..!Sick Behavior!.. : ..!Åbent!..

Sted : Terre's lokale sushibar, indenfor!..
Tid : Kvart over 5, eftermiddag/nær-aften!..
Vejr : Kulde, blæst og en del støvregn!..
Omgivelser : Kokke, samlebåndet der omringer halvdelen af det enorme lokale, loftlamper, sydende stegepander og tallerkener med rå ingredienser, enkelte gæster og hele 2 kassebestyrer!..

Igennem luften fløj maden, der efterhånden havde tilegnet sig grønne pletter. Rå fisk, blandet med kogte ris og tang fra havet, havde været en delikatesse siden de ældste tider. Men denne gang blev maden ikke behandlet med den velfortjente respekt, den over tiderne havde tilegnet sig hos mange maver. Det var en kvindelig gæst i sushibarens efterhånden tomme lokale, der havde svunget den flyvende håndfuld mad, som en kalorielet baseball. Tydeligvist provokeret af madens ringere kvalitet, gjorde hun sig klar til at slynge ord rundt, ved at presse øjenbrynene sammen i en understregelse af hendes følelser. Hun var vred og fornærmet.
"Hvilken restaurant giver deres gæster føde, der tydeligvis har overskredet sidste salgs dato?! Vi vil have frisk mad, der ikke er mugnet på vejen til vores tallerkener! Vi vil have føde, vi kan spise med selvsikkerhed og glade ansigter! VI VIL HAVE GOD ÆDELSE!"
Den kvindelige gæst der før havde smidt om sig med mad, sprang nu op på stolen i en dramatisk afslutning, imens hun pegede på kokken bag sushibåndet. Hendes læbe vippede i et frustreret sekund, imens hun hånligt smilede over sin sejr. De få gæster, udover kvinden selv, havde rejst sig og klappede af hendes ord, samt optræden. Det var tydeligt at hun havde vundet denne demonstration imod fordærvet spise, der blev serveret af ellers erfarne sushikokke.
Hun slog kort blikket ned, og syntes nærmest at fryde sig lidt over den pludselige tanke, der skød igennem hendes hoved. Hendes hænder fandt frem til hofterne, imens hun i et kort sekund svajede overkroppen en anelse tilbage. En let kilden skød op langs hendes strube, afslørede den latter, der havde ophobet sig i hendes lunger. Sushibarens kokke tog et skridt tilbage, kiggede hastigt på hinanden med spørgende ansigter.
Ude af stand til at sætte ord på deres tanker, nåede kvinden igen at springe ned fra stolen, inden hun greb en ny portion rå fisk: Denne gang var det laks. Hun løftede hånden, kiggede på sin nye madbold, inden også denne fløj forbi hoveder, for så at ramme væggen, som en klat maling af madingredienser. Gæsterne gispede, kokkene fattede sig og begyndte at råbe, samt svinge med stegepander og kvinden begyndte at undvige angrebene med en let fnisen. Hun svajede kroppen provokerende, imens hun dansede en amatørs form for ballet langs sushibåndet og sparkede de forskellige retter til højre og venstre, med de ukoordinerede ballet-spring. Hun havde det oprigtigt sjovt, og nød ligefrem jagten, hvor hun selv var "musen". Der var nu noget forfriskende ved at løbe rundt som en gal, imens publikum var forhindringer, og stedets kokke var "kattene", der ønskede at vride halsen om på "musen". Det var en forandring i det ellers kedsommelige liv. Og siden hun selv havde lavet den, spærrede hun gabet op midt i et langt ballet-spring, for at råbe sit navn til kattene, samt publikum: "Ann Clotch, mine damer og herrer!"

Zophia nærmest løb hen mod sushi baren, Izobell og hende havde aftalt at de skulle have Sushi til aften, selvom det ikke lige var hendes favorit mad kunne hun godt gøre det for Bell, når hun nu gjorde så meget for hende. Varmen fik hun da ihvertfald selvom Butikken ikke lå ret langt fra hvor de boede, men det med at have den halv store jakke på gjorde at hun fik det varmt.. Hun skulle godt nok ikke blive våd af det smule regn der nu lige var der.

En hånd fik taget godt fat om håndtaget som sad på døren ind til Sushi Baren. Der var ikke noget værrer end de ting de lavede maden af sammen, Faktsik havde hun aldrig brudt sig om lugten derinde der var et eller andet ved den som gjorde en halv svimmel eller noget i den stil, man følte sig ihvertfald ikke godt tilpas når man endelig var der, Hvis Zohia vidste at der var andre steder hvor man kunne købe Sushi havde hun valgt det andet.

Blikket løb nærmest rundt i lokalet, Hvad var der lige sket? Havde nogle små børn startet en mad kamp eller hvad? Der var fisk, tang, ris.. over alt! På væggende og på gulvet, det kunne være hun bare skulle gå igen og sige at der var udsolgt for det her så da ikke ret lækkert ud "Hvad er der lige sket her?" Spurgte hun en smule lavt, som om hun næsten snakkede til sig selv, hvilket hun et eller andet sted også gjorde men uden rigtigt selv at ligge mærke til det.

Blondinen fik set sig omkring endnu engang. Burde de ikke få det fjernet det var simphelthen så ulækkert at se der sad mad på væggende og at det lagde på gulvet. Hun trak let på skulderne og stak sin ene hånd i hendes jakke lomme mest for at den skulle holde varmen. Et lille smil fik listet sig over hendes læber.. men hun igen så rundt.

Da dørklokken ringede, sørgede Ann for at skynde sig hen til et spot, hvor den indkommende ikke ville bemærke hende fra første blik af. Hun mærkede lysten til at forskrække denne person, der stadig syntes at stå ved dørkarmen, og bestirre stedets snuskede udseende. Hun kneb øjnene sammen, og smilede lystigt, som om dette var et muligt byttedyr indenfor rækkevidde. Eller et stykke legetøj, der skulle bruges og ødelægges til formål for brugerens barnlige humor. Ann nikkede for sig selv, stadig bredt smilende af adrenalinen, der kørte i hendes brusende blodbaner, inden hun langsomt tog et smugkig på situationen. Hun befandt sig ved det mindste trekantede hjørne, der lige nøjagtig skærmede den nye gæsts syn. Og derfra nåede Ann lige at spotte det blonde hår, der gled ned af den lettere dråbe-tilduggede frakke, der nærmest gjorde pigens overkrop fyldig og rund. Ann ventede på det rigtige tidspunkt til at liste sig hurtigt frem: Der, hvor den blonde pige kiggede til venstre, hvilket var den modsatte side af hvor Ann ville springe frem fra sit smalle skjul. Hun så endelig sit snit til at tage det lange skridt frem, larmede minimalt med sine gummisko imod trægulvet, idet hun stod en kvart meter fra den blonde pige. Ann stak tommelfingrene blidt imod hendes egne ører, viftede med de øvrige otte fingre op i luften; stak derefter tungen provokerende ud af munden med et klovne-hånligt smil og kineser-smalle øjne, der udstrålede den optimale fryd, samt talebåndet, der fremkaldte et starts-agtigt kvæk, efterfulgt af nærmest en høj pivetone, sagt med et enkelt ord:
"TITTEH BØH, LILLE RØDHÆTTE!"

Publikum, samt kokkene der var igang med at fange pusten efter en svedig, samt mislykket jagt, da Ann pludselig havde skrålet direkte imod den blonde piges ansigt, da hun ikke havde kigget imod Ann's tidligere position ved hjørnet. De var omtrent ligeså chokerede, som den blonde pige sikkert havde været, da den uventede skrålen var eksploderet. Men ligenu, iagttog Ann bare pigens reaktion, imens fingrene stadig vrikkede imod loftet, i en lystig dansen til de stadigt tilstedeværende gisp fra forskellige væsner.

Zophia lod stadig blikket skifte fra den mad-befyldte væg til gulvet med en masse mad på, idet hun skulle til at spørge om hvad de havde tænkt sig at gøre med det skreg en person Zophia lige ind i hovedet hvilket endte med at hun sprang til siden mens hun gav et meget tøset skrig fra sig.

Hvis ikke det var fordi hun stod midt inde i en butik havde hun sikkert givet sig til at græde. Chok og hende hørte bare ikke sammen! en hånd røg op foran munden på hende hvor hun derefter rettede blikket mod pigen eller kvinden, hun var vidst lidt for gammel til at være en pige på hendes egen alder hvor gammel hun var turde hun ikke ikke rigtigt gætte på.

"Hvad i alverden er det du laver?!" udbrød hun så tydeligvi rasende over det hun lige havde gjort, tænk at kunne finde på sådan noget også endda inde i en butik. Zophia bed sig sikker på at det var hende kvinden der havde en finger med i alt det her griseri der var kommet "Og hvem er du overhovedet?" Spurgte hun så lidt roligere men stadig en smule hidsigt. Vreden i Zophia sivede langsomt ud af hende. Blikket blev fast holdt på hende kvinden mens hun ventede på svar.

Det var langtid siden Zophia havde fået sådan en stort chok som hun havde nu, sidste gang var hun faldet over en stol hvor hun først startede med at grine men efter lidt tid var begyndt at græde fordi chokket var så stort. Det havde ikke været specielt sjovt for hende i det tidspunkt.

vejrtækningen var blvevet en del roligere end den var før. Folk var som sindsyge nogle gange, de kunne gå og gøre de mærkeligste ting også være ligeglad med det bagefter, et suk undslap hendes læber

"Hvis ikke det var fordi at jeg havde sprunget så meget til siden.. så havde jeg klappet dig en!!" vreden kunne man tydeligt høre i hendes stemme, det var så fristende at gå hen og klappe hende en på hovedet.. slippe af sted med det hun havde gjort skulle hun ihvertfald ikke have lov til!.

Som noget af det allerførste, efter at Zophia var sprunget til side imens et tøset hyl var sluppet ud af hendes læber i et instinktivt sekund, tog Ann sig til munden. Ikke af skam, men fordi hun prøvede at presse en enorm latter tilbage, der ønskede at flyde i et med luften. Den kom af pigens ventede, dog stadigt humoristiske valg af reaktion, der fik Ann til at knibe øjnene sammen, da et par tårer pressede sig ned af kinderne. Som kaninungen Stampe fra disney-klassikeren Bambi, løftede hun benet og slog gummisålen imod gulvet et par gange, der tydeligt understregede hendes morskab over Zophias "piven". Sådan gik de følgende 54 sekunder, inden hun endelig tog sig sammen og strejfede det højre håndled langs øjenkrogene, og bagefter tørrede resterne af vand fra kinderne imod trøjekanten.

Zophia begyndte at tale, hvilket igen fangede Ann's opmærksomhed. To meget enkle spørgsmål, der skulle besvares, hvilket ligefrem syntes at tænde Ann's lystige humør efter sjovskab igen. Hun tiltede let hovedet til siden, hvilket fik det røde hår til at følge bevægelsen i en svajende gliden, samt at øjnene igen efterlignede en fornøjet kinesers udtryk, med det særlige glimt af interesse i øjenkrogen. Hun bøjede overkroppen frem, svang den ene arm imod maven, og lignede mest af alt en butler, der skulle til at takke sin herre. Hun besluttede sig for at besvare det første spørgsmål, med en hånlig lys stemme, der var i farezonen for at knække midt i sætningen.
"Var det ikke tydeligt? Jeg skreg Dem i ansigtet, med en ellers tydelig grimasse! Tænk at De kunne undgå at bemærke dét. Sikke en fremragende intelligens, De må eje!"
Ann klaskede håndfladerne imod hoftebenene, idet hun gav Zophia "elevator"-blikket. Det var helt sikkert, at pigen havde behøvet hætten over hendes hoved, som beskyttelse imod regnen udenfor, der tydeligvis hærgede gadens nuværende personers humør. Hun nikkede bekræftende for sig selv, imens en spytklat begyndte at glide rundt på hendes tunge, der ligefrem legede med den klistrede vandmasse. Nu havde hun holdt pause lang nok til, at besvare Zophias andet spørgsmål, der denne gang blev opklaret af en opretstående, men dog luftfyldig Ann, der denne gang brugte sit dybe stemmeleje til at sige sine ord. Igen var provokation meningen.
"Jeg er den store stygge ulv, der aflægger Dem, grisebassen, en lille visit, inden jeg æder Dem rå og får skammeligt dårlig mave!"
Ann klappede sig oppustet på maven, imens hun gryntede tilfredst: At ansigtsudtrykket fortalte samme historie, som de korte fornøjede lyde, var en sandfærdig historie. Der stod ikke kun fryd malet, men også uovervindelig glæde og optimisme hen over kinder, mund samt øjne. Hun imiterede ulven, der lige havde slugt 7 gedekid, imens den var stolt over sin fyldte vom.

Ann tog et skridt tilbage, vaklede som var hun fuld af alkohol, og smilede stadigt provokerende imod Zophia. Hun besluttede sig for at drille videre, på en ny og frisk måde, i modsætning til den rådne sushi. Hun havde også kun brugt 4 timer på at stirre på samlebåndet, som det havde kørt forbi med forskellige retter, indtil den helt rigtige, fordærvede mad var stillet frem for hendes blik. Intet fornuftigt havde hun foretaget sig i alle disse minutter, bare for at finde en god grund til at opføre sig alt, alt for sært og barnligt for disse mennesker. Men nu stod Ann, fægtende med sine parader og kluntede trin frem og tilbage på gulvet, imens hun skulle ligne en alt for livsglad fulderik i sit mest absurde moment i det berusede livs glædes-vandfald. Hun lignede ærligt talt, en boxer, der efterhånden var blevet mærkelig af alle slagene på omtaltes ansigt.

Nu sagde Zophia igen noget, og det var her, at bevægelserne blev alt andet end u-koordinerede og svansede. Ann tog et hurtigt skridt frem, og ville give Zophia en lige højre, på hendes venstre øje. Det gik hurtigt for sig, og hvis Ann ramte, ville Zophia højest sandsynligt støde imod muren. Der ville Ann se sit es, og kaste sig frem, for at løfte den heldigvis lette pige op på skulderen, for derefter at kaste hende ned på det stadig roterende samlebånd. Derefter, ville hun selv sætte sig på samlebåndet, og sparke alle nærværende væk, hvis de ikke allerede havde rykket sig på flere kilometers afstand.
Men hvis det utrolige skete, og Zophia rent faktisk undvigede, ville Ann tumle frem og knalde næven ind i muren. Det ville skyde en ekstremt smerte hele vejen op til hendes skulder, og få hende til at ligefrem spjætte af den pludselige, samt uventede smerte. Hun ville derefter springe hissigt tilbage, imens en alt for katte-agtig væsen ville blive lydhørlig, samt læberne, der ville trække sig tilbage og ligefrem blotte de hvide tænder, der nærmest ville forsøge at true Zophia.
Uanset hvad, ville det blive Ann svinge armen i et pludseligt ryk, der helt sikkert ville fremkalde op til 3-4 høje gisp, og måske en enkelt besvimelse.

Zophia fik knebet øjnene sammen og holdte blikket på denne kvinde som tillod sig at være så barnlig overfor hende når andre så på, Kunne hun i det mindste ikke have gjort det når Zophia var gået ud af butikken i stedet for at Kvinden skulle få hende til at lyde så dum. Hendes svar var virkelig provokerende overfor hende, hvad bildte hun sig ind at te sig sådan?

Hænderne blev knyttet sammen så meget de nu kunne, men hun blev ved med at se om de kunne knuges lidt mere sammen for hvert et sekund der gik vreden vendte tilbage i Zophia som om de havde slået ned i hende som et lyn. Men før hun nåede at opfange bevægelsen havde denne kvinde plantet knyttet næve tæt ved hendes øje, imorgen ville det øjet sikkert været blåt eller noget i den stil, det ville ihvertfald ikke se normalt ud.

Zophia kastede nærmest hovedet bagud da hun blev ramt hvilket resulterede til at hun fik slået hovedet ind i den møg beskidte væg mens hun derefter faldte over sine ben og landede på gulvet hvor hun hurtigt fik en hånd op til øjet som var bæevet ramt. Det gjorde så ondt at hun knap nok kunne røre ved det.

Okay.. Zophia var ikke den bedste til det med slåskampe men et eller andet måtte hun gøre, altså hun havde lige givet hende en på øjet. Hun mumlede nogle små ord for at understrege at det virkelig gjorde ondt på hende. Hun kom vaklende på benene mens hun derefter knyttede en næve og sendte den afsted mod denne kvinde, Hun håbede virkelig på at den ville sidde lige i skabet eller bare ramme hende. Hvis ikke den gjorde ville Zophia sikkert fremstå som en svans hvilket hun virkelig ikke ønskede ".. Møgsæk!" Fik hun sagt ikke højt men ligeså hun kunne høre det.

Zophia trak vejret hurtigt og hidsigt mens hun i et øjeblik kom til at tænke på noget andet, Hvorfor var de ikke blevet smidt ud endnu? Andre steder var de sikkert blevet smidt ud for længst, spørgsmålet undrede hende lidt. Hun vendte så tilbage til denne kvinde, de ville sikkert forsætte inditl at de ikke kunne mere eller det ville Zophia ihvertfald ingen skulle slippe godt fra at gøre sådan at hun kom til skade.

Zophia var tydeligvis blevet tændt af, som en brændfarlig væske, af Ann's pludselige slag. Det fik hende til at smile, og hoppe et kort skridt tilbage med paraderne oppe, i et forsøg på at undgå mulige tilbageslag. Og som forudset, sendte Zophia en knyttet næve hen af luften, med retning imod Ann's kæbe. Dog nåede hun lige at løfte hænderne nok til at beskytte tænderne, selvom at det sendte et stød fra fingerspidserne, til skulderen. Pigen havde i det mindste haft succes med at ramme et eller andet sårbart, som i dette tilfælde var Ann's venstre håndled. Det ville helt sikkert hæve en anelse imorgen, pågrund af den dunkende smerte, der naturligt fik Ann til at klemme den raske hånds fingre imod rammepunktets hud. Det sveg, men hun slap ikke grebet om sit håndled af den lille grund. At den lille blondine havde ramt Ann, og ligefrem skabt en lettere lidelse, gjorde hende dog ikke vred. Hun syntes selv, at enhver smerte, gik hånd i hånd med den endelige glædesrus.

Ann strejfede hurtigt fingerspidsen langs læben, hvor hun sekundet efter vendte rundt i en halv cirkel, og spurtede imod den anden side af forretningen. Hun kiggede ikke tilbage, men knaldede begge fødder i gulvet da hun nåede den frastødende væg, og besluttede sig for at skrabe et par af madklatterne ned i den højre hånd, der formede en skål med fingrene. Hun var dog opmærksom, og lyttede, hvis Zophia nu skulle beslutte sig for at følge efter. Ellers gik det glat med at samle en hel pyt af rester, der mest af alt mindede om en pærevælling af fiskestykker, sammenklistrede ris og et par lange streger af tang fra havet.
Da Ann var færdig, smilede hun tilfredst over resultatet, og lavede endnu engang en klodset halvcirkel, for at stå face-to-face med Zophia. Hun klemte hånden en anelse sammen, begyndte langsomt at trække hånden bag sit ansigt, og gjorde sig klar til at kaste den lille klump føde, der oprindeligt havde formålet at blive spist. Men denne gang, fik det lov til at blive kylet som en baseball, med blondinens ansigt som målskive.
"Prøv at fange den her, min kære gryntegris!"

Zophia fik ikke ramt den rødhårede galnings kæbe, som hun ellers nu havde været så sikker på at ville ramme den men desværre.. Hun fik istedet ramt kvindens venstre håndled, det havde sikkert gjort mere ondt på Zophia end det havde på hende i en hurtig bevægelse fik hun trukket hånden til sig og fik hurtigt den anden hånd til at holde om den for at få smerten i hendes hånd til at gøre mindre ondt men det var ikke fordi det rigtigt hjalp det gjorde det egentlig bare værrer. Zophia lod blikket falde ned i gulvet hvor hun lod et par tårer trille ned af hendes kinder, ikke fordi hun var ked af det der var sket men det havde bare gjort så ondt på hende slaget ved øjet og nu hendes hånd.

Vreden i Zophia sivede rundt i hende så meget at hun nærmest rystede af det hendes vejrtrækning skælvede som om hun var på vej til at begynde at hulke eller bare havde fået problemer med at trække vejret. Blikket var stadig rettet mod gulvet indtil hun fik rettet det op og lod det finde denne.. onde kvinde efter Zophia's egen mening, Hvor gammel mon hun ikke lige var? Også stadig være sådan endda når andre mennesker så på det. En hånd kom austomatisk op til hendes kind for at være sikker på at der ikke var nogle spor at tårer tilbage.

Der gik et par sekunder før Zophia rigtigt fik opfanget hvad det var den rødhårende kvinde havde i hænderne. Mad fra væggene, Fantastisk.. Nu skulle de også til at have mad kamp lige det Zophia mest ønskede eller faktisk ikke. Nu havde hun mest bare fortrudt at hun var gået ind i butikken, men hun kunne stadig nå at stikke af eller det kunne hun indtil at Ann havde affyret den klump mad som nu susede mod hende et lille gisp kom fra hende mens hun dukkede hovedet for den klump mad. Zophia skulle godt nok ikke nyde noget af det med at have mad i håret eller på tøjet. Nej ikke tale om. Men det have kun været et held at hun have undviget den madklump hun fjenden havde sendt efter hende..

Efter Ann's overfald på den unge pige, og efterfølgende slåskamp og kasten med mad på en totalt, splitterravende sindssyg måde, greb en af sushikokkene en kniv og begyndte at råbe og skrige ad Ann... men han nåede kun at sige et par enkelte ord, før han vendte blikket mod indgangen og klappede i, pludselig bleg som en melorm.
Manden sænkede sin kniv og bakkede tilbage til de andre kokke, der nu også havde deres opmærksomhed rettet mod indgangen til restauranten.

I døren stod en skikkelse lænet op ad karmen. Lysende, lilla øjne scannede roligt området fra Zophia til Ann. Hans lange, hvide hår hang løst ned ad hans skuldre og ryg, og han var iført sorte bukser, tunge læderstøvler og en sort skjorte med en lilla drage broderet ned ad venstre ærme.
"Og hvad.. tror du at du har gang i?" lød Zanes iskolde stemme, mens han stirrede på Ann.

Han havde set tumulten fra restauranten ude fra gaden... et held at ha tilfældigvis var kommet forbi...

Modig er den, der intet ved. Da den mandlige sortelver trådte ind under dørkarmen, tydeligvis præget af en glubsk aura der lukkede kæften på den hidsige sushikok, standsede enhver muskel i Ann's krop. Ikke fordi hun var paralyseret af skræk, eller fordi samtlige gæster havde øjne store som tekopper, men af den simple grund, at Zane havde en unaturlig hudfarve. Hun klemte øjnene tæt sammen, smed alt hvad der lå i hendes stadigt skål-formede hånd, begyndte straks at trykke tippen af hendes egen næse sammen. Få sekunder efter fulgte en lys grynten efter, som en introduktion, inden hun fortalte Zane sit svar, på hans alt for normale spørgsmål.
"Jeg kaster mad efter den sultne grisebasse, imens at du er en rigtigt tølper, der afbryder vores lille mad-komsammen! Men hvis du vil lege med, kan vi da sagtens arrangerer det.. Jeg syntes, at vi skal begynde et slag tagfat!"

Da Ann havde sagt denne sætning, der sikkert ville lede mange hen i meningen, at kvinden var fuldkommen skrupskør i kassettet. Hun ville nok selv nikke, som var hun enig i at anklagerne om sindsyge var sande. Men i virkeligheden ville hun bare gå rundt i sin egen tomme drømmeverden, der handlede om det absolutte ingenting på bar grund; på ingen måde tage sig af, hvilke ord hun rent faktisk bekræftede med den lille hovedrysten. Ann tog et lille skridt frem, men den bevægelse var nok til at hendes skosnude ramte det glatte stykke sushisauce, der fulgte en falden på halen efter sig. Noget, der fik gulvstøvet til at omringe hendes fingerspidser, samt lave en splintrende lyd, af noget der sprækkedes under en dominerende vægt. Gulvet hun havde sat sig på, med hjælp fra tyngdekraften, havde simpelt lavet et par ulige revner. Ann's gump havde sørget for at give sushibarens ejer lidt mere at betale for, udover rengøring og tilbagebetaling af utilfredse kunder, der havde måtte stille sig til tåls med dette svineri.
Sådan noget fik Ann's strube til at vibrere hæmningsløst, da et latteranfald brød ud i stor triumf. Det havde bare været for godt, at også hendes bagdel havde en destruktiv stilling i dette kaos! Som en sidste ting, hviskede hun lavt for sig selv, halvt kvalt i sin egen latter og et par enkelte tårer.
"Pas på den store stygge rumpe!.."

Zophia så overrasket over mod døren da en mand trådte ind af døren, der var et eller andet over ham som gjorde ham mystisk menneske det var han ihvertfald ikke og hvad han var kunne hun ikke lige tyde. Et lille smil formede sig på hendes læber da han snakkede til hende som om at han havde styr på det hele hvilket han måske også havde men han kunne da ikke bare lige komme ind og afbryde et skænderi.. eller hvad det var Zophia og Ann havde gang i, det gjorde man altså bare ikke! Hvis ikke man var indblandet i det der skete skulle man altså bare holde sig væk. Blikket blev rettet fra Zane til Ann for at se hvordan hun ville svare ham.

Svaret fandt Zophia ret provokerende "Jeg er ikke en sulten grissebasse" Hviskede hun lavt mest til sig selv for at minde sig selv på det. Hun havde aldrig nogensinde mødt en person som havde opført sig sådan overfor fremmede eller i en butik der måtte være et eller andet helt galt med Ann. Blikket blev igen flyttet fra Ann til Zane, han havde ikke sagt noget indtil vidre og hun kunne vel ikke rigtigt tillade sig at bryde ind i deres lille 'samtale' eller hvad det var..

Zophia's latter fløj ud af hende som om en ballon havde sprunget inden i hende da Ann faldte i noget sauce som havde lagt lige foran hendes fødder, utroligt at hun ikke havde set at det var der. Men nu sad Ann så nede på gulvet og lignte en der var ved at dø af grin hvilket også var lidt skyld i at Zophia grinte så meget som hun nu gjorde. Hun gik lidt frem og tilbage for ikke at komme ud af balancen og falde ned på gulvet fordi hun grinte så meget med lidt hjælp fik hun støttet sig op af et bord som stod lidt ved siden af hende. Hvad var det egentlig der var så sjovt ved at hun var faldet? Hvis det havde været Zophia selv havde hun sikkert skyndet sig op og ladet som ingenting og gået sin vej.

//Undskyld det korte og dårlige svar.. /-: