Failing means something new learned.

Der var allerede ved at blive mørkt. Solen var i hvert fald godt i gang med at sende sine sidste smukke stråler hen over Di Morga. Stedet hun altid kom tilbage til. Stedet hun nok altid ville finde sin plads. Vinden var kraftig men af en eller anden grund var der ikke så koldt mere. Og den værste sne var også forsvundet allerede. Den ville dog sikkert komme igen. Det gjorde den hele tiden. Sådan havde det i hvert fald været de sidste par år. Det meste lignede sig selv. Endda også her i Logement. Men stemningen var ikke så anspændt og utryg mere. Ikke for hende i hvert fald.
Hendes skridt var forsigtige. Lydløse og lette. Tøvende men samtidig bestemte som hun gik hen over den ujævne asfalt. Armene var lagt omkring hende. Et typisk tegn på at lukke sig selv inde i og holde andre ude. Var nok også en mulighed. Hendes lange hasselnøddebrune hår var sat op i en typisk løs fletning der hang ned over hendes ene skulder mens at de løse totter hvirvlede i vindens legende tag. Den var tydelig sjusket. Hurtigt sat op. Hendes ansigt havde ikke det sædvanlige smil på sig men var nu heller ikke lagt i bedrøvede folder. Nok mere nervøst og som en fortvivlet hundehvalp. Hendes blik var konstant bare rettet ned mod jorden. Så på hende fødder i et par gamle hjemmesko. Havde ikke haft lyst til at tage andet på. Havde ikke sat tid af skifte derhjemme. Ville bare ud af huset lige pludselig. Og hendes retning havde med det samme blevet rettet mod det sted hun faktisk nu frygtede allermest. Med den person der pludselig var blevet sværest for hende at stå ansigt til ansigt med. Men hun græd ikke mere. Nok var hendes ansigt ganske lidt blegere end det plejede at være men der var ingen syn af tidligere gråd. Tårerne var blevet spild. Og nu skulle der gøres noget. Hvad havde hun ingen idé om. Hun var ikke engang sikker på om hun ville kunne gøre noget ved hendes fejl nu.
En dyb indånding blev indtaget idet at Amelia’s blik fangede det hus der var blevet sat som hendes mål denne eftermiddag. Skuldertasken som hun normalt brugte til skole blev lagt bedre op på hendes skulder så den ikke hele tiden gled ned. Hun fik en sådan lyst til at vende om og bare løbe væk. Hvad skulle hun overhoved sige til ham? Hans ord havde været klare. Og det havde været tydeligt at han faktisk havde ment det. Hun var blevet blendet af sin kærlighed til ham at hun ikke havde nået og tænke på disse konsekvenser. Hun pustede godt ud inden hun trådte hele vejen op til døren. Hun skulle til at banke på men trak med det samme sin hånd til sig igen. Men kun for igen at fører den mod døren. Og fik banket på. Tydeligt og forsøgte virkelig at gøre sig så ugenkendelig som muligt.

Asparaen følte hvordan det gippede i hende idet døren gik op og hun følte sig uden ord. Hun så først op mod ham i kort tid inden hun så væk og fik strammet grebet omkring sig selv. Bed sig kort i underlæben inden hun endelig fik åbnet munden for at sende sin søde stemme ud. ”Hej..Er Jessica her??” Hun kæmpede for ikke at få sin stemme til at ryste. Det var da også et dumt spørgsmål. Endelig rettede hun sit blik mod ham. Dette var næsten som at træde ud af sin komfortzone. Grænseoverskridende. ”Må…Må jeg se hende??” kom det så frem. Hun krydsede fine fingre håbende i sit hoved mens at hun næsten så bedende mod Chase. Hvor var hun ynkelig. Lige som han havde sagt. Hun følte stadig skyldfølelse. Som en stærk stikken i brystkassen. Ubehageligt..

De få slag mod døren, der gav genlyd i den lille, smalle entré, fik som altid sat gang i en højlydt, voldsom gøen fra den store rottweiler, som straks fór op af den kurv, men kom ikke meget længere end en halv meter, blev forhindret i at komme hen til døren af dén kæde, der var hægtet fast i dens halsbånd og boltret fast til en firkantet metalplade på væggen. "MONTY!" Chase kom med det samme farende ud til den larmende hund, sendte den et bestemt, lettere irriteret blik, inden han skøjtede videre henover gulvet og hen til hoveddøren, lagde hånden på håndtaget, som han pressede ned på, hvorefter han slog døren op med et kækt smil, der dog lynhurtigt forsvandt, idet hans øjne blev rettet imod personen på den anden side af dørtærsklen. "Nåh, er det bare dig?" Det var tydeligt at høre, at han ikke var specielt begejstret over at se hende, og at det ikke ligefrem var dén, han havde håbet på at få besøg af - men han smækkede ikke døren i; heller ikke efter at have hørt hendes spørgsmål. Selvfølgelig var det derfor, hun var kommet. Hvorfor skulle hun ellers have bevæget sig helt herud? Der gik lang tid, før han selv sagde noget. Han stod blot, i døråbningen, fortsat med en hånd lukket omkring dårhåndtaget, betragtede hende med hovedet lagt svagt på skrå, og med et lidt ulæseligt udtryk malet i det blege ansigt, hvor det kun var det ene øje, der var synligt, eftersom det andet gemte sig bag det sorte, tunge pandehår. Endelig, rørte han på sig og trådte en anelse til side, så han ikke længere stod og blokerede hele indgangen, gav hende dermed plads til at træde indenfor. "Det må du vel," mumlede han som, et meget sent, svar, trak let på skuldrene og ventede pænt til hun var kommet ind i huset, hvornæst han forsigtigt lukkede døren igen, bag sig. "Sit!" vrissede han til rottweileren, der havde været lige på nippet til at springe op, men som straks lagde sig helt fladt ned på det lidt slidte trægulv. Halvdæmonen trissede forbi hunden, uden at se på Amelia, videre ud i køkkenet, for så til sidst at ende inde i stuen, hvorfra der kunne høres en glad, lavmæl pludren fra den lille pige, der sad mit i et kæmpe bjerg af puder, med en eller anden hvid stofhund, som næsten var dobbelt så stor som hende. "Du kan bare sætte dig ind til hende ... jeg skal alligevel ... øøh ... tage opvasken," sagde han, dæmpet, før han vendte om og marcherede tilbage ud i køkkenet med blikket slået ned mod gulvet, for at undgå at hans blik mødtes med asparaens. Det var løgn, det han havde sagt, for der var faktisk usædvanligt rent i hans hus, og der stod ikke andet end et tomt glas ude på køkkenbordet, men han lod bare som om, han vaskede ét eller andet op, og skramlede i ny og næ med det bestik, der var i en af skufferne. Hvad bildte hun sig overhovedet ind, sådan at komme væltende ind? Havde han ikke gjort det tydeligt nok for hende, at han ikke var interesseret i at ses, sidste gang de havde set hinanden? En høj klirrende lyd fik hevet ham tilbage til den virkelige verden, idet han var kommet til at stramme sit greb så meget, om det halv-skrøbelige glas, at det til sidst havde måttet give efter og var splintret i en masse små dele, heldigvis kun nede i vasken. "Lort ..." mumlede han, netop som han havde sluppet de største glasstumper, og vendte håndfladen op imod sig selv, bed sig en smule hårdt i underlæben, ved synet af de røde dråber blod der piblede frem fra de revner, han havde fået, efter at have smadret glasset. Der blev hurtigt dannet en mindre sø i hans hånd, og han skyndte sig derefter at tænde for vandet, holdt hånden indunder den kolde hane i noget tid, imens han lavmælt bandede for sig selv. Chase greb ud efter et ternet viskestykke, som han tjept fik viklet rundt om hånden, som han påfølgende gemte omme bag på ryggen, efter først at have vendt sig om, så han nu stod mod fronten ind mod stuen, lod omsider sit blik falde på Amelia, men sørgede for at kigge væk, hvis det skulle hænde, at hendes blik blev rettet imod ham.

Amelia kunne med det samme mærke hans overraskelse over at se hende. Var han virkelig så overrasket over det? Jessica var trods alt også hendes datter. Ikke kun hans. Om han så ønskede det eller ej. Hun havde sine rettigheder til at besøge sit barn når hun ville. Hun havde såvel også retten til at tage hende med sig. Men hun havde ikke det i tankerne lige nu. Hun vidste at det nok med stor garanti ikke ville lande i gode hænder. Det var klart. Tanken om at han måske havde ventet en anden var slet ikke kommet frem. Sådan en naiv tøs hun var. Hun så lidt mere direkte mod ham idet hans stemme nåede hende men stadig var det svært bare at se på ham. Hun så hele tiden det ansigts udtryk fra den aften for sig. Det giftige blik og ellers neutrale lige steg som læber. Måske skulle hun bare gå igen. Hun nikkede bekræftende og uden helt at vente særlig længe begyndte hun at gå ind i hans hus igen. Med det samme så hun mod hunden der så ud til at have genkendt hende. Virkede lidt forskrækket men man kunne vel sige at et smil kom frem og et hilsende blik blev sendt mod Monty. Dejligt en ikke var så bebrejdende. ”Tak..” fik hun hurtigt sagt til hybriden ved hurtigt at kaste et blik over skulderen.
Det var næsten som om at hun lyste en smule op over at se den smukke lille pige. Som hun bare sad der i sofaen og legede med puder og tøjdyr. Hun havde savnet hende. Og hun tøvede nu slet ikke mere. Satte nærmest tempoet op og gik videre hen mod den anden hybrid i dette hus. En del af hende der desværre ikke var omkring hende hele tiden. Et af de huler hun havde i sig syntes at blive fyldt ud ved at se hendes smilende ansigt. Og det smittede tydeligvis af på asparaen. Hun satte sig roligt ned i sofaen og lagde tasken fra sig ved siden af sig. ”Hej, prinsesse.” sagde hun en smule dæmpet men var ikke i tvivl om at Jessica hørte hende. Hun så i hvert fald mod hende med det samme. Genkendte hendes stemme. ”Se! Jess har fået vov vov.” Hvor var hendes stemme dejlig. Og hun havde lært flere ord. Hun var vokset ganske lidt og hun så endnu sund og rask ud. Amelia følte hvordan en latter trængte på og hun holdt den ikke inde. ”Hvor er den fin.” Hun kørte en hånd gen over hendes sorte hår og følte krøllerne mod sine fingre. Så skrøbelig denne lille pige var. Men stadig så stærk. Magisk. Kunne få hende til at smile bare ved at være der. Igen bed hun sig fortvivlet i underlæben efter at have fugtet den med tungespidsen. Hun så hvordan at pigen rejste sig op stadig med en hånd holdende fast i øret af plysdyret. Men det blev dog sluppet idet at hun nærmest væltede ind mod Amelia i et form for kram. Hun følte en varme ved dette og med det samme blev lagt hendes arme også forsigtigt lagt omkring den lille krop.
Hun træk forsigtigt barnet ud af sin favn men ved at have sine hænder holdende under hendes arme blev hun roligt løftet op og sat på hendes skød. ”Så. Har farmand været sød og rar ved dig??” Det lød ikke det mindste skepisk. Og hendes smil var ikke forsvundet da hun sagde det. Hun sad ikke og håbede på at hører et nej. ”Jaa!” Hun lød så munter ved hendes svar at Amelia følte tårer komme frem. Fik dem dog blinket væk. Gad ikke side og tude nu. Om det var af glæde eller ej. Men inden hun rigtigt nåede at sige noget til det hørte hun de klirrede lyde fra køkkenet. Og hun så lige som Jessica med det samme hen mod åbningen. Men hun sad i en noget blind vikkel. Forsigtigt løftede hun den lille pige op i sin favn mens hun rejste sig op. Støttede hendes hoved med sin ene hånd mens den anden var som en vugge omkring hende.
”Er…Er du okay??” lød asparaens stemme en smule nervøst som hun havde stillet sig i åbningen ud til køkkenet og så lidt fra og til mod Chase. Hun vidste godt hvad der var sket. Det var jo tydeligt med alle de glasskår. Hun syntes dog at blive overrasket over hvor rent der var blevet. Kommenterede dog ikke hans lille løgn der var blevet afsløret. Havde en fornemmelse af hvorfor den var kommet ud. ”Da da okay?” kom det også fra Jessica. Det var utroligt hvordan hun udviklede sig. Hendes hår der voksede så hurtigt. Hendes talegaver men stadig var hun så lille og babyagtig.

Chase så øjeblikkeligt væk, i det sekund hun kom til syne i dåråbningen, ind til køkkenet, var hurtig til at få en halv omgang rundt om sig selv, således at han kom til at stå med ryggen imod hende. "Hvad tror du selv ..." vrissede han bidsk, smed viskestykket fra sig på køkkenbordet, stod blot med begge hænder plantet på det nu lidt blodplettede bord og stirrede stift ud i den blå luft foran sig, fokuserede ikke på noget bestemt punkt. Hans vejrtrækning var allerede blevet godt ophidset, men han formåede at få den til at være nogenlunde normal igen, ved at tage et par dybe indåndinger. Hybriden vendte sig dernæst, endelig, om imod Amelia, skulede olmt til hende, kunne tydeligt mærke den ubehagelige stilhed, der hang over dem som et tungt, lydtæt tæppe, og kvalte alle lyde, som forsøgte at komme ud. Der var egentlig heller ikke rigtig så meget mere, at sige; han havde i hvert fald sagt alt det, han ville. Nu, var han blot helt tom for ord. Det var underligt, hvordan deres forhold havde kunnet tage sådan en kraftigt vending på bare én enkelt dag. De opførte sig næsten, som om de var fremmede, og aldrig havde set hinanden før. Det var ikke en følelse, han brød sig synderligt om. Det gjorde faktisk næsten helt ondt. Sludder. Den metalliske lugt af blod, måtte have steget ham til hovedet. Han rystede diskret på hovedet, fik på dén måde revet sig selv ud af sit eget tankespind, hvornæst han sendte hende et kort, fjendsk blik og fnøs lavt.
Det gav et sæt i ham, da den trykkende, stille atmosfære blev brudt, idet lyden af nogen, der bankede på, endnu en gang fik hunden til at hyle i vildenssky. "Fuck ..." mumlede han sammenbidt, slog en knyttet næve ned i køkkenbordet, bed sig kortvarigt i underlæben, inden han så hen imod hende, Amelia. "Du burde slet have været kommet! Gå ind i stuen og sæt dig," snerrede han med en spydig, ætsende undertone, hvorpå han trampede ud i entréen, råbte først af rottweileren, indtil den omsider tav, og fik åbnet døren, netop som personen havde trykket på ringeklokken, så en lidt rusten lyd kastede ekkoer igennem hele huset. "Hvad så, smukke?" Hans stemme havde ændret sig fuldstændigt. Han lød meget mere munter nu, og det havde tilmed lykkedes et smil at få banet sig vej frem til hans læber, hvor det havde forplantede sig, og fik lyst hans ansigt en smule op. Den klikkende lyd fra et par kraftige, høje plateau stiletter kunne tydeligt høres, da, én eller anden, trippede indenfor. Døren blev smækket i efter personen, og de gik derefter, sammen, ind i køkkenet. En rimelig høj skikkelse, som var mindst lige så bleg som han var, satte sig helt op på spisebordet i køkkenet og lod fingrene på sin ene hånd løbe igennem de sorte hårlokker. Det var ikke specielt meget tøj, hun havde på, og de få klude hun var trukket i, sad godt ind til kroppen, og skjulte ikke noget som helst. De falske bryster så ud til at kunne hoppe ud af korsettet, når som helst det skulle være. Kvinden løftede den ene hånd og vinkede ham hen til sig, ved at vifte kort med pegefingeren, og greb derpå fat i kraven på hans læderjakke, inden hun pressede sin mund imod hans, begyndte straks at lege med hans tunge. Chases hænder var allerede overalt på hende, dog kun uden på tøjet, og han kunne ikke holde nogle få støn tilbage, idet hun plantede kys op langs hans hals for til sidst at placere munden ude foran hans øre, efter drilsk at have nappet ham i øreflippen. "Tag mig ..." hviskede hun forførende, gned kælent sit ene ben imod hans skridt, og det krævede al hans selvbeherskelse ikke at gøre, som hun bad ham om, men det her gik ikke. Halvdæmonen bed sig kort i læben, før han tog et lille skridt væk fra hende. "Det ... øhm ... det er ikke så godt i dag," fik ham fremmumlet, havde blikket rettet ned imod gulvet, og førte en hånd om bag i nakken for at klø sig lidt dér. "Ikke så godt i dag? Hvad fanden skal det betyde?" spurgte den tatoverede, unge kvinde og rynkede kortvarigt de fine, optegnede øjenbryn, men gav ham ingen chance for at svare, for nu lå hendes opmærksomhed et helt andet sted. Kvinden smuttede ned fra bordet, og stod i nogle sekunder uden at trække vejret, helt stille; lyttede, efter stemmer. Der var nogle inde i stuen, udover hans lille pige. "Har du besøg?" spurgte hun, en anelse forundret, trissede dernæst hen ad køkkengulvet og ind i stuen, hvor hendes giftige, grønne øjne straks fik øje på asparaen; "ej okay hvem fanden er det?" Chase snerpede munden sammen, så den blot bestod af en lang, tynd streg og bandede højlydt inde i sig selv. Fuck, fuck, fuck, fuck, fuck.

Så vidt muligt som hun kunne prøvede Amelia at holde de tydelige lyde ude. Dem der nu kom fra køkkenet. Hun sad bare som før i sofaen med den lille pige ind til sig. Havde ikke sluppet hende ud af sin favn endnu. Hun følte hvordan at hun fik det dårligt bare af at høre de svage støn og hvordan det var tydeligt at nogen bevægede rundt på hvad det nu end var der befandt sig ude i det rum. Lige nu brød hun sig ikke som sin skærpede hørelse. Det var virkelig bare ikke noget hun ønskede at være vidne til. Hun krøllede sig nærmest selv lidt sammen. Og hvis det ikke have været fordi at hun holdt om Jessica ville hun havde holdt sig selv for ørene. Men endelig fik hun så taget en beslutning. Rejste sig meget bestemt op fra sofaen. Fik gjort så hun holdt bedre omkring barnet inden hun fik svunget sin skuldertaske over skulderen. Men hun nåede nu ikke mere end to til tre skridt inden lyden af klikkende stilletter lød og denne høje kvinde stod i samme rum som hende. Amelia stoppede brat også nærmest skræmt mod hende. Og lidt efter kom Chase efter. Hun kunne stadig fornemme hvordan han var blevet tændt. Det skræmte udtryk blev nu forandret igen. Til et mere skuffet udtryk. Hun stirrede nu direkte mod Chase. Nærmest spiddende. ”Hvor er du…klam..” lød det fra hende en smule svagt men tydeligt nok til at man kunne høre hende. ”Du har ret. Jeg skulle aldrig have kommet. Jeg skulle såvel aldrig have tilladt dig at overhoved rører min pige! Men nu vil jeg endelig ikke forstyrre dig nu du er midt i en sand luder..” Hendes ord var hårde og selvom at hendes stemme rystede, kunne man mærke hvordan den ikke var fyldt med uægte ord. Hun sank en generende klump og følte lidt hvordan adrenalinen kørte gennem hendes krop. Hun var ikke vant til denne følelse og hun var ikke vant til at sige sådan nogle hårde ord. Stille og roligt kunne man skimme hendes brune øjne blive blanke og nu var det hendes tur til at prøve og kontrollere sine vejrtrækninger. Blev nød til at tage indåndinger gemmen munden. Hun vidste godt at hun ikke var nogen høj slank kvinde med de perfekte former og en sexet attitude. Hun var tydeligvis det komplet modsatte af hvad denne hybrid ønskede. Så hvorfor overhoved prøve igen? Hvorfor dog forsøge? ”Din forbandede idiot!!!!!!!” råbte hun så efter en mindre pause. Det var højt og vel en smule skingrende. Og var det ikke en smule gråd man hørte? Et sidste blik blev sat mod Chase inden hun drejede elegant om og trampede bestemt ud af stuen. Videre gennem entréen. Ignorerede hundens gøen som hun åbnede døren og med det samme hun følte den friske luft begyndte hun at løbe i et tilpas tempo. Holdt endnu Jessica ind mod sig. Hun virkede som en stærk pige. Havde ikke begyndt at græde over situationen. Hun var i sandhed fars datter. Men nu ville hun ikke indrømme det mere. Selv var tårerne begyndt at trille ned over hendes røde kinder men gråden kunne ikke høres.

Alle hendes spydige ord fik i dén grad sørget for, at få bragt et temmelig forbløffet udtryk frem i hans blege ansigt, så en smule måbende på hende, som hun slyngede de bidske bemærkninger i hovedet på ham. Det var første gang, han havde hørt hende tale med så grimt et sprog; det lignede overhovedet ikke hende - og hvad helvede bildte hun sig overhovedet ind? Chase bed tænderne sammen, samtidig med at han sendte hende et dræbende blik, lige inden, hun vendte om for at gå ud af stuen, krydsede køkkenet og løb videre ud i entréen, hvor hun straks åbnede døren, hvilket fik sat gang i den gøende hunde-alarm. "Kælling ..." snerrede han sammenbidt, fik derpå enormt travlt med at følge trop, fór forbi sin letpåklædte veninde og smækkede hoveddøren i bag sig, med et højlydt smæld. Det tog ham ikke lang tid at få øje på asparaen, satte med det samme kursen imod hende, forøgede tempoet markant og indstillede blikket på hende, borede det ind i hendes ryg, som han ikke slap af syne på noget tidspunkt, under løbeturen.. Det var ikke nødvendigt for hende, at se sig over skulderen for at kunne regne ud, hvem det var, der fulgte efter hende. De tykke metalplader under hans støvler larmede, for hver gang de stødte mod asfalten. Han fik hurtigt halet ind på hende, og satte da farten en kende ned, inden han rakte ud efter hende og tog fat i en af hendes arme, hvorefter han bremsede op, for dernæst at træde ind foran hende, uden at slippe taget i armen. "Hvem fanden tror du, at du er!?" knurrede han arrigt af hende, strammede yderligere grebet rundt om Amelias arm og rankede sin ryg, så han stod i sin fulde højde og tårnede sig op over hende. "Du er ikke en skid bedre end alle andre! Du tror, at du kan opfostre hende bedre end mig? Fint! Men du skal kraftedme ikke komme kravlende tilbage, når det mislykkes," snerrede han, med et højt toneleje, og den vrede, der havde hobet sig op indeni ham, kunne tydeligt høres i hans stemme. Hans øjne bestod blot af to små sprækker, eftersom han havde knebet dem sammen, stod bare og stirrede på hende i noget tid uden rigtig at sige noget, men åbnede så atter munden; "og hvis du nogensinde sætter din fod på min grund igen, skal jeg personligt sørge for, at det bliver det sidste du gør," hvislede han, slap følgende Amelias arm og trak hånden til sig, sørgede for at støde ind i hendes skulder, idet han passerede hende, på vej hen mod sit hus igen. Han kom dog ikke særlig langt, for han havde knapt taget tre skridt, før han brat stoppede op og vendte sig om imod hende. "Jeg har hverken brug for dig eller hende! Jeg har ikke brug for nogen som helst!" råbte han til asparaen, rodede rundt i de forskellige lommer, der var i hans tøj, og fiskede det første og bedste op fra en af dem, kylede den tomme, glas crack-pibe efter hende - "skrid af helvede til!" - for så dernæst endnu en gang at dreje om på hælen og marchere tilbage til huset. Den tatoverede kvinde, der var dukket op i døråbningen, blev blot skubbet til side, med sådan en kraft, at hun nær havde drattet ned af det lille trappetrin, der var foran hans dør, og rottweileren begyndte straks at hyle, men Chase fortsatte bare, helt upåvirket, videre ind i huset. Halvdæmonen standsede, netop som han trådte indenfor i stuen, stod i få sekunder og så sammenbidt ned i gulvet, før han så greb fat i en af de flasker, som var linet op på en reol, tyrede den tværs igennem rummet, så den smadret mod væggen, splintrede fuldstændigt, og den mørke rødvin farvede straks alt omkring sig rødt - og sådan fortsatte han, til der næsten ikke var flere flasker tilbage. Stuen sejlede i de stærke væsker, og her lugtede kraftigt af alkohol. "FORHELVEDE!" galede han, så højt han overhovedet kunne, inden han lænede sig op af reolen og gled ned ad den, indtil hans ende mødtes med gulvet - og så startede det helt store tuderi. Hybriden trak benene op til sig og lagde ansigtet ned mod knæene, var allerede blevet helt forpustet og gispede nærmest efter vejret, mens han ihærdigt forsøgte at holde tårene inde, men det var en kamp, han kun kunne tabe. Det havde ikke været med hans gode vilje, at han havde forladt hende. Det havde gjort så smertende ondt i brystet at forlade hende på den måde. Hende. Hvem var det? Han vidste ikke en gang, hvem af dem, det havde været sværest at efterlade. Det kunne også være ligemeget. Alt kunne være ligemeget, lige nu ...

//Out//.

Det kom ikke som nogen overraskelse idet at hun blev stoppet op. Men hun gjorde ikke med det samme hvad han ville have. Prøvede med det samme at komme fri. Så hurtigt mod det blege ansigt og hørte ordene blive kastet mod hende. Havde en sådan lyst til bare at råbe videre af ham. Og hun følte sig ikke usikker på det punkt mere. Pludselig var det ikke særlig svært at være sur på ham. Hun følte ikke mere at hun bare skulle holde sin sårede vrede inde. ”Jeg tror ikke jeg kan opfostre hende bedre end dig! Men jeg kan ikke mere se nogen grund til at lade hende være hos dig!” kom det så frem. Samme høje rystende stemme mens at hun forholdt sit blik stift mod hybriden. Var ikke mere bange for at se ham i øjnene. Hun fik hurtigt revet sig sin arm ud af hans greb og skulle lige til at skubbe ham længere væk men valgte hurtigt selv at træde tilbage. Men kunne desværre ikke nå at undvige hans skulder det hårdt blev skubbet ind i hendes og trang hende blot længere tilbage.
Amelia skulle lige til at vende helt om for at traske videre væk men tillod sig så at se sig over skulderen idet hans ord igen lød rungende gennem luften. En hver anden ynkelig satan som hende ville nok have været skræmt af mig på dette tidspunkt. Men hun følte ingen skræk. Måske en smule foragt. ”Som om jeg har brug for dig!!” råbte hun tilbage. Næsten som et skrig for at overbevise sig selv om at det var sandt. Hun trådte tilbage og så blot hvordan glas blev knust mod asfalten lige foran hende. Der skete hende ikke noget udover en mindre rift af et vildfarent glasskår mod hendes ene hånd. Lagde ikke engang mærke til det. Heller ikke idet en enkel dråbe blod kom til syne. Hun kunne mærke den lille krop i sine arme bevæge på sig. Sitre. Og ganske lidt efter følte hun hvordan hendes bluse blev en smule fugtig af pigens tårer. Jessica græd. Og det fik blot asparaen til at trykket hende tættere ind til sig. ”Så så..” hviskede hun ind mod det sorte hår og vuggede på en måde det lille barn for at berolige hende. Hun træk vejret tungt og prøvede at falde ned igen. Følte sig pludselig virkelig dårlig tilpas. Følte dårlig samvittighed også selvom at hun havde fået følelserne frem i ord. Men det var sandt. Det lignede hende ikke sådan at opføre sig som hun gjorde nu. Var det noget der skete når man blev mor? Blev mere beskyttende? Eller var det første gang hun faktisk var blevet så såret som nu.
Hun begyndte med det samme at gå videre hen ad vejen. Væk fra hans hus. Ignorerede de fustrende lyde af samlet glas inde fra hvor Chase nu befandt sig. Han havde ingen grund til at være sur! Men havde hun? De undrende tanker fik hende hurtigt ned på jorden igen. Skulderne faldt ned og hendes skridt blev langsommere. Mere slæbende. Den nu sovende pige føltes pludselig tungere i hendes arme og hver gang hun slikkede sig hen over sine læber smagte hun de salte tårer. Hvorfor græd hun!? Hun ville ikke! Ville ikke spilde flere tårer på den idiot! Hun stoppede til sidst op og stod bare og nød den trygge vind i hendes hår. Lukkede sine øjne i mens at pigen blev trykket mere ind til sig. Som var hun bange for at miste hende. Hvordan havde hun dog kunne få sig selv til at komme af med sådan et skrøbeligt væsen? Det var næsten bizart. ”You appear just like a dream to me..” sang hun sagte. Mere kom der ikke. Et dybt suk forlod hende og et sidste snøft kom efterfølgende. Hun slap forsigtig den lille pige med den ene arm og tørrede hurtigt sine øjne og kinder fri fra dråberne. Så drejede hun en kvart omgang og stod lidt med siden til det hus der lå et godt stykke fra hende. Var hun ikke nået længere? Og hvorfor havde hun det så dårligt? Hvorfor følte hun sig så utryg? Det var bare ikke sådan det skulle være. Men hvad kunne hun gøre?

//OOG: Out.//