Uskyldige findes ikke... (Sophia)

Michael stod på et af de mange hjørner inde i gyderne... Kulden bed ham der hvor hans frakke ikke nåede at dække til, hvilket var eksremt irriterende for ham, hvilket derfra førte til at han var pænt irriteret på alt og alle...
Der var en blottere der gik hen til ham med sin lange regnfrakke lukkede i et krampeagtigt greb. Michael drejede ikke hovedet, men fulgte ham med øjne indtil han lukkede sin frakke op på vid gab.
Michael kunne mærke hvordan det vendte i ham og han havde det som om Blotteren var skyld i kulden. Den middelaldrende fede mand stod selvglad med regnfrakken stadig på vid gab.
Michael greb fat i hans eneskulder og smilte grumt til ham. Det var intet mindre end blindt raseri, men Michael vidste at han bagefter ville få det meget bedre.
Blotterens før så selvsikre mine forsvandt, da han lagde mærke til at den hånd der havde grebet fat i ham, holdte ligeså godt fat, som hvis det var en jernklo. Der kom et hurtigt vrid og hele armen røg nærmest af led, men det var selvfølgelig ikke nok for Michael.
Blotteren var midt i sit skrig af smerte, da Michael fejede benene væk under ham og smed ham ind gyden for at han så landte i en bunke affaldssække.

Michael smilte stort over den varme han havde følt over at have lavet smerte på en anden person, men så var det heller ikke bedre... Han var jo ikke en af de utroligt sadistiske personer... Han havde det bare med at blive lidt vred nu og da.
Hans brune hår, blev skubbet lidt tilbage af hans ene hånd og han tog en dyb indånding. De brune øjne scannede området for at se om der var nogen der skulle bruge en hjælpende hånd med alle de parasitter der rendte rundt her.

En halv høj kvinde gik roligt gennem gyderne, dog meget uroligt. Hun var sulten. Hun holdte sig lige nu til skyggerne og af og til sprang over lyset for ikke at blive ramt af den sol der var på vej væk. Hun drejede om et hjørne hvor der var mere mørkt og fortrød med det samme. En gruppe længere fremme så ud til at være rimelig fristet til at gøre alt med de piger de fik øje på. Hun vendte straks om. Hendes sorte skjorte var lidt knappet op. Hendes sorte jeans lavede en underlig lille bitte lyd når hun gik hurtigt og hendes sorte slidte converse. Hun havde tåre i øjnene allerede. Hun vidste at gruppen var efter hende. Hun var næsten lige blevet bit, nok lidt under en dag siden. Hun havde stadig sin gamle lugt af menneske og man kunne næsten ikke mærke på hende at hun var blevet vampyr.
Kvinden som hed Sophia, kiggede kort tilbage og så de var i hælende på hende. Hun kiggede hurtigt væk mens hun støttede sig op af væggen. Hun drejede om et hjørne og stødte ind i en mand og flad på jorden. Tåren var løbet og en lang blod løber fra hendes øje var kommet til syne. Manden hun var stødt ind i så ikke videre venlig ud og hun skyndte sig op og begyndte at gå, men manden havde taget fat i hendes arm. Hun ville ikke selv afsløre hun var vampyr men det havde tåren. Hun havde dog ikke lag mærke til tåren og prøvede at vride sig forsigtigt fri.
"Slip mig!" beorede hun hurtigt, men han adlød ikke, "SLIP MIG!" gentog hun højre og kiggede tilbage og gruppen kom om hjørnet. "SLIP MIG DIT ÆGGE HOVED!" snerede hun og vred sig fri men fladt idet hun kom fri. Mændene om ringede hende. Mande hun var stødt ind i var med i den gruppe. Hun krydsede sine under arme over sit hoved for ikke at slå det, og havde samtidig krøllet sig sammen. Gruppen var nu på syv og hun begyndte at skrige, "LAD MIG VÆRE!" hvæsede hun så idet en af dem rørte hendes hår.

"Når en kvinde siger noget... Så plejer man at høre efter" Lød det blidt fra mørket. Selvom tonefaldet var blidt og lød svagt, var der noget voldsomt truende over den måde det blev sagt på... Nogle af mænde drejde hovedet, men der var ikke noget, eller nogen.
"Så når en fin kvinde som hende siger sådan noget..." Lød det nu fra en anden side, endnu engang fra mørket. Mændede skubbede sig sammen om Sophia af en eller anden underlig grund, så de lavede en eller anden form for cirkel.
Den her gang trådte Michael frem fra mørket og kiggede på dem alle.
Idet, fyrene kunne se en fjende af kød og blod, slappede de straks mere af end de havde gjort før, da der ikke havde nogen i nærheden. De 3 nærmeste begyndte at gå truende imod ham, men Michael rørte sig ikke ud af flækken mens de kom nærmere.
Michael var høj, atletisk byggede, bredskuldret og med et helt normalt ansigt... Ikke noget der ville fange for meget opmærksomhed. Men hele hans krop blev skjult af hans Regnfrakke, så Fyrene kunne ikke se at deres modstander var stærk...
Den første der nåede hen til ham, slog hurtigt ud efter hans hoved. Den var ikke engang tæt på at ramme, da Michael bukkede sig, greb en ølflaske nede fra jorden og drejde rundt på stedet en omgang og smadrede flasken direkte i tindingen på fyren.
Lyset i hans øjne gik ud som et stearin lys i en storm og han faldt sammen med et glasagtigt udtryk i øjne og et overrasket udtryk i hovedet.
Flasken smadrede selvfølgelig sig selv da den ramte det tykke hovede, men den kunne nu i stedet bruges som et stikvåben, hvilket han brugte det til.
Da den anden nåede tæt nok på, forsøgte han at slå luften ud på Michael, med et slag i maven. Men hans slag kom ikke tæt nok på. Michael trådte simpelthen bare et skridt ud til siden og borede Ølflasken ind i hans blottede underarm. Chokket over smerten og den hurtige bevægelse, fik manden til at falde om på jorden, mens han skreg over sin smerte.
Michael kiggede på den tredje der var stoppede op da han havde set hvad der var sket med den første og den anden... Og det samme havde hele den samlede gruppe, så de begyndte hurtigt at flygte...

Michael fulgte dem kort med øjne men kiggede så nysgerigt på pigen. "Er du okay?" spurgte han hende så, efter hurtigt at ha fået slået endnu en ølflaske i hovedet på fyren der havde skreget sig hæs, så han også gik ud som et lys.

Sophia var selv blevet lidt bange for manden der var kommet til syne og havde dækket sit hoved til med sine over arme. Hun rystede lidt. Hun havde ikke set hvad der var sket men hun havde hørt glasskårene falde på jorden og glads ramme folk. Hun Hun løftede let den ene arm og det første hun så var to mænd fra gruppen ligge på jorden med glasskår om sig. Hun fór op og lænede sig op af muren mens hun så skræmt på dem. Hun kiggede så op på manden med store skræmte øjne, hun lagde hurtigt hoved på hendes knæ og dækkede for hendes over hoved.
Hun var gået i chok.
Hun svarede ikke. Hun mærkede hun græd og at hendes tåre gik igennem hendes sorte jeans. Hendes tåre stoppede så og hun lod hurtigt sine hænder tørre sine øjne så man ikke kunne se hendes blod-tåre. Hun kiggede så op, "D-d-det tror jeg..." stammede hun og var stadig i chok. Næsten hver gang der var en der blev slået ned var Sophia til stede. Det fik tårerne til at komme igen. Sophia kom i tanke om hendes forældre....

Michael lavede en form for skuldertræk og gik hen til fyren med flasken stikkende ud af armen... Michael var pænt træt at den slags typer, men han vidste at han heller ikke skulle rende rundt og skræmme andre... Selvom hende der ikke var helt menneskelig... Hun måtte ha været i kontakte med et eller andet... Hun lugtede stadig for meget at menneske til selv at være blevet forvandlet til noget.
Han trak den halve flaske ud med en hurtigt bevægelse. Fyren var stadig gået helt i gulvet. Blodet sprøjtede som vanvittigt ud over det hele, men... Så stoppede det bare lige pludselig. Det hang nærmest i luften før det så flød ind i manden igen og lagde en tyk skorpe af tørrede blod runt om selve såret.
Michael greb fat i nakken på ham og på den anden og smed dem så ind i gyden med en lettere nonchalant attitude.
Han lavede et lille suk og klappede sine hænder imod hinanden, for at få smudset væk fra dem. "Er du sikker?" Spurgte han hende og lød nu en anelse bekymret for hende... Hun kunne jo falde fuldstændig fra hinanden... Og hvad ville folkene her så ikke gøre ved hende?


//Hvilket sorry for at jeg skal logge, men skal lave lektier til i morgen//

Sophia kiggede meget på blodet og skulle til at springe på blodet. Men gjorde det ikke da hun så mændene blev samlet op og smidt væk. Hun rystede kort på hoved for at få tankerne tilbage.
Hun rystede kort på hoved og kiggede op på ham hvor efter hun rejste sig op med hjælp af væggen og støttede sig op af den. Men hun kom ikke helt op før hun opdagede der var noget der skar på hendes underben. Hun kiggede hurtigt ned på det og så noget af en af ølflaskerne havde boret sig ind i hendes ben. Hun bukkede sammen på jorden igen og kiggede på sit ben mens hun overvejede om hun skulle hive glasskåret ud eller om hun skulle lade det være lidt. Hun fik igen tåre i øjnene, men de kom ikke til at løbe.
"Nej.." pev hun lavt og stirrede på sit sår.

//Det er okay :D//