Hvor svaret findes

Tid: Lige omkring middagstid
Sted: Bibliothèque - byens bibliotek
Vejr: Himlen er dækket af et helt tæppe af tunge skyer, og det er hverken til at vide, om det bliver regn, hagl eller sne. Luften er så klar som nysleben glas og bidende kold
Omgivelser: Will sidder i et afsides hjørne af biblioteket. Det allerede gammeldagsudseende rum virker endnu mere tillukket dér, hvor han sidder, eftersom de store hylder lukker sig om ham i en tæt skov.

Gabet nåede ud i en langstrukkent lyd, og Will gned sig udmattet i øjnene i forsøget på at viske søvnens sandkorn bort. Bogstavnerne foran ham - håndskrevne og vidnende om en forlængst svunden tid - dansede lystigt i den vildste tango. En stille mumlen af stemmer fra de tilstedeværende lullede sig omkring i det store bibliotek, og dæmondrengens hoved nikkede.
Han skævede mod sit armbåndur: Viserne viste med sneglefart at klokken var ti minutter i tolv, og derved at der kun var få minutter til at Aine dukkede op. Tanken om hende fik et smil ubevidst til at flakke over Wills læber, og han begyndte ubevidst at glatte sit vildtre hår.
Det havde været en lang nat. Ved aftentid, den foregående dag, havde han i form af et brev taget afsked med sin kæreste og dernæst hastet direkte mod bibliteket. Hvad hans planer helt præcist havde været, havde han ikke været sikker på, men én ting var allerede bestemt: nu skulle forvirringen med de dummer evner stoppes, og han ville finde ud af, hvad profetien drejede sig om!
Bordet, han sad ved, var så overdækket med bøger, at det snart ikke var muligt at se den balnkpolerede træplade mere. Lugten, som hvirvlede omkring i form af bittesmå støvpartikler, virkede smuldrende og ældgammel, som om han netop var trådt ind i en Middelalderverden, fyldt med væsener, som endnu var unge af tiden, og hvor bøgerne skinnede af den nyskrevne blæk. De fleste så forfaldede ud. Will måtte være forsigtig hver gang, han tog en ny, tung bog ned fra hylden. Inskriptionenerne var falmede, og siderne truede ofte med at falde ud i tåbelige forsøg på at forene sig med luften. Dette tog dæmonen meget alvorligt: mest fordi objekterne nærmest stiltiende bad om gensigdig respekt, men også fordi bibliotikaren, han havde bedt om hjælp til at finde disse magiske bøger, havde set på ham med det bedst morderiske udtryk, som om hun kunne finde på at forvandle sig til en ildspyende drage når som helst, hvis blot han lavede så meget som én ridse på en af bøgerne.
Hovedet snurrede og søgte sløvt at hitte rede i alle de informationer, han havde samlet sammen i løbet af natten, men ikke destro mindre følte Will sig på hægterne. Han kunne ikke vente til, at Aine mødte op, så han kunne indvie hende i alle de spændende detaljer og det, han nu havde fundet ud af, som skulle gøres. Dog hersede en del sommefugle dog rundt i hans mave, eftersom deres sidste møde stod knivskarpt i hans minder.

Aubreiane havde tilbragt det meste af denne aften siddende derhjemme, mens hun prøvede at regne ud, hvad hun skulle sige til ham. Hvad hun skulle gøre, udover at græde. Forbandede følelser, det var nogle gange virkelig irriterende med de følelser, og andre gange elskede hun at have dem. Men lige nu, havde hun den her mærkelige følelse indeni. Som om han havde tænkt sig at gå fra hende, nok oz derfor aftenen var gået med at græde, hade sig selv, skade sig selv, bande følelserne langt væk, og for en stund, havde hun rent faktisk også malet, lidt for at klare sit sind.
Nu havde hun fundet sig til rette i sin sofa, med en sort bog, der ikke havde noget navn mere, hun havde haft den så længe, at den var blevet ret så slidt. Men nu havde hun jo også flyttet en del. De grønne øjne gled langsomt hen imod uret, den var snart 12, hun var nød til at komme af sted nu hvis hun skulle nå det i tide.
Tænkende lukkede hun bogen, og lagde den på sit sofabord. Derefter rejste hun sig, og gik let ud i gangen, tog sine sko og jakke på, så tøvende på sværdet, og rystede på hovedet, fandt i stedet en lille kniv som hun puttede i støvlen. Langsomt trådte hun ud af den åbne dør, låste den efter sig og så hen imod den mørke skov. Hun lukkede øjnene og mærkede vinden, derefter blev hun et med den, og få sekunder efter, stod hun ude foran biblioteket. Det så godt nok lidt dystert ud, men William havde sagt han ville være derinde, så hun skulle derind uanset hvad.
Hun skubbede forsigtigt den tunge dør op, og så rundt, der sad en dame oppe ved skranken, og så nok så surt ned på hende. “Jeg skal bare finde en ven… jeg ødelægger ikke noget det lover jeg” sagde hun forsigtigt, hvorefter damen rakte en finger op foran sine læber og udstødte, den noget så velkendte ‘shh’ lyd. Aubrei himlede med øjnene, og gik langsomt rundt mellem reolerne for at finde William, hun var stadig nervøs. Direkte skræmt faktisk, for hvad han havde tænkt sig at sige, hun var bange for at miste ham. Hun elskede ham, mere end noget andet, og ville bare være sammen med ham, selvom det ikke var sikkert han så sådan på det mere, efter det hun havde gjort.
Hun fandt ham i den mørkeste krog, siddende med en masse bøger, hvilket forvirrede hende helt vildt, for hvad skulle han med alle de bøger? det havde da ikke noget med hende at gøre? Hun stod jo ikke i nogen bøger. Hun fandt smilet frem og gik ganske langsomt hen til ham, lænede sig ned og kyssede hans kind, holdt ham derefter for øjnene, “Gæt hvem” hviskede hun.

Sejr. Ja, det var en mild følelse af at have opnået noget godt - noget nyttigt, han uden tvivl ville have mulighed for at benytte. Hvis blot han udnyttede sine chancer rigtigt og udførte dem på den korrekte måde. Wills fingre strøg inspireret over de ældgamle bogstaver, hvis mening var at blive udtrykt i ord og ledetråde, og mærkede håbet svulme.
To bløde læber trykkede sig uventet mod hans kind. En rislen af velvære bredte sig lunt i hans krop, og han smilede, idet hun lagde hænderne mod hans øjne. Han havde slet ikke hørt hende komme.
Svaret var jo egentlig enkelt nok. Havde han - af en eller anden underlig grund - ikke været i stand til at gætte personen ud fra de oplysninger, hun havde givet ham hidtil, ville hans imitiation uden omsvøb have givet ham svaret. Aines tanker var som et ekstra hav, fyldt af myldrende fisk og massevis af farver, og den velkendte duft af hende fyldte sødligt hans næsebor.
"Hmmm," henåndede han langsomt, lod hendes duft sive dybt ind i sig, og lagde, som måtte han koncentrere sig dybt om at tænke men ikke kunne vente med at finde ud af hvem, det var, sine hænder mod hendes. "Julemanden ...?" Inden hun fik rigtig mulighed for at svare, fjernede han hendes hænder til fuldt udsyn og langede den anden arm tæt omkring hendes liv. Det var et massivt tag, og med mild beslutsomhed trak han hende bestemt nedad, indtil hun til sidst endte siddende på skødet af ham. Panden lænede han mod hendes, og han kyssede hende luftigt på næsen. "Eller måske bare noget, der minder om det?"
Latteren nåede kortfattet og muntert ud i en trillende rislen af bække. Han smilede til hende og tænkte på hvor dejlig og attraktiv, hun dog så ud. Aftenens minder behøvede han dog ikke engang minde sig selv om; det stod lige så krystalklart i hans minder, som frostens første tegn på eksistens. Men det var ikke øjeblikket, hvor emnet skulle vækkes til live. Knap kunne han udholde at tænke over, hvilke ulykker det var lykkedes ham at foråsage de senste uger, og lige nu ønskede han mest af alt at ryste det hele af sig.
"Aine," sagde han alvorligt, og dernæst lystigere: "Aine, du skal se det her!" Han rakte forbi hende og fiskede en løsthængende side frem fra den nærmest opslåede bog. Det lignede og mærkedes som pergament. Voldsomt gulnet og med revner i enderne, som havde en hel hær af miniaturemus forsøgt at æde sig igennem det, ludede det mellem Wills hænder. Det, der prydede det ældgamle papir, var et kort af en slags. Bunkevis af former, stier og veje slyngede sig kryptisk, og en masse tegn, som overhovedet ingen lighed havde med det, der kaldes alfabetet i dag, markede hvert område.
"Lige siden jeg forlod dig, har jeg arbejdet på det her. Eller - altså, ikke direkte på det her" han viftede sigende med pergamentet, "men det er en temmelig stor del af min plan." Han hev ivrigt ind efter vejret, inden han fortsatte: "Aine, jeg ved og tror, det her har noget med mi - os at gøre. Ikke selve kortet, men i løbet har natten har jeg fundet ud af nogle ting, og ... jeg må altså finde den profeti. Jeg vil ikke kunne leve med mig selv, hvis det bare forblev et eller andet dumt rygte. Vi ved jo ærligt talt ikke hvornår, de slår til igen." Et jaget udtryk tog plads i hans nuværende havblå øjne, og han så bedende på hende. "Det kan godt være, du tænker, det ikke har noget med dig at gøre, og - tjah -, du ved, det er helt i orden med mig, hvis du ikke gider give en skid omkring det. Men der må jo være en mening med, at dværgene har inddraget dig i det her, ikke?" Med ængstelighed holdt han inde, og så afventende på hende. Hvornår havde han nogensinde sagt så meget før? Flere ord ville allerede ud med det samme, men han pressede dem beslutsomt tilbage. Hvis Aine valgte det modsatte af det, han håbede, ville al yderlig information være ubrugelig for andre end ham selv.

Aubreiane begyndte at grine ligeså stille for sig selv, idet han virkede meget meget tænksom omkring, hvem hun dog kunne være. Selvom hun udmærket vidste at han kunne høre hendes tanker, og dufte hende. Han havde flere gange givet udtryk for at hun duftede dejligt, selvom hun aldrig brugte parfume. Det gad hun ikke, der var ikke grund til det.
Hun smilte idet han fjernede hendes hænder, “Julemanden? Så har du hygget dig med julemanden? Det ulækkert” drillede hun og smilte igen, idet hans ene arm lagde sig om livet på hende. Hun lod sig trække ned til ham, og satte sig på skødet af ham, hun havde intet imod at sidde på hans skød. Det var bare endnu en måde hun kunne være endnu tættere på ham på. Hun grinte og kyssede ham længe og ømt, “Det godt at se dig igen” sagde hun let.
Alle hendes bekymringer og onde tanker, var forduftet som dug for solen, da han havde været så glad for at se hende. Det var ligesom om det bare gjorde hun nu var mere rolig, hun var ikke længere bange for han ville skubbe hende væk, eller ikke være sammen med hende mere. Hun elskede ham, så det var vel helt okay at være bekymret. Det var man jo nød til at være, når en man elskede bare forsvandt på den måde. Blidt lod hun hånden løbe gennem sit lange hår, inden hun lagde armene om hans nakke.
Idet han pludselig virkede ekstremt ivrig, lod hun blikket glide hen mod det pergament, han nu ivrigt sad og viste hende. De grønne øjne gled henover det, og hun lyttede intenst til hans fortælling. Hvis han da havde brug for hendes hjælp var hun helt og aldeles klar til at hjælpe, hun havde lovet ham det, og havde lovet dværgene det. For at kunne forblive dæmon. Tænkende lod hun fingrene nusse hans nakkehår lidt, og bed sig blidt i læben.
Hun smilte for sig selv idet han forklarede videre, så det var bare derfor han var gået. Det var slet ikke pågrund af hende, det betød virkelig meget for hende, selvom det jo hele tiden var det hun havde håber, så kunne det godt være svært at fastholde den positive indstilling, til alle ting. Han var som sagt.. Ja lidt som hendes bedre halvdel, den søde stemme indeni der fortalte alt nok skulle gå¨, uanset hvad. Hun nikkede af og til for at vise hun lyttede, og godt forstod hvad han snakkede om.
“Self vil jeg hjælpe dig, hvad havde du troet? At jeg bare ville efterlade dig og lade sig sejle i din egen sø? Jeg elsker dig William, og jeg står bag dig hele vejen” hviskede hun kærligt og lænede sig frem, kyssede ham længe og ømt.

Will grinede lavmælt. "Hov, hov, pas nu lige på - det er min kæreste, du kalder ulækker," mumlede han og lod sig dernæst, uden klage, drive ind i hendes søde kys. Som en brat opvågning; en flamme midt i kulden, og han klyngede sig til det med arme og ben. Men denne middag indebar kysset en anden form for rastløshed. Så snart deres læber brød deres intense dans, kastede han sig ivrende over forklaringer og opdagelser. Aldrig havde han følt sig så opsat på at opklare noget, og det kriblede i ham af indebrændt rejsefeber, som blot ventede på at slippe ud.
Med store øjne og hjertet bankende helt oppe i halsen så han på hende. Om lidt ville dommen falde. Hun ville vælge enten at gå hans vej eller falde tilbage i sikkerheden. Snart vidste han ikke, hvad han allermest ønskede at håbe på, eftersom begge foreslag forekom ham tiltagende. Han havde lige så meget brug for Aines støtte, som han havde brug for, at hun var beskyttet.
Hendes svar kom lige så prompte som hendes følelser. Lidt uventet for Will, eftersom han havde forventet lange spekulationer og overtalelsesforsøg. Men nu, hvor Aine havde besluttet sig, forekom alle andre forventninger som overilede og dumme. Sekvfølgelig ville hun med; de var bestemt til dette her.
Han indrammede hendes ansigt med hænderne og kysset blødt tilbage. Kysset smagte af savn og ubetingede følelser, og den flammende lidenskab smøg sig om dem i takfaste trykbølger. At efterlade verden i dens nuværende tilstand og tilbringe resten af tiden - ja sågar resten af livet - dette sted med dæmonpigen mellem armene, var en meget fristende fantasi.
Til sidst trak han sig tilbage. Øjnene glimsede, og styrken var vokset med ekstra fart. "Så lad os komme af sted!" erklærede han. Eddderspændt smilende smækkede han samtlige bøger i, så støvet bølgede om dem i læselampernes klare skær. En egenhændig formation af Tid. Pergamentet flagrede gennem luften, idet han rullede det sammen og stak det under blusen, og han sprang frejdigt op og stå.
"Jeg går ud fra, du har lyst til at vide noget mere om, hvad jeg har fundet ud af?" sagde han med let hævede øjenbryn og med et forventningsfuldt udtryk i ansigtet. Som en hjælp tilbød han hende sin hånd - eller først var det nærmest i høflighedsfraser, men til sidst tog han bare hendes hånd og trak hende - nærmest utålmodigt - med sig ud af biblioteket.
Efter at have siddet så mange timer derinde, føltes det helt vidunderligt at vejre frisk luft igen (desuden havde han haft en hemmelig frygt for samtlige bibliotikarer), og hjernen begyndte med det samme at genoptage arbejdet.
"Kom!" jublede han og halede hende med sig, over gaden og videre over fortovet. Så, efter et par skridt eller mere, lagde han nakken tilbage, drejede et par gange rundt om sig selv, mens han med et forundret udtryk kiggede op i himlen.
"Aine, har du lært at bruge dine vinger?" spurgte han, en kende svævende, og rettede sine øjne mod hende.

Aubreiane så kærligt på ham, og nussede hans nakke lidt, “Jeg tror.. Jeg kender hende din kæreste, så det må jeg godt” drillede hun blidt og lænede sig hen og hvilede hovedet på hans skulder,. Der kunne ikke herske nogen tvivl om at hun var træt, men hun havde heller ikke ligefrem lagt sig til at sove siden han var gået. For en stund sad hun og pillede ved hans fingre, der syntes at udfylde tomrummet mellem hendes egne. Det var en dejlig følelse, han gjorde hende så rolig indeni.
“Hvordan kunne du tro jeg ville vende om nu?.. Jeg elsker dig jo William.. Og desuden.. Ved jeg hvor meget det betyder for dig at finde ud af den profeti, så jeg tager da med, self gør jeg det” sagde hun blidt og kyssede ham på kinden en enkelt gang.
Kort efter mærkede hun hans hænder der hvilede mod sine kinder, og dernæst hans varme læber der trykkede mod sine egne. Selvom hun efterhånden havde modtaget en masse kys fra ham, virkede det stadig så.. Så drømmelignende, måske fordi hun aldrig nogensinde havde troet han ville være sammen med en som hende. En som havde gjort så meget ondskab i sin tid. Og som højst sandsynligt heller aldrig ville blive god, det lå bare ikke til hende. Heller ikke selvom hun virkelig prøvede, at tænke før hun gjorde noget.
Hun grinte og så på de bøger han begyndte at smække sammen, dernæst på det pergament han rullede sammen og puttede under trøjen. *stjæler du?* hendes tanker der nemt fandt vej til hans sind, virkede en anelse drillende, men på en måde virkede de også bare.. Som en konstatering,. Dog vandt han lidt mere respekt fra hendes side af. For selvom han havde vundet hendes kærlighed for længst, virkede han stadig lidt pæn.. Som om der manglede noget, og nu havde han så lige fuldendt hendes billede af ham.
I en pludselig bevægelse hev han hende med sig. Hun gispede og fulgte tøvende med ham, “Jo jeg vil da gerne vide hvad du ellers har fundet ud af” svarede hun mildt og nussede hans hånd mens hun fulgte med ham udenfor. Endnu en aften var vinden kold mod hendes hud. Hun brød sig virkelig ikke om den kulde, ville bare gerne have en masse varme.
Hun smilte og fulgte med ham over gaden, let så hun ham i øjnene og grinte for sig selv, tøvende hvilede hun hovedet mod hans skulder mens de gik, det var rart at se ham så ivrig. Han brændte virkelig for at finde ud af det, og det forstod hun udmærket. Hun havde bare noget hun egentlig gerne ville fortælle ham, men det kom nok til at vente lidt. Hun ville ikke afbryde ham når han var så ivrig, selvom hun faktisk også selv var lidt ivrig, det var noget der havde stor betydning for hende. Men hun ville gerne vente på ham, vente på han havde fundet ud af det han ville, også.. Så kunne hun fortælle ham det.
Hans næste spørgsmål kom dog lidt bag på hende. “Uhm mine vinger? Alsa.. Jeg kan godt flyve.. Jeg er bare ikke så god til at lande endnu” svarede hun og bed sig lidt flovt i læben. Tøvende så hun ham i øjnene, og nussede hans fingre lidt. “Gæt hvilken farve mine vinger har?” smilte hun drilsk og lod hovedet på skrå. Prøvede inderligt ikke at tænke på de var sorte. Normalt ville de nok have været røde, men fordi hun havde været vampyr, var de sorte. Det var i hvert fald det hun regnede med. Hun havde endnu ikke vænnet sig til at hun kunne få vinger. Første gang hun havde fået dem frem, var hun blevet helt paf.. Nok lidt panisk faktisk, fordi hun ikke anede hvordan hun fik dem frem, eller fik dem væk igen. Nu gik det en anelse bedre.

Wills fingre lagde sig udfyldende mod Aines kind. Hendes hud følte som silke for enhver berøring, han udtrykte, og i bibliotekets tyste landskab, blandet med de forskellige aspekter af lysfrekvenser, som sollyset og lamperne skabte, føjede hun blot endnu mere grundlag til den overnaturlige skønhed, kun en som i sit tidligere liv havde været vampyr og dernæst forvandlet til en ilddæmon, kunne bære.
"Det er ikke kun for mig," sagde han mildt. "Noget siger mig, du også har en del at gøre med det. Jeg mener, dværgene giver jo aldrig frivilligt guld fra sig, vel?"
Igennem sine mange flugtture og rejser var Will stødt på en del hunkønsvæsener. Han havde naturligvis været alt for ung til ikke andet end barnlige smil og enkelte kys direkte på munden, men ikke desto mindre havde han haft en del tilgang til dette. Det var et emne, han ikke havde taget synderligt seriøst. Altid havde det lagt i hans baghoved, at han jo før eller siden skulle tage benene på nakken, så snart unaturlige tegn på kulde og forfølgelse viste sig. Øjnene - hans blå, omskiftelige øjne - havde altid været den unge dæmons teori til hvorfor, det til tider lykkedes ham at slå så let om sig. Pigerne, han havde nået at finde interessante, havde immer væk sukket højlydt over det hav, der gemte sig i hans blik, og han havde altid fundet det underligt fremmed.
Ofte havde disse fornøjeligheder vist sig som godtroende væsener, som var plukket direkte ud af den gode halvdel af kagedåsen. Will kunne lide det. Trygheden og visheden om at de havde lige så uskyldige sjæle som ham selv, var en god kontrast mod den paranoide hverdag.
Aine var en ganske anden cocktail. Han kunne med klarhed ikke så meget som fornægte, at hans første indtryk af denne tusindeår gammel drøm, havde været afsky. Hendes vampyrdrevne væsen havde frastødt ham og drevet ham længere væk i konstant afstødelse. Og dog sad han her. Hun var som de dybere kontraster i dagens bløde lys. Et strejf af begivenheder og spændende stof. Deres dybe blodbånd - dannet gennem nødsituationer - hviskede om elskov og forevigtskabende kontakt. En hed væske, der bandt ham til dæmonpigen.
Hendes tanker om ham, idet han sneg kortet under blusen, stod derfor lysklart for ham. Han lo lavmælt, men gjorde sig ikke mere ulejlighed end at himle med øjnene ad hende.
"Jeg har fundet ud af en del," fortalte han henrykt, mens de skridtede hen ad gaden. "Ser du, det første jeg sådan set satte mig til at finde ud af, var, om det var muligt at udforske profetier. Eller - altså, så jeg bare på en eller anden måde kunne regne ud, hvad Ikriedt snakkede om, ikke? Nåh, men endeligt fandt jeg ud af, at jeg har brug for en Seer, som herved kan fortælle mig det hele." Han tog en dyb indånding. "Aine, det betyder altså, at vi skal mod bjergene igen." Årsagen til den undskyldende grimasse, der drev over hans ansigt, var de minder, der med lynfart flashede gennem hans tanker i samme øjeblik. Sidste gang havde også været sammen med Aine, og dér var en påsættelse af en grund, der lå uhyggeligt tæt op af den, han brugte nu, som havde bragt dem til de tågede egne. Uhyrer, ondskabsfulde sirener og griske dværge havde skabt ulideligt meget dramatik, men han og Aine var i det mindste kommet utroligt tæt på hinanden i løbet af de tre dage, de havde vandret under jorden.
Det ærgede ham lidt at udsætte hende for hele optrinet igen, men der var dog i al fald én trøst: "Men vi skal ikke de samme steder hen," tilføjede han skyndsomt. "Kortet viser en hel anden vej, så jeg regner ikke med, at vi bliver banket af nogen kæmpeblæksprutte den her gang." En temmelig koket latter forlod hans mund, og han indså rødkindet, at det ikke måske ligefrem var det mest possitive at sige alligevel.
Nå, men hvorfor tage sorgerne på forskud?
En trækning af forståelse bredte sig over hans ansigt. "Det er helt i orden. Det klarer vi nok, Aine." Med det samme indså han, at udfolde dæmonvinger på åben gade måske ikke var det klogeste, når der trods alt var en del mennesker, som faktisk ikke anede, hvad magi var (hvordan det så var gået til, fattede Will hat af.) Derfor trak han hende med hen til en formørket gyde, hvilket med det samme forvandlede den regnvåde dag til tusmørke, da de tunge regnskyer virkede som et mørkt tag i den smalle passage.
Han grinede og forsøgte at se eftertænksom ud, for så snart hun havde stillet ham spørgsmålet, ploppede svaret selvfølgelig med det samme op i hans hoved. "Hmmm, lad mig gætte .... " Han lod sine fingre køre gennem hendes lange hår og strøg det sirligt bag hendes ene øre. "Måske rødt? Det er selvfølgelig bare et gæt, men hvem ved?" Latteren bragte sand glæde frem i hans ansigt.
"Nå, men ... er du klar?" Endnu engang greb han hendes hånd, så hun med sikkerhed vidste, at han ville være der, hvis hun skulle føle tegn på usikkerhed i luften. De grønsorte vinger voksede frem, direkte fra hans rygrad, i løbet af sekunder, og han mærkede andrenalinen røre på sig.
Så, med et hop og et bask med sit brede vingeomfang, satte han af fra jorden og op i luften.

Aubreiane smilte stille for sig selv, hun nød at mærke hans hånd mod sin kind, det fik hende til at føle sig smuk, fik hende til at føle.. At han ikke havde noget imod hende, at det ikke udelukkende var hendes skyld, at han var gået. Hun var ikke trist mere, for den måde han så hende i øjnene på, fortalte hende alt. Det, også self den forbindelse der nu engang var mellem de to, gjorde at hun kunne mærke hver eneste lille følelse, og hver eneste lille tanke, virkede som var det hendes egen.
“jeg kunne da heller ikke finde på at forlade dig nu, ikke nu hvor vi er så tæt på.. Og dværgene sætter nok pris på at jeg hjælper dig, som jeg havde lovet dem at jeg ville gøre” hviskede hun mildt, og lænede sig hen mod ham, kyssede ham blidt på munden, og trak sig så tilbage. Han kunne stadig gøre hende helt varm inden i, kunne få benene til at ville give efter under hende. At han rent faktisk var hendes, forstod hun af og til ikke. Dog elskede hun at se andre piger kigge langt efter ham, mens hun selv havde ham, hun elskede ham, og det ville nok aldrig ændre sig. Langsomt lod hun hovedet glide på skrå.
Hun kunne mærke han tænkte, hun kunne til at starte med ikke finde ud af hvad disse tanker var om, indtil hun bemærkede at det var hende, alle disse tanker de begyndte at give mening. Det begyndte som en mærkelig ting, men omhandlede så tydeligt hende, at hun begyndte at smile, helt ufrivilligt oven i købet. De blege kinder blussede op, og fik en pæn rød farve. Hun kyssede ham på kinden, og himlede med øjnene, “Hold op med at tænke sådan om mig, du ved jeg bliver vildt genert over det” sagde hun blidt og nussede hans arm lidt, hun sukkede glad for sig selv. Ingen tvivl om hvad hun følte for ham, men indrømmet.. I starten havde hun set ham som værende alt for pæn til hende, og alligevel, sad de her.
Hun så intenst på ham da han begyndte at snakke igen, lyttede tænkende til det han sagde. Hun nikkede imens de gik udenfor, og virkede til at de virkelig var spændende det han sagde, dog tøvede hun da han sagde de skulle mod bjergene igen. Flashback af deres tidligere tur, gjorde hende næsten dårlig, med alt det vand.. Og dværgene.. Det virkede pludselig meget uoverskueligt. Jo self havde de haft deres gode tider dernede, minderne om ham og hende tæt omslynget, gjorde hende glad, fordi det var første gang hun rigtigt havde vist sine følelser for ham. Hun lyste en anelse op da han fortalte at kortet viste en anden vej de kunne prøve. Hun nikkede lidt, og holdt om hans arm, som de nu stod der.
Hun smilte lidt da han sagde de nok skulle finde ud af det, hendes vinger gjorde hende stadig en anelse usikker. Hun gispede let da han hev hende med ind i en gyde, jo det havde hun nok ikke lige tænkt over.. At det ikke var alle der kendte til magi, og derfor kunne hendes vinger være lidt skræmmende for andre. Let smilte hun og skubbede til ham “Jeg ved du kender svaret.. Din knold” drillede hun og kyssede ham længe og ømt, inden hun lod hovedet glide på skrå. Hun rettede lidt på sin top, og så mod himlen. Langsomt nikkede hun og satte af samtidig med ham, han virkede en del mere elegant end hun selv, og hvis hun selv skulle sige det, så hun nok en smule klodset ud, men hvad søren.. Hun fløj da, og hun kunne holde sig i luften, det var vel det vigtigste, at man ikke styrtede i døden eller noget.. Blidt så hun hen mod ham, han var så pæn med sine vinger.. Hun smilte for sig selv, det var lige sådan hun bedst kunne li ham, han lignede virkelig noget taget ud af et tegneserie hæfte. En sand helt, mens hun selv nok bare var.. Mærkelig.. En form for skurk. Hun grinte og lukkede øjnene, nød at mærke vinden.

Will fik en evindelig trang til at bryde ud i et tihi-fnisende anfald. Ikke ligefrem det mest mandtlige, så i stedet plantede han et kys på hendes pande. "Du giver mig jo ligesom ikke andet valg, vel?" inssisterede han sprødt og flettede sine fingre sammen med hendes. "Hvem ville ikke tænke sådan om dig?"
Lettere anspændt skævede han til hende, da han så hende ventede nervøse reaktion. Han ønskede for alt i verden ikke at gøre hende ondt eller tilbagebringe traumatiske minder; forbundet med frygten for sollys og dværgenes lumske blikke. Deres hænder hvilede bekræftende i hinandens, og han gav hendes et ekstra klem. Aldrig havde han værdsat en anden persons hjælp så meget.
Endnu engang fangede hun hans fulde opmærksomhed, og han lod verden passere i glemslens dybder, mens han trykkede sine læber mod hendes, legede med hendes tunge og kørte hånden gennem hendes lange hår. Så skulle hjernen fungere igen, og han rømmede sig, med svagt held på at tørre det smørrede smil bort.
Det var nærmest et led i en drillende tanke, at han tænkte, det nok ikke ville være en god idé at være ekstra opmærksom, når han fløj med hende. Hun var trods alt det, det moderne sprog ville kalde for en 'noob' - fuldkommen nybegynder og uden forstand på luftens egenskaber og dæmonkroppens fantastiske mekanismer.
"Kom!" råbte han i flyvsk glæde og førte hende over de karakteristiske husblokke. Væsenerne på jorden blev snart til ikke andet end små, små prikker. En lille myretue under konstant men langsom produktion. Han trak hende i støt tempo længere oppe mod skydækket, for det var altid bedre at være for forsigtig end dumdristig. Lo mod Aine, øjnene strålede og han nød at mærke vindens fingre i sit hår. Heroppe var luften langt koldere, men det prellede nærmest af på ham. Forudsætningen om at de blot skulle følge et usynligt mål - over søer, floder og skove - for at opnå hans længe ventede intentioner, var en meget varmende tanke.
Og så var de der endelig. Bjergene. Denne dag bølgede tågen vidt omkring klipper og sten, og så langt oppefra lignede bjergene næsten kæmpemæssige øer i et stort dishav. Han overvejede mulighederne, lod blikket feje over de ukendte stier og genkaldte kortet for sit indre blik.
"Denne vej," korrigerede han og trak hende ned gennem en smal passage, to bjergsider dannede. Det høje lufttryk, de hidtil havde oplevet oppe ved skyerne, faldt, idet de synkront dalede længere ned mod jorden og lod bjergets fod folde sig om dem. Klipperne var grå og mosbegroede, og verden virkede våd i naturens gus. Han skævede konstant mod hende i små tjek på, at hun klarede den til nogenlunde og lod sin indre gps føre dem af sted.
Hvadend der så skete, hændte så hurtigt, at oplevelsen nærmest flød sammen til én farvemasse for Will, da han senere tænkte på den. Bjergsiderne stejlede længere og længere op mod hinanden, og han havde brugt de sidste par minutter på skarpt at spejde efter en mulig klippeåbning - af den slags der skulle byde magiske væsener velkommen. Så skete det.
Fugten begyndte med ét og uden varsel at blive tykkere. Fra førhen at have været en rimelig klar tåge, formerede de mange dråber sig nu og begyndte at lægge sig om dem i et tykt, hvidt tæppe. Omgivelserne forsvandt i løbet af et splitsekund, og da Will i forskrækkelse kiggede ned på deres sammenfoldede hænder, så han med egne øjne hvordan det hvide luftfænomen opslugte den sidste synlige rest af dem begge to.
De var efterladt i intetheden.
"For fand - " Med et hovedryst forsøgte han at klare konfuset af tanker. Ikke nok med, at tågen havde taget deres syn; Nu var det som om, at alle lyde også forsvandt. Will mærkede hvordan, hans tøj gav efter for fugten, hvorledes håret vådt klæbede sig mod hans kinder.
De fløj endnu, og det var egentlig derfor, han i pludselig angst og med forbeholdt rolig stemme råbte ud i intetheden. "Lad os - lad os hellere finde noget at lande på." Som ekstra uhyggelig effekt havde hans ord ikke nogen som helst form for ekkoeffekt. Han strammede grebet om Aines hånd og spredte vingerne i en beroligende gestus ...
I selv samme øjeblik greb de usynlige magter ind igen. Et usynligt lufttryk buldrede direkte ind i dem og rev brutalt hans hånd fra hendes. Will hørte sig selv råbe; febrilsk og uden orientering baskede han forvirret om sig med armene. Det føltes som om, nogen havde bundet bly til hans vinger og nu tvang ham i roterende fart mod jorden. Snart vidste han ikke, hvad der længere var op, og hvad der var ned. Tågen bølgede om ham i en cremeagtig substans. Det var umuligt at få vejret.
Med et lavmælt støn mærkede han det hårde klippevæv skyde op mod sig. I et par sekunder lå han blot dér og hev store mundfulde luft ind og forsøgte at genvinde fatningen. Tågen dansede endnu tæt, men dernedefra, hvor han lå - og det kunne han se og mærke grundet tyngdekraften - virkede den knap så farlig som oppe i luften. Små, svage silhuetter af bjergformationer tippede mod ham gennem tågesløret. Med en kraftanstrengelse hev han sig op og sidde. Heldigvis lod intet alvorligt til at være sket; kun en forfærdelig groggy fornemmelse hamrede pinefuldt mod hans trommehinder.
"Aine?" råbte han, nu på alle fire. "Er du okay?!" Forsøgsvist baskede han med sine vinger. Det ville nok ikke være videre klogt at begive sig op i luften igen efter denne oplevelse, men hjernes automatiske forsvarsmekanismer drev ham til at adlyde. I det samme sænkede de vægttunge skygger sig over hans vinger, og tyngede smertefuldt alle musklerne ned mod klipperne igen. Han gispede og blinkede perplekst omkring.
"Hvad pokker ...?!"

Aubreiane smilte lidt genert idet han lænede sig hen mod hende, og kyssede hendes pande. Det var virkelig dejligt at være så tæt på ham, hun havde sådan savnet ham hele natten. Tøvende så hun ham i øjnene, “Alle andre end dig, tænker ikke sådan om mig” drillede hun og lod hovedet glide på skrå, forsigtigt så hun ham i øjnene, og nussede hans hænder en anelse.
Hun pillede lidt ved hans fingre for en stund, inden hun sukkede. Hun brød sig virkelig ikke om at skulle derned igen, men hun tog med. Hun tog med for hans skyld, hun vidste hvor meget han satte pris på hun var der, og nu skulle hun da heller ikke være bange for at blive brændt når solen stod op. Heldigvis, det fjernede en hel del usikkerhed.
De blege kinder blev for en stund ildrøde, idet han kyssede hende igen, hun mærkede hans tunge kærtegne sin egen, og gengælde det intenst, og en anelse legende, som hun altid havde kunnet gøre det. Hun elskede ham, og det var virkelig dejligt at han virkede så ivrig, det var længe siden hun havde set ham så ivrig. Måske også derfor hun havde lyst til at være sammen med ham for altid. Fordi hun vidste han havde lyst til hende, at han gerne ville være sammen med hende.
Aubreiane smilte idet han erklærede at de nu skulle af sted, med sit raske ‘kom’. hun nikkede og fulgte med ham, højere og højere op mod himlen, hun mærkede den kolde vind mod sit ansigt. Men det generede hende ikke rigtigt lige nu, det var som om at ilden i hende, holdt hende helt fast i, at hun ikke frøs. Hun stirrede ned mod husene og de få mennesker der var nede under dem. Det var virkelig rart at flyve med ham, og hun følte sig helt og aldeles tryg nu hvor han havde fat i hendes hånd. På den måde følte hun at han nærmest sørgede for hun ikke faldt ned mod jorden, og slog sig. Svagt smilte hun til ham.
Længere fremme, kunne hun pludselig skimte alle bjergene, hun kunne se klipperne på dem, fra lang afstand. Og derfor nikkede hun bare ganske svagt idet han fortalte hvilken vej de skulle. Hun vidste han havde virkelig god hukommelse, og fordi de havde det bånd de havde, kunne hun se hvordan han visualiserede kortet for sit indre blik. Selv var hun så dårlig til at huske veje, og hun anede ikke hvordan man læste kort, så det var nok ganske godt at han var med.
Hun sørgede for at han vidste hun stadig var lidt usikker over at flyve, hun var så bange for at fejle. Så bange for at vingerne pludselig forsvandt, og hun så ville falde adskillige meter ned. Han syntes sikkert hun var dum, totalt nybegynder, som ikke kunne finde ud af noget. Og dog blev han ved med at tjekke hende, holde øje med om hun ikke faldt ned.
Pludselig bemærkede hun den underlige masse der kort efter lagde sig som en tyk dyne om hende, og self også om ham. Hun kunne mærke hans forundrede sind, og ikke mindst at han blev en smule usikker. Det var nu også helt forståeligt. Hun havde prøvet at hjælpe ham med at holde øje, med at se efter den åbning, hun havde set i hans sind, men hun havde intet set. Og det var overhovedet ikke til at se noget nu, det gjorde hende faktisk lidt bange. Nok også fordi hun kunne mærke at han blev bange, eller.. Måske ikke bange, men i hvert fald vidste hun der var noget galt. Hun så sig om i luften, for at se hvor de var, men hun kunne ikke en gang se hvor jorden eller himlen var, det virkede som om.. Alt var en stor grålig masse, der gjorde det umuligt at se noget.
Pludselig mærkede hun også fugtigheden, hun mærkede hvordan hovedet blev tungere, nok fordi hendes hår var så langt, og dermed.. Så når det blev vådt, så blev det ret meget tungere. Hun mærkede hvordan alt tøjet også hurtigt blev mærkeligt, og koldt.. Klamt på en måde. Vidste endnu ikke hvorfor det føltes sådan, men vingerne virkede af en eller anden grund også en del svagere.
Det gik op for hende, at alle lyde på en eller anden måde også var forsvundet, og idet Will snakkede igen, kom der ikke noget ekko.. Ikke noget ekko?.. Hvor var det besynderligt, det havde hun aldrig nogensinde oplevet før. Hun nikkede lidt “Ja vi må hellere lande.. Du har nok ret Will” mumlede hun og mærkede hans hånd der blidt trykkede om hendes, hun smilte forsigtigt til ham.
Et skrig undslap hendes læber, idet han brat blev revet væk fra hende, på samme tid virkede hendes vinger så tunge, som hang der et anker til hver af hende vinger, det gjorde faktisk en smule ondt. Forvirret, og ret så skræmt, mærkede hun sig selv falde mod jorden,. Den kildne fornemmelse i maven, der fortalte at der var længere ned end hun egentlig havde troet.
Hun gispede smertefuldt idet hun ramte en hård klippegrund, hun kunne stadig mærke at vingerne var svage. Selvom hun ikke havde haft dem så længe, virkede de mærkelige. Meget underlige. Hun tog sig kort til hånden, og stirrede på sine fingre, den ene finger.. Hvorfor sad den sådan?.. Den vendte da ikke rigtigt, men.. Joo den gjorde ondt.. Den gjorde faktisk rigtigt ondt. Prikkede til den, og måtte bide sig i tungen af smerte, gad vide hvad man skulle gøre ved det? Hun kunne jo ikke bruge hånden på den her måde.
Skræmt så hun rundt i tågen, hun kunne høre ham.. Tydeligt, men ikke se ham.. “William? William hvor er du?” udbrød hun skræmt, og lukkede øjnene, han kunne ikke se noget heller. Tænkende tændte hun en flamme i hånden, og bemærkede han kunne skimte den. Tøvende gik hun hen imod ham, og faldt ham så om halsen, sørgede for at flammen var væk. Dog trak hun sig hurtigt tilbage, og gispede igen af smerte, den forbandede finger.