Time means nothing to me. (Jass)

Tiden er?; 00.02
Stedet er?; Jonlu - Hospitalet.
Omgivelserne er?; Tændte lugtepæle og folk der går ind og ud af de forskellige bygninger..?
Vejret er?; Mørkt. Køligt men man kan stadig mærke sommeren.

Hospitalet. Hvem havde ikke besøgt det sted? Bare en gang i deres liv. Om det havde handlet om dem selv eller andre. Og for dem der ikke havde. De ville gøre det engang. Hospitalet var som et fælles sted som var fyldt med både glæde over at en person overlevede men også sorg over det modsatte. Det var her en sandhed kunne komme frem. En sandhed der ikke var kendt før i det øjeblik man fik den af vide. Der var altid travlt men også stille og roligt. Kedeligt for nogle men nervepirrende for andre. Og sjovt for nogle af dem der kunne ligge i en seng og glo Disney film uden at deres haleben begyndte at gøre så forbandet ondt.
Sommeren var nær. Eller ja faktisk var den her allerede. Den var kommet tidligere i år. Allerede her i slutningen af maj. Men den havde ingen større betydning for Love. Denne unge pige der nu levede sit døde liv her i Dir Morga. Hun kunne ikke mærke kulde. Det eneste var at daglyset var fremme længere tid om dagen. For hende var tiden ikke helt en ting hun tænkte over. Hun havde jo ikke forandret sig meget gennem de sidste 50 år. Lignede sig selv.
Hun kig gennem gangene på hospitalet. Havde ingen grund til at være der men kunne ikke sove. Havde hun ikke kunne i lang tid. Og hun var begyndt at kede sig. Hun kom til at gå ind i et ungt ægtepar og med det samme havde hun vendt sig om for at sige undskyld. For så at gå hurtigere mod den dår hun havde fået øje på henne for enden. En bagudgang. Vel et sted hvor folk gik hen for at ryge. Men da hun havde trykket håndtaget ned og åbnetdøren stod der intet andet end nogle containere. Hun lukkede døren bag sig mens hun kiggede sig omkring gennem hendes lange blå pandehår. Så fik hun sat sig ned. På den lille trappe med tre-fire trin. Sad så bare der og træk vejret hvilket var en unødvendig ting for hende..

De skarpe lys var lige ved at blænde ham, da han trådte ind på en af de utallige hospitals gange der virkede som en bandt tusinde andre, forfærdelig med alle de samme gange, som man ikke ville kunne se forandringer i, hvis det ikke var på grund af de pinlig rene senge, og andre ting, som nu skulle bruges sådan et sted. Han havde aldrig sat sine ben sådan et sted, hvilke også var grunden, halv i halvt, til at han var kommet der, og vel for at få bare en smugle varme? De sorte hvide All Stars, mørke jeans og hvide skjorte gav ikke ligefrem varme, så trods de heller ikke varme gange, var de alligevel varmere end udenfor. For ikke at føle sig helt malplaceret fandt han en ledig stol, som der var mange af i vente værelset, og lod som om han ventede på det ene eller det andet. Han var ikke sikker på hvad han ventede på, vel at få varmen for så at snige sig ud i skoven igen? Det ville nok være det der lød bedst i hans øre. Han kunne desværre ikke huske hvornår fuldmånen ville komme, hvilke var yderst upraktisk, men også en lille sjov leg. Hvornår ville han forvandle sig? Lommerne lå godt begravet i de mørke jeans, for at holde på den lille smugle varme de havde formået at holde sig.
Kulde var ikke noget der slog ham ud normalt, men det var åbenbart lykkes for ham denne aften, for han følte sig irriterende kold, som en mindre is klump. Han fugtede kort de kolde læber, mens han lænede sig mageligt tilbage i den knap så magelige stol, men den var helt fin, efter en hel dag, på to ben, sammen med nogle venner, som meget passende havde været så dejlige at give ham noget mad. Det var vel mere fordi at de helst ville give ham det, så han ikke stjal det, hvilke han ville gøre hvis han kunne komme til det, det vidste de godt. Et kort humor løst smil gled over hans læber, ved tanken om dette. Hvad det sjove var i dette, kunne man nok ikke se, men deres ansigter, og så den lethed han havde ved dette, blot lidt koncentration og wupti, så kørte det som på skinner.
Der kom lidt efter en læge hen til ham, og spurgte om hvad han lavede her, og som altid, havde han et svar lige ved hånden. "Venter - på en veninde." Hvilke klart ville være den bedste grund til at han sad der, og prøvede at få varmen. Selvom ordet veninde ikke helt passede til ham, da det ikke var fordi at han havde nogle af dem, jo, der var nogle 'veninder' men de var ej nogle han brugte mere tid med, end højes nødvendigt. Han fortrak at være sammen med fyre, men flere gange nød han skam også kvinder, selvom det ikke var tit han mødte en kvinde han kunne lide, faktisk havde han endnu ikke mødt nogle.

Vinden fik ikke rigtigt lov til at komme ind i denne lille gyde. Den var lå i den anden ende end hvor vinden kom fra. Eller hvad man skulle sige. Men alligevel kunne en blæst sagtens komme og begynde at lege med hendes hårspidser. De var ikke blevet klippet ordenligt ved en frisør længe men alligevel se de ikke slidte ud.
Love sad bare i sin egen verden mens at hendes øjne havde et fjernt blik i dem. Farven var ret utrolig og for nogle skræmmende. Lilla. Ikke bare noget lyset gjorde. Men de var altid lilla'e. Og hun kunne faktisk godt lide dem. De var ikke for store og heller ikke for små. De var bare perfekte. Efter hendes mening. En lyd fangede hendes skarpe hørelse. Lyden af fødder der kom gående mod hende. Eller nok mere mod døren ud til der hvor hun var. Hun nåede lige at vågne og så rejse sig op før at døren uden nåde blev åbnet. To sygeplejesker kom traskende ud. De blev noget overrasket over at se denne unge pige der bare stod og så på dem. Hendes blege hud skreg nærmest i mørket og Love kunne se hvordan de ikke følte sig specielt trygge med hende omkring dem.
Hendes kinder blussede lidt op og hun var ret hurtigt forbi dem og så inde på hospitalet igen. Hvor havde det været flovt. Hun vidste jo godt det var et sted der var beregnet til rygere og sådan. Hun sank en mindre klump så den ikke generede i hendes hals mere. Hun gik med hurtige skridt og hendes hård sålede ballerinaer larmede over det rene plastik gulv. Og man kunne sagtens hører hende komme hvis det var. Hendes krop rystede en smule men hun havde begyndt at kunne få det under kontrol. Hun stoppede kort op lige uden for det store vindue indtil venteværelset. Tog en dyb indånding og trak den grå trøje tættere om sig inden at hun så sig omkring. Hendes blik faldt ikke ligefrem på nogle. Var det bare for at sikre at der ikke var nogle efter hende. Hun havde jo heller ikke gjort noget forkert. Så fik hun igen gang i sit fodtøj og gik hen mod døren der både fulgte ind og ud af hospitalet. Brasede igennem og kom snildt ned af trappen. Men hun stoppede så også for enden. Det havde ikke været nogen særlig behagelig oplevelse. Hun var altid så usikker på tingene. Og hun hadede sig for det..

Han sad helt stille, , sådan næsten da, han var jo ikke vampyr, der evnede det med at sidde stille til fuldkommenhed, men så stille som han nu kunne. Han kiggede op, da han hørte et lille klik fra en dør der blev åbnet, og en underlig pige kom ud af døren, med blåt hår, og lilla øjne. Ikke specielt normalt, men hvem pokker sagde også hun skulle være det? Et svagt smil krusede i hans ene mundvige, da han så at denne blå håret tøs faktisk var en vampyr! En vampyr dette sted, som slet ikke så ud til at have det godt, nej, langt fra godt. Han rettede sig lidt op i den ikke specielt magelige stol, og fulgte hende med blikket da hun forlod hospitalet. Hvad mon der var sket med hende? Hun var sikkert ikke kommet der for at få sig selv sy'et sammen igen, for de kunne de hersens væsner jo slev klare, så hvad kunne det så være? Han lænede sig kort tænksomt tilbage i stolen, før han igen lænede sig frem, stemte fødderne imod de hårde gulv, og rejste sig op, og fulgte halvt om halvt efter hende. Det kunne godt ligne at han fulgte efter hende, men nu var der kun én udvej lige her, så det ville også være naturligt at gå denne vej ud. Han greb fat i dørens kolde håndtag, og trykkede let ned, så han kom ud i det kolde vejr igen, som føltes ekstra koldt efter at have siddet inde på det lune hospital. Han lukkede døren bag sig, og stod lidt og vippede, før han gik ned af en rampe, videre ned til en række fliser, og parkeringspladsen, hvor ambulancer altid kunne holde når de kom med en tilskade kommet.

Love lagde ikke helt så meget mærke til at der var en der gik efter hende. For som sagt kunne det være hvem som helst. Uden nogen tanker om at følge hende som et mål. Men hun kunne alligevel ikke lade være med at kigge sig kort over skulderen da den store dør blev åbnet og derefter lukket igen. Hendes lilla blik blev rettet mod denne unge mand der trådte ud. Han så egentligt helt normal ud. Ligesom et menneske. Eller et andet meget menneskeligende væsen. Hun så væk igen efter at have scannet ham kort. Hun havde fået næsten hver detalje med. Og de sad fast i hendes hoved som et billede hun kunne se på hvornår hun ville.
Hun blev vel lidt missundelig på denne mand. Hun kunne bare ikke lade være med at få den følelse. Savnede sit gamle jeg. Om hun så ville være død nu eller ej. Hun løftede roligt sin ene hånd og betragtede den farve hendes hånd havde. Bleg. Nærmest hel hvid. Smuk men ikke menneskelig. Hun drejede sin hånd og sænkede så hånden igen. Sukkede svagt. Så mod den ujævne asfalt der lå her på pakringespladsen. Det ville gøre ondt at falde her. Man ville nemt kunne få en hudafskrabning her. Hvorfor lavede de ikke ny asfalt her? Man ville ikke kunne styre en båre ordenligt.
Hun følte sig lidt træt. Eller faktisk meget træt. Hun havde ikke fået noget ordentligt føde i lang tid. Ikke andet end sit eget blod og den smule appelsinjuice hun lige kunne få presset ned i sig. Ville ikke drikke fra andre. Det var umuligt for hende. Med mindre det virkelig var nødvendigt. Og dette ville nok tage livet af hende på et tidspunkt. Hvis hun kunne dø af sult mere.
Hun stivnede lidt da lugten fra en ulv ramte hende. Ikke hvilken som helst ulv. En varulv!? Hun sank en mindre klump. Hvorfor var hun overrasket. Man kunne møde allemulige racer her på hospitalet. Hun prøvede at lade som ingenting. Hun forstod stadig ikke denne nervøsitet. Hun havde aldrig haft en slem oplevelse med den slags. Det var måske noget "medfødt". Hun var helt stille og det eneste hun nu kunne hører var hendes og hans åndedræt..

Han kiggede hen mod kvinden der var stoppet, og begyndte at spejle sig i sin egen hånd. Varulv skrig hånden næsten. Et smil flækkede hans læber, et hånligt koldt smil da hun stod der og spejlede sig. Han stod lidt og kiggede på hende bagfra, uden at gøre noget, før hun pludselig så ud til at opfange hans lugt. Smilet blev kort breder, før det forsvandt, og han med rolige afslappet skridt gik hen mod hende. "Godaften." startede han sukkersødt. Han var sikker på han ville have overtaget det næste stykke tid, hvis altså ikke hun gav ham en i hoved så han gik ned, eller begyndte at drikke fra ham.
Han forventede ikke dette skete, men han var langt fra sikker. Han rettede lidt på skjorten der hang løst, som om han bare havde taget den på i en fart hvilke hvis også var rigtig. Han havde vel været inde og stjæle den som så meget andet tøj? "Hvad laver De her?" Fortsatte han i den sukkersøde stemmeføring. "Jeg ser aldrig rigtig nogle af din race her?" Fortsatte han uanfægtet af stanken af vampyr der moste sig op i hans læbe. Hænderne var gemt i lommerne, mens hans øjne hvilede på vampyren med det blå hår og lilla øjne. Hans øjne lande på hendes efter noget tid, og blev hvor de var, mens han afventede et eller andet fra kvinden. Hvad det var var han ikke sikker på, men han ville være klar, mere end klar. Han trak ikke sine øjne fra hendes et sekund, men kiggede blot på hende. Hun ville være fanget hvis hun kiggede på ham. Han ville vide alt om hende så snart hun kort kiggede ind i hans chokolade farvet øjne der blot ventede på information fra hendes sind. Han vidste det var utrolig træls når folk blot stirrede på en, men hvad pokker? Han sked af H' til i det. Det var jo ikke hans problem om folk kunne lide ham eller ej.

Love nærmest sprang op da hun kunne hører hans stemme. Hun havde hørt ham komme tættere på man alligevel havde dette forskrækket hende. Hun havde blot stået stille og prøvede at lade som ingenting. Hun så hurtigt mod ham men mødte ikke hans øjne. Havde det ikke for godt med øjenkontakt. Ikke sådan.
Hendes kinder blussede lidt op igen over hendes reaktion. Igen. Flovt! Hun åbnede sin mund og prøvede at få et ord frem hvilket underligt nok var svært. Men det lykkedes hende til sidst. "..God...Godaften..?" lod det fra hende. Hendes stemme var var stille og svag. Og man kunne hører hvordan at usikkerheden spredte sig i hende.
Hun blev lidt undrende over hans formele måde at snakke til hende. Men det var mest hans sukkersøde toneleje hun ikke helt forstod. Den løs falsk men så også ægte. På samme tid. Forvirrende. Hun sank endnu en irriterende klump der blokerede hendes stemmebånd i halsen. Hun var nød til at synke et par gange før den forsvandt nok til at hun kunne svare på hans spørgsmål. "..Intet. Ku-kunne ikke sove og.." Hun tog en dyb indånding for at slappe mere af. Men det endte bare med at varulvens aura blev stærkere omkring hende. Nu hvor at han var tæt på hende. "..og så valgte jeg har gå lidt omkring.." Det var hendes svar. Simpelt men ikke helt forstående for nogle.
Hun lagde sit hoved lidt på skrå så hendes sorte hår faldt ned over hendes ene skulder og hendes blå pandehår faldt til siden. Og så var det at hendes lilla øjne landede på hans. Chokolade farvede? Men det blev kun kort. Meget kort. Næsten mindre end et sekund før at hun så væk igen. Hun bed sig lidt i sin bløde og røde læbe. Og man kunne se hendes noget spidse hugtænder. Det kunne signalere noget forkert. At hun var sulten og kunne dufte blod. Men faktisk var det blot noget hun ikke kunne styrer. "Hvad..Hvad laver du her???"

Han kiggede tilbage, og smilede inde i sig selv af fryd. En usikker vampyr? Huh? Han blev stående og kiggede på hende, imens hun fik sig stammet igennem sætningerne. Man kunne tydeligt høre hvor usikker hun var, det behøvede man ikke nogle evne til at vide, men hvorfor hun så så sulten og at hun ikke gjorde noget ved det! Han kiggede tilbage i hendes øjne, da hun et mini sekund kiggede på ham, men det var også mere end nok til at vide hvad hun hed. Love Rosebell. En svag krumning ved hans mundvige kunne svagt ses, før den forsvandt igen. ”Hvad jeg laver, nok noget af det samme som dig, eller, bare prøver at få varmen.” Han kiggede rundt. Mens han afgjorde hvad han skulle. ”Har du ikke et sted at være – om natten – et hjem?” Han lage hoved let på skrå. Der var ikke mange han kendte der ikke havde noget hjem, selv dem han plejede at gå med havde et hjem, det var blot ham selv der ikke havde noget, og det var han nu også godt tilfreds med hvis han selv skulle sige det. Han ville aldrig kunne se sig selv holde et hus gående. Han sukkede kort for sig selv, før han rettede sin opmærksomhed mod hende. ”Nå … skal vi?” Et viftede let med hånden mod vejen foran dem. Han gik ned af trapperne, kiggede kort på hende. ”Så kan du også få noget at spise Miss. Rose.” Fortsatte han i sin sukkersøde stemmeføring. Han gik ned af vejen, og lod hende følge hvis hun ønskede det, hun skulle vel have noget at slukke tørsten med, og det kunne man jo næsten kun få hvis man gik, med mindre hun vel vente på det første og bedste menneske der lige slog vejen forbi hende.

Love undgik at svare på hans spørgsmål. Hun havde den fornemmelse af at han i forvejen kendte nok til hvem hun var. Den underlige følelse der havde skudt gennem hende da deres blikke have mødtes havde hun ikke taget til sig med behag. Men selvfølgelig havde hun et sted at bo. Men når hun ikke kunne sove eller ikke havde noget at lave gik hun vel bare lidt grund som så mange andre normale søvngængere.
Hun så lidt overraskende på ham da han så pludselig gik og mente hun skulle følge med. Og især hvordan han tiltalte hende. Hun kunne ikke lide at blive kaldt Rose. Det var jo ikke hendes navn. Og han kendte åbenbart til hendes navn. Hun sank en klump. Blev stående. Så dog stadig efter ham med hendes lilla øjne der genspejlede månens skår fra den klare himmel. Hun ville egentligt ikke med ham. Ikke med den grund han havde. Hun fik så skilt sine bløde læber fra hinanden for at sige noget. Hun så lidt ned så en skygge lagde sig over hendes øjne og skjulte dem. "Jeg...Jeg er ikke sulten. Eller jeg har ikke brug for noget at spise.." Hun sagde det mere sikkert en før. Og da hun så op igen så hun også lidt mere rolig ud. Et smil havde lagt sig. Et lille smil. Det var selvfølgelig lidt løgn. Hun var sulten og hun havde brug for noget føde. Men der var stadig tanken der holdt hende væk. Hun nøs pludselig med en noget kraftig lyd og bøjede sig lidt sammen. Men kom hurtigt op igen.
Hun fik taget sig sammen til at bevæge sig lidt hen mod ham alligevel. "Og ..ikke kald mig Rose. Du kender uden tvivl mit navn" Nu var at noget af den usikkerhed var væk kunne man bedre høre hendes stemme. Søde og klingende stemme. Men der var ikke noget specielt ved den som sådan. Lignede så mange andres. Passede til hende. "Men...Hvem er du???" Hun så spørgende på ham. Hun kunne ikke der der tanke noget som han nok kunne så kendte ikke andet til ham end at han var varulv og hvordan han så ud..

Han drejede om på hælen og kiggede på hende mens øjne gled op og ned af ham. "Du ser ellers meget sulten ud, men fint, men du holder dig for dig selv, ellers får du røven på komedie." Han kiggede tilbage mod hende, mens hun snakkede. "Godt, jeg kalder dig Love. Hvem jeg er?" Han tænkte sig kort om, uden helt at vide hvad han skulle sige. "Jass, eller Jasper, hvilke jeg rigtig hedder." Han stoppede endnu en gang op. "Skal du vide mere?" Han vippede lidt frem på fødderne, og slog så hælene i med et lille smæld.
"Er du sikker på du ikke vil have noget, eller venter du på der kommer nogle ud med noget blod, som du lige kan drikke?" Hun skulle nok vente længe før dette skete, men måske var hun heldig? Han rettede sig op, stadig med blikket vent mod hende. Efter nogle tænksomme minutter fra hans side, kom han frem til, efter at have nærstuderet hendes lilla øjne, at han faktisk godt kunne lide dem! Hvilke overraskede ham lidt, men det gjorde heller ikke så meget, det kunne klares. "Men ellers er jeg da med på at finde noget føde til dig." Han ville gerne se, hvordan denne halv generte pige fandt ud af det, om hun forførte folk eller hvad hun gjorde. Det havde han hørt så mange kvindelige vampyr, eller mandelige, gøre, og så slå tænderne i dem, men det var måske svært med disse lilla øjne? Han vidste det ikke, men chancerne var jo ikke ligefrem store, så hun måtte gøre det på en anden måde - men hvordan?
Han lod hænderne glide ned i lommerne, mens han kiggede ud i luften, og halvt om halvt ventede på en eller anden reaktion fra hendes side, hvis det var det hun ville, men helt sikker var han ikke. Dog virkede det ikke som om hun var så usikker længere, hvilke han kunne høre på hendes lidt mere rolige stemme, blød og sprød som et nybagt smør. Dårlig humor. Ikke noget han rigtig havde, kun noget der kom op i ny og næ, når tiden nu kom til det, og det virkelig lykkes ham at fyre en god replik af.

"STOP DET NU!! JEG ER IKKE SULTEN" udbrød hun så. Hendes stemme rystede dog men hun kom nemt gennem sætningen. Nemmere end før. Hun havde altid haft problemer med sin udtale. Havde stammet kraftigt siden hun blev født. Det var blevet bedre men stadig kunne hun ikke snakke klart. Blev aldrig den advokat hun havde ønsket at blive. Som sin bedstefar. Men den mand var død nu. Lige som alle de andre. Hendes hun havde lydt bestemt og desperat. Hun slappede så endelig lidt af og så igen på denne varulv. Jasper. Besynderligt men specielt navn. "Jeg...Jeg vil ikke..ha-have noget..fø-føde..okay?" Hun så nu nærmest bedende ud. "De-Det smager.." Et lille fnis kom nu fra hende. Et flovt grin mens at hun så væk. "..forfærdeligt. Og vær' sø-sød ikke at se på mine ø-øjne." Endnu engang var hun nød til at synke en klump der sad fast. Hvis det ikke var fordi hun allerede var død og ikke behøvede at trække vejret som sådan ville hun være blevet dræbt af hendes tidligere astma. Som var forsvundet sammen med hendes menneskelighed. "Jeg forstå-står at min øjenfarve kan undre dig. Men det gen-ge-genere mig faktisk at du stirre sådan." 
Love havde forstået lidt af hvad det har han ledte efter i hendes øjne. Han forstod sikkert ikke at hun holdt sulten tilbage. At hun ikke havde angrebet ham endnu. Hun fik nu en mindre lyst til at gøre det. Bare på grund af dette. Hun rystede dog hurtigt tankerne væk. Hun måtte snart tilbage til instutionen. De 'dårlige' tanker var der igen. "Undsky-skyld. Ville ikke råbe sådan af dig. Ville bare have di-dig til at ..." Hun tav. Og så væk. Hun var sikker på at hendes hugtænder var fremme. Hun kunne smage blodet af hendes tunge efter at den havde ramt spidsen. Og hun var næsten også sikker på at han kunne se dem når hun snakkede. Og hun var heller ikke helt i tvivl om hvor meget en rus havde vokset i hende. Men stadig. Hun ville ikke holde sig. Ville ikke give efter overfor en næsten fremmed mand der blot snakkede til hende. Om blod. Som en saftige røde væske der gav dem som hende energi. Og styrke. Forhelved da. "Hvorfor kom du...til ho-hospitalet for at få va-arme??" Hun prøvede at tale uden om lysten til blod. Hans blod.

Det gav et lille sæt i ham, da hun råbte for fuld blæs. Han smilede så, et sukker sødt men ikke uvenligt smil. "Godt, jeg holder min kæft lukket." Han nikkede kort. "Og jeg holder mine øjne for mig selv." Han kunne nok ikke holde det, men han skulle da prøve at holde sig for sig selv. "Men det undre mig ikke hvorfor jeg spørger dig om hvorfor du ikke vil have noget at spise, når du ser meget sulten ud." Han havde flere gange set hendes tænder, der havde bidt hul på hendes læbe, som fik blodet til at løbe.
Han stod lige og tænkte over det sidste hun havde spurgt om med sin stammende stemme. Om det var normalt eller om hun kun gjorde det når hun var sulten var ham et mysterium, som han dog forhåbentligt nok en dag skulle finde svar på.
"Øhh -" Han var ikke sikker på hvordan han skulle besvare spørgsmålet, for han kunne jo give hende hele historien, eller lade være. "Fordi at mennesker, eller os i menneskekrop, der ikke er døde, skal bruge varme for at overleve." Var nok hans bedste svar på hendes spørgsmål. Han vidste ikke hvad han ellers skulle svare.
Lysten til at gå ind i varmen igen steg, da det ikke ligefremt var varmt denne nat, trods det var sommer, eller det skulle det jo være efter tidsregningen, men den passede jo selvfølgelig aldrig, men han blev stående hvor han var, og prøvede at skubbe kulden i baggrunden.