Smells like salt..

Tid: 21.00-30
Vejr: mild blæst, ikke koldt, men heller ikke varmt.
Omg: udsigten til hav, få mennesker, skibe osvosv.

Vinden blæste over havnens brostensfacade. Slog imod mennesker, ting og facader.
Kile sad nede ved havnen, på en bænk ud til havet, for sig selv. Endnu en aften der skulle tilbringes her. Han tog en dyb indånding. Salten kradsede lidt i næseborene, men dog på en lettere forfriskende måde.
Han rettede lidt på sin skjorte, og kiggede ud i den aftenblå himmel. Hvor var det afslappende. Bare at høre på bølgernes blide vuggen, og skibbene der gyngede i takt.
Duften af havvand, og sød og krydret mad, som kom fra restauranterne få gader væk
Han krympede sig lidt, ved tanken om mad. Han havde det dårligt med ikke at have spist hele dagen. Men det var ok.
Han vippede lidt med fødderne, der var gemt i de slidte sorte gummisko, og smilede, da vinden purede op i hans hår, der i forvejen så pjusket ud. Der var ikke meget, der var smukkere end dette.
Måske udover en perfekt solnedgang. Eller... Jo okay, mange ting var smukkere.
Kile sukkede lidt, og blinkede med de blå-grå øjne. Hvor var det rart bare at slappe af.

Autumn tøvede ikke rigtigt ned at sætte sig på samme bænk som denne fremmede person. Det var trods alt her man havde den bedste udsigt ud over havet hvor solen stille og roligt sank ned i. Hun kørte en tot af det lange mørke brune hår om bag sit ene øre for at få mere styr på det som det flagrede vildt i vinden. Fik, efter at have sat sig i den anden ende af bænken, roligt trukket sit ene ben op til sig og svang sine arme omkring det. Pressede det lidt mere op mod hendes overkrop for at sikre sig at det blev der. Hun var ikke ifør meget andet end en alt for stor trøje og et par cowboyshorts. Alligevel så hun ikke ud til at fryse det mindste. Hendes smukke blå øjne så ikke mod den dreng ved siden af sig men ud mod solnedgangen. Hendes yndlings tidspunkt på dagen. Det var en daglig rutine sådan at gå turen fra institutionen og til havnen. Eller hun gjorde det vel bare så tit hun kunne.
Hun lagde hoved let på skrå som det orange lys genspejlede sig i hendes kønne dukke ansigt og de store sorte briller. Hun satte blidt sine tænder ned i hendes underlæbe som hun egentlig bare svømmede lidt af sted til drømmeland. Og selv så hun helt fredelig ud i øjeblikket. Afslappet. ”Det er utroligt at noget så smukt og elegant faktisk kan opstå her på jorden.” lød det så pludselig fra hende. Og det var tydeligt at hun snakkede til personen ved siden af sig og hentydede til hvad de begge betragtede. Hun havde ikke taget sit blik væk fra kunstværket foran sig. Men et smil havde formet sig på hendes bløde læber.

Kile havde lagt mærke til pigen der havde sat sig, men kun kigget ud af øjenkrogen. Man kunne ikke være for påpasselig med mennesker, nu om dage. Han kiggede bare på det der lå foran ham. Prøvede at fange det hele. Som et billede.
Han hoppede lidt af chok, da pigen pludselig snakkede, men kiggede så på hende og smilede.
"Jae ikke?... Det er rart at vide, at al skønheden her i verden ikke er gået tabt... Så... Man skal vel lige sikre sig engang imellem... Og huske at nyde det."
Han tog et kig på hende. Hun var ret køn. Tsch, men det var de fleste vel egentlig, ikke... Nah, han vidste ikke helt. Han tænkte for meget.
*Er jeg ikke i stand til at ytre nogle få ord uden at få tankespasmer..?*
Kile kiggede stille ud på havet igen. Hvis han stirrede i lidt tid, kunne han se at det buede lidt or enden. Men han kunne ikke koncentrere sig. Når bølgerne hele tiden slog imod hinanden, og skabte uro i vandet.
Han kunne ikke helt kapere det. Hvorfor fandtes de billeder ikke?.. Dem der kunne fange én lige så meget, som naturen selv?

Autumn drejede så atter sit hoved mod denne unge mand efter han også havde fået sagt noget. Ikke overraskende men mere roligt som havde hun forventet at han talte til hende. ”Nemlig. Jeg er helt enig.” Hendes smil voksede en smule og lyste som altid hendes blege ansigt op i muntre folder. ”Jeg har altid elsker solnedgangen. Også selvom at det er vendingen fra dag til nat og mørke. Hver gang jeg ser dette fænomen føler jeg ikke at natten er så farlig. Hvis du forstår..” En lille forsigtig latter gemte sig i hendes sidste sætning hvorefter hun tillod sig at rettet sine blå øjne ud over havet igen. Lænede sig roligt mere frem og fik lagt sit hoved på knæet af det ben hun endnu havde trukket op til sig. ”Jeg tror at synet af solnedgangen her fra Di Morga virkelig er magisk. De fleste jeg ser der betragter synet virker altid så afslappet og selv på mig får jeg et klarere hoved.” Hun vidste godt at hun nok bare sad og vrøvlede. Og måske snakkede for meget. Så nu fik hun lukket munden i. Kunne nok ikke lade være med at få dannet en svag blussen omkring hendes kinder af flovhed eller forlegenhed. Dog var det ikke sikkert at man kunne se det på grund af det skarpe sollys. Hun drejede igen sit hoved og så mod drengen og smilet havde ikke forsvundet. ”Hvad synes du??” fik hun nu alligevel frem.

Kile grinede. Han nød at hun kunne lide at konversere. At hun filosoferede lidt over livet og legede med sine tanker.
"Jaaaa... Altså... Solnedgange og solopgange... De er noget af det der får mig til at tro på en fremtid for os alle sammen. Glemme verden du ved... Og mennesker... Og det sidste øjeblik du ved... Ligefør solen smutter under horisonten, eller titter frem om morgenen, det er så... så..." han ledte febrilsk efter ord..
"Livsbekræftende!," han sukkede let, og smilede til hende. Det var sikkert noget værre ævl, det han havde lukket ud. Noget møg.
"Og altså... Det viser lidt hvordan at der ikke er noget lys uden mørke.... Det er jo næsten symbolsk du ved, heh..." han rodede sig i nakken, og kiggede op på pigen, for at se, om hun havde forstået bare en smule. Han kunne ikke lade vær' med at smile dumt-

Autumn lyttede interesseret. Det var altid dejligt at støde på folk der faktisk ikke var bange for at tale sådan til en fremmed. Og det var heller ikke særlig tit at hun mødte nogle der faktisk havde den samme tankegang som hende. Eller næsten. Bare det at han ikke bare så på solen som en ting der altid var det. Det var meget mere spændende at finde på poetisk beskrivelser og billedformuleringer. Det var nok det der gjorde lige ham her så interessant for den lille pige. Det der gjorde at han blev mere og mere munter over at have startet denne samtale op. Og så var det altid lidt spontant sådan at bare snakke uden videre. I hvert fald i hendes verden.
”Helt bestemt! Og det næsten det samme som når man bare sidder og lytter til årstidernes naturlige lyde. Mærke kulden prikke mod ens hud og varmen sitre ud til ens fingerspidser. Og mærke vinden.” forsatte hun næsten helt drømmende som hun tillod sig at lukke sine øjne i og tog indsnusede duften af havvand og den friske luft. Hun var lidt en spøjs en. Pludselig åbnede hun øjnene igen og så direkte hen mod drengen. Smilet voksede lidt endnu inden en hånd muntert blev rakt hen mod ham. Dog var hendes bevægelser endnu elegante og rolige. Hun holdt sig stadig inden for stemningen. ”Jeg er Autumn” præsenterede hun sig så og endnu engang blussede hendes kinder op. Blot af gen og skær refleks. Hun så i hvert fald ikke ud til at tage sig yderligere af det.

Kile smilede større. Hun var da en ekstremt spændende konversations partner.
"Mærke verden.. Og alt hvad det bærer inde... Du ved, tage en dyb indånding og dufte hvordan mennesker, dyr og klima påvirker det hele, eller bare glemme alt, ikke?" han smilede stort, og strakte sig lidt.
Han smilede da han så at hun rakte sin hånd frem.
"Autumn... Det må være mit nye favoritnavn... Jeg elsker efterår haha... Holder fest d. 1 september, hvert eneste år... Det er bare så smukt..." han grinede, og tog hendes hånd, klemte den nænsomt.
"Kile Tiger. Nok det mest latterlige navn, i verdens historien... Ja, man må jo elske, de dersens forældre, ikke?" han smilede venligt, og gav slip på hendes hånd, mens han sugede alle lyde og farver til sig. Det havde han altid været god til. At se og gemme mentale billeder.

Igen kunne Autumn ikke lade være med at smile bare lidt mere over hans kompliment. Det var noget nyt for hende at få sådan noget at vide. Nogle havde det med at ikke tro hende og andre sagde bare det passede til hende. Men af en grund så gjorde det hende mere glad at hører sådan noget. Dog kunne man også spørge sig selv om hvad der egentlig ikke gjorde hende glad. Ved denne dreng. Han fik hendes humør længere og længere op. ”Hvorfor dog den 1. september?? Der er dejligst omkring den 17. Der er næsten alle blade blevet helt rigtige efterårsfarver og de plejer at sidde på træerne endnu. Men falder ned omkring en nogle gange. Men min yndlings årstid er nok overgangen fra vinter til forår hvor alt springer ud og sådan.” forklarede hun. Det var kort i hendes hoved men som altid havde hun det med at snakke for meget når det først var et spændende emne.
Hun spærrede nærmest sine øjne op idet han sagde sit navn. Ignorerede mere eller mindre det næste han sagde. Var ikke helt enig i ham. ”Det er ikke latterligt! Det er et dejligt navn. Det lyder helt specielt!” Hun virkede nok en smule overgearet. Men hun elskede at være munter. Og af og til kunne hun ikke lige holde sig nede på jorden. Hun fjernede roligt sine arme fra sit ene ben og derefter kom hun rimelig elegant op at stå på bænken. Holdt fint balancen. Strakte så sine arme ud til hver sin side og nød det øjeblik at vinden legede med hendes lange hår og flagrede i hendes store trøje. ”Der er intet bedre end de naturlige kræfter..” mumlede hun svagt. Nok mere for sig selv. Inden hun så så ned på Kile igen med det smilende ansigt. ”..eller måske lige ud over varm kakao med små skumfiduser.” afsluttede hun med et sødt grin.
Autumn valgte nu igen at sætte sig på hug med fronten mod hybriden. ”Hør..det er sjælendt jeg møder folk som dig. Rart at endelig møde dig..” Hendes hoved blev lagt lidt på skrå og hendes hænder lå bare og hvilede på hendes bare lår. Hun kunne minde om en lille skrøbelig dukke, et lille barn men stadig en moden kvinde. En blanding vel.

Kile smilede. Hvorfor den første september..?
"D. 1 fordi, at det stadig er sommer, men nu er vi på vej til det dejlige efterår, der er både farverigt og melankolsk du ved... Og blommerne er modne! Jeg elsker blommer... Blommer og vandmelon er bare fantastisk... Og så fordi at lige der i midten af sommer og efterår, så tænker jeg på den her knas tørre orange farve... Ved ikke helt hvorfor men synes det er fantastisk...forstår dig dog godt, når du snakker om skønhed og sådan..."
Han grinede, og førte sin hånd igennem sit hår.
Han sukkede ved hans navn. "Tja, tjoooe... Jeg kunne have heddet Rigel... Så værrere er det jo ikke..." han rynkede på næsen og grinte. Hun var sjov, og virkede som et godt menneske. Endelig en man bare kunne tale med.
"Varm kakao med skumfiduser, og at side foran kaminen, eller klavermusik...." han sukkede. Hvis der var en ting han holdt af, var det skønhed. Han elskede alt smukt, og så skønhed i det meste. Verden ville være så trist uden skønhed...
"Jeg kan kun sige i lige måde... Jeg kender dig ikke engang, men jeg må sige at jeg oprigtigt talt gerne vil, og at jeg nyder vores samtale..." Kile smilede vagt, og lagde hovedet på skrå for at betragte hende. En hyggelig lille en, ja.

”Hmm..Jeg ved ikke hvad jeg skulle hedde hvis jeg ikke hed Autumn. Jeg har faktisk ikke engang et kælenavn. Udover Efterår.” Hun træk let på skulderne og så lidt fraværende mod himlen. Hun var et sted rimelig ligeglad med kælenavne. Sådan at man skulle vænne sig til at blive kaldt noget andet. Det havde hun vel bare svært ved. Reagerede næsten ikke på at blive kaldt Efterår. Det var vel bare nemmere for nogle at sige.
Igen. Hun smilede stadig og af en grund kunne hun bare ikke lade være. ”..Eller bare sidde udenfor til et lejrbål og synge med på lejrbålssange.” Som forventet blev hun igen lidt drømmende. Hun burde til at lade være med at gøre det. Hvor dum så hun ikke ud når hun dagdrømte? Hun vågnede hurtigt op igen i tide til at hører hvad han ellers havde at sige. Noget der atter fik den lette røde glød frem i hendes kinder. Hun skubbede diskret sine briller lidt bedre op på sin næseryg og lagde nu hovedet til den samme side som ham. Eller..den modsatte. ”Faktisk hvis man skal gå i detaljer og observere derfra så kender du mig allerede en smule. Lige som jeg kender dig en smule. Men det betyder skam ikke at jeg ikke ønsker at kende dig bedre.” sagde hun igen stille og roligt dog stadig med den muntre undertone. Hun lod sig læne lidt tilbage til hun dumpede ned at sidde på bænken igen. Dog stadig med fronten mod Kile og med benene med sig. Mellem ham og hende. ”Så..Hurtige spørgsmål. Dyne eller pude? Nat eller dag? Kys eller kram? Og kan du lide film??” Så kom den lidt mere nærgående pige frem. Hun mente vel han kunne overleve hende. På et vis stadie. Hun sad bare og så nysgerrigt mod ham og smilede stadig som et spændt lille barn. Kært.

Kile grinede. Hun var så hurtig, han kunne jo næsten ikke følge med.
Han så tænksom på hende, og brummede, mens han lyttede til bølgerne, lyden af folk, mange gader derfra, go alt den lyd der væltede ind i hans hovedet.
"Eller måske søvn hahah..." han smilede og tog sig tænkende til hagen.
"Dyne eller pude... Den er hård... Det kommer anpå om man er alene eller sammen med nogen. Dyne hvis man er alene, pude hvis man er sammen. For med en dyne kan du krybe dig selv helt sammen og krænge den så den også bliver hovedpude. Men hvis du er sammen med en kan i dele pude og varme hinanden..." han smilede varmt og drømmende.
"Både og. Man kan heller ikke vælge mellem mørke og lys, eller godt og ondt, da det er hinandens modsætninger jo. Kys eller kram... Hmmm... Kram... For, kun at kysse ville være trist. Kunne godt leve uden kys. Men ikke uden kram.. Og jeg elsker film! Især gamle film. Smukke film.. Og jeg kan godt lide disney!" Han rynkede på næsen og grinte igen.
"Nogle hurtige til dig! Drømme eller realitet? Is eller kage? Dovent eller aktivt menneske? Piger eller drenge?" han smilede venligt, og kunne ikke lade vær med at grine.

Det var vel tydeligt at se på hende at hun godt kunne lide hans svar. Han var så beskrivende og han fik næsten hende til at tænke mere over hvilke nogle svar nu kun ville give til de spørgsmål hvis de nogensinde skulle komme. Og hun kunne vel også være helt enig med ham. Det var virkelig som om at de havde samme tankegang. Af samme stykke stof. Men med frynser som gjorde dem forskellige.
Autumn blev faktisk en smule overrasket da det nu var hendes tur til at få smidt spørgsmål i hovedet. Det ene efter det andet. Men gjorde det nu stadig ikke svært for hende at svare. ”Jeg vil sige både og. Jeg har det med at udleve mine drømme i det virkelig liv. IS!! Så meget. Elsker is. Især vanilje is.” Hun brød kort ud i en hjertevarm latter over sit svar. Hun forholdt den dog stadig stille og fin til stemningen. ”Ehm..Jeg må nok sige dovent menneske. Men ikke sådan utrolig doven. Mere sådan..Magelig? ..Svært spørgsmål.” Hun kørte roligt en hånd op gennem sit mørkebrune hår og som hendes hånd igen landede omkring hendes ene kind kløede hun sig let med pegefingeren. ”Midt i mellem siger vi! Og til sidst. Drenge! Piger har for mange bekymringer i deres liv og har for travlt med at være bedre end de andre. Måske har drenge også det problem. Men et sted er de bare nemmere at være omkring.” Hun smilede stort og faktisk virkede hun lidt stolt over at have svaret. Og som ham havde hun været ærlig. Hun håbede da han var ærlig over for hende. Selv var hun en elendig løgner.
”Men du kan lide disney? Jeg gætter på de gamle klassiskere??” Igen var Autumn faldet lidt ned på jorden. Var knap så overgearet igen. Men hendes svingninger var ikke skarpe. Mere flydende og gjorde det blot naturligt. ”Jeg tror jeg har set dem siden jeg var omkring 4. Og min forever faveroite er og forbliver Herkules. He’s my hero..specielt da jeg var mindre. Hvad med dig??” Hun fugtede let sine læber hvor efter hun let bed sig i underlæben med et forventnings fuldt udtryk i det kønne blege ansigt.

Kile smilede størrere og størrere. Hun var som en brik i det puslespil man aldrig rigtig kunne færdig gøre. The missing piece. Han grinede lidt ved hendes svar, men nikkede anerkendende, og lyttede faktisk godt efter. Han blinkede lidt, og smilede. "Drenge har nok ikke de helt samme problemer... Men noget lignende tror jeg..."
Han sukkede. Han hadede drama, han var... alt for chill til den slags.
Han sukkede og rystede på hovedet. "Selvfølgelig de gamle klassikere man! Haha... Jeg elskede også Hercules, men en film jeg har set et par tusik´nd gange er faktiskbambi. Jeg elsker bambi! Den er så sød haha! Og ellers har det nok været Pochahontas eller den lille havfrue... Så tit disneyfilm... Især på grund af musikken. Elskede det, åh, musikken til den lille havfrue var gud...." han så ned mod sine fdder med et grin, og rynkede på næsen af forlegenhed. Han var lidt underlig, med sin smag i film og... mange andre ting.

Autumn skulle holde sig fra ikke at udbryde i et anfald af ord om hvor han var sød. Og sjovt nok kunne hun ikke rigtigt holde det inde i sig. ”Nuuuuuérh!” lød det så fra hende mens at hun hurtigt fik skjult sine hænder i sine ærmer og sat den op foran hendes mund for at dæmpe lyden lidt. ”Elsker Bambi. Jeg har det bare med at begynde at græde hver gang jeg ser den. Så jeg holder en lille pause med den..” Nu var det vel hendes tur til at se lidt væk med et forlegent udtryk. Flov over det. Men ikke nok til at gøre hende fordømt. Hun lyste nu hurtigt op i det at ordet musik nåede hendes øregang. Hvis der var en ting hun nok ikke kunne leve uden var det musik. Af alle mulige slags genre. ”Åh ja! Musikken i filmene er fantastiske. Teksterne og stemmerne. Energien man kan mærke der er lagt i dem. Det får sandelig en til at drømme man var en del af dem. Bare et øjeblik.”
Som om at hun ikke tog sig af hvad man skulle tro om hende kom hun igen op at stå på bænken. Men kun for lige at bøje sig ned og lagde meget kort armene omkring Kile i et kram. Som var han en rigtig krammebamse. ”You’re acutally cute!” nåede hun lige at sige til hun hurtigt slap ham igen. Ville ikke være for nærgående. Hun rettede sig op igen og stod atter oprejste på bænken. ”Look at this stuff! Isn't it neat? Wouldn't you think my collection's complete?” begyndte hun så bare at synge. Ikke at hun havde en perfekt sangstemme men hun lød ikke som et fugleskræmsel der havde hø galt I halven. Hun rettede sine blå øjne mod Kile igen og smilet sad endnu på de lyserøde læber. ”Wouldn't you think I'm the girl, the girl who has everything?” forsatte hun som hun så sprang let ned fra bænken og man kunne nok først se nu hvor lav hun faktisk var. Hun drejede en omgang om sig selv inden hun stoppede syngeriet med fronten mod ham. ”Ej..Jeg kan ikke sangen særlig godt.” kom det som en undskylding. Og igen var hendes hånd oppe for at klø sig forlegent på kinden.

Kile grinede. "Hvor er du sød hahahah!" han kunne ikke holde det inde.
Hvor var hun dog et fantastisk menneske. Så ligefrem, og dog... Han kunne ikke lade være med at smile.
"Min egen yndlings må være Havet Er Skønt... Sebastians stemme var så jamaicansk og groovy! Elskede det som barn. Og var helt pjattet med fisk... Rørte ikke fisk overhovedet manner... Men, af alle disney karakterer... Kunne jeg nok bedst lide Pumba. Han var skide hyggelig og lidt ulækker..."
Kile rynkede på næsen. Sad han virkelig og havde denne her snak? Om disney karakterer? Haha det var virkelig underligt, men nok lige det han manglede. Han havde elsket det siden første gang han så det... Og blev kun mere forelsket for hver gang.
Disney var en af de ting der havde haft stor indflydelse på hans opvækst... Så ja. Han rodede sig lidt i nakken.
Mange folk tog deres barndom forgivet. Men han ville aldrig nedlade sig på sådan en måde, og glemme hvad, der havde gjort ham til den han var blevet.
Han smilede forlegent. Han åbnede sjældent op for folk, så hurtigt. Men hun virkede så åben og oprigtig... Og glad. Sådan glad, at han ikke kunne lade vær' med at smile.