Valentine's day

(Kreativ titel ftw)

T: 17:30
S: Caspian og Milos lejlighed.
V: Koldt men tørt.
O: … ting. Seriøst...

Da Caspian var taget af sted hjemmefra, havde Milo grebet chancen for endelig at komme i gang med den middag, han havde planlagt flere dage før valentinsdag. Han havde bedt Caspian om at hente en bog med fra biblioteket i den anden ende af byen i håb om, at han på den måde kunne vinde lidt tid. Blondinen, der aldrig frivilligt ville åbne en bog og derfor ikke kendte navnet på en eneste, havde slynget en tilfældig titel ud. Nu kunne han kun håbe på, at der ikke fandtes en forfatter ved navn Roosevelt Miles, for så ville Caspian med alt held rende forvirret rundt på biblioteket længe nok til, at han kunne nå at fuldføre sin plan…

Han hoppede frem og tilbage i køkkenet for at finde alle de nødvendige ingredienser, og i forsøget fik han væltet halvdelen af dem på gulvet, hvilket var til glæde og gavn for Ariel og de to katte. Han havde ledt på nettet i hundrede år, før han var kommet frem til den letteste opskrift, han overhovedet kunne finde – spaghetti caponada. Alt, han behøvede at gøre, var at koge noget frisk pasta og nogle skinketerninger og blande det sammen med en eller anden sovs, han havde købt i en lille bøtte, til sidst.

”Flyt dig nu, din dumme hund,” vrissede han af Ariel, der havde placeret sig midt på køkkengulvet, hvor hun lå og åd halvdelen af skinkepakkens indhold, der var endt på gulvet. Han havde været lige ved at falde over hende op til flere gange; kattene behøvede han ikke at frygte, for de sprang selv til side, når de så ham komme imod sig. De havde i modsætning til Ariel heller ikke deres størrelse til fordel.

Mens han stod og skar et flute ud i mindre stykker, så han ud af øjenkrogen, at pastaen var kogt over. Det hvide skum havde allerede gjort krav på halvdelen af kogepladen, før han nåede over og fik løftet låget af gryden. Det kunne godt være, at hans evner indenfor madlavning var meget ringe, men til gengæld kunne han dække et fint bord. Han havde fundet en rød dug i et afsides skab og pyntet bordet samt resten af lejligheden op med levende lys. Hvis han havde haft tid, ville han også have købt en buket blomster, men som tingene var lige nu, havde han mere end rigeligt at tage sig af med hensyn til madlavningen.

Han sank ved på gulvet og slog armene om den store hund, der interesseret havde siddet og fuldt med for at se, om der skulle falde noget af til hende.
”Åh, Ariel, jeg duer ikke til det her…” sukkede han dramatisk og begravede kinden mod hendes ru pels. I tiden efter at ham og Caspian var flyttet sammen, var han begyndt at blive mere og mere rolig i forhold til hunden. Han kunne både klappe og kramme hende nu, men han turde endnu ikke tumle omkring med hende på gulvet, og der var stadig de øjeblikke, såsom når hun knurrede eller gøede af lydene ude fra gaden, hvor han kunne blive helt forskrækket.
Men det var trods alt fremskridt. Fremmede hunde holdt han sig helst på lang afstand af, så det var stort, at han så meget som turde klappe Ariel.

Caspian havde aldrig hørt om en forfatter med dét navn, men han ville ikke spolere den unge engels planer. Så han var troligt gået mod biblioteket, til trods for at det lå i den anden ende af byen. Det var jo Valentines dag og måske hans blondine havde fundet på et eller andet romantisk? Det ville han i hvert fald blive glad for, lige meget hvad han så havde kreeret.
Den kære Milo skulle egentlig ikke anstrenge sig synderligt for at glæde ham. Det meste gjorde ham faktisk glad. Bare et kys, et digt, en middag, et eller andet. Hvis blot den unge engel viste ham hans kærlighed til ham, blev han glad.

Nu hvor han tænkte over det, gjorde det faktisk slet intet at han blev sendt afsted mod biblioteket – det var jo den vej hans tatovør her i Di Morga lå! I stedet for at hente den bog, som han var blevet bedt om, styrede han ned af en smal sidegade og ind i den lille tatooshop. Ejeren var en over-tatoveret, skaldet mand med et skævt smil og store overarme. En ganske flink mand som kunne sit kram.

Det tog ikke Caspian særligt lang tid at beslutte sig for placering og motiv, det havde været bestemt på forhånd. Han ville have ”Miles” stående på sit håndled med et lille hjerte indopereret. Det var et simpelt motiv der ville minde ham om hans elskede, lige meget hvor langt de var fra hinanden.
Den brummende lyd af nålen og den prikkende fornemmelse i huden fik ham til at glemme tid og sted for en kort stund. Han lukkede øjnene og nød tatoveringen af hans elskedes navn. Det skulle han jo nyde.
Det tog ikke den garvede tatovør særligt lang tid før end at han var færdig. Resultatet var blevet rigtig godt, til trods for at det var så simpelt. De svungne bogstaver og den sorte skrift passede godt ind.

Caspian havde aldrig brudt sig om at have navne eller ord stående på sin krop, men lige præcis den blonde engels fornavn havde han gerne stående. Han ville elske og ære den unge engel til evig tid, hvis han fik lov. Det kunne være skønt at overtale Milo til selv at blive tatoveret. Det ville klæde hans spinkle krop. Bare en lille, diskret ting på hoften eller håndledet. Måske indersiden af overarmen? Det kunne man sjældent se med mindre man vidste det.

En lille time efter rejste han sig fra stolen og takkede sin tatovør, inden at han betalte. Håndledet var med den tynde hud og knoglen et af de steder, det gjorde mest ondt at blive tatoveret. Men han led gerne for at glæde sig selv og sin elskede.
Efter en kort snak med den skaldede mand, trak Caspian sit kort frem og betalte, inden han gik ud i det grå, kedelige vejr igen. Denne gang for at gå hjem til den blonde engel igen.
Hans håndled var blevet forbundet, for at skåne den nye tatovering, men det så mest af alt ud til at han havde slået sig og derfor havde en forbinding på. Mon Milo ville undre sig? Det ville han sikkert. Den nysgerrige engel ville sikre bekymre sig og så ville Caspian kunne vise ham den fine tatovering. Et smil gled over hans læber hele vejen hjem.

I sin inderlomme på blazeren han bar i dag lå der en lille æske. I æsken lå der en medaljon. Endnu en gammel klenodie fra hans familie, fra hans far. Det var ikke noget fancy smykke, det var heller ikke noget han regnede med at den anden ville gå med. Men nu havde han fået indgraveret teksten ”You can't blame gravity for falling in love” på bagsiden af den finde, ovale hvidgulds smykke. Inden i kunne der være et lille billede og et ur. Men ellers var der intet fancy over det.

Han var næsten hjemme nu og gik med raske skridt mod deres – nu fælles – lejlighed. Det var skønt at vide, at ens elskede var hjemme når man selv kom hjem. Hvilket mindede ham om at han måtte finde noget arbejde til Milo, nu hvor han havde berøvet ham sit arbejde på restauranten.
Inden længe stod han i entréen og bandt sine læderstøvler op, imens Ariel kom spænende ud til ham. Den begejstrede hund sprang op og ned af ham.
”Skat?” kaldte han glad og fik sin anden støvle af, inden han fortsatte ind i stuen for at finde blondinen.

Milo var så travlt optaget, at han ikke hørte døren gå op. Til gengæld hørte han, da Caspian kaldte på ham, hvilket fik ham til at smide det, han havde i hænderne, for at løbe sin elskede i møde.
”Caspiaaan!” hilste han glad, før han slog armene om halsen på englen og kyssede ham på kinden. Han slap dog hurtigt grebet om ham igen, idet han trådte flere skridt bagud med hænderne holdt op foran sig i den internationale gestus for ’stop’.

”Vent lige her, okay?” lød det fra ham, før han drejede rundt for at gå tilbage til køkkenet. At få Caspian til at vente ude i entreen gjorde nok ikke den store forskel, for hele lejligheden duftede af spaghetti, så englen havde nok allerede gennemskuet sin forlovede. Men det fine bord og stuen, der var pyntet med levende lys… det havde han ikke set endnu, så det ville stadig være en overraskelse. Milo var spændt på at se hans reaktion.

Blondinen fik anrettet to tallerkner med spaghettien og et stykke flute til hver. Han stillede dem fra sig på bordet. Drikkevarer havde han allerede sørget for; flasken med vin stod midt inde på bordet ved siden af en lille rektangulær kasse pakket ind i rødt gavepapir. Om vinen var god eller ej, vidste han ikke. Han havde ikke forstand på den slags, så han havde bare hevet en tilfældig flaske ned fra hylden i supermarkedet i håb om, at den ville falde i Caspians smag.

Gaven ved siden af flasken havde han til gengæld gjort sig umage med at vælge. Han havde lagt mærke til, hvor slidt Caspians gamle ur med tiden var begyndt at se ud, så var det ikke den oplagte gave at give ham et nyt? Milo var dog ret sikker på, at det gamle ur havde været et dyrt et af slagsen, så der lå en del pres på ham, men han havde fundet et ur i et enkelt design, som han var sikker på, at Caspian ville synes om, og som også havde en – for Milos vedkommende - rimelig pris.
Før han Caspian havde tilbudt ham at flytte ind hos sig, havde han samlet en masse penge sammen til at han forhåbentligt en dag kunne købe sit eget sted at bo; det var ligegyldigt nu, så pengene kunne han bruge på lige præcis det, han ville, og hvad var bedre at bruge dem på end en gave til sin elskede Caspian?

Efter at have sørget for bordet, gik han igen ud til den mørkhårede engel.
”Jeg har en overraskelse til dig,” lød det fra ham, og spændingen var let at spore i hans stemme. Han rakte ud efter Caspians hånd for at føre ham ind i stuen, men i det samme blev han opmærksom på noget forandret ved englens håndled. Han havde fået forbinding på.

Milo sendte de hvide bandager et bekymret blik. Det virkede underligt, at Caspian skulle være kommet til skade i det korte tidsrum, han havde været væk. Han kunne let være faldet på vejen eller have skåret sig på et eller andet, men hvor skulle han så have fået bandagerne fra? Han kunne umuligt have været på hospitalet, for det lå langt væk.

Det kunne godt være, at Milo bekymrede sig for meget, men han ville så nødig have, at der skulle ske hans Caspian noget.
”Du havde da ikke forbinding på, da du tog af sted hjemmefra,” undrede han sig. ”Blev du bidt af bibliotekaren eller sådan noget?”

Milos stemme fik smilet til at brede sig på Caspians læber og han ventede, i hvad der syntes som utroligt lang tid, før end at den unge engel kom stormende ud mod ham og sprang i armene på ham. Han slog armene om sin elskede og følte ikke, at blive kysset på kinden. Så inden den anden kunne nå at reagere, havde han fanget hans dejlige, bløde læber i et lidenskabeligt kys.
Det varede dog kun et kort øjeblik, inden at han igen slap den anden og fik langsomt løsnet sit greb om sin elskede. Smilet forblev dog på hans læber, for den glade blondine kunne han simpelthen ikke stå for. Han ville altid kunne få et smil frem på hans læber! Det var han ikke i tvivl om.

Ved Milos lille håndbevægelse stoppede Caspian op, dog med et noget undrende udtryk og hovedet let på skrå. Hvad mon han havde fundet på? Det fik kun smilet på hans læber til at vokse.
Duften af pasta slog ham i møde og pirrede hans næsebor. Englen vidste sikkert ikke at han elskede de fleste pastaretter, men det ville han vel erfare nu. Det ville sikkert glæde ham. Det håbede han da i hvert fald – men det ville vel glæde den anden bare han kunne lide hans lille påfund?
”Jeg venter i spænding, min skat..” lovede han, i det den anden drejede om på hælen og smuttede ud i køkkenet.

Som han stod der begyndte duften af den lækre pasta at få hans mave til at rumle. Uh, han var godt nok også sulten nu. Hvor var det dog dejligt at den unge engel havde taget initiativ og så havde han lavet lækker mad!
Han elskede simpelthen når dem, han var sammen med, tog initiativ. Caspian følte gerne at han var nødsaget til at tage føringen og derfor gerne manglede noget mere modspil fra den anden part. Det burde være en del af det at være i et fast forhold. De måtte jo komme med udspil til hinanden og få det hele til at fungere, hvilket de to for det meste også var gode til.

Ventetiden syntes lang, men han blev troligt stående i dørkarmen mellem entreen og den lille gang, som ville lede ham ind til de andre rum i lejligheden. Tiden udnyttede han til at tage sine slidte læderstøvler af. Det tog en krig at få bundet de dumme snørrebånd op, løsne dem og få lirket den af foden. Men det lykkedes ham til sidst.
Efter at have stillet skoene hen på deres plads, tog han den brune læderjakke af og hængte den op på en bøjle. Han gjorde sig umage, brugte så lang tid på det som han nu kunne og alligevel syntes ventetiden lang.

Endelig dukkede den blonde engel op og fortalte, at han havde en overraskelse. Årh, den havde han nu regnet ud. Den kære blondine var ikke ligefrem den bedste til at skjule sådan noget. Dog havde det mest været et håb han havde haft, en idé, en anelse. Et ønske som nu gik i opfyldelse.
”En overraskelse? Ih, Miles altså” udbrød Caspian tøset og vidste ikke helt hvordan han skulle reagere. Hele vejen ud og hjem igen havde han tænkt på det, men han havde aldrig fået tænkt så langt som til hvordan han skulle reagere.
Aldrig havde nogen gjort sådan noget for ham før. Aldrig. Han havde aldrig rigtig brudt sig om overraskelser, men mest fordi at han aldrig blev overrasket på den måde. Hvis der virkelig skete et eller andet som var bare en smule uforudsigeligt, var det altid noget dårligt.

Det tog ikke Caspian lang tid at bemærke Milos blik mod sit håndled. Et skævt smil strøg over hans læber og han ventede blot på, at den unge engel ville spørge ind til det. Så kunne han afsløre det kunststykke der prydede hans håndled, til ære for ham.
Endelig spurgte Milo ind til det og han benyttede chancen til at trække sit håndled til sig.
”Nope, det er ganske rigtig observeret, min kære.. Men jeg tog heller ikke på biblioteket..” tilstod han og blinkede til ham, inden at han begyndte at løsne forbindingen, så den anden kunne se hans eget navn stå på Caspians håndled. Skriften var svungen og smuk, et enkelt motiv der dog stadig var værd at se på.
”Jeg.. Fik lavet den her..” sagde han, mens de langsomt bevægede sig ind i stuen.
Det var først da de stod derinde, at det gik op for ham hvad Milo havde haft gang i.

”Miles.. Åh gud, din..” udbrød han og slog hænderne op for munden. De mørkeblå øjne blev blanke og han fornemmede hvordan den andens anstrengelser rørte ham dybt. Det glædede ham, at der var en person på denne jord, som frivilligt brugte så meget tid på ham.
Et øjeblik stod han blot helt stille, med blanke øjne hvor de mange levende lys spejlede sig. Han betragtede hele sceneriet og bed mærke i hver enkel lille detalje. Årh, hvor han dog elskede sin lille blondine, hans unge, tykpandede, dejlige, fantastiske Milo. Kunne man være heldigere end ham?

På trods af, at Milo ellers havde så travlt med at skulle holde øje med tusind ting ude i køkkenet – hvilket ville sige en enkelt gryde og to flute i ovnen, men han følte sig alligevel helt ude af sig selv af stress – gav han Caspian lov til at kysse ham – hvilket ville sige, han havde ikke noget valg - selvom han tabte tid af det. Og dog. I de få sekunder, kysset varede, føltes det, som om verden hele verden gik i stå. Så var det pludselig lige meget med, om pastaen kogte over eller ej, eller om flutene i ovnen blev helt forkullede.
Da Caspian så endelig slap ham, trådte han klodset et par skridt bagud, før han endelig genvandt balancen. Hans elskedes ord om, at han ville vente i spænding, fik Milo til at slå en hul latter op, der kunne høres hele vejen ud til køkkenet.
”Det har du også bare at gøre. Det kan meget vel blive din død, det her!”

Han observerede den andens smil, og med det samme vidste han, at Caspian ikke var kommet til skade. Det med biblioteket kom heller ikke ligefrem som en overraskelse, for han vidste godt, at hans afledningsmanøvre ikke ligefrem havde været den bedste, men han havde fået englen ud af døren, så den havde da givet pote.
Han hævede undrende et øjenbryn, da Caspian gav sig til at løsne forbindingen. Han lagde mærke til, at huden på den andens håndled var helt rød og irriteret, men så blev hans blik blev fanget af en svungen skrift, og han kunne pludselig godt regne ud hvorfor.
”Miles…” læste han langsomt. ”Det er jo mit navn!” udbrød han så og kiggede helt forskrækket op på Caspian. Det kunne da ikke passe, at den anden havde fået hans navn tatoveret! Sådan en tatovering holdt jo for evigt, så den var noget helt specielt. Det kunne godt være, at Caspian i forvejen havde dækket stort set hele sin hud på armene med tatoveringerne, men det gjorde det ikke et hak mindre specielt for Milo.

Den lyshårede måtte synke en klump, før han overhovedet var i stand til at ytre sig.
”Caspian, det… du skulle da ikke…” Han anede slet ikke, hvad han skulle sige, eller hvordan han skulle reagere, eller hvordan han skulle sige tak. Han var glad men også overrasket, for det kom virkelig bag på ham, at Caspian ville gøre den slags. For hans skyld.
”Det betyder meget for mig,” fik han endelig frem, og han kiggede op på sin elskede engel med et bredt smil på læberne. Han mente det virkelig.

Han flettede sine fingre ind imellem Capians for at trække ham med sig ind i stuen; han slap først den andens hånd, da englen selv stoppede op. Han bed sig i læben og vendte med tilbageholdt åndedræt blikket imod sin elskede for at overvære hans reaktion.
Milo havde godt regnet med, at Caspian ville blive glædeligt overrasket – for hvis ikke han blev det, ville blondinen i hvert fald have gjort et eller andet grusomt galt – men han ville aldrig i sit liv have turdet gætte på, at Caspian ville reagere så voldsomt.
Han så, hvordan hans elskede engels øjne blev helt blanke, og hvordan det kære væsen slog hænderne op for munden. Lige i det øjeblik følte Milo sig som den lykkeligste mand i live. Han havde gjort Caspian så glad, at han nær var ved at bryde ud i glædestårer. Dagens mission var fuldført!

Han kunne ikke dy sig for at ligge sine arme rundt om hofterne på englen, idet han sendte ham et kærligt blik. Caspian var simpelthen så fantastisk, at han ikke var til at stå for – hverken for Milo eller for de mange modeller, der havde jagtet ham dengang i Spanien, og sikkert også for resten af jordens kvindelige befolkning.
”Åh, søde Caspian,” udbrød han, ”du må da ikke græde!”
Med de ord lænede han sig de sidste centimeter frem og pressede sine læber imod den andens i et ømt kys. Han var trods sine ord glad for, hvordan englen reagerede. Den reaktion gav ham kun mere mod til at arrangerer flere overraskelser for den anden.

Han fjernede sine hænder fra Caspian igen, idet han trådte frem og hev den ene stol ud.
”Tag plads, prinsesse,” bød han, og et drillende smil prydede hans lyserøde læber. Han vidste godt, at han allerede på forhånd havde tabt den diskussion om, hvem af dem der var prinsessen her, men det betød jo ikke, at ikke kunne drille Caspian med det. I dag var det i hvert fald ham, der blev behandlet som en prinsesse, og ikke Milo, som det ellers plejede at være. Caspian plejede at købe ting til ham og komme med overraskelser, men lige i dag var rollerne byttet om.
Det vil så sige, det troede Milo i hvert fald, for han vidste jo ikke noget om, at den anden også havde en gave til ham. For ham set havde tatoveringen været gave nok i sig selv, for det var en varig gave, der holdt for evigt. Den var tusindgange bedre end alverdens guldsmykker, diamanter og overdådige middage, og det var kun, fordi den sad placeret på Capsians dyrebare hud.

Caspian nød deres kys til fulde, hvert sekund hvor deres læber mødtes var værdifulde. Det var noget af det bedste, uden tvivl. Han brugte gerne en hel dag med Milo og hans læber. Han ville aldrig blive træt af hans kys. Hvis han kunne, levede han gerne af kærlighed og kildevand, så længe det var Milos kærlighed.
Deres kærlighed og kys kunne få alt til at virke ligegyldigt, som tiden gik i stå og de frøs. Hvis dog bare de kunne blive i øjeblikket til evig tid. Det ville være a dream come true. Men på den anden side ville det være næsten lige så godt bare at leve et helt liv med ham.
”Min død?” spurgte han undrende, men dog med et skævt smil. Det kunne umuligt være så slemt som englen påstod, ellers skulle James nok redde deres dejlige middag.

Milo lod ikke længere til at tro at han var kommet til skade. Hvordan skulle han dog også bære sig ad med det på den korte tid han var væk? Hvis han ikke kunne gå udenfor en dør i bare et par timer uden at komme til skade, måtte der være noget galt.
Langsomt gik det op for den anden hvad Caspian havde fået lavet på sit håndled. Han var så spændt på hans reaktion, at han mærkede sit hjerte pumpe hurtigere og hårdere. Hvad ville han sige til det?
Det forskrækkede blik i den unge engels øjne fik hans hjerte til at springe et slag over. Var det forkert, det han havde gjort? Fortrydelsen sneg sig langsomt ind på ham, alt imens blondinen fordøjede hans handling, hans beslutning.
”Det er dit navn.. Ja..” svarede han langsomt. Et usikkert smil spillede på hans læber, han vidste ikke helt om han kunne forvente det værste eller det bedste fra sin elskede. Men under alle omstændigheder ville han ikke gøre noget ved den, den skulle blive der hvor den var. Det var hans valg og den anden fik ikke lov til at sige noget til det.

Den blonde engels ord fik ham til at rynke panden. Skulle han ikke? Skulle ikke hvad? Han elskede Milo, højere end noget andet, så hvorfor ikke forevige det ved at få hans navn tatoveret.
Langsomt fik han dog langt armene om sin dejlige forlovede og kyssede ham i håret, mens den anden nu fik sagt, at det betød meget for ham. Det betød også meget for Caspian selv, det var jo derfor han havde fået den lavet.
”Nu vil jeg have dig med mig ligemeget hvor i verden jeg er..” hviskede han ned i det bløde, lyse hår med et stort smil. Det ville være rart at kunne mindes sin elskede ved blot at kigge på sit håndled. Det var kun bogstaver, men de dannede hans navn og var en del af ham nu.
”This is forever...” hviskede han, næsten lydløst.

Caspian lod deres fingre flette sammen, efter at have sluppet ham igen og fulgte så lydigt med den anden ind i stuen. Overraskelser havde han aldrig været god til, de fleste var nemme at gennemskue. Men ikke Milo, for det her kom helt bag på ham. Det var utroligt hvilke anstrengelser den anden måtte have været igennem for at få det hele til at gå op i en højere enhed.
Han var så overvældet, at det var svært at forholde sig til. Han fik sluppet den andens hånd og dækkede for sin mund med begge hænder – hvilket var et held, for han havde tabt kæben af forbløffelse. Kunne han være heldigere? Kunne han være mere lykkelig?
Det gik pludseligt op for ham hvor rigtigt det havde været at gå fra Vanilla. Tænk hvis han var gået glip af det her for at være sammen med hende? Han gøs ved tanken og lagde hurtigt en arm om Milo, bare for at sikre sig at han stadig var der.

Den blonde engel lagde armene om hans hofter og sådan stod de, med armene om hinanden, i et stykke tid. Det var skønt at have ham ved sin side, selvom han nok ikke var ene om at finde den unge engel utroligt tiltrækkende. Caspian havde lagt mærke til de blik som kvinder sendte ham, når de var i byen sammen. Der var aldrig nogen som direkte havde snakket til ham, forført ham. Men der var helt sikkert en eller syvogtyve der havde overvejet det.
Måske var det hans fjendtlige blik, som han sendte dem, der skræmte dem væk?

”Jeg græder heller ikke...” benægtede han grødet og snøftede en enkelt gang, inden han sendte et smil til sin elskede Milo. Jo, han græd. Men det var kun af glæde og lykke. Da den anden lænede sig ind og pressede sine læber mod hans, lukkede han øjnene i og gengældte kysset, imens en enkelt tåre trillede ned over hans kind. Han følte lykken og glæden stige ham til hovedet, han mærkede varmen sprede sig og suget i maven. Årh, det føltes som var de helt nyforelskede igen.

Men deres kys varede ikke ved og Milo slap ham, alt for tidligt syntes han. Men de skulle jo spise, skulle de ikke?
Da den unge engel trak en stol ud til ham, rakte han hurtigt tunge, men gik da over og satte sig lydigt ned på den polstrede spisebordsstol. Ham prinsesse? Tsk, det var da den blonde engel som var mest prinsesset af de to – men han lod det ligge. Det var en sød joke.
Han kastede et blik udover bordet og blev igen overrasket – den dejlige engel havde købt ham en gave også? Årh, hvor var det altså sødt. Et tøset smil gled over hans læber. Han følte sig som en teenager der blev forkælet af sin kæreste. Ih, hvor var det bare en dejlig følelse!
”Milo altså!” udbrød han og sendte ham et forlegent smil.
”Det behøvedes du slet ikke.. Der er aldrig nogen der har forkælet mig sådan før..” tilstod han og foldede hænderne i skødet. Han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv, for han havde jo aldrig prøvet det før.

Milo var så overrasket over Caspians beslutning om at få tatoveret sin forlovedes navn, at han slet ikke kunne slide sit blik væk fra den andens håndled. Der stod hans navn, sort på lyserødt.
Først da englen trak ham ind til sig, måtte han kigge væk. Han hvilede sin kind mod Caspians brystkasse, alt imens han lyttede til hans ord. Det var kun en svag hvisken, men han hørte hvert et ord tydeligt. Et lykkeligt smil strøg over hans læber. Så hans elskede kunne have ham med overalt… Det var en sød tanke. Han var glad for, at Caspian ikke bare havde fået lavet tatoveringen uden at have en bagtanke.
”Mhmm, men jeg håber, at du vil tage den virkelige mig med også,” hviskede han tilbage. Han havde i hvert fald ikke lyst til at skulle undvære Caspian i flere dage.

Tanken slog ham pludselig, om han mon også skulle få lavet en tatovering. Bare en lille en med Caspians navn til at matche den andens tatovering? Så ville han også altid have et minde om den kære engel, lige meget hvor langt de så end var fra hinanden. Hans forlovede kunne være over alle bjerge, og alt han behøvede at gøre, var at kaste et enkelt blik på sin tatovering for at blive mindet om ham.
”Gør det egentligt ondt at få lavet sådan en tatovering…?” spurgte han lettere henkastet. Det ved noget med nåle, var det ikke? Det kunne næsten kun gøre ondt

Hans tanker kredsede løssluppent omkring tatoveringer. Hvis han endelig skulle have en, hvor skulle den så sidde placeret? Det skulle ikke være et alt for synligt sted, men det skulle alligevel være et sted, han selv kunne se…
Han blev afbrudt i sine tanker, da hans elskede igen talte. En kærlig latter forlod hans læber. Så Caspian benægtede ligefrem, at han græd, selvom det var tydeligt for enhver.
”Nej, selvfølgelig gør du da ikke det,” drillede han, før deres læber mødtes. Han mærkede varmen brede sig i hele kroppen, helt ud i fingre og tæer. Han havde ikke lyst til at give slip igen, men det blev han nødt til, for de skulle spise. I et kort sekund fortrød han faktisk, at han havde arrangeret en middag for dem. Han skulle have fundet på noget, hvor han ikke blev nødt til at sidde på en meters afstand af Caspian med et stort træbord imellem dem.
Han kyssede tåren bort fra sin elskedes kind, før han endelig slap ham for at lede ham hen til bordet.

Caspian rakte tunge af ham, og Milo reagerede ved også at række tunge af ham. Det var fristende at trække stolen væk, når den anden satte sig, men han lod være. Det ville være verdens mest uromantiske træk.
Han tog plads på den anden side af bordet. Den mørkhåredes ord om, at der aldrig var nogen, der havde forkælet ham sådan før, fik Milo til at sende ham et undrende blik. Ingen? Var der virkelig ingen, der havde forkælet ham på denne måde før?
”Mener du det?” spurgte Milo og rynkede let på panden. ”Hvad så med…” Med Vanilla? Han gik i stå. I grunden kunne det vel være lige meget, om hun havde forkælet ham med overraskelser fra tid til anden eller ej. Det gjorde jo kun, at det blev endnu mere specielt, når Milo gjorde det, ikke?
Hans pegefinger tegnede ottetaller på dugen, idet han smilede lettere forlegent for sig selv. Ja, sådan måtte det være...

Han betragtede sin elskede, så hvordan han smilede forlegent og virkede helt ude af sig selv. Milo havde aldrig oplevet ham reagere sådan før, men i det mindste var det en positiv respons, han fik. Hans elskedes reaktion gjorde ham kun endnu mere sikker på, at han truffet det rigtige valg ved at arrangere en middag for ham.

Han lænede sig frem for at skubbe den lille røde pakke hen over det brede bord, hen til Caspian. Derefter lænede han sig tilbage igen, og denne gang var det hans tur til at smile genert.
”Jeg har også købt en gave til dig,” forklarede han. ”Jeg ved godt, at det ikke er noget særligt i forhold til en tatovering, men…” Endnu engang fandt han sig selv gå i stå midt i en sætning. Mon den anden overhovedet ville synes om gaven? Han blev pludselig i tvivl, og i et kort sekund fortrød han helt, at han ikke havde fundet på en bedre gave.
Et ur var jo så ordinært. Det var en gave, man kunne give til alle, uanset anledningen – jul, fødselsdag, konfirmation… og så var det lige meget, hvor mange ure personen så end havde i forvejen. Et ur var altid den perfekte gave. Var ens kollega blevet forfremmet? Ur. Rundede ens mor de halvtreds år? Ur. Havde ens hund bestået eksamen til hundetræning? Ur.

Milo smilede bittert ned mod bordpladen. Hans blik var rettet imod Caspian, og han holdt spændt øje med ham ud gennem de lyse pandelokker. Han ventede kun på, at hans elskede ville fjerne det røde gavepapir… på at han ville åbne pakken… se uret… og derefter have skuffelsen malet i ansigtet…
Milo skuttede sig lidt. Jaja, men sådan måtte det vel være… Næste gang måtte han så prøve at overgå sig selv ved at finde en bedre gave.

Milos kind mod hans bryst var rart. Den anden ville sikkert kunne høre hans hjerte slå, når nu han hvilede hovedet så tæt på det. Det var lyden af et hjerte, der bankede for ham, han ville kunne høre. Den unge engel virkede dybt fascineret over hans valg af tatovering, måske var han ikke glad for det, måske foretrak han at han havde ladet være. Men på den anden side kunne hans elskede være glad for at han havde gjort det. Måske han satte pris på tanken bag den?
Det lod i hvert fald til, at han kunne lide tanken. Ideen bag den var jo at han ville have sin dejlige engel med sig overalt. Han ville ikke forlade Milo, men hvis nu de måtte undvære hinanden, hvis de blev skilt ad mod deres vilje.. Så ville han være glad for at have den.
”Den virkelige dig kommer med mig over alt, hvis jeg får lov til det..” brummede han og gav ham et ømt kys på panden.

Caspian kunne ikke forestille sig den kønne blondine blive tatoveret. Det ville han ikke kunne holde ud, men det ville dog klæde det kære væsen. Han ville blot blive mere tiltrækkende og lækker, hvis man da kunne blive smukkere og mere tiltrækkende end han allerede var.
”Årh, kæreste dog.. Vil du nu også have én?” spurgte han nysgerrigt. Det kunne godt være, at det ville være svært for den sarte engel at udholde smerten, så var det alligevel en sød tanke.
”Det gør sådan.. Ret ondt? Men man vender sig til det..” svarede han og sendte ham et kærligt smil.

Selv havde han måtte ligge under nålen flere gange, motiverne og placeringen havde andre bestemt. De fleste var blevet lavet da han stadig kunne se, den gang han var et menneske. Der havde de været en del af hans liv som bandemedlem, men efter han havde mistet synet havde hans savn efter nålens prikken overvundet.
Han havde fået nogle af sine nærmeste til at bestemme motivet, så havde han opstøvet en af de bedre tatovører i landet. Det havde resulteret i en lang række smukke kunststykker på hans overkrop og arme. Efter han havde fået synet igen, havde han brugt lang tid på at studere de forskellige tatoveringer. Han havde været tilfreds med hver eneste en. Men den han lige havde fået lavet, havde umiddelbart størst betydning for ham.

Caspian havde bestemt ikke let til tårer, men nu hvor han dannede par med Milo, så havde han noget nemmere ved det end han ellers havde haft. Men hvad kunne han gøre? Den unge engel forkælede ham som ingen havde forkælet ham før og han kunne ikke stå for det. Han elskede at blive forkælet på den måde, han vidste bare aldrig hvordan han skulle reagere.
Da englen kyssede tåren væk fra hans kind, var han igen ved at bryde sammen. Hvorfor var han så sød mod ham? Havde han virkelig fortjent det? Caspian kunne slet ikke forestille sig noget bedre end den dejlige Milo, til trods for at han på ingen måde følte sig fortjent til hans behandling.

Han trak stolen ind til bordet og lod blikket hvile på maden. Det så indbydende ud, han elskede den fabelagtige pastaret. Det var da også en ret som han selv mestrede til fulde. Men når den var lavet med kærlighed fra hans skønne forlovede, så måtte den kun smage endnu bedre end han huskede det.
Da den unge engel spurgte ind til om han mente det, måtte han nikke og trække på skuldrene.
”Tjah.. Jeg har aldrig rigtig haft et forhold til nogen, som jeg har til dig..” svarede han, som var det så naturligt som noget. Han havde ikke været vant til det, blot hørt om det på film og i bøger.
”Og nej, heller ikke Vanilla forkælede mig sådan.. Det er mig der forkæler andre, ikke omvendt..” brummede han med et usikkert smil. Han havde en tendens til at overøse andre med gaver og andre forkælelser, han kunne ikke lade være. Dog var det sjældent at andre gjorde gengæld. Men det gjorde hans elskede Milo. Årh, hvor var han dog lykkelig sammen med den anden. Han var så heldig!

Han fornemmede godt Milos blik, men han forsøgte at undgå det. Det var underligt at sidde her og blive forkælet, mens den anden så på. Men når det var ham der forkælede andre, virkede det helt rigtigt at betragte den, der modtog overraskelsen. Hvorfor skulle det hele være så anderledes nu? Kunne han ikke bare reagere normalt? Et lydløst suk kom over hans læber, nogle gange forbandede han sig selv langt væk.

Den røde pakke på bordet fangede dog hurtigt hans opmærksomhed, da den bevægede sig hen mod ham. Havde han også købt en gave? Jamen.. Det skulle han jo slet ikke. Han strøg en hånd gennem sit hår, da han ikke vidste hvad han ellers skulle gøre.
”Miles altså.. Hvad har jeg dog gjort for at fortjene alt det her?” spurgte han, delvist for sjov og delvist forundret. Han forstod det virkelig ikke. Langsomt tog han pakken op i hånden og strøg en finger langs det røde papir. I et øjeblik var han dybt optaget af pakken, men den andens ord rev ham ud af sine tanker. Ikke noget særligt?
”Milo... Det her er alt muligt særligt for mig.. Du har absolut ingen idé om hvad det her betyder for mig, så tro ikke at det 'ikke er noget særligt'...” sagde han, en anelse bestemt. Englen måtte ikke tro, at hans anstrengelser ikke betød noget for ham.

Langsomt løsnede han båndet og pillede det af pakken, han rullede det fint sammen og lagde det fra sig på bordet. Han pakkede ikke gaver op så tit, de fleste ting han fik var ting han fik af sig selv, så indpakning var unødvendigt.
Ganske forsigtigt lod han en finger løbe langs papirets ene kant, for at løsne det fra resten. Det tog ham ikke lang tid at få papiret af, uden at rive det i stykker. Pænt blev det foldet sammen og lagt ved siden af båndet. De mørkeblå øjne fulgte æskens facon, hver kant, hver fordybning blev indprentet i hans hukommelse, inden han åbnede den sorte firkant. Den vidste sig at indeholde et ur, et ur der var langt mere elegant og stilrent end det han selv havde. Uden den blonde engel måske vidste det, eller var helt klar over det, så var det lige hvad han stod og manglede. Hans eget ur havde været gammelt og han gik ikke længere med det. Det var ikke kønt længere og han følte ikke for at gå med noget, der ikke var kønt. Men det her ur. Det var smukt!
Han lod en finger løbe henover den kølige flade, som beskyttede de tre visere og den lille urskive. Han fiskede uret op og strøg henover det. Det blev vendt og drejet, til han opdagede en lille indgravering på bagsiden.
For it was not into my ear you whispered, but into my heart. It was not my lips you kissed, but my soul.
Han mærkede hvordan teksten ramte ham, han mærkede hvordan en enkelt tåre banede sig vejen ned over hans blege kind. Hvorfor havde han fortjent det her? Hvad havde han gjort siden at hans elskede Milo skulle være så sød mod ham?

”Milo..” fik han frem, men ord kunne ikke udtrykke hans følelser. Han rejste sig og gik hen til ham, for at lægge armene om ham. Stillingen var akavet, så han endte med at sidde på knæ med armene om ham og hovedet hvilende ind mod ham. Flere tårer trillede ned over hans kinder og han knugede uret i sin hånd.
”Hvorfor har jeg fortjent det her?” hviskede han og trykkede sig tættere ind mod sin fantastiske blondine. Han var bare så lykkelig, at det næsten blev for meget. Hans kærlighed til Miles var så enorm, at ingen ord ville kunne beskrive blot en brøkdel af den. Men han håbede at den anden ville mærke kærligheden mellem dem alligevel. Det kunne han vel næsten ikke undgå.
Et lavmælt snøft efterfulgt af en lyd, der mest af alt mindede om et halvkvalt grin. Hans blå øjne funklede mere end nogensinde og alt ved ham udstrålede af den uovervindelige kærlighed og lykke han følte. Ingen ville kunne tage fejl.

”Mhmm…” lød det fra Milo, både ment som en bekræftelse til Caspians ord og som et nydende suk over kysset i hans pande. Selvfølgelig skulle den virkelige Milo med ham overalt, hvor han kunne komme til det – de skulle jo opleve hele verden sammen! De havde allerede set Spanien, så nu manglede de bare den resterende del af Europa. Og Asien. Og resten af verden.
Han huskede, at Caspian var fra England. Det skulle i hvert fald være et af deres rejsemål, for Milo ville hellere end gerne se det sted, hans forlovede kom fra. Det kunne godt være, at Caspians forældre var døde for længst, men deres gamle hjem måtte da stadig stå intakt, ikke? Medmindre det havde boet nye beboere, selvfølgelig.

Den andens nysgerrige spørgsmål fik ham til at trække på skuldrene med et genert smil. Den måde, englen sagde det på, fik pludselig Milo til at føle sig ekstremt dum. Nu virkede han jo bare som Caspians største fan, der kun ville have en tatovering, fordi Caspian netop havde fået en…
”Måskeeee…” svarede han tøvende. ”Så kan jeg jo også have dig med overalt, ikke?”
Han ville gerne give sin elskede noget til gengæld, og hvad var en bedre form for tilbagebetaling end selv at blive tatoveret? Han kunne jo få englens navn tatoveret på sit håndled med samme skrift som hans navn stod med på Caspians, så deres tatoveringer matchede.
Den andens ord om, at det gjorde ondt, fik ham dog til at fortryde lidt. Måske var det alligevel ikke så god en idé…
”Jeg er bare ikke sikker på, at jeg tør…” lød det fortrydende fra ham, og et lavmælt grin forlod hans læber. Åh, hvor var han dog bare ynkelig… Caspian havde fået tatoveret stort set hele sin overkrop, så hvor slemt kunne det dog være? Det var jo bare en lille nål, der skulle prikke i ens hud… Milo gøs.

Han foldede sine hænder og lagde dem i sit skød, mens han kiggede over på sin elskede. Hans blik blev mere og mere vantro, som den andens fortælling skred fremad. Det kunne da ikke passe, at der aldrig før var nogen, der havde forkælet Caspian! De mørkhårede engel var det mest fantastiske væsen i hele verden; han fortjente at blive forkælet, at blive overdynget i gaver og overraskelser, og i det hele taget bare at blive elsket.
Milo nød selv at blive forkælet, men det virkede bare så forkert og egoistisk ikke at give noget igen. Godt nok havde Caspian råd til dyrere og bedre gaver, end Milo havde, men det betød ikke, at blondinen ikke ville tilbagebetale ham for alle de ting, han gjorde for ham.
”Hun vidste nok ikke bedre.” Milo trak på skuldrene. ”Du fortjener mere end nogen anden at blive forkælet.”
Det trak lidt i hans ene mundvige. Han havde heller aldrig prøvet at have et forhold til nogen som det, han nu havde til Caspian. Han havde aldrig haft en rigtig kæreste, som han elskede af hele sit hjerte. Alle de småforelskelser, han havde haft gennem tiden, var vand i forhold til det her. Han ville ikke bytte sit forhold til Caspian for noget som helst andet i hele verden.

Da Caspian spurgte, hvad han havde gjort for at fortjene det her, slog Milo en mild latter op. Han svarede ikke, da det lød som om, at den anden kun sagde det i sjov. Han regnede da med, at Caspian vidste, hvorfor han arrangerede alt det her for ham. Fordi han elskede ham, selvfølgelig!
Englens næste ord svarede han heller ikke på, men denne gang var grunden en helt anden. Nu sad han og kiggede genert ned i bordpladen, mens han vred sine tynde fingre. Så Caspian syntes virkelig, at det var noget særligt?
Han vidste slet ikke hvad han skulle sige, så han holdt sin mund. Hvis han forsøgte at svare sin elskede, var han sikker på, at der ikke ville komme andet end en uforstående mumlen ud. Han følte sig lige nu mest af alt som en forvirret teenager, der endelig var blevet inviteret ud af sit største crush.

Han så spændt til, mens hans forlovede pakkede sin gave op. Han fulgte de elskede fingre, da de først bandt båndet af og lagde det sammen og derefter hev papiret af og lagde det sammen, for til sidst endelig, langt om længe, at åbne pakken, som uret lå i.
Milo havde under hele scenariet siddet på kanten af stolen og haft lyst til at skynde på Caspian. Hvorfor skulle han dog være så lang tid om det? Hvorfor kunne han ikke bare rive papiret af? Milo ville se hans reaktion nu, lige med det samme – der var slet, slet ikke tid til at skåne papiret og det fine gavebånd!
Men endelig blev pakken åbnet. Blondinen sad med tilbageholdt åndedræt og betragtede Caspian. Engel hverken smilede eller sagde noget, da han tog sin gave i øjesyn. Milo blev pludselig helt i tvivl igen, men så så han tåren, der banede sig ned over Caspians ene kind, og han fyldtes af glæde. Han kunne lide gaven!

Han fulgte den anden med blikket, da denne rejste sig og kom hen til ham. Caspian nævnte hans navn, men sagde ikke mere. Det fik Milo til at sidde tilbage med en sort fornemmelse indeni, som havde en eller anden netop givet ham et slag i maven. Han gruede for, hvad den anden nu ville sige. Ville han beklage sig? Eller brokke sig over gaven? Eller…
Den lyshårede engel blev revet ud af sine tanker, da hans elskede pludselig lagde armene omkring ham. Han mærkede lettelsen skylle igennem sig som en hel flodbølge. Det betød vel, at han ikke havde gjort noget galt. Caspian var glad for gaven, og han ville bare vise sin glæde.

Milo strøg sin forlovede over håret. Han holdt dog inde, da han hørte den andens ord. Hvorfor han havde fortjent det? Var det ikke åbenlyst?
”Åh, Caspian…” lød det mildt fra Milo. Han ville så gerne ligge armene om sin elskede, men deres noget mærkværdige stillingerne forhindrede ham i det. Derfor gled han ned af stolen og sank sammen på gulvet ved siden af englen. Først da kunne han omfavne ham.
”Fordi jeg elsker dig, selvfølgelig,” hviskede han og hvilede sin pande imod den andens.

Selvom han ikke var meget for at indrømme det, havde han ofte stillet sig selv det samme spørgsmål – det ville så sige, næsten det samme spørgsmål. Han havde spurgt sig selv om, hvorfor han havde fortjent Caspian. Det virkede så urimeligt at én, der var så god som den fantastiske engel, skulle hænge på sådan en som Milo. Blondinen nåede ham ikke til sokkeholderne når det kom til social status, økonomi og udseende.
Caspian var stinkende rig, boede i en luksuslejlighed og var – i Milos øjne - omringet af beundrere, hvor end han gik. Milo kunne ikke engang betale for sin egen lejlighed, og hvis det ikke var for Caspian, ville han ikke have et ordentligt sted at bo.
Og alligevel, på trods af deres forskelligheder, virkede det så rigtigt, at de havde fundet sammen. Deres små stridigheder til trods var de jo så perfekte for hinanden, som to væsner kunne være.

Milo faldt sammen i hele kroppen, lænede sig ind imod Caspian og hvilede sin kind mod hans skulder. Han kunne nærmest føle den andens følelser, som var de hans egne. Al den kærlighed, lykke og hengivenhed overvældede ham, og han kunne mærke vandet stige op i sine øjne. Årh, det kunne da ikke være rigtigt… skulle han nu også til at tude?
”Jeg er så glad for, at jeg mødte dig…” lød det grødet fra ham. Han var glad for, at Caspian ikke kunne se hans brune øjne, der var blevet helt blanke af tårer.
Det kunne godt være, at han havde sagt det ofte, det med at han var glad for, at de havde mødtes, men han derfor blev han ikke mindre lykkelig over deres møde dengang i parken. Sæt nu han ikke havde haft lyst til en gåtur den aften, og sæt nu Ariel ikke havde haft brug for lidt frisk luft, så hun havde tvunget den mørkhårede ud i vintermørket – så havde ham og Caspian måske aldrig mødt hinanden…
Han gøs. Han turde slet ikke tanke tanken til ende… Hvis ikke de havde mødtes, ville de aldrig have oplevet at føle sig så lykkelige i en andens nærvær, Caspian ville ikke have fået sit syn igen, og Milo ville stadig føle sig helt på bar grund med hensyn til sin nye tilværelse som engel.
Pludselig ramte mindet om deres første aften sammen ham. Dengang det havde sneet udenfor og de havde siddet i sofaen og Caspian havde strøget Milo over håret og fortalt ham om, hvordan det var et være en engel… Det havde været rart. Mindet kunne stadig bringe et smil frem på Milos læber, og det smil sad der da også, da han trak sig væk fra sin elskede.

”V… vi burde spise nu… du ved, inden maden bliver kold,” lød det fra ham. Hans øjne løb over i samme nu, og han måtte tørre tårerne af i et ærme af sin trøje; mens han gjorde det, undslap et hult grin hans læber. Åh, hvor var det dog komisk, det her… Det var Valentinsdag, der var lækker mad på bordet, og alligevel sad de begge to på gulvet og græd glædestårer over deres kærlighed til hinanden.
Han gjorde mine til at rejse sig, men det var som om, at hans ben ikke ville reagere. Som om forbindelsen til dem var blevet kappet over på mystisk vis. Han rykkede lidt med overkroppen, men blev ellers siddende. En lille rynke dukkede frem mellem hans mærke bryn.
”U-undskyld…” hikstede han, og snart efter dukkede et smil frem på hans læber – det ville så sige, hans allerede erhvervede smil voksede sig endnu større – og han rystede på hovedet. Hvad undskyldte han dog for? Der var jo ikke noget at undskylde for….

Caspian nød lyden af Milos brummen, han kunne godt lide at gøre noget, som den anden kunne lide. Det triggede et eller andet hos ham, der gjorde ham glad. Den unge engels lykke var også hans lykke. Det kunne vel godt hænge sådan sammen, kunne det ikke? At deres lykke afhang af hinanden? Det gjorde den i hvert fald, så kunne det alt andet være ligemeget.
Måske de skulle rejse noget mere? Det kunne bringe noget mere spændende ind i deres liv, de ville knytte sig tættere til hinanden og deres kærlighed og lykke ville blive sat på prøve. Men det ville ikke være billigt at rejse. Til trods for at Caspian havde en del penge, så var der ikke uendeligt mange og han skulle måske kigge sig om efter et job? Han måtte finde sig et eller andet, det måtte da være muligt.

Milos generte smil fik Caspian til at smile. Det ville være skønt at have matchende tatoveringer, især når det var en kæreste-tatovering. Han tilbød da også gerne at holde den unge engel i den frie hånd under processen, hvis det skulle være.
”Det ville være sødt, love...” smilede han og sendte ham et luftkys. Det var virkelig en sød tanke, betænksomt. Men var englen med på, at blækket ville sidde under hans hud til evig tid? Når man så endda var engel og ikke ligefrem havde samme levealder som et alment menneske, så var det noget af en beslutning.
”Hvis du virkelig vil, går jeg gerne med dig.. Men du skal være sikker på at få den lavet, det vil jo ikke bare forsvinde med tiden..” brummede han og lagde hovedet let på skrå. Han ville sikre sig, at den anden ikke så det som en slags tilbagebetaling, som en tak. For han ville bestemt ikke have at den anden gjorde det for hans skyld, han skulle gøre det for sin egen skyld.
Det skulle være til hans glæde at han fik skrevet navnet på sit håndled eller hvor han nu ellers havde tænkt sig at have det stående. Det duede bare ikke, hvis englen egentlig ikke ville det men følte sig nødsaget til det.
”Det er slet ikke så slemt, skat.. Jeg vil godt holde dig i hånden?” tilbød han med et skævt smil. Årh, den kære blondine dog. Han kunne godt forstå, at den anden ikke ligefrem brød sig om ideen, men nålen var slet ikke så slem som man skulle tro.

Han fornemmede godt, at den anden engel ikke helt lod til at tro på hans ord. Men hvis man tænkte over det; hvem havde der været i hans liv til at forkæle ham? Han havde boet på børnehjem i mange år, et sted hvor overraskelser var ikke-eksisterende og uden resourcer til det helt store.
De næste par år levede han på gaden. Her var det ”survival of the fittest” og der var ingen kære mor. Han måtte klare sig selv, brødføde sig selv og overleve de kampe, han måtte igennem.
Det var først da han fandt sine forældre, at han blev virkelig overrasket – de havde fundet ham! Men glæden varede kun et halvt år, før end at begge forældre kørte galt i en tragisk bilulykke. Han arvede nogle penge fra dem og blev blind. Efter tabet af sit syn trak han sig tilbage fra alt socialt og levede i mange år dybt isoleret. Det var kun James der havde taget sig af ham, når han ikke gad passe på sig selv eller dukkede op fra et barslagsmål, uden at tage sig af sine skader. I mange år havde hans seng været hans bedste ven.
Dog fik han rykket videre og flyttede til England, hvor han mødte Rachel. En lille varulv, der bragte stor glæde i hans liv. Men igen var det ham der forkælede den lille pige, udover alle grænser. Men han fik aldrig noget til gengæld. Han havde intet krævet og hver eneste gang hun havde haft en mulighed for at gøre noget ud af en fødselsdag eller en juleaften, havde han afvist det og trukket sig ind i sig selv igen. Han var sky. Han lod sig sjældent overraske og var for det meste 100% klar over, hvor han havde andre. Men sådan var det ikke med Milo. Den unge engel var lidt af et mysterium for ham og han elskede det.

Ved blondinens ord, trak han blot på skuldrene. Måske Vanilla bare ikke havde tænkt så langt som til at han også ville nyde en overraskelse eller to? Faktisk elskede han gaver og sagde sjældent nej til en gave, om han kunne lide den eller ej. Han have heller aldrig byttet noget af det, han havde fået. Dog var det også kun omkring 4-5 gaver han havde modtaget gennem sit lange liv som engel. Det var egentlig ret sørgerligt.

”Mener du det?” spurgte Caspian tøvende, da den unge engel overfor ham påstod, at han fortjente forkælelse. Det var en svær ting at indse, når man sjældent satte sig selv i første række. Han kunne bedre håndtere at sætte andre først og sig selv til sidst. Det gav bedst mening i hans hoved.
”Du er simpelthen det bedste der er sket mig, Milo...” brummede han og gengældte hans smil. Hvor var han dog bare den heldigste mand på hele jorden! Aldrig ville han kunne finde så magisk og hengivende en kæreste som den unge Miles. Hvis han virkelig kunne få lov til at blive gift med det dejlige væsen, kunne han dø lykkelig.
På den anden side ville et hvert forsøg på et brud med den dejlige blondine fuldkommen knuse ham. Smerten ville være ulidelig. At forestille sig et liv uden det kære væsen, var umuligt. Han ville ikke undvære ham og ville kæmpe med næb og klør, den dag deres forhold blev truet.

Milos latter fik ham til at trække forlegent på smilebåndet. Var det virkelig et dumt spørgsmål? Jo, den unge engel elskede ham godt nok og måske var det her kærlighed? Men han vidste det i realiteten ikke med sikkerhed. For han havde aldrig prøvet noget lignede før.
Det var måske ikke trængt helt ind hos Miles, men det her var fuldkommen nyt for ham. Han havde flere gange rigtig svært ved at håndtere de problemer de stødte på, forklare sine følelser eller bare forstå hvad det var, der skete mellem dem. Men han forsøgte så godt han kunne, han gjorde sit bedste. Så måtte det vel være godt nok.
Den andens manglende svar vidste han ikke hvordan han skulle tolke. Var det dumme spørgsmål? Burde han kende svaret? Han vidste det ikke, så han undlod at kommentere det. Englen måtte vel have en god grund til at tie stille.

Han fornemmede godt hvordan den anden spændt ventede hans reaktion, han fornemmede det tilbageholdte åndedræt, men han skyndte sig ikke med at pakke gaven op. Hver eneste lille detalje ved den fine pakke skulle huskes. Han ville kunne tilbagekalde sig dette øjeblik igen og igen. For det her var virkelig det bedste der var sket ham. Ikke bare den her overraskelse, men hele Milo. Han følte sig som verdens heldigste mand, lykkelig og heldig og fuldkommen forelsket.
Et svagt smil strøg over hans læber, men pludselig slog en tanke ham. En tanke der straks tørrede smilet af hans læber. Hvad hvis de aldrig havde mødtes? Hvad hvis de aldrig havde set hinanden, hvad hvis de aldrig var stødt på hinanden? Hvad hvis nu han aldrig havde taget sig sammen og havde kysset ham, dér i sofaen? Så havde de ikke siddet her, så havde han ikke været så lykkelig, så var han nok aldrig blevet rigtig lykkelig.

Caspian mærkede hvordan Milo strøg ham over håret og hans snøftede en enkelt gang. Det var dejligt bare at ligge i sin elskedes favn, til trods for at det virkede så kliché. Det var bare så.. Typisk! Der var lækker mad på bordet, gaver og glæde, alligevel endte de på gulvet med armene om hinanden. Men han havde nu intet imod det.
Da den anden engel var gledet helt ned på gulvet, puttede han sig blot endnu mere ind til sin skønne forlovede, glad for at være så tæt på ham igen. Stemningen var magisk og betagende, som de sad der.
Den andens ord om at han fortjente det, fordi at han elskede ham, varmede hans hjerte. Den varme, pulserende følelse skød gennem ham og et øjeblik frygtede han at hans hjerte ville lide overlast af al den glæde, kærlighed og lykke. Men det lod blot til at springe et slag over og ellers slå normalt.

Milo hvilede sin pande mod hans og langsomt slog Caspian de blå øjne op, for at se på sin skønne kæreste. Et smil strøg over hans læber og han gav en brummende lyd fra sig, der lød som en blanding af et nydende suk og et grin.
”Hvis du vidste hvor forelsket jeg er.. Årh, Miles!” udbrød han og endnu en gang kom den brummende lyd fra hans strube. Men lyden blev nu mere og mere til en kærlig, befriende latter, der endelig fik lov til at strømme ud, som den ville. Lykken boblede i ham!

Det kunne slet ikke falde ham ind, at tro den anden tænkte noget lignende om ham. Han kunne ikke forestille sig at den anden tvivlede på sit eget værd i forhold til ham. Hvorfor skulle han gøre det? Hvorfor skulle han tvivle på, hvorfor han fortjente at være sammen med ham, Caspian? De var jo som skabt for hinanden, de var som to puslebrikker, der endelig havde fundet det perfekte match.
I hans øjne var den blonde engel perfekt.
Han var smuk som kun et overnaturligt, magisk væsen kunne være. De mørke øjne, det blonde hår. Ih, hvor han elskede det! Han kunne bruge timer, dage, måneder eller år på at nærstudere det fantastiske væsen, der lige nu sad foran ham. Måske havde han ikke så mange penge, men det var noget så ligegyldigt om han havde det eller ej. Han smed gerne alt materielt fra sig, gav alle sine penge bort, blot for at være sammen med Milo.

Da den unge engel sank sammen i hele kroppen, var Caspian der straks til at støtte ham. Han trak det dejlige væsen tæt ind til sig og kyssede ham i håret. Uh, han ville passe så godt på ham, som han nu kunne. Han ofrede gerne sit evige liv for at redde Milos.
Den grødede stemme og de søde ord fik ham til at bide sig selv i læben, for at holde tårerne inde. Han ville ikke tude igen. De var da et kønt par. Sådan to tudeprinser der sad til deres egen valentinesdate på gulvet, og græd over deres luksusproblemer?
”Jeg er også glad for at have mødt dig, elskede..” hviskede han tilbage og kyssede englens pande igen.

Den anden havde ret, da han foreslog at de skulle spise. Maden ville blive kold og der var intet spændende over kold mad. Men først skulle Milo lige modtage sin gave.
Caspian hjalp den smukke engel på benene igen, efter selv at have rejst sig. Han støttede ham til han sad sikkert ned igen, for den unge engel virkede ikke ligefrem til at være helt sikker på benene.
Da han sad ned, stak han hånden i sin inderlomme og fiskede en lille pakke frem. Det var medaljonen som han havde valgt at Milo skulle have.
”Det her er ikke en gave jeg forventer du vil bære på dig.. Du skal bare have den..” sagde han, inden han satte den lille fine pakke fra sig, på bordet foran ham. Så måtte han se, om den anden ville kunne lide den lille sølv-medaljon eller ej.
Caspian gik over til sin egen stol og fik sat sig, inden han løftede vinglasset og nippede til det. Det krævede sin mand at klare så følelsesladet et øjeblik som før, eller bare hele aftenen. Der skulle lidt alkohol til før end at han ville kunne kæmpe sig igennem det, uden at dø af hverken lykke eller alle de sukkersøde ord.

Milo skuttede sig lidt. Jo, selvfølgelig vidste han da godt, at en tatovering ikke ville gå væk med tiden, men det var jo lige præcis derfor, han ville have en. Selv hvis de en dag gik fra hinanden, ville han stadig kunne mindes Caspian, for han var overbevist om, at englen altid ville have en speciel plads i hans hjerte, lige meget hvor langt de så end var fra hinanden.
”Jeg skal i hvert fald lige tænke over det…” mumlede han. Det var nu ikke tanken om, at tatoveringen aldrig ville forsvinde igen, der holdt ham tilbage; nej, det var snarere frygten for nålen. Han kunne slet ikke forestille sig, hvor ondt det måtte gøre at blive prikket i og få sprøjtet blæk ind i huden…
Han lod sine fingre glide ned over Caspians tatoverede arm. Englen havde så mange tatoveringer, så så ondt kunne det da umulig gøre…

”Ja, selvfølgelig mener jeg det da!” svarede han på Caspians tøvende ord. ”Du er det sødeste væsen, jeg nogensinde har mødt, og du har gjort så meget for mig, så selvfølgelig fortjener du at få noget igen.”
Den andens konstatering om, at han var det bedste, der nogensinde var hændt ham, fik ham til at smile endnu mere. Det bedste, ligefrem? Tjah, nu han tænkte nærmere over det, havde han aldrig mødt nogen, der havde gjort så meget godt for ham før. Ikke engang hans egne forældre.

Caspians latterudbrud fik Milo til at stemme i med et smil.
”Det er du bestemt ikke ane om at være,” påpegede han og strøg en hånd igennem sit lyse hår. Aldrig før havde han været så forelsket, og aldrig før havde han oplevet at få så meget kærlighed igen. Caspian var uden tvivl det bedste, der nogensinde var hændt ham.

Han lod sig hjælpe på benene af sin elskede og skulle netop til at tage en tår af vinen, da der blev lagt en pakke foran ham på bordet, som fuldkommen afbrød hans bevægelse.
”Men… jeg har jo allerede fået en gave.” Han fulgte undrende Caspian med blikket, da englen tog plads på den anden side af bordet. For ham havde tatoveringen været mere end rigeligt, så han forstod slet ikke, hvorfor han skulle have endnu en gave.

Ikke desto mindre vendte han opmærksomheden imod pakken. Den var lille og firkantet og havde lige den perfekte størrelse til et smykke… måske var det et ur?
Han tog sig god tid til at åbne pakken, mest af alt af hensyn til Caspian. Han ville nok blive en smule skuffet, hvos Milo bare rev papiret af. Først fik han løsnet båndet og derefter fjernet papiret; han åbnede pakken og blev mødt af en sølvmedaljon, en af den slags, der kunne åbnes.
Hans blik blev fanget af en tekst på medaljonen. ’You can't blame gravity for falling in love’, stod der.

Et bredt smil gled over Milo læbers, da han igen vendte blikket imod Caspian.
”Selvfølgelig vil jeg gå med den! Nu er du fjollet,” påstod han og rystede på hovedet. ”Hvis jeg sætter et billede af dig i den, kan jeg jo også have dig med over alt, ikke?”


(*indsæt 1000+ ord her*)

Caspian var helt sikker på, at han aldrig ville fortryde tatoveringen med den andens navn ved håndledet. De skulle måske ikke være sammen for evigt, men han ville i hvert fald gerne kunne mindes deres tid sammen, for den blonde Miles havde fået sig en ganske særlig plads i hans hjerte. En plads som ingen anden ville kunne overtage. Så led han gerne for at have sin elskede med sig i resten af sit liv. Smerten var jo meget lille i forhold til hvor mange års glæde han ville have af de fem bogstaver.
Ved tanken om sin dejlige forlovede kunne han sagtens udholde den dumpe smerte i timevis, hvis det skulle være. Han kunne faktisk klare en hel del, så længe han bare fokuserede på ham. Det lød måske dumt, men var det ikke kærlighed? Og måtte kærlighed ikke godt være lidt tåbeligt?
”Do that, love...” brummede han med et smil og lukkede kort øjnene da englens fingre gled ned af hans arm. Den arm der havde været gennem flere timer under den prikkende nål.

Ved den andens ord lod han langsomt hovedet tilte på skrå, for derefter at sende ham et nysgerrig og lettere uforstående blik. De blå øjne var spørgende, til trods for at der ikke kom en lyd over hans løber. Var han virkelig det sødeste væsen Milo havde mødt? Det var da næsten synd.
På den anden side var englen jo det bedste der var hændt Caspian selv, så han måtte vel være på top 5 hos den anden? Deres kærlighed var jo helt særlig.
Et skævt smil strøg over hans læber, da det gik op for ham at han godt kunne være noget af det bedste der var sket for den anden engel. Det ville da være fedt!

Latteren lod ikke til at ville stoppe foreløbigt og han fik kørt en hånd gennem de lyse lokker, til trods for at Milo selv lige havde kørt en hånd igennem det.
”Det er næsten for meget at vi er så forelskede... Men også kun næsten!” grinede han og strøg sin næse op mod blondinens i et kærligt eskimo-kys.

Caspian lod sig ikke stoppe af Milos lavmælte protest. Tatoveringen var jo ikke en gave til ham, den havde primært været til ham selv. Med et skævt smil rystede han blot på hovedet og skubbede den lille pakke tættere på ham.
Ord virkede så overflødige i den blonde engels selskab, de forstod jo hinanden så godt efterhånden. Til trods for at det ikke var lang tid siden de havde mødtes første gang. Det var faktisk to måneder siden i dag.Ved tanken strøg et kærligt smil over hans læber og erstattede det skæve. Ih, det havde været to skønne måneder.

Med tilbageholdt åndedræt fulgte de blå øjne de langsomme proces. Nu vidste han hvordan Milo havde haft det da han pakkede sin gave op. Uh, det var nervepirrende! Et sug gik gennem hans mave da han endelig fik papiret af og det gik op for ham, at han bed sig selv i underlæben. En dårlig vane han ellers havde lagt af sig.
Det var først da englen atter så på ham, at han pustede ud igen. Det var alligevel lang tid at han havde holdt vejret. En ting han faktisk aldrig havde været god til. Det resulterede da også i, at han nu måtte trække vejret i mindre stød for at få sit åndedræt til at falde nogenlunde til ro.

“Det er Albert Einstein der har sagt det..” mumlede han en anelse forlegent, hentydende til teksten bag på medaljonen. Han var bare faldet for det, det havde været så sødt og fangende. Det passede jo også lidt på dem, på en eller anden måde? Det havde ikke været meningen de skulle blive forelsket i hinanden, det var bare sket og endda uden nogen logisk forklaring.
”Det kunne være et alternativ til en tatovering? Eller et supplement?” foreslog han med et kærligt smil og gav ham så et kys på kinden, inden han gik hen til sin plads igen og satte sig.
”Vi skal have et nyt spisebord.. Så vi ikke sidder så langt fra hinanden..” mumlede han.

Caspians blå øjne kiggede spørgende på ham, og Milo besvarede det usagte spørgsmål ved at trække på skuldrene. Det var så sandt, som det var sagt – han havde aldrig mødt et sødere væsen end den mørkhårede engel, og det var han såmænd ganske godt tilfreds med. Det var jo trods alt Caspian, han, som tingene så ud nu, skulle dele sit liv – eller snarere evighed – med, så det ville da være synd, hvis den anden ikke var sød imod ham.

Den andens hånd, der strøg igennem hans hår, besvarede han ved at ugle de mørke lokker. Et let grin forlod hans læber, da han hørte englens ord. Åh ja, Caspian kunne ikke have udtryk det bedre, for det var virkelig for meget – men også kun næsten!

Ved Caspians påstand om, at det var Albert Einstein, der havde udtalt ordene, trak det lidt i Milos ene mundvig. Han vidste godt, at Einstein var en meget klog mand, en professor eller en videnskabsmand eller noget andet i den dur, men han ville aldrig have gættet på, at han også var en romantikker.
”Det er i hvert fald sødt,” lød det fra den lyshårede engel. Han lod sin tommelfinger glide over teksten på bagsiden af medaljonen. Det var virkelig sødt.

Caspians forslag fik ham til at lyse helt op, og han blev ikke mindre glad, da den anden kyssede ham på kinden.
”Det er da en god idé,” udbrød han, før han åbnede medaljonens lås og tog det fine smykke på. Den blanke sølvoval føltes kold og uvant imod hans varme hud på brystet, men det var ikke desto mindre en bekræftende følelse. Det bedste af det hele var, at smykket hang næsten lige ud fra hans hjerte. Så var det da stort set ikke muligt at have en konstant påmindelse om Caspian tættere på sig, var det?
”Jeg vil gå med den hver dag,” lovede han og sendte sin elskede det største smil, han kunne præstere.

Han fattede sin gaffel og skulle lige til at prikke til sin mad, da englen på den anden side af bordet mumlede noget. Det var så utydeligt, at det tog et lille øjeblik, før det gik op for Milo, hvad det var, han havde sagt.
Så Caspian ville gerne sidde tættere på ham? Milo tøvede lidt, før han skubbede sin tallerken og sit glas over på den anden side af bordet og derefter selv rejste sig. Han tog plads på den tomme stol ved siden af Caspian. Kort lod han sine læber strejfe hans kind, før han fik sat sig til rette ved at trække sit ene ben til sig.
”Eller vi kunne bare rykke os tættere på hinanden, ikke…?” lød det fra ham. Han tog en tår af vinen og sendte Caspian et bedrevidende smil henover det krystalklare glas – selvfølgelig kun for sjov. Det var jo i sidste ende hans skyld, at de sad så langt fra hinanden, for det var ham, der havde dækket op. Dengang havde han dog ikke tænkt nærmere over det. Det virkede bare mest naturligt at sidde overfor hinanden, når man spiste og samtidig førte en samtale.