Excuse me forgetting

En sløj streg på himlen udgjorde månens synlighed, og en slank silhuet i mørket udgjorde Elijahs fulde eksistens. Han brød sig ikke om at svanse sådan rundt i denne del af byen, hvor han både var fremmed og ukendt. Det vakte en eller anden form for utryghed i ham at vide, at han var den lavest stående i fødekæden, for i gadens mørkeste kroge vidste han, at skumle typer luskede rundt og ønskede ham død. Nej okay, måske løb hans fantasi lidt af sted med ham, men det kunne bare virke så pinefuldt sandfærdigt.

Hans hjerne var én stor pærevælling af ituslåede minder fra to døgn siden og en varm tomhed af kvalmende tømmermænd. Da han endelig var kommet tilbage til sin egen lejlighed dagen forinden - i sin færd med at kravle op ad trapperne var han faldet i søvn mindst to gange - havde han følt sig tommere end nogensinde før. En vag fornemmelse et sted i baghovedet blev ved med at fortælle ham, at han havde gjort sig selv voldsomt til grin, og det skulle da virkelig heller ikke undre ham, hvis de enorme mængder af sprut, blinkende lys og cigaretrøg skulle have haft den indflydelse på ham. Skamfuldt sank han lidt sammen i sin beigefarvet trench coat og ønskede sig langt ned i kloakkerne.

De Host Club larmede helt ud på gaden, og da Elijah trådte ind i den pulserende varme kunne han mærke hvordan bitterheden hang som bly i mundvigene. Et par solbriller dækkede over hans uoplagte øjne, som han med det samme rettede ned i gulvet for ikke at trække sig for meget opmærksomhed. Desuden undgik han også at få øje på de let påklædte mænd, der tronede almægtigt på de spejlblanke podier, der virkede som små, seksuelle øer rundt omkring i det store lokale. Darien måtte befinde sig et eller andet sted i mylderet af dem alle. Det enorme hav af mennesker med svedige hovedbunde og erigerede lem og... Elijahs hjerne skreg melodramatisk, og han skød i retning af baren.

Tømmermænd eller ej, den unge mand var mødt på arbejdet. Baren føltes mere fyldt end den egentlig var, og den dundrende hovedpine gjorde ikke det hele meget bedre. Et lille suk gled ud over Dariens læber. Han faldt næsten i et med den mørke klub, der kun blev belyst af forskellige farvede lys, mens han prøvede at genkalde minder fra de sidste to dage. Det eneste der kom ud af det var en endnu større hovedpine, der fik hans hjerne til at skrige højt. Små fine perler piplede frem på hans pande, og faldt på plads i de små rynker der dykkede op hver gang en ny kunde løftede hånden for at få hans opmærksomhed. Darien udstødte et irriteret grynt og gik hen til manden hvis ånde stank langt væk af øl, hvilket fik en kvalmende fornemmelse til at gynge rundt i maven. Darien fik hurtigt fisket kuglepennen frem, og skriblede hurtigt bestillingen ned for derefter at forsvinde hurtigt. Han lænede sig mod muren, og tog en dyb indånding. Det var værre tømmermænd end han havde troet, og han havde flere gange været på nippet til at tage hjem men så ville han ikke få penge fra resten af dagen. Med en gyngende bevægelse fik han fyldt øl op i et glas, og stillede det også hurtigt op bordet foran manden. Det kække smil havde ikke været til at finde på Dariens læber hele aftenen, faktisk havde mange haft svært ved at se gennem hans kvalmende grimasse. Han gjorde sit bedste for at undertrykke morgenmaden der protesterede i maven, og indtil videre var det gået.

”Hey man, er du okay?” En hånd blev lagt på Dariens skulder, men han registrerede den knapt nok. I stedet for at svare ærligt, løftede han en hånd for at vifte sin kollega væk. ”Fint.” Var det eneste han kunne få ud over sine læber, i frygt for at hans morgen mad ville ende på gulvet. I en bevægelse fik han rettet sig op, og rettet lidt på den skjorte han havde på. Varmen gjorde at han blev nød til at åbne den, så man havde tydeligt udsyn til hans veltrænede brystkasse. Darian kørte hurtigt hånden henover sin pande, for at fjerne de fleste svedperler. Med et suk vendte han tilbage til arbejdet, og begyndte at fjerne forskellige tomme glas og fyldte askebægre fra baren. Det larmede da han stillede bægrene på plads igen, og han havde allermest lyst til at løbe ud af døren og lade den kolde aftenvind kærtegne hans ansigt. Men han skulle forbi mange mennesker, og løbeturen ville bare få hans mave til at gynge endnu mere. Darien himlede med øjnene af sig selv, og faldt tilbage i drømmene om den kolde aften udenfor klubbens døre.

Der var omtrent en halv time til midnat, og Elijah følte det som havde han været vågen hele livet. I et desperat forsøg på overlevelse knappede han sin frakke op og sneg sig rundt om et lavt bord, hvor der på de tilhørende stole sad tre skræppende piger og nærmest tilbad en ung fyr med optegnede øjenbryn som var han kongen af deres selskab. Ved siden af en af fyrens veninder var en stol fri, og Elijah fik pludselig lyst til at give op på alt sammen og slå sig ned; udmattet og modløs. Men så var det, at hans hjerne ligesom accelerede igen, og musikken blev pludselig væsentlig højere en stolens skrål efter hans popo, og han forsætte sin færd mod baren, hvor drinks i regnbuens farver og øl fra alle mulige lande blev skubbet over disken i et konstant tempo.
"Hey er det ikke dig fra..."
- "Nej, du må forveksle mig med en anden," afværgede han hurtigt en fremmed ung mand med sort skægstubbe og en køn kløft i hagen og ilede hastigt nærmere Darien.

Hvis man dog bare kunne sætte hele verden på pause, ønskede Elijah og lukkede sine øjne under solbrillerne. Bare lige for en time eller tog så man kunne få lov at trække vejret eller tage sig en lille lur, det er vel ikke for meget at bede om - eller hvad? Hans filosofiske tanker blev væltet omkuld, som var en stor løve pludselig gået til angreb, og han fik øje på ham. Nej, ikke bare ham. Det var ham. Med skæve bogstaver. HAM. Med store bogstaver. Det var ham over alle ham'er, og han stod der og lignede en, der lige skulle til at smide tøjet, og Elijah var ved at falde gennem gulvet af bar forledenhed. Ironisk nok var det som om, at tiden pludselig gik dobbelt så hurtig, og han fandt pludselig sig selv hængende oppe ved disken.
"Hhh..." kvækkede han halvkvalt og forsøgte at fange hans mørke øjne, før han brød ud med ord.

Fuldstændig optaget af tanken om en forførende brise gjorde at Darien ikke var ved sine fulde fem, og de tømmermænd han havde, var også en stor del af det. Et surt opstød masede sig frem gennem hans hals, men nåede ikke længere end til hans smagsløg. Det var langt nok, og det gled tilbage i maven i det han sank. I det sekund han gjorde fortrød han straks, for smagen fordobledes og han skar en grimasse. Han rystede hurtigt på hovedet som for at ryste den vamle fornemmelse væk. Dette hjalp en smule, og han rettede ryggen så han fik fuldt udsyn over baren igen. Han brugte ikke mere end få sekunder på at lade sit blik glide rundt til de forskellige borde, i håb om at se nogle forlade klubben så han havde noget at tage sig til men til hans egen store skuffelse skete der ikke andet end at sangen skiftede og få dansere blev udskiftet. Endnu engang måtte han sætte sine håndflader i bordet, og lade sit hoved hænge en smule nedad for at få det hele til at holde op med at køre. Hele hans overkrop var spændt som en bue. En enkelt lyd var det eneste der skulle til, før han igen fik rettet sig op som ved et trylleslag. Et smil var hurtigt smuttet op på hans læber, men det så lettere mekanisk ud. ”Hvad skulle det være?” var hans første ord, til den lyshårede mand der stod foran ham. Darien kiggede ned på blokken, men så igen tilbage på manden. Denne bevægelse gentog han i mere end et minut, før det dæmrede for ham og en lille klokke ringede i baghovedet på ham. Manden virkede ikke kun bekendt, men en ufrivillig rødmen steg til hans kinder heldigvis var hans hud så mørk at man ikke ville lægge mærke til det. Han var ikke længe om at fange den lyshårede mands blik og han sendte ham et mere hjerteligt smil. Dybt inde bag alle hans hjerneceller, helt inde hvor hans lille fine stemme befandt sig, begyndte minderne at snurre. De sorte pletter han havde haft fra de sidste to dage begyndte ligeså småt at falde sammen som et puslespil hvis bringer bliver fundet og derefter lagt sammen i perfekt rækkefølge.

”Elijah!” Udstødte han brat da navnet kom til ham, som en åbenbaring. Han følte sig lettere omtumlet og forbavset mens han stirrede åbenlyst på Elijah, hvorefter han kørte en hånd henover de små sorte stubbe som han kaldte sit hår. Han fumlede lidt efter kuglepennen, der var blevet placeret bag hans øre og da han endelig fik fat i den kiggede han på Elijah. I et kort sekund lukkede han øjnene for at samle sig selv, og smilet dukkede hurtigt tilbage på hans læber. ”Noget du ønsker?” Han blinkede drillende til ham, hvorefter han igen satte kuglepennen bag øret, og blokken ned i lommen på det obligatoriske forklæde.

Dariens stemme stak som en spids gaffel ind i Elijahs hjerne, som var den blødt smør. Han kunne ikke helt hitte ud af, om det var behageligt at blive stukket sådan i eller hvad, men det var som om, at der heller ikke rigtig var tid til at tænke. Nu befandt Elijah sig jo ude i offentligheden, så der var ikke mulighed for, at man bare sådan lige kunne stoppe op midt i det hele og spekulere over den slags ting. Gud fri mig vel, tænkte han for sig selv og skubbede solbrillerne op i panden, så deres lydløse kommunikation blev nemmere; hans blågrå øjne mødte Dariens med et tilløbende gisp fra hans læber. Han stod virkelig i situationen. Han stod virkelig og skulle til at tale med Darien. Darien som alle kunne lide, Darien som var så skide fair, Darien som han, Elijah, havde været til fest med. Det var næsten ikke til at fatte. Han smilede genert og sendte en akavet grimasse ned i bordpladen. En nervøs hårtot blev strøget til side, men den kunne ikke rigtig finde ud af at finde sig til rette bag øret på grund af solbrillerne, så den nåede at få et par dask før han ganske simpelt opgav. Han mærkede fugten brede sig et stykke over lænden, og hans bryst spændte sig.

"Hej," hilste han uden rigtig at turde se for længe direkte på ham - mest fordi en tanke netop havde slået ned i ham. Han mindes at kunne huske noget lignende. Dariens stemme der sagde hans navn, og ham selv der grinede højlydt og sagde noget med, at han ville rulle ham i sneen og kneppe ham op ad et grantræ. Det måtte have været på gåturen hjem til ham. Han skulle aldrig nogensinde drikke igen.

Ord blev formuleret i hans hjerne, og han ville så gerne få dem spyttet ud, men det var som om at nogen havde bundet en stram løkke om hans hals. Han stod bare der og smilede fjoget og blev mere og mere bekymret over, om der mon egentlig taget var sket noget den nat. Forbavset over Dariens evne til at tage initiativ til en samtale spjættede Elijah en anelse og følte sig rød i kinderne.
"Nej altså, jeg kom egentlig bare for at..." Hvad havde han gang i? Var det næsten ikke som af afvise? Ville han virkelig det? Ville han afslå Darien? Hvem troede han lige, han var? Elijah rankede let ryggen og smed med fornyet energi sin håndtaske op på disken for at finde sin pung frem. "Så lad gå... men bare én..." Endnu engang tav han, fugtede sine læber i et fjantet smil og stak sit kort frem med to fingre. "Rom og cola."