Meet me in Paradise - Fear

Privat

Det var mørkt. Der var ingen mennesker at se, men selvom der var mennesketomt kunne man hører råb og skrigen som kom fra forskellige steder af byen. Stedet sov jo aldrig, for fanden! En lav nynnen kunne høres. En lille melodi, som ingen andre end personen den lille nynnen kom fra, kendte. Personens store militærstøvler slog hårdt mod jorden, hver gang han tog et skridt. Slæbende efter sig, i en ene hånd havde han fat i kraven på en dreng på omkring de femten år, i den anden hånd havde han et blodfyldt baseball bat. Blodet dryppede ned på jorden og efterlod et fint mørkerødt spor efter sig.
”Nårh...-” Drengen stoppede op og svang battet over skulderen, så blodet sprøjtede. Han var ikke mere end de seksten-sytten år, hvilket man tydeligt kunne se, hvis man så lidt nærmere på ham. Han var iført en rød hættetrøje, hvis hætte dækkede det meste af hans sorte hår, sorte knæshorts tillod at vise omverdenen drengens tøsede skinneben frem. Hans stemme lød dyb og et svagt ekko kunne høres hver gang han talte. En stor, sort gasmaske dækkede hans mund, næse og venstre øje til, hvilket lyste op i en svag neonblå farve. Han svang det ene ben over den halv-bevidstløse dreng og satte sig derefter på hans mave med et lille bump, hvilket fik ham til at spjætte en smule med benene, men det var ikke noget han tog sig af. Et smil viste sig på hans skjulte mund og han kvalte et lille grin. ”Hvor vil du helst dø?” Den bevidstløse dreng bevægede sig ikke det mindste. Trak han overhovede vejret? Voldspersonen lagde hovedet en smule på skrå, mens han betragtede den bevidstløse dreng. ”Tsk! Hvor kedeligt!” Han rejste sig og smed irriteret battet på drengens brystkasse som langsomt bevægede sig op og ned. Det var jo ikke sjovt, hvis de ikke kunne mærke det. Han satte hænderne i lommerne og begyndte langsomt at lægge mærke til sine omgivelser. Et stort hus...? Naah, det der var sgu ikke en hus. Et skilt lidt længere fremme fortalte ham at det åbenbart var et te-a-ter. Han rynkede en smule på næsen, hvilket man selvfølgelig ikke kunne se på grund af den fine maske han besad. Men... det var jo sikkert tomt nu, var det ikke? Hvilket betød et sted at sove for ham! ”Ses, du!” Han så kort på drengen, som stadig ikke reagerede, hvorefter han gik hen og begyndte at dirke den fine, lille lås op, som sjovt nok gik op, næsten med det samme! Han trådte ind med forsigtige skridt. ”Hallo? Er her nogen?”

Lydene ved hovedindgangen fik pludselig en bevægelse sendt gennem den lille krop der roligt havde siddet inde i den lidt mindre sal lige ved siden af entréen hvor dørene nu blev åbnet. Øjnene blev åbnet og der kom ikke en lyd ud gennem de bløde let lyserøde læber. De var skarpt klappet i nu. Der blev næsten ikke trukket vejret. Dog skjulte mørket ikke denne pige der havde taget sine ben på til sig mens hun sad for sig selv på en af de pudebelagde stole med scenen foran sig.
Fear lod sit hoved dreje da en stemme lod. Den virkede ikke ligefrem farlig. Eller advarende. Hun sank en klump og langsomt satte hun igen sine bare fødder mod gulvet. Prøvede at gøre det så lydløst som muligt. Hun satte derefter den ene fod foran den anden til hun nåede hele vejen hen til udgangen af den sal hun havde opholdt sig i. Hun trak vejret gennem sin mund og nu kunne man sikkert høre hende svagt. Dog gik der heller ikke længe før at hun kom frem der i åbningen. Kun meget lidt. Hendes stores smukke havblå øjne så med det samme mod den person der var kommet indenfor. En dreng. Hun stivnede både ved synet af det noget blodige bat han havde i sin ene hånd og den stærke lugt af blod. Dog var det hans hovedbeklædning der skræmte hende mest. 
Det var som om en vind nu kom fra den ene side af denne kønne og næsten perfekte engel for hendes lange mørkblonde, nu bølgede, lokker flagrede i hvert faldt en smule. Hun sagde intet. Og gjorde intet en at stirre som en lille forskræmt pige. Hun så også ret ung ud. Ikke mere end de 15 år. Hun fik endelig tøet sig lidt sig selv lidt op og hun fik mere liv. Hendes tungespids fugtede hendes læber og så var det hun forsvandt fra åbningen. Løb ikke men gik blot så hendes løse hvide kjole kort kunne ses da hun vendte om og forsvandt i vrimlen af stole. Om hun flugtede eller ej måtte man selv forstå sig på. Hvem var denne knægt. Og hvorfor havde hun ikke kunne mærke den advarende udstråling fra ham så snart han var trådt ind.

//Sowwie hvis der er fejl men skriver på mon mobil. xD//

”Hm... tomt?” Shima mumlede svagt. Selvom her så tomt ud, var det vel en slags vane at tale lavt, man vidste jo heller aldrig om der lige pludselig sprang et monster frem fra et skab, eller sådan noget. Han smilte, selvom det ikke kunne ses, da der stadig ikke var nogen der svarede ham. Nårh. Så kunne han jo ligeså godt overnatte, når der alligevel ikke var nogen, som kunne sige ham imod!
Med et bump lod han døren smække i, og langsomt lod han sig slappe mere af. Han behøvede vel ikke at tænde lyset. Det ville sikkert kun tiltrække opmærksomhed så måske skulle ham-... Hvad var det? Han stoppede op en gang for at lytte ordenligt efter. Jooh, det lød da rigtig nok som én der trak vejret, men det kunne selvfølgelig bare være gennemtræk eller noget i den stil.
Han hævede battet, da han ikke helt blev overbevist af sine tanker. Der var nogen, var der ikke? Eller noget.
”Hallo...?” Han hævede battet over hovedet og begyndte at gå rundt for at tjekke hvor lyden kom fra. Tingen bevægede sig igen, hvilket fik Shima gjort opmærksom på at lyden kom fra et lokale, hvor døren stod en smule på klem. ”Kom nu frem... jeg gør dig ikke noget...” Han talte med en rolig stemme, mens han langsomt gik hen imod døren, som han hurtigt sparkede op og strammede grebet om battet. Intet. Der var mørkt og stille. Han var ikke overbevist! Der var nogen! Og den noget skulle han nok få fingrene i! ”Come out, come out wherever you are...” Han begyndte at liste frem af, men hver gang han tog et skridt kunne man høre hans store militærstøvler hamre mod gulvet.

Hun var opdaget. Uden tvivl. Hun havde jo heller ikke gjort noget for at skjule hendes tilværelse. Hvis drengen havde haft et bedre syn i mørket ville han have set hende mens hun stod der i åbningen og stiftede mod ham. Som en eller anden idiot.
Fear fik hurtigt listet sig længere ind i salen. Rundt omkring. Han gjorde hende lidt bange blot med den måde han var. Hans stemme der lød lokkende gav hende en stor lyst til at han ikke skulle opdage hende. Han stoppede med at bevæge sig mellem sæderne men lod sig krølle sig helt sammen og søgte skjul i mørket. Som før. Hun sank en klump og der gik ikke lang tid før hun opdagede hvor svært det blev for hende at trække vejret ordentligt ved at sidde sådan som hun gjorde. Men stadig foldede hun sig tættere og tættere sammen for hver gang hun kunne høre de faretruende støvler hans fødder var beklædt i. 
"Sænk battet!!" lod det så lettere højt fra hende så det gav en form for ekko effekt i rummet de begge var i. Hun holdt sine arme om sit hoved og ventede på en reaktion. Eller noget. Dog havde hun denne nysgerrighed som hun forbandede så meget der tog over. Hun kunne ikke klare at sidde så ubehageligt og så var det jo også hende der havde afsløret sig selv. Ville ikke have han skulle finde hende. Så hun foldede sig langsomt ud. Lidt efter lidt. Og hun kom også langsomt og usikkert op på benene. Så man kunne se hende. 
Hun så sig omkring for at finde drengen. Og stadig var det som om en vind var omkring hende for hendes skønne hår hvirvlede stadig svagt om hendes kønne ansigt med det uskyldige ansigts udtryk. Hun havde ingen idé om hvad denne dreng ville. Men man fandt jo ikke ud af de bare ved at sidde og lave ingenting, vel? Om hun overhoved ville høre hvad han ville var hun ikke sikker på igen.

Kom nu. Det begyndte faktisk at kede ham en smule, men nu var det jo heller ikke ham der havde overtaget, vel? Han kunne ikke se en skid, på grund af mørket. Hvis han havde vidst hvor der var en slags kontakt ville han have tændt for det, men nu var han jo ikke specielt bekendt med denne bygning. Fuck det. Han kunne leve uden!
”Kom nu... bare kom frem, jeg gør dig ingenting.” Sukkersød. Så sød at han næsten var ved at få kvalme af det. Og personen, hvem end det var havde sikkert allerede set battet, hvilket betød at han, eller hun vidste at han ville gøre personen noget. Men han ville jo gerne kaste et bedre blik på sin modstander. Om det var en kraftig mand, eller end lille dreng... der var jo en ret så stor forskel på de to.
”Sænk battet!”
Ordene fik ham til at vendte snuden ned mod midterstolene. Der var jo ikke noget, men det lød godt nok meget som en pige... eller en tøset dreng! Shima lod langsomt battet falde ud af sine hænder hvor det stille trillede videre hen af gulvet, men det kom ikke så langt. Lidt tid efter så han noget rejse sig. Langsomt, roligt... og efter noget tid stod det en pige, usikker... bange? Et smil tegnede sig på hans skjulte mund. ”En pige?” Mumlede han, men han kunne ikke stoppe det svage ekko der kom, så pigen ville sikkert kunne høre det. ”En pige...?” Han viskede det lavt og tænkende, hvorefter han lod en hånd hæve sig, så han kunne klø sig i håret. Hvad pokker kunne han stille op med sådan én?
Han begyndte langsomt at gå ned imod hende, mens alskens tanker fløj rundt i hans hoved, og hvis hun ikke havde flyttet sig, eller var begyndt at løbe, ville han hurtigt ende nede hos hende, lige foran hende. ”Nårh!” Han gemte hænderne bag ryggen og lænede sig en smule til den ene side så han stod mere komfortabelt. ”Og hvad hedder du så, lille ven?” Selvom hun godt nok var omkring hans alder, ville han gætte på, kunne han da ligeså godt opføre sig som den største. Og bedste!

Fear drejede om og fik så også øje på ham. Hun kunne ikke høre ham men kunne se hans læber bevæge sig. Han så overrasket ud. Som havde han ikke forudset at det faktisk havde været en pige han skulle træffe her. Som om at han kun troede det var drenge der gad snige sig rundt sådan nogle steder på denne tid. Eller som om det blot kun fandtes hankøndige væsner her i denne by. Den den..Hvad var ordet nu? Hun kunne ikke huske det. Men ja. Sikkert en der ikke helt brød sig om det andet køn. Eller hvad?
Han så en del mere skræmmende ud nu hvor han stod der foran hende. Hun trådte automatisk to stridt bagud så de ikke var alt for tæt på hinanden. Hun var jo endnu ikke helt tryg omkring ham. Hun opdagede først nu han ikke havde battet i sinde hænder mere. Så måske var det rigtigt han intet ville gøre hende noget. Så hun kunne vel lige så godt få lidt ud af dette. "Ehm.. Jeg hedder Fear." fortalte hun ham med hendes engleblide stemme. Om han faktisk ville tro på hende var jo op til ham selv. Det var et mærkværdigt navn til hvem som helst. Men det var hendes navn og hun kendte også selv til hvorfor hun havde fået tildelt det navn. Ikke fordi hun var bange hele tiden. Overhoved ikke. Nok var der ting hun frygtede men det havde de jo ikke vist da hun blev døbt. Hun lod så sine ene fine hånd blive rakt ud mod denne dreng der virkelig ikke så ud til at være meget ældre end hende. Men alligevel var han noget højere end hende plus han havde en noget arrogant udstråling.
"Hvad er dit navn så??" Hun lod et mindre smil forsigtigt komme frem i mundvigen. Men det var intet tandpasta smil. Det skulle han gøre sig lidt mere fortjent til at få. Nu ventede hun blot på at høre hans navn. Hvis han ville fortælle hende det. Måske se hans reaktion på hendes opførsel.

”Fear, hva'?” Han lænede sig frem imod hende og lod sine fingre, kort glide hen over hendes ene kind. Han vidste egentlig ikke om han skulle tro hende helt. Det var et ret usædvanligt navn hun havde, men han skulle ikke snakke for højt. Men alligevel. Fear? Frygt? Var hun virkelig sådan en lille bangebuks? Han smilte under masken og lænede sig så langsomt tilbage igen, og stod ellers bare og betragtede det fine, lille pigebarn.
Fear rakte sin ene hånd frem imod ham, og i et øjeblik stod han bare og stirrede på hende som om hun var åndssvag. Nårh. Men okay, så. Han trak kort på skuldrene, før han tog fat i hendes lille hånd, med sin egen og klemte til i et godt stykke tid. Han holdte stadig godt fast i hende, da han tog et skridt frem og bukkede sig en smule ned, så de var på samme højde. ”...Mit navn?” Lød hans rolige stemme, som ellers kom til at lyde voldsommere, end den skulle på grund af masken. Han ville jo ikke ligefrem skræmme hende... eller, hvad? Han begyndte at gå rundt om hende, til han tilsidst stod bag hende, stadig med hånden klemmende om hendes, så hun var fanget. Han lod sin hage hvile på hendes skulder, hvilket faktisk var utroligt ubehageligt, på grund af masken, men han ignorerede det. Det var lang tid siden han sidst var stødt på en pige.
”...Shima,” hviskede han og begyndte stille at rokke lidt, som var der musik. ”Yndigt, ikke sandt?” Hviskede han derefter, for at afbryde stilheden, som havde hersket i et par sekunder. Ikke at han faktisk synes at hans navn var yndigt, eller pænt for den sags skyld, men han syntes at der manglede en tilføjelse. Hun kunne jo ikke ligefrem klage.

//Remember yeh promise? Q.Q

Det begyndte at gøre lidt ondt da han bare blev ved med at klemme omkring hendes lille hånd. Han havde et ret fast håndtryk. Eller var det noget han gjorde med vilje det der. Hun holdt sine klynk inde. Der var jo intet at klynke over. Det ville jo hurtig gå over. Hvis det var han ville slippe den igen. Hvilket han ikke gjorde. Undrede hende ret så meget faktisk. Hun stod nu bare og så på ham og fulgte ham med blikket var han smuttede rundt om hendes krop. Hendes fødder ville ikke med. Kunne ikke helt bevæge sig af den uvidenhed der lå og gjorde dem tunge. Det var jo heller ikke som om at hun ikke kunne få vejret på grund af dette.
Shima. Det var i hvert fald ikke et navn hun hørte hver dag. Og det løs ikke disideret fransk. Men det gjorde hendes jo ikke. Hun så kort ned på sin arm der var blevet bundet omkring hendes mave og ellers drejede hun sit hoved så hun nu så sig over skulderen. Og derfor lige mod drengen bag sig. Hendes havblå øjne fortalte hendes forvirrelse og stadig overraskelse over hans opførsel. Dog kom der dette søde smil frem. "Jo. Det er faktisk et ret pænt navn." sagde hun stille og roligt. Hans stemme gennem hans maske var skræmmende men hun kunne forestille dig hans sande stemme gennem den. Hun så igen væk fra ham og endelig kunne hun bevæge sig fri. Hun drejede lidt omkring sig selv så hun kom ud af det lille greb af en slags. Igen stod de front mod front. Han var kommet for tæt på og det havde virket ubehageligt til sidst. Men så igen. Han så ikke ud til at ville slippe hendes hånd igen lige forløbeligt. Det gav hende bange anelser og hendes blik gik fra hendes og hans hånd og op på dæmonens ansigt. Og man kunne se hvordan at en svag panik spredte sig. "Shima..Kunne du være sød at slippe min hånd igen. " Hun så nu nærmest bedende ud. Virkelig som den lille engel hun var. Stadig ung og ja havde denne frygt for hvad der kunne se. Det var ikke sådan hun havde været altid. Men det var noget hun havde begyndt med det samme hun kom til Di Morga. Hun smilede ikke mere. Hun havde forsigtigt sat sine tænder ned i sin underlæbe af usikkerhed. Igen kom billedet af hvordan han havde set ud da hun havde lagt første øjekast på ham. Hvad havde han lavet?

//Hvad havde jeg lovet?? O_o//

Et kort fnys kunne høres fra ham, da hun gav ham ret i at hans navn var pænt. Nårh, da... det havde han da ikke forventet. Hun snurrede sig ud af hans greb, hvilket fik deres lille leg til at ligne en dans endnu mere end det allerede gjorde. Hvor fin og elegant hun dog var, men det kunne han hurtigt lave om på. Man kunne se at et lille smil kom frem på hans læber, for hans øjne ændrede sig en smule. Fik ham til at se en smule uhyggelig ud, faktisk. Han kunne lide hvordan hun snakkede til ham. Brugte hans navn, som om de havde været venner i årevis! Hendes ansigtsudtryk gjorde ham bare endnu mere spændt! Så skrøbelig hun dog så ud...
”Heh... kan du da ikke lide mig, Fear?” Han tog et skridt frem imod hende, uden at give slip på hendes hånd, bare en lille smule, faktisk gav han hende et lille ekstra-klem, bare for at skræmme hende en lille smule mere. ”Det var da synd...” Han gav hurtigt slip på hendes hånd og greb hende hurtigt om halsen, hvis hun da ikke nåede at flytte sig, hurtigt. Han hævede sin anden hånd og fjernede en tot hår fra hendes søde, lille ansigt. ”Jeg kan ellers godt lide dig...” Hans stemme var rolig... stille, men stadig med en lidt ulækker klang. Som var han en børnelokker som prøvede at få et lille barn med hjem fra legepladsen. Ikke at han prøvede at lokke hende, eller noget som helst. Han begyndte at gå fremad, langsomt... så hun kunne nå at få fødderne med, hun ville komme til at gå baglæns, men han krævede mere plads, hvis han skulle gøre noget.
Han stoppede op da de var noget ud på den lille gang der var mellem stolene, og langsomt gjorde han grebet løsere om hendes hals. ”Hvor gammel er det du er, Fear?”

Hans hånd der pludselig blev strammet omkring hendes hals sendte et chok gennem hendes lille krop. Hun spærrede sine smukke havblå øjne lidt op og så overrasket mod Shima. Men nok også noget skræmt. Hvad lavede han? Hendes hænder kom med det samme op for at prøve at få hans væk. Men det nyttede ikke. Hun følte ubehag ved at han strøg hendes hår og hans hånd ramte hendes ansigt. Hans stemme og det han sagde gjorde hende også mere utilpas. Kunne han lide hende? Kunne hun lide ham? Ikke lige nu kunne hun ikke. Han blokerede en smule af hendes luftveje og gjorde hende svagere i fingrende. Hun træk vejret gennem munden og man kunne høre hvordan de blev mere panisk.
Fear stoppede med at rigtigt kæmpe imod men holdt stadig sine hænder omkring hans for at vise han ikke skulle stramme mere. Hun trådte bagud efter som hans bevægelser tvang hende og kunne til sidst mærke trægulvet der udgjorde gangen de nu stod på. Grebet om hendes hals blev løsenet. Langsomt. Men hun kunne mærke det. Det gjorde det nemmere for hende at både synke og trække vejret. Hendes blik var stadig rettet mod dæmonen foran hende. Og man kunne se hvordan en frygt samlede sig i hendes kønne ansigt. Skulle hun svare ham?..
"Je-Jeg er 21.." Hun svarede ham alligevel. Havde tænkt det var bedst i denne situation. "Men det kan være...lige meget.. Slip mig så!" fik hun så mere bestemt frem og man kunne høre hvordan hendes stemme var hæs og rystende. Hun prøvede igen at komme helt fri fra hans greb og hvis det ellers lykkedes hende ville hun alligevel ikke nå langt. Hun ville falde over den minitrappe der var lige ved siden af hende. Hun blev altid så klodset når hun blev overbemandet på denne måde. Når hun blev bange for hvad der skulle ske.
Dette var ikke sjovt. Overhoved ikke. Hun havde igen fået et nyt syn på drengen. Nu fornemmede hun at hun faktisk kendte til den sande person. En person der havde hende i visse knap så stille og rolige planer.

”Jaså...” han strammede grebet en smule igen, da hun begyndte at se en smule panisk ud, hvilket han syntes klædte hende utroligt godt. ”Du ligner ellers ikke én på den alder, Fear.” Han trak hende en smule til sig, tvang hendes ansigt en smule op, så han kunne stirre ind i de fine, blå øjne hun besad, med sit ene røde... det andet var gemt væk under masken.
”Lyver du for mig, Fear?” Hans ansigtsudtryk begyndte så småt at ændre sig. Han så trist ud, i hvert fald der hvor man faktisk kunne se hans ansigt! Selvfølgelig var han ikke rigtigt ked ad det. Det ville sgu da være komplet åndssvagt, at vise sine følelser!
Da hun pludselig blev helt bestemt at høre på, og fablede op om at han skulle slippe hende, smilte han nu alligevel en smule. Fint. Han hav slip, men hårdt, og så hende falde til jorden igen. Han begyndte at grine. Højt. Hele salen blev fyldt med kun hans latter, og roligt lod han en fod smutte ind under hans mave, så hun kunne skubbe lidt til hende. ”Hvad fanden var det, tøs!?” Han lod det sidste grin smutte ud af masken, før han satte sig ned på hug på siden af hende og tog fat i hendes hår, hvilket han hev hårdt op i, så hendes hoved hævede sig en smule.
Tankerne fløj rundt i hovedet på ham, mens han betragtede Fears fine, lille ansigt. Hvad kunne han gøre ved hende? Hvad ville gøre ondt? Han kunne jo ligesom ikke rigtigt gøre noget som helst seksuelt... ellers kunne han jo ligeså godt smide masken! ”What to do, what to do...” Hans blik faldt på battet som lå et stykke fra dem. Han gav hurtigt slip på hendes hår, så hun ville højst sandsynligt slå hovedet ned i gulvet, hvis hun da ikke kunne holde det oppe selv. Langsomt slentrede han hen og tog fat i battet, som han slog mod sin håndflade et par gange, før han vendte sig om mod Fear igen, som forhåbentligt stadig lå på jorden.

Fear rystede svagt på hovedet som sit svar. Hun løj ikke for ham. Hun var virkelig 21 år. Men var fanget i en 15 årig krop. Det var jo normalt for en engel som hende. En der var død i denne alder og så kommet tilbage. Hvorfor havde hun ingen idé om. Og hun havde ikke ligefrem det meget bedre. Hun var ikke helst rask som man nok forventede at blive når man kom til himlen. Hun havde endnu en astma hun ikke kunne komme af med.
Hun kunne mærke hvordan at hun hårdt blev ført mod trappen og hendes ansigts udtryk fortalte at det ikke have været helt smerte frit. Hun nåede blot at høre hans ord før at hun blev udsat for endnu en smerte. Et lettere skingert skrig lød fra hende da hans hådn samlede sig omkring noget af hendes hår. Tvang hendes hoved lidt op. Igen tog hun fast omkring den hånd der udførte hende for ting der gjorde ondt. Som ville det få ham til at stoppe. Det gjorde ondt. OG man kunne se hvordan at tårer allerede havde samlet sig i hendes smukke øjne.
Hun drejede sit hoved sammen med ham. Fulgte hans blik og fik øje på hvad hun egentligt ikke ønskede der skulle i spil. Hun stivnede og spærrede sine øjne op så en enkel tåre fandt sin vej ned over hendes blege kind. "Ne-Nej..." kom det meget svagt fra hende og da var det han slap hende. Hun gik lige stoppet sit hoved før at hamrede sig ned i trinnet bag sig. Hun tøvede ikke længe før at hun fumlende kom op at stå igen. Hendes ryg var øm efter faldet og det samme med hendes hovedbund efter hans hiveri. Hun så kort mod ham og så hvordan han nærmest nød dette. Selvom hun ikke kunne se meget men blikket i hans øje fortalte hende det. Hun sank en klump der blokerede hendes luftrør før at hun ellers satte gang i sine fødder. Hun løb hele vejen op ad trappen og prøvede virkelig at undgå ham. Hun var så bange nu. Hun havde en fornemmelse om hvad han ville med hende. Og hun ønskede ikke at det skulle ske. Hun så sig hurtigt bag ud efter ham før at hun ikke så sig for og snublede elegant over en stolerække. Endte igen på gulvet. Hun fumlede hurtigt med at få hendes blå plastik inhalator op ad lommen i sin kjole. Hun havde kunne mærke vejrtræknings problemet og ville ikke ende med et anfald. Hun indsnuse kort før at hun igen prøvede at komme op. Men hun havde ikke lagt mærke til Shima. Hvor han var eller hvor langt han var nået.

Et lille fnis fik møvet sig ud gennem hullerne i hans maske, da Fear fik rejst sig op. ”Tror du virkelig at-...” Hun begyndte at løbe. Vakle op af trapperne og ind mellem stolene, som om det ville sætte en stopper for ham. Et smil kom frem på hans læber, under masken og han stoppede op for at betragte hende mens hun forvirret løb rundt, som en mus i en labyrint. Hvor så hun dog dum ud... dum og lille... ynkelig!
Shima begyndte så småt at gå, imens at tøsen prøvede at løbe væk. Hans blik lå på hende, betragtede hende nøje, mens hun bevægede sig rundt på sine små ben. Det så faktisk utrolig sjovt ud, nu han tænkte over det. Han betragtede hende forsvinde i et fald. Ned på gulvet, eller stole, eller hvor fanden hun nu befandt sig, og han besluttede at han lige så godt kunne gøre hvad han kunne, nu. Stille gik han frem imod hvor hun lå, men battet slæbende efter sig. En nynnen nåede ud gennem masken, en ganske lillebitte én, imens han kom tættere og tættere på hende, for tilsidst at stå lige foran hende, ved hendes hoved.
Shima lod battet falde og ramte tøsens ilt-forsyning, eller hvad fanden det nu var... sådan en ting til astma? Hmpf! Han slog den i hvert fald ud af hendes hånd, og medmindre at hun holdte godt fast på den, ville den blive slået væk, hen af gulvet. ”Søde, den tror jeg, seriøst ikke at du får brug for.” Et grin lød fra ham og han hævede battet endnu engang og smadrede den ned imod hendes fine, lille hoved.

//Kort! Q__Q

Fear kunne ikke rigtigt tænke helt klart idet at han nu stoid foran hende. Hendes ansigt fortræk sig i dyb frygt. Hun var bange for ham. Hun var jo også bange for alt der kunne gøre hende ondt. Eller noget. Og Shiima var uden tvivl en undtagelse. Hun slap med det samme hendes lille inhalator med det samme hans hårde bat blev hamret mod hendes hånd der holdt den. Hendes kønne ansigt fortræk sag kort i en smerte og hun tog med det samme ømmende til den lidt skadede hånd. Den var dog kun lige forslået. Hun kunne vel godt bruge den endnu. Bevæge fingrende.
Hun så fra sin hånd og igen op mod denne dæmon der havde i sinde at gøre skade på hende. På alle mulige måder. Det kunne hun se i hans ene synlige øje. Og fornemme på hans opførsel og høre på hans stemme.
Og hun nåede ikke helt at obsevere hvad han faktisk sagde til hende før at hun så hvordan battet blev sendt mod hendes hoved. Hun træk sig bådelidt til siden og fik lige i nød og næppe sine hænder op for at parerer battets slag. Det ente med at det første hårdt ramte hendes hænder og derefter blev sendt mod siden af hendes hoved. Hun blev sendt så meget til siden i den lille gang som muligt. Det vil sige ind i den anden række sæder. Et skrig kom fra hende under dette. Et skingert og smertefyldt skrig mens at hendes øjne hårdt var blevet klemt sammen.
Hvis Fear ikke havde parerert slaget ville hendes hjerne gået ned. Der ville ikke have været meget liv i hendes smukke krop. Men hun havde overlevet. Men hun var ikke ligefrem i bevægelse. Lå stille på hovedet mens at blod begyndte at farve hendes mørkblonde hår. Hendes kinder var våde af tåre og hendes øjne var svagt åbne. Hun træk vejret endnu. Ikke normalt eller hurtigere. Men lavt og med pauser. Næsten som at hun hev efter det. Diskret. Som havde hun svært ved at i det hele taget at trække ilt ned i lungerne. Stakkels Fear. Hun havde endnu ikke haft de gode oplevelser her i Di morga. Og dette skulle måske være enden? Hendes liv havde aldrig været en dans på roser.

Smilet forsvandt fra hans skjulte læber, da han hev battet en smule væk, og stirrede ned på den lille pige. Det blødte jo kun en lille smule... Han stirrede på den røde substands som farvede hendes hår i en fin, mørkerød farve. Damn... Hans ansigt fortrak sig i noget der let kunne minde om væmmelse, da han sådan stod og betragtede hende. Han havde håbet på at høre den vidunderlige lyd af noget hårdt som blev smadret, og se den slimede hjernemasse som ville flyde ud på gulvet.. høre de sidste små klynk fra hende og se hende vride sig og komme med nogle små, ustyrlige spasmer, før hun tilsidst ville lade sig stoppe... rest in fucking peace!
Shima stirrede urokkeligt på hende. Hvad skulle han nu gøre ved hende? Hvad kunne han gøre ved hende? Efter nogen små sekunder, hvor han kun havde stået og betragte hende trække vejret på sådan en urolig måde, lod han sig gå ned på hug foran hende, hvor han lod battet presse sig mod den kind hun havde presset mod gulvet. Han havde pludselig fundet på en utrolig god måde han kunne gøre det hele sjovere på. Hvis det lykkedes ham at presse hendes hoved en smule op, så hun kunne se op på ham, ville han placere battet ved hendes hals, og presse op ad, som prøvede han at kvæle hende.... men nej. Sådan legede han ikke! Shima slap battet med den ene hånd, og lod den søge ned i lommen, hvor han fremdrog en fin lille, sølv lommekniv, som han let fik vredet op... sørgede for at hun rigtig kunne se hvor fin og skinnende den så ud. ”Nårh, lille-pigen... nogen argumenter for, hvorfor jeg ikke skulle slå dig ihjel, her og nu?” Han lod knivens blad glide langsomt op af hendes bløde kind, og fik da presset en smule til, så blodet hurtigt ville begynde at løbe.
”Jeg har da hele natten...”

Fear så noget skræmt ud ved synet af kniven han nu træk frem. Selvom at hun følte sig træt og ikke helt tilstede så vidste hun at dette var virkeligt og hun ikke havde det helt store at gøre ved dette. Hendes kønne ansigt skær igen en grimasse der virkelig vidste denne smerte. Hendes mund var åben som skreg hun men kun små svage klynk kom frem idet at kniven skar gennem den tynde hud ved hendes kind. Med det samme kunne hun mærke hvordan hendes varme blod hurtigt gled ned over hendes ansigt. Dråbede ned på gulvet da det ikke havde noget hår der kunne stoppe og absobere det inden der lø ret langt. Hendes små fine hænder der havde søgt op omkring battet for at hun ikke blev kvælt holdt stadig fast.
Samtidig på grund af knivens skarpe blad der kørte over hendes røde kind spændte hun i sin lille krop og uden rigtigt selv at ville have det til at ske spredte sig en enorm mørkelilla vinge sig ud fra hendes ryg. Kun en. Den anden var væk. Fjerne så ud til at være som det blødeste dun men var i virkeligheden alle lige så skarpe som hans kniv. Ikke for hende dog. Hun kunne bare røre dem. Hun skammede sig over dette. Det beviste de mange klare tåre der nu gled fra hendes smukke øjne mens at hun så bedende mod Shima. "Sto-Stop det..her.." lod hendes engleblide stemme. Gråd kunne der også høres i stemmen. "Vil du ikke ...nok. Det..gør ondt." Hun havde ingen stor idé om hvad hun skulle sige til ham. Derfor var disse ynkelige ord kommet frem. De ville ikke hjælpe hende. Men man kunne altid håbe på det bedste. Hun fortrød hun overrasket var kommet i snak med. Han virkede ikke venlig som da de præsenterede sig for hinanden. Og hun havde fortalt sit navn til den dreng. Den dæmon. Den sindssyge person.
Hun gjorde intet med sin ene vinge. Lod den blot være foldet sammen på sin ryg. Havde ikke kræfter til at trække den ind igen. Blodet fra såret i hendes hoved var nu nået ned til omkring hendes hals. Dråber gled ned over hendes kæbe og videre ned mod hendes hvide kjole. Hun kunne ikke lide at hun blødte. Og alt dette mindede hende som de andre oplevelser. Hun skulle bare have været rejst da hun havde haft muligheden. Hun ønskede ikke at dø. Ikke igen. Og ikke nu. Men hun skulle jo ikke bare gøre ingen ting. Hovedet gnavede efter slaget og det dunkede dybt. Kinden var mere eller mindre følelses løs nu men stadig kunne hun ikke rigtigt komme op at stå. Derfor blev hun liggende halt nede. Ventede på hvad han ville gøre nu? Det ville hun ikke indrømme. "..Hvor..for?..."