Can't stop loving you. (XXX)

Sted: På Terres nok allermest befærdede gågade.
Omgivelser: Der er pænt mange folk, der går rundt og vinduesshopper.
Vejr: Det er fuldstændig vindstille, og der er en behagelig temperatur.
Tid: Et sted på den anden side af spisetid; ca. kl. 8 måske.

Taget i betragtning af, at det var en søndag aften, og de fleste skulle på arbejde tidligt næste morgen, var der faktisk godt med væsner på den lange, brede, brostensbelagte gågade, med butikker på begge sider af sig, som alle sammen havde lukket, men det havde ikke forhindret folk i alligevel at gå en tur herud, for at kigge lidt på vinduer. Mørket havde for længst kastet sig over byen som et stort, lysopslugende tæppe, og hvis det ikke havde været for alle de lygtepæle, der var placeret langs gaden, og lysene i butiksvinduerne, havde det været umuligt at se noget. Der var ikke en eneste vind, der rørte på sig, og af januar måned at være, var det usædvanlig varmt; godt nok ikke varmt nok til at kunne gå udenfor i shorts og T-shirt, jakke var stadigvæk nødvendigt, men der var ikke grund til at pakke sig ind i 87. sweatere og 10 par sokker og vanter.
En høj skikkelse kom gående mit i mængden, der alle sammen dannede en stor bue udenom ham, formåede på dén måde virkelig at skille sig ud, ikke blot på grund af tøjet, som udelukkende bestod af sort læder, pånær den tanktop han havde på, indenunder den tunge, nittebefængte bikerjakke. Det tykke, sorte hår hang for en gangs skyld ikke nede foran hans ansigt, men var blevet ført let bagud, væk fra de mørke øjne, og gjorde det muligt for folkene omkring ham, at kunne se ham ordentligt. Hans blik gled flygtigt rundt omkring iblandt de mange fremmede, forskellige personer, lod et dæmpet suk slippe ud mellem hans svagt åbne mund, inden han brat standsede op, som var han stødt ind i en solid stenmur, netop i det øjeblik hans øjne opfangede en ganske særlig, velkendt person, længere fremme. Han stivnede helt, og alle hans bevægelse led syntes at have låst sig fuldstændigt fast, så han ikke var i stand til at flytte sig, overhovedet. Shit. Lige nu, havde han mest af alt til at vende om og løbe væk herfra, hele vejen hjem til sig selv, og gemme sig under dynen på værelset - men det gjorde han ikke. Halvdæmonen blev stædigt stående og stirrede blot hen imod den brunhårede aspara, der kom spankulerende med hen af brostene, med et par venner på slæb, blandt andet en mørkhåret dreng, der syntes at hænge lige lovligt meget op af hende. Chase bed tænderne sammen og tvang sit blik væk derfra, slog det i stedet for ned imod jorden, som han indædt gloede på, forsøgte at få styr på alle de følelser, der væltede frem i ham, præcis som en kæmpemæssig bølge, der væltede indover stranden og ødelagde alle sandslotte på den vej tilbage. Hvorfor skulle han også hele tiden støde ind i hende, på de allermest ubelejlige tidspunkter? Byen burde da være stor nok til, at de ikke hele tiden skulle befinde sig på det samme sted, men skæbnen ville åbenbart noget andet; pffff. Han rystede diskret på hovedet af sine egne tanker, fik trukket sig selv ud af det hvirvlende tankespind, og tilbage til den virkelige verden udenfor igen. Nej, nu måtte han kraftedme tage sig sammen! Det havde været krop umuligt for ham, at få ro, her de sidste dage. Hele tiden, hvert evig eneste minut, i hvert fald tæt på, havde hun plaget hans tanker, og han havde simpelthen ikke kunnet få hende ud af hovedet, ligegyldigt hvor meget han så havde prøvet. Med en pludselig beslutsomhed fik han sat gang i fodtøjet igen, med retning direkte imod hende, og hendes slæng, ignorerede alle folk på sin vej derhen, og hvis de stod i vejen, fik de blot et skub med skulderen. "Amelia?" Han måtte rømme sig en enkelt gang, eftersom hans stemme havde svigtet ham lidt, og gentog hendes navn, sagde det denne gang højt og tydeligt, så der ikke var nogen tvivl om, at hun hørte det; men hun havde nok også allerede fået øje på ham. "Kan vi lige snakke sammen?" spurgte han, en kende tøvende, pegede sig samtidig over den ene skulder for at sige, at han godt ville snakke med hende under fire øjne, og ikke imens alle hendes venner stod og var tilskuere. Udtrykket i hans øjne var en smule bedende; faktisk, rimelig ynkeligt. Fortabt. Han bed sig svagt i underlæben og kunne ikke holde sit blik på hende i meget mere end to sekunder, før han så måtte se ned i jorden, igen.

Det en dejlig beroligende nat. Den tilpasse temperatur og den klare himmel fik hende faktisk til at føle sig mindre anspændt. Fik hende til at bare gå i sin egen verden som hun altid plejede at gøre. Hun tog en dyb indånding af den friske luft der omgav hende. Blev dog med det samme revet ud af sine tanker idet en arm blev lagt omkring hendes skuldre. ”Jeg må sige. Jeg er vel nok heldig at komme i samme gruppe som dig..” Amelia så med det samme op på denne mørkhårede dreng, der som så mange andre tårnede sig over hendes lave højde. Hun skilte godt nok sine læber men der kom intet ord ud med det sammen. Hun sendte ham blot et simpelt smil. Det var nok det værste. Hendes evne til at smile var ikke helt i top form endnu. Hun var mere rolig og bedrøvet en munter og smilende her for tiden. Det var nu længe siden hun havde været ude i byen. Også selv om det blot var for at lave et typisk skoleprojekt.

Det var nu hendes tør til at stoppe brat op idet hendes navn blev sagt. Men det gik ikke helt op for hende hvem det var. Hun havde hele tiden gået og forestillet sig selv at det var ham der havde sagt noget hver gang nogen talte til hende. Stille og roligt så hun op mod den person der med garanti havde udtalt hendes navn og det var først her at hun stivnede helt op. Hun kunne pludselig ikke bevæge sig. Hun følte hele tiden hvordan en klump generede hende i halsen og gjorde det umuligt for hende at tale. Hendes brune øjne blev spærret op og stirrede nærmest bare mod denne hybrid der stod der. Meget diskret nev hun sig selv for at finde ud af at det faktisk var sandt at han stod der. Hun vågnede lidt mere op ved hans næste sætning. Den overraskede hende. Hun trippede lidt på stedet og stod mere med siden til ham og den gruppe der bare stod og så undrende mod hende og den høje skikkelse af en ung mand der havde vist hende interesse. Hun så så væk. Ned i jorden. Og hendes arme blev lagt omkring hende. Lige nu havde hun bare lyst til at afvise. Følte at hun ikke ville tale med ham. Hun kunne bare ikke finde sine ord blandt ham. Hun så så op mod den lille forsamling af klassekammerater. Fik dannet et svagt og undskyldende smil. ”Bare gå i forvejen.” sagde hun så en smule forsigtigt inden hun vendte fronten mod Chase. Men sendte ham blot et enkelt blik inden hun fik sat den ene fod foran den anden og traskede måske lidt nervøst forbi ham. Det var hendes svar på hans spørgsmål. Og det var tydeligvis en bekræftelse idet hun med det samme havde sat kursen mod den nærmeste bænk.
I en elegant bevægelse satte hun sig ned og sørgede før at hun ikke satte sig i midten. Armene var stadig omkring hende og hendes skuldre var blevet sendt lidt op som frøs hun faktisk. Hun så ikke mod ham. Havde lyst til at trække sine ben op til sig men lod være. Ville ikke virke alt for lukket. ”Så..?” lød det så endelig. Direkte til halvdæmonen. Er du kommet for at bebrejde mig igen ville hun have sagt hvis det ikke var på grund af den selvkontrol hun havde lige nu. Igen tog hun en dyb indånding og idet hun pustede tungt ud kunne hun se sin ånde som en tåget dis. ”Hvad… vil du snakke med mig om??” Hendes stemme var godt dæmpet men han ville nok kunne hører den eller fornemme hvad hun sagde. Hun så forsigtigt lidt op igen. Men så ned i jorden. Og kort op igen hvor hun holdt det. Men det var endnu ikke noget direkte blik. Undgik hans blik i hvert fald. Det var på en måde ret akavet det her.

Chase løftede blikket fra jorden, efter at have set hendes fødder passere forbi ham, fikserede dernæst straks sine øjne på asparaen, fulgte tavst med hende, hen til dén bænk, hun havde udset sig. En smule tøvende satte han sig ned ved siden af hende, sørgede for ikke at sætte sig alt for tæt på, og rettede som det første sit blik ned imod de robuste brosten, sagde ikke noget i lang tid, hvilket bestemt ikke gjorde den akavede stilhed bedre. Den var faktisk direkte ubehagelig - syntes at trykke ham længere ned i bænkesædet, og sno sig omkring ham, som var den en kæmpe slange. Halvdæmonen rømmede sig op til flere gange, før han omsider fik munden på gled, åbnede den svagt, i samme øjeblik som han drejede hovedet og kastede sine øjnes opmærksomhed over på Amelia, der havde fået lov til at vente i, i hvert fald 5 minutter nu, som, takket været den kvælende tavshed, havde føltes som mindst en halv time. "Jo, altså ..." startede han ud med, bed sig nervøst i underlæben og måtte tage en dyb indånding, før han kunne fortsætte. Hvorfor var det så svært, at få det sagt? Han plejede ellers aldrig at have besvær med den slags, men hans tunge lod til at have slået fuldstændig knuder på sig selv, og gjorde det nærmest umuligt for ham at sige det, han gerne ville; eller bare noget som helst andet, for den sags skyld. "Jeg ... altså, det jeg vil sige er at ... at øhm ... at jeg ... at ..." Nu var det hybriden tur til at sluge en klump, der syntes at have sat sig fast i hans hals. Så sig det dog. Halvvampyren kvalte et suk, og rystede diskret på hovedet, inden han tvang sig selv til at fæstne blikket på hendes ansigt, efter at have drejet overkroppen så meget han nu kunne ind mod hende. "Undskyld ..." mumlede han, hviskede det næsten, som ville han ikke have, at hun skulle høre det. Chase bed sig kortvarigt i læben, før han rykkede det sidste stykke, der var imellem dem, hen til hende, for derpå, en kende tøvende, at tage fat i hendes ene hånd med begge hænder, og gav den et blidt klem. "Undskyld," gentog han, denne gang lidt højere, og lænede sig følgende en anelse frem imod hende, som om han skulle til at kysse hende, men stoppede dog midt i bevægelsen. Det gik ikke. Han slap omgående hendes hånd og rejste sig efterfølgende op fra bænken, hvorpå han kastede et enkelt blik over skulderen, ned på hende. "Undskyld ..." mumlede han for tredje gang, før han pludselig fik enormt travlt med at komme væk derfra, løb dog ikke, men traskede afsted i et rimelig hurtigt gå-tempo med blikket rettet stift fremad.

Amelia kunne vel godt indrømme her at hun var noget overrasket over at høre lige netop det ord fra ham. Også i en tid som nu. Havde det ikke været ham der faktisk ikke ville have noget med hende at gøre mere? Det var i hvert fald det han havde sagt til hende. Klart og tydeligt. Op til flere gange. Men med tone han havde i sin stemme virkede så forbistret ægte. Gav hende her ingen tvivl om at han nok mente det. Et eller andet sted. Eller også håbede hun blot på det. Hun opdagede hurtigt hvordan han havde rykket helt op ad hende. Skulle lige til at trække sig tilbage idet hans hænder lukkede sig om hendes. Så lidt forundret ned på dem inden hun endelig fik tvunget sig til at se mod ham. Lige tidsnok til at se hvordan havde lænede sig hende. Og uden selv at tænke mere over det trak hun sig langsomt længere tilbage for at undgå det hun mente ville ske. Hun var endnu såret og så ikke selv nogen grund til at lade ham kysse hende. Han skulle ikke tro det var så nemt at komme videre. Om hun var klar til det vidste hun dog heller ikke. Hun savnede ham. Så meget! Og hun ville gerne bare føle hans arme omkring sig. Men det var nok en ting hun ikke lige ville stille sig og forklare.
De brune øjne blev igen spærret en smule mere op idet han i en meget pludselig bevægelse kom op at stå igen. Og det var heller ikke længe mellem at han nu igen traskede væk fra hende. Var dét det? Havde han sagt til hende hvad han ville? Det virkede meget sådan. Men stadig syntes hun der manglede nået. Hun havde jo slet ikke sagt noget. I en bevægelse kom hun op og drejede lidt om. Stod lidt og så mod hybridens ryg som den stille sivede gennem mængden af mennesker. Endelig satte hun så selv i gang. Forholdt sine lette skridt så lydløse som muligt. Så hun ville kunne trække sig væk uden blive opdaget. Hun nåede ham egentligt ret hurtigt. Hun havde intet besvær ved at gå i samme tempo en ham. Hendes ben bevægede sig uden at hun selv ville. Det var næsten skræmmende. Hun rakte sine hænder ud efter ham. Fik dem dog tøvende trykket til sig igen. Men kun for at i en hurtig bevægelse at sende dem mod hans ene arm hvor de greb forsigtigt fast. ”Chase. Stop!” kommanderede hun med en svag stemme. Hun stoppede brat op på stedet. Som han plejede at gøre. ”Vend dig ikke lige om..” sagde hun kort og svagt som en bøn. Dette var håbløst. Hun slap ikke direkte hans arm men havde et mindre stramt greb da de begge var stoppet op. Blev stående hvor hun var og håbede lidt at han ikke ville vende sig om mod hende. Hun følte sig nok ikke så usikker når hun talte til hans ryg. Rettede dog alligevel sit blik ned mod sine fødder og lod sit hår falde ned foran hendes ansigt. ”Jeg vil gerne acceptere din undskyld men..” Hun følte hvordan hendes øjne pludselig blev våde. Som havde de været knas tørre i lang tid. Og med det samme kunne hun se de klare dråbe ramme jorden foran hendes skosnude. ”Jeg er ikke sikker på om jeg er klar til at tilgive dig.” Hun slap stadig ikke hans arm og de små snøft afslørede med det samme hendes gråd. Hun tog så endelig de sidste skridt og stillede sig ind mod hans ryg med ansigtet gemt. ”Du sårede mig..” mumlede hun grædende ind mod hans ryg og hendes greb blev så mere slapt men hændet forblev omkring hans arm. Symboliserede vel bare at han ikke måtte gå.

Et svagt stød fór igennem ham, idet en eller anden tog fat i hans ene arm og på dén måde forhindrede ham i at gå videre, stoppede derfor brat op, og fandt straks efter ud af, hvem det var, ved lyden af personens stemme, selvom han nok godt kunne have regnet det ud selv; og som han fik besked på, vendte han sig ikke om. Han lyttede tavst til det, der blev sagt, bed sig samtidig forsigtigt i underlæben, og da de første små snøft hørtes, føltes det som om, der kom en løbende og jagede en sløv køkkenkniv ind i hans brystkasse, gentagende gange. At vide, det var ham, der var grunden til, at hun græd, var bestemt ikke en behagelig følelse. Det værste var, at han var blevet fuldstændig mundlam; hvad i al verden skulle han sige til dét? Det ville være løgn, hvis han sagde, at det ikke havde været med vilje. Årh, hvorfor kunne han ikke bare lære at tænke sig om, før han foretog sig noget som helst? Chase hev let i sin egen arm, for at få den ud af hendes greb, hvilket lykkedes i første forsøg, eftersom hun næsten ikke holdt fast i ham mere, hvorefter han vendte sig om imod hende, så de stod front mod front. Halvdæmonen bøjede sig en anelse forover, inden han satte en bukket pegefinger under hendes hage og ved at skubbe den opad, fik han løftet hendes hoved, fjernede sin finger fra hagen, for dernæst at bruge den til, at stryge asparaens hår til side, så han kunne se hendes ansigt. Hele hans hånd blev følgende lagt mod hendes kind, tørrede blidt et par tårer væk med tommelfingeren, gjorde det samme med hendes anden kind, og lod hænderne forblive på hendes kinder. Han bed sig kort i læben, idet han svagt rynkede de mørke øjenbryn, kærtegnede forsigtigt kinderne med sine tommelfingre, inden han trak dem til sig igen, og i stedet for lagde armene rundt om Amelia, trykkede hende helt ind til sig, som var det hundrede år siden, han sidst havde set hende, ignorerede alle andre end hende. "Undskyld," mumlede han ned i hendes hår, for fjerde gang; ikke fordi det hjalp noget. Et undskyld kunne ikke lave om på alt det, han havde gjort, det vidste han også godt selv - men det forhindrede ham ikke i alligevel at prøve. Hybriden forplantede et kys ovenpå hendes hoved, før han efter et godt stykke tid løsnede grebet omkring hende, trådte et halvt skridt bagud, og kørte langsomt hænderne ned langs hendes arme, lod sine egne hænder glide ind i hendes. "Smil," bad han med en dæmpet stemme, vendte selv den ene mundvig opad i et skævt, måske lidt falskt smil og slap næstefter hendes hænder. "Du har sådan et sødt smil. Det er synd at gå og skjule det," tilføjede han, inden han bevægede sig helt hen til hende igen, og atter førte en hånd op til asparaens ansigt, for at fjerne et par vildfarne, brune hårtotter, aede hende kort henover kinden. Hans påklistrede smil blev påfølgende erstattet af et oprigtigt ét, der dog ikke var helt så stort som det andet, men det kunne stadigvæk sagtens ses.

Amelia trådte med det samme ind til ham og greb hurtigt fat i hans jakke. Næsten inden hans arme var blevet lagt helt omkring hende. Hun havde vel bare kommet omfavningen i forvejen. Og som før gemte hun sit ansigt. Græd ikke mere. Men stadig lod de sidste to tårer sig falde og gjorde hende på en måde mere tilpas. Som var hun havde fået sine følelser vasket mere igennem. Som de havde været godt støvede ved hendes kollaps. Han havde lavet nogle fejl men det havde hun skam også. Hun havde sagt noget hun nu pludselig fortrød. Brugt et sprog hun ikke var ordentlig vant til. De ord hun havde brugt sammen med det toneleje havde bare ikke lagt godt i munden på hende. Også selvom hun fint havde fået dem frembragt. Hendes arme gled forsigtigt videre omkring ham for også at hun holdt om ham. Og det ikke blot var enearbejde for ham. Det var en dejlig følelse egentligt. Og idet et kys blev lagt mod hendes hoved gned hun automatisk sit hoved lidt op ad hans brystkasse. Refleks.
Hun var ikke helt glad for at skulle give slip på ham og det skridt han fik taget fugte hun bare med endnu med armene blidt omkring ham. Men fik dog bagefter hurtigt sluppet igen. Normalt var hun da ikke så klistrende op ad ham. Desperat? Hun behøvede heller ikke at se ned for at forestille sig hvordan han holdt hendes hænder. Igen fik hun følelsen af at dette enten var helt rigtigt eller forkert. Den forsvandt dog hurtigt efter hans hånd endnu engang havde fjernet hår fra hendes ansigt. Hans kommentar rungede igen og igen i hendes hoved. Hun ville så inderligt gerne smile foran ham. Men når hun sådan blev bedt om det på et tidspunkt som nu virkede det mere en umuligt. Hun bed sig nervøst i underlæben og så atter væk fra Chase. Som var hun forlegen eller flov over noget syntes hendes kinder også at få den naturlige glød der gav hendes ansigt et mere frisk udseende. Hun lod sig selv kører gennem minderne. Gik udenom de fejltagelser de havde begået. Og fandt endelig denne varme følelser. Hun kørte kort sin tommelfinger hen over hans inden hun slap hans hænder helt. Førte den ene arm omkring hendes talje og den anden strøg noget tilfældigt hår om bag øret. Også selvom at det ikke generede hende. Og hvad var det? En lille stigning i mundvigen. Og hun kunne med det samme mærke den. Hvordan kunne han få hende til at smile? Det var utroligt. Som var det næsten ikke muligt at være sur på ham. Han vidste virkelig hvilke knapper der skulle trykkes på. Så blev begge hendes hænder så lagt hen over hendes ansigt som ville hun gemme det som smilet langsomt blev bygget op. ”Stop med at give mig komplimenter…”mumlede hun utydeligt og skulle til at vende sig helt om for at igen stå med ryggen til ham. Men valgte i stedet at vippe frem og tilbage. Stoppede nu igen og skilte sine fingre for at se ud i mellemrummene. Så mod halvdæmonen med det typiske hundehvalpeblik. Vidste virkelig ikke hvad hun skulle sige. Det var altid hendes problem. Man kunne underligt nok allerede fornemme som tilskuer hvordan smilet var nået mere synligt og selv kunne hun mærke hvordan varmen bare steg op i hendes kinder. Forbandede hybrid! Hvordan skulle hun nu kunne komme over ham? Det var svært nok i forvejen med tanken om at have ham omkring igen.

Chase blottede et par brede, hvide tænder i ansatsen til et grin, der dog aldrig kom rigtigt ud, ved det hun sagde, betragtede hende ellers bare helt tavst i nogle minutter, indtil han ikke længere kunne holde sig tilbage, og lagde derpå armene rundt om hende. Det var som om, alt det der var sket den sidste tid, aldrig var hændt; men selv i denne situation lå det stadigvæk og simrede i det bagerste af hans hoved - men hvis hun var villig til at lægge det bag sig for bare en enkelt aften, så var han også. Det værste var i hvert fald overstået, og han havde givet hendes op til flere undskyldninger, som han ganske vist endnu ikke havde taget imod, men hendes smil fortalte ham nu noget helt andet. Hybriden begravede det meste af sit ansigt ned i hendes hår, og tog en dyb indånding, indsnusede den velkendte duft af hende, inden han åndede let ud igen. Hans ene arm slap langsomt taget i hende, hvorpå hånden blev ført op til hendes ansigt, fjernede blidt begge asparaens hænder, og placerede følgende sin hånd mod hendes kind, som nærmest føltes helt brændende, imod hans kølige håndflade. De mørke øjne studerede roligt Amelias ansigt, søgte i ny og næ mod hendes varme, brune øjne, men sørgede for ikke at holde øjenkontakt særlig længe af gangen. "Har jeg nogensinde fortalt dig, hvor smuk du er?" spurgte han i et lavmælt toneleje, sendte hende et lettere drillende smil, da hun netop havde sagt til ham, at han ikke skulle give hende flere komplimenter. Han lod et par fingerspidser køre forsigtigt henover hendes læber, fugtede diskret sine egne med tungen, før han lænede sig ned imod hende, og satte sin mund mod hendes, holdt kysset så længe, hun nu tillod. Halvdæmonen bed sig efterfølgende svagt i underlæben, idet han atter rettede sig op, så ned på asparaen med et begærligt blik, som havde erstattet det smil, der tidligere havde været på hans læber. Chase lagde den frie arm om hende, igen, trykkede hende så meget ind til sig, han overhovedet kunne, hvorpå han endnu en gang bøjede hovedet en smule ned. "Du aner ikke, hvor meget jeg har lyst til dig," hviskede han, tæt ved hendes ene øre, søgte dernæst ned mod hendes ende med begge hænder og fæstnede dem dér; lod til at have glemt alt om, at de befandt sig midt ude i offentligheden, sammen med alle mulige andre væsner, der ind i mellem kiggede sendte dem lange, nysgerrige blikke. Det syntes han dog ikke, at tage sig specielt meget af, havde sågar suget sig fast til hendes hals, som han plantede blide kys nedad, men stoppede så, da han var nået ned til hendes kraveben. "Jeg vil ha' dig ... nu," sagde han dæmpet, med en pludselig beslutsomhed, søgte for anden gang mod hendes øjne med sine egne og pressede hende ind til sig, selvom det næsten var umuligt for dem at komme meget tættere på hinanden.

Amelia følte sig virkelig som en eller anden ufattelig genert tøs der bare ikke kunne tage at bare en dreng talte til hende uden at hun blev flov over det ene eller andet. Det var normalt ikke noget problem for hende at få komplimenter. Men det var det åbenbart når det var lige netop Chase der uddelte dem. Hun ville så gerne bare være sur på ham. Han gjorde det bare umuligt for hende. Hun ville ikke bare tilgive ham sådan også selvom at det nok allerede var det hun var godt i gang i. Hun så kort væk men kun til hans fingre kørte over hendes læber og hun nåede lige at observere hvordan han igen kom tættere og tættere på hende. Nej, nej.. Hendes øjne var klemt godt i og selv havde hun trukket hoved tilbage men denne gang lykkes det ham at fange hendes læber i et kys. Og allerede meget kort efter virkede hun knap så anspændt omkring det og hun tog sig i at nyde det så længe det nu en gang varede. Hun tog sig samtidig i at gengælde kysset inden hun fik det stoppet igen.
Hun stirrede nærmest igen lidt fortvivlet mod hybriden. Hun sank en klump. Hun havde kysset ham. Og hun kunne på en måde ikke lide den følelse at hun ville gøre det igen. Det var utroligt den måde han fik hende til at føle sig. Hvilke ting hun fik lyst til siden han var poppet op i hendes liv. Og hun fik svaret at hun tydeligvis ikke var den eneste idet hans stemme hviskede i hendes ører. Lagde næsten ikke mærke til hvordan hans hænder nu landede på hendes røv men fandt nu hurtigt ud af det igen. Igen blussede hendes kinder op og hun søgte væk fra hans ansigt. Ville gerne give efter men ville samtidig også bare skubbe sig væk. Hun var bare ikke sikker på om hun faktisk var klar til det. Men idet at han så fik sat sin mund mod hendes hals jog det igennem hende og det var nok lige efter hans anden noget kælne sætning at hun faktisk fik sat sine hænder mod hans brystkasse og skubbede sig forsigtigt lidt ud. Hvis det var hende muligt med hans tætte omfavning. ”Ikke..her..” mumlede hun en smule samme sammen bidt for at de andre folk omkring dem ikke helt hørte det særlig tydeligt. Hun stoppede så igen med at skubbe sig længere væk. Forholdt det nogenlunde tætte mellemrum mellem dem. Og han tvang som til at se op på ham ved at kunne mærke ham nærmest stirre på hende. Og sjovt nok fangede hans blik hende med det samme. En sidste gang sank hun en klump og bed sig måske en smule hårdt i sin underlæbe
Den lille aspara havde nok også inderst inde lysten som ham. Men hun havde vel bare svært ved at indrømme det. Havde aldrig været den der gjorde særlig meget for at starte noget op og havde aldrig følt sig specielt sexet ved at udtale visse ord. På det punkt forstod hun stadig ikke hvorfor at han egentligt viste hende interesse. Han virkede hele siden så cool omkring den slags ting. Og det gik hende underligt nok stadig på. Dog fortalte hende blik nok mere det han gerne ville hører.

"Kom nu ..." mumlede han bedende, efter atter at have sat sin mund mod hendes hals, bed nænsomt i den, inden han lod spidsen af sin tunge køre op ad den, hele vejen op til hendes underkæbe, som han følgende plantede små kys hen ad, for så til sidst at forene deres læber i et heftigt kys, men stoppede det dog hurtigt igen, ikke længe efter. Måske skulle han gemme det, til de var alene; ikke at de forbipasserendes blikke generede ham, men han kunne godt mærke på hende, at hun ikke var specielt vild med det. Der måtte da ligge et eller andet motel i nærheden? De kunne i hvert fald, gå lidt væk fra gågaden, hvor der stadigvæk fes en masse væsner frem og tilbage, hele tiden. "Følg med mig," hviskede han så, mod hendes ene øre, tog fat i en af hendes hænder og snurrede rundt, for derefter at begynde at gå i en tilfældig retning. De andre, hun havde fulgtes med, ville nok ikke have noget imod, at han lånte hende lidt; og hvis de havde, ragede det ham en høstblomst. Han fik banet sig vej igennem den modgående menneskemængde, med et fast tag i asparaens hånd, drejede skarpt rundt om et hjørne, der førte dem ind på en smal, helt øde gade - og det tog ham ikke lang tid at finde ud af, hvor de var. "Den her vej," sagde han dæmpet, inden han trak afsted med hende igen.
Chase tiltede hovedet en anelse bagud, og kastede sit blik op på et farverigt, blinkende skilt, der var boltret fast til en stor, solid stolpe, på taget af et mellemstort motel. Perfekt. Hans fingre flettede sig let ind i hendes, hvorpå han satte kursen hen mod stedets indgang, fik åbnet døren ved at læne overarmen op ad den og slap først hendes hånd, da de begge to var trådt indenfor. Halvdæmonen så kort på hende og sendte hende et kækt smil, før han begav sig hen til receptionsskranken, udvekslede et par ord med den ansatte, der var blevet sat til at passe kassen, og smækkede en seddel på bordet, efter at have fået en nøgle stukket i hånden. "Kom," bad han, henvendt til Amelia, vinkede hende smilende hen til sig med den frie hånd, og vendte sig følgende om, sjoskede hen langs en lidt skummel gang med en masse døre på begge sider, der allesammen havde et nummer stående på sig. Han stoppede brat op foran en af dem, så fra nøglen og op til den lidt slidte dør og nikkede bekræftende en enkelt gang, hvornæst han satte den kobberfarvede nøgle i låsen, drejede den rundt, indtil et klik lød, der afslørede, at døren nu var åben. "Ladies first," insisterede han, øjeblikket efter han havde lukket den hvidmalede dør op og vendte den ene mundvig opad i et skævt smil. Han smækkede døren i med den ene fod, da han også selv havde trådt over på den anden side af dørtærsklen, havde blot ladet nøglen sidde i, og gjorde sig ikke flere tanker omkring det, havde allerede slynget armene rundt omkring hende i en tæt omfavnelse. Hybriden begyndte, med påpasselige skridt, at gå baglæns, stadigvæk med sine arme om asparaen, og stoppede først, idet han kunne mærke sengekanten imod sine knæhaser, satte derefter munden mod hendes hals, som han straks både kyssede og slikkede op og ned ad.

Idet at han havde sagt de første ord vidste hun hvad han mente. Og hun følte sig pludselig usikker på det. Nåede dog ikke at få stoppet ham idet han bare trak af sted med hende. Hun fik hurtigt kontrol over de klodsede skridt der altid kom under sådan en situation. Hun var ikke klar over om dette overhoved var nogen god idé. Det var det tydeligvis ikke men hvad kunne hun gøre ved det. Hun så sig lidt hen over skulderen som håbede hun på at kunne se sine klassekammerater komme hende til ondsætning. Eller noget i den stil. Men der var intet andet end rygge og ansigter der var rettet ned ad som hendes fortvivlede blik kunne opfange. Så hun fulgte vel bare med.

Amelia stod lidt og trippede mens hun studerede hvordan hybriden fik skaffet dem et værelse. Hun havde nu chancen for at løbe væk. Men hun ville bare fortryde det igen når hun gjorde det. Det hele var bare lidt overvældende for hende. Han virkede allerede ovre det hele. Måske skulle hun gøre som ham. Bare lade det flyde ud og forblive i et lukket rum. Bare for en stund? Mere nåede ikke at gå igennem hendes hoved inden hans stemme lød. Hun så hurtigt op ved at se den vinkende hånd forstod hun hvad han havde sagt til hende. Dette var forkert. Hun trådte roligt hen til ham. Sørgede for ikke at se mod personen ved kassen der med meget overbevisning så efter dem som de gik sammen hen ad gangen.
Hun så sig nysgerrigt rundt i rummet hun nu trådte indenfor i. Det lignede så mange andre værelser man kunne finde på et motel. Enkelt men hyggeligt. Det gav nærmest et set i hende da Chase’s arme blev lagt omkring hende uden hun havde lagt særlig meget mærke til det. Hun Ingen vej tilbage.. Hun følte hvordan hårene rejste sig på hendes arme som hans læber atter legede mod hendes hals. Og idet syntes hun pludselig selv at have glemt det meste. Var knap så nervøs ved det hele. Om det var fordi de var alene eller på grund af hans utrolig tiltrækkende kys kunne være lige meget. Hun tænkte for meget. Hun lukkede sine øjne let i og gjorde automatisk mere plads til ham ved at læne hovedet ganske lidt til den modsatte side.
Hendes hænder begyndte nu at snige sig op og lagde sig som før mod hans brystkasse. Som ville hun igen prøve og skubbe sig væk. En sidste klump blev synket og endelig fik hun taget sig sammen til faktisk at gøre noget i stedet for bare at stå som en dukke der blev brugt. Hun lagde så nogle kræfter i et skub og forsøgte så vidt muligt at få ham ned på sengen var lod blødt bag ham. Og hun ventede ikke med at så kravle hen over ham. En hånd på hver side af hans hoved og sine knæ sat mod madrassen. En mellem hans ben og end udenfor. Hun lod deres blikke mødes og det var tydeligt at se hvordan faktisk rimelig hurtigt havde fået skabt den sædvandlige rødlige glød hen over hendes næseryg og omkring hendes kinder. Hun duede virkelig ikke til det her. Men hun kunne på en måde ikke lade være. Hendes sko lå for længst endnu på gulvet. Men der var endnu hendes jeans og lynlåstrøje samt den tætsiddende t-shirt der var inden under tilbage. Hun lænede sig længere ned mod ham og endelig var det hende der tog styringen og fangede nu hans læber i et intens kys. Samtidig med at hun diskret fik lynet lidt længere ned i sin trøje til den ikke var det mindste lukket mere. Hun bøjede lidt mere i sit ene knæ og fik blidt sat sit lår ind mod hans endnu til dækkede manddom.

"Wow!" Chase slap taget om hende af ren refleks, da hun med ét kraftfuldt skub fik ham ned at ligge i sengen, hævede selv sin overkrop en smule ved at sætte albuerne mod madrassen, kunne på dén måde bruge armene som støtte og løfte sig bare et lille stykke op. Hans øjne faldt automatisk i, øjeblikkeligt som hendes læber blev sat imod hans i et hedt kys, forsøgte ved hjælp af tungespidsen at skille hendes læber ad, og kunne ikke tilbageholde et støn, idet hendes ene ben forsigtigt blev presset mod hans underliv, der snart føltes som om, det skulle eksplodere. Han nappede hende kælent i underlæben, som afslutning på kysset, rykkede en anelse bagud, så der blev plads til, at hans ene hånd kunne smutte ned og få fat i låsen på hans bukser, lynede den hurtigt ned, og fik hevet både de stramme læderbukser og boxershortsene bare en kende ned. Halvdæmonen åndede tungt ud, da trykket i bukserne omsider var blevet lettet lidt, lod sit blik glide op mod hendes ansigt, hvor det straks fandt hvile. Det var slet ikke til at forstå, at de lå her i sengen, tæt sammen, som om intet var sket. Som, havde de trådt ind i en tidsmaskine, der havde ført dem tilbage i tiden, før alt det seneste kaos var opstået. Hybriden bed sig svagt i underlæben, samtidig med hånden blev lagt på hans mave, førte den længere nedad, indtil den nåede det erigerede lem, som han lukkede sin hånd rundt om, stadigvæk med blikket fæstnet på Amelias ansigt. Han løftede sig derefter yderligere op fra sengen, med dén arm der endnu var sat mod den fjedrene madras, lænede sig så langt frem mod hende, han kunne, og forplantede et heftigt kys på hendes mund, fastholdt det, imens han langsomt kørte hånden op og ned ad sin stive manddom, stønnede dæmpet mod hendes læber.
"Rejs dig op og tag dit tøj af," hviskede han tæt ved hendes øre, trak derpå hovedet væk fra hendes igen, og havde atter plantet begge albuer ned i den tykke dyne, der var lagt henover sengen. "Langsomt ..." tilføjede han følgende og sendte hende et ualmindeligt frækt, lidt smørret smil. Han forhindrede hende dog selv, få sekunder efter, i at gøre det, da han fik skubbet sig selv op at sidde, skyndte sig at lægge armene rundt om hende, så hun ikke skulle falde ned, og begyndte næstefter at overkysse hendes hals. Hans tunge skøjtede lystigt rundt på halsen, imellem alle kyssene, men han stoppede det så, pludseligt, og smækkede en udstrakt håndflade imod hendes ende, som for at sige, at hun skulle komme i gang - "op og stå!"

Det var ikke noget nyt sådan som Amelia blev overrasket over hans kommando. Hun spærrede sine brune øjne en smule op og så uskyldigt og forundret ned mod halvdæmonen under sig. Hun var ikke helt sikker på denne part. Det var godt nok normalt at tage sit tøj af. Men lidt underligt når det foregik foran ansigt. Også selvom at det var Chase. Det var bare som om hun pludselig var blevet nybegynder. Og som om at hun ikke før havde været sammen med ham på denne måde. Så på en måde var det svært igen. Dog fik hun sig endelig taget sig sammen til at begynde og kravle ud af sengen men nåede ikke særlig langt inden hun følte hans arme tæt omkring sig hurtigt efterfulgt af hans tunge der fugtede sig mod hendes hals sammen med de tændende kys. Hendes vejrtrækninger var allerede begyndte at blive tungere og hun var nød til at tage sine indåndinger gennem munden. Det gav sådan en behagelig følelse men stadig virkede det forkert. Nu bare ikke forkert nok til at hun ville stoppe det nu.
Hun sendte ham et kort blik og nikkede ganske sagte inden hun kravlede helt ned fra den bløde madras. Tog et enkelt skridt væk fra sengen. Nok for at give ham et bedre udsyn eller en kortere vej for hende at løbe for at komme ud af rummet igen. Hun så lidt til og fra Chase inden hun løftede sine hænder for blot at løfte den åbne lynlåstrøje lidt op. Lod den bare glide ad hendes skuldre og videre ned på gulvet. Tog derefter forsigtig fat i den nederste del af hendes t-shirt. Stod lidt inden hun i elegante og langsomme bevægelser endelig trak blusen hele vejen op over hovedet og afslørede den typisk enkle bh og hendes flade mave. Smed den bare fra sig mens hun rystede sit hår lidt. Hun kørte nu sine hænder glidende ned langs hendes maveskin til hun endte ved starten af hendes jeans. Fik fingernemt åbnet for knappen og lynet ned. Strøg sine tommelfingre hen langs buksekanten til hun endte ved hendes hofter. Stod igen i et kort sekund inden hun trak helt ned. Trådte derefter bare ud af dem og sparkede dem lidt bagud i samme bevægelse. Hun så så endelig igen mod hybriden foran sig. Og man kunne ikke komme udenom hendes rødmende ansigt med de søde uskyldige udtryk og de smukke øjne der fortalte om lyst. Hun fugtede forsigtigt sine læber inden hun satte tænderne ned i underlæben. Lagde en arm om sin overkrop, lige under hendes barm, og tog fat i den modsatte arm mens den bare hang slapt ned langs hendes spinkle men dog ret velformede krop. Hun var mere udviklet en første gang de havde mødtes. Havde både skyldtes graviditeten og at hun nok havde vokset gennem de sidste tre år. Hun så kort væk og så igen mod ham som blinkede hun blot. Tanker som Jeg burde ikke gøre dette! og Jeg kan ikke! blev ved med at runge i hendes hoved men hun prøvede nu bare at ignorere det. Også selvom at der nok var mulighed for at dette kun var for en nat. Så kunne hun vel godt nyde det. ”Er..Er du helt sikker..på dette?” Det var tydeligt et dumt spørgsmål og man kunne vel egentligt se på hende at han ikke behøvede at svare hende. Hun fortrød allerede at have sagt det. Hun så igen væk fra ham og denne gang forholdt hun det mod ingenting. Strammede grebet om sin arm. Dette gik ikke!

Et tilfredst smil dansede let henover hans læber, idet hun steg af ham og smuttede ned fra sengen, for derefter at stille sig lidt fra den. Chase havde allerede fået rykket sig ud på kanten af madrassen, støttede sig fortsat til den ene arm, ved at have sat en hånd ned på den fjedrene seng, og fulgte vågent alle hendes bevægelser, åd hende råt med øjnene, alt imens hans hånd gentagende gange blev kørt op og ned ad den erigerede manddom, stoppede først, da lyden af hendes stemme brød stilheden. Om han var sikker på det her? Halvdæmonen rejste sig op, sendte hende et sidste blik, før han bevægede sig hen til den hvide dør, og drejede straks nøglen den modsatte vej, så døren blev låst, hvorefter han tog den halvrustne nøgle ud af nøglehullet. "Åh jeg er skam sikker ..." mumlede han som et lidt forsinket svar, og lukkede hånden rundt om nøglen for en stund, inden han gemte den væk i en af de mange lommer i sin læderjakke. Hans mundvige blev trukket en smule opad, i et ualmindeligt grumt smil, som han dog hurtigt fik erstattet med et helt neutralt et, før han vendte sig om, så han stod med fronten mod asparaen, og tog de få skridt, der var hen til hende. "Vi skal nok få det sjovt ..." forsikrede han hende om, med et lidt ulæseligt smil på læben, hvorpå han lod sine isnende fingerspidser skøjte nedover hendes mave, og hægtede dernæst de øverste led af fingrene fast i kanten på hendes trusser, som han kort hev ud i med et lettere legesygt glimt i de mørke øjne. Hybriden tog blidt fast i Amelias ene hånd, førte den langsomt hen mod sit underliv, hvor han først fik lagt hendes hånd rundt om det stive lem, og derefter sin egen udenpå asparaens; "her ... mærk hvor stor og hård du har gjort mig." Han skævede hurtigt ned til deres hænder, inden han rettede blikket op og fæstnede det på hendes ansigt, i samme øjeblik som et særdeles djævelsk smil bredte sig på hans blege læber. Han trak næstefter sin hånd til sig igen, bøjede sig en anelse ned for at plante blot et enkelt kys mod hendes hals, og placerede følgende munden ude foran hendes øre. "Vær så en god pige og tag resten af dit tøj af, og sæt dig hen på sengen ..." bad han, hviskende, tæt ved øret, og lod det temmelig vamle smil vokse, bare en lille smule. "Så kan du sidde og lege med dig selv, imens du fortæller mig, hvor meget du vil ha' mig, og hvad du vil have, jeg skal gøre ved dig ..." tilføjede han, afsluttede sætningen ved at lade sin tunge køre op langs hendes hals, for så igen at ende ved øret, og nappede hende lidt unænsomt i øreflippen. Chase trådte om bag hende i en glidende bevægelse, efter at have ranket ryggen, forhindrede hende endnu en gang selv i at gøre det, han havde bedt om, ved at gribe fat i hendes bagfra, og trykkede hele sin krop op ad hende. En af hans hænder anbragte han foran på asparaens mave, lod den i et næsten ulideligt tempo køre nedad, mod hendes underliv, hvor han i første omgang bare placerede hånden udenpå trusserne, og pressede forsigtigt op mod hendes varme hule. "Hvorfor er du helt våd?" spurgte han dæmpet, med en lidt skadefro undertone, tilsendte hende et yderst ubehageligt smil, selvom hun nok ikke ville kunne se det, eftersom han stod bag hende, og trak dernæst roligt hænderne, og armene, til sig igen. "Nåh ..." startede han ud med, klappede hende let bag i, som han også tidligere havde gjort. "Hvad venter du på?"

Amelia følte med det samme en ufattelig ubehagelig følelse idet hans ord nåede en forståelse. Hun følte sig ikke ligefrem godt tilpas lige nu. Af en eller anden grund var det som om at hun ikke var andet end en sølle dukke han kunne gøre med hvad han ville. Og sådan ville hun for at være ærlig ikke have det lige i dette tidspunkt. Hun sørgede lidt at ikke sige noget til det. Holdt faktisk bare helt sin mund lukket. Og blev sjovt nok også stående hvor hun var. Også selvom at han nok forventede at hun ville gøre som han ønskede. Adlød hans ordre. Eller hvad man skulle kalde dem. Kommandoer. Hendes hånd var skam heller ikke nede omkring hans lem mere. Hun havde ikke engang haft lukket sine fingre omkring det. Det her føltes bare ikke rigtigt. Hun fik kuldegysninger idet hans tunge nu kørte op ad hendes hals men det stoppede skam ikke der. Som hun ellers var ved at tage sig sammen og gå lidt væk fra Chase var han pludselig bag hende. Hans hånd der gled ned over hendes bare mave var virkelig pirrende og hun lagde næsten ikke mærke til at hun fik sat tænderne ned i underlæben. Hendes kinder blussede endnu op og som hans hånd endte omkring hendes underliv blev bidet bare hårdere og af ren refleks pressede hun ganske svagt sine ben en smule mere sammen. Som om det ville hjælpe.
Endelig syntes hun at komme lidt væk fra den ubehagelige udstråling eller aura der havde omgivet hybriden. Af en grund var det hele pludselig blevet ændret. Det virkede meget tydeligt forkert og hun vidste klart at dette ikke var noget hun skulle gøre. Hun kendte skam sine grænser. Og også selvom at hun ikke ville have det rungede det hele stadig i hendes hoved. Hun så sig kort over skulderen og havde igen det uskyldige blik i de brune øjne. Hun sank endnu en klump og man kunne nok mærke på hende at hun ikke helt havde det for godt. Men det var nok ikke en ting han tog sig af lige nu. Hun tog et skridt hen mod sengen men idet som man skulle tro hun faktisk skulle til at gøre som han sagde, bøjede hun sig bare ned og tog den trøje op fra gulvet. Hun holdt den lidt ind til sig som hun vendte sig om mod Chase. Endnu med det usikre blik. ”Jeg..Jeg kan ikke.” fik hun så endelig frem. En smule nervøst men bestemt. Hun sendte ham igen et kort blik inden hun drejede lidt om for at bevæge sig mod døren. Havde af en eller anden grund ikke helt lagt mærke til at han faktisk havde låst den. Eller også havde hun bare fortrængt det. Hun tog hurtigt fat i håndtaget men opdagede hurtigt at hun ikke havde en mulighed for at åbne den. Hun startede lidt roligt ud inden hun blev mere panisk i sine bevægelser som ville det hjælpe at få døren åbnet. Først der fattede hun at hun nok ikke kunne komme gennem der. Hun syntes nu pludselig hurtigt at få trukket i den mørke trøje hun endnu havde i sine hænder. Lynede den ikke kun halvt op denne gang men helt op til halsen. Sørgede for at den dækkede så meget af hendes krop som muligt. Træk den så godt ned over hendes røv som nu var muligt. Den kunne nu virke lidt som en kjole. Hun vendte sig igen hurtigt om mod halvdæmonen. Hun bed sig kortvarigt i sin læbe igen inden hun atter fik sine ord på gled. ”Chase..Nøglen?” Hun lød stadig usikker. Og af en grund begyndte hun at fryse. Eller også var det bare hende. ”Jeg kan ikke… Og jeg blive..nød til at komme hjemad..undskyld.” Om han faktisk ville lade hende gå hun ikke helt sikker på ville ske. Men der ville nok være en mulighed. Han havde jo vist at være en flink fyr.