Not Paradise

Hey William!

Tid: It’s 5 O’clock in the morning. Eller nej, lad os sige den er 4.33. Det er stadig kulsort, solen står op ved 6.47- tiden.
Sted: Gyderne nær et luset diskotek.
Vejr: Det støvregner lidt. Om en times tid vælter det ned. *vejrgud* Det er ret koldt.
Omgivelser: Skraldespande 4 af slagsen, lidt affald hist og her, gamle bygninger, skumle gader, en gadelampe, der blinker.

Kulden strøg sig tæt om hendes nøgne arme og lige så nøgne ben, og den sendte en ubehagelig fornemmelse gennem hele kroppen på hende. Vinden rev i hendes jakke og i hendes hår. Hun havde armene over kors for at holde sammen på jakken, hun havde ikke lukket den. Hun var kun iført en tynd, grå strik trøje, der gik til midt på lårene, der kunne ikke holde på meget varme og en tynd sommerjakke, der ikke engang var hende. Hun havde fået lagt sin jakke fra sig til festen 9 blokke fra hendes placeringssted. Hun var på vej hjem efter en lang aften med høj musik og larm, alkohol og kærlighed, slåskampe og stoffer, fester hun for det meste holdte sig fra. Men nogle gange havde hun virkelig brug for at drikke sorgen væk, i dag havde alkoholen ikke havde nogen virkning på hende, og hun følte sig lige så klar i hovedet som da hun tog derfra.
Det eneste hun godt kunne lide ved den slags fester, var at man var accepteret der. Alle snakkede med alle, alle dansede med alle. Ligestilling.
Nu var hun alene, mere alene end før. Aftenen var stille, og kun små dråber dryppede ned ind i mellem, smukt vejr, men koldt. Hun havde heldigvis taget kondisko på i stedet for stiletter, gudskelov.
Hun passerede flere og flere blokke, mens hun gik der for sig selv. Månen stod højt på himmelen, men hun vidste ikke rigtigt, hvad klokken var. Sent, formodede hun. Det var der, hun kunne høre stemmer tæt på. Mandestemmer, der diskuterede et eller andet. Hun kiggede sig diskret over skulderen og kunne fornemme en flok på cirka 4 mænd, der kom gående bagefter hende. Deres alder var omkring 17 til engang i tyverne, bedømmende på deres udseende. De havde drukket, det kunne man tydeligt høre, for deres stemmer var slørede og de snublede over ordene. Derfor var det ikke nemt at forstå, hvad de talte om, men hun fik fat i samtalens emne, da den største fyr råbte: ”Hey misse-pige, hvorfor sætter du ikke tempoet lidt ned?” Havde hun sat tempoet op, ja. Hendes ben flyttede sig hurtigt, og hun kunne høre lyden af hendes sko træde ned på asfalten i hurtigt tempo. Hun kiggede sig over skulderen for at bedømme, hvor langt de var væk. 20 meter. Måske kunne hun tale sig ud af deres provokerende fuldesnak. ”Jeg skal nå et tog,” sagde hun, mens hun lige kiggede over skulderen. De fulgte stadig efter hende, og hendes tempo steg i takt med hendes hjerteslag. Hvor tåbeligt, tænkte hun. At være bange for sådan en flok. Men det var hun nu engang. Hun blev for alvor bange, da hun fik sig selv forvildet ind i en blind gyde.

Det uklare syn af natten lå over landet som et kulsort tæppe. Enhver lyd blev forstærket og samtidig forvrænget, nok til at drive den mest lystige fantasi til vanvid. Med gadelygterne, som ved den moderne teknologis hjælp, vandrede den unge vanddæmon, William Caeruleus, Terres gader tynde. Bittesmå regndråber kastede sig i små vindstød mod ham og gjorde tøjet vådt og fik det pjuskede hår til at klæbe sig i tjavsede totter til hovedet. Han havde hænderne begravet i jakkens lommer og de blå øjne hvilede granskende på alt, han passerede; enhver uregelmæssighed som ville være nok til at gøre ham mistænkelig.
Det var ikke just det mest lykkelige sted, han havde fundet sig denne tidlige morgen. Selve opfattelsen af at befinde sig i det Victoriske London - omflankeret af de dystre slumkvarterer - illustrerede de gamle huse til fuldenthed, og en snigende frygt af at kunne rende på dårlige problemer et sted som dette, trykkede sig svedende mod Wills nakke.
Stemmer - glade og berusede - legede sig ind i den uhyggelige stilhed, og Will tænkte flygtigt på, om der mon herskede en vild natklub i nærheden, eller om det blot var en flok rastløse rødder. I hvert fald overvejede drengen ikke så meget som ét sekund at bevæge sig i den retning. Hans foretagende inkluderede noget helt andet, og at forvilde sig ud i slåskampe uden nogen synderlig grund, var naturligvis en meget dårlig idé.
Den snævre passage, han havde ledt sig selv ind i, gav ham dog ikke andre valg end at fortsætte ligeud: altså i retning mod de gjaldende stemmer. Will tænkte, at så snart han ville støde på en sidegyde, ville han vælge den vej.
Efterhånden kom han så tæt på, at lydene blev til ord. Først forsøgte han at lukke dem ude og kiggede stålsat frem for sig for at finde en mulig udvej, men ytringerne voksede sig større og større, og til sidst steg det til en provokerende glammen, båret frem af støvregnen.
".... Misse-pige, hvorfor sætter du ikke tempoet lidt ned?"
Will rynkede panden. Hvis ikke han gættede meget forkert, lød det som den slags grove tilnærmelser, som personer, der bor i disse områder, kunne finde på at kaste mod det nærmeste offer af hunkøn. Han standsede ubestemt op. En flugtvej havde netop åbnet sig til højre for ham, men til venstre kunne han stadig høre latteren og de dårlige forsøg på at lokke hvemend det nu var. Selvfølgelig havde han muligheden for at flygte - faltisk ville han nok gøre bedst i det -, og desuden kom hans egen opgave i første række.
*Du kan ikke bare efterlade hende,* brød en inssisterende stemme ind i hans tanker. Will sukkede, bandede lavmælt på dæmonisk og satte så mod postyret.

Månen blinkede mellem de tunge regndråber og brød hjælpsomt ind, når gadelygten ikke fungerede ordentligt. Will nærmede sig med langsomme skridt. Foran ham åbnede åbenbaringen af en blindgyde sig, og på netop samme sted befandt en delikat klædt pige (det lårkorte ville i hvert fald være nok til at trække den mest perverse mand direkte mod sig; som et barn med slik) og foran hende stod fire fyre; latteren udtværet i ansigtet og med bøvede ord.
Med skridt, der skulle fremgå selvsikre, gik Will frem, så han kom til at stå i samme felt som resten af selskabet. Han kastede et blik på pigen, dernæst på fyrene og rynkede panden. Hvis de var af magisk art og med henholdsvist stærkere kræfter end ham selv, ville kampen ikke være længe. Men mørket var for tæt til at han kunne dømme racer ud fra andre, og ligeledes var det fuldkommen umuligt med pigen.
"Er der problemer her?" spurgte han i et skarpt tonefald.