I wanna blend in..

T: Lige omkring kl 15:00.
O: Få folk på gangen.
S: High School Di Morga.
V: solen skinner, men det er koldt.
P: Et par højhælede vinterstøvler i sort, en stram nederdel der går til knæene, også i sort. Samt en sort skjorte, der er åbnet i de øverste, så der er frit udsyn til hendes kavalergang.

Hazelin gik langsomt ned af den lange gang, hun havde lige afsluttet en time i kunst, og gik derfor både med tegneblok, penalhus, taske (Tasken var fuld af alle mulige bøger). Og en bog i hånden. Let så hun frem for sig, for at se om der var andre på gangen, idet samme var der en der åbnede døren foran hende, og gik direkte ind i hende, så alle hendes ting røg udover hele gulvet.
Et frustreret suk lød fra hendes læber, da pigen bare gik videre, uden at spørge om hun var okay. Langsomt lod hun den spinkle hånd løbe gennem sit lange blonde hår, og smed det om på ryggen,. Hvor det i en blød bevægelse, faldt hele vejen ned til lænden.
Langsomt satte hun sig på knæ, og forsøgte så vidt muligt at beskytte sin tegneblok, så folk ikke trådte på den. Hun var ret stolt af den tegning hun var i gang med, og derfor ville hun passe på den. Tøvende satte hun den op af et af skabene, og begyndte at samle sine bøger sammen en efter en.
Heldigvis var nederdelen så stram, at den ikke gled op. Så havde hendes ydmygelse nok været totalt. Hvor hun dog følte sig dum. Og alligevel også vred over at pigen bare var gået videre, hun kunne da godt lige have hjulpet med at samle tingene op. Eller sagt undskyld i det mindste. Til sidst havde hun dog samlet alle sine ting sammen, troede hun. Indtil hun opdagede en bog henne ved en dør. Det var hendes, det kunne hun tydeligt se på overskriften. For det var en bog om vandmagi. Tøvende gik hun hen imod den for at ville samle den op.

En betydelig smerte, skød op langs tåen, idet der skete en kollision. Havde han vidst, at der var risiko for at han ville støde ind i tykke bøger på skolens gulv, havde han i det mindste sørget for at kigge ned og undgå forhindringerne. Men kun en meget forsigtig, eller synsk person, kunne have forudset, at bogens placering var nøjagtig nok til at spærre for Mar's fremgang. Som om bogen havde lagt sig på lur, og med vilje sat den hårde kant frem, hvor lille-tåen ville ramme den. Et bagholdsangreb på Mar, og hans evne til at gå ubesværet fremad. Ignorere den blonde pige, som alle andre gjorde det - den mulighed syntes borte nu.

"For satan i helvede da også! Hvem fanden smider bøger rundt på gulvet, uden at samle lortet op igen?! Forpulede møgunger, der fandme aldrig har lært en smule fucking anstændighed!"

Ude af sig selv, tog Mar et skridt tilbage, bøjede sig ned, og løftede forhindringen op fra gulvet. Hånden, der nærmest skælvede af vrede, viftede med bogen i luften, som var det en fjer. Men en fjer havde ikke fremkaldt Mar's nuværende mordlyst. Den viste sig sjældent i ham, men alting gik imod ham igen idag, og det var nok til at tænde hans indre bombe. Den var færdig med at tikke - nu lød kun braget, der blev udløst via ansigtsudtryk, bandeord og hans offensive armsvingen.
Tydeligvis utilfreds, bøjede han nakken, indtil der lød et hårdt knæk. Så rettede han igen ansigtet en smule op, men ikke mere, end til han nåede at se pigen, der havde været på vej imod bogens forhenværende position. Han løftede det højre øjenbryn, i en skeptisk og nærmest selvglad grimasse, hvoraf der skød en tanke igennem hans hoved:
*Afsløret..!*

( Undskylder kortheden.. :3 )

Hazelin så usikkert på den fyr der kom ud, og nu bandede og svovlede af hendes bog. Hun bed sig usikkert i læben, og lod let hænderne løbe igennem sit lange blonde hår, for så at smide det om på ryggen. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre, fyren havde jo tydeligvis slået foden, og det var faktisk hendes skyld. Eller hvis man tænkte over det, var det jo egentlig ikke hendes skyld, det var jo faktisk den der var gået ind i hende skyld.
Hun pillede ved sin taske, og fulgte hans bevægelser med øjnene, idet han rakte ned og samlede hendes bog op, det var hun faktisk ikke så glad for at han gjorde. For lige nu, med alle de bandeord der flød fra hans mund, var hun ret så bange for han havde tænkt sig at smide bogen ud. Og det var en ret god bog, så ville hun jo bare være nød til at finde den igen.
Forsigtigt mødte hun hans blik, idet han så direkte på hende, han havde nok opfattet at hun havde været ved, at række ud efter bogen. For at ville tage den hen til sig. Pludselig virkede han meget selvsikker, som om han lige havde regnet noget helt vildt ud, noget som hun ikke anede hvad var. Det gjorde hende lidt usikker, fordi hun ikke forstod hvorfor han så sådan på hende. Hun smilte lidt til ham, og lod hovedet glide på skrå, for at virke imødekommende, og for at hun måske kunne få sin bog tilbage igen.
“jeg er ked af du slog dig på min bog.. Jeg var ikke hurtig nok til at samle mine ting sammen” sagde hun forsigtigt, og rakte ud efter bogen. Tog den let fra ham, og puttede den, i den i forvejen proppede taske. Men den skulle bare være der, for hun vidste ikke hvor hun ellers skulle gøre af den.

Han snøftede. Hendes undskyldning havde fanget den uhyrelige følelse af raseri, der havde overrumflet ham på sekunder. Indkapslet den, så en ny, og mere diskret følelse kunne træde frem. Erobre hans sind og krop.
Der stod Mar, iklædt intet andet end en hvid skjorte, et sort slips, og et par enklere cowboy bukser, dækket af farven mørkeblå. Hans hår, der kastede sig ned over hans markerede kinder. Det var efterhånden ved at blive halvlangt, hvilket fik det til at blive en anelse pjusket - gøre hans ansigt mildt i udtrykket. Hans arme hang bare ned af siderne, som var fingerspidserne af tungt bly. Han stod endnu ved døren, der førte fra skolegangen, til den store spisesal, hvor omkring 24 møgunger frådede deres middagsmad indenbords. Det ville de gøre, indtil lyden af klokken, ringede folk hjem. Det var fredag, hvilket var grunden til den tidlige frihed fra klasseværelsernes kvalmende stank af kridt, bogstøv og talrige gab, fra kedsommelige elevers kæfte. Men tilbage til Mar, skolegangen og pigen, der så fint havde undskyldt:

Mar, ude af stand til at bevæge samtlige lemmer, kunne pludselig mærke en kilden langs kinderne. Det var som kolde strejf, fra spidsen af en fjer, der først havde været dyppet i en slags væske. Han glippede med øjnene, og mærkede nu, at de var kilden til denne sitren i huden. Det var tårer. Han betænkte dette, som værende en magisk ting, idet han bøjede nakken. Han bemærkede, at armene igen fungerede optimalt, og nærmest svang hånden op til ansigtet. Tørrede næsen, inden den lod en stribe snot følge tårenes fælles glidebane. Igen et snøft, men denne gang, kunne han tydeligt mærke forstoppelsen i næseborene. Det skyldtes det pludselige anfald af gråd, der skyldtes pigens undskyldning..
Pigen!
I et chokerende sekund, nærmest flåede han sit hoved op igennem luften, så han kunne se på hende. Den blonde tøs, der sikkert var en anelse forvirret, og undrende, over hans reaktion på hendes ord. Men ved gud, hvordan ville hun nogensinde kunne forstå, at ord som de, havde været som en hellig engels berøring i hans sind? Hendes forsigtige fremtoning, havde ikke mindre end understreget den fine sætning, der havde sat sig i hans hjerte! Mar tog sig til hjertet, knugede skjorten en smule sammen, og smilede, som var kinderne ved at sprækkes. Endnu kunne man se spor af de tårer, der havde gledet ned af kinderne, efterladt sig en stor rød plet, på begge sider af ansigtet. Han lignede ærligt talt en, der lige havde fået verdens bedste gave, af sin bedste ven. Eller i dette tilfælde, veninde.

"De.. Det gør skam ikke noget.. Der.. Der var sikkert en grund.. Ja.. En grund, til at den.. Lå lige dér.."

Han stammede, nervøs over pigens udfald, og alligevel var hans ansigt dækket af selvsikker glæde. Dog blev det afbrudt, af et utilfredst udtryk, da skoleklokken besluttede sig for, at nu var læretiden forbi, indtil om mandagen. Han tog sig til hagen, som ældre mænd havde for vane, når de betænkte en kritisk situation. Efter kort tid, og forhåbentlig stadig med pigen foran sig, tog han et par skridt frem, greb hendes arm, og trak hende imod strømmen. Væk fra den store exit-dør, imod et af de bredere kosteskabe, spisehallen tilbudte. Han svang døren op med den frie hånd, kiggede sig tilbage over skulderen, bare for at tjekke, om nogle skulle have set hans mistænksomme handling. Dog, påtrods af den myldrende flok, syntes ingen at være interesseret i slæbningen af den blonde pige. Enten var de uopmærksomme, eller fuldkommen ligeglade med en, de ikke rigtigt kendte til. Han nikkede for sig selv, uden rigtigt at forstå sine egne handlinger, og blidt puffede pigen ind i kosteskabet. Endnu et blik blev slået tilbage, inden Mar selv fandt sin krop værende indenfor kosteskabets areal, og lukkede derefter døren. Kort efter, lød der et tavst klik..

"Jeg.. Jeg har ikke tænkt mig at.. At.. Gøre dig noget.. Jeg vil.. Vil bare.... Jeg ved ikke, hvad jeg vil!"

Mar tog sig til hovedet, idet tårene igen flød. Denne gang cirklede de om hans fingre, inden de slap taget, og lod sig dale til jorden. Han var forvirret, bange og uforstående.. Hvad ville han i virkeligheden med pigen, der for en kort stund, havde været hans engel.. Hans kvindelige Buddha?

Forbavset så hun nu på denne ellers nydelige mand, der havde virket vred over hendes bog i starten men som nu.. Ja nu virkede han bare.. Trist.. Og samtidig glad.. Hun kunne da godt forstå det måtte have gjort ret så ondt at sparke til bogen, men det næste der skete havde hun langtfra ventet. Hun kørte hænderne gennem sit lange blonde hår, og los hovedet glide en anelse på skrå.
Langsomt rakte hun hen og klappede ham forsigtigt på armen, inden hun så ned i gulvet “Undskyld.. Jeg.. Det var virkelig ikke min mening at du skulle slå dig sådan, jeg er ked af jeg har gjort dig trist.. Er det slemt? Kan jeg gøre noget?” spurgte hun trist, og lagde armene om sig selv, hun følte sig som verdens værste person. Havde hun bare holdt bedre øje, havde den fyr aldrig nogensinde slået sig, selvom det dog virkede lidt mærkeligt. At han var blevet så trist, som om at.. Ja som om at foden var brækket eller noget, og så tung var bogen da heller ikke, ikke så vidt hun vidste vel og mærke.
Hun følte sig så fortvivlet, så mærkelig, som om at hun ingenting kunne gøre for at hjælpe ham. Som om hun ikke kunne gøre noget overhovedet, og det ville hun jo virkelig gerne, hun ville virkelig gerne hjælpe ham. Det kunne jo kun være hendes skyld, at han havde så ondt. Det var så irriterende.. Ikke at han var irriterende, men hun selv var irriterende, fordi hun skulle smide sine bøger overalt på gulvet. Let så hun op på ham igen, han græd stadig. D et gjorde hende trist, hun følte sig skyldig, men samtidig.. Så var det jo ikke udelukkende hendes skyld. Der var jo også den der pige der var gået ind i hende.
Det virkede til at han slappede mere af nu, da han så op på hende igen, var det i hvert fald med lidt mere klare øjne. Selvom han stadig havde røde mærker på kinderne, efter at han havde grædt. Hun smilte lidt forsigtigt til ham, og bed sig i læben,. Forhåbentlig holdt han op med at græde nu, hun ville ikke have han var trist over noget hun havde gjort. Noget hun havde været skyld i, for det var ligesom hendes skyld.. Hendes skyld.. Det lød så dumt.. Hvorfor gav hun sig selv skylden for noget, som hun ikke var herre over.
Han begyndte at snakke, og hun så nu en anelse mere opmærksomt på ham, hun ville gerne være sikker på hun kunne høre det hele. Det kunne jo være han ville skælde hende ud nu, over at hun havde tilladt sig at hendes bog lå i vejen for hans fod, men det virkede det ikke til.
“Er du sikker?.. Jeg ved godt det var dumt at den lå der, det var virkelig ikke med vilje, jeg var bare ikke hurtig nok til at samle det op.. Og den bog vidste jeg ikke jeg havde tabt derhenne..” sukkede hun opgivende, og så ned i gulvet. Hun pillede ved sit lange blonde hår.
Han tog fat i hende, et stykke tid efter at klokken havde ringet, og alle børn begyndte at strømme ud gennem døren. Han virkede dog en anelse gladere, han havde set så mærkeligt på hende, som om hun var et eller andet totalt helligt eller noget, det havde undret hende en hel del. Og hun fulgte med, dog virkede hun usikker på hvad han ville gøre hende, hun var bange for han ville gøre hende ondt, også midt på skolen, så kunne det da ikke blive mere ydmygende. Men alligevel fulgte hun med ham, hun strittede faktisk overhovedet ikke imod. For han fascinerede hende alligevel nok til at hun gerne ville se hvad han ville hende. Hun så tøvende på ham da han puffede hende ind i kosteskabet, og rykkede helt automatisk ned bagerst i rummet, i sin søgen efter noget at slå ham med. Hun blev først sådan rigtigt bange, idet han låste døren, de blå intense øjne gled rundt i lokalet, for at se om der skulle være noget, men for en gangs skyld, var kosteskabet næsten tomt.
“Vil du ikke nok være sød ikke at gøre mig noget.. Jeg ved godt den dumme bog var i vejen men.. Men det var ikke med vilje” hviskede hun lavt, og bed sig i læben, da han sagde han intet ville gøre hende,. “Men.. Har du.. Du må da vide hvorfor du har trukket mig herind?” mumlede hun ganske lavt. Forsigtigt satte hun sin taske og tegneblokken ned, og åbnede sin jakke, der var ret varmt inde i det kosteskab, selvom man ikke skulle tro det.