Smells like something I've forgotten

Tid: Sent på middagen.
Sted: På stranden.
Vejr: Det regner, skiftevis støvregn og kraftigere regn.
Omgivelser: En enkelt person i horisonten. Nogle få, grå måger.


Zeth var på vej hen langs vandkanten. Han havde bevæget sig ned til stranden, fordi han følte, han havde brug for vinden. Så pyt da med at det regnede. Der findes ikke dårligt vejr; Kun dårlig påklædning, er det ikke sådan, det lyder? Zeth havde i midlertidigt iført sig en sort regnjakke. Indenunder den havde han en stor, tyk uldtrøje, som han havde fået af sin mor. Han havde normale bukser på, på hans fødder havde han nogle slidte, sorte converse, med nogle fjollede smileys ude på de hvide skosnuder. Hans hår var en smule uglet, nok halvvådt. Under de tjavsede hårtotter ned over panden, var hans øjne lige så klare og glade som altid.
Han gik med slentrende skridt af sted. Havet virkede gråt, sandet virkede gråt, himlen var grå, faktisk var der rigtig meget gråt omkring ham. Men inde i hans hoved, der var der fyldt med farver; Han havde earplugs i ørerne og hørte høj, god musik. Måske var det også lidt for musikken, at han havde bevæget sig ud; Han elskede at gå med musik, så kunne han få motion og koncentrere sig fuldstændigt om den fantastiske musik imens.
Han trak vejret ind for at suge lugteindtrykkende til sig. Der lugtede af sand og hav. Saltet. Han smilede og tænkte tilbage, tænkte på lange strandture med familien på søndage eftermiddage. Trygheden i at se op til mor og far, de små skænderier med søskende, leg og grin og fjol, de var vigtige dele af hans barndom, som han kunne huske tilbage på med et smil. Og det gjorde han også lige nu.
Zeth var i et rigtig dejligt humør, som han gik der med musik og dejlige minder i tankerne, det var han altså. Han stoppede op og vendte sig, for at stirre ud mod horisonten ude over havet. Linjen aftegnede sig fint, mørkeblå og gråt imod lyseblå. Det gjorde næsten helt ondt, hvis han stirrede hårdt og længe.

Hvorfor stranden? Hvorfor nu? Hvorfor ikke på et tidspunkt hvor solen skinnede? Eller hvor det i det mindste ikke regnede? Det var de samme spørgsmål der igen og igen, gang på gang fandt vej gennem Mickees hoveder. Og ikke et af dem kunne han svarer på. I teorien kunne han sidde derhjemme, i varmen, foran fjernsynet og småsove. Det ville være så meget behageligere, end at vade rundt herude, i regnvejret, med de grå bukser, der nu havde en helt sort farve, klæbende til benene. På en helt anden måde, end normalen for slimjeans. I det mindste havde hans tænkt så langt at iføre sig en tynd tunika lignende regnjakke, over den grå cottoncoat, som på halvkolde dage, udgjorde hans jakke.
Mickee slentrede med rolige skridt ned over stranden våde sand. Måske var det derfor han havde bevæget sig derned? Han kom direkte fra akademiet, der ikke lå langt fra stranden. Måske var grunden til at han lige nu befandt sig på stranden, en blanding af hans kærlighed til stranden, at han var tæt på og at han kunne bevæge sig gennem sandet, uden at mærke benene blive tunge under sig. Udover det var der en dejlig.. Frisk, livsbekræftende duft i luften nær stranden. Specielt, når det lige havde regnet. Duften af det fugtige sand, blandet med havets saltede duft. Den beroligede ham helt. Ligeså gjorde vandets lette brusen. Og hvis der var noget han havde brug for, efter en lang dag med træning, var det afslapning. I dag havde det været ekstra hektisk, eftersom forårsopsætningen nærmede sig. Mickee og hans dansepartner havde hovedrollerne i denne opsætning, så der var blevet kørt ekstra hårdt på netop de to. Udover det var de blevet et par timer, efter de fik fri, for at få styr på et løft, som de blev ved med at kokse i ”Kom nu.. I kan ikke gøre det her, hvis i ikke stoler på hinanden. I bliver nødt til at stole på hinanden!” havde deres lærer nærmest råbt ind i hovederne på dem. Det havde givet Mickee en lyst til at storme ud af rummet, men han gjorde det ikke. Af én grund. Han ville virkelig gerne det her. Og han vidste at han risikerede at miste rollen, hvis han stormede ud. Derfor bed han det i sig og blev ved med at prøve, selvom de ikke fik det på plads, før efter læreren var gået og de øvede det for sig selv. Efter de endelig havde fået fat på det, var Mickee nærmest flygtet derfra og ned på en Café, hvor han købte en stor kaffe latté som han lige nu havde placeret mellem hænderne. Han havde virkelig brug for at slappe af. Og selvom det var ubevidst, var det nok derfor han gik ned til stranden. Fordi han vidste at dette var stedet han kunne finde denne ro og hvile, på trods af regnen der silede ned fra himmelen og prallede af mod hætten, der til Mickees store lykke, var en del af regnjakken. Hvis hans hår klistrede til hans ansigt, ville dette næppe være så afslappet en oplevelse. Mere.. Ubehagelig og tung.

Zeth opdagede overrasket, at der gik en fyr lidt foran ham. De havde, som det var nu, retning mod hinanden, og en eller anden form for møde var uundgåeligt; Om de så bare gik forbi hinanden uden at sige noget. Men det havde Zeth ikke lyst til. Han blev det samme nysgerrig, nysgerrig efter, hvilken slags person, der som han havde våget sig ned på stranden, selvom at vejret ikke ligefrem lagde op til en gåtur. Da regnen tog en smule til, løftede han huen på regnjakken op over hovedet. Han kunne egentlig ikke lide regnjakkens hætte, den var irriterende og spærrede for en del af hans udsyn. Men helle den frem for pjaskvådt hår, det kunne han heller ikke lide. Han rynkede let på panden for sig selv, men smilede så blot skævt. Hans skridt førte ham tættere og tættere på fyren, og han betragtede ham nysgerrigt, på vej derhen. Han ville hilse, helt klart – Måske sludre, hvis ham fyren havde lyst.
Han hev sine earplugs ud af ørerne og rakte ned for at slukke for musikken og derefter proppe dem i lommen. Han gad ikke bruge for meget tid på det, selvom det betød, at de nu ville vikle sig totalt ind i hinanden, en irriterende vane, de havde. Han lagde dog ikke mærke til det lige nu, da noget andet havde hans opmærksomhed.
”Hey,” hilste han på fyren. Normalt ville han hilse dæmpet, men nu sørgede han for at snakke højt og tydeligt, da fyren ellers muligvis ikke ville kunne høre ham, på grund af strandens vind. Der blæste næsten altid på stranden, og i dag var ingen undtagelse, tværtimod.
Han begyndte at sænke farten på sine skridt. Han gik dog stadig, det var han langt nok væk til – Og det ville jo være akavet, hvis han stoppede op, og fyren så ikke engang ville snakke med ham alligevel. Dog var han begyndt at stoppe, det gik langsommere og langsommere.
Et venligt smil lå på hans læber, hele hans ansigt smilede. Han var glad for at se en anden person, ivrig efter selskab som han var.
Zeth løftede hånden for at klø sig i nakken, da han var en smule usikker, og at klø sig i nakken var en vane for ham. Det kom altid, når han lige blev lidt nervøs eller usikker på sig selv, så hævede armen sig på refleks. Men han kom så i tanke om, at han havde hætten på, og bevægelsen blev om muligt endnu mere kejtet, da han måtte lade hånden falde igen, uden at den havde opfyldt sit formål. Han smilede lidt mere, han kunne vel ikke gøre andet, selvom han ærgrede sig over, at han nu sikkert både virkede mærkelig – Og mere usikker, end han egentlig var. Faktisk var han jo ikke vildt usikker, han havde kun været det i et kort øjeblik. Zeth var jo generelt rimelig sikker på sig selv, han hvilede i sig selv og var ikke bange for at begå fejl af og til. Det var nok også derfor, han bare smilede over sin lille bevægelse der.