem til at holde op med at ryste så meget. Det hjælper ikke. Kort, tænker Mathias tilbage til tidligere på aftenen. Det var dumt, tanken bliver ved med at vende tilbage. Igen og igen. Som en ond cirkel, der bare bliver ved og ved og ved…

Mathias sænker hovedet. Kigger ned i det mørke gulv. Han ved godt, at han ikke kan få hjælp af nogen. Beviserne imod ham er for stærke. De har ham på video. En advokat har han ikke råd til, men hvad skulle det også nytte? Intet. Intet vil hjælpe ham.

Jeg ender i et fængsel, tænker han, jeg kommer til at dø derinde. Måske skulle jeg bare tilstå? Måske ville det gøre, at min straf ikke bliver så hård? Men nej, måske er det en dårlig idé. Hvad så med de andre? De var ligeså meget med i det som mig. Jeg kan ikke melde mig selv, uden også at bringe dem ind i det. Hvis jeg også melder dem, vil de så takke mig? Tæske mig? Udstøde mig? Jeg vil ikke forfølges. Intet af det her var meningen. Aldrig. Deres straf vil sikkert ikke blive sat ned, hvis jeg melder dem. De skal gøre det selv. Men har de tænkt sig det? Hvad nu hvis ikke de gør det? Hvis de benægter, at de var med i det? Hvad gør jeg så? Hvad kan jeg gøre? Intet.

Mathias tørrer sine håndflader af i cowboy buksernes ru stof. Håndfladerne er våde af sved. Nervøsitet har ham i sit faste greb. Tankerne bliver ved med at svirre rundt inde i hovedet på ham. Han er fortabt. Blikket glider over imod den lukkede og låste dør. Hvor lang tid er der gået? Hvorfor kommer han ikke tilbage? Har de tænkt sig at efterlade mig her? Er det her mit fængsel? Tankerne tager en mere panisk drejning, og Mathias begynder at vride sine hænder.

Måske er manden fra før ved at hente en hel masse andre mænd, tænker Mathias. De burer mig inde. Jeg kommer aldrig mere til at se lyset igen. Solen der står op. Solen som går ned. Der er ingen vinduer sådan et sted. Det har jeg hørt. Ingen. Man sulter. Sulter.. I fængslet får man tæsk. Alle er efter en. Især min type. Åh gud…

Mathias tørrer sig over panden, med håndryggen. Sveden er begyndt at pible frem på hans pande. Min familie, tænker han fraværende. De vil ikke længere se mig. De vil ikke have noget med en kriminel at gøre. Jeg kan ikke bebrejde dem. Det kan jeg ikke. Ville jeg selv have noget med en kriminel at gøre? Nej. Hvad med Caroline? Hun vil ikke forstå noget af det. Hun er kun en lille pige. En lille pige, som endnu ikke forstår, hvordan verden hænger sammen. Hun vil afsky mig, når hun bliver ældre. Det vil ikke gøre nogen forskel. Jeg vil sidde i fængsel. Resten af mit liv. Måske kan jeg blive løsladt før tid, for god opførsel? Mor bliver så skuffet over mig. Jeg skulle have lyttet til hende. Hun advarede mig om dem. Sagde de ikke var gode for mig. Se nu hvad der er sket. Hun vil ikke længere se mig. Aldrig. Jeg kan aldrig komme hjem igen. Ingen vil besøge mig i fængslet. Hvorfor skulle de også det? Jeg har svigtet alle. Alle. Jeg fortjener ikke at få besøg.

Hans hænder ryster igen. Mathias kniber hårdt øjnene sammen. Lyset er skarpt. Det skærer i øjnene. Hvad med far?, tænker han. Jeg skal aldrig mere fiske med ham. Aldrig mere drikke øl med ham. Aldrig mere… noget som helst.

Hvor lang tid er der gået nu?, tænker han igen. Undersøgende glider de blå øjne rundt i lokalet, på udgik efter et ur. De finder ikke noget. Intet ur, tænker han fraværende. Hvorfor kommer han ikke tilbage, tænker Mathias panisk. Stanken af cigaretter kradser i halsen. Lugten af sved er stærk og næsten ikke til at klare.

Jeg skulle have lyttet til mor, tænker han igen. Det var et dårligt kvarter, nogle dårlige venner. Men de tvang mig ikke. De tvang mig på ingen måde til at tage med. Jeg valgte det selv. Hvorfor gjorde jeg det? Jeg skulle være blevet. Se nu hvad det er endt med. Se nu hvad der skete.

Fjols, hvisker en stemme i hans hoved. Forpint rører Mathias ved sit hoved. Han prøver at få stemmen til at gå væk, men det hjælper ikke. Den bliver ved med at hviske ord. Hele tiden. Ordene bliver mere og mere fornærmende. ”Hold kæft!”, skriger Mathias, da det bliver for meget for ham. Stemmen forsvinder, som bliver der trykket på en afbryder knap. Tilbage sidder Mathias. Pulsen er steget, og den hamrer derudaf, med noget, der føles som 100 kilometer i timen.

Mathias hører stemmer på den anden side af døren. Som en skræmt kanin, kigger han derover. Nu kommer de, tænker han. Han tænker, på alle de forfærdelige film han har set, hvor den som afhører, altid er en helt forfærdelig person. Mathias tænker på en CSI film han har set. Forbryderen var begyndt at græde. Han ikke så meget som tvivler på, at han selv vil begynde at græde. De murer ham inde nu. Smider nøglen væk. Han ved hvad der venter ham. Tæsk, ingen mad, ingen besøg. ”Aldrig mere sollys”, hvisker han næsten uhørligt.

Døren bevæger sig ikke. Det gør håndtaget heller ikke. Hold op, tænker han. I piner mig. Hvorfor gør I det her? Jeg har ikke fortjent det. Eller har jeg? Mathias synker en klump, som har sat sig fast i halsen. Mit liv er slut, tænker han. Det er ikke fair. Jeg er kun 20. Jeg har slet ikke levet mit liv. Fået mig en ordentlig uddannelse. Der er så meget, jeg mangler. Jeg får aldrig nogen børn. Aldrig nogen kone. Ikke noget stort flot hus. Ikke engang min egen lejlighed. Jeg kommer ikke til at dø som en fri mand. Eller glad mand. Hvis jeg en dag slipper ud, er der ingen som vil kigge på mig. Alle vil vide hvad jeg er. Det vil stå skrevet i panden på mig. Forbryder. Et job kan jeg heller ikke få. Ingen vil ansætte en forbryder. En kriminel. En plettet straffeattest. Det er, hvad jeg har nu.

Mathias har det som om, han er ved at blive skør. Tankerne bliver ved med at køre rundt inde i hovedet på ham. Det er ligesom et tog, der bliver ved med at køre den samme rute. Ved hvert stop kommer der noget nyt på.

Mor bliver så skuffet, tænker han. Hun regnede med, at jeg ville blive en stor advokat, eller læge. Undskyld mor. Jeg blev en forbryder i stedet. Du vil ikke have mig. Jeg ved det godt. Hvis jeg nu bare kunne se dem en gang til, før jeg skal i fængsel. Holde om dem. Få en chance for at sige farvel. Men de skal ikke se mig. Ikke sådan her. Det har de ikke fortjent. Det er ikke fair overfor dem. Det her er måske nemmere. En tavs afsked. Caroline bliver også forvirret, hvis hun ser mig. Hun vil ikke forstå, hvorfor jeg ikke kommer tilbage. Det forstår jeg godt.

Hans blik glider igen hen til døren. Den har ikke bevæget sig det mindste. Hvor længe har jeg ventet?, tænker han. Mere end en time. Måske endda 2 timer. Hvorfor kommer de ikke tilbage? Jeg ville ønske, jeg havde en kop kaffe. Jeg skulle have sagt ja til betjenten. Åh gud, hvorfor sagde jeg nej? Det er det dummeste, jeg nogensinde har… Nej, det er det ikke.

Langsomt løfter Mathias hænderne og gemmer ansigtet i dem. Han bukker fingrene, så hænderne bliver knyttede i stedet for. Inden han når at tænke sig om, hamrer han den højre hånd ned i sit lår. Smerten kommer straks, men Mathias lægger ikke mærke til det. Han er nærmest bedøvet af tankerne. De gør ham sindssyg.

Hvorfor gør mit hoved så ondt?, tænker Mathias. Måske er det sådan forbrydere har det. De har måske en konstant hovedpine. Hele tiden. Eller også er det bare mig. Måske er jeg slemmere end alle de andre. Jeg er den værste forbryder nogensinde. Jeg burde melde mig selv. Hvis jeg tager skylden for det hele, slipper de andre måske fri. Men så lyver jeg. Hvis de slæber mig i retten, er jeg endnu mere fortabt. Man må ikke lyve i retten. Man må overhovedet ikke lyve. Hvad har jeg dog gjort? Det ligner mig ikke. Overhovedet ikke. Jeg er ellers en flink fyr. Det var jeg i det mindste. Meget flink. Jeg gik på gymnasiet, bestod med top karakterer. Se hvad der er sket. Måske er det universet, som straffer mig. Måske har jeg været for god? Måske har jeg gjort noget galt? Jeg er dødsdømt.

Mathias kigger på skrivebordet. Det virker stort og klodset. De burde købe et nyt, tænker han fraværende. Jeg ville ønske, man kunne købe sig et nyt liv, eller en lampeånd. Så kunne jeg ønske, at det her aldrig var sket. At jeg havde lyttet til min mor. Stakkels mor. Hvad skal hun dog ikke sige til alle sine venner? Måske lyver hun og siger, at jeg er død i et bil uheld. Det ville jeg gøre. Jeg ville ønske, jeg var død i et bil uheld. Eller havde fået alvorlige kvæstelser. Alt er bedre end det her. Jeg bliver skør. Skør…

Hvor lang tid er der gået?, tænker han. Mindst 3 timer. Åh gud, hvorfor lader de mig vente? Det må være en eller anden form for syg tortur. Jeg kan ikke klare det. Det kan jeg bare ikke. Bliver det også sådan i fængslet? At jeg ikke kommer til at tale med nogen? Og hvis jeg endelig skal, kommer jeg så til at vente i 3 timer hver gang? Jeg har ikke fortjent det her. Det er tortur.

Mathias tørrer igen sveden af panden. Han kan mærke, at hårgrænsen er helt svedig, på trods af kulden i lokalet. Han lægger mærke til den vedvarende lyd som kommer fra ventilatoren. Den er lille og synes ikke at hjælpe.

Gør jeg i virkeligheden ikke de andre en tjeneste, ved at melde dem?, tænker han. Hvis jeg gør det, så bliver jeg en stikker. Jeg vil ikke være en stikker. Jeg har set, hvad der sker med stikkere. De får altid tæsk. Jeg vil ikke have tæsk.

Mathias fører den ene hånd op til sit ansigt og rører let ved sin næse. Den har aldrig været brækket før. Nu han tænker over det, har han aldrig fået tæsk før, og han kan heller ikke se nogen grund til, at det er nødvendigt.

Jeg vil ikke sidde i fængsel for evigt, tænker han. Jeg vil slet ikke i fængsel. Men jeg må tage min straf som en mand. Åh gud… Det kan jeg altså ikke. Jeg ville ønske, at jeg var Caroline. Hun har det så nemt. Det eneste hun laver er, at lege med dukker hele dagen. Men hvis jeg bliver Caroline, hvem skal hun så være? Ikke mig, for guds skyld ikke mig. Det ville være forfærdeligt for hende. Forfærdeligt for alle. Ingen har fortjent at blive mig.

Mathias kører en hånd igennem sit pjuskede hår. Det er vådt af sved. Nervøsitet, tænker han uroligt. Jeg bliver aldrig kærester med Ann, tænker han nedtrykt. Søde Ann. Jeg kommer aldrig til at se hende igen. Hun finder sig en flot fyr, bliver gift med ham, får børn med ham. Hun kommer til at leve det liv, hun altid har drømt om. Jeg savner dig Ann. Det var ikke med vilje. Du bliver nød til at tro på mig. Tilgiv mig Ann…

Hvis ikke det var så egoistisk at begå selvmord, ville jeg gøre det, tænker han. Alt er bedre end fængslet. Hvis jeg nu lover at være rigtig god, lave velgørenhedsarbejde, betale min skat til tiden… Så lad mig slippe for fængslet. Hvis bare du lader mig slippe, skal jeg nok være en mønster borger. Jeg vil aldrig mere køre for stærkt. Aldrig. Aldrig mere køre over for rødt lys. Jeg vil hjælpe gamle damer over vejen. Lade dem få min plads i bussen. Jeg vil være et godt eksempel for Caroline. Bare lad mig slippe for fængslet, vil du ikke nok? Det er det eneste, jeg beder om. Jeg ved godt, at jeg måske ikke har været så god til at bede fast, men tilgiv mig? Vil du ikke nok? Bare… tilgiv mig…

Mathias kigger rundt i lokalet. Hans blik falder igen på den lille ventilator. Dens hårde arbejde er nytteløst. Stanken af sved og cigaretrøg forsvinder ikke.

Jeg bliver nødt til at melde de andre, tænker han. Hvad skal jeg ellers gøre? Jeg ville ønske, jeg kunne tale med dem. Eller nej, det ville jeg ikke. Så får de mig bare til at gøre flere dumme ting. Stop. Det var dig selv, som fulgte med dem, de tvang dig ikke. Du gjorde det af egen fri vilje. Du er dum. Du er rigtig dum. Se nu hvad du har gjort. Du har spildt et helt menneskeliv. Nu skal jeg i fængsel. Hvorfor kommer der ikke snart nogen? De lader mig sidde her… Jeg kommer aldrig op af den her stol igen. Jeg bliver sindssyg.

Mathias bider sig selv hårdt i læben, indtil han mærker, at det bløde kød giver efter. Smagen af blod rammer hans tunge. Læben gør ondt, men Mathias mærker fortsat ikke smerten. Langsomt lader han tungen ramme såret, og han fjerner blodet fra læben.

Jeg bliver skør, hvis jeg skal bliver her meget længere, tænker Mathias og kigger kort op i loftet. Hans blik falder på lampen, og han må hurtigt kigge væk igen. Lyset er for skarpt. De burde virkelig lave det her rum om. Det er grimt. Men måske er det meningen? Måske er det blot et led i deres plan om at forvirre mig? Det gør det måske for, at jeg med vilje bliver sindssyg. Er fængslet fyldt med sindssyge mennesker? Jeg kan ikke klare det. Så hellere dø. Men selvmord er det mest egoistiske, man kan gøre. Det har min mor selv fortalt mig. Åh mor… Undskyld.. Jeg skulle ikke have gjort det. Gud hvor var det dumt… Min fremtid er spoleret… Hvis jeg da overhovedet har en… Game over…

Med en knirken går døren op. Mathias løfter hovedet med et ryk. Han nærmest springer op af stolen og farer hen imod betjenten. ”Gudskelov du er tilbage!”, råber Mathias lettet. Et stort smil pryder hans læber. Et rigtig stort overdrevent smil. Betjenten sender ham et underligt blik og løfter den ene hånd, så Mathias må stoppe. ”Jeg beklager ventetiden”, siger betjenten.

Mathias kigger på betjenten. ”Hvorfor lod du mig vente i 3 timer?”, spørger han.

Betjenten sender ham endnu et underligt blik. ”Det er højst 5 minutter, siden den anden betjent forlod dig”, lyder svaret.

”Sæt dig ned”, siger betjenten, præcis ligesom den første gjorde. Mathias sætter sig igen ned i stolen. Betjenten hiver en lille båndoptager frem og sætter den på bordet. ”Jeg optager alt det, du siger”, fortæller han.
Mathias nikker ivrigt. Betjenten trykker på en knap, og båndoptageren begynder at optage. Betjenten siger noget ind i den og beder også Mathias sige noget, hvilket han gør.

”Jeg vil gerne tilstå min forbrydelse”, siger han langsomt og kigger med et lille smil på betjenten. Nu bliver jeg fri, tænker han. En fri mand. Efter et lille opfordrende nik fra betjentens side, begynder Mathias at fortælle, om den forbrydelse han har begået.

Og læseren spørger ivrigt: "Hvilken forbrydelse?"

Ja, det skal man så selv gætte ^^
Jeg tænker, at det faktisk ikke er noget specielt slemt, men at han bare har så dårlig samvittighed, over det han har gjort.

Har også spurgt hende om hvad han har gjort.. og det irreterer mig at hun ikke vil svare på det *at pege på Izobell og se sur ud* :3
Men den er goood i:

Sorry o: Man skal altså selv gætte det xD
Og takker mange gange n.n

Hvad, hvad vil du så sige til dem som ikke ved hvad gætte er?! VAR?! xD :3
- Du skrev aldrig over msn at du var færdig med at æde ....

Eh... Den havde jeg ikke lige set komme xD
- Og jo jeg gjorde så o.o Jeg skrev Baaack :3
Nå! xD

Nej.. du ser ikke ret mange ting komme :B xD
- Jeg har altså ikke fået en besked hvor det stod. Nå!.. xD

Det ikke min skyld... Nå! xD

Jo det er.. -.-'

Jeg har nu fået karakteren for min stil. Jeg kan fortælle, at jeg fik et 10 tal for den n.n