All I wanna do is... Meh! well.. I don't know

Sted:: Sombre
Tid:: Aften omkring 21:00
Vejr:: Lidt vind og en smule køligt, men ellers fint.
Omgivelser:: Folk der forlader parken, der sidder ikke så mange tilbage nogen steder. Kun meget få.

~

Hele dagen havde den lille røde ræv ikke tilbragt andet af sin tid på at ligge under en bænk i parken, halvt inde i en busk og få slumret den af. Vejret havde været godt hele dagen og på trods af det var han faktisk ikke bleve forstyet i sin søvn ret mange gange. Hvilket han var meget taknemmelig for. Parken var altid et super rart sted at opholde sig om man var i animagus form eller ej, hvilket sikkert var en af grundende til at han igen i dag havde sovet her. Det var ikke fordi han ikke havde et sted at sove eller noget lignene, han havde bare ikke lige haft overskud til at gå hele vejen tilbage til sin hytte som lå midt i skoven. Der var langt og det krævede en del, så han havde efter en nat på tur som ræv rundt i byen, fundet sig godt tilrette ved denne bænk da det så blev lyst. Han havde kun oplevet få gange i løbet af dagen hvor han var blevet nødt til at gemme sig for nogen børn som åbenbart synes at have fået øje på ham - han kunne selvfølgelig have valgt et lidt mere roligt sted end parken, men de fleste andre steder kom der altid en masse skumle typer, lige meget tidspunkt. Og skumle typer var ikke lige hvad han var ude efter at støde på.
Efterhånden som flere folk havde forladt parken, højst sandssynligt for at komme hjem i seng, eller til deres favorit tv program, havde Eliot, som den lille ræv hed, bevæget sig væk fra sit skjul under bænken, stadig i sin ræve form strakte han sig og lod blikket glide rundt i den snart halv mørke park. Det var et smukt syn, solnedgangen var smuk, også selvom den ikke var særlig tydelig herinde i byen, men han vidste med sig selv at den var smuk, sådan var det altid. De fleste morgener så han den fra toppen af en bygning eller ude ved vandet. Enten solopgang eller solnedgang var et must for ham at skulle se engang imellem. I dag havde han dog ikke rigtig nået nogen af delene, han følte ikke lige for at bevæge sig højt op eller langt mod vandet, så parken var fint nok til ham - Selvom det med solen var noget han så som det smukkeste ved livet, at noget så stort og smukt kunne, forsvinde også komme igen, ikke at Eliot havde en smuk måde at tænke tanken på, men den var der, og han fandt det enormt fascinerende. BAre i det hele taget alt med hvad der var 'derude' et sted var fascinerende for ham.
Han fik trisset en omgang om sig selv før han satte af fra det bløde græs under sine poter og landede stabilt på bænkens lidt fugtige overflade, hvor han så satte sig med blikket rettet mod himlen. Vinden blæste stille mod hans pels men han fandt det hverken koldt eller irriterende, han kunne sagtens holde varmen, for ham var det bare en rar fornemmelse der på måder fik ham til at føle sig mere i live.

Hendes pote blev svunget op og ned i luften, mens den legede kedsommeligt med et ensomt blad, der hang som det sidste grønne, på grenen. Intet havde der været at lave hele dagen, skønt hun ellers havde opsøgt mange af hendes yndlings steder, både i sin ræveskikkelse og menneske. Et kort gab, undslap fra hendes mund. Klokken var ved at være mange ville hun mene, da solen jo var ved at gå ned. De fire poter trippede let, og hun satte kursen længere ind i parken, for at se om der var nogle der eventuelt ville lege, eller bare en hun kunne få opmærksomhed af.
Blikket gled fra den ene ende til den anden. Er var ikke synderligt mange, men en enkelt person, der sad ved et staffeli og malede solen. Lærredet havde den samme smukke farve som himmelen, men manden blev nu ved med at male ovenpå, eller lave frustrerende lyde, af det han lavede. Kaitlin, som hendes navn nu engang var, trippede stille videre, med øjnene og øre på stilke. Det næste hun fik øje på, var en ræv, der hoppede op på en bænk. Han så ud til at nyde vejret, skønt det blæste en smugle, og luften var ret kølig. Kaitlin satte sig i græsset og betragtede ham. Hans blik var rettet mod himlen, hvilket nok betød, at han ikke havde lagt mærke til, at hun havde trippede rundt i parken.
Græsset under hendes poter føltes rart, blødt og en smugle koldt. Man kunne dufte, at nogle i nærheden var enten begyndt, eller lige stoppet med at slå græs, da en vidunderlig duft af nyslået græs, strejfede hendes næse. Hun fulgte blikket hen mod det han så på. Himlen var faktisk ret smuk. Solnedgange var der smukkeste tidspunkt på dagen, i hvert fald ifølge hende. Igen rettede hun sine øjne mig den anden ræv, og besluttede sig for at lunte imod bænken. Det kunne jo være, han ville gøre hende med selvskab denne smukke aften?
”Den er smuk hva’? Altså solen” Hendes læber formede et lille smil, mens hendes øjne tjekkede ham lidt ud. Kaitlin havde ikke snakket med et levende væsen i flere uger, hun havde mest holdt sig lidt for sigs elv, egentlig uden grund. Men følelsen af at være alene, gjorde hende glad, men også ked af det, da stilheden jo altid råber sandheden.