Murder

Sted: Havnen
Tid:omkring midnat


En stønnende mand blev kylet ind under en båd der netop var ved at blive malet og derfor stod oppe på land. Manden blødte kraftigt fra halsen , armen og maven og ville tydeligvis ikke overleve meget længere.
Der kom et højlydt ”DUNK” da han ramte en metalstolpe der var med til at holde båden. En lav latter slog op fra personen der havde kastet ham derhen. Personen var en kvinde, omkring de 18 måske en smugle ældre, og med røde øjne der lyste så kraftigt at det kunne ses fra flere meters afstand. Hun vendte ryggen til manden og gik over mod den anden mand som hun havde bundet til en fyldt olietønde, hun havde med vilje ladt ham se det hele. Med flåede hun stoffet ud af hans mund og snoren af ham ”næste” kom det psykopatisk fra hende da hun greb fat i hans krave for at hale ham på benende. Han slog ud efter hende og ramte da også meget godt, hvilket fik hende til at give slip og tog sig til kæben, ikke i smerte men for at mærke om der var sket noget med den, hvilket der ikke var. Manden endte på jorden og kravlede langsomt baglands. Endnu engang greb hun fat om hans krave og holdt godt fast denne gang ”hvis du slår mig igen bliver din død dobbelt så lang som hans” hviskede hun med en stemme der var så kold at den ville give de fleste kuldegysninger, hun nikkede kort over mod mandens kollega der fortsat stønnede svagt i smerte, dog ville det ikke vare længe før han døde. Manden som hun holdt fast i nu så skrækslagen på hende men fik hurtigt værre tanker, han spyttede hende i hovedet hvilket resulterede i at hun kylede ham ind i muren og han fik sår i ansigtet af dette. ”dumt gjort” hvæsede hun og greb fat i hans hår for at slæde ham med sig. Hun tørrede raster af blod at sin mund og fik spyttet af sin anden kind med den frie hånd. Hun slæbte ham over til den anden mand og lod ham se på hvordan hun langsomt flåede organer ud af hans kollegas mave. Så blev de begge stille, den ene fordi han var død, og den anden fordi han var mere skrækslagen end nogensinde.
Hun vendte sig nu igen imod den levende mand ”se nu hvad du fik mig til” hendes stemme var giftig at hører på, og den fik ham til at tro på at det hun sagde var sandt, at det var hans skyld. Det pinte ham at høre på, hvilket var meningen ”du har lige slået din kollega ihjel… hvordan kunne du?” Pludselig begyndte han at græde, og fable op om at det ikke var med vilje. ”du fortjener jo ikke at leve” kom det kort tid efter, stadig var hendes stemme giftig. Fordærvede hans sind, og han var allerede ved det… ved at miste sin forstand. Ved at blive sindssyg, hvor fantastisk, nu kunne sjoven begynde… bare hun ikke blev forstyrret.
Det var hendes spichale, det hun var bedst til, at gøre folk sindssyge, endnu en god grund til at hun hed Sick.
Hun havde smadret de fleste af omgivelserne så det hele var ubrugeligt og ødelagt, larmen måtte ha kunnet hørers langt væk men folk turde sikkert ikke kigge, men det var ved at være et par timer siden nu, lige nu var det eneste hun koncentrerede sig om hendes offer, at fordreje hans sind så han ligesom hende blev sindssyg… og derefter, dræbe ham.

Duften af blod ramte Jace næsebord. Vampyren stoppede brat op, og kiggede rundt for at opfangede duften af blod, der virkede til at komme nede fra havnen. Han stod kort og vidste ikke helt om han skulle begive sig ned i stanken af fisk, tang og blod, men nysgerrigheden endte alligevel med at vinde over ham. Han rettede sig op, og forlod sit ellers tiltænkte offer, der fortsat gik uvidende ned af gaden, hånd i hånd med sin elsket. Et sidste blik blev sendt til de to forelsket mennesker, før han vendte sig om med et elegant drej med foden, og gik ned mod havnen, der virkede både tiltrækkende og frastødende. Jace kunne sikkert være kommet ned på havnen langt hurtigere, men han valgte alligevel at gå i et menneskeligt mageligt tempo til han førte en ubehagelig lyd, og stoppede op. Han kunne ikke helt finde ud af hvad lyden kom fra, men der kom ikke flere lyde. Duften af blod blev kraftigere, og kort efter kunne han hører en jamren og klynken fra en mand. Nysgerrigheden brandte som et livligt bål i Jace, da han gik tætter og tætter på. Der måtte ske noget. Farten blev sat en smugle op, jo tætter han kom på havnen, og da han blot var få meter fra de to stadig levende væsner, forsvandt Jace.
En sort ravn slog heftigt med dens vinger for at få luften unger vingerne, der dræv den op over havnen, hvor den kunne se ned på den blodige scene der udspillede sig foran ham. Uden andre lyde en vingernes sug fløj den lidt rundt, før den landede på en båd der stod overfor båden hvor den døde mand lå. Med sine skarpe øjne studerede ravnen på den mørkhåret kvinde, samt den stadig levende mand, der klynkede og jamrede. Det lod som om det var ham der havde dræbt hans kollega, men det kunne han umuligt. Den døde mand så ilde tilredt ud, noget et menneske bestemt ikke havde hverken kræfter eller evner til. Da mennesket blot fortsatte med at jamre, gav ravnen sig tid til at flytte hoved en smugle, så den kiggede mod kvinden der syntes at være morderen. Man kunne se raster af blod på den kønne, men ikke specielt venlige kvinde. Fuglen blev siddende på sin 'pind' og betragtede scenen udspille sig uden en lyd. Før eller siden ville han nok blive bemærket. Der var ingen grund til at tænke på fremtiden, du skulle nok komme tidsnok.
Ravnen kunne ikke finde ud af hvilke præcist hvilke væsen denne dræbende kvinde var. En vampyr var det ikke, for så ville han have opdaget det, og sikkert heller ikke en dæmon, duften passede ikke rigtigt selvom handlingerne godt kunne ligne en dæmons. Det var selvfølgelig heller ikke en engel, eller et eller andet væsen i den kategori. Den eneste mulighed han kunne komme frem til var en hybrid af en form, hvis det ikke var en djævel. Det var der de to muligheder lå. Hvilke der så var den rette, måtte tiden jo vise.

Jammren fra manden blev højere, men også mere grødet da han begyndte at hulke, ”hvordan kunne du? Han var din kollega, han havde været hjemme og besøge dig, og set dine børn lege, ja han havde endda selv børn! Hvad er du for et menneske!?” stemmen fra Sick var så giftig at selv folk som det ikke var ment til ville begynde at tro på hendes løgne hvis de lyttede godt nok efter. Jammren fra manden blev højere imens han hulkede sine undskyldninger ud.
Sick så op med et sæt da ravnen fløj forbi. Hun havde skræmt alle fugle væk ved at få hendes ofre til at skrige sådan… underligt? Hun studerede kort ravnen men hendes blik blev revet hen mod manden igen da han rev i hende ”HVAD SKAL JEG DOG GØRE!?! DET VAR IKKE MIN MENING!”
Han ruskede i hende og fik øjenkontakt med hende, det skulle han aldrig ha gjort. Et hungrende smil sad på hendes læber, hun var sulten men nød dette for meget. ”hvor kunne du?” kom det fra hende, hun lod ham se mordet på hans kollega igen og igen, hun havde blot ændret i det.
I hendes lysende røde øjne så han hvordan han tæskede løs på sin kollega på grund af en diskussion de havde haft, hvordan han havde fundet et koben og slået ham til han kastede blod op på det hårde beton som havnen var lavet af. Han hørte hvordan hans kollega skreg i smerte og til sidst kun kunne stønne fordi han ikke havde kræfter til andet. Så hvordan havde hamret kobenet ned i sin kollegas ben så det brækkede og knoglen strittede ud fra huden, hørte den skrækkelige lyd af knogler der knustes hver gang han sparkede ham. Så hvordan han havde hamret kobenet ned i maven på sin kollega og nærmest brugt det som en dåseåbner, revet hans indvolde ud af kroppen, alt imens hans kollega gav det sidste skrig fra sig inden han til sidst så hvordan lyset forlod hans øjne. Ikke nok med at han havde slået hans kollega ihjel så havde han nu også gjort det imens både hans kollega og hans egene børn så på, hørte hvordan de skreg og bad ham lade vær. ”hvilken far er du?” stemmen var så giftig som noget kunne være.
Og imens Sick lod ham se hele misæren gentage sig gang på gang ændrede hun den hele tiden så den blev værre. Han skreg så højt han kunne kravlede bagud for at slippe for at se på disse grusomme ting, ønskede det ikke. Men det var ikke hans valg hun bestemte hvornår øjenkontakten skulle brydes, ikke ham.
Et psykopatisk grin undslap hendes læber, alt imens hun kunne høre det hun mente var den mest fantastiske lyd i verden… hun kunne høre den og hun forudsagde den. Hans forstand der knækkede, som glas der var ved at blive knust. Hvor fantastisk! Det ville kun vare få minutter før den bristede og så ville han aldrig blive normal igen, han ville aldrig kunne omgås mennesker igen. Nok var hun ond men tålmodighed på dette punkt ville hun ikke have, hun ville dræbe ham kort efter hans forstand var knækket. Måske ville hun lade ham leve en times tid, forvirret og fortvivlet, og hvem ved… måske ville han så slå sig selv ihjel? Hvilken fantastisk tanke! Men han skulle dø grusomt! Så hvis han havde tænkt si at skyde sig selv ville hun stoppe det, og tage sagen i egen hånd.
Disse tanker udspillede sig imens han skreg og undskyldte, mens han kravlede bag ud og forsøgte at undslippe.
Og så skete det… det der ikke måtte ske! Noget som hun normalt var god til at undgå, noget der ikke var sket længe… han besvimede ”NEEEEEJ! DIT LATTERLIGE YNKELIGE MENNESKE! SVÆKLING VOGN OP!” skreg hun og sparkede så hårdt hun kunne komme afsted med til ham. Han gled flere meter hen af jorden, men ud over at hans nerver beordrede at han skulle krympe sig så skete der intet.
Hun skreg ad ham og hendes hænder rystede imens hendes ene øje gav enkelte tiks fra sig, det var tydeligt at se at hun var psykopat ingen tvivl om det.
Hun stoppede brat op med sit formål da hun kom i tanke om ravnen. Med et ryg vendte hun sig om og stirrede ind i ravnens øjne. En ravn ville ikke sidde stille så længe uden at gøre noget. Hvis den var kommet for at få mad ville den ha kastet sig over ådslet nu, men den sad der bare. Det var for mistænksomt, det var ikke naturligt. Hun bukkede sig ned og samlede en sten op. ”hvem er du” mumlede hun og kylede stenen imod ravnen, hvis den ikke nåede at flytte sig ville stenen ramme så hårdt at den ville vælte bag over.
Hun snuste hurtigt og tungt ind, og et psykopatisk smil kom listende frem på hendes læber imens hendes øjne skiftede til en lysende sort ”vampyr” mumlede hun.
Hun gik hen af mod ravnen imens hun begyndte at tale til den ”hvad laver du her? Publikum er ikke tilladt, men du kan med glæde være medspiller!” halvgrinede hun, hun havde brugt en hel del af hendes kræfter og hun var sulten men det tænkte hun ikke på. ”du skal med glæde være den næste der ligger på jorden!” hun var ikke til at tage fejl af, hun mente det og ville give sit bedste for at denne såkaldte krave skulle være den næste.



//vrooom og man blev kreativ O__O //

OOC: Nu vil jeg så bære over med det denne gang, men det er IKKE en krave, men en ravn

Som stilheden selv sad ravnen og stirrede på hvordan mennesket bukkede under for det psykiske pres der blev pålagt ham. I lang tid lå han blot og jamrede og klynkede højere og højere, hvilke lidt efter lidt gav Jace mere og mere blod på tanden. Han fandt denne kvinde yderst interessant, hendes kolde sind, hendes måde at benytte sig af sin evne samt alt det andet der tiltalte vampyren, der fuldstændig glemte alt omkring ham, mens han stirrede interesseret på mennesket, der til sidst, til kvindens åbenlyse irritation besvimede foran hende. Det var umuligt at se interessen i ravnens sorte øjne, der flyttede sig fra den bevidstløse mand, til den iltre kvinde.
Hans blik fulgte kvinden, der af mulig irritation, begyndte at kaste med sten efter ham, til ravnens irritation. Da stenen susede igennem luften, slog fuglen sine vinger ud og fløj op i luften, lige tids nok til ikke at blive skudt ned af stenen der fortsatte sin fart igennem luften, til kraften i kastet ikke længere kunne holde den oppe, og den dumpede ned et stykke bag ravnen der fløj rundt. Han lod kvinden fortsætte sin tale, der lyste af selvsikkerhed. Da hun syntes at være færdig, fløj fuglen ned mod jorden, hvor den blev til en rank mand, hvis mørke øjne straks var rettet mod denne kvinde der havde vakt hans interesse. "Nej tak, jeg springer over." Lød svaret høfligt, imens Jace rettede en smugle på tøjet. Han havde ingen planer om at flygte fra denne kvinde, blot fordi hun mente at have styr på alt og alle. Han vendte sig halvt om mod den besvimet mand, og betragtede ham i få sekunder, før han vendte sig om mod kvinden igen. "Det var underholdene at se på, men hvad var formålet lige?" Interessen kunne tydelig høres på hans stemme, men også ses ud af de mørke let rødlige øjne, der var rettet mod kvinden med et gennemborende næsten ivrigt blik.
Jace vidste udemærket at denne kvinde, der tydeligvis havde en skrue eller to løst i knolden kunne være farlig at lege med, men han måtte bare slå til før hun gjorde, og hun var tydeligvis personen der elskede at lege, som en kat. Et lille smil krusede i Jace mundvige mens han gik tætter på kvinden med varsomme sikre skridt. Smilet blev selvsikkert, ligesom blikket stålsat og fast. Hvis han havde ret, havde denne kvinde en forbandet stolthed som han kunne udnytte, men han var dog endnu ikke sikker på dette, så han valgte at se det hele an.

En lettere irriteret mine spillede sig over hendes ansigt da stenen ikke ramte ravnen, dog forsvandt det hurtigt igen.
En vampyr, og sågar en mandlig en af slagsen, det skulle blive yderst underholdende. Han ville nok holde lidt længere end disse to mænd, hun skævede kort til den besvimede mand og vreden steg i hende, og det kunne ses. En lavmælt knoren kom fra hende inden hun igen så imod manden. Han var omkring starten af tyverne, ikke mere end 25 ikke under 21, høj og lyshåret. Hun skulle bruge hans udseende til senere hvis alt gik som hun ville det. For intet var planlagt med ham endnu.
Et tik kom fra hendes venstre øje og hun skar i kort tid tænder. Tjo hun var vel forbandet selvsikker, men hun var ikke typen der mente hun havde alt under kontrol, nærmere tvært imod, hun kunne ikke finde ud af at kontrollere sig selv, hvilket nok også var grunden til at hun havde smadret hele dette afsnit af havnen, dræbt en mand og næsten gjort en anden mand psykopat, og nu stod over for en modstander der var langt stærkere end de to mænd til sammen. Og så var hun oven i købet afkræftet og sulten, alt sammen noget hun ikke lagde meget mærke til.
”så du tror du kan vade ind til mit lille ’show’ uden at betale for det?” hendes stemme var kold og ville få et hvert godtroende væsen til at få kuldegysninger ved at lytte til de, men hun regnede ikke med at han var godtroende, og dog? Han måtte regne med at hun ikke ville gære ham noget siden han turde stå der.
Underholdende? Var det hans mening om hendes fantastiske værker? ”du har intet set endnu” kom det halvgiftigt fra hende.
Formålet…. Flere tiks kom fra hende og hun begyndte at skærer tænder igen. Hun knyttede næverne og åbnede dem flere gange…. ”formålet?” gentog hun. Det anede hun jo ikke! Ødelæggelse, kaos, vandvid! Hun anede det simpelthen ikke! Hun havde egentligt i første omgang ikke gjort det med vilje. Hun kunne ikke styrer sig selv, var bare nød til at ødelægge det! Uden en eneste grund! ”jeg var nød til det” mumlede hun og hun stirrede ned i jorden, gned sine hænder og skar igen tænder. Et psykopatisk smil sneg sig frem på hendes læber og en enkelt gang fulgte hele hendes hoved med i en af hendes tiks.
”jeg kunne intet andet!” halvråbte hun og slog blikket op på ham, krævede hans øjenkontakt, og hvis hun fik den ville hun vise ham hele misæren igen sådan som det var startet, ikke noget lykkeligt eller opmuntrende syn. Hvis ikke ville hun skrige, ikke åbne munden for at skrige… nej gøre det inde i hans forstand, skrige så øredøvende at han var nød til at tage sig til ørene i smerte, og han ville intet kunne gøre ved det. ”hvorfor er du interesseret i dette?” hun rystede på hovedet, hurtigt og sikkert ikke med vilje, og slog så blikket ned i jorden.
Hurtigt tog hun 3 skridt hen imod ham så de nu kun stod få meter fra hinanden. ”let the show begin” mumlede hun og en psykopatisk latter slog op fra hende imens hun stirrede imod.



//UNDSKYLD UNDSKYLD UNDSKYLD!!!!!! jeg har rettet det!//

Smilet blev trukket ud i mundvigene da tonen fortsatte i samme dur som den var startet med. Jace havde intet svar på dette, og valgte derfor ikke at svare, i men da hun kort efter tilføjede endnu en sætning, kunne han ikke dy sig fra at svare. "Jamen så vil jeg glæde mig til at se det næste." Hvis han ikke havde set det hele endnu ville han da gerne se rasten, men han havde skam også set nok. Han var nogen lunde sikker på hvad kvinden kunne, måske var det ikke det hele, men hvis disse psykiske angreb var hendes stærkeste angreb var han rimelig sikker på hvor han havde hende. Det var det gode ved at have en del år i ryggen, men samtidig ikke at være tudse gammel.
Ved hendes næste ord, der forlod hendes læber, frembragte et selvsikkert smil på vampyrens læber, mens Jace flyttede sit blik ned i jorden og ventede på et svar. Svaret der endelig kom, fik et selvsikkert grin over mandens læber, imens han rettede sig op. Nu skulle der leges! Han glæde sig allerede som et lille barn, og hvis han ikke tog meget fejl skulle det nok lykkes ham at vinde, men nu måtte han jo først lige se hende an, hvor ynkelig mon hun var? Hans øjne gled hurtigt hen over kvindens øjne, da hun kort efter råbte svaret, måske for at være sikker på at han forstod hende? Det gjorde han bestemt, og mere til.
Han flyttede sit blik til et punkt bag kvinden, og stirrede mod det, mens han kort lage sit ansigt i tænksomme folder, før han skilte læberne. "Kan du intet uden din lille ... evne?" Spurgte han nedlagende, næsten hundrede procent sikker på at hun udnyttede sin evne, ellers ville hun ikke have søgt hans blik for kort tid siden. De fleste med psykiske evner brugte dem via øjne efter hvad Jace havde lært, og dette eksempel virkede ikke til at være spor anderledes fra de andre, til hans held.
"Kan du ikke uden din lille ... evne?" Spurgte Jace i en nedlagende tone, mens han stadig holdte sit blik på det samme punkt. "Er du virkelig så ynkelig?" Fortsatte han mens et hånligt smil formede sig på hans læber. Trods hans ord ville have haft mere vægt og styrke hvis han kiggede på hende, ville han ikke gøre det, da han ikke ville underkastes hendes evne som delvist skræmte ham, delvist fascinerede ham. Han havde aldrig set nogle der var så ivrige efter at lege med sit offer som denne kvinde, der gjorde det med tydeligvis stor glæde. Samvittighed var noget der ikke eksisterede i denne kvinde, men der var en del kvinder der ikke havde den, ligesom mænd, men det var mest vampyrer og djævle, og ikke en blanding som denne kvinde måtte være.

Hun smilede kort over den lave reaktion hun havde fået, da hun havde ladt ham se aftenens show forfra. Noget ved hende skræmte ham, men ikke nok… noget ved hende fascinerede ham åbenbart, og en irriteret mine udspillede sig i hendes ansigt men forsvandt hurtigt igen.
Ville han glæde sig til at se det næste? He det ville hun nu ikke være så sikker på.
Hun trådte endnu tættere på ham og forsøgte at få hans øjenkontakt, man han blev ved med at stirre på det samme punkt. Udmærket, hvis det skulle være sådan. Hun smilede kort til ham og valgte at tale til ham.
”se mig i øjende, hvad har jeg dog gjort dig? Alt hvad di hjerte kan begære finder du der, ønsker du ikke at vide hvilke glæder du får? Ønsker du ikke at se dine drømme gå i opfyldelse?” hendes stemme var blød som silke, charmerende og fristende, en stemme man ønskede at lytte til, ønskede at høre mere af, en man ønskede at adlyde. ”forestil dig alt det du kunne eje, alt det du ønsker, alt dette kan du få… bare se mig i øjende”
Hans ord irriterede hende, og en lavmælt knoren kom fra hende da han nedgjorde hende. Dog nægtede hun at lade ham ødelægge hendes slør af løgne, dog kom der enkelte tiks fra hendes venstre øje da han gentog sig selv, som tegn på at hun havde svært ved at ignorerer dette.
”ønsker du virkelig at alle dine drømme skal briste? At alt hvad du ejer og har kært skal forsvinde? Se mig i øjende og så sker det ikke” stemmen blev mere og mere giftig for hver gang hun talte, lokkede og trak i den der lyttede til den, som en anden Syrene.
Hun gik tættere på ham og næsten hviskede de samme ord, igen og igen. Regnede med at han ville være for optaget med ikke at lytte til dem, til at han registrerrede at hun gik tættere på ham, for tæt.
Grusomme og lange klør voksede frem på hendes hænder, nogen der kunne forvolde megen smerte, og var skarpere end en velslebet kniv. Hun gentog ordene igen og igen hviskede dem til ham og forsøgte at forgifte hans sind med dem. Hun gik stadig tættere på ham og stod nu kun få 10 centimeter væk fra ham. Regnede med at han endnu ikke havde lagt mærke til at hun var kommet for tæt på ham. At han ikke havde set faren komme endnu.
Langsomt hævede hun hendes hånd så den ville passe til at ramme hans hjerte hvis hun kunne komme afsted med det.
Hurtigt rakte hun ud efter ham, hans hjerte. Hvis det ville lykkedes hende ville hendes klør borer sig ind i hans kød lige omkring hans nok ikke slående hjerte, men alligevel forvolde ham ekstrem smerte, så meget at kampen nok ville være afgjort der, for det ville svække ham nok til at hun kunne lægge ham ned og resten kunne gøres med hendes stemme, eller hun kunne måske binde hans fødder fast til skibet og en semendt Kolds fast til hans hoved/hals hvorefter hun kunne smide semendt klodsen i havnen, så hans hoved ville blive rykket af efter kort tid?
Derimod hvis hun ikke ville ramme ham overhovedet, var hun nød til at begynde forfra, og han ville værre svære at gører det ved anden gang, og det var ikke sikkert hun havde kræfter nok til dette. Men på den anden side set så var det ikke sikkert at hun ville opdage at hun var så afkræftet før det var for sent. Jo man kunne se på hende at hun var afkræftet, og sikkert også sulten, men det havde hun ikke ladt sig selv ligge mærke til endnu.

Det var umuligt for Jace ikke at vise at hendes silkebløde ord ikke havde nogle effekt på ham. De smøg sig omkring ham og lokkede værre end noget han nogensinde havde prøvet før. Trangen til at følge ordnes ordre var utrolig tillokkende, at få sin drøm opfyldt var jo lige noget der passede ham. At alt gik efter hans hoved ville være være perfekt, som den drøm der aldrig var gået i opfyldelse for ham, det ville sikkert blive en vidunderlig tid for ham. Vampyren var lige ved at give efter for ordne der strømmede ud af kvindens mund, da han bemærkede hendes skridt, der langsomt førte hende tætter på ham, hvilke straks tændte alarmklokkerne inde i hans hoved. Hans første indskydelse var at vige tilbage og komme af vejen, men hans stolthed benægtede ham at gøre det. han blev stående mens ordne pressede sig mod hans trommehinder, med sine lokkende lyde der igen var ved at få ham til at give efter, men kvinden fortsatte frem, hvilke var det eneste der holdte ham tilbage. Hvis hun bare var blevet hvor hun var, ville han være givet efter for hendes ord, men klokkerne blev ved med at skrige inde i hoved på manden, imens den bløde stemme kom tætter og tætter på.
Da han så hånden række ud efter hans bryst, pressede han kort øjne i, mens hans hånd greb fat i hendes udstrakte hånd, hvor hans fingre gled ind mellem hendes fingre, for med et hårdt og hurtigt vrid at vride hendes hånd omkring hvis hun ikke nåde at flytte den. Hvis han hans døde kolde hånd havde fået fat i hendes hånd, ville han med et solidt spark fjerne bene under hende, mens han med hånden dirigerede kroppen rundt, så han kunne få fat i hendes kæbe, mens hans pressede hendes ryk mod hans brystkasse.
Jace var dybt chokeret over hvor let hendes evne virkede, hvor let hun kunne sno ham om hans finger, men det gjorde ham også mere opsat på ikke at lade sig lide i samme tilstand igen. Han ville ikke lade hende knække ham, det kunne han ikke tillade, så hellere dø hvilke også hurtigt kunne blive slutningen på denne aften. Tanken huede ham bestemt ikke, han var glad for det liv han havde fået for omkring hundrede år siden, og han ville nødig give det væk fra sig, så heller sin økonomiske magt. Det betød ikke noget for ham. Chanel var ikke en økonomisk magt, men et ynkeligt menneske han kunne trække med sig hvorhen han ville. Hun var intet, men alligevel ville han beholde hende, og denne kvinde måtte gerne tilføjes til samlingen, men hun skulle ikke fungere som drikkedunk. Hun skulle være noget helt andet.
At vampyren legede med ilden var han ikke et sekund i tvivl om, men det gjorde det hele langt mere interessant og sjovt. Han ville vinde deres lille kamp der åbenbart blev mere end psykisk kamp, end en fysisk. Det var ikke specielt nemt når man selv fortrak at udøve fysisk skade, men det fik ikke modet fra Jace til at slippe op.

Et let smil sad på hendes læber, da hun så hvordan hendes ord virkede på ham. Selvsikker som ingen anden fristede hun ham, trak i ham med usynlige snore, viklede ham ind i et slør af løgne. Sørgede for at han ville tro på hende. Hun havde blot overset at han havde set at hun bevægede sig, fordi han kun svagt ænsede det.
Et svagt støn undslap hendes læber i ren overraskelse over at han havde nået at reagere på hendes angreb, hans forsvar virkede dog til fulde. Hun stod med ryggen presset op mod hans bryst og knorede, og gav et kort forsøg på at vride sig fri, men var dog for afkræftet til at kunne gøre dette fysisk, hvilket han måske ville bemærke. Alligevel så det ikke ud som om hun på noget som helst tidspunkt havde gjort ondt på hende, eller bare skræmt hende den mindste smugle. Men slf. det var jo logisk for hende, hun kunne jo ikke disse ting så hvorfor overhovedet lade som om?
Hun have nået at se overraskelsen i hans blik, nået at fornemme den smugle frygt der var i det, hvilket betød at hun kunne sno ham om sin lillefinger, hvis bare hun havde kræfterne til det.
Hun ignorerede fortsat at hun var afkræftet, og lod i stedet den hånd han ikke havde kontrol over glide langsomt om mod hans side ”ville du virkelig gøre en forsvarsløs person fortræd? Dræbe en du har kær? Et familiemedlem?” lige nu gættede hun, men hvis han havde en i familien eller en der var nær ham ville denne person presse sig op i hans forstand og om muligt begynde at lyde præcis som Sick.
Hendes hånd forsatte op langs hendes side og var lige ud for hans side. Men denne gang ventede hun, sidste gang var hun gået for hurtigt frem nu ville hun kører den længere.
”ville du virkelig skade en du holder så meget af?” uanset om den person som han hold af var levende eller død så ville hun lyde som denne person. Hvis han da havde en han hold af, eller havde haft en.
Langsomt forsøgte hun at vride sig en smugle mere løs, forsøgte at få ham til at løsne grebet. ”se mig i øjende og fortæl at du ville gøre det” stemmen var stadig som den person han engang havde holdt af eller måske stadig gjorde. Hvis han ikke havde en sådan hjertenskær ville stemmen blot være som før, charmerende, blød og giftig, en man ønskede at lytte til og føje.
Igen forsøgte hun ganske langsomt at vriste sig en smugle mere fri fra hans greb. ”se mig i øjende og fortæl mig at du ikke holder af mig, at du ville gøre mig fortræd, og at du ville ødelægge dine drømme… for jeg kan hjælpe dig med at opfylde dem. Jeg kan hjælpe dig med alt hvad du ønsker, alt kan gå ligesom du ønsker det, bare se mig i øjende og fortæl mig det. Hele verden kan være din, og hvis du vil det… skal jeg aldrig forlade dig igen” stadig gættede hun, hun anede jo ikke om han nogensinde havde haft en hjertenskær men hvis han havde haft sådan en eller stadig havde, ville det gøre det en del lettere.
”vil du ikke nok se mig i øjende?” igen forsøgte hun at vriste sig en smugle løs, hvis det havde virket alle de gange som hun havde prøvet på det ville hun næsten være løs nu, men hvis det først virkede nu var der et stykke endnu.
Et kort tik kom fra hendes øje, for tålmodighed var ikke noget hun besad, og normalt var det hende der havde overgrebet. Hun havde svært ved at kontrollere sig selv, faktisk kunne hun stort set ikke, hvilket gjorde dette en hel det sværere end det burde værre. Oven i dette var hun afkræftet, men det havde hun jo ’valgt’ at overse, eller bare nægtet at lytte efter.
”se mig i øjende og fortæl mig hvad du ønsker” hendes frie hånd der var placeret ud for hans side begyndte at ryste en smugle, både fordi hun manglede tålmodighed, men også fordi hun var for afkræftet til at holde den stille. Det samme med hendes Tiks, der kom flere af dem hvilket han havde svært ved at se, men hun var for afkræftet og for utålmodig til at holde dem tilbage. Og inden længe ville hele hendes krop begynde at ryste.

Jace triumferede kort. Han var godt tilfreds med hvad han havde fået udrettet. Han forventede at hun havde givet op og nu bare forsøgte at kæmpe sig fri, fordi han havde overtaget, også selvom det var et ynkeligt forsøg. Hun havde tydeligvis ikke fået de næring hun havde håbet på, og ellers var hun bare fysisk svag. Han havde troet at han kunne klare presset fra hendes evne, men så snart hun endnu en gang gjorde forsøget på det, kunne han tydeligt mærke hvordan hans modstand blev nedkæmpet som var det fjer for en luftmaskine. Hvis han havde været et menneske, ville et ynkeligt klynk slippe ud, men i modsætningen til klynket, slap en heftig snerren ud. Han var bestemt ikke glad for hendes forsøg på at overmande ham igen.
En sød velkendt duft nåde Jace's næsebord mens han hørte hendes stemme inde i hoved. Selvom han vidste hun var død og borte virkede stemmen alligevel dragende og virkelige. Han slugte hvert et ord ivrigt hvert ord der kom ud af hendes mund og bandt ham ind i sine fangende arme som han langsomt begyndte at sidde ubehjælpsom fast i. Selvom han hørte hvert et ord der blev sagt, og han egentligt gerne ville give lidt respons på dem, var hans mund lukket mens han kun lyttede. Hendes ord havde effekt på Jace, men det gik langsomt, grebet omkring kvindens arm blev kun langsomt og yderst varsomt sluppet, mens stemmen fortsatte inde i hoved på manden. Trods han udmærket vidste at intet kunne være sandhed, og han desperat prøvede at kæmpe imod, var kroppen ikke så villig til at følge hans ordre. Efter længere tid, med de bløde beroligende ord i hoved gav Jace op, og lod langsomt sine øjne synke ned i kvindens, uden at vide hvad han gik ind til, men også uden at vide om han nogen sinde ville komme der ud fra igen.

Sick smilede ondskabsfuldt, da hun mærkede hvordan han langsomt gav slip fra hende. Noget han selvfølelig ikke kunne se.
Triumferende vendte hun sig om imod ham da hans greb endelig løsnede sig, denne gang ville hun bruge længere tid. Han havde en hjertenskær det kunne hun mærke på ham, hvilket nok var grunden til at hun igen kunne få ham til det.
Smilet var væk fra hendes læber for at virke mere overbevisende, dog havde hun svært ved at holde det inde.
Da han så hende i øjende var det for sent for ham, traumatiske syn ventede ham. Og selvom Sick ikke anede hvordan hans hjertenskær så ud, så var hun i stand til at fremmane et billede af hende og det han så i hendes øjne var hans hjertenskær, hun stod og kiggede på ham, smilede halvt til ham ”hej” mumlede hun. Hun lod ham se et enkelt lykkeligt minde med hende så han ville falde længere ind i hendes øjne. Trak mindet ud så han kunne nyde det, da der så pludselig kom tordenskyer og scenen blev helt mørk. Hun så forvirret og bange rundt ”jeg savner dig” mumlede hun.
Sick vidste at hans hjertenskær ikke var mere, endnu en ting hun kunne mærke på ham, hvilket gav hende endnu en fordel, på trods af at hun snart var så afkræftet at hun ikke kunne stå op mere.
”skal vi sætte os?” mumlede hans hjertenskær, hun satte sig ned i græsset på trods af at hele scenen begynde at se faretrugende ud.
Dette gav Sick chancen for at sætte sig, dog slap hun ikke øjenkontakten.
Og så ændrede scenen sig igen, til der hvor hans hjertenskær var død, Sick lod ham se hendes død igen og igen, ændrede den hver gang til en smugle værre, så den vær gang blev mere grufuld at se på, noget der hurtigt kunne drive ham til vanvid.
Hun ændrede det til sidt så det blev et af hendes mord.
Hans hjertenskær stod inde i en forladt fabrik, og Sick kom ind ”det er hvad du får ud af at komme i nærheden af mig” kom det lumskt fra Sick der stadig ikke lod ham slippe øjenkontakten. Hans hjertenskær blev afklædt til skindet og var ude af stand til at røre sig, hun kunne kun skrige, hvilket hun gjorde skreg på Jace’s hjælp og han kunne intet gøre.
Rustne kroge blev stukket ind under hendes hud i armende, 5 på den ene arm og 5 på den anden. Derefter blev hun hændt op i disse kroge, hvor hun skreg af smerte. ”hun holder ikke til det meget længere, så hjælp hende dog!” kom det fra Sick, men han kunne ikke hjælpe hende, det var umuligt.
Sick lange klør borede sig ind i hans elskede hud, gav hende dybe flænger over alt på hendes krop, lod hende lide så meget som muligt ”hjælp hende dog!” kom det igen fra Sick ”hvad er det du gør?!?!” OG pludselig var scenen skiftet så det var ham der gjorde det.

Et ondt smil sad på Sick’s læber, da hun hørte hvordan hans forstand begyndte at knække, dog kom der et enkelt tik fra hendes øje, og hvis han udnyttede det meget ville han komme en smugle ud af hendes trance.

”hjælp hende! Du slår hende jo ihjel!!” Koncentrationen fra Sick var ved at forsvinde og hun var så afkræftet at hun næsten ikke kunne mere.

Og få sekunder efter faldt hun sammen, lod ham slippe fri fra hendes net af løgne, om han kunne komme sig fra det vidste hun ikke, men det håbede hun ikke, hun håbede at hun havde fordærvet ham så meget at han ikke kunne komme sig.
Hun lå sammenkrøllet på jorden og stønnede lavt, kunne knap nok bevæge sig mere lige nu, manglede hvile, mad og drikke. Men bestemt ikke noget hun ville bede om hjælp til.

En let flimren dansede foran Jace’ øjne, før hun tonede tydeligt frem med det blonde hår sat op i en løs halvsjusket knold, og de varme smil på hendes bløde læber. Tabet havde været hårdt, savnet havde været stort, men han var kommet sig over begge dele, og forstod nu ikke længere hvorfor hun var kommet igen. Var hun blevet en engel? Hun havde i hans øjne altid lignet en, men kunne det virkelig passe? Tvivlen stod let at læse i de mørke og ellers døde øjne der betragtede kvinden han førhen havde elsket. Jace gled ubevist længere ind i illustrationerne og ønsket om at få hun tilbage igen. Der kom ikke et ord fra ham, mens billederne ændrede sig foran hans øjne, men han flyttede sig villigt med hende, mens han stadig prøvede at finde ud af hvad der var sket, men der syntes ikke at komme et svar på hans spørgsmål.
Da døds scenerne tonede frem for hans øjne, veg han en smugle tilbage, stadig uden at sige et ord. Forvirringen var tydelig og næsten mærkbar. Hans knyttede hænderne mod jorden, før han rejste sig op, og betragte scenen der udviklede sig foran hans øjne. Den eneste respons kvinden fik, da hun tog form i hans illustrationer var en utilfreds og vred snerren. Han pressede tænderne hårdt sammen, ligesom læberne der blev til en smal streg, mens han så hvordan hun pinte hende, mens skrigende fyldte hans øregang. Smerten skar i brystet på ham, men trods han ville hjælpe, hellere end gerne, blev han alligevel stående hvor han var, navlet til stedet, ude af stand til at flytte sig.
Han havde glædet sig til scene skift, men det han blev udsat for, fik ham til at vige tilbage, eller han forsøgte af alle kræfter at vige tilbage. Han ville ikke redde hende, det var for sent, han ville væk. Langt væk. Tvivlen blev udskiftet med skræk da han opdagede at det var umuligt for ham at flytte sig. Han forsøgte utallige gange, men det syntes ikke at hjælpe. Han bemærkede ikke kvinden, men havde sin fulde koncentration om at komme væk fra den døende kvinde hvis blod dækkede hans blege fingre. Et klynk forklædt i en snerren slap ud mellem hans læber mens hans øjne var rettet mod blodet der løb ned, og vakte den forbandet tørst i ham, til scenen pludselig faldt sammen omkring ham.
Han veg forskrækket tilbage, med fuld kraft for at komme væk, hvilke endte med at sende ham i jorden. Han blinkede kort forvirret, før han var på bene og næsten fløj hen mod kvinden. Han tvivlede ikke et sekund på at det var hun der var skyld i hans elskedes død. Det havde hun selv vist ham, og han krævede sin hævn. Han havde elsket dem til døden skilte dem fra hinanden, og trods han selv mente han var kommet sig over hende, ville han stadig have hævn over den person der havde forårsaget hendes død.
Jace ønskede ikke at folk skulle dø, de skulle lide, jo længere jo bedre. Om de så døde til sidst betød intet for ham, han ville blot have dem til at lide under hans magt. Da han kom hen til kvinden, satte han sig på hende, mens hans blege kolde hænder lukkede sig om hendes hals og pressede på luftrøret. ”Det var ikke smart at ligge dig ned.” Lød det, i en blanding af en snerren og hvæsen.
Hvad Jace præcist havde i tankerne vidste han ikke, m han ville have sin hævn, nu havde han endelig, efter så mange år, fundet ud af hvem der havde dræbt hende. At det ikke var sandheden han havde fundet var ikke et sekund faldet ham ind. Hvorfor skulle hun ikke vise ham det rigtige, hun kunne gøre det, og hun havde gjort det. Hans mørke øjne lyste af åbenlys had mod kvinden han sad ovenpå, og næsten prøvede at knække luftrøret på, men han beherskede sig, trods det krævede en del fra hans egen side. Han så hende helst død nu og her, med det samme. Det ville sikkert ikke give nogle form for hvile, men det betød ikke det store for ham. Hun skulle gå den samme vej som hans elskede.

Sick smilede over hans forvirring, over hans angst og over hans nytteløse forsøg på at undslippe hendes galskab. Havde det ikke været for hendes afkræftelse ville hans forstand være ved at knække nu.
Hun så nærmest ude af stand til at gøre modstand på jorden, havde knap kræfter til at holde hendes tunge øjenlåg åbne, hun så hvordan han faldt til jorden og med stor hastighed overfaldt hende.
Et kort sindssygt grin kom fra hende da han forsøgte at kvæle hende. Det havde virket fantastisk! Han troede rent faktisk at det var hende der havde slået hans hjertenskær ihjel.
Ikke den mindste smugle for skræk sad i hendes øjne, dog sad en vis sejers glæde i dem ”hvad hed hun?” kom det næsten provokerende fra hende, dog var hendes stemme nærmest en hvisken da han strammede så meget om hendes luftrør at det svimlede let for hende, det havde nok også noget med hendes afkræftelse at gøre.
”hvis du slår mig ihjel får du hende aldrig at se igen… jeg skabte billederne i det hoved ud fra dine erindringer, skabte hvad du mindst ønskede at se fik DIG til at slå din hjertenskær ihjel… i dig hoved… det var drømme jeg skabte, illusioner, mareridt… men intet af det var virkeligt. Jeg kan vise dig hende igen i levende form, du kan bruge al din tid sammen med hende! Men hvis du dræber mig vil du aldrig se hende igen” Sick’s stemme var ikke mere end en visken, og hendes øjne var gledet halvt i hun kunne ikke ret meget mere, og hun mærkede hvordan mærket langsomt begyndte at vikle sig omkring hende og krævede at hun lukkede øjende, alligevel snakkede hun med den giftige stemme, den der snoede sig om ens forstand, og fik lytteren til at ønske hun sagde mere. ”jeg kan vise dig hende hver dag, og når du savner hende, kan jeg lade hende leve for dig” i de halvåbne øjne kunne man se at de smilede, de var ikke bange, ikke forskrækkede og frygtede ikke at de ikke skulle åbne sig igen, de smilede blot. Om det var fordi at de nærmest håbede på at de ikke skulle åbne sig igen, eller det var fordi de vidste at han ikke kunne slå hende ihjel kunne man ikke se.
”jeg har aldrig kendt, aldrig set og aldrig hørt din hjertenskær… så hvad får du ud af at slå mig ihjel?” øjende lukkede sig nu helt, hun kunne ikke holde dem åbne længere, men selvom hendes øjne var lukkede og mørket lagde sig som et tæppe omkring hende, og næsten krævede at hun besvimede, så holdt hun sig stadig vågen for at mærke, høre og nyde hans svar. For hvad end han nu ville vælge ville det sikkert være det bedste for hende, hvis han besluttede sig for at slå en der allerede var død ihjel ~hvordan han så end ville gøre det~ så havde han redet en hel del mennesker, og hvis han besluttede at holde hende i live og se om han kunne tæmme hende og det faktisk ville lykkedes ham, så ville han have et fantastisk våben, der uanset opgaven hun fik aldrig ville blive bange for den.
Derimod hvis det ikke lykkedes ham at tæmme hende så ville han ha bragt sin egen død med sig. Men om sindsygen havde overmandet ham og gjort ham blind for alt vidste hun ikke, men hun kunne ha knækket ham med disse billeder.

//undskyld for det korte svar//

Jace brød sig på ingen måder om det grin der slap ud mellem kvindens læber. "Det kommer ikke dig ved." Snerrede han som svar, måtte kæmpe for ikke at presse hårde mod hendes sprøde luftrør. Selvom hun talte lavt, havde hans øre ikke noget problem med at opfange de spæde lyde fra hendes stemmebånd. Hans hørelse havde været langt bedre end menneskers sidens hans egen forvandling. Ordne der flød ud af hendes mund frembragte forskellige følelser inde i Jace, som ellers troede han var nær følelsesforladt, men det fik han hurtigt bekræftet i at han ikke var. Han havde svært ved at forstille sig at det skulle være rigtigt, men han havde også svært ved at se at det ikke skulle være sandt.
"Hun er død, jeg har ikke brug for hende." Endte det til sidst med at komme ud fra vampyren, der syntes at måtte kæmpe med lysten til at takke ja til hendes tilbud. Uanset hvor meget han prøvede at benægte det, så blev hendes tilbud, uanset hvor ynkelig hun så ud, ved med at med at lokke og drage på Jace, der ellers forsøgte at skubbe det hele væk.
Kvindens ord blev ved og ved med at snurre rundt i hoved på ham, trods han forsøgte at holde dem ude. Han kunne nemt forstille sig hvor fantastisk det kunne være, men han var på den anden side også bange for hvad hun ville kunne finde på at gøre. Måske skulle han bare prøve at følge den ide han havde fra starten. Trods det hele havde taget en uventet drejning, så var det stadig muligt. Han var stadig i live, og lige nu havde han overtaget.
Grebet i kvindens hals, blev sluppet en smugle, så hun kunne få luft bedre og mindre ubesværet, men han slap hende ikke. Han ville vente. Han ville se om hun blev bevidstløs, eller om det lykkes hende at holde sig vågen. Det var ikke svært for ham, at se at hun var svækket, ellers havde hun sikkert dræbt ham langt før.
"Jeg er ikke interessede i at du skaber hende igen." Slog Jace fast, mens han stirrede på kvinden med et ikke ligefrem mildt blik. Han ville gerne have hende ud af verden, men på en eller anden måde virkede det også tillokkende at lade hende være, at lade hende leve, men under hans magt. Hvad han skulle gøre for at knække hende vidste han ikke, men en stor hjælp ville være hvis hun midstede bevidstheden.
Det ville gøre at hun var langt lettere at tumle med, hvilke var præcist hvad han skulle bruge. Han kunne muligvis prøve, ved at stoppe hendes luftvej, men han droppede idéen. Han måtte først se om det ikke gik af sig selv, ellers måtte han jo gøre noget. At dræne hende for blod var også en mulighed. Plan C.

Smilet blev en smugle større da Sick så hans reaktion på hendes spørgsmål. Hun havde haft stor betydning for ham, og selvom han nok ønskede at han havde glemt hende så havde han langt fra! Hun gemte smilet af vejen for ikke at virke for selvsikker, da det nok ville provokere, og det var ikke hende der havde overgrebet lige nu, så det var ikke klogt. Hun smilede dog indvendigt da hun så hvordan han åd hendes ord råt, så mulighederne i dem, og så alt hvad han kunne få.
Pff selvfølgelig havde han brug for hende, han savnede hende, manglede hende, og det skulle hun blot bevise for ham ”men du savner hende” stemmen var lav næsten en hvisken, men hun vidste at han kunne høre hende. Hun så hvordan han overvejede tingende, så hvordan hendes giftige stemme forsøgte at overbevise ham selv efter hun var holdt op med at tale… vidste at han ville overveje det flere gange før han havde et svar… og det var nyttigt for hende, for hvis han sagde nej den første gang så havde hun stadig den næste at prøve af på. Eller det troede hun, for selvom han havde lysnet grebet om hendes hals en smugle så lagde mørket sig tættere og tættere omkring hende, bad hende lukke øjende og give sig hen til en dyb søvn hun ikke selv ville være herre over. Hun rystede kort på hovedet, så godt hun nu var i stand til under omstændighederne, og befalede hendes øjne til at forblive åbne da hun opdagede at de var sunket halvt i, og man kunne se på hende at det var et spørgsmål om minutter før hun ville besvime.
Et smil listede sig frem på hendes læber da hun hørte hans svar… han havde sagt nej… men alligevel ikke helt, han havde ikke ønsket at se hende igen, men derfor kunne det jo godt være at han ønskede at se en anden. ”men du ønsker at se en anden? Hvem? Jeg kan vise dig hvad end du vil!” Hun skabte øjenkontakt med ham (hvis han tillod det) og viste ham personer fra hans fortid… Skabt ud fra hans minder kom de frem, en efter en kom der i alt 20 forskellige mennesker fem blot i løbet af et enkelt minut , hun gjorde dette udelukkende for at bevise sit værd, for at fortælle ham at hvis han agtede at slå hende ihjel ville han ikke kun fortryde det, han ville også ha dræbt alle sine muligheder for at ’hente de døde tilbage’. Alle de som han havde kær ville han slå ihjel igen hvis han dræbte hende… om hun havde vist de rigtige eller personer han hadede anede hun ikke, for det havde hun ikke kræfter til at finde ud af. Og synet af alle disse mennesker var da også en e smugle sløret på grund af hendes afkræftelse.
”du har brug for mig” hendes stemme var lokkende, giftig som før og han ville ikke kunne gøre noget ved det!
”du vil…” længere nåede hun ikke, hendes stemme havde ikke været anden end en hvislen, knap nok til at høre selv ikke for ham. Den kom, den uundgåelige træthed, mørket, drømmende, søvnen hun ikke kunne bestemme over, den hun ikke kunne vågne fra på trods af at hun ville have tusind mareridt på en gang, så ville hun ikke kunne vågne. Hendes øjne lukkede sig ufrivilligt og hendes krop blev svag og gjorde ingen modstand, ingen muskler var spændt som før og ingen stemme lokkede ham som før… kun den han havde i sit hoved, hvis det ellers var lykkedes hende at plante hendes der.
Og på trods af at hun havde kæmpet meget imod dette, så var hun besvimet, vad han ville gøre med hende kunne hun ikke tænke over på nuværende tidspunkt. Og der hvor hun ’befandt’ sig havde hun rigeligt andet at tænke på.

Mere sandt kunne det ikke blive. Jace savnede hende så det næsten gjorde ondt, men han nægtede at indrømme det over for nogle, heller ikke for sig selv. Begge dele var desværre gået i vasken, han vidste det selv, og efter kvindens ord, som ikke var noget spørgsmål, kunne han regne ud at hun også vidste det. At han hade denne kvinde der lå under ham, herskede der ingen tvivl om. Hun rippede ubesværet op i alle de sår som han ellers havde brugt så mange år på at lappe sammen, men det var åbenbart til ingen hjælp, såret sprang op som var det hele sket i går.
”Jeg har ikke brug for nogle!” Ordne i sig selv mod sagde sig selv, i hvert fald hvis man var et menneske, men var de ægte når de nu kom fra en ’såret’ vampyr? Det var ikke til at høre eller se i Jace ansigt, der kun viste foragt og had, overskyggende følelser der dækkede for alt det andet mere bløde og følsomme. Billederne der begyndte at glide frem foran ham i hans hoved, skræmte ham først en smugle, men han holdte masken, og stirrede tomt ud for sig, mens billederne løb forbi ham. Der var ingen der havde haft samme betydning som hende hvilke sikkert var til hans egent held.
Da kvinden under ham endelig blev tavs og han kun havde sig selv tilbage, sammen med de to døde mennesker, slap han kvinden, og rejste sig op mens han omhyggeligt begyndte at lukke kvindens stadig summende stemme ud af hoved. Den var ikke specielt nem at komme af med, men efter lidt tid lykkes det ham. Stilheden der kom var næsten mere larmende end hendes stemme, hvis greb endelig havde sluppet sit tag i ham.
Jace forstod ikke hvilke skabning den bevidstløse kvinde var, men det betød ikke så meget, han ville af med hende, men alligevel ville han have hende. Hun var effektiv, farlig og på sin vis også fantastisk. Lige dén ting man gik og ventede på skulle komme. Det var som at lege med ilden, hun kunne bide og brande, men hun kunne også være et perfekt våben, man skulle bare have knækket hende først, hvordan han så skulle bære sig af med det. I længere tid stod han stille viklet ind i sine egne tanker, men da han syntes der var gået lidt for lang tid, skubbede han tankerne væk, og skred til handling.
Hans kastede et kritisk blik på de omkringstående både, før han så toppen af en kasse. Han var på ingen tid henne ved kassen, som han åbnede. Perfekt. Værktøjskasse. Hvad den lavede nede på havnen på det tidspunkt vidste han ikke, men det betød heller ikke noget, der var hvad han skulle bruge. En rulle kraftigt vandtæt tape. Knap et sekund efter, var han tilbage ved kvinden, som han lukkede munden på ved at placere et stykke tape over hendes mund, som han pressede hårdt på hendes læber, hvorefter han tapede hendes hænder sammen.
Hvor nyttigt det var, vidste han ikke, men det skulle nok dække til han kom hjem, og fandt noget bedre. Derefter bar han hende hen til den nærmeste bil hvor han fandt bilnøglen ved det venstre bagdæk. Han åbnede op for bagagerummet, hvor han smed kvinden ind. Han burde have fået hendes navn, men det kunne han få senere, nu ville han hjem. Han satte sig ind i bilen og startede den gamle spand, og begyndte at køre. Bilen var slet ikke beregnet til at køre hurtigt i, det tog – efter Jace mening – evigheder at komme hjem til hans gamle bolig. Da han kørte op foran hoved indgange til det gamle gods, hvor en butler stod og ventede. Jace bad manden tage kvinden mens han selv gik ved siden af. Butleren var sikkert et nemt offer for hendes lille fixe evne, især når han ikke kendte til den, hvilke var derfor Jace blev sammen med ham.

Den næsten livløse krop var faktisk næsten ikke tung, og den lagde foruroligende stille under ham. Hun trak vejret ganske lavt så man kunne dog se hun levede. Søvnen var tung og dyb og som han tapede hendes mund og hænder syntes den at bliver mere og mere tung.
Underligt at han havde så mange kræfter, han havde dog også tilladt sig et lille ’hvil’ hvor han koncentrerede sig om at få hendes giftige og gennemtrængende stemme ud af hans hoved.
Det kom et lavt fnys fra hende da han kastede hende ind i bilen dog var hun langt fra vågen. Hun så dog ud til at begynde at drømme, og jo længere han kørte jo værre blev drømmende, som blev hun pisket vred hun sig i søvne og skriget, hendes evindige skrig som var som et piskesmæld, kun et skrig kom fra hende, men det varede længe og det var højt på trods af at hendes mund var tapet til. Og så stoppede det, en anstrengt stønnen kom fra hende og hun vred sig forsat dog ikke så meget som før, men søvnen var stadig tung og dyb. Måske var det en nydelse for ham at se hende lidt, eller måske ville han undre sig, under alle omstændigheder kunne hun ikke bryde løs af hendes evindige mareridt.
Da han stoppede foran hans gods var hun ved at vælte ned imellem sæderne, dog gjorde hun det ikke.
Hendes ene øje kom på klem da hun blev båret ud, forvirret og tåget så hun kun halvt med dette øje mens det andet stadig ikke lystrede hende, en mumlen kom fra hende, men det var ikke til at hører hvad hun sagde, og om hun selv vidste hvad hun sagde var uvist. Men helt vågen var hun heller ikke og stadig for afkræftet at gå. En butler… et menneske? Det ville ikke kræve mange kræfter, dog flere end hun endnu havde. Men et menneske? Var han virkelig så dum? Det ville være let, for let? Et lille smil gled hen over hendes læber og hun lod hendes øje glide i igen, om han havde set at hun havde åbnet øjet eller ej vidste hun ikke og hun var også temmelig ligeglad. Hvad han ville hende gik hun mere op i. Og hvor var hun?
Flere spørgsmål fløj rundt i hendes hoved, der var dog ingen tegn på frygt, eller den mindste smugle bekymring, som om hun ikke ejede nogen af tingende. Foruroligende. Hun lod sit hoved falde imod butlerens skulder som om hun følte sig velkommen til det, og var for så vidst ligeglad med hvor han anbragte hende. Hun placerede dog med vilje et let provokerende smil på hendes læber så det kunne ses af vampyren.

Da Jace opfangede at frøken sindsyg var kommet op fra sin heftige søvn, vidste han først ikke lige hvad han skulle gøre, men da hun smed et provokerende smil op til ham, smilede han blot hånligt tilbage mens han fortsatte sammen med butleren, som ikke var et menneske. Han ville haft betydeligt svære ved at løfte kvinden hvis han havde, for selvom hun måske ikke var meget tung, så var der alligevel grænser for et menneskes styrke.
Efter en længere vandretur igennem forskellige dele af boligen trådte de ind i et mørkt og køligt rum. Ikke specielt behageligt at være i for dem der lod sig påvirke af temperaturen. Jace havde ingen problemer med at mærke kulden, men han heller ingen problemer med at ignorere den, da han ikke selv var meget varmere. Det var det gode efter hans mening ved at være vampyr. Temperature havde ikke samme effekt som da man havde været menneske, hvilke betød at det hele blev en del lettere, men selvfølgelig var der også andre fordele ved at være knap så påvirkelig over for en del ting mennesker og andre mere levende væsner blev påvirket af.
Butleren fik læsset kvinden af i en bagelig lænestol, hvor der dog ikke var nogle former for lås eller andre ting der på nogle måder kunne låse hende fast. Egentligt var hun frit stillet til at rejse sig op hvis hun ville. Ud over stolen i midten af rummet var der intet andet. Lyset der var i rummet, kom fra en nøgen pære der hang et sted i loftet og kastede sit ubehagelig skarpe lys ned over stolen.
Da kvinden var sat i stolen, vinkede Jace butleren af sted. Han ville have hende for sig selv. Der var ingen grund til at der var tilskuere. Han skulle nok klare sig uden hjælp. Nu vidste han hvad hun hun kunne gøre, og han var sikker på at han ikke ville hoppe i samme fælde igen, eller han ville i hvert fald prøve at undgå det. Selvfølgelig vidste han ikke hvad hun ville kunne gøre når hun vågnede, men hun var sikkert ikke ved sin fulde fem.

OOC: Beklager længden. Forsøger at gøre det længere næste gang.

Hendes provokerende smil blev siddende, og hun håbede ved at det ville begynde at irritere ham før eller senere. Og selvom han sendte hende et hånligt smil lod hun sig ikke påvirke af det. Om det var fordi hun ikke havde kræfterne til det eller fordi hun bare ignorerede det… eller en helt anden grund var uvist. Faktisk var hun temmelig svær at læse. Hun havde ikke tænkt nærmere over butlerens styrke, da hun vejede så lidt som hun gjorde og havde vel tænkt at det var ganske normalt. Men først nu lagde hun mærke til hans duft, den var ikke menneskelig, hvilket gik hende på nerverne, hvis hun klarede vampyren, var hun stadig nød til at klare butleren, hvilket hun helt sikkert ikke havde kræfterne til nu… og det fik hun nok heller ikke før hun spiste, og det var vel begrænset hvor meget han ville skæne hende at spise.
Hun mærkede sig den lange vej igennem huset, og undrede sig let over størrelsen af det, men af og til faldt hendes øjne i også uden hendes tilladelse. Hvilket gav ham et bevis på at hun stadig var meget afkræftet.
Da hun igen åbnede øjende var de på vej ind i et lille rum, lettere køgeligt og ikke så stort, en stol og en nøgen pare var alt hvad rummet indholdet… ja også hende og ham. Hun blev sat i stolen, på en venlig maner, hvilket hun ikke helt forstod, hvorfor sad hun i stolen? Og hvorfor smed han hende ikke bare? Hun så lettere fortumlet op på vampyren Jace? Det måtte være det han hed, det havde hun i al fald hørt i hans minder. Men havde han ikke haft flere navne? Eller var det noget hun huskede forkert? Det flimrede kort for hende, og da hun igen så op var butleren på vej ud af døren og hun kom pludselig i tanke om at hun havde glemt at finde ud af hvilken race han var. Satans det ville ellers ha gjort det hele en del lettere.
Udmattet lænede hun hovedet bagover og forsøgte vel at sove lidt? Dog uden at faktisk gøre det. Hun lukkede ting ude, lukkede faktummet ude at hun var spæret inde, lukkede det ude at hun var afkræftet, og for alt i verden lukkede hun ude at hun befandt sig i et lille aflåst rum… som dengang… idet mindste var her lys og hun kunne se hvordan her så ud… og her var ingen rotter, her var ingen rådne lig.
Hun rystede voldsomt på hovedet og skubbede minderne fra sig, grusomme minder der kunne ødelægge hvem som helst. En knoren kom fra hendes næsten livløse krop og hun gav et ryk fra sig og så sad hun rank og stolt op i stolen og stirrede på vampyren ”og hvad havde du så tænkt dig nu? Jace… hvis jeg da må kalde dig det? Eller skulle jeg hellere kalde dig noget andet? Men hvorfor skulle jeg overhovedet lytte? Hvad har du som jeg vil ha? Hvad kan du tilbyde mig som skulle få mig til at føje dig?” det provokerende smil var atter kommet frem på hendes læber da hun sagde dette. ”Giv mig en god grund” jo hun var overbevisende. Dog kunne hun ikke skjule at hun brugte en del kræfter blot på at holde sig oprejst siddende i stolen. Og selvom hun så direkte på ham så svimlede det for hendes øjne, og hun havde en del besvær med at bevare sit fokus.
Det provokerende smil blev forvandlet til et lettere overlegent smil og hun bukkede sig lidt fremover og lagde sine albuer på hendes knæ, foldede hænderne og støttede sit hoved derpå. Ventede på en reaktion, at han ville gøre noget, eller blot gå i afmagtelse… et eller andet



//det går nok! det er heller ikke fordi mit svar er det længste i verden! //